Hæmatokritværdien angiver hvor stor en procentdel af blodet, der er røde blodlegemer. Man finder hæmatokritværdien ved at udtage en lille smule blod som centrifugeres i tyndt glasrør. Normalværdier for mænd er 40-45 % og 38-43 % for kvinder. De røde blodlegemer indeholder hæmoglobin, som er det stof i blodet der binder og transporterer ilt. Derfor, jo højere koncentration af røde blodlegemer (og dermed hæmoglobin), desto mere ilt kan der transporteres rundt med blodbanen.
Højere hæmatokrit medfører at blodet bliver tykkere – viskositeten stiger. Hvis blodet bliver for tykt er der stor risiko for blodpropper. Udfra denne betragtning har man i visse idrætsgrene fastlagt en sikkerhedsgrænse. Hvis en atlet har en hæmatokritværdi der ligger over denne grænse, får han konkurrenceforbud i et vist tidsrum. I cykling f.eks. er denne grænse sat til 50%.

Hæmatokritværdien kan umiddelbart sænkes ved:
– akut mere væske i blodbanen, f.eks ved at drikke meget eller via et saltvandsdrop.

Eller øges ved:
– akut mindre væske i blodbanen, f.eks. pga. svedtab eller udsivning af væske fra blodet til musklerne i forbindelse med træning.

Hæmatokritværdien kan ikke øges med træning, tværtimod. Som regel ser man et let fald i koncentrationen af røde blodlegemer når man øger træningsmængden. Dette skyldes at træningen medfører en forøgelse af plasmamængden.

 

I visse idrætsgrene har man interessant nok set en forskydning i hæmatokritværdierne. Hvor fordelingen i normalbefolkningen ser ud som på den øverste figur, så ser den inden for visse drætsgrene ud som på den nederste figur.

Produktionen af røde blodlegemer stimuleres af hormonet erytropoeitin (EPO).

EPO som medicin fremstilles kunstigt og bruges fortrinsvis i behandlingen af nyrepatienter.

EPO sælges i dag almindeligt fra apoteker (på recept naturligvis). Salget er stigende hvilket hænger sammen med at køen af nyrepatienter der venter på en organdonation bliver længere og længere. Fra politisk side er det vedtaget, at salg af præparater der er opført på dopinglisten skal registreres. Dette er endnu ikke trådt i kraft.

Similar Posts

3 Comments

  1. Hvad sker der med Hæmatokritværdi en, hvis man fx ryger? Og er der nogle fysiologisk virkninger og helbredsmæssige konsekvenser af dopingmidlerne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *