CoqRouge

Efter de mange timers tennis forleden er akillessenerne nu tilbage på det almindelige smertestadium, mens ryggen stadig er stivere end normalt. Træningen har bestået i et kort vægttræningspas og en kort, men intensiv cykeltur.

Og så var der BJJ i går. For første gang følte jeg rigtigt, at nogle simple teknikker klappede. Vi kørte en masse træning med at rejse sig op i lukket guard. På en måde kan det sammenlignes med en masse dødløft med en lav, men særdeles ustabil vægt! Jeg er pænt øm idag, også selv om jeg stod over på den sidste del af live-sparringen, da jeg sædvanen tro fik den ømme pegefinger i klemme ét eller andet sted.

Flere af mine medkombattanter går højt op i kampsport som sådan, og på den baggrund undrede det mig lidt, at ikke én havde hørt om QueenPearls seneste bedrifter. Det beviser vel bare, at "Vil du være velorienteret - så gå på MOL!"

Jeg fik så bragt deres viden på området up to date

Beretningen lever op til enhver rimelig forventning - og lidt til. I hvert fald er jeg imponeret over, at du også formår at lege halvprofessionel fotograf!

Hvis Kauf følger din opfordring, skal jeg også have gang i kameraet........

Tjah, så skete der det, som ikke måtte ske: Jeg tabte min single i en tennisholdkamp. Alt i alt er min indsats for så vidt nogenlunde godkendt - baghånden gik fint, fodarbejdet ligeså, mens forhånd og serv var under middel. Modstanderen var en klog spiller og så afgjort også af en styrke, som man kan acceptere at tabe til, men måden - oh, måden!

Jeg var bagefter det meste af første sæt og måtte overleve et antal sætbolde - tilskuerne siger, at det var 6 stk, men jeg "glemte" at tælle. Jeg fik kæmpet mig til 2 egne sætbolde og var mm fra at vinde den ene, men endte altså med at tabe sættet. OK - et sæt skal jo finde en vinder.

Normalt kæmper jeg bare ufortrødent videre, men da jeg kom bagud fra start i andet sæt, mistede jeg troen på sagen og tabte 6-2. Jeg var ikke fysisk træt, men mentalt orkede jeg bare ikke at skulle hænge i med det sorte af neglene i endnu et par timer. Første sæt varede over halvanden time! Her er jeg skuffet over mig selv og min moral, men der var altså udsolgt på øverste etage.

Singlen blev fulgt op af en lang herredouble, så alt i alt var jeg på banen i 4 timer. Mine akillessener protesterer højlydt i dag, og ryggen er stiv som et bræt.

Til Lykke. Jeg er nok ikke den eneste, der ser frem til en medrivende beretning.

Tænk, intet indlæg i næsten 14 dage. Hvor har jeg dog været? Tjah, jeg har haft travlt, ikke mindst på jobbet, og når så konen rejser og pædagogerne strejker - ja, så må jeg skære ned på MOL-tiden. Men trænet og spillet har jeg!

I seneste runde af tennis holdturneringen gentog forløbet sig - det forløb, som jeg beskrev for nogen tid siden her i loggen. Under opvarmningen var det igen tydeligt, at min modstander var bedre end jeg, og da vi kom igang, fik jeg på mystisk vis reduceret ham til en størrelse, som jeg relativt let kunne håndtere. Men hvor har folk deres tanker? Jeg havde vundet første sæt og førte 4-2 i andet. I det næste parti lavede jeg 4 markante forhåndsfejl og tabte partiet. Så må det da være en no-brainer for modstanderen at fortsætte med at læsse bolden over i min forhåndsside og se, om ikke der er mere at hente. Men nej - det gjorde han ikke. Tværtimod angreb han min baghånd, og enten slog jeg kontra eller også overforcerede han. Jeg snuppede de sidste 8 bolde i træk og dermed kampen. Bukker og takker!

BJJ-træningen kører sådan nogenlunde. Jeg lærer en del, men kan ikke rigtig finde ud af at sætte teknikkerne ind, når det foregår live. Er det mon det samme, der skete for min tennismodstander?

Venstre pegefinger er stadig en plage af de større. Forsøgte mig forleden med lidt power cleans - men fingeren kan ikke holde til rykket, når jeg accelererer stangen.

I morgen er det så tid for sidste holdkamp i forårssæsonen. Vi fører faktisk rækken - men i morgen er vi desværre afbudsramte og stiller op i en svækket formation. Det kan blive udslagsgivende.

Jeg har aldrig forstået det pulsur ting... sku da træls at den fortæller at man måske kun yder 70-80% hvis man føler man er ved at dø..

Jeg er meget enig. Jeg tror, at man skal lade være med at falde for fristelsen til at sammenligne puls mellem forskellige træningsformer og så derudfra konkludere noget om hårdheden.

Det går nok bedre med at bruge pulsen til at sammenligne træningspas inden for samme træningsform - men selv her oplever jeg, at der er forskel fra dag til dag og fra det ene tidspunkt på dagen til det andet.

Paradoksalt nok er den subjektive fornemmelse for anstrengelse - er det PRE den hedder? - måske det mest objektive sammenligningsgrundlag.

Til spg. 1 og 2 har jeg så dette tillægsspørgsmål:

6. Kan det virkelig være rigtigt at den slags ting er justeret forkert på en spritny cykel?

Helt ærligt tror jeg, at det er mere almindeligt end det modsatte! Hvis vi regner konens cykler med, har jeg vel købt 7 cykler med udvendige gear gennem tiderne, og jeg mener ikke, at jeg har været ude for, at justeringen var 100 % i orden fra forretningen.

Værste eksempel er dog dengang, at jeg skulle køre en nyindkøbt cykel hjem fra forhandleren - og den ene pedal faldt af, første gang jeg trådte helt igennem. Et hurtigt eftersyn viste, at den anden pedal også kun var skruet ca. 1 mm ind i pedalarmen. Det er sjusk af den farlige slags.

Jeg vil i øvrigt tilslutte mig anbefalingerne af fi'zi:k sadlerne. Jeg har eksperimenteret en del, men har nu holdt fast i min model Pavé i adskillige år.

Næste gang bedes du nummerere dine spørgsmål

1: Forkert indstilling af kædevandring. Wiggle sælger en dims til dem, der ikke gider finjustere.

2: Igen forkert indstilling. Med den rigtige indstilling skal du bare skifte "i bund".

3: Det går aldrig væk. Se på Giro-transmissionerne. Selv de bedste letter rumpen fra sadlen i ubevogtede øjeblikke!

4: Fidusen ved et racerstyr er netop, at du kan skifte håndposition. På den måde fordeler du belastningen.

5: Du kan købe greb med særlig kort afstand - men de er beregnede på piger i 155 cm-klassen. En stor dreng som dig skal bare strække sig lidt!

Har selv prøvet 0-km stuntet, hvor domino-teorien samtidig blev bekræftet af 4 stk. arrige og flove cykelryttere. NB: Jeg var ikke den første dominobrik - det var Bjarne...!

Er i øvrigt enig i, at cykelture er noget, som man kan dyrke sammen. Fiskeolieforskeren og jeg kører stort set lige hurtigt - hvis jeg altså fører hele tiden

Da du i dit seneste indlæg forbigår de organisatoriske ændringer i ophøjet tavshed, går jeg ud fra, at du kom igennem dem med jobbet i behold, eller måske ligefrem i en styrket position?! Fint nok - så kan du koncentrere dig om de kommende udfordringer på BJJ-området! Held og lykke med det hele.

Skal du snart lave lidt road-work?

Det er af 2 grunde et fantastisk veltimet spørgsmål.

For det første er det rigtigt, at der har været for lidt roadwork i mit træningsliv det seneste stykke tid. Til dels er grunden den, at jeg har fundet ud af, at jeg så nogenlunde kan holde mine akillessenesmerter på et tåleligt niveau, hvis jeg kun træner "på benene" 2 gange om ugen - altså primært løb og tennis, og her har tennissen haft første prioritet siden udendørssæsonens start.

For det andet har jeg netop logget på efter at have gennemført - guess what! - et træningspas kopieret efter dig! Ud i haven med kettlebells, sparkesandsæk og løftesandsæk. På med løbeskoene og så igang! Snatches + ca. 500 m løb. Clean&press og ca. 500 m løb - og så fremdeles. Fedt træningspas, hvor jeg dog vist kun kørte 7-8 runder. Sluttede af med sparkeserier i noget, der vel må have lignet slow motion. Jeg tabte ganske enkelt tællingen med hensyn til antallet af runder! Jeg havde pulsuret på, og sjovt nok var træningspasset subjektivt vurderet klart hårdere, end hvad pulsen indikerede.

Sådan et træningspas kan vel godkendes som road work?!

