5. Alder

Arbejdsfysiologi: Motorisk funktion, Muskelmasse, Satellitceller, Kontraktionsegenskaber, Neural aktivering, Tværsnits- og Longitudinelle studier, Koordination, Muskelfiberantal, Kontraktile egenskaber, Proteinsyntese, Aerob arbejdsevne, Alder og træning.

Med alderen bliver individets fysiske evner reduceret. Det gælder mange forskellige funktioner, som f.eks. kondition, muskelstyrke og koordination. Et vigtigt spørgsmål er, hvorvidt det er alderen per se, der forårsager forandringerne, eller om en ændret livsstil specielt med hensyn til fysisk aktivitet bidrager til forringelsen af de fysiske evner.

Motorisk funktion

Muskelmasse

Muskelmassen bliver mindre med alderen. Det beror dels på en reduktion af de enkelte muskelfibres areal, og dels på at deres antal formindskes kontinuerligt (Figur 48), ikke kun i den voksne alder men lige fra fødslen. Under opvæksten kompenseres der mere end rigeligt for tabet af fibre ved en kraftig tilvækst i fibrenes længde og tværsnit.

Figur 48. Skematisk illustrering af, at muskelstyrketræning påvirker fibrenes størrelse både i ung voksen alder, og når man bliver gammel. Det gælder både type 1 og type 2 fibre.

Hvorvidt reduktionen i antallet af fibre er en helt kontinuerlig proces i voksenalderen med et lige stort tab af fibre pr. år eller pr. decennium vides ikke, men det er muligt, at både fiberantal og -areal først falder lidt mere markant, når man har passeret 50-60 års alderen. Tilsammen betyder det, at reduktionen i muskelmasse ikke er så stor de første 30-40 år af voksenalderen, for derefter at accelerere, således at muskelmassen i 80-90 års alderen er cirka halvdelen af, hvad den var, da individet var ungt. Det gælder både for over- og underekstremitetsmuskler. Tabet af både fiberantal og -areal varierer meget fra individ til individ (Figur 49).

Figur 49. Muskelfiberstørrelse for type 1 og type 2 fibre (til venstre) og totalt antal fibre i vastus lateralis musklen i relation til alder. Resultater fra Lexell og medarbejdere.

Hos unge voksne observeres den bedste sammenhæng mellem en muskels tværsnit og middelmuskelfiberareal, men hos gamle er musklens størrelse bedst relateret til det antal muskelfibre, der er tilbage (Figur 50).

Figur 50. Betydningen af hhv. den neurale aktivering af musklen og muskeltværsnit er illustreret her for ældre kvinder. Både evnen til at aktivere den eksisterende muskelmasse (til venstre) og muskeltværsnittet (til højre) er tæt relateret til den maksimale kraft, der kan opnås, men specielt for ældre ser det ud til, at neural aktivering spiller en udtalt rolle. Resultater fra Zacho og medarbejdere.

Spørgsmålet er så, om bortfaldet af muskelfibre er en følge af, at hele ”motorenheder” forsvinder, eller om det skyldes en udtynding af fibre inden for hver enhed. Undersøgelser med en EMG-teknik angiver, at territoriet for og antallet af fibre i en motorisk enhed øges med alderen. Dette lyder paradoksalt. Det totale fiberantal i en muskel mindskes, samtidig med at fiberantallet, som et motorneuron innerverer, øges. Forklaringen er, at når motorneuroner i CNS og dermed den efferente kontrol af muskelfiberen bortfalder, så atrofierer en del af fibrene som følge af dette, men andre fibre re-innerveres af de resterende motoriske enheder i musklen.

Det forhold, at en motorisk enhed indeholder flere fibre kan være en bidragende faktor til, at præcision i koordination, og specielt finkoordination, aftager i høj alder. De forandringer, der sker i musklen med alder, er således i stor udstrækning en følge af forandringer i det centrale nervesystem, mens f.eks. bortfald af muskelceller, forårsaget af apoptose, er dårligt undersøgt.

Satellitceller

Muskelcellen er speciel i den henseende, at ud over alle kernerne inde i cellen, så findes der også et antal såkaldte satellitceller mellem plasma og basalmembran (Figur 51). De aktiveres, når modercellen skades, og bidrager i reparationsprocessen. I de senere år er det også blevet påvist, at mekanisk stimulering som ved styrketræning medfører, at satellitcellerne inkorporeres i modercellen og dermed forøger antallet af kerner i cellen.

Denne forøgelse af kerner i cytoplasma ved træning sker ikke på bekostning af antallet af satellitceller. I stedet forøges de også noget i en muskel, der undergår hypertrofi, som ved styrketræning. Ved mere kraftig hypertrofi af muskulaturen, som sker både når unge og gamle styrketræner, synes dette at være en del af tilpasningen. Det sandsynlige er, at ved den forøgede proteinomsætning, der er en følge af træningen, er der brug for mere genmateriale. Kernerne har et domæne i cytosolen, og det er af en begrænset størrelse. Satellitcellerne er udifferentierede og ikke programmerede til en bestemt fibertype. De undergår således differentiering, og i den proces udtrykkes embryonalt MHC regionalt. Hvorvidt MHC- 1-fibre eller 2a- og 2x-fibre bliver udtrykt bestemmes af lokale forhold i musklen, hvor den type nerve, der innerverer fiberen, spiller den største rolle.

Figur 51. Visualisering af satellitceller i human skeletmuskulatur. Billederne er stillet til rådighed af Thornell.

Ved aktivering af satellitceller f.eks. i en reparationsproces, er der mulighed for, at flere nye celler produceres end antallet af dem, der atrofierer og forsvinder. Dermed bliver der flere fibre i musklen (hyperplasi). Hvorvidt dette kan ske i menneskets muskulatur diskuteres ofte, men sikre bevis derpå er ikke fundet. Selvom det er en mulighed, og der i enkelte studier antydes en lille forøgelse, ændrer det ikke på, at i løbet af et menneskeliv falder det totale antal fibre i musklerne til cirka halvdelen af, hvad det var ved fødslen.

I muskelceller hos unge voksne udgør satellitcellerne cirka 4 % af det totale antal kerner, og de falder til mellem 1-2 % i muskler hos helt gamle mennesker. Satellitcellernes funktion bedømmes at være uændret i muskler hos aldrende mennesker. Det baseres på, at satellitcellernes kapacitet til at dele sig ikke reduceres markant i voksenalderen. En ung voksens satellitceller kan dele sig ~20 gange, og i muskler fra helt gamle ses en kapacitet til deling på 15-20 gange. Det bedømmes, at minimum 15 delinger er nødvendige for at reparere en celle. Et andet interessant fund er, at satelitcellernes telomerlængde er uændret op gennem årene. Skeletmuskulaturen er således et dynamisk væv, som opretholder en virkelig god reparationsevne op i en høj alder. Forekomsten af satellitceller bidrager hertil, og regelmæssig brug af muskulaturen understøtter denne evne.

Kontraktionsegenskaber

En muskels kontraktionshastighed er lavere i de ældres muskler, hvilket bidrager markant til en forringet muskelfunktion, fordi den er så betydningsfuld for musklens evne til at udvikle kraft hurtigt (power) (Tabel 12).

	Type 1		Type 2
	V Sl/s	ST N/mm	V Sl/s	ST N/mm
Unge utrænede	0,25	0,19	0,98	0,25
Ældre utrænede	0,18	0,18	0,83	0,18
Ældre udholdenhedstrænede	0,16	0,16	0,81	0,21

Tabel 12. Kontraktile egenskaber – maksimal hastighed (V) / specifik tension (ST). Sl/s = sarkomerlængder pr. sekund. N/mm2 = Newton pr. kvadratmillimeter

En langsommere muskel skulle kunne bero på, at musklens fibertypesammensætning ændres med et selektivt ”tab” af type 2-fibre. Dette ses i muskler fra rotter, men ikke i menneskets muskler. Det er rigtigt, at type 2-fibrene mindskes noget i areal, men det kompenseres der for, ved at der bliver lidt flere type 2x-fibre. Forklaringen på faldet i kontraktionshastighed skal således findes andetsteds. En forklaring kunne være, at den elektromekaniske kobling tager lidt længere tid. Vigtigere er det dog, at der sker forandringer i MHC-isoformernes kontraktionshastighed. I muskler fra personer, der er 80 år eller ældre, tiltager den relative andel af muskelfibre, som udtrykker mere end en MHC-isoform. Der forekommer koekspression af muskelfibre, der indeholder både type 1- og type 2a-MHC, ligesom type 2a og type 2x (Figur 2).

Faktisk kan fibre, der indeholder alle tre isoformer observeres. De såkaldte hybridfibre findes også i et lille antal i muskler fra unge, men efter 60-70-års-alderen tiltager forekomsten af disse, således at hybridfibrene er flest i antal. Selv om hybridfibrene i hvert fald i muskler hos unge har kontraktionsegenskaber i relation til den relative forekomst af MHC-isoformer i fiberen, så kan den ekstremt store forekomst af hybridfibre hos ældre være en faktor, der giver en langsommere muskel.

Det diskuteres også, om selve myosinmolekylet forandres, således at det er en anden isoform, der udtrykkes, end det MHC 1 og MHC 2, der ses i muskelfibre fra unges muskler. Et alternativ eller en samvirkende forklaring er, at der med alderen sker en glykosylering af musklens kontraktile proteiner, som kan forklare, at myosin-aktininteraktionen går langsommere, og at myosinhovedet bevæger sig langsommere i muskler fra gamle.

Den spænding, en fiber udvikler, er svær at vurdere nøjagtigt. Det kan teknisk måles på uddissekerede typebestemte fibre fra en muskelbiopsi, men der er stor unøjagtighed i vurderingen af hvor meget kontraktilt materiale, der findes i den fiber, der har produceret spændingen. Der råder derfor usikkerhed om, hvorvidt specifik tension (spænding/ arealenhed) bibeholdes i en aldrende muskel. De mest troværdige målinger må tolkes derhen, at specifik tension med alderen falder med 10-25 %, hvilket er mest udtalt i type 2-fibre.

Sammenfatningen bliver dermed, at faldet i muskelstyrke og power, når man bliver gammel, beror på en reduktion i muskelmasse og i musklens kontraktionshastighed. Nedgangen i muskelkraft skyldes reduktionen af muskelmasse og specifik tension, og nedgangen i fibrenes kontraktionshastighed bidrager specielt til nedgangen i power.

Neural aktivering

De metoder, der normalt anvendes til at vurdere om alle motoriske enheder i en muskel aktiveres samtidigt ved en voluntær maksimal kontraktion, består i at stimulere musklen elektrisk ved maksimal voluntær kontraktion. Hvis en yderligere kraft derved opnås, er årsagen, at den neurale aktivering ikke har været optimal. Ved at udføre testen på hvilende muskler samt på forskellige % af MVC, kan den manglende voluntære aktivering kvantificeres.

Unge mennesker er ret gode til at aktivere alle deres muskler voluntært. Hos ældre (70-årige) mænd og kvinder observeredes det, at graden af voluntær aktivering varierer markant (Figur 50). Den var i gennemsnit reduceret med mindst 20 % for kvinder, mens reduktionen var noget mindre for mændenes vedkommende. I et andet studium af ældre kvinder og mænd var der kun en tendens til difference mellem unge og ældre. Der er blandt ældre således formentlig stor forskel på, i hvilken udstrækning den neurale aktivitet er reduceret. Hertil bidrager, at selv småskader og smerte samt små ødemer eller væske i et led inhiberer den voluntære aktivering af motorneuroner på spinalt niveau.

Sammenfatningen bliver dermed, at faldet i muskelstyrke og power, når man bliver gammel, beror på en reduktion i muskelmasse og i musklens kontraktionshastighed. Nedgangen i muskelkraft skyldes reduktionen af muskelmasse og specifik tension, og nedgangen i fibrenes kontraktionshastighed bidrager specielt til nedgangen i power. Den neurale aktivering er mere variabel hos de ældre, men sjældent maksimal. Det medfører, at den muskulære kapacitet, som faktisk findes, ikke altid kan udnyttes.

Træning

Tværsnitsstudier

Der er konsensus om, at træning har en effekt på muskelfunktion. Muskelstyrken kan forbedres i alle aldre. Et betydeligt antal tværsnits- og longitudinelle studier af 70-90-årige mænd og kvinder bekræfter dette. En sammenligning af 70-årige mænd med unge utrænede viste, at de ældre havde en muskelstyrke, der var 60 % af de unges. Mænd, der havde styrketrænet op igennem årene, havde bevaret deres muskelkraft. I et andet studie trænede 70-årige mænd med høj belastning (70-80 % 1RM) (Figur 52). Deres statiske styrke forøgedes med ~15 % over 3 måneder og deres dynamiske styrke væsentligt mere.

Figur 52. Lårmuskulaturens styrke i tværsnitsmateriale fra unge og 70-årige mænd. I den ældre gruppe indgik ikke-specielt trænede (kontrol), to grupper konditionstrænede (svømmere, motionsløbere) samt styrketrænede mænd.

Tilsvarende blev fundet, da 90-årige mænd og kvinder blev trænet (Figur 53). Dette studie blev udvidet med et større antal forsøgspersoner for at vurdere, hvilken betydning bedre kost eller bedre omsorg og opmærksomhed havde på muskelstyrke. Resultaterne var entydige og viste, at det var styrketræningen, der gav effekten.

Figur 53. Resultater fra Fiatrone og medarbejderes studium i Boston, hvor 90 år gamle mænd og kvinder trænede lårmuskulaturen.

Lignende studier er udført i Danmark af Kryger (ph.d.-afhandling) og medarbejdere og Beyer (ph.d.-afhandling) og medarbejdere på kvinder i 70-90 års alderen. Resultaterne er samstemmende. Ældre og unge af begge køn forøger både deres statiske og deres dynamiske muskelkraft, når de gennemfører et styrketræningsprogram. Den ovenfor nævnte træning varierede noget, men fælles for den var, at den var med en høj belastning i korte, intensive serier, samt tidsmæssigt af kort varighed og gentaget på ~3 af ugens dage.

Betydningen af intensitet i træningen, for at den skal have en god effekt, understøttes af resultater fra studier på personer, der har udholdenhedstrænet helt op til 70-100 års alderen (Tabel 13). Deres funktion, hvad angår styrke og kontraktionshastighed, er ikke bedre end deres utrænede jævnaldrendes. Derimod viste undersøgelser af et lille antal personer, der havde trænet intenst med hurtige kontraktioner, at både deres kraft og hastighed var vedligeholdt væsentligt bedre (Tabel 13).

	Styrke (N)	Tid til ”peak” tension (ms)	1/2 relaxationstid (ms)
Veltrænede
Udholdenhed 81-100 år	58	91	108
Sprint/styrke 70-80 år	81	83	79
Kontrolpersoner
Aldersmatchede	49	88	101
Unge	90	81	76

Tabel 13. Sammenligning af styrke i knæekstensorerne, tid til maksimal (peak) spændingsudvikling og tiden til ”1/2 relaxationtid” hos styrke- og udholdenhedstrænede ældre samt aldersmatchede og unge kontrolpersoner

Longitudinelle studier

Der findes også flere longitudinelle studier, hvor forsøgspersonerne har trænet i et år eller endnu længere. Et sådan studium blev udført i Canada, hvor i alt 119 kvinder og mænd i alderen fra 65- 80 år blev randomiserede til at styrketræne eller fungere som kontrolpersoner i 42 uger. Træningen omfattede alle kroppens muskelgrupper i et cirkeltræningsprogram, som bestod af en serie, hvor de forskellige muskelgrupper blev trænet initialt med en 50 % 1RM, hvorefter den gradvist blev forøget til 80 % 1RM. I begyndelsen gennemførtes to træningsserier med 2 minutters pause imellem, og dette blev senere forøget til 3 serier. Belastningen blev justeret hver 6. uge, hvor 1RM blev målt. Ingen af forsøgspersonerne forlod studiet på grund af skader eller problemer med træningen.

Uanset køn og alder forbedrede forsøgspersonerne i træningsgruppen ikke blot deres muskelstyrke, men også deres evne til at gå længere ved en given hastighed. Forbedringen var størst de første 6 uger, men en fortsat gradvis forøgelse blev observeret igennem hele træningsforløbet og var efter 42 uger i gennemsnit forbedret mellem 20 % og 65 % i de forskellige styrketester (Tabel 14).

Undersøgelsen fortsatte efter cirka 10 ugers pause (uden træning) med 113 forsøgspersoner, der ville fortsætte med yderligere 42 ugers træning. Den 10 uger lange pause medførte et tab på 5-40 % af den tidligere opnåede forbedring. Den fortsatte træning gav en yderligere forbedring med en forøgelse efter den anden 42 ugers periode på mellem 32 % og 90 % sammenlignet med den initiale kapacitet cirka 2 år tidligere. I kontrolgruppen kunne der kun observeres små og ikke-signifikante ændringer.

	Dynamisk styrke1 T % / K %	Gangtest2 T % / K %
Træning 42 uger	63 / 0	17,8 / 1,1
Pause 10 uger	– 10 / 0	– 4 / – 2
Træning 42 uger	61 / 0	29,2 / 0

1) Middelværdi for fire muskelgrupper målt som 1RM.
2) Til udmattelse (~6-10 min).
Tabel 14. 74 kvinder og mænd i alderen 60-80 år trænede i 42 uger, holdt 10 ugers pause og trænede derefter igen i 42 uger (træning: 2 gange pr. uge, cirkeltræning i 45 minutter med alle store muskelgrupper på 50-80 % 1RM). I tabellen sammenlignes forsøgspersonerne (T) med alders- og kønsmatchede kontrolpersoner (K). Resultaterne udtrykkes som forandring mellem 0-42 uger, 42-52 uger og 52-94 uger i %. For yderligere detaljer, se teksten.

Et lignende studium er udført på skandinaver i samme aldersgruppe med en endnu mere markant forbedring af arm- og benstyrke til følge, formentlig relateret til en lidt højere belastning (85 % 1RM) og 3 træningsserier 3 gange om ugen. Et vigtigt indslag i dette studie var, at halvdelen af gruppen stoppede helt med træning i 27 uger, hvorimod resten fortsatte træningen 1 gang pr. uge. Ikke alene beholdt sidstnævnte gruppe deres muskelstyrke, men de forøgede den noget, hvorimod de, der slet ikke trænede, tenderede at miste noget af den forbedring, de havde opnået. Da de genoptog træningen 3 gange om ugen, forbedredes deres styrke igen, og det gjaldt både for dynamisk arm- og benstyrke i en størrelsesordenen op imod 100 %.

Et andet element i dette studium var udtagelse af muskelbiopsier, der kunne vise, at armfleksor-muskulaturens type 1- og type 2-fibre blev forøget med lidt over 10 % i areal, men uden sammenhæng med ændringerne i styrke. Middelværdien for knæekstensormusklerne var uændret. Derimod var der en nær relation mellem forøgelsen i type 2-fibrenes størrelse og knæekstensorernes. Resultaterne er de samme i andre studier, hvor muskelfibertværsnit bestemmes før og efter træning.

Der er også samstemmighed mellem et forøget muskelfiberareal og hele musklens tværsnitsareal målt med MRI, CT-scanner eller ultralyd, selvom muskler hos ældre normalt indeholder mere bindevæv og fedt. I de allerfleste undersøgelser observeres der helt op til 90 års alderen et fiberareal der er forøget med 5 % og nogle gange med helt op til 10-20 %. Endvidere ses i disse studier en tæt relation til forøgelse af styrke, hvis den måles statisk. Derimod er relationen til dynamisk styrke ikke altid åbenbar, fordi den neurale aktivering har en så stor betydning.

Koordination

Et andet spørgsmål, der heller ikke kan gives noget sikkert svar på, er, om kontrol af bevægelser bevares bedre, hvis de ”trænes” regelmæssigt. Empiri taler for dette, specielt med hensyn til finkoordination. Musikere, der øver sig i timevis hver dag, bevarer perfekt kontrol op gennem årene. Mange eksempler kan gives på brillians op i 80-90 års alderen. Hvorvidt der er en kobling til et mindre tab af fibre og/eller en mindre forøgelse af antallet af fibre i de motoriske enheder, vides ikke. Ej heller om fibrenes indhold af myosin-isoformer eventuelt bevares mere intakt. Derimod er det vist, at med systematisk brug af muskulaturen reduceres antallet af hybridfibre markant, formentlig fordi der med regelmæssig aktivering følger en mere distinkt regulering af MHC-isoform-genekspressionen.

Muskelfiberantal

Et vigtigt ubesvaret spørgsmål er, om det kontinuerlige tab af muskelfibre med stigende alder kan retarderes med regelmæssig brug af muskulaturen. Rotter, der styrketræner deres bagben, til de er 2-21/2 år gamle, har 28 % flere fibre i bagbensmusklerne end rotter i en kontrolgruppe. Nogle sikre data på mennesker findes ikke, og beregninger baseret på muskeltværsnit og muskelfiberareal er alt for upålidelige.

Det skal bemærkes, at i den aldrende muskel sker der en kontinuerlig re-innervering af muskelfibre, som har mistet deres motoriske nerve. Re-innerveringen er kvantitativt vigtig og omfatter mindst 40.000 fibre eller måske endnu flere i muskler som vastus lateralis og biceps brachii. Dette antal modsvarer cirka 20 % af de fibre, der findes i musklen hos meget gamle mennesker. Det forhold, at fibertypefordelingen stort set opretholdes gennem årene, samtidig med at re-innerveringen er omfattende, taler for, at den re-innerverede fiber tiltrækker en motorisk nerve, som svarer til fiberens kontraktile proteinmønster. Der spekuleres nu i, hvorvidt den forøgede acetylkolinfølsomhed kunne være fiberspecifik, eller om det kunne være tilfældet for nogle af alle de molekyler, der gennemborer cellevæggen.
Resultaterne, hvad angår betydningen af at bruge musklerne for at opretholde og forbedre muskelfunktion, er således robuste. De angiver også, at en stor del af det tab af muskelkraft, som ses med alderen, ikke er forårsaget af alderen per se, men af en forandret livsstil med mindre fysisk aktivitet og færre kraftfulde muskelkontraktioner.

Kontraktile egenskaber

Studier på muskelfiberniveau angiver, at træning forøger fibrenes maksimale kontraktionshastighed, men ikke den spænding, der kan udvikles pr. arealenhed. Muligvis er effekten mere udtalt hos kvinder, hvilket er blevet forklaret med, at kvinder som ældre har en større nedgang i kontraktionshastighed end mænd, fordi de er mere fysisk inaktive. Det betyder, at efter træning er differencen mellem ældre kvinder og mænd udjævnet. Det vigtige med forbedring af kontraktionshastighed er, at det påvirker power så markant (Figur 54).

Figur 54. Sammenstilling af data fra træning af ældre kvinder, hvad angår muskelfibrenes kraft-/hastighedsrelation og power. Den fulde linje angiver ”før træning” og den stiplede linje ”efter træning”. Ved at kraften ved en vis given hastighed blev forbedret, opnåedes også en markant forbedring af effekten (power). Fibrenes specifikke tension ændredes ikke.

At vedligeholde styrke op gennem årene betyder en bedre funktion i dagligdagen med mulighed for at udføre god motion og få en bedre balance. Sidstnævnte reducerer risikoen for fald.

Proteinsyntese

Enhver form for træning påvirker proteinomsætningen og resulterer normalt i, at syntesehastigheden forøges mere end degraderingen, hvoraf følger en nettoproteinforøgelse. Denne ses ikke kun som en effekt af træning, idet en lille indtagelse af pro- tein også markant kan forøge proteinindlagringen. Under selve træningen overstiger proteindegrationen proteinsyntesen. Undersøgelser er bl.a. udført med flergrenede aminosyrer for at forsøge at reducere den negative proteinbalance under træning, men med varierende resultater. Derimod viser et antal studier, at en proteinindtagelse umiddelbart efter træning kan være betydningsfuld. Proteinomsætningen bliver forøget (Figur 55).

Figur 55. Skematisk er illustreret effekten af træning og efterfølgende restitution for proteinsyntesen i skeletmuskulaturen. Det er i restitutionsfasen, at proteinsyntesen overstiger -degraderingen, og en netto-proteinindlagring forekommer.

I en gruppe 70-årige mænd, der spiste lidt protein umiddelbart efter træning, blev resultatet en hypertrofi på ~10 %, hvilket ikke blev observeret, hvis proteinindtagelsen skete 2 timer eller mere efter træningen. Essentielle aminosyrer bør indgå i det anvendte protein. Mængden behøver ikke at være stor. Som minimum er angivet 6 g og i studierne af de 70-årige mænd anvendtes 10 g. Det er også blevet diskuteret, hvorvidt frie aminosyrer, proteinhydrolysat eller et helt protein er mest velegnet. Der er ikke noget, der taler for, at indtagelse af specifikke aminosyrer skulle have en fordel, og det gælder også for proteinