Sign in to follow this  
MissDumbell

Anti-depressions-logbog

Recommended Posts

Hej Igen :cool:

Nogen kan sikkkert huske mig for min anti-stress-logbog - men nu starter jeg en ny logbog for nu er der "andre boller på suppen" - desværre.

Jeg har fået konstateret en depression og har haft det rigtig slemt den sidste md. tid eller deromkring.

Mit humør svinger som et spinkelt birketræ i stormvejr og selvmordstanker, ligegyldighed, træthed og manglende overkommelighed er mere reglen end undtagelsen.

Jeg KUNNE blive medicineret ud af det - men vil helst ikke på medicin. Jeg bryder mig ikke om at være "numb" - selvom det ville være rart når de der tanker fylder for meget.

Var hos lægen igår og få den endelige diagnose - havde håbet det var alt muligt andet - et brækket ben f.eks. :smile: .- men nej - jeg må "sluge kamelen" som han sagde. Depression it is :unhappy:

Han støttede mig i min beslutning omkring anti-medicin-holdningen. I hvertfald for en tid endnu.

Jeg går i terapi og har god gavn af det - men man kommer jo ikke bare ud af en depression fordi man får erkendt at man faldt af potten som barn, vel?

Anyways - strategien er at hvad jeg får gjort i dag - uanset om det er at tage opvasken, træne et ½ maraton eller det bare er at komme ud af sengen - så er det en sejr og et skridt i den rigtige retning.

Og så vil jeg motionere mig ud af det.

Jeg har en pulsmåler (sådan en polar-tingeling) som jeg bruger - og så vil jeg prøve - PRØVE at komme afsted 3-5 gange om ugen - om det så bare er for at se om mit kort stadig dur eller det er for at cykle 5 minutter eller gå 30 min - så vil jeg skrive det her. Og kommer der en dag hvor jeg bare ikke kan tage mig sammen - så skriver jeg også det.

En depression er en sygdom som ikke er så sjælden endda - men jeg har erfaret at det også er en betegnelse der bliver brugt af folk som er i dårligt humør en dag eller en uge. Der er også mange som mener at "man bare skal tage sig sammen" - men det er vist det sidste man skal sige til en med diagnosen depression.

Nå men pøj-pøj til mig.

Og ja - i dag er en god dag - den bedste jeg har haft i 1 md tror jeg - for jeg HAR været over og træne - i hele 50 min!

15 min på cykel og 35 min gå-tur - stille og roligt. :smile:

Edited by MissDumbell

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hei Miss

hvor er det dejligt at høre livstegn fra dig, selvfølgelig ikke så fedt med den nye diagnose.

Flot at du vil prøve at holde medicinen fra døren og så bruge motionen istedet, og det har du jo vist før at du kan få til at virke.... du har jo et drive derinde inderst inde, det så vi tydeligt sidst.

Any way super dejligt at kunne holde øje med dig igen.

Knus og god dag herfa

Duenn

Share this post


Link to post
Share on other sites
Hei Miss

hvor er det dejligt at høre livstegn fra dig, selvfølgelig ikke så fedt med den nye diagnose.

Flot at du vil prøve at holde medicinen fra døren og så bruge motionen istedet, og det har du jo vist før at du kan få til at virke.... du har jo et drive derinde inderst inde, det så vi tydeligt sidst.

Any way super dejligt at kunne holde øje med dig igen.

Knus og god dag herfa

Duenn

Duenn :wub: Hvordan går det med dig?

Ja jeg lever åbenbart helst mit liv "farligt" :cool: - jeg kunne også bare ha holdt mig til motionen .. måske?

Men håber jeg kan få lidt ros og klap herinde :blush:

Og så at der kommer lidt ro over hverdagen - synes fandme der sker alt for mange "kriser" :crazy:

kan man sælge sådan nogen på E-bay?

Share this post


Link to post
Share on other sites
Duenn :wub: Hvordan går det med dig?

Ja jeg lever åbenbart helst mit liv "farligt" :cool: - jeg kunne også bare ha holdt mig til motionen .. måske?

Men håber jeg kan få lidt ros og klap herinde :blush:

Og så at der kommer lidt ro over hverdagen - synes fandme der sker alt for mange "kriser" :crazy:

kan man sælge sådan nogen på E-bay?

godt at se at din goe humor ikke er forsvundet helt ud i tågen.

Her går det stort set fint, er blevet lidt små fed, men det kan der jo rettes op på..... :w00t:

Share this post


Link to post
Share on other sites
godt at se at din goe humor ikke er forsvundet helt ud i tågen.

Her går det stort set fint, er blevet lidt små fed, men det kan der jo rettes op på..... :w00t:

HA! ja uden min humor var det sgu da gået helt i skoven - men ok - i dag er også en god dag. Og selvironien er jeg vist bare født med.

Min vægt har ikke ændret sig en tøddel siden jeg holdt op med styrketræningen.

Til gengæld har jeg skippet aftensmaden total - for ellers kan jeg ikke spise morgenmad :unhappy:

Ja ved godt det lyder "sygt" - men appetitten er jo ikke så stor og jeg orker ikke rigtig at lave mad - så det bliver til meget fast-food (så sundt som muligt - ikke pizza og burgere!) og en masse havre-grød :4mewantfood:

Share this post


Link to post
Share on other sites

I går var som sagt en hammer god dag. En af de bedste jeg har haft i en hel md.

I dag er så... sådan nogenlunde. Jeg er ikke så træt og ugidelig - og alligevel. Men jeg er trist. Kan mærke den der grådklump i halsen som kan blive udløst nårsomhelst af hvadsomhelst.

Måske skulle dagens motion være en ordentlig tudetur?

ARGH!

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hej MissD.

Jeg er helt enig i din holdning med antidepressiva, godt at se at du vil erstatte medicinen med motion.

Jeg har ikke selv haft en depression, men har for nylig været ret lang nede (se evt min log d. 9. marts 06). Det der hjalp på mig var simpelthen bare at tudbrøle og skrige i vilden sky (naboerne har sikkert tænkt sit, men I didn't care), dernæst ud og få noget frisk luft, huen godt ned over hovedet, INGEN skulle glo på mig, ud og gemme mig i Fælleden for derefter at fortsætte mit uhæmmede tuderi.

Det er sundt at få afreageret, og det vil træningen hjælpe dig til. Selvom det kan synes umuligt overhovedet at stå ud af sengen, så er det for dit eget bedste.

Ang diagnosen i det hele taget så taler jeg ikke ud af den blå luft i kraft af min uddannelse som socialrådgiver (færdig til sommer) + jeg har veninder som også har en depression.

Jeg vil følge spændt med i din log, og give masser af :4thumbup: :w00t::bigsmile: og :superman: .

Mette

Share this post


Link to post
Share on other sites
I dag er så... sådan nogenlunde. Jeg er ikke så træt og ugidelig - og alligevel. Men jeg er trist. Kan mærke den der grådklump i halsen som kan blive udløst nårsomhelst af hvadsomhelst.

Måske skulle dagens motion være en ordentlig tudetur?

ARGH!

Hej MissDumbell

Øv, hvor træls med sådan en diagnose. :unhappy:

Jeg forstår dit 142% i din beslutning om anti-medicin. Medicin er ikke løsningen - det fjerner blot symptomerne på sygdommen men ikke årsagen. Jeg tror du har fat i noget af det HELT rigtige - nemlig masser af motion :smile:

Good luck

/CS

Share this post


Link to post
Share on other sites

I dag er jeg træt og har hovedpine. Jeg har lavet nogle vejrtrækningsøvelser for at få iltet hjerne og så er jeg ved at drikke mig igennem en 1½ liter vand - men motion har jeg ikke overskud til i dag. Men jeg har sat som mål at jeg skal ha taget opvasken.

Jeg føler mig ikke så trist mere som jeg HAR gjort så måske er der lys på vej? Jeg føler det lidt sådan. Har ikke den samme nedtrykthed, dyne over mig mere... men den der gråd-klump er der stadig - sådan lige under huden.

Men hvad er det der gør at man bliver deprimeret?

Min stress er under kontrol synes jeg selv - men da jeg blev raskmeldt efter nytår tænkte jeg da over det der med "er jeg rask nu?" - for jeg havde da ikke planer om at skulle ud og finde job :blink:

I februar var der så selvmord i familien - og det satte en hel masse igang hos mig. Min terapeut forklarer det med at der i forvejen var en ubalance indeni mig og at selvmordet udløste den ubalance som så gjorde at jeg "faldt" - og nu skal jeg så ha rettet på den ubalance.

D. 2. marts er en dato jeg heller ikke glemmer så nemt. Der vågnede jeg om morgenen og tænkte "det hele er ligemeget - det er ok hvis Gud slukker lyset nu - jeg føler ikke jeg vil gå glip af noget".

Det med selvmordstanker er meget tabu at tale om - så det vil jeg gerne skrive lidt om og vil være åben omkring hvad JEG har haft af tanker - det kan måske hjælpe andre til at forstå hvordan det er.

Døden er jo altid etellerandet skræmmende, uhyggeligt, "uha - det skal vi ikke tale om" - o.lign - men døden er jo en ligeså stor selvfølge i vores liv som vores fødsel. Uanset hvordan vi vælger at leve vores liv - så dør vi en dag - uanset om vi vil det eller ej. De fleste gør hvad de kan for at udsætte det - men på et tidspunkt indhenter den os alligevel. Og dybest set - så er døden jo en noget mere fredfuld oplevelse end en fødsel (som regel i hvertfald) - ihvertfald for den som gennemlever det. Døden er altid noget med "at få fred" mens en fødsel er forbundet med blod og smerte

Jeg er så nået dertil hvor jeg acceptere døden. Det som er det triste i det med dødstanker - det er jo at man ikke føler der er mere at leve for - at livet ligesom mister dets værdi - at det eneste vi ejer og har lige pludselig bliver så ligegyldigt. Det synes jeg er mere trist end det at man ikke er bange for døden.

Den morgen hvor jeg vågnede med en fredsaftale med døden var nok den værste dag i mit liv so far. Jeg skulle til Jylland om eftermiddagen - men blev besat af tanken om at jeg ville springe ud over båden. Jeg havde det somom der var den der "gode" stemme (den der ville leve - mig måske?) og den "dårlige" stemme (den der ville dø - mit sind måske?). Det var somom at den "dårlige" stemme var ved at tage over den "gode" stemme - og jeg blev pisse bange, dybt ulykkelig - og som tiden gik fik jeg det bare værrer og værrer - kunne slet ikke holde noget ud - min tanker, migselv, det var som at være på en karrusel der kørte så stærkt at man ikke kunne hoppe af men blev presset ind mod midten.

Jeg vidste jeg bare måtte ha hjælp - jeg vidste jeg måtte blive hjemme fra den Jyllandstur - jeg vidste den var hel gal - så jeg ringede først til min læge. Han var til møde - så jeg fik et nummer til en anden læge - der var tlf. svarer på - så jeg ringede tilbage og fik så et mobilnummer. Sekretæren var vist godt klar over at dette ikke var noget der kunne vente. Heldigvis.

