Misling

du taber dig ikke af kun at træne din mavemuskler! men det kan selvføgelig indgå i et program,,

Læs guiden til at tabe sig her på sitet, og kom igang. Du vil elske dig selv for det i sidst ende

Nej, men jeg laver jo ikke kun de øvelser i hhv. motionsrum og fitnessdk, når jeg er der. ;-) Jeg har læst guiden herinde og mange andre steder. Jeg motionerer og tæller kalorier. Jeg ved godt at jeg ikke bare skal pine maven, men også have ryggen med. At cardio forbrænder mere end styrke. Alt det ved jeg godt. :-) Jeg har endda en lille log her på sitet, hvor man kan læse lidt om mig. ;-)

Det jeg spørger om er andre øvelser til supplement af alt det andet jeg render rundt og laver. :-)

Hmm. Jeg ved ikke helt om jeg vil poste det her for det er lidt pinligt og ret beskrivende. Jeg er så tyk at jeg har en "overmave" og en "undermave". Skellet er navlen. For lidt siden (jeg har et glasbord) kiggede jeg ned over landskabet og legede lidt med at trække maven ind. Ja, man har vel drømme om fremtiden. ;-)

Det slog mig at jeg kan trække maverne ind uafhængigt af hinanden - det kan jo tydelig ses - og når man kan det, er det vel to sæt muskler, der skal trænes, tænker jeg.

I motionsrummet hedder det øvelse på gulv: skrå mavebøjninger med benene i ribben - knæene med omkring 45-90 graders bøjning. Jeg løfter skulderbladet fri fra gulvet (i takt til musikken, som er Privates Secret Lover :-D) I fitnessdk hedder det så maskine, hvor man klapper sådan en skulderholder ned over og så holder man fat i den mens man "knækkes" på midten. Benene bliver automatisk trukket op, når man udfører øvelsen, fordi sædet bevæger sig, når man bukker sammen på midten.

Men er der andre øvelser jeg evt kan lave? For jeg ved kun at de skrå mavebøjninger da giver en del på målebåndet, men derfor vil jeg gerne have lidt "fokustræning" også. Jeg husker fra folkeskolen øvelser hvor man lå på ryggen og smed benene op og ned og endda lod dem svæve 5 cm over gulvet. Jeg svajede totalt meget i ryggen og syntes at det var ren tortur. Men der var en idé med de ben dér - eller ...?

Dagens syrelog i motionsrum: (Nogen havde glemt at tage det fint udprintede program med, så kg var på hukommelsen.)

Cross trainer: 5 min opvarmning

Rep = (3x15)

Lår: 25 kg (rep) -> syre (-5kg)

Mave: 30h, 30v, 10m -> syre (-5 gentagelser på hver og +10m)

Inderside ben: 5 kg (rep) -> træthed (+1kg)

Yderside ben: 4 kg(h), 3,5 kg(v) (rep) -> syre (+1kg, +0,5kg)

Ryg (tyngdekraft): (3x10) -> syre

Armtræk vandret: 20 kg (rep) -> syre

Armtræk lodret: 30 kg (rep) -> syre (-5kg)

Armskub vandret: 15 kg (rep) -> syre

Ryg: 35 kg (rep) -> syre (-5kg)

Ben press: 90 kg (rep) -> træthed (+5kg)

(Den der husker er ikke helt optimal, hva'? o_O)

Motivation: Lille

Humør: Moody

Kcal: No idea

Rush: Slet ikke

Vægt: -> - 0,8 kg (vægten kunne godt vise noget andet i dag uden at jeg skulle true eller lokke :-D)

Jeg havde travlt i dag. Aftalerne lå tæt, hvilket ikke er godt for sådan en som mig. Efter undervisning tog jeg afsked med en deltager, som skal begynde i noget andet i morgen, så allerede dér skred tidsplanen.

Over og træne - cardio må klares "i morgen" på cyklen. Afhængig af vejrlig, dog. Men jeg fik da trænet efter hukommelsen, og selvom jeg igen kom ud af komfortzonen, havde Mr. Rush åbenbart en date med en anden. Hjem og spise. Jeg var ulvesulten! Men jeg "nøjedes" med hytteost og skinkestrimler, hvilket lyder underligt og også er det, men det smager nu meget godt.

Så i bad i hast og så ned på cyklen og cykle som død og helvede ind til aftalen med tandlægen. Den slags kan heldigvis klares på 15 min inkl. røde lys, busser der presser en ind mod de parkerede biler på Istedgade og den slags småtterier. Tandplejeren roste mig (jeg havde indtil for en måned siden ikke været til tandlæge i 8 år grundet massiv tandlægeskræk og denne gang var "bare" tjek af tandsten og en pudsning af tænder). :-D

På vej hjem blev jeg nødt til at forkæle mig med en latte på Det Gule Hus på Istedgade, og jeg måtte også stoppe op og kigge på en farverig perletingeltangel-forhængsting. Den røg så i cykelkurven. ;-)

Cykellogen hedder:

Distance: 9,1 km

Tid: 34 minutter

Kcal: 329 styks

Vejr: En skøn blanding af solskin, varme, regndråber og kølighed

Humør: Travl

Antal røde lyskryds: No idea

Rute: Enghavevej, Istedgade, KH, Vester Farimagsgade, Studiestræde og retur

Antal latte: 1

Dagens fotolog:

Distance: 11,3 km

Tid: 46 minutter

Kcal: 394 styks

Vejr: Stille og omkring 17°

Humør: Eftertænksom

Vægt: Den samme på 3. dagen (overvejer at *hoppe* på vægten i morgen for at se om den kan vise andet)

Antal røde lyskryds: No idea

Rute: Vasbygade, bag om Fisketorvet, ud til spidsen af Aller-bygningen, tilbage og over Kærlighedsbroen til Islands Brygge, op til Langebro, Rådhuspladsen, bag om Scala (forbi Palads), Bernstorffsgade, Tietgensbroen, Halmtorvet, Søndre Boulevard, Enghavevej og hjem.

I dag på kurset handlede det om læringsstile. Nogle af os vil straks tænke på Gardner og de mange intelligenser og uden at vide det, vil jeg tro at netop denne test (en NLP-test) bygger på netop den teori. Der var den visuelle, den auditive, den kinæstestiske og den auditivt-digitale type. Man skulle besvare en del spørgsmål med 1-4 point og så overføre svarene til et skema, lægge sammen og så tjekke ud hvor man landede. Jeg er rimelig "lige" - 29p, 26p, 21p og 25p.

Jeg tænkte nok at jeg faldt "ud" på den kinæstetiske facon. Det siger vel lidt sig selv, at man ikke har ret god kontakt til sin krop og mavefornemmelse, når man polstrer sig med fedt og overhører sig selv igennem mange år. Til gengæld var jeg overrasket over at jeg bongede ud på det visuelle. En af de andre sagde at jeg tit taler i billeder, jeg er god til at beskrive tingene, så man kan se dem for sig og når det bliver sagt, kan jeg da godt se (haha - et udtryk visuelle bruger en del ;-)), at min interesse for fotografering jo nok ikke kommer fra de andre områder. :-D

Derefter blev vi testet indenfor den der MBTI-ting som ligger på jobindeks.dk - og som sidst var jeg en INFP'er. En loyal, nysgerrig og idealistisk person, der er styret af sine indre værdier og overbevisninger. Det vidste jeg jo godt, når jeg ser tilbage i bagklogskabens ulideligt klare lys. Det bekræfter mig lidt i at min uddannelse som folkeskolelærer ikke er helt i skoven, men eftersom jeg ikke kan få et job et sted med løs struktur og få regler indenfor folkeskolen, så er jeg nødt til at finde på noget andet.

Til sidst et enkelt billede af den der frygteligt høje snurrebasse i Tivoli og som jeg har glemt hvad hedder. :-D

Det handler jo altid om uanset om man går på en 1200kcal-diæt eller en 1800kcal livsstilsændring, at sætte sig ind i hvad der skal til for på sigt at holde sig sund og slank.

Det betyder jo ikke, at du fordi du kun spiser 1200kcal under din kur ikke er i stand til at tilegne dig viden om det at bibeholde sundheden. Du kan jo sagtens føre de sunde vaner ind i dit liv EFTER din kur på 1200kcal og dermed forblive sund og slank også efter kuren. Ingen vil jo kunne tabe sig ved KUN at ændre livsstil, et vægttab vil jo altid kræve at man i en periode ligger med et underskud af betydning for derefter igen at sætte indtaget op. Hvis du KUN ændrer livsstil vil du jo fortsat tabe dig hvis livsstilsændringen kræver underskud. Derfor vil du jo aldrig kunne fortsætte 'ændringen' på sigt uden igen at skulle lave en ændring. Derfor vil der jo altid være tale om en slags 'kur'.

Jeg vil ikke kategorisere 1200kcal dagligt, for en lynkur eller en urealistisk kur. Jeg har selv tabt mig 20kg på en kur på 1200kcal + motion, og jeg har siden hen holdt vægten, så jeg mener ikke at det er et usundt vægttab idet man er klar over hvorfra man henter de 1200kcal. Sikrer man sig at få en ordentlig mængde næringsstoffer ved fx at indtaste i programmer som madital og holde øje med fordeling af kulhydrat, protein og fedt samt tilføringen af vitaminer og mineraler osv, så vil man sagtens kunne klare sig på dette indtag uden at skade kroppen.

Men på sigt skal man jo overføre de tillærte ting til et højere indtag. Sådan at man aldrig vender tilbage til sin første kost, altså den som gjorde en fed til at starte med. Man skal finde en helt ny og tredje måde at spise på efter kuren. Det er min mening i hvert fald og det er da lykkedes for mig...

Du har helt ret, men der er bare "mange", der ikke sætter sig ind i ernæring, fordi de bare skal være slanke NU! Jeg tænker også at du har helt ret i at man skal sætte kcal op igen, når man har nået hvad man ville, men det er jo altid nemmere at sætte op end at spænde livremmen ind, tænker jeg. Det betyder ikke at man skal falde tilbage til gammel fed-spisning, men det er da trods alt nemmere at sætte kcal op. Desuden ved man jo forhåbentlig også noget om ernæring efter at have levet på den måde i en periode. Jeg ser bare folk med yoyo-vægt, der ikke forstår hvorfor det sker. Det er jo ikke fordi de er dumme. De har "bare" ikke lært noget af deres "kur".

Jeg er blevet gjort opmærksom på at jeg har været for hurtig, da jeg oprettede tråden her - der mangler en del info, som gør at man godt kan blive lidt bekymret. Så derfor en lille info-ting her.

Jeg går i terapi hos en genial psykoterapeut, som i den grad på kun et år har hjulpet mig til at indse rigtigt mange værdifulde ting. Også i forbindelse med mænd, men især med mit selvværd? Jeg har i hvert fald indset at jeg ikke skal være bange for at blive forladt, fordi jeg kan klare mig selv - også på kærestefronten. Jeg behøver heller ikke finde mig i en chef, der skriger ad mig eller en anden chef, der håner mig. Jeg behøver ikke være bange for at blive helt alene, fordi jeg selv aldrig vil forlade mig. Jeg synes nemlig at jeg er et helt ok menneske med gode værdier og gode holdninger. ;-) Jeg har gået til psykologer før, men det har ikke battet tilnærmelsesvist så meget som dette arbejde med psykoterapeuten gør. Bare så folk ikke tror at jeg bliver "snydt" af en fake.

I forbindelse med min sygemelding bad jeg om at komme ud i en "anden aktør", fordi jeg havde en idé om at det ville hjælpe mig, så da min opsigelsesperiode ophørte, begyndte jeg på kursus. Her lærer jeg om stressens grimme fjæs, jeg lærer om depressionens kemi - begge på et forenklet niveau - og jeg lærer om hvordan jeg kan ændre mit liv og mit syn på mig selv. Jeg lærer at mærke min krop - den som jeg i så mange år har begravet i dårligdomme og grimme tanker. Og dét er en stor åbenbaring for mig. Samtidig er der tilbud om motion - gratis fitnessdk hver formiddag (herunder pilates og zumba), motionsrum og svømning et par gange om ugen. Det har fået mig i gang "rigtigt", selvom jeg da har cyklet en del i forbindelse med mine fotosafarier i byen.

Efter nogle ugers undervisning begyndte jeg aktivt at ændre mit liv. Simpelthen fordi det jeg lærer hos dem supplerer det jeg arbejder med hos terapeuten. Så uden at egentlig have planlagt det sætter jeg ind overfor den der stress på flere fronter på samme tid. For der er ingen mening (for mig) at motionere for at forbrænde stress-hormonerne af uden samtidig gribe chancen for at ændre på min kost samtidig - og dermed slippe nogle kg i processen.

