CoqRouge

Kenn skriver:

Jeg får hurtigt store muskler, det er en genetisk fordel, jeg bliver også hurtigt overvægtig på en almindelig sund kost uden træning, det er en ulempe

Er du helt sikker på, at vi ikke er i familie? :lol:

Angående mit forsøg på af formulere en slags konsensus skriver du:

Livsstilovervægtige - folk som overspiser og undermotionerer, som ikke kan overskue hvorledes de kan komme ud af det, eller har opgivet kampen

Jeg forstår godt, hvor du vil hen og måske var min formulering lidt hård - men på den anden side mener jeg, at det skal med, at der er folk, der end ikke tager kampen op. Hvis de ikke er dovne, hvad skal vi så kalde dem? Uinteresserede??

Nu skrev du tidligere noget om pobelmer ved at være i 30'erne. For en årgang 1957 er den slags tale sort! :) Langt størstedelen af mit kadaver tror stadig, at det er 25 år. Desværre gælder det ikke håret!!

Som skrevet af Litopsi:

så tilspørger jeg alle: er manglende overskud = dovenskab?

Er i virkeligt så perfekte mennesker at der ikke er noget hos jer selv som I ønsker at lave om på, men ikke evner at gøre i øjeblikket? (eks. se familien mere, få gjort noget ved det hegn i haven, tage sig sammen til at lære at spille på klaver, få taget den opvask, få sagt undskyld til hende/ham man skylder en undskyldning, få styr på den økonomi, se at få flyttet hjemmefra, få gjort den uddannelse færdig).

Nu har jeg med statsgaranti aldrig sat lighedstegn mellem mgl. overskud og dovenskab, men når og hvis man har overskuddet, mener jeg, at kun dovenskab kan forhindre én i at få gjort noget ved de ting, som man er utilfreds med ved sig selv - og det gælder også ovenstående eksempler. Til gengæld vil et for højt ambitionsniveau kun føre til frustrationer. Ja, vi kan se familien mere, men ikke nok - for hvad er det? Selvfølgelig kan man gå til klaverspil, men nogen ny Liberace bliver man næppe (og tak for det!) Jeg vil absolut ikke sælge min livsstil til andre, men jeg forsøger faktisk at gøre noget ved det hele - og er helt på det rene med, at jeg ikke får gjort "nok" ved noget! Fedtprocenten er stadig tocifret og Thomas J. løfter mindst 50 % mere end jeg i alle øvelser - men jeg gør noget ved det!

Uden at være alt for konsensussøgende kunne jeg foreslå, at vi bliver enige om følgende: Der findes 2 slags mennesker med overvægtsproblemer (eller undervægt - be my guest!):

1: Livsstilsovervægtige - de dovne og ugidelige, som overspiser og undermotionerer.

2: Livssituationsovervægtige - som kæmper mod overvægten med alt, hvad de har har, men sommetider taber et slag.

-Og for nu at få det på det rene: Når man møder dem på gaden, ser de ganske ens ud - så vær varsom med fordømmelsen!

Angående offerrollen.... det er nok som man ser på folk og hvad man hører dem sige. Man får ofte hvad man forventer og det gælder nok os begge. I tiden ser jeg barnevogne og gravide som aldrig før

Må jeg starte med et forsigtigt tillykke til Litopsi. Point taken - men mine øvrige fejl ufortalt regnes jeg normalt for at være et positivt menneske (let nok - jeg har medgang og overskud i spandevis!). Jeg mener imidlertid stadig, at det bedste råd til rigtig mange mennesker med allehånde problemer er at droppe offerrollen og selv forsøge at ændre sin livssituation.

Jeg melder mig i køen af dem, der har et liv med arbejde, børn, skader og andre elementer, der gør det vanskeligt at træne - men jeg gør det altså alligevel. Klokken bliver regelmæssigt 23.00 inden jeg kan snøre løbeskoene eller gå i gang med at løfte jern. Det er lidt sent, når man nu skal op 06.00. Ergo er det min hvileperiode, som jeg skærer i - ikke træningen. Jeg slutter mig altså til dem, der siger, at der altid er tid - men jeg skal hilse og sige, at restitutionen kan være suboptimal og formfremgangen langsom, når man ikke får mere end 5 timers søvn en del af ugen.

Nå, men det var ikke det, som jeg ville sige. Selvsamme tidsmæssige begrænsninger lader mig ikke følge trådene, som de udvikler sig, men én kommentar til mig af ældre dato MÅ jeg altså vende tilbage til: Jeg er fundamentalt uenig i, at det moderne menneske (mange af dem!) ikke ser sig selv som et offer! Hvis vi bare et lille kort øjeblik ser bort fra fedmediskussionen, er symptomerne overalt - der diskrimineres imod os, vi betaler for meget i skat, de andre bilister kører som åndssvage, vi blev lokket til at ryge eller fixe, supermarkederne lokker svage sjæle med slik i øjenhøjde - uuppss, der var den igen.

Når livets genvordigheder presser os, falder vi af mangel på overskud tilbage til rygmarvsreaktionerne og den genetiske programmering - og det betyder, at folk som jeg (og Arne? og Litopsi?) tager på, mens andre skrumper ind og mister såvel fedt- som muskelvæv. Det må man "bare" erkende og indrette sig efter - når overskuddet altså er der! Naturligvis er der også dem, der er dovne og ligeglade - men de læser næppe diskussionsindlæg på MOL!!

Nu er tråden jo vist ved at ende i en slags forbrødring, og det er godt. Inden det kommer så vidt vil jeg dog godt dvæle lidt ved offerrollen igen.

Citat jeres ærbødige:

kommer offerrollen ind - for selv om man har en dyb og inderlig modvilje mod at se sig selv som et offer, er der ikke desto mindre nogle livsbegivenheder, der kan tære på overskuddet. Jeg nævner i flæng eksamen, fyring, skilsmisse, dødsfald (ikke eget!), sygdom - og listen kan blive meget længere.

Citat Arne et par indlæg længere fremme i tråden:

Det kan være stres, skilsmisse, fyring samtidigt med økonomiske problemer, kombination af mange problemer – hvad ved jeg. E3ns overskud er måske eroderet bort gennemlang tid – og så skal der måske bare en lille ting til at vælte læsset.

Nu er det jo en ære at blive dækket citeret af en autoritet på området, og Arne og jeg er da også 80 % enige - men altså også kun 80 %! Det, som jeg savner svar på følger af 2 forudsætninger, som jeg mener, at Arne gør:

1: Der gives omstændigheder, hvor man er et viljeløst offer, der tager på og man er derfor fritaget for ansvar.

2: Folk som Cilius og andre, der ikke accepterer dette, er fuldt ansvarlige for deres holdning.

Det kan jeg ikke få til at stemme! Man kan ikke på samme tid være et offer og mene, at alle andre skal stå til ansvar for deres holdninger i det omfang, at de ikke underbygger offerrollen.

Venligst: Dette er ikke ment som et angreb! Det er et udtryk for ærlig forundring! Husk, at udgangspunktet var 80 %'s enighed.

Arne, jeg synes, at det er kedeligt, hvis du ikke vil komme med flere indspark i denne tråd. Det sidste ord behøver nemlig ikke at være sagt endnu.

For os, der let tager på, og som hver dag må udholde i det mindste en smule sult for blot at holde vægten, er det at holde eller genvinde den slanke linie et fænomen, der kræver overskud. Her kommer offerrollen ind - for selv om man har en dyb og inderlig modvilje mod at se sig selv som et offer, er der ikke desto mindre nogle livsbegivenheder, der kan tære på overskuddet. Jeg nævner i flæng eksamen, fyring, skilsmisse, dødsfald (ikke eget!), sygdom - og listen kan blive meget længere. Når vi som mennesker skal gennem disse kriser, tærer det på overskuddet - og der bliver ikke ressourcer til rådighed for den daglige kamp mod kalorierne. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at barolo og mørk chokolade hurtigt kunne komme på kostplanen i uhensigtsmæssigt omfang, hvis krisen skulle kradse. (En lille trøst: Jeg kommer ikke til at mangle antioxidanter!) Så tager vi på uden nødvendigvis at være opmærksomme på det, men en dag er man igennem krisen, checker badevægten og vups! - man har taget 20 kg på uden rigtig at forstå hvordan. Hvis det nye/genfundne overskud så er tilstrækkelig stort, får man på den ene eller den anden måde gjort noget ved problemet - men risikoen for en ond cirkel optræder naturligvis også, for hvor er det dog synd, at jeg har taget på - jeg må trøste mig med en pose chips - og så kører rouletten. Hvis man så til og med kan finde "nogen" eller "noget" der har skylden, er man for alvor i vanskeligheder.

Det jeg siger er altså, at det er overskud i højere grad end rå viljestyrke, der kan gøre én til sejrherre i kampen mod flæsket - og her har vi så i øvrigt forklaringen på, at fedme - som det er yderst veldokumenteret! - er størst som problem i de såkaldte lavere sociale klasser. Når ens levevilkår er vanskelige, er overskuddet ganske enkelt mindre! At man så også har sværere ved at opsøge og forholde sig til information spiller ganske givet også ind.

Hvis nogle skulle have lyst til at læse om offerroller i bredere forstand, kan jeg anbefale "A Nation of Victims" af Charles J. Sykes.

Søndag den 4. maj er det tid for BT halvmarathon, og målet for en lang vinters løbetræning er dermed nået. Principia'en står og lokker i skuret og træningen til sommerens lange motionscykelløb kan begynde. Nu vil jeg så spørge, om nogle skulle have nogle tips til at overføre mest muligt af den opnåede løbekondition til cyklen. Mine tidligere erfaringer er, at jeg nærmest starter fra bunden, men dog opnår meget hurtig fremgang, sådan relativt i hvert fald. Hvad kan jeg gøre for at opnå den lettest mulige overgang? Jeg kender sådan rimeligt til teorierne om specifitet, men noget kan der vel gøres?! Måske nogle tri-folk har et bud?

Måske kan det tilføjes, at grunden til, at der i praksis ikke kan regnes med konversion fra korte (fra hørfrø) til lange omega-3 fedtsyrer (som i fiskeolie) formentlig er den, at det menneskelige enzymkompleks, der medvirker ved den teoretisk mulige konversion af linolensyre, i den virkelige verden (altså den levende menneskekrop) har så travlt med at konvertere linolsyre, at den anden konversion så at sige ikke får plads - og derfor virker hørfrøtricket desværre ikke. Derfor er hørfrø altså alligevel godt for så meget andet!

Angående realismen i projektet bliver du nok nødsaget til at foretage nogle prioriteringer. Jeg har lige andetsteds på MOL set dit styrketræningsprogram. Kyndige folk har der vurderet, at du skulle sætte mængden lidt ned, hvilket du har taget til efterretning. Nu må jeg så sige: Med den mængde styrketræning, herunder specielt styrketræning for benene, der indgår i dit program, er det helt urealistisk at gennemføre højkvalitets intervaltræning, med mindre du besidder en overmenneskelig restitutionsevne - og uden højkvalitets intervaltræning er 3800 m ikke realistisk. Altså: Gå til den med styrketræning, nyd de benefits, som du opnår og glem de 3800 m for nærværende - eller begræns styrketræningen og kom ud på landevejen. Livet består af valg!

En ofte brugt tommelfingerregel siger, at du tager din tid på halvmarathon, ganger med 2 og lægger 10 minutter til - så har du din estimerede tid for de 42 km. Nu er dit udgangspunkt jo en lidt længere tur - men det ser ud til, at du kan løbe en halv marathon på ca. 1.44. Udregnet herefter skal du satse på at ramme en marathonsluttid på ca. 3.38, lidt langsommere, hvis du sjældent løber langt, og lidt hurtigere, hvis du har talent for sejpineri.

Helt enig med Rune. Vi kan endda komme det lidt nærmere:

Hvis du vil løbe 3800 m på 12 minutter skal du lære at løbe med kilometertiden 3.09. Det kan du på nuværende tidspunkt næppe holde ret længe, men du kan formentlig holde en lidt højere hastighed end dette på en 800 m. Et enkelt program kunne derfor være, at du løber 800 m intervaller på 2.30, hvilket er lidt hurtigere end din målhastighed. Første gang kan du formentlig kun klare 2-3 intervaller med denne hastighed, men træn videre og fortvivl ikke. Når du kan klare 5-6 intervaller med denne hastighed, kan du også klare de 3800 m. Pausen mellem intervallerne bør være højst 2 min og træningen skal gennemføres 2 gange om ugen, hvortil kommer det "løse".

Held og lykke med projektet! 3800 m er meeeeget langt. Min egen PR er 3450 m - og det er snart længe siden.

Helt enig med Litopsi! Det er jeg i øvrigt tit.

Hvis vi skal inddrage Maslow, vil jeg mene, at vi her kun taler om det næsthøjeste niveau i hierarkiet - der, hvor de egoistiske behov findes - f.eks. prestige, selvrespekt og status. Jeg mener absolut ikke noget negativt hermed. De højere behov er hverken bedre, ædlere eller finere end de lavere!

Jeg tror dog ikke, at man skal kigge så dybt i faglitteraturen for at finde forklaringen på, at man sætter sig et "usundt" mål. Mange af os motiveres bedst af mål - og gode mål er letforståelige, målelige og synlige. Disse kriterier opfylder et marathonløb. For det "almindelige" menneske er det let at forholde sig til 42,2 km, mens det er langs vanskeligere at gennemskue den præstation, som det er at løbe 10 km på f.eks. under 40 min.

Angående legenden om Felippides: Ja, det er formentlig bare en god historie - som så meget andet af vores kulturarv også er det. Det behøver efter min mening ikke at genere nogen.

Til Rubiz vil jeg sige, at vi nok er lidt uenige, men ikke meget. Forklaring følger:

Nu tror jeg ikke, at det er helbredsmæssige årsager der ligger til grund for beslutningen om at gennemføre et marathonløb. Det er et mål man sætter sig, som en naturlig afprøvning af sine egne grænser. Man tager en beslutning om at kæmpe for at nå et bestemt mål, og så træner man sig op til at klare det.

Motivation er alt i alt en utrolig kompleks størrelse. Således vil tilhængere af teorier om "det selviske gen" eller "sexual selection" formentlig hævde, at det at være i god form giver bedre reproduktionsmuligheder og at det i sidste instans er det, der driver os alle sammen. Vi ved det bare ikke eller erkender det bare ikke! Selv tror jeg, at der er lidt af det hele med - man forsøger sig med et marathon for at prøve sig selv af, for at kunne prale lidt, fordi det er rart at være i god form, fordi man gerne vil se fit ud og fordi man håber at opnå bedre livskvalitet, hvor et godt helbred vel er vigtigst af alt.

Om det så er sundt at løbe et marathon kan man jo diskutere.

Desuden er der vel ingen former for elitesport der er direkte sundt?

Verdens bedste marathonløbere kan løbe 2 eller allerhøjst 3 konkurrencemarathonløb om året. Sammenlign det med det antal cykelløb, som de allerbedste cykelryttere kan deltage i - det er mange flere. Min konklusion er, at marathonløb er mere nedslidende. De benefits, som man opnår, kommer via fornuftig træning - ikke på løbsdagen. Til gengæld er det ganske rigtigt her, at den store tilfredsstillelse helst skulle opstå! Jeg kan kun være enig i, at elitesport sjældent er direkte sundt - men bemærk, at vi (eller i hvert fald jeg!) slet ikke taler om elitesport oprindelig. Her taler vi om, hvorvidt 20 km/uge er et fornuftigt udgangspunkt for et marathontræningsprojekt og her vil det fremdeles være mit råd at indlægge nogle mellemstationer i form af 10 km og halvmarathons, inden drømmen om den fulde distance søges realiseret. Selve marathonløbet adskiller sig fra anden motionsidræt ved allerede på motionsniveauet at lægge et meget stort stress på hele kadaveret!

en eller anden knoldesparker blev sendt til Athen i løb for at fortælle den gode nyhed (Athen-Marathon: 42,195 km) - og da han havde fortalt den, faldt han om og døde

Den gode Felippides løb formentlig ikke meget mere end ca 35 km - og selv om turen er bjergrig, går det alt i alt mest ned ad bakke, hvilket jeg har konstateret ved selvsyn. Turen blev forlænget ved et løb i London, da man ønskede, at de kongelige skulle kunne overvære opløbet, og distancen har siden været som skrevet står.

Når det er sagt, tror jeg, at man får mest muligt rent helbredsmæssigt ud af at kombinere løb (eller cykling osv.) med ST. Man bliver ikke så hurtig som de hurtige og ikke så stor som de store, men man bliver bedre og sundere sådan alround.

Øh - hvad betyder ergonomisk i den sammenhæng?

Monstro der skulle stå "ergogenic?" - hvilket kort fortalt er en fællesbetegnelse for kosttilskud, der måske og måske ikke forbedrer kroppens ydeevne, trænbarhed og/eller restitutionsevne.

Problemet for de fleste almindelige motionister ved et marathonløb er selve distancen. Du skal være derude på landevejen meget, meget længe! Det er for det første hårdt rent psykisk og for det andet er det hårdt for bevægeapparatet. Rent konditionsmæssigt er der næppe noget at vinde ved længere ture end ca. 18 km, men starter du på et marathon med 18 km som din længste træningstur, tør jeg godt love, at din organisme inclusive den del, der i første omgang fik dig til overhovedet at melde dig, vil få sig et gevaldigt chok, når du nærmer dig de 30 km. Derfor mener jeg ikke, at der er nogen vej udenom: Du skal ud på nogle ture på 30 - 35 km og derover, hvis du vil løbe marathon.

Noget anderledes stiller sagen sig, hvis du blot vil gennemføre. Så er 20 km/uge kombineret med almindelig god fysisk form, motivation og viljestyrke formentlig alt rigeligt. Så vil jeg blot spørge dig: Hvorfor dog?? Marathon er en nedslidende affære, selve løbet er ikke spor sundt (i modsætning til træningen!), skadesrisikoen er stor og det eneste, som du kan bruge det til bagefter er at prale - overfor dit eget ego eller overfor andre.

Må jeg i denne forbindelse slå et slag for en overset distance: 1/2-marathon!! Jeg undres bestandig, når jeg hører om løbere med 20 km/ugen, der vil starte karrieren som motionsløbsdeltager med et marathon. Den halve distance er sundere, gør mindre ondt og træningen har de samme benefits på helbredssiden.

Årsag til at nogle mennesker vejer for meget skal altid findes i at de indtager flere kalorier end de forbrænder. Jeg mener ikke man skal tælle kalorier og veje sin mad. Spis istedet fornuftigt. Det er et faktum at hvis man spiser en god og lødig kost vil have en større fornemmelse for når man er mæt og dermed skal stoppe med at spise

Kære multisport, her er jeg helt enig med dig!

følger man dette vil man bevare sin kropsvægt. Har man derimod fornemmelse af at man "holder" lidt igen med kcal indtaget så vil man over tid tabe sig.

Her hører enigheden imidlertid op! Jeg har knoklet rundt på tennisbaner, landeveje og i træningslokaler de sidste 30 år, og jeg er altid parat til at spise, hvoraf følger, at jeg tager på, hvis jeg spiser mig mæt. Det lader jeg så være med, og problemet er dermed for så vidt løst! - men jeg tror fuldt og fast, at visse mennesker har nogle appetitsignaler, der ikke er i overensstemmelse med kroppens faktiske behov. Denne uoverensstemmelse forværres så af en dårlig kostplan og en inaktiv livsstil.