Interessant observation omkring tennis. Vil det sige: Vinder man over en bedre modstander, er det fordi de har en dårlig dag?

Muligvis - men det betyder også, at en stor del af det at være en god tennisspiller sidder mellem ørerne. Min egen tolkning af resultatet af den kamp, som jeg har skrevet om er, at jeg var hurtigst, havde den bedste andenserv og fremfor alt - jeg havde den bedste softwarepakke!

Men er det ikke en velsignet situation at være i? Tænk - at være "tændt" af så meget på een gang?

Man må bare bide så meget af som man kan tygge!

Nogle gange bliver det for meget, og så har man forhåbentlig lært dét!

Og tillykke med tenniskampen - altid fedt at vinde over en bedre mand

Jørgen L>Du har naturligvis ret. Jeg hedder generalist til mellemnavn. Lidt god til alting og ikke god nok til nogenting!

Angående den der med at vinde over en bedre mand: I karate, boksning, bjj og flere andre mindre martialske sportsgrene kan man vinde over en bedre mand via et "lucky punch". En tenniskamp er sat sammen af alt for mange enkeltbegivenheder til, at man kan vinde over en bedre modstander. Somme tider vinder man over én, som er lige så god som en selv, fordi reglerne nu engang gør, at der altid findes en vinder i sådanne tilfælde. Så må Fru Fortuna afgøre sagen i tiebreak i 3. sæt!

Konklusionen bliver altså, at jeg var reelt bedre end min modstander, og det er meget langt fra første gang, at jeg har vundet over teknisk overlegne spillere - det har blot sjældent været så markant som denne gang. Jeg leder i virkeligheden efter forklaringen på, at bolden pludselig begynder at sejle ud for spillere, der til overflod har demonstreret, at de kan placere den efter behag, når de ikke føler konkurrencepresset.

Til seneste BJJ-træning sagde jeg ja til sparring med Iran M., da der her i weekenden ikke er en truende tennisholdkamp, hvor min finger skal være i orden - og den klarede i øvrigt situationen uden forværring. Han tillod mig flere gange at komme i gunstige positioner, og jeg har stadig problemer med at finde ud af, hvad jeg skal gå efter i sådanne situationer. Jeg savner overblik og dømmekraft. Til sidst endte jeg med at stå på hovedet/nakken/skuldrene op ad væggen i træningslokalet. Hvordan han fik mig anbragt i den situation, aner jeg ikke. Jeg ville gerne have haft det på video!

Det lykkedes ikke for yngste datter at rydde bordet ved klubmesterskaberne i svømning. Modstanden var faktisk overraskende stærk. Der er vist et par stærke svømmere, der ligger og bader til træningen! Mon ikke det vil hævne sig på sigt!?

Nu er 100 fri jo 100 FRI - og blandt de små er rygcrawl ofte en hurtigere svømmeart end crawl. Det kostede måske en placering, fordi såvel yngste datter som de langsigtet tænkende forældre mener, at fri=crawl. Resultatet var, at hun blev overhalet af en rygcrawlspecialist.

Jeg har selv ikke haft meget lyst til træning i dag. Fysisk er der ingen problemer, men psykisk er jeg træt efter gårsdagens holdkamp. Til gengæld har jeg for 117tende gang tænkt over, hvad jeg vil med min træning i den overskuelige fremtid og hvad det betyder for tilrettelæggelsen og prioriteringen. Det sande, men uholdbare svar er, at jeg vil det hele. Tennis, BJJ, mere løb, mere cykling, mere udstrækning, reducere fedtprocenten til noget encifret, korrektive øvelser, mere styrke og mere eksplosivitet, træne til næste TSC og hvad ved jeg! Det er så let at sige, at man bare skal prioritere, men for f....., hvor er det svært i virkeligheden!

Jeg var selv med i det første par Limfjordsløb, inden Københavns Universitet kaldte. Hvis det stadig er den samme rute, er din tid særdeles god - relativt meget bedre, end din halvmaratontid og din 4 km-tid ville indikere. Til lykke!

Ak ja - bakker, løst sand og smalle stier........