Det er også derfor jeg ikke har fysiske mål som mange af jer andre har, men jeg "smittes" da og går og pønser på at opstille nogle mål på den front også. På vægtfronten har jeg nemlig mål. Maks 2 kg om måneden. Når jeg når mit mål, hedder den vedligehold for resten af tiden. På den måde "snyder" jeg amygdala - den del af hjernen der blandt andet skal sørge for min overlevelse. Den kan godt forstå at 2 kg ikke er farligt for mig at slippe. Det er jo hvad en vægt kan svinge med efter en festlig weekend i byen. Min teori er så at den vænner sig til at veje 2 kg mindre resten af måneden, hvorefter den så anser den nye vægt som "normalvægten". Derfor kan jeg igen sætte et nyt mål om 2 kg plus vedligehold.

Det virker. Indtil videre. Jeg begyndte d. 21. maj og har dermed måldag d. 21. - og lige nu har jeg så mistet 7,1 kg og den kloge læser vil tænke: "Hov? Hun er da foran." Og ja, det er jeg. Faktisk brugte jeg lige så lang tid på at tabe mig 3 kg, da jeg blev indstillet til fedmeoperation, hvor jeg skulle tabe en del mere før kniven kom min vej. Min krop saboterede mig - eller *jeg* saboterede mig selv, fordi jeg ikke turde operationen alligevel.

Jeg skal nogle gange koncentrere mig om ikke at tænke på det samlede vægttab, fordi jeg godt kan mærke panikken komme galoperende. Jeg tror egentlig at jeg er bange for at blive slank. Ja, der er laaaaaaaang vej til at jeg kan kalde mig slank, hvis nogensinde. Det er ikke mit mål. Det er til gengæld mit mål at behandle min krop godt, at genvinde smidighed, styrke og en god følelse af at bo her. Min krop er en fantastisk maskine og hvis jeg så behandler den godt - hvad kan den så ikke gøre?

Så fra et liv med et selvbillede, der var i skoven (jeg var sq ikke fed som teen) til et selvbillede, der kom til at passe (jeg er sq fed nu), vil jeg nu arbejde imod et selvbillede af en selvstændig kvinde med en sund (ikke nødvendigvis slank) krop, en rimelig kondition, en øget styrke (både fysisk og mentalt) og nogle ret fede værdier og holdninger (tjek ;-)). Der er langt i mål, men jeg har ikke travlt - der her er en omstilling fra sofakartoffel-fedtjunkie til aktiv kvinde med god kontakt til kroppen og psyken. Det her er min chance for at få det liv jeg reelt ønsker mig. Og det vil være rigtigt dumt ikke tage imod den. ;-)

Hej Misling

Det link du henviser til har ret i, at der stilles større krav til fasteperiodens længde ved måling af basalstofskifte/basic metabolic rate, end hvis der måles hvilestofskifte/resting metabolic rate. Hvilestofskiftet, hvis vi taler om samme person vil være lidt højere, fordi der er spist tættere på målingen. Energiomsætniongen stiger efter et måltid, og denne stigning får man med ved måling af hvilestofskifte.

Til almindelig dagligt brug er dette dog ikke væsentligt. Du vil også kunne se mange steder, at de to begreber bruges synonymt.

Jeg forstår ikke helt den med postbudet.

Men uanset om man taber sig hurtigt eller langsomt, kan vægttabet kun bibeholdes hvis: energiindtagelse = energiforbrug.

Jo, men når der nu *er* forskel på de to, selvom man vælger at kalde hvile- for basal, så er det vel ok at sige det. :-) Jeg er måske bare lidt autist oppe i mit hoved, når jeg skal lære noget nyt, fordi jeg ikke kan finde rundt, hvis to ting bliver kaldt det samme uden at jeg er klar over at "sådan gør man".

Det med postbudet er lidt en tankevævning over den almindelige indstilling til vægttab: når man har taget beslutningen, så skal det helst ske i går at man bliver fin og slank (selvom man måske vejer 30 kg for meget) og man prøver at tage den nemme løsning: kure, diæter, 1200 kcal (uden hensyntagen til hidtidige indtag), i det hele taget ikke sætte sig ind i kroppens mekanismer (og de psykiske også, for man kan godt komme til at sabotere sig selv, hvor man ikke taber sig og ikke forstår hvorfor). Men *ingen* finder på at gennemføre en Ironman uden bare et minimum forberedelse. Det er jo lidt det samme: en enorm kraftanstrengelse som (måske) kun gøres én gang i livet og så kan man vel lige så godt få en god oplevelse ud af det, tænker jeg. Derfor min lille snak om postbude. :-D

Jeg er ikke helt skarp kildekritisk omkring sider om vægttab og ernæring endnu, fordi jeg ved ikke ret meget om det. Derfor er det svært for mig at vide hvilke sider, der er lødige og hvilke der bare bærer ved til myterne, men jeg fandt da denne forklaring på at der er forskel på hvile- og basalstofskifte - forskellen er ikke ret stor, men den er der:

http://www.nettraening.dk/hvilestofskifte-alt-nyttig-viden-om-dit-hvilestofskifte

I forhold til en operation forstår jeg det også (lidt), men der er jo *mange* der tror at man bare lige kan nedsætte sit indtag og så vedligeholde sit vægttab. Ingen tror jo på at man kan gennemføre en Ironman, fordi man har cyklet som postbud hele sit liv - hvorfor tror man så på at man kan smide sine overflødige kg på meget kort tid og beholde sin nye slanke status? Det er nok også dét jeg dealer lidt med oppe i mit hoved.

Så er endnu en uge gået med et stress-anfald. Jeg bliver bedre til at genkende dem og også genkende udløserne. Jeg føler mig faktisk dygtig på det punkt. Til gengæld føler jeg mig som en fiasko, fordi jeg *igen* har en stress-udløser. Jeg ved ikke hvordan jeg kan undgå dem helt og det skal jeg vel heller ikke. Jeg skal vel lære hvordan jeg dealer med dem, når jeg nu *kan* genkende sabeltigeren i forklædning.

Min krop har cravet på junk og jeg har faktisk givet efter. Lidt for mange gange. Vægten svinger med et par kg og jeg ligger under målvægten, så det *er* faktisk en fin bedrift, når man tænker på de mængder af kcal jeg har hældt indenbords, især her i weekenden. Men jeg er irriteret over det. Irriteret over at jeg ikke passer bedre på min krop. At jeg ikke fylder kvalitet på den. At jeg *kan* mærke det når kroppen får junk - og at jeg fortryder så snart jeg har købt det og måske spist noget af det. Så bliver jeg nærig og vil ikke smide det ud, fordi jeg lige har købt det. Hvorfor kan samme følelse ikke få mig til at spise den yoghurt, den banan, den bakke jordbær, den bakke tomater, før det bliver for gammelt?

Jeg er et madsvin. Jeg skammer mig lidt over det og synes at jeg burde "tage mig sammen". Dog er jeg kommet så langt at jeg ikke længere køber æbler (når jeg nu alligevel ikke spiser dem) fordi det "det skal man jo" og så pynter det lidt i kurven også.

Her roder. Lige nu lever jeg efter princippet "lad falde hvad ikke kan stå selv". Det betyder at min lejlighed ligner en 14-årigs værelse. Tøj overalt - selv i stuen. o_O Opvask på størrelse med et ondt år. Sengetøj der *burde* have været skiftet. Tomme coladåser - zero, self - i pyramider på spisebordet. Papirer og uåbnede breve (fra boligselskab med tilbud om lejlighed og fra banken med et hint om at mit dankort ikke er et sugerør ned i deres enorme pengetank) ligger i bunker.

Jeg drømmer vildt meget - eller også er det tankemylder. Det er nok begge dele. Jeg kan ikke huske drømmene overhovedet - jeg ved bare at de har været der. Tankespindet er til gengæld nemmere at huske men også noget værre volapyk. Alligevel giver det mening når jeg ligger dér og skal falde i søvn eller er på vej til at vågne.

I aftes gik jeg først i seng omkring kl. 2 på trods af massiv træthed og så så et afsnit af Frasier, før jeg faldt i søvn. Vækkeuret ringede kl. 7:30 og jeg snoozede med tankemylder til kl. 8:19. Op til den sædvanlige morgenrutine. Jeg mindes svagt at jeg var oppe i nat - måske omkring kl. 5-ish? I hvert fald dér hvor det normale hormonniveau stiger en anelse for at gøre mig klar til at vågne op igen.

Motion plejer at være en rigtig god stress-hormon-dørmand/-udsmider, men når vejret er så latterligt, får jeg ikke cyklet så meget. Jeg træner gratis, men der er også restriktioner på hvornår jeg så *må* træne, så det er om at holde sig til, når der er åben for sådan en som mig. Jeg har glemt lidt selvforkælelse, selvom jeg var ude og spise frokostbøf med potentiel veninde fra kurset. Jeg skal huske at lave pit stops på en café og få en latte. Jeg skal huske at høre høj og glad musik. Jeg skal huske at danse på stuegulvet (når jeg har fået samlet tøjet sammen - eller i det mindste sparket det til side). Jeg skal huske at lave teslaki og måske endda de fem tibetanere. Det *får* energierne til at rulle og blodet bliver varmere af det. Det er godt for mig. Jeg skal huske at lave mad til mig selv - jeg *kan* jo faktisk godt li at lave mad selvom jeg bilder mig selv ind at det er for stort et arbejde når det "kun" er til mig selv. Men jeg *er* værd at lave god mad til. Det *er* hyggeligt at finde gode råvarer, tilberede dem, snuse til dem, kigge på dem, mærke dem mellem hænderne og ikke mindst smage dem til sidst.

De små skridt er blevet lidt væk. Jeg tror ikke jeg har været overmodig, men jeg tror lidt på den der stress gør at det er *lidt* sværere at tage dem, fordi kroppen tror at sabeltigeren er lige om hjørnet. Og fordi jeg endnu er en noob i det her stresshåndtering, så er det nemt at slå mig ud af kurs og få mig til at lege skildpadde.

Hvad er det så, der hyler mig sådan ud af den? Hvis jeg ser tilbage, kan jeg faktisk få øje på hele to stressorer. En mand. Og en "lovning" på snusepraktik. Det med praktikken gik jo galt sidst. Man kommer jo ud i "arbejdsprøvning" som sygemeldt for at finde ud af hvordan man kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det gik galt allerede i anden uge, fordi der ikke blev informeret eller kommunikeret. Og fordi de troede at stress handler om at man ikke må have travlt. Det vil jeg helst have, faktisk. Til gengæld *skal* jeg vide hvad der skal ske (også med mig i god tid), så jeg mentalt kan forberede mig på det. Det fik jeg ikke. Jeg fik at vide at jeg skulle tage det heeeeelt stiiiiille og roooooooligt. Jo jo. Men hvis jeg slappede mere, ville jeg nok sk*de i bukserne. Jeg ville bare vide hvad der blev af mig i deres sommerferielukning. Da jeg sagde fra, fik jeg at vide at jeg var *meget* syg. Det, der blev krævet af mig, var 0,5 på en skala fra 1 til 100. ..oO(gad vide hvorfor man er sygemeldt? Fordi man ikke gider arbejde eller være på dagpenge? Fordi det er mere in at være på *syge*dagpenge? Eller er det fordi man faktisk *er* syg?) Jeg fik også at vide at når vi var færdige med samtalen, skulle jeg ringe til min læge efter hjælp for jeg var *meget* syg.

Næh. Eller jo? Jeg vidste da hvordan jeg passede på mig selv og i en snusepraktik er det *helt* ok at sige fra. Jeg troede bare at jeg skulle prøve at udfordre mig selv i et trygt miljø, men min opfattelse af dét sted var at jeg bare var gratis arbejdskraft. Hvis jeg kunne magte at blive kastet rundt med, var jeg da vikar i folkeskolen. At være pauseklovn giver sq en fed hyre, så hvorfor være på sygedagpenge?

Den oplevelse sidder stadig i mig - og mit forklæde og mine træsko står stadig derinde. Jeg har bedt kurset om hjælp til at få fat i det. Gad vide om det er smidt ud...

Men nu skal jeg igen i snusepraktik. Jeg skal et nyt sted hen - det er klart. Hvor det andet var en stor offentlig forvaltning, bliver dette et lille privat familiested. Så det bliver noget helt andet og det er måske meget godt. Men det er nyt og dermed *farligt*.

Og så den mand dér. Der er vel ikke så meget at sige om det, andet end at jeg faktisk var på vej til at forelske mig i manden, hvilket er ret sjældent, men at han åbenbart ikke så mig som potentiel *noget-som-helst-ærværdigt-og-præsenterbart*. Og det gider jeg ikke rigtigt. Selv som tyk trunte - eller måske netop derfor? - er det *ret* nemt at skaffe sig sex. Jeg vil da andet og mere end tilfældige knald her og der. Jeg håbede lidt at hans opførsel før ferien bare var uheldspræget, men nu har han været hjemme i i hvert fald en uge og han har ikke gjort andet end at svare på mine mails. Jeg er nu blevet så fiffig at jeg kan regne ud at han ikke er interesseret. Og det skal jeg så have lagt på plads indeni, så jeg kan komme videre. Jeg føler mig egentlig lidt røvrendt af ham og efter min nye stil (også med mænd) skal jeg have sagt fra overfor ham. Jeg er ikke stolt af at fortælle at jeg er blevet sådan en "hævn-heks", men jeg er træt af at blive behandlet lemfældigt og hvis jeg siger fra, sender jeg signaler ud til hele verden, men især mig selv, at *jeg* tager *mig* seriøst. I alt for mange år har jeg bare været glad for at *nogen* gad mig på mande-området. Den tid er slut. Jeg kan godt klare mig uden en kæreste, uden sex, uden nus på ryggen. Det er ikke sjovt, men jeg kan godt. Jeg dør ikke af at mangle det og mit liv er faktisk ok på trods af. Tal lige om en selvværds-eye opener her. :-D

Nåh. Sikke et langt ævle-indlæg, men sådan blev det. I eftermiddag skal jeg i gang med det nye program. Jeg glæder mig til at det skal gøre ondt. Masochist, anyone? ;-)

Jeg er begyndt at gennemtrawle logbøger og dette indlæg fra Amazonen Jaanie (*elsker* ordet, udtrykket og idéen!): http://www.motion-online.dk/fora/index.php?showtopic=56535&view=findpost&p=1514951 fik beamet mig tilbage til en venindes 30 års fødselsdag for nogle år siden. Forskellen er bare at det var en mand, der fik mig til at vise hjørnetænder i en grad som ingen i den kreds hverken før eller siden har set mig gøre.

Da jeg flyttede til Sjælland for tredje (og sidste) gang, flyttede jeg på kollegie. På mit køkken mødte jeg nogle meget fantastiske mennesker, som jeg stadig har kontakt til - heraf min bedste veninde og hendes mand. Ja, de mødte hinanden på kollegiet. Ren lægeroman dér. :-D

Men hendes mand har altså denne barndomsven, som er på hans alder (årgang 1979) og som aldrig har haft en kæreste. Ingen spørger ind til det, men veninden og jeg har da udformet forkromede teorier mangen en nat over en kop kaffe i stearinlysenes skær på køkkenet. Samtidig er han good looking, fit og har et blændende tandpastasmil. Svigermors drøm. Promissive!

Han har så en noget overraskende adfærd ind i mellem. Han kan servere den største sviner med et engleblidt smil om munden. Lige i sekundet reagerer man på hans kropssprog. Han er afslappet, smilende, har øjenkontakt og ser ud som om han lige har givet den fineste kompliment. 5-10 sekunder efter går det op for en at han faktisk lagde en sviner og man ved slet ikke hvordan man skal reagere, så man smiler bare usikkert og fumler lidt med glasset, taber måske en kniv eller servietten og så taler man lidt med bordfællen til den anden side.

Lige dét nummer leverede han til venindens 30 års dag. Vi var glade, fejrede hende, drak og mindedes "gamle dage", da jeg også boede på kollegiet. Jeg kommer til at sætte mig ved siden af ham ved bordet, tænker at det nok ikke er smart, men vil ikke begynde at rode rundt og finde en anden plads, eftersom alle andre næsten har sat sig. Jo mere alkohol, jo mere spiddende blev hans kommentarer. Jeg ønsker ikke at lave en scene, så jeg ignorerer ham helt til sidst. Bad mistake for nu ser han sig ond på mig - og han begynder at "jagte" mig efter maden, hvor jeg rykker rundt og sludrer med de andre gæster.

Sidst på festen sidder veninden og jeg og snakker hyggeligt og jeg er i gang med at sige noget, da han bryder ind: "Du skal ikke høre på den fede so". Englesmil, tandpastatænder - man mangler kun LillePer og Onkel Anders. Rendyrket helte-udseende. Alle stopper op og kigger på ham, så på mig og så på ham igen. Enkelte griner nervøst, venindens mand/hans ven dukker sig bag baren. Lige dér løb jeg tør for tålmod...

Jeg læner mig frem over bordet, fastholder hans blik og giver ham det største bjæf jeg nogensinde har givet et andet menneske. I den ret så lange svada, som han i øvrigt prøver at afbryde op til flere gange, får jeg intimideret ham på det groveste. Alle vores bøsseteorier får jeg knaldet af og jeg får endda også sagt at hvis han er bange for den ægte vare, kan en pige med en strapon sikkert også være en mulighed for ham.

Der var heeelt stille da jeg tav for at trække vejret. Manden sad bare helt forfjamsket og grinede nervøst og han anede ikke hvad han skulle sige eller gøre. Jeg tror næsten at han var lammet over at "hende den fede so" gav igen. Min veninde smed ham så ud fra festen - hvilket vel var hans redning for han kunne ikke have stegt mere i sit eget fedt end han gjorde da. Den kunne *ikke* reddes.

Siden den dag er hans ondskabsfulde side aldrig gået ud over mig eller nogen i nærheden af mig. Vi hilser velopdragent på hinanden til sammenkomsterne, men vi small talker ikke, vi opsøger ikke hinandens selskab og vi sætter os altid så langt fra hinanden som muligt. Alle ved det, ingen taler om det.

Her nogle år efter har jeg vedtaget at jeg ikke gider spilde min tid på mennesker jeg ikke stoler på. Så jeg hilser på gamle venner og veninder, men stopper aldrig for at sludre. De har intet godt at tilbyde mig, for så var de jo stadig i mit liv. Og hvad angår deres liv: "Frankly, my dear, I don't give a damn."

Jeg er vist Barske Berta, når det tager mig.

Det er en fornuftig tilgang, det med at tage den mede ro.

Det fatter "den anden side" bare nada af.

Jeg kan også forstå at I har "holdt fest" derovre, mens jeg har været off-net. Et eller andet sted passer det mig fint at jeg missede det. Jeg er en brokrøv nok i forvejen.

Don't get me started. Jeg *kan* ikke klare når folk insisterer på at behandle sig selv grimt lige foran mig - og jeg må ikke længere råbe vagt i gevær. Derfor er jeg nødt til at gå min vej. Sig mig, G: skal jeg begå selvmord ved at stikke hovedet i ovnen eller hoppe ud fra et tog? Sådan føler jeg det virkelig, når hende med den flydende diæt popper op og fortæller om en ny fantastisk kur hun skal prøve. 900 kcal om dagen, 5x træning om ugen, indtil d. 31. 12. Hvor mange hjerneblødninger kan man få på én gang? Skal hun ikke til nogen julefrokoster overhovedet? Har hun slet ikke et socialt liv eller går al energi til den forskruede tankegang?

Så jeg er så småt ved at slippe taget derinde. Jeg vil ikke være på en side "hvor sundhed tæller", når det helt tydeligt er ligegyldigt hvordan man bruger siden og at admin har mere travlt med en app end med sin side...

Dagens hyggecykling:

Distance: 9,1 km

Tid: 32 minutter

Kcal: 326 styks

Vejr: Småkoldt og blæsende

Humør: Happy

Vægt: + 1,4 kg, men stadig 1,2 kg under vedligeholdelsesmålet

Antal røde lyskryds: Et enkelt med slingrende turister uden cykeløvelse *ngaaah!*

Rute: Enghavevej, Istedgade, KH, Rådhuspladsen og retur

Antal frokoster med veninde: 1

Jeg har frådet i mad her i weekenden. Og i øl og rødvin. Alt sammen med intention om at "drille" kroppen, så den tror at nu er der masser af mad, så den sætter stofskiftet lidt op og forbrænder lidt mere. Næste uge bliver med fokus på træning og lidt mad. Jeg forventer at kroppen vil reagere på den nye træning, selvom det er i en helt anden tøseboldgade end andre herinde og jeg forventer at vægten vil stige lidt faktisk. Det er nu ganske ok - så længe jeg ikke ryger over denne måneds målvægt.

Selvom jeg har frådet i mad, har det ikke været specielt fedtrigt. Jeg har ellers et forbandet fedtmonster, der i den grad kræver opmærksomhed nogle gange. Men min krop bryder sig ikke længere om de der fedtorgier med pizzaer, nachos, chips og chokolade, selvom jeg ind i mellem bukker under for fedtmonsteret. Det betyder bare at natten bagefter er et helvede med for meget mavesyre, kvalme, ubehag, oppustethed og generel livslede mens kroppen fordøjer det junk jeg har fyldt på kroppen. Og så fortryder jeg det jo helt vildt og så kan jeg sq lære det. :-D

Det her går langsomt fordi det er en helt ny måde at leve mit liv på. Lysten skal styre værket og jeg har mest af alt lyst til at befri kroppen fra stress-hormonerne, få min hjerne til at huske ting igen (goddamn, da jeg var yngre, klæbede *alt*, i dag skal jeg tænke mig før jeg taster min dankort-kode), lære at sige fra og acceptere at jeg gerne må sige nej uden at nogen vil udelukke mig af den grund. Og hvis de gør, skal de bare ikke være en del af mit liv.

Så jeg har ikke travlt. Heller ikke selvom det vil tage år at komme ned på et normalvægtigt niveau, men altså: det har også taget mig år at komme til at veje så meget, så ... Og den tid, der går godt, kommer ikke skidt tilbage. ;-)

Jeg har endda via god ven på FB fundet et regnearksprogram til at registrere min mad, så jeg slipper for "den anden side". Herinde er et forum, hvor jeg kan pippe lidt med og spørge ind, så jeg bliver klogere på det her krops-hejs - og indtastninger af mad og motion klarer programmet, så jeg stadig kan se grafer over udviklingen. Det er sq ren win/win. :-D

Jeg tager nok en cykeltur igen senere - jeg fik ikke rigtigt kørt benene "ud", kan jeg fornemme. ;-)

Det er meget simpelt. Det tager udgangspunkt i den udregning du nævner først med de -500kcal.

De fleste kvinder, der er inaktive har et stofskifte på omkring 1800kcal. Derfor er 1200kcal et godt bud for at komme op på et underskud på 600kcal dagligt.

Man regner samtidig med at en normal kvindes basalstofskifte ligger omkring de 12-1300kcal som dermed er det mindste hun bør indtage af kcal. Ergo er 1200kcal det lavest forsvarlige man bør gå ned på som samtidig vil kunne give et nogenlunde hurtigt vægttab.

Men der er ingen regel om hvad man skal indtage for det mest optimale vægttab. Det afhænger af individet. Du kan selv regne ud hvor meget du forbrænder og derfra trække 500 eller 1000kcal afhængigt at hvor meget underskud du vil have. Hvis du træner meget og vejer meget, er det klart at 1200 vil være for lavt sat men hvis du er normal af bygning og bevæger dig gennemsnitligt så er 1200 udmærket at køre med i en periode, selvfølgelig forudsat at du indtage de 1200kcal igennem sund og næringsholdig mad så du får mest mulig næring ud af de få kcal.

Hvilestofskifte minus 500 er noget du har misforstået. Ingen anbefaler at gå lavere end hvilestofskiftet(basalstofskiftet). Det er 500kcal fra hele den samlede forbrænding.

Åh, det kan da godt være at jeg fik det med hvilestofskiftet galt i halsen - jeg googlede til jeg var blå i fjæset i nat. Men jeg husker da at der *er* forskel på basalstofskiftet og hvilestofskiftet. Jeg udregnede hvilestofskiftet på det her fiktive pigebarn (172 cm, 69 kg) og kom frem til en anslået værdi på omkring 1500 kcal. Det lyder jo fornuftigt nok.

Da jeg blev indstillet til fedmeoperation (som jeg ikke turde gennemgå alligevel), fik jeg udleveret en kostplan med 1200 kcal og aldrig har jeg sultet så meget som da jeg gik på den "kur". Derfor undrer det mig at *man* anbefaler fede og overvægtige ifølge BMI at gå fra eks. 3500 kcal om dagen til 1200 kcal. Bare sådan lige. Selv normalvægtige med en normal hverdag vil vel føle sult undervejs?

(Og så er jeg træt af alle de der "myter", feks at en slankekur skal gå hurtigt for hvis det er en ny levestil, så skal man da have tid til at omstille sig og ændre vaner. Hvorfor skal det så gå hurtigt?)

Hvor har du også lige 1200 kcal fra? Jeg har aldrig hørt om det som en universel regel for vægttab.

Diætister og læger anbefaler det. Den gælder kun for kvinder - mænds er vist en anelse højere.

Jeg tænker bare at det er en "gammel" måde at se vægttab på eller noget man anbefaler overvægtige mennesker - som i BMI-overvægtige/-fede? Men jeg vil gerne have det bekræftet før jeg ruller "skytset" ud. ;-)

PS. Den hedder vist nok 5000 kJ/1200 kcal.

Jeg kan forstå den med minus 500 kcal, fordi det er ren købmandsregning. Et kg fedt indeholder 7500 kcal og alt det der.

Men den der med de 1200 kcal. Hvor kommer den fra, egentlig? Jeg har googlet som en gal i aften, men kan ikke finde nogen begrundelse overhovedet. Vil et vægttab, der er fremkommet ved 1200 kcal, kunne vedligeholdes? Og hvor længe skal man så nøjes med 1200 kcal (indtil man har tabt hvad man ville - men hvis man fortsætter indtil kroppen selv siger stop)?

Vi tager udgangspunkt i en 20-årig kvinde, 172 cm høj og som vejer 69 kg, hvis det hjælper nogen at forklare det så jeg forstår det. ;-)

Dagens *piv*log:

Gårsdagens fiflen med vægtene har gjort at jeg kan mærke en oldgammel skade i ryggen/skulderen. Jeg tænker at det "bare" handler om at tage den lidt med ro på den der "lat pull down"-ting i stedet for at vælte mig rundt i tons af kilo. o_O Smerten kommer når jeg løfter armen over hovedet - godt jeg ikke arbejder som lærer, for det er jo arbejdsstillingen ved tavle...

Da jeg var på vej hjem i aftes, fik jeg ikke taget nok fart af cyklen, så da jeg skulle lave et reglementeret venstresving på Enghave Plads, tog mit højre knæ lidt mere fra end det plejer. Det trickede så forvridningen fra januar. Najs. Så i dag kan jeg mærke både ryg og knæ.

Derudover ingen mærkbare forandringer. Ingen gammel syre i musklerne, ingen ømhed - bare "brugthed" som forventet. Enten er jeg i bedre form end jeg tror eller også gav jeg vitterligt ikke alt i mig i går (men jeg *kom* ud af komfortzonen) eller også kommer det hele væltende i morgen. Jeg har jo aldrig prøvet være ældre end jeg er lige nu - men når tømmermændene efterhånden skal bruge en weekend på at forsvinde, så kan der vel også ske andre forandringer i kroppen med årene, siger min logiske sans mig. ;-)

Pigebarnet har i forvejen for nogle uger siden været på en flydende diæt hun selv sammensatte og der var heller ikke ret mange kcal pr. dag. Hun var vist på den i omkring 10 dage før en ferie. Det lykkedes vist ikke og efter ferien havde hun taget på.

Tak for input. Jeg tror desværre at hun allerede *er* ramt af en spiseforstyrrelse med den måde at spise på og behandle sin krop på. Uden at være læge eller på anden måde være kompetent til at udtale mig, så tænker jeg at hun straffer sig selv ubevidst. Men jeg er også lidt til det der mumbo-jumbo med krop og sind i et hele. ;-)

Hun er på et andet forum med kalorie-tælleri som "hovedfidus" og hvor træning er lidt nedprioriteret og da hun oprettede tråden, må jeg indrømme at jeg anmeldte den til admin, fordi det ikke er sundt med 900 kcal OG træning - ud fra det hun skriver (hun svarer jo ikke på dem, der er kritiske) vil hun spise 900 kcal (måske endda 1000 kcal fordi folk mener at det er bedre) og så træne - så hendes reelle indtag bliver måske på 500 kcal. Måske mindre.

Men som forventet er admin usynlig som sædvanlig, så jeg "flytter" fra forum. Jeg kan ikke holde ud at se de der anorektiske tanker pakket ind i "sundhed". Havde det været min datter, var hun røget til psykolog lige på stedet. Hun har endda skrevet "regler" ned - alle mine alarmklokker bimler og admin er usynlig. Gid der var et sundhedspoliti man kunne melde folk til. ;-)

Gårsdagens cykellog:

Distance: 13,4 km

Tid: 51 minutter

Kcal: 480 styks

Vejr: Lettere skyet, 17° ved midnat

Humør: Fro - byen er overstrøet om natten med happy mennesker, selvom enkelte *kan* være noget provokerende...

Antal røde lyskryds: Et enkelt med en politibil - resten var taxagrønne... ;-)

Rute: Enghavevej, Kingosgade, Alhambravej, blah blah, Kapelvej, Nørrebrogade, Sjællandsgade og retur via Skt. Hans Torv, søerne, Vesterbrogade, Istedgade og Enghavevej

Jeg elsker natlige cykelture. Tænk at jeg lever i et land, hvor jeg uden angst og småpanik kan cykle hjem midt om natten og endda gennem byens lidt hard core kvarterer. Ingen frygt for at blive slået ned, kidnappet, voldtaget, skudt. Jeg gør det bare. Det er ret fantastisk, når man tænker på, at i mange andre lande i verden skal man end ikke tænke på penge offentligt, førend man er slået ned, rullet, slået ihjel og/eller solgt til hvid slavehandel. Men jeg joller bare rundt i Copenhagen by night. Tryg og glad. Og endda uden cykelhjelm. o_O

Selv da jeg måtte bremse ned for 3 fulde ungersvende, der mængede sig på cykelstien ved Skt. Hans Torv, var der end ikke antydningen af sommerfugle. For selvom jeg måtte stoppe helt og sætte en fod på asfalten, var øjenkontakten nok til at ham, jeg kiggede på, lige lavede en afværgende bevægelse og trådte tilbage. Det var kun spas og løjer og dril. Min taske lå i cykelkurven og de kunne nemt have skubbet mig af cyklen. Men sådan er det ikke i byen - heller ikke på smålun augustaften.

På Dronning Louises bro var unge fra Ungern samlet og hørte Natasja ret højt. På Istedgade stod nattens sorte fugle og lokkede mænd i deres reder. Og folk cyklede småfulde rundt og fyldte hele gaden. En anelse småfarligt med busser, taxaer, fulde fodgængere og alle de andre man skal holde øje med også, men det gik endda.

Faktisk var det først da jeg kom hjem i parallelgaden at det nær var gået galt. I gaden er der skråparkering, så derfor er der kun ét spor til kørende trafik. Jeg kom så modsat med to forlygter på. En bil kom imod mig, men selvom der var smalt, tog han ikke farten af. Han alene bestemme. Der må jeg indrømme at jeg ytrede et par grimme gloser højt, mens jeg hoppede halvt op på fortovet. Sådan en bølle! Man må håbe at nogen kommer til at kradse på hans bil med en cykelkurv engang eller noget i den stil.

Jo - på trods af så elsker jeg byen, især om natten. Det er næsten magi.

Dagens syrelog i motionsrum:

Cross trainer: 10 min (cardio, heart beat: 147) + ½ min spurt + ½ min slow down

Cykel: 5 min (fat burn, heart beat: 133)

Rep = (3x15)

Lår: 30 kg (rep) -> syre

Mave: 35h, 30h (wtf?), 10v, 10h -> syre

Inderside ben: 4,5 kg (rep) -> skal sættes op til 5,0

Yderside ben: 3 kg (rep) -> syre

Ryg (tyngdekraft): (3x10) -> *piv*

Armtræk vandret: 20 kg (rep) -> syre

Armtræk lodret: 35 kg (rep) -> syre

Armskub vandret: 15 kg (rep) -> syre

Ryg: 40 kg (rep) -> *piv*

Ben press: 85 kg (rep) -> træthed

Motivation: Lidt - mantraet lød: Pain is temporary - and it's gonna hurt today!

Humør: Neutral

Kcal: No idea

Rush: Yir! Undervejs mødte jeg Mr. Rush og kunne ikke stoppe det store grin på mit fjæs ->

Vægt: -> samme som i går

Jeg er glad for at det endelig er begyndt at vende humørmæssigt. Jeg hader at være en muggen røv. Jeg har en date med mig selv om en latte senere på Istedgade i dag - bare for at kigge på mennesker, slappe af, forkæle mig selv og læse nogle aviser. Det trænger jeg næsten til. Ok, måske burde jeg i stedet for cykle ind til Hovedbiblioteket og få afleveret de bøger jeg har haft liggende i en million år (og betale den enorme bøde) og så tage kaffen derinde. Så er der gjort rent bord OG TP ligger lige ved siden af, så måske jeg også skal finde Frasier årgang 4, når jeg alligevel skal slingre rundt derinde. :-D

PS. Min lænd og ryg er åbenbart lidt sarte, når jeg ikke kan få "syre", men går fra "træt" til *piv*. Jeg må vist have en snak med fys'en om det så jeg ikke risikerer at overanstrenge mig.

Pigebarnet har i forvejen for nogle uger siden været på en flydende diæt hun selv sammensatte og der var heller ikke ret mange kcal pr. dag. Hun var vist på den i omkring 10 dage før en ferie. Det lykkedes vist ikke og efter ferien havde hun taget på.

Tak for input. Jeg tror desværre at hun allerede *er* ramt af en spiseforstyrrelse med den måde at spise på og behandle sin krop på. Uden at være læge eller på anden måde være kompetent til at udtale mig, så tænker jeg at hun straffer sig selv ubevidst. Men jeg er også lidt til det der mumbo-jumbo med krop og sind i et hele. ;-)

Medmindre du træner 3-4 timer om dagen intensivt, så forbrænder du du ikke 2753 kcal på træning. Det er nok grunden til du tager på.

De der 2753 kcal er vist basisforbrændingen plus evt. indtastet motion. TS's aktivitetsniveau er på 1,35, hvilket svarer til en studerendes aktivitetsniveau.

En pige på 20 år træner 5 gange om ugen, vejer 67 kg, er 172 cm høj og hun vil skrue sit indtag ned til 900 kcal om dagen i 4 måneder. Samtidig vil hun træne ekstra. Først går hun dog på suppekur i en uges tid. Suppen indeholder 15 kcal pr. 100 g. Hendes mål er 60 kg og en lækker muskuløs krop.

Hvad sker der i kroppen, når hun gør det?

Her tænker jeg på både her og nu, men også på sigt. Umiddelbart er mit eget bud at kroppen går i dvale - stofskiftet sænkes, når hun ikke indtager mere, og at hun vil enten blive for svag til at træne hårdt eller også vil hun tabe muskelmasse, men sker der mere?

Dagens log:

Motivation: Mental træning, sættes op til en træning i morgen med progression in mente

Humør: Lettere fanden-i-voldsk

Kcal: Ingen, pausedag med heldagsregn *suk*

Rush: Kun ved at sige fra overfor andre

Vægt: -700 g siden i går trods massiv trøstespisning

Trøstespisning: Ikke endnu

Dagen i dag har været sådan lidt en dag fyldt med idioter, spader og klovne overalt. Det er nok mere tegn på at mit humør er sådan lidt krakilsk end at *alle* pludselig er blevet til de rene dårekister, mon ikke? Det er forhåbentlig hormonelt, selvom jeg synes det er lige lovlig meget. Min fuck-finger får mere motion end jeg gør, men så er der da nogen, der får motionen. ;-)

Det bliver nok bedre i morgen, som en vis herre yndede at sige. :-D

Hov, nu du er jo herinde også - velkommen til.

For lige hurtigt at samle op fra den anden kanal:

2 uger på hvert trin i gentagelser er et rigtigt godt udgangspunkt - og passer det ikke lige med hvordan du får justeret vægtenen til, så pyt med om det ikke holder helt.

Du laver springene i vægt så det kommer til at passe med tiden - det justerer du selv alt efter OM du vælgere at ligge 2 uger på hvert trin.

Uha, nu kommer det du nok ikke kan lide at læse... Når jeg skriver til max, så er det så du sidder og laver grimasser for at få den sidste gentagelse op. Hvis det trods alt er for grænseoverskridende, så må det blive så tungt du nu synes. Men ved at lægge lidt vægt på ofte, så kunne forestille mig at du på en måde bliver lokket til at kommer udover "komfortzonen".

Du vil opdage at du syrer meget anderledes til ved 15 gentagelser end ved 6. Selvom de 6 føles tungere er måden at syre til på mere behagelig, hvis det er en trøst.

Hmm, fys'en i motionsrummet har jo sagt at han nyder at jeg træner, fordi jeg lider så meget. Hehe. Så det med grimasser og lyde er jeg way over. Det gør jeg - også i fitnessdk. No probs dér. Jeg synes faktisk at jeg er ok med at komme ud af komfortzonen, men det kan helt sikkert blive bedre. Men altså. Ja. Jeg kan mærke at motivationen ligger og spræller, så jeg tænker at fredag går jeg simpelthen i gang med at udforske. Jeg printer mine resultater fra i dag og gentager dem - prøver at lægge cardio andre dage, men bruger stadig cross trainer og cykel som opvarmning. Og så lægger jeg vægt på på mandag. På en eller anden måde er jeg nødt til at få lukket det motionsrum op om mandagen også, så den skal jeg også lige fundere over. :-)

Tak igen, G!

Dagens cykellog:

Distance: 10,5 km

Tid: 37 minutter

Kcal: 374 styks

Vægt: -400 g siden i går

Vejr: Irriterende koldt, regn og blæst (medvind på indturen gav en tid på 16 min på 5 km, hvilket vel er ganske ok)

Humør: Moody

Antal røde lyskryds: Næsten ingen - grøn bølge ved omkring 20 km/t

Rute: Vasbygade, Kalvebods Brygge, Christians Brygge, Chr. IV's bro, Niels Juels Gade, Holbergsgade og samme vej hjem.

Jeg har fået forslag til træningsprogram - med progression - af G, hvilket jeg er glad for. Jeg vil prøve det af, begyndende næste uge. Alene forslaget har givet mig lidt blod på tanden igen - motivationen rører på sig, hvilket er fedt. :-D

Derudover har jeg læst herinde. Det er en fager ny verden og også et helt nyt sprog jeg skal lære. Halvdelen af det fatter jeg ikke, men tænker at det kommer med tiden. Og når jeg har fået slået nogle af tingene op på google. Sprogøre har jeg lidt af, selvom jeg er matematiker. *LOL*