Med risiko for ikke at give et konstruktivt svar på spørgsmålet - så kunne jeg godt tænke mig at anmelde visse bøger om emnet, men det ville i givet fald være til politiet. Flertallet af bøgerne er skrevet af tidligere eliteløbere eller deres trænere, og de fatter populært sagt ikke en bragende ... af, hvad den ganske almindelige løbers behov er!

Jeg ser altså i lighed med Scholes frem til et par gode tips.

ja undskyld mig men er det ikke grænsende op til ondsvagt at løbe 35 km, når der så kun er 7 km tilbage til marathon distancen

Nej, det mener jeg da ikke! Til træning er man nødt til af og til at komme tæt på det, der kræves til konkurrencen, og 1 til 3 løb af denne længde med det sidste 3 uger inden selve marathon'et er meget passende.

vil det med andre ord sige at hvis man er i stand til at se "det sjove" i at løbe marathon og holde tankerne positve, så er man ikke notorisk nødt til at ramme muren? Ved heller ikke om det kan lade sig gøre, jeg synes alle man snakker med nævner muren og siger at den er uundgåelig.....

Ja, det er faktisk det, som jeg mener. Jeg er ikke ekspert, men har dog løbet 4 marathon, og jeg har kun ramt muren een gang. De andre gange er jeg naturligvis blevet træt - meget træt! - men muren har jeg altså ikke ramt. Ved sidste marathon i København oplevede jeg således, at min km-tid fra og med 33 km blev ca. 20 sek. dårligere, men bortset fra det havde jeg det fint hele vejen og løb i PR.

Muren er en kombination af mange ting, der forstærker hinandens virkning. Man går måske ikke direkte sukkerkold, men blodsukkeret er under det optimale niveau, man er ikke decideret dehydreret, men trods alt i et vist væskeunderskud, mentalt ved man, at man har løbet meget længe og der er stadig langt til mållinien, diverse affaldsstoffer begynder at hobe sig op i mekanismen og pludselig bliver det sammenlagt bare for meget! Tankerne bliver negative, benene tunge, pulsen svær at holde oppe osv. Det er i denne situation, at man finder ud af, om motivationen er til stede!

Rent mentalt optræder muren tidligere, hyppigere og i en "højere" form, hvis man fokuserer for meget på den. Derfor er mit bedste råd, at man prøver at løbe en eller flere 35-kilometerture under træningen, selv om det muligvis ikke er fysiologisk nødvendigt. På den måde ved man nemlig, hvad man kan forvente sig af sit jordiske hylster på selve løbsdagen.

Mens jeg sad og kiggede denne tråd igennem, faldt jeg over følgende udsagn:

Når jeg spiser sødt, er det for det meste god chokolade. Der er simpelthen grænser for hvor meget man kan køre ned af det, hvis det har et cacaoindhold på 85%, smagen er for kraftig.

Den har jeg stødt på før, i forskellige indpakninger. F.eks. mener Claus Meyer, at man spiser mindre chokolade, hvis man køber god kvalitet - og øjeblikket efter han han solgt dig en plade Valrhona.

Nu er det at jeg siger SLUDDER! Hvis jeg støder på noget, som jeg kan lide, vil mere have mere - og 85 % chokolade hører til blandt disse ting. (har for 5 minutter siden spist 100 g 85 % fra Lindt og overvejer nu kraftigt at spise den anden plade også - den, der skulle have været brugt til brownies). For mig er sagen klar - smager noget dårligt, spiser jeg mindre og smager det godt, spiser jeg mere. I min naivitet forstår jeg ikke, at nogen kan have det omvendt. At Valrhona-forbruget så aktualiserer budgetrestriktionen er en helt anden sag!

Kan i øvrigt godt genkende problemstillingen i tråden. Jeg har selv den opfattelse, at jeg indtager 50 % af ugens kalorie fra fredag aften til søndag morgen.

Nu kalder man sig vel ikke "Indolencia" uden at have en grund - så umiddelbart ku' man tænke sig, at også 3 gange løbetræning i moderat tempo pr. uge ville blive for meget. Løbetræning har det med altid at være i det mindste lidt hårdt - det er vi altså bare nogle, der kan lide, men jeg har forståelse for, at det kan virke demotiverende for andre. Mon ikke cykling var bedre - man kan altid bare læsse sig ud på dyret, og har man en god dag, kan man race deruda' en halv times tid - og har man ikke en god dag, er det stadig bedre end ingenting at rulle rundt i et mageligt tempo så længe, som man nu gider.

Et par stykker refererer til postbudeundersøgelsen. Min selvoplevede erfaring er, at stikker man næsen inden for hos budene inden postomdelingen, kan man konstatere, at 75 % af dem har en cigaret i munden. Man fristes næsten til at tro, at den tidligere etat på et tidspunkt har haft en politik om fortrinsvis at ansætte rygere. Hvis budene dette til trods kun har en "almindelig" forekomst af lungekræft, kunne årsagen vel meget vel være, at den megen motion trækker i modsat retning.

Jeg har godt nok aldrig hørt om den med muskeltab og ånde. Er du sikker på du ik snakker om ketoner ? når folk spiser meget få kulhydrater producerer kroppen ketoner som ikke lugter skide godt

Jo, jeg snakker sikkert om ketoner - havde blot glemt selve ordet. Som jeg forstår det, opstår ketonerne, når kroppen ikke har adgang til tilstrækkeligt kulhydrat til at gennemføre sin normale forbrænding og derfor må kaste sig over andre ting. Rent kemisk opstår ketonerne ved fedtforbrændingen, men mon ikke sultinduceret fedtforbrænding følges af proteinforbrænding? Anyhow, det var bare et forsøg på at få nogle kommentarer til noget, der muligvis bare er en myte eller en overforenkling.

Nu aner jeg ikke, hvad Hydroxycut er - men det lyder unægtelig til at være stærkere end mine Gerimax!

Nå, men det jeg ville sige var: Jeg mindes at have læst, af er man bange for at tabe muskelmasse under en slankekur - så er det en god idé at få en ikke for sart person til at lugte til sin ånde! Rationalet skulle være, at når der kun er små mængder kulhydrat til stede, vil organismen forsøge sig med forbrænding af bl.a. muskelproteiner - og det giver dårlig ånde. Er der nogen med større fysiologisk indsigt, der kan be- eller afkræfte dette? Det lyder unægtelig enkelt: Får man dårlig ånde i løbet af en slankekur, er det bare med at få hevet køleskabsdøren op - uden at overdrive, naturligvis!

Jeg har for så vidt heller aldrig været overvægtig. Det har blot kostet blod, sved og tårer og en ikke ubetydelig mængde viljestyrke - samt mange batterier til digitalvægten. Jeg spiser sundt, hvilket selv konen indrømmer, og da hun er Ph.D. i human ernæring antager jeg, at hun ved, hvad hun taler om. Jeg har tillige forlængst affundet mig med at skulle være småsulten størstedelen af resten af mit liv

Med risiko for at bevæge mig væk fra emnet mener jeg, at erfaringsudveksling er noget med at offentliggøre sine egen erfaringer og til gengæld få noget at vide om andres ditto. Med lidt held fører det til en højere erkendelse og måske endog en form for konsensus. Denne metode anvendes også i samfundsvidenskaberne, som jeg ud fra hans pay-off går ud fra, at Sokr@tez er velbevandret i! :) That makes two of us!

De fleste undersøgelser viser ganske rigtigt, at der er en tendens til et fald i maxpuls, hvis man kommer i bedre form. Forklaringen skulle være, at et større hjerte har større inerti. Undersøgelserne konkluderer dog samtidig, at faldet ikke er signifikant i statistisk forstand.