CoqRouge

Velkommen hjem fra ferie og godt at høre, at du er tilbage på rette (løbe)spor igen.

Af ren nysgerrighed fristes jeg til at spørge: Nu har du igennem nogen tid vænnet dig til at løbe ganske mange kilometer om ugen. Så må du pga. en skade stoppe fra den ene dag til den anden. Har du været i stand til at holde vægten, eller er den stille og roligt krøbet i vejret?

Jørgen L>Jeg har skam noteret mig, at såvel du som DBM kan finde på at lave noget lignende. Selv har jeg før lavet denne form for træning med min "slag/sparkesandsæk", som jeg sætter op i det gyngestativ, som jeg har bygget til ungerne, men lige netop denne gang brugte jeg kun min "løftesandsæk". Jeg lavede vist 2 øvelser med den - clean til skulder og bridges - sidstnævnte består i, at jeg ligger på ryggen med bøjede ben, placerer sandsækken sådan cirka på hofteleddet og så laver jeg eksplosive bridges. Jeg forestiller mig, at det er en øvelse, der er funktionel i forhold til gulvkamp.

Jeg bor midt i et parcelhuskvarter, der er bygget op omkring et antal vendepladser, adskilt af veje og stier. En rundes løb består af en tur om en af de fire omliggende vendepladser inklusive husene, og distancen varierer vel mellem 500 og 750 meter. For ikke at give naboerne alt for meget at sladre om, fordeler jeg de 8 runder jævnt mellem de fire vendepladser

Tirsdag bød på første cykeltur efter strabadserne i Alperne. 40 km sammen med den hjemlige forsker. Først kørte vi 20 km i modvind. Hendes kommentar: "Nu kan du være Cancellara, så er jeg Sastre", hvorefter hun lagde sig i mit baghjul for ikke senere at vove sig frem i modvinden. Vi holdt 30 km/t i snit, og det var faktisk ganske hårdt, vindforholdene taget i betragtning.

Efter de 20 km lod vi os lokke til at holde ind ved en fortovsrestaurant/grillbar i ferielandet og spise pizza. Resultatet af pizzaspiseriet og de dertil hørende fadøl samt en enkelt softice var, at vi på hjemturen i medvind også kun kørte 30 km/t. Til gengæld nød vi det gode vejr.

Angående stævner: Hvor er det nu lige, at man finder en turnering med en klasse for hvidbælter – veteraner – under 80 kg?

Nu har jeg faktisk undersøgt sagen. Jeg mener at kunne konkludere følgende:

-der findes turneringer for hvidbælter under 80 kg (faktisk i praksis ofte 82,3 kg)

-der findes turneringer for denne vægtklasse for min aldersgruppe (hedder ofte noget i retning af "Senior 4")

-men der findes ikke nogen fællesmængde af ovenstående. Senior 4-folk skal enten være mindst blåbælte eller konkurrere i åben klasse.

Alligevel vil jeg se, om jeg ikke kan slippe afsted med lidt BJJ sidst på eftermiddagen. Der er vist noget med, at Iran skylder os en time.....

Jeg slap afsted og Iran var der. Det blev ganske anderledes end forventet. Vi var ganske mange til træning og såvel Iran som de øvrige havde mere lyst til at køre noget mere MMA-orienteret. Det gjorde vi så, og jeg har dermed haft min første MMA-time. Vi indledte med at indøve en nedtagning, hvor man efter en parade af et jab gik frem - ned - fattede modstanderens ben og væltede ham. Det er vel det, der hedder at "shoote"? Jeg var vist den eneste af de tilstedeværende, der prøvede dette for første gang, og det føltes unaturligt - at gå frem og ned i et område, hvor modstanderen har sine knæ, gør mig en anelse utryg.

Derefter kørte vi 8x2 minutters boksning, hvor det dog var sådan, at det var tilladt at anvende førnævnte teknik. Det prøvede jeg nogle gange, og det mislykkedes hver gang! Til gengæld var selve boksningen godt for mit ego. Pludselig var det ikke mig, der var hvidbælte.......!

Lørdag rykkede jeg ud i haven med kettlebells og sandsæk, og så var det roadwork-time.