CoqRouge: Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår dit spørgsmål?? Altså jeg synes bestemt gode træningsfaciliteter er guld værd (at min opfattelse af gode træningsfaciliteter er anderledes end de flestes er noget helt andet), men jeg vil hellere have dygtige trænere/træningsbuddys end gode faciliteter. Fx er IK99 ikke den fedeste VL/SL klub jeg har trænet i, men til når jeg træner der med Fruen, får jeg smidt flere kg på ryggen, hvilket det i sidste ende handler om!! Ville jeg træne boksning på et kamphold i Fitness DK Nygårdsvej med en masse dygtige boksere og trænere - JA! Ville jeg træne fitnessboksning der - NEJ! CSA er iø. et godt eksempel på, at det kan kombineres! .....Og hvordan kommer wing chun træning ind i min log? - det er et fy-ord!

Undskylder, at jeg nævnte WC. Nu har jeg selv prøvet WC på Nygaardsvej, så derfor......!

Indlægget i øvrigt var mest ment retorisk. På den ene side har det ofte undret mig, at ganske mange stærke folk synes at mene, at rigtig træning skal finde sted med rustne skiver i mugne kælderlokaler uden badefaciliteter, men med med dryppende vandrør. På den anden side må jeg erkende, at FDK Nygaardsvej på én eller anden måde virker for "posh", for blødt - jeg savner egentlig det helt rigtige ord her. I det konkrete tilfælde bliver det selvfølgelig ikke bedre af, at der er for mange maskiner og for lidt jern.

Jeg slutter mig til kredsen af imponerede læsere af beskrivelsen af dit træningspas. Har just ladet mig inspirere til at forsøge mig med noget lignende inden længe.

Normalt fattes jeg ikke ord, men jeg er målløs over den aktivitet, som du udviser for tiden. Din træning f.eks. 15/5 kunne slå en død man ihjel. Jeg forstår godt, at den lille vm-video aktiverer adrenalinpumpen - med al den træning skal man have afløb!

Angående din oplevelse af forholdene i FDK på Nygaardsvej: Jeg er helt enig - det er fedt - men kan det være derfor, at f.eks. wing chun træningen er en søvnig affære. I lighed med legionerne i romerrigets forfaldstid bliver man kvalt i luksus?!

Tennis er farligere end grappling - det er hermed bevist!

Og så er Iran aldrig en bisse. (Medmindre man vælger at slamme ham - det kommer der ikke noget godt ud af )

He he, det er godt med dig. Hvis fingeren ikke på forhånd havde været forstuvet ved BJJ, havde sammenstødet måske nok gjort en smule ondt, men det havde været glemt et minut senere - i modsætning til nu, hvor jeg skriver med 9-fingersystemet.

Nej, Iran er ikke en bisse. Han bruger præcist så meget magt, som det er nødvendigt for at sætte os andre på plads. Sidste gang var der en ganske god no-gi grappler, som deltog for første gang. Han gik meget hårdt til sagen. Iran kvalte ham 3 gange i gi'en på 2 minutter. Citat: "Bøssesport"

I dag har været en dag i helvede - eller måske paradis, hvis man er endorfinjunkie. Konen er ude at rejse, så Eders ærbødige har haft travlt. Vi starter med min personlige oplevelse af første holdkamp i tennisæsonen - veteran 35+, højeste række:

Opvarmningen: Hold kæft, hvor spiller han flot! Klassiske slag og ingen fejl. Han er meget bedre end mig!

Fase 1 af kampen: Han spiller stadig flot, jeg hænger ved med det sorte af neglene, men sjovt nok bliver jeg ikke presset i mine egne servepartier.

Fase 2 af kampen: Han vinder stort set kun de bolde, som han snupper i kraft af sin dominerende førsteserv. Er bolden i spil - vinder jeg den!

Slutfacit: 6/4 - 6/1 til mig.

Status: Han havde bedre baghånd, forhånd, flugtninger og førsteserv end mig. Min andenserv var nok den bedste, min speed nok også - og så forstår jeg at vinde! Tennis er et mærkeligt spil!

Yngste datter: Politiken Minimaraton. Sidste års fjerdeplads blev ikke forsvaret, bl.a. fordi den egoistiske far ikke nåede frem, så hun selv måtte tilkæmpe sig plads i starten og løbe med den 15-årige søster. En plads i den bedste del blev det dog til - og i morgen rydder hun bordet ved klubmesterskaberne i svømning!

Næstyngste datter: Svømmestævne uden forældreopbakning hele dagen. Lidt sur over, at det kun blev til sølv i 200 m bryst, men oplivet over, at hun for første gang slog vinderen af ovennævnte disciplin i 100 fly.

Næstældste datter: En pæn, men ikke prangende placering i Politikens Minimaraton.

Ældste datter: Behjælpelig med at få logistikken til at gå op i en højere enhed inden astanga! TAK!

Jeg er så træt, at jeg faldt i søvn på sofaen, mens Eurosport viste kvindetennis. Det sker ellers aldrig!

Med hensyn til det foregående indlæg: Det ville bare ud......!

Til onsdagens BJJ-træning indbød Iran M. til en sparringsrunde. Jeg var en kylling og takkede nej, for jeg ville ikke forværre tilstanden for min forstuvede pegefinger. Torsdag var der træningsholdkamp/tennis og selve den rigtige holdturnering starter lørdag, så den risiko ville jeg ikke løbe. Jeg følge mig som en rigtig kylling, gjorde jeg - og gør det for så vidt stadig - men dog en slags fornuftig kylling!

Det kostede således ingen kræfter, så kan man sige, at det var skønne, spildte kræfter? Forklaring følger......

I træningsholdkampens afsluttende herredouble spillede modstanderne en vanskelig bold ned mellem min makker og undertegnede. Jeg fik returneret bolden med en defensiv halvflugtning, men min makker havde åbenbart ikke ventet, at jeg ville nå bolden, hvorfor han kom tordnende skråt bagfra og bankede lige ind i den skadede hånd. Jeg fik uvilkårligt tårer i øjnene, så ondt gjorde det, og i dag er fingeren tyk, øm og svag. Ergo kunne jeg lige så godt have taget mine klø fra Iran M. som en mand - det var fingeren ikke blevet værre af!

Vi tabte bolden, men vandt matchen og hele holdkampen, så det var da en god generalprøve. Jeg vandt også min single. Modstanderen spillede samme type spil som jeg og var faktisk ikke dårlig, men jeg fik tilkæmpet mig et mentalt overtag i kampens start og vandt stort - langt større, end den spillemæssige forskel ville indikere. Jeg var således godt tilfreds med min mentale indsats, men jeg spillede for tit for kort, hvilket en bedre og mere aggressiv modstander ville have straffet. Længden på slagene skulle gerne være på plads i morgen, når det bliver alvor.

Spinningsild>Du må hjertens gerne råbe i min log. Og ja, helbreddet synes at modstå det angreb, der lagde resten af familien ned, men meget jo stadig ske - fruen skranter stadig en smule, selv om hun er tilbage på træningsbanerne igen.

Lørdag og søndag var der seminar med præsentation af en masse forskellige kampsportstilarter i Roskilde Budo. Omkring 50 deltagere var vi, men desværre tillod andre hensyn mig kun at deltage i 2 præsentationer. Det blev så til Tae Kwon Do og Aikido. God stemning og i hvert fald for TKDs vedkommende ganske hård træning i korte perioder. Måske er det bare mig - men jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere snak om, hvorfor netop den ene eller den anden stil er unik, fremfor som nu, hvor instruktørerne lagde stor vægt på, at deltagerne hurtigst muligt skulle kastes ud i noget anskuelsesundervisning - læs: Træning.

Selve seminar-konceptet kan kun anbefales.

Søndag stod den på tennis. Resultatmæssigt var der ikke noget at klage over, men mit spil føles på én eller anden måde ikke solidt for tiden. Næste lørdag er sæsonens første holdkamp på programmet, og inden da er der en træningsholdkamp. Så får vi se, om den manglende soliditet bare er indbildning.

Mandag rykkede jeg ud i haven med kettlebells og sandsæk. Bøgehækken er ved at være så tæt, at jeg ikke føler mig som klovn i et cirkus, når jeg træner udendørs. Skønt med lidt pinsesol på kroppen.

Efter Onkel Troels-kommentarerne til TSC har jeg eksperimenteret lidt med dødløft med anvendelse af sumo-stil. Det går faktisk ganske godt - bl.a. fordi jeg kun løfter omkring de 70 % af max. Min oplevelse er, at den højere startposition gør, at vægten nærmest flyver op fra gulvet. Til gengæld er lock out sværere. Jeg oplever således, at der bliver noget friktion mellem mine arme og så krop/ben. Denne friktion skal selvfølgelig overvindes, men kraften hertil går fra den kraft, der skal flytte vægten. Løsningen er måske at smøre sig ind i brun sæbe?

Fysisk ydeevne - tør jeg skrive fitness? - kan måles på en lang række dimensioner. Mange - fra Mel Siff til Crossfit - har beskæftiget sig med at definere fitness, og man kommer uden problemer op på 10 dimensioner. En forenklet model kunne sige, at fysisk ydeevne består af følgende 3 dimensioner:

Styrke

Udholdenhed

Hurtighed

(og ja, jeg sagde jo, at den var forenklet, og dimensionerne er ikke indbyrdes uafhængige, men for eksemplets skyld....!)

Nu er det så min aldeles uunderbyggede holdning og personlige erfaring, at trænende mosefund som undertegnede, der ikke undervejs i ungdommen har realiseret sit fulde genetiske potentiale på én af de 3 dimensioner, stort set vil kunne fastholde sin ydeevne på en given af de 3 dimensioner, også i 50-års alderen. Men - og det er et stort MEN! - kun på èn (selvvalgt) dimension! Det er nok den reducerede evne til restitution og superkompensation, der spiller ind, men jeg oplever, at fokuserer jeg på styrken, styrtdykker konditionen (og omvendt) i et omfang, som man ikke oplever, når man er under de 30. Man kan altså vælge at fastholde sin ydeevne på et givet område på bekostning af de andre dimensioner eller at acceptere en mere jævnt fordelt tilbagegang over hele linien. I de fleste tilfælde, hvor de 45-50 årige klager over deres manglende fysiske formåen, er sagen ganske enkelt: De træner for lidt og ikke intensivt nok! Just my 5 cents......!

Som sagt, bed mig ikke om referencer - det er min egen oplevelse.

De seneste 4 dage er det blevet til 3 gange tennis (single) og en enkelt gang med lidt vægttræning. Jeg kan konstatere, at når man kun spiller en times tid om ugen i vintersæsonen, er kadaveret ikke konditioneret til tennis flere dage i træk. Hvert enkelt træningspas har været helt overkommeligt, men den kummulative effekt fornægter sig ikke - jeg er øm, træt og stiv i lænden og de små muskler omkring hoften. Der er lang vej til tidligere tiders træning, hvor jeg kunne spille omkring 20 timer om ugen uden at føle mig slidt. Jeg glæder mig over, at det lille pust af upasselighed, som jeg berettede om i det foregående indlæg, nu atter har forladt mig. Så er det ikke ubehag ved pulsstigning, der står i vejen.

Rent spillemæssigt er billedet blandet. Jeg har for lidt længde på mine slag, og en spiller, der er sikker i at angribe de korte bolde, vil kunne presse mig alvorligt. På den anden side er min stærkeste side - court coverage, eller bare hurtigheden - inde i en god gænge. Jeg løber efter det hele og når det meste. Jeg synes egentlig, at det er underligt, at netop hurtigheden kan variere så meget over tid, når træningen i øvrigt er den samme. Måske ligger det i underbevidstheden. Mine akillessener gør som altid ondt, men jeg tror, at de gør en smule - 15 %? - mindre ondt end de plejer, og det kan muligvis bevirke, at jeg ubevidst sætter kraftigere af.

Træningen i BJJ bliver der flyttet rundt på tidsmæssigt i Roskilde Budo, og det kommer til at gå ud over thaiboksningen, som der ikke længere er plads til i kalenderen. Jeg håber, at jeg kan lave en aftale med Mikenta om, at medlemskabet i første omgang bare stilles i bero.

Til lykke med dagen. Gætter på, at "flere timer i døgnet" indgår blandt ønskerne.

Tjah, jeg synes nu ikke, at træningsmængden har været helt tilfredsstillende den seneste uges tid. Fruen (ikke Erik, perish the thought!) og alle ungerne har på skift været syge med feber, og jeg har selv været lidt utilpas. Never underestimate the power of the Nielsen immune system, hvis jeg må manipulere lidt med et gammelt Star Trek-citat. Som ofte før bliver jeg lidt utilpas af de vira og bakterier, der lægger mine nærmeste ned, men helt upåvirket er jeg altså ikke, og jeg oplever således, at det føles decideret ubehageligt at blive forpustet for tiden. Ergo holder jeg lange pauser mellem sættene og træner ikke rigtig noget cardioorienteret.

De sidste 30 år har min primære idræt været noget, der i hvert fald om sommeren har været stærkt afhængigt af vejret. Sommer og blå himmel betyder altså tennis for mig - det er en ren rygmarvsreaktion. Jeg kan godt se det interessante i udendørs BJJ. Nu er der så bare det, at når man træner i Roskilde Budo, er nærmeste græsmark ganske langt væk - og på én eller anden måde lyder rulleri på El-Gigantens parkeringsplads ikke så tillokkende.