Uforståeligt løbeoverskud?

[GreNoLi]

Når jeg løber alm. ture dvs., i et tempo der er 5 min/km, er jeg altid forholdsvis anstrengt indtil jeg kommer hen imod slutningen af turen. Mine ben og åndedræt føles lidt tungt i starten og under turene, men jo nærmere vi kommer slutningen får jeg mere og mere overskud. Det mærkelige er at det er uanset om jeg løber 10 km.,15 eller 25 km. så nå vi når til 2-4 km før mål føles det bare som om jeg kan løbe stærkere og stærkere.

Er det noget mentalt fordi jeg kommer nærmere mål eller er det noget fysiologisk der spiller ind? Jeg kan sige at det samme er gældene når jeg fx. løber inervaltræning, så er jeg altid stærkest på det sidste interval.

Edited July 10, 2008 by GreNoLi

[Rumlepot]

Hej med dig,

Jeg har svært ved at give dig et præcist svar når jeg ikke kender dig. Du kan prøve dig frem. Har du overvejet at løbe lidt langsommere i begyndelsen? fx de første 10-15 min. som du skal betragte som opvarmning. Derefter en hoveddel - selve træningen som kan bestå af fx fartleg: 2min i 4:45pr/km + 1min i 5:00 pr/km og så videre i 45 min. derefter jogger du af i 10-15min.

Du bør i hvertfald variere dit tempo lidt mere.

[LeCerveau]

Jeg synes umiddelbart det lyder som noget psykisk.

Da jeg startede med at løbe havde jeg ondt af mig selv, og havde bare lyst til at stoppe hele tiden. Det resulterede i, at jeg aldrig gav mig 100% under løbet og derfor kunne jeg også sætte en god spurt ind til sidst.

Mit gæt vil være at du "lider" af det samme.

[GreNoLi]

Jeg synes umiddelbart det lyder som noget psykisk.

Da jeg startede med at løbe havde jeg ondt af mig selv, og havde bare lyst til at stoppe hele tiden. Det resulterede i, at jeg aldrig gav mig 100% under løbet og derfor kunne jeg også sætte en god spurt ind til sidst.

Mit gæt vil være at du "lider" af det samme.

Det er også den psykiske vej jeg hælder til. Men det er mærkeligt, det føles ligesom om at få et skud energi til sidst i løbet. Det kan måske også have noget med at gøre, at til 2 ½ marathons her i foråret gik jeg TOTALT kold med dehydrering osv. og kom i mål på 2 timer, så det kan godt være at det stadig sidder i baghovedet, fordi det var sgu en ubehagelig oplevelse

Edited July 11, 2008 by GreNoLi

[Obscure]

Jeg har det faktisk på samme måde som dig.

Når jeg løber, oplever jeg at i slutningen er en spurt altid mulig eller at øge hastigheden eksplosivt, men jeg kan kun fraråde dig at gøre dette.

Hellere tving dig selv ned i tempo og få jogget ordentligt af inden udstrækning end at tage spurten. Hvis du løber et konkurrence løb, er det naturligvis bare at klø på :)

[Broholt]

Prøv at som rumlespot også siger at lave noget fart leg hvor du sætter tempoet meget op og så ned igen.. Jeg havde det samme på et tidspunkt og spurtede også til sidst.. Men nu er jeg begyndt på at hvis jeg har overskud i energi så spurter jeg før end jeg ville før.. altså 1 km. før mål.. Har ikke helt rigtig mål på det, men det skulle gerne være noget deromkring.. Hvis du stadig oplever det så tag evt. et sjippetov til sidst, hvis du da gerne vil udmatte dig selv.

[MichaelEbeltoft]

Man er næsten altid stærkest på sidste interval - og det bør man også være eller er man behind the power curve! Mht distance - ja, det er nok "Runners high" - endorfinen der frigøres. Desuden kan man også trække lidt på phosphat reserverne når man er tæt på mål, vel at mærke hvis man kan administrere dette. Det kræver lidt øvelse at bryde phosphat over et længere stykke...