Swings + løb + snatches + løb + dragonflags + løb + osv. i alt 8 runder, hvor hver runde i gennemsnit bestod af 1 minut med øvelsen og 3 minutters løb. Løb er måske så meget sagt, for bevægelsen foregik i noget, der objektivt vurderet var lidt for tæt på gangtempo. Naboerne var næppe imponerede!

Søndag var hviledag, bortset fra intensiv mariehøneklaskning på en vestsjællandsk strand, og i aften skal der løftes lidt jern.

Som tidligere varslet har jeg eksperimenteret lidt med det Hepburn-program, som Mike Mahler beskrev på T-Nation. Min træning i går så derfor således ud:

Bænkpres: 6 tunge singler + 6 sæt med lidt lettere vægt og 3-4 reps

Armhævninger: 8 tunge singler og 6 sæt med 3-4 reps@kropsvægt

Dødløft: 8 tunge singler og 6 sæt med lidt lettere vægt og 3-4 reps

Problem 1: Der mangler noget for den lille mave. Hvorfor det ikke er tilføjet - se problem 2.

Problem 2: Det tager en allerhelvedes tid. Der skal iflg. programmet være minimum 3 minutter mellem singlerne, og selv om bænkpres og armhævninger kan køres som supersæt, bliver det iflg. mine udregninger til, at man holder pause i ca. 50 minutter undervejs!

Dagen efter - altså i dag - er man pænt smadret. Alligevel vil jeg se, om jeg ikke kan slippe afsted med lidt BJJ sidst på eftermiddagen. Der er vist noget med, at Iran skylder os en time.....

Imponerende forskel der er :4flex: :banana3:

Ja, det er utroligt, hvilken forskel en barbering kan gøre!

-Og du ønskes god bedring.

Til BJJ-træningen onsdag glimrede Iran med sit fravær. Det var vist noget med et tog…….!

Ikke desto mindre fik vi kørt et godt træningspas, hvor vores judo-instruktør tog over og demonstrerede nogle nedtagninger. Vi rundede af med at træne fastholdelse af/escape fra side mount.

Inden jeg kommenterer foranstående indlæg vil jeg lige sparke ind, at jeg tilsyneladende er den eneste, der synes, at TV fra Tourens kongeetape i går var en skuffelse. Det skete jo ikke en sk.. af betydning i timevis, og da der endelig skete noget – var jeg taget til BJJ!

QueenPearl>Jeg var blevet skuffet, hvis du ikke havde budt ind! ”Vold” er jo bare et ord, og jeg er helt opmærksom på, at man kan definere det på mange måder. For mig betyder det altså først og fremmest, at man anvender direkte fysisk magt for at påtvinge nogen sin vilje. Volden kan så være mere eller mindre legaliseret, struktureret og regelbundet. I f.eks. BJJ er der jo tale om, at deltagerne har indgået en stiltiende aftale om, at et vist mål af regelbundet vold er selve sagen. Consenting adults og alt det der! Jeg er så helt enig i, at indstilling og intention har stor betydning.

Hvis man går efter at skade modstanderen, er der vel tale om strafbar vold. Der gives jo eksempler på, at fodboldspillere er blevet retsforfulgt pga. deres handlinger på banen – og jeg er tilbøjelig til at mene, at det burde ske oftere.

Mere om de kære ord: Ordet ”sparring” har jeg hidtil brugt på samme måde, som det bliver brugt i klubben, uden at reflektere over det. I den lokale jargon betyder det kamptræning, hvor intet er aftalt på forhånd, og hvor man kører til tidens udløb eller til den ene har fået nok og tapper. Typisk begynder man så bare forfra og håber på bedre held næste gang. Ikke noget dramatisk, men altså…..! Definitionen af sparring som ”træning, hvor man anvender teknik med modstand” er langt mere rummelig, og ud fra denne definition sparrer jeg klart mere, end jeg tilkendegav i mit tidligere indlæg. Side mount-træningen, som jeg beskrev tidligere, må således defineres som sparring. Vi startede i en aftalt position – side mount – og stoppede, hvis nederste mand kom fri eller fik trukket guard eller den øverste kom over i mount eller fik ryggen – men derimellem var der relativt frit spil. Ergo: Træning af teknik med modstand. Min modstander var i øvrigt 8 kg lettere end jeg, mindre fysisk stærk og ikke bedre teknisk. Konsekvensen var derfor, at jeg ”bare” kunne bruge min styrke til at holde fast, så kunne vi have ligget der endnu. Det lod jeg være med – tillod ham i stedet at skifte greb m.v. og arbejdede så derfra. Det gav faktisk en god træning.

Angående stævner: Hvor er det nu lige, at man finder en turnering med en klasse for hvidbælter – veteraner – under 80 kg?

Tirsdag blev det til en lille løbetur med indlagt Tabata, efterfulgt af en times tennis. Intet særligt at bemærke, ud over, at denne kombination på én eller anden måde generer lænden. Måske er det overgangen fra en stabiliseringsopgave ved løbet til en mere aktiv rolle i forbindelse med slagafvikling på tennisbanen?

På løbeturen varmede jeg op ved at løbe den første km sammen med de 2 yngste døtre, der har sat sig for at løbe 2 km hver dag i resten af sommerferien. I går overhalede vi en gruppe begynderløbere fra den lokale motionsløbeklub. Jeg tror liiige, at nogle af den gjorde store øjne, da de blev smoked' af en 7-årig!

I dag: BJJ.

-men inden da er der lige en anden sag: I dag passerer Tour'en de 2 bjerge, som jeg for mindre end 2 uger siden boltrede mig i. Det skal jeg ganske enkelt se! Så er der jo den der lille ting med arbejdet, men mon ikke jeg kan få arrangeret, at jeg slæber nogle mapper med hjem og så arbejder, når d'herrer cykelryttere ikke lige behager at give den gas.

Galibier passeres fra den side, der er modsat i forhold til min rute og i forhold til La Marmotte. Så køres der ned til Valloire, hvor jeg boede, hvorefter Telegraphe bestiges fra den lette side - dette sidste udgjorde min næsten daglige opvarmningsrunde. På de allerførste meter af opstigningen mod Telegraphe forventer jeg at se nogle store træhuse - det var der, at jeg boede.

Jeg forventer nu ikke, at der sker det store på dette tidspunkt af etapen. Mon ikke de store kanoner gemmer krudtet til L'Alpe d'Huez?

Efter at have læst ovenstående forstår jeg godt din holdning, men jeg deler den ikke.

Du ligger på ryggen på i bænk. I dine strakte arme holder du en vægtstang. Du har til hensigt at sænke denne vægtstang ned til brystet og så presse den tilbage til udgangspositionen. Hvis du helt grundlæggende synes, at denne handling er sjov, er der ikke mere at sige om sagen.

Men lad os tage det ikke urimelige udgangspunkt, at du ikke finder selve handlingen særlig morsom eller måske i et eller andet omfang direkte ubehagelig. Hvorfor gør du det så? Jo, du ønsker at opnå et resultat! Resultatet kan være større muskler, større styrke mv., og dette direkte resultat kan så igen have afledede resultater – bedre præstationer på idrætsbanen og/eller social succes med videre. Du motiverer dig via fokus på de ønskede resultater. Sådan er det jo også i Bredahl-eksemplet. Hvor meget der er på vægtstangen, hvor meget der var i sidste træningspas, om du holder med en bredere eller smallere fatning end sidst og om du holder pause på brystet eller ej, er i denne sammenhæng irrelevant. Det gør ikke selve handlingen mere eller mindre kedelig. Hvad der gør den kedelig, er mangel på resultater. Hvad der gør den interessant, er fremgang og resultater.

Misforstå mig ikke: Jeg fornægter på ingen måde det almene menneskelige behov for variation på alle mulige områder. Men det er noget, der ligger inden i personen selv og ikke et spørgsmål om, at den ene træningsform er kedeligere end den anden.

Somme tider kan ubehaget ved en øvelse være så stort, at det ikke opvejer de forventede resultater. Så er øvelsen ”kedelig”, som jeg forstår ordet. Men det behøver vi jo heldigvis ikke at være enige om……..

Jørgen L>Som du tydeligvis også har gennemskuet, havde jeg bl.a. dig i tankerne, da jeg skrev mit indlæg, og jeg er derfor glad for, at du har taget dig tid til at skrive et godt svar. Jeg vil gerne uddybe:

Vold er jo et betændt ord, fordi det også dækker over noget, der er forbryderisk. Vold i vores sammenhæng betyder for mig bare, at man anvender fysisk magt direkte på modstanderen for at nå sit sportslige mål. Jeg kan godt forstå dit implicitte synspunkt – at volden er tydeligere, hvis man som i karate, mma eller boksning rent faktisk direkte slår modstanderen – men jeg vil mene, at det i den sidste ende er lige så meget vold at sweepe en modstander, fange ham i en armlås eller kvæle ham i gien – eller at tackle en modstander fra FC Swaziland med knopperne forrest på Aalborg Stadion.

Jeg er bestemt ikke sur på min modstander i en kampsituation og tager ikke tab/vind-udfaldet som løsningen på en egentlig personlig konflikt. Jeg er heller ikke modstander af fri kamp, men der skal ikke så meget til, før jeg finder det mentalt drænende. Hvorfor det er tilfældet, kan jeg ikke sige med absolut sikkerhed. Måske skal jeg bruge mental energi på at overvinde mine egne blokeringer/hæmninger over for det at gå ind i kampen?!

Sammenligningen med skak holder fint og kan udstrækkes til de fleste komplekse en mod en-games, såsom tennis, badminton, fægtning og hvad ved jeg!

Jeg kan ikke sige, hvorfor din modstander blev sur – men jeg kan sige, at jeg kan blive meget sur, hvis min modstander på tennisbanen krænker min opfattelse af fair play via sin opførsel eller ved direkte at snyde. Det har i tidens løb kostet mig adskillige matcher, hvor min vrede blokerede mit spil.

For lige at runde af på cykeloplevelserne i Alperne vil jeg nævne, at La Marmotte-deltagerne passerede gennem Valloire, hvor jeg boede i de 2 uger. Det var sjovt at iagttage de mange bjerggeder i fri dressur. Mange så godt brugte ud allerede, og i Valloire har de stadig Galibier og Alp d’Huez foran sig. Det misundte jeg dem ikke, men alligevel dukkede tanken op om selv at deltage på et senere tidspunkt. Problemet er bare, at det vil kræve, at jeg stort set tilsidesætter al anden træning i et halvt års tid, og det er jeg lidt tøvende overfor.

I ganske mange timer den dag genlød alpedalen i øvrigt af ambulanceudrykningslyde. Det er mindre behageligt at tænke på, at det efter al sandsynlighed var i forbindelse med styrt og overanstrengte deltagere i løbet.

Hjemme igen har den forgangne uge budt på 2 x løb, 3,5 x vægttræning og 0,5 gange BJJ. Forklaringen på de halve er, at ved begge de planlagte BJJ-træninger var der ingen træner til stede. Iran havde meldt afbud, det havde den anden træner ikke. Deltagerne kørte sådan lidt halvhjertet træning, men inspirationen manglede. Ved den anden udeblivelse blev det til en kortfattet gang vægttræning. Alt i alt blev ferien fra BJJ dermed en uge længere end planlagt.

Løbetræningen handlede bare om overhovedet at blive i stand til at løbe flere km sammenhængende igen. Det skal der også være fokus på i de kommende uger. Det er for lang tid siden, at jeg har løbet andet end korte intervaller.

Vægttræningsmæssigt har jeg eksperimenteret lidt med det Hepburn-program, som Mike Mahler beskrev på T-Nation.

Den manglende BJJ-træning kombineret med læsning af flere logbøger fik mig til at filosofere over, hvorfor vi ikke bare kastede os ud i en masse sparring – eller, mere specifikt – hvorfor tog jeg ikke initiativ til noget sådant? Jeg kan jo se i logbøgerne, at andre sparrer i timevis.

Den ene forklaring er naturligvis, at jeg vil skåne min problematiske pegefinger så meget som muligt, men det stikker meget dybere end det. Som nogle vil vide, har jeg adskillige års erfaring med kampsport, om end ganske uddateret erfaring! Det er derfor klart, at jeg så langt fra hører til dem, der rent rutinemæssigt tager afstand fra den slags udfoldelser. Alligevel har jeg et lidt ambivalent forhold til det at kæmpe – uanset, om vi taler turnering eller sparring. Problemet er vel, at det i den sidste ende handler om vold – kontrolleret vold, endog venskabelig vold – men i den sidste ende en sport, hvor volden er selve indholdet. Derved adskiller kampsport sig fra f.eks. håndbold, hvor der er masser af vold på banen, men hvor indholdet er et andet – nemlig at score mål. Jeg står altså lidt splittet mellem min glæde ved at bruge min krop i en kampsportsmæssig sammenhæng og så mit gennemført pacifistiske sindelag – sagt uden ironi. Min ”løsning” på dette dilemma er at træne teknik, gerne med fuld styrke og realistisk modstand – men hvor tingene (som oftest) ikke føres igennem til det punkt, hvor det kan afgøres, at én har tabt og én har vundet. Jeg er helt på det rene med, at jeg for det første ikke kan forvente, at mine træningspartnere deler dette snørklede syn på aktiviteterne, og for det andet, at det forsinker mine fremskridt i BJJ. Imidlertid kan jeg ikke rigtig se, hvad jeg under de givne omstændigheder kan gøre anderledes.

Tak for dine opmuntrende kommentarer i forbindelse med mit Galibier-projekt.

Nu har du muligvis skrevet det engang - men hvor bor du, sådan mere præcist? Som værende af Nørretranders-afstamning kan jeg genkende mange af dine køreture, da jeg selv har cyklet eller løbet de samme steder.

Og så er din cykelindsats ganske imponerende - såvel kilometrene som gennemsnitshastighederne.

Når jeg surfer gennem din log, er det tekststykkerne, som jeg leder efter, for det er dér, at man finder guldkornene og provokationerne. Det gentager sig i dit seneste indlæg, for hvad i alverden mener du med, at [clustertræning] er så kedelig, at den ikke er til at holde ud?

Jeg forstår dig godt, når du siger, at det kan være kedeligt at vandre alene rundt i træningslokalet. Til gengæld forstår jeg ikke det kedelige ved clustertræning. I den sidste ende griber man en jernstang og flytter rundt på den. Hvordan kan forskellige pauser med videre gøre det mere eller mindre kedeligt? Betyder kedelig snarere hård?

Jeg ville mene, at kedelig træning = træning, der ikke virker! Set med de øjne må clustertræning for dig være den mindst "kedelige" træningsform.

Det er på en vis måde en trøst for mig at læse, at også større og mere erfarne gulvkæmpere løber ind i problemer, når modstanderen hedder Victor Hugo. Man kan vel kalde os "De Elendige" - sådan relativt.

Surt med dit knæ - håber, at det ikke får konsekvenser for dine andre planer. Man må sige, at du udviser stor kreativitet i udviklingen af alternative træningsformer.

Dette her er vist bedre som bevismateriale:

Det må være linsen, der lyver! På billedet i næste indlæg ser jeg jo næsten ud til at være lige så tynd som en cykelrytter! Folk, der kender mig, vil vide, at det på ingen måde er tilfældet IRL!

Det er i øvrigt Mont Blanc i baggrunden til højre. Godt, at jeg ikke sku' derop!

Slettet

Bevismaterialet ligger klart: Galibier blev besejret! Her følger beretningen, da Principia'en nu atter har begge hjul på flad dansk landjord.

Som tidligere nævnt i loggen var det i realiteten halsløs gerning at gøre som planlagt: At cykle over Col du Telegraphe og Col du Galibier med mindre end 100 årskilometer under dækkene. Når man så tilmed er mere sprinter end bjergged - ja, så er der lagt i kakkelovnen.

Vel ankommet til basen Valloire - et skisportsted - kunne det konstateres, at den milde tur (5 km) til Telegraphe så at sige begyndte uden for ferielejligheden, mens Galibier-opstigningen begyndte på den anden side af den lille by.

Stivheden fra de mange timer i bil skulle lige ud af benene efter ankomsten, så op på Principia'en med den intention at køre et par km op mod Telegraphe og så vende om. Skæbnen ville imidlertid, at jeg havde gode ben, så de første 100 m tog de næste, og pludselig var jeg oppe! Sådan - Telegraphe besejret efter mindre end 2 timer på feriestedet. Meeen de 5 km er nu heller ikke hårde! 3 km med vel en 5-6 % i gennemsnit, efterfulgt af 2 km med endnu mindre stigning.

Den modsatte side af Telegraphe er 12 km og væsentlig stejlere. Mine træningsture kom til at forme sig på den måde, at jeg stort set hver dag kørte op til passet og derefter længere og længere ned af den stejle side - vendte - og kørte op igen. Progression i træningen på en enkel måde! Efter ca. en uge tog jeg hele turen, og først der kunne man vel for alvor sige, at Telegraphe var nede i sækken. Om selve turen er ikke meget at sige - stejlt, skyggefuldt, alt for mange biler. Jeg konstaterede dog, at alpefluer har en tophastighed på ret præcist 13 km/t! Sagen var nemlig den, at når jeg kørte 13 km/t og mindre, var jeg konstant omgivet af en sværm af fluer, men når hastigheden på de mindre stejle stykker sneg sig op på 14 km/t og derover, var fluerne væk som ved et trylleslag!

Efter Telegraphe var der dømt tapering-tid inden attentatet på Galibier. En recognosering i bil afslørede, at kilometerangivelsen nede i byen - 17 km - gjaldt op til den lille tunnel, der skærer gennem passets øverste del og korter ca. en km af turen. At stoppe der ville være rent snyd, og passage af tunnellen er i øvrigt forbudt for cykler. Jeg var meget glad for at vide, at man skulle lægge 1 km til km-angivelserne, for det ville i træt tilstand være næsten ubærligt at tro, at man nu er næsten oppe for så ved tunnellen at se vejen sno sig videre lige lukt op i tinderne.

Dagen for forsøget oprandt med det varmeste vejr, som de 2 uger bød på. Fint nok for et varmesøgende missil som undertegnede, nok for varmt for mange andre.

Km 1 - 2: Foregår stadig inde i byen - eller rettere i en sammenhængende kæde af ferielejligheder, der er klistret op ad bjergsiden langs vejen. Ufatteligt, at nogen bygger, når der er så stejlt.

Km 3 - 4: Den begynder at bide. Pulsen har ramt det planlagte niveau - ca. 85 %, som jeg på forhånd har estimeret til at være det højeste, som jeg kan klare i de små 2 timer, når jeg nu ikke er vant til at arbejde med den form for belastning, som cykling udgør.

Km 4 - 5: Eneste "flade" stykke på turen. Det går faktisk fint, og jeg kører til, selv om jeg havde planlagt at slappe af her. Farten kryber op i overkanten af de 20 km/t, pulsen ligger fast og en anden cyklist, som havde bidt sig fast i mit baghjul, sakker agterud for ikke senere at blive set igen.

Km 6 - 7: Meget stejlt. Betaler prisen for overmodet lige før. Pulsen ryger op på 90 %, men der er så stejlt, at jeg i realiteten ikke kan sænke farten. En gearing på 35/27 virker pludselig latterlig høj!

Km 8 - 11: Ren overlevelse! Rytmen er god, men kræfterne svinder hurtigere end ønskeligt, og farten er nede på 8-9 km/t flere gange. Spiser lidt, bl.a. en medbragt plasticpose-energigel, som viser sig at indeholde små æblestykker. Spytter det først ud i panik, da min første indskydelse er, at den er fordærvet, men bliver så klar over, at den er ok og tvinger resten i mig. Kører resten af vejen med udspyttet æblegel på højre arm, hvor den blander sig med sveden og efterhånden tørrer ud. Uhmmm!

Km 12 - 15: Over snegrænsen. Møder mange i susende fart på vej ned og overhaler nogle stykker på tunge mountainbikes med oppakning. Tænk, at de ligefrem slæber ekstra kilo med op! Kører på sukker og viljestyrke, for musklerne er slidt. Den (for) høje gearing har betydet, at jeg har hugget i pedalerne og har trukket med ryggen gennem armene, og lænden gør nu ondt som aldrig før. Prøver at fokusere på rundt tråd, men det er ikke muligt, når kadencen nærmer sig noget encifret - eller i hvert fald føles sådan. En ensom farm ved vejsiden reklamerer med direkte salg af lokal ost. Gad vide, om han har mange cyklende kunder?!

Km 16 - 18: Nu begynder jeg at kunne overskue resten af turen rent mentalt, men hastigheden er enkelte gange nede på 7 km/t. En lille stemme i mig hvisker: Hold pause, det er ingen skam og ingen behøver at vide det! - men det lykkes mig at ignorere den og jeg kører videre.

Km 19: Når op til førnævnte tunnel, glad i bevidstheden om, at jeg ikke bliver overrumplet af den "ekstra" kilometer - men hvad er det? Vejarbejde! Bare de dog ikke har spærret det sidste stykke! Det har de faktisk, men kun for biler - man kan smutte igennem på cykel, hvilket jeg naturligvis gør - nå, ja, smutte med 7 km/t er vel en overdrivelse, men altså! Så rammes jeg af nemesis! Efter 100 m kører jeg ind i helt nylagt asfalt. Blød, varm og frem for alt klistret. Hjulene trækker spor og siger en svuppende lyd. Fornemmelsen af klisterpapir under dækkene er så stærk, at jeg halvt om halvt tror, at cyklen ville kunne stå oprejst uden støtte, hvis jeg stod af. Hastigheden falder til 5,5 km/t, og jeg ku' næsten tude over denne sidste fortrædelighed, men nu vil jeg altså ikke stå af! Den bløde asfalt varer heldigvis kun ca. 400 m, hvorefter jeg sprinter de sidste 500 m til toppen - med 8 km/t i snit!

Undervejs lovede jeg mange gange mig selv, at den slags gør jeg aldrig mere, men heldigvis er erindringen om smerte flygtig, mens triumfer er lette at huske. Måske er jeg allerede blevet let i hovedet, da jeg efter en fotoseance med et par englændere påbegynder nedturen, for jeg tager nogle chancer, som jeg ret beset burde afstå fra, men som denne beretning vidner om, slap jeg altså ned i hel tilstand.

Er Galibier så hårdere end f.eks. Mont Ventoux, som jeg jo har kørt over et par gange? Tjah, stigningsmæssigt er den alt i alt en anelse lettere, men min personlige oplevelse var, at dette mere end udlignes af de højere luftlag - altså at skulle køre i en højde der er mere end 700 m over grusbunken i Provence. Jeg iler med at tilføje, at dette netop er personligt. Jeg ved af erfaring, at jeg har problemer med f.eks. at løbe, når jeg kommer op i højder over 1500 m. Jeg har konstant en fornemmelse, der nærmest svarer til den følelse, som man har, hvis man holder vejret nogle få sekunder længere, end man normalt ville. Jeg oplevede heldigvis, at denne fornemmelse aftog hen over de 2 ugers ophold. Jeg ville næppe have kunnet klare Galibier, hvis jeg havde gjort forsøget en af de første dage.

Jeg skal bo i dalen mellem de 2 bakker, så jeg tager dem ikke på samme dag.

Principia'en er behørigt omgearet, foran en 35'er compact, bagtil en 27 tands krans. Men jo, jeg ville gerne have trænet mere på cykel. Vand under broen! Da jeg sidst besteg Mont Ventoux, havde jeg tæt på 2000 sæsonkilometer bag mig, flere lange motionscykelløb og lidt specialtræning på Herstedhøje.

Projektet er nok mere spændende og udfordrende end egentlig fornuftigt........!

Så skete det så igen: Et fyldigt indlæg forsvandt ud i cyberspace under upload til MOL. Jajada, vi prøver igen!

Det er i den kommende nat, at den hårdt prøvede stationcars 170 omdrejningsvillige, men træksvage HK'er vender næsen sydover for at føre familien til de franske alper, hvor grusbunkerne Galibier og Telegraphe venter. Sjovt nok, at min bil har samme motorkarakteristik som jeg selv. Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg ikke på forhånd er træt af at cykle, for jeg har mindre end 100 km i benene i 2008. Jeg må altså klare sagen på grundformen, men op skal jeg, om jeg så skal bære Principia'en!

Jeg har netop forfattet et indlæg, hvor jeg slutter mig til gruppen af medlemmer, der spanker meadow for ikke at ajourføre sin log. Øøøhh, det er vist også nogen tid siden, at der er set aktivitet her i loggen.

-men naturligvis har jeg trænet. BJJ, tennis (hvor holdet holder sommerferie på førstepladsen), en smule cykling og så lidt jernriveri. Angående sidstnævnte har jeg lige på T-Nation læst Mike Mahlers artikel om Hepburn-træning. Måske skulle jeg prøve det til efteråret i stedet for den nuværende patenterede mix-it-up træning.

Til gårsdagens BJJ-træning havde Iran medbragt en anden sortbælteindehaver fra hjemlandet. Han gav pænt hånd og præsenterede sig som Victor Hugo. Kun en kraftanstrengelse forhindrede mig i at præsentere mig selv som Jean Valjean, men det var vist godt, at jeg lod være. Kulturforskellen og situationen havde nok skabt usikkerhed om intentionerne.

Iran sagde, at han selv nok var fysisk stærkere end Victor, men at Victor var teknisk bedre. Det fik vi at føle under sparringen, hvor jeg følte mig som Quasimodo. Oplevelsen var, at bare jeg strittede med så meget som en lillefinger, blev den og den tilhørende arm grebet at Victor, der herefter gik direkte over i en sindrig og uigennemskuelig manøvre - og så var det tap-time! Jeg oplevede også at blive offer for et kast, hvor jeg følte det, som om jeg landede direkte på den flade ryg fra 1. sals højde. Godt, at tatamien er opfundet!

Victor giver seminar i WTC i den kommende weekend. Der ville jeg godt have været, men jeg vil hellere på ferie!

Jeg har den der fornemmelse af deja vu. Meadow begår et indlæg og den gamle garde byder hende velkommen. The rest is silence.

Velkommen på disse kanter.

Køb en BabyJogger og kom ud på veje og stier NU! Det koster ca. 30 sekunder pr km at løbe med sådan én, hvis terrænet er fladt - og mere i bakket terræn. Jeg taler af erfaring.

Også velkommen til Den gamle Tante i rollen som indpisker.........

Pludselig ramte det mig: Nu har det handlet om tennis, bjj og anden fysisk træning - men Galibier og Telegraphe er pludselig kun 15 dage væk, og Principia'en har kun været luftet yderst sporadisk. Godt nok kan jeg andetsteds på MOL læse mig til, at det bare er grusbunker - men især Galibier er altså en ganske stor grusbunke - 2640 m!

Ergo kastede jeg mig i går ud på Vestegnens landeveje. Der var ikke tid til en længere tur - og jeg har næppe heller hård hud til det! Derfor blev det til nogle 4-minutters intervaller. Det gik faktisk overraskende godt. Nu var vinden også svag og jeg havde valgt helt fladt terræn, så overdreven optimisme er der ikke basis for - men det kunne altså være værre!

Jeg skulle gerne nå et par træningspas med bakker i, inden jeg vender næsen sydover. Herstedhøje, here I come!

Det er sjovt at læse, at I sammen med Heino-holdet bevæger jer rundt på min hjemmebane - både mine korte cykelruter og mine lange løberuter foregår omkring Sengeløse. Bakken efter Vridsløsemagle er faktisk ganske ond - bedst som man tror, at man er oppe, er man det alligevel ikke.

Hils i Tinajo. Bakken fra La Santa er også ond!

TV-avisen og den slags vil nok først reagere, når BJJ bliver en olympisk disciplin!

Angående at rejse sig op fra lukket guard med op til 97 kg dinglende fra livet synes jeg faktisk ikke, at det er tungt. Sjovt nok er der stærke folk, der finder netop dette meget vanskeligere end jeg. Jeg lurede lidt på årsagen, og kom frem til, at de snarere end at lave en dødløft-agtig bevægelse i virkeligheden lavede noget, der mere minder om en good morning - og så bliver det altså tungt!