Jeg fik så en laaaang snak med lægen - en dame. Men det endte ud i at hun ikke kunne gøre noget for mig - at jeg måtte ringe til min læge imorgen - og så måtte jeg jo nok indstille mig på at jeg skulle ha noget medicin. Jeg spurgte hvad jeg kunne gøre fra nu af og til imorgen når jeg kunne ringe til min læge? Ja jeg kunne f.eks. gå en tur? :crazy:

Samtalen endte med at jeg blev vred og følte mig bestemt ikke hverken hørt eller hjulpet. Jeg følte mere en læges afmagt overfor en person som mig i en situation som min.

Heldigvis gav jeg ikke op.

Jeg ringede til "livslinien" og fik en lang og rigtig GOD snak med en pige derinde fra. Hun var meget lydhør og jeg følte hun MØDTE mig der hvor JEG var. Det var utrolig befriende og den samtale fik mig ned på jorden. Vi talte sammen i over 1½ time.

Derefter ringede jeg til en terapeut som jeg har været på kursus med nogle gange (hun underviser i noget psykologi-halløj) - og vi havde også talt om at jeg skulle i terapi hos hende - men jeg fik altså først ringet til hende der. Hun havde - heldigvis - en tid samme aften.

Dødstankerne fyldte stadig i mit hovede de første par dage efter - men jeg lavede en aftale med terapeuten om at så længe jeg gik hos hende - så måtte jeg ikke begå selvmord - så når jeg gik på gaden og overvejede forskellige måder at dø på (det var ikke noget med at springe ud foran en bil/tog eller lign - men noget individuelt som at gemme mig i sneen - hoppe i søen - pose over hovedet - varmt bad og et barberblad o.lign.) - så tog jeg et skridt af gangen - og for hver skridt tænkte jeg "jeg har lovet ikke at gøre det". Så på den måde "overlevede" jeg - et minut af gangen - en time af gangen - en dag af gangen - og fik på den måde arbejdet migselv væk fra tankerne. Men det er stadig trist at tænke på og det er stadig triste tanker at have - men heldigvis vedblev det ved tanken og blev aldrig til handling.

Hele den historie fortæller mig - bagefter - at jeg trods alt - uanset hvor langt nede jeg er - at så er der trods alt en del af mig som VIL leve - som KAN råbe om hjælp - som KRÆVER hjælp - og det ser jeg da heldigvis som en af mine styrker! Hvor den kommer fra aner jeg ikke. Men samtidig tænker jeg jo over om man kan synke endnu dybere - endnu længere ned hvor man ikke orker at råbe efter hjælp? Hvor den "dårlige" stemme vitterlig formår at overtage den "gode" stemme? Det er skræmmende og noget jeg SLET ikke tør tænke til ende. Jeg håber bare at min indre styrke - hvor den så kommer fra - altid vil have overtaget.

Siden d. 2. marts - så har jeg haft 2-3 "sammenbrud" - hvor jeg har haft de hersens "panik-tanker" eller selvmordstanker om man vil - men har heldigvis formået at ringe efter hjælp - og fået det.

Jeg er meget alternativ (jeg er igang med en uddannelse som healer - men jeg er også healer) - og jeg har et godt netværk på den skole jeg går på - og via dem og min terapeut har jeg fået nogle redskaber jeg kan bruge næste gang jeg får det skidt/dårligt/selvmordstanker.

Det ene redskab er at jeg ikke skal lade angsten overtage. At jeg skal prøve at lade migselv bare VÆRE i det der er her og nu. AT jeg ikke dør af at have dødstanker - at jeg ikke skal styrke disse tanker ved at blive bange for dem - men ved i stedet at kigge på dem som stod jeg udenfor og betragtede dem.

Det andet redskab er jeg skal lade være med "at tage mig sammen" - at det er ok at være trist, det er ok at have de tanker, det er ok at være mig som jeg er

Så når jeg har det rigtig skidt - så forsøger jeg bare at være i det. Det lyder måske som "navlepilleri" - men det er nu ikke på den måde jeg er i det. Det er jo bestemt ikke sådan at jeg "opsøger" det. Men omvendt - så forsøger jeg at lade være med at flygte fra det når det opstår.

Det ER pissehårdt indimellem - men omvendt - så er jeg glad for at jeg kan FØLE - også selvom det er dårligt. Og jeg lever da endnu :wink:

Share this post


Link to post
Share on other sites

Kære Miss Dumbell.

Puha, du har haft nogle hårde ture.

Men der er noget jeg ikke helt forstår. Når du går med selvmordstanker, hvorfor vil du så ikke tage medicin? Er det fordi det har med psyken at gøre?

Prøv at sammenligne det med "fysiske" sygdomme. Har man sukkersyge - medicin, forhøjet blodtryk - medicin, dårligt hjerte - medicin, ondt i hovedet - medicin.

En depression er en kemisk ubalance i hjernen, og som du beskriver den måde du har det på, er jeg meget bange for, at du ikke kan motionere eller tale dig ud af det. Man bliver ikke fuldstændig følelsesløs på anti-dep. men er bare i stand til at fungere lidt mere normalt.

Det er meget ædelt at være idealistisk omkring ikke at ville tage medicin, men når du er så langt nede, er det måske en god ide at tænke over det igen. Og det behøver jo ikke være for resten af livet.

Blot en tanke :raisebrow:

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hej 'MissDumbell', vil lige komme med et par kommentarer :smile:

Jeg har fået konstateret en depression og har haft det rigtig slemt den sidste md. tid eller deromkring.

..... Jeg KUNNE blive medicineret ud af det - men vil helst ikke på medicin. Jeg bryder mig ikke om at være "numb" - selvom det ville være rart når de der tanker fylder for meget.

Respekt for den holdning, men som Litti er inde på tror jeg man skal være varsom med at gøre det til en principsag hvis man er til "fare" for sig selv.

Du viser ihvertfald klart at du har en vilje til at kæmpe :smile:

Jeg tror mange (inkl. mig selv og også lidt hvad jeg kan høre på dig) vil se det som et nederlag at komme på medicin, uanset den gevinst man vil få ud af det. Det er en meget underlig balancegang.

En depression er en sygdom som ikke er så sjælden endda - men jeg har erfaret at det også er en betegnelse der bliver brugt af folk som er i dårligt humør en dag eller en uge. Der er også mange som mener at "man bare skal tage sig sammen" - men det er vist det sidste man skal sige til en med diagnosen depression.

Jeg synes depression bliver brugt i overflod, og det fjerner fokus fra dem der virkelig er syge. Det virker lidt som om at der ikke er plads til at være nedtryk, ked af det eller bare røv træt at det hele i en periode.

Du spurgte dig selv om hvad der gjorde dig nedtryk, hvad med eventuelt at sætte sig ned foran et blank stykke papir og se hvad du ender op med... Måske det kunne hjælpe at få ord på, istedet for at gå og være usikker på hvad det egentlig er der generer dig.

pøj pøj med kampen :smile:

vh

devito

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg læste din log i går og blev meget ked af du er hvor du er - dog var jeg ked af at læse at flere synes det var godt du havde valgt medicin fra.

Der er en mega forskel på at have en mindre depression efter en brudt forhold og genfinde sig selv en mdrs tid efter og til alt det du har været igennem.

Jeg fulgte din gl log og har altid været nervøs for om dit stress ville udvikle sig.

Desværre skete det også for dig.

Dengang jeg fik, at vide jeg havde en depresion ville jeg heller ikke have medicinen, jeg var bange - bange for at blive afhængig af en medicin jeg intet kendte til, bange for at leve i en oste klokke hvor jeg ingen følelser kunne mærke og ikke mindst bange for jeg aldrig kom af med dem igen.

Det viste sig at være en ubegrundet frygt.

Jeg har ikke taget medicin længe nu, jeg gik ikke på nedtrapning men smed dem bare.

Alt er gået ok og nu er foråret på vej og det glæder jeg mig så vildt.

Er det let ....?

Næææææh men pillerne tog den tungeste sorte sky fra mit sind og jeg kunne stille og roligt komme ovenpå.

Igennem min medicin fik jeg gendannet den serotrin jeg havde manglet.

Fik en lille smule mere overskud til at få styr på hverdagen og finde mig selv.

Er jeg så fri for min depression i dag.

Jaaaah det vil jeg mene men jeg er ikke naviv.

Den kan komme igen for jeg har endnu ikke bearbejdet de mange ting jeg gik igennem. (Jeg har ikke råd til psykolog og kan ikke få tilskud) Så min trigger punkt for stress kan blusse op og udløse min depression igen da årsagen ikke er begravet.

Det kan vel spøge i min sjæl men den kan jo ikke styre mit liv eller ønske om at leve. Medicinen ændre ikke min personlighed men den gav mig muligheden for at fungere.

Jeg startet med 20 mg Akarin og inden for den første mdr gik jeg ned på det halv og gik i sving med styrke træning - det var nok igennem året der gik.

Jeg mærket kun fordele ved at tag min medicin.

Du må holde op med at være så stædig nu du har det svært - give yourself a break girl!

Der er så meget at vinde ved motion men det er ikke nok når man er hvor du er - jeg ved det - for jeg forsøgte og mange måtte lide ved sidelinjen mens jeg forsøgte.

Når man ingen overskud har - hvor finder man så overskuddet til at kom ned og træne?

Nææh jeg har intet at være flov over, intet at fortryde for mine piller gav mig overskuddet til at komme i gang og genfinde mig selv samt få energi nok til bare at komme ned til træning dagligt.

Dengang trænet tit - bare ikke så længe af gangen.

:cheer:

Knus og positive tanker sender jeg til i mega stort sports taske.

Edited by Jeanette K

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg må give Jeanette helt ret her..

Det er ikke nødvendigvis et mål i sig selv at være medicinfri. Målet er at komme ovenpå igen. Terapi, motion og evt medicin er midlerne.

Så jeg ville se på målet som værende det vigtige her. Og hvis medicin kan hjælpe, then by all means, try it!

Edited by Blackmoore

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hey Miss Dumbell...

Op med humøret, det hele skal nok gå, lider selv af depression, og har har haft det i 7-8år :blush:

Men træning hjælper utrolig meget, og gør at man ikke tænker på hvor skidt man har det...

Er selv kommet på medicin igen, efter jeg fik en depression igen sidste efterår. for stoppede med min medicin sidste januar, som var for tidlig, da jeg kun havde været på medicin i knap et år.

Begyndte først på medicin, efter at min psykolog og min læge havde talt sammen og at de begge mente at jeg skulle begynde på medicin, for jeg var begyndt at få en svær depression; jeg havde gået til relgmæssigt samtaler hos min psykolog i 1,5år- men ved nu også hvorfor at jeg lider af depression, og hvorfor jeg har letter ved at depressioner :smile:

Men det tager desværre lang tid at arbejde med, det to mig 3,5års terapi og finde ud af hvorfor, og anekende at jeg lider af depression. Men det er det hele værd :wink:

Share this post


Link to post
Share on other sites
Hey Miss Dumbell...

Op med humøret, det hele skal nok gå, lider selv af depression, og har har haft det i 7-8år :blush:

Men træning hjælper utrolig meget, og gør at man ikke tænker på hvor skidt man har det...

Er selv kommet på medicin igen, efter jeg fik en depression igen sidste efterår. for stoppede med min medicin sidste januar, som var for tidlig, da jeg kun havde været på medicin i knap et år.

Begyndte først på medicin, efter at min psykolog og min læge havde talt sammen og at de begge mente at jeg skulle begynde på medicin, for jeg var begyndt at få en svær depression; jeg havde gået til relgmæssigt samtaler hos min psykolog i 1,5år- men ved nu også hvorfor at jeg lider af depression, og hvorfor jeg har letter ved at depressioner :smile:

Men det tager desværre lang tid at arbejde med, det to mig 3,5års terapi og finde ud af hvorfor, og anekende at jeg lider af depression. Men det er det hele værd :wink:

Smukt du også træder frem her :superman: - for det er vist vigtigt at komme frem med sine erfaringer når andre er bekymret for deres sygdom.

Du er sej!

:cheer:

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hold da op - sikke en masse respons! Tak skal I ha!

Jeg vil svare alle over en kam - så godt jeg nu kan.

Jeg ved godt at medicin ville hjælpe - måske. Men jeg har prøvet de såkaldte "lykkepiller" før - for 10-12 år siden. Efter at ha taget dem i 1½ år - og mens jeg stadig tog dem - så fik jeg en studentereksamen, min far døde, jeg fik at vide jeg var adopteret og jeg mistede mit job - alt dette på lidt under et år - og der knækkede filmen også - SELVOM jeg var på piller. Så derfor vil jeg helst undgå dem.

Som sagt så har jeg en aftale med min læge om at opnår jeg ikke nogen VÆSENTLIG forbedring i løbet af den næste md tid - så bør jeg overveje medicinen - og det vl jeg så gøre - til den tid.

Men pt - så vil jeg undvære den og prøve andre alternativer. Min læge vil jo også tilmelde mig et forsøg på Bispebjerg netop med motion mod depression - jeg venter dog stadig på at høre noget omkring dette. Desuden - så virker den slags medicin jo ikke her og nu. Det tager vist op til 6 uger eller mere - så etellerandet sted er det jo lige fedt pt.

Jeg havde også en god snak med min læge omkring det - og han indrømmede at man ikke kunne sige om det var pillerne som virkede eller om det var depressionen som gik over af sigselv - placebo effekten var nogengange helt oppe på 40 %. :blink: Han kunne heller ikke forklare mig hvorfor man fik den der ubalance i hjernen. Men han fortalte at nogen var født med en slags gen-fejl - andre fik depressioner pga hændelser i livet - stress, kriser osv. Og eftersom jeg er adopteret og eftersom jeg har haft depressioner før og eftersom jeg har oplevet mange "kriser" i mit liv - så er det ikke til at vide om det er det ene eller det andet eller en kombination i mit tilfælde.

Jeg er mere opmærksom på min kost nu - eftersom jeg har - ikke meget men en smule - mere overskud. Jeg lever ikke af pizza, burger og fritter som mange måske ville tro - men forsøger at få så meget grønt ned som muligt - så det bliver altid til noget med salat - ekstra salat - ekstra af alt det gode - og så vælger jeg det fedtfattige. Jeg undgår sukker. Ville også gerne undgå det hvide brød - men det kniber :wink:

Derudover hælder jeg en masse kosttilskud i mig. Har googlet "kost og depression" på nettet - og fundet nogle gode sider med nogle gode råd - så det prøver jeg.

Mit største problem med mad er nok at jeg ikke rigtig gider den. Jeg får morgenmad og enelleranden mellemting mellem frokost og aftensmad - thats it. Har ikke lyst til noget, gider ikke lave noget osv. Men min vægt er stabil - jeg har ikke tabt et gram så jeg sulter da ikke :wink:

Desværre hænger det hele jo sammen. Får man ikke den næring man har brug for - så får man heller ikke overskudet - så det går lidt i ring - men jeg prøver da - og er opmærksom på det - men jeg lever da heldigvis ikke af pizza og småkager :wink:

Og jeg ringer heller ikke efter maden - næ - jeg går skam på gaden og henter den selv - så jeg får også listet lidt frisk luft og en gå-tur ind - selvom det måske lyder "tamt" for andre. Men det er altså en stor ting for mig - og så er jeg jo også nødt til at gå i bad og få tøj på :wink:

Jeg prøver også at komme ud og være sammen med andre mennesker. Jeg er begyndt at åbne op overfor andre omkring min situation - ikke for at få opmærksomhed eller noget - men for at fortælle at jeg altså ikke er sur fordi jeg virker stille eller trist eller bare ugidelig. Jeg gør også min omverden opmærksom på at selvom vi har en aftale - så vil jeg gerne ha lov til at aflyse hvis jeg bare ikke orker - uden at det skal tages som noget personligt. Heldigvis har jeg kun mødt forståelse - og det er nok den bedste hjælp man kan give mig pt.

Det er svært at få nogle til at forstå at jeg IKKE bare skal tage mig sammen. Jeg tror faktisk jeg har taget migselv sammen alt for meget og at det i bund og grund er derfor jeg er havnet hvor jeg er nu.

En af mine venner har fortalt mig at på en måde er jeg skide heldig - for jeg er der hvor alting ender og alting begynder - jeg er der hvor jeg ikke kan andet end sige nej til det jeg ikke har lyst til. Måske er det rigtigt - jeg kan ihvertfald ikke tvinge migselv til at gøre noget jeg ikke har lyst til.

Havde jeg et job, mand og børn, nogen som var afhængig af mig på den ene eller den anden måde - så ja - så havde jeg valgt medicinen. Men jeg har kun migselv - så jeg prøver lige 1 md mere uden.

Forhåbentlig er jeg så meget ovenpå i morgen at jeg kan få cyklet eller gået en lang tur - men i dag blev det til en opvask - og nu vil jeg ha en lur.

Jeg skal til en lille fest i aften - og det vil jeg gerne være frisk til - så det arbejder jeg på. Så får jeg også serveret noget aftensmad for en gangs skyld :tongue:

Wish me luck :smile:

Share this post


Link to post
Share on other sites

... og hey - er der andre som har det som mig - eller har haft det sådan eller kender nogen eller.... Så skriv glad. Lad os dele - lad os være her for hinanden og udveksle gode råd og erfaringer - vi er jo blot ganske normale mennesker som bare er - ja mennesker på godt og ondt :smile:

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hejsa

prøver også at komme ud og være sammen med andre mennesker. Jeg er begyndt at åbne op overfor andre omkring min situation - ikke for at få opmærksomhed eller noget - men for at fortælle at jeg altså ikke er sur fordi jeg virker stille eller trist eller bare ugidelig. Jeg gør også min omverden opmærksom på at selvom vi har en aftale - så vil jeg gerne ha lov til at aflyse hvis jeg bare ikke orker - uden at det skal tages som noget personligt. Heldigvis har jeg kun mødt forståelse - og det er nok den bedste hjælp man kan give mig pt.

Det er svært at få nogle til at forstå at jeg IKKE bare skal tage mig sammen. Jeg tror faktisk jeg har taget migselv sammen alt for meget og at det i bund og grund er derfor jeg er havnet hvor jeg er nu.

:4thumbup: det er et skridt på vejen.... Meget løsnende sig op for mig, da jeg endelig fik fortalt folk, hvad der skete i min verden, og hvorfor jeg perioder kunne alting og andre perioder ingenting!! Jeg frygtede, deres syn på mig ville ændres, men tværtimod tror jeg, at jeg vandt lidt respekt!

Overvej at komme i en gruppe, hvor andre har lignende problemer!! Det hjalp mig at snakke med ligesindede, der vidste, hvordan det føltes ikke at have nogen energi og alle de forvirrende/flyvske tanker... en forståelser, der var super...

Men go fest i aften, and go girl... you can do it!

Hygge, Jac

Share this post


Link to post
Share on other sites
Jeg ved godt at medicin ville hjælpe - måske. Men jeg har prøvet de såkaldte "lykkepiller" før - for 10-12 år siden. Efter at ha taget dem i 1½ år - og mens jeg stadig tog dem - så fik jeg en studentereksamen, min far døde, jeg fik at vide jeg var adopteret og jeg mistede mit job - alt dette på lidt under et år - og der knækkede filmen også - SELVOM jeg var på piller. Så derfor vil jeg helst undgå dem.

Som sagt så har jeg en aftale med min læge om at opnår jeg ikke nogen VÆSENTLIG forbedring i løbet af den næste md tid - så bør jeg overveje medicinen - og det vl jeg så gøre - til den tid.

Men pt - så vil jeg undvære den og prøve andre alternativer. Min læge vil jo også tilmelde mig et forsøg på Bispebjerg netop med motion mod depression - jeg venter dog stadig på at høre noget omkring dette. Desuden - så virker den slags medicin jo ikke her og nu. Det tager vist op til 6 uger eller mere - så etellerandet sted er det jo lige fedt pt.

Jeg har ikke taget på pga medicin, og det hænger nok sammen med at jeg træner, forhold til dem som også lider af depression bliver der hjemme og ikke dyrker motion. Det er rigtig at der gå lang tid før medicinen virker, første gang gik der ca.4 uger, den her gang gik der ca.8 uger. Men det er en god ide at gå til samtale hos en psykolog kombineret med medicin :wink:

For så få man talt om de ting man normalt ikke ville tale om med dem man kender, og at man få nogle redskaber man kan arbejde med, når man begynder at få det skidt eller inden man får det rigtig skidt :wink:

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg kan anbefale www.depnet.dk for informationer - læs ikke log bøger hvis man påvirkes af andres dårlige oplevelser for der er ingen grund til at samle på skidt humør men kan man holde det ud vil man kunne finde ligesindet.

Her er lidt fra siden som er aktuelt her måske?

Klinisk depression

Det er vigtigt, at man skelner mellem at være ked af det, at sørge og at have en depressiv sygdom. Alle har prøvet at være kede af det. Så virker tilværelsen trist og uoverkommelig, og fremtiden ser håbløs ud. Det er naturligt, at du bliver trist og sørgmodig, når du oplever modgang og tab som fx kærestesorg, arbejdsløshed eller dødsfald.

Men når du er "naturligt" trist, går du ikke helt i stå. Du kan deltage i aktiviteter, selv om "dit hjerte ikke helt er med". Og sker der noget godt, kan du stadig føle glæde.

At være naturligt trist er altså ikke en sygdom. Tristhed og dårligt humør går over. Selvom du har en stor sorg, vil den påvirke dig mindre med tiden. Men måske forsvinder sorgen alligevel aldrig helt. Du kan selv hjælpe til, og desuden vil omsorg fra familie og venner også hjælpe dig. For du har brug for at være sammen med andre og tale med andre om dine problemer for at få det bedre.

Sygdommen depression

Sygdommen depression – også kaldet klinisk depression – er en alvorlig sygdom, hvor den depressive følelse sætter sig fast og nærmest får sit eget liv. Hvis du har en depression, så har du ikke længere kontrol over dit humør og følelser. Når du er deprimeret over næsten alt, næsten hele tiden, næsten hver dag i flere uger eller måske måneder har du en depression. Den nedtrykte sindstilstand fortsætter dag efter dag og rammer alle områder:

• følelser

• tanker

• adfærd

• kroppens funktion

I de sværeste tilfælde kan en depression være livstruende, fordi man risikerer at gå helt i stå og miste appetit og ikke føle tørst. Man kan også have det så elendigt, at man overvejer selvmord.

Det er derfor vigtigt, at mennesker, der har en depression, kommer i behandling. Ved at hjælpe til det, kan du redde et andet menneskes liv. Og hvis du tror, at du selv lider af en depression, kan det faktisk redde dit liv at gå til lægen og få behandling.

Forskellige forløb

Man skelner mellem forskellige forløb af depression:

• Depressiv enkeltepisode

• Periodiske depressioner

• Kronisk depression

• Bipolar lidelse (manio-depressiv sygdom)

En depressiv enkeltepisode er en depression, som går over og i de fleste tilfælde ikke kommer igen.

Periodiske depressioner er tilbagevendende depressioner, hvor en depression kan komme igen efter en periode, hvor du har følt dig rask. I enkelte tilfælde kan den ene depression gå direkte over i den næste uden tydelige perioder, hvor du er rask.

I ganske få tilfælde kan en depression være så langvarig, at den bliver kronisk.

Ved bipolar lidelse veksler depression og mani. Man er oppe og nede mellem to yderpunkter, deraf navnet bipolar ("mellem to poler"). Almindelig depression kan på samme måde kaldes for unipolar, altså hvor der kun er tale om en "pol".

Sværhedsgrader

Man skelner imellem forskellige sværhedsgrader af en depression. Dem kan du læse om i det følgende. Du kan også læse mere om de forskellige symptomer ved depression her.

Lettere depression

En depression af lettere grad er trods navnet pinefuld at have. Symptomerne på en lettere depression er følgende:

• Du føler dig generelt trist og mangler energi til at klare de gøremål, du plejer at ordne. Du kan måske tage dig sammen, men ikke særlig længe ad gangen.

• De ting, der plejer at interessere dig, siger dig ikke så meget som før.

• Du er udpræget træt, og det hjælper ikke at sove ud. Du kan mistolke trætheden og tro, at du har fået en fysisk sygdom.

• Du kan have diffuse fysiske symptomer. Det betyder, at du kan have ondt "her og der", være svimmel, have trykken for brystet osv.

Hvis du igennem længere tid har fysiske symptomer, du ikke kan forklare, kan det være en let depression. Derfor bør du gå til din praktiserende læge.

Moderat depression

Symptomerne på en moderat depression ligner dem ved lettere depressioner, men symptomerne er værre og til stede næsten hele tiden. Du kan kun tage dig sammen i ganske kort tid af gangen. Du er trist, du mangler energi og du har ikke så meget interesse for dine omgivelser. Dine tanker kredser om lavt selvværd og skyldfølelser, selvom familie, venner og andre i din omverden har vanskeligt ved at forstå, hvorfor du føler skyld.

Desuden oplever du manglende glæde ved personer eller ting, der ellers normalt var kilde til glæde. Din interesse for din familie og dit arbejde er lille. Din koncentrationsevne er stærkt nedsat, og du kan ikke læse bøger længere eller følge med i aviser, TV og film.

Hverdagslivets små beslutninger kan føles uoverkommelige. Det kan være vanskeligt at beslutte sig for, hvad der skal købes ind til aftensmaden. Du har ikke lyst til at gå i byen eller få gæster og vil helst være i fred derhjemme.

Døgnvariation

Hvis du har en moderat depression, er det almindeligt, at du har døgnvariation af humøret. Det betyder, at du kan have det elendigt om morgenen og få det bedre hen ad aften.

Du sover ikke godt og føler dig ikke udhvilet. Du kan have nogenlunde let ved at falde i søvn, men du vågner efter få timers søvn og kan ikke sove videre. At ligge vågen i de tidlige morgentimer oplever mange som meget belastende. Her er du helt alene med dine triste tanker.

Nedsat appetit

Appetitten er som regel noget nedsat i forbindelse med en moderat depression. Det er ikke usædvanligt, at du taber 5-10% af din normale vægt.

Som regel mister du lysten til sex under en moderat depression. Du kan godt have behov for nærhed og berøring, men din manglende lyst til sex kan betyde, at du får endnu flere skyldfølelser.

Svær depression

Ved en svær depressioner har du de samme symptomer, som ved lettere og moderate depressioner. Men symptomerne er endnu kraftigere og mere tydelige, og det er ofte umuligt at tage dig sammen til noget som helst.

Hvis du har en svær depression, oplever du tristheden som "sort i sort" frem for "gråt i gråt" som ved en moderat depression. Nogle mennesker græder meget under en depression, mens andre slet ikke er i stand til at græde.

Øget risiko

Der er ingen enkle svar på årsagen til, at du bliver ramt af depression.

Vi ved, hvad der forårsager influenza. Vi kan identificere virusen. Men vi ved ikke præcis, hvad der forårsager depression. Vi ved dog, at depressionen opstår i et samspil mellem en arvelig sårbarhed, som er medfødt, og påvirkninger i opvæksten.

Arv

I nogle familier udvikler mange familiemedlemmer depression. Hvis din forældre, barn eller søskende har gentagne depressioner, er der desværre 20% risiko for, at du selv udvikler en eller flere depressioner.

Køn

Traditionelt har man ment, at dobbelt så mange kvinder udvikler depressioner som mænd. Men i de senere år har der været ideer fremme om, at lige så mange mænd i virkeligheden har depressioner som kvinder.

Depressioner viser sig blot anderledes hos mænd. Derfor opdager mange mænd måske ikke, at de lider af depression og går til lægen, ligesom lægen også lettere kan overse en mandlig depression. Det giver lave procenttal i undersøgelserne. Læs mere om symptomer ved depression hos mænd.

Alder

Du kan udvikle depression i alle aldre, men risikoen er let øget for kvinder mellem 40 og 50 år. Desuden stiger risikoen for at udvikle mere end én depression med alderen. Læs mere om depression hos ældre.

Social status

Forholdet mellem social status og depression er ikke sikkert afklaret. Men der synes at være en øget risiko for, at mennesker med lav social status udvikler depression.

Arbejdsløshed

Mennesker med depressioner er hyppigere arbejdsløse end andre. Men vi ved ikke, om det skyldes, at man bliver deprimeret, fordi man er arbejdsløs, eller om man bliver arbejdsløs, fordi man er deprimeret.

Psykiske traumer

Nogle mennesker, som har været udsat for psykiske belastninger eller traumer, reagerer ved at udvikle depression. Andre udvikler angst eller et alkoholmisbrug. Men nogle er så heldige, at de klarer sig uden psykiske men.

Din reaktion på et psykisk traume vil i høj grad afhænge af din arv og din personlighed. Men det er faktisk forbavsende få begivenheder, som vi kan sætte i forbindelse med udvikling af depression.

Dog ser det ud til, at mennesker, som har været udsat for seksuelt misbrug i barndommen, ser ud til at have en øget risiko for at udvikle depression. Hvis man udvikler en depression efter en større psykisk belastning, er der endvidere risiko for, at mindre psykiske belastninger senere kan udløse efterfølgende depressioner.

Dødsfald

Dødsfald hos nærtstående personer synes at øge risikoen for at udvikle depression.

Sygdom

Legemlig sygdom øger risikoen for at udvikle depression. Næsten alle former for sygdom kan lede til depression. Det gælder både lette sygdomme som influenza og alvorlige sygdomme som blodprop i hjertet eller kræft. Læs mere om depression i forbindelse med legemlig sygdom.

Stress og depression

Langvarig stress øger risikoen for at udvikle depression. Stress udløses ofte af situationer, hvor der kræves mere af en end man føler man kan leve op til. Mange uafsluttede eller uoverkommelige opgaver kan ofte udløse stress. Stress opleves som en tilstand med irritation, træthed, uoplagthed, utryghed og evt. søvnbesvær samt ofte en række fysiske symptomer som mavegener, hovedpine eller muskelspændinger. Hvis denne tilstand af stress står på gennem længere tid er der øget risiko for at udvikle en depression.

Selvmord

20% af de mennesker, som har tilbagevendende depressioner, ender med at tage deres eget liv. Hvis du har flere depressioner, råder vi dig til at huske, at en sygdom, som kan behandles, ikke må bestemme over dit liv på den måde.

Risikoen for at begå selvmord er 15-20 gange større blandt mennesker med tilbagevendende depressioner end blandt mennesker uden depressioner. Men du kan gøre meget for ikke at få tilbagevendende depressioner.

Halvdelen af alle selvmord bliver begået af mennesker, som lider af psykisk sygdom. Det er især depression, de lider af, og det er alt for mange. Ved at læse om depression – fx her på Depnet - fjerner du dig fra risikogruppen, fordi information om depression forbedrer din chance for at blive rask.Der er mange flere, der laver selvmordsforsøg, end der er mennesker, der dør ved selvmord. Generelt forsøger kvinder at begå selvmord 2-3 gange hyppigere end mænd. Men mænd begår fuldbyrdet selvmord 2-3 gange hyppigere end kvinder

Tidligt i forløbet

Der er størst risiko for selvmordsforsøg tidligt i sygdomsforløbet. Størstedelen af selvmord foretages under en af de første depressive episoder. Det er vigtigt, at du bliver undersøgt af din læge. Også selvom tanken om depression kun strejfer dig.

Medicinsk behandling

Hvis du lider af depression, er mængden af signalstoffer (neurotransmittere) nedsat i din hjerne. De vigtigste signalstoffer er

• serotonin

• noradrenalin

• dopamin

Når vi behandler depression med antidepressiv medicin, øges mængden af signalstoffer i hjernen, og det gør dit humør og stemningsleje normalt.

Gennem de sidste 40 år er der sket en rivende udvikling inden for medicinsk behandling af depression. Der er udviklet mange typer antidepressiv medicin, der alle er effektive. Hvis du bruger medicinen rigtigt, kan du næsten altid få det meget bedre i løbet af relativt kort tid.

Dobbelt depression

Hvis du har en langvarig depression af let til moderat sværhedsgrad, kan du risikere at få en forværring af tilstanden undervejs. En forværring af depressionen kan virke, som om du får en ny depression oven i den, du allerede har. I disse tilfælde kalder vi det for en dobbelt depression.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Nu kan jeg ik lade være med tage mine Ergoterapeut briller på,

Som du selv var inde på ligger der en masse små sejre i at klare de daglige aktiviteter/gøremål. Kunne måske være en god ide at se hvilke gøremål du har i løbet af en dag og så prioritere dem ud fra hvor stor betydning du tillægger dem :smile: (hvilket det også lyder til at du gør på en måde?).

:smile:

Share this post


Link to post
Share on other sites

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!

Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.

Sign In Now

Sign in to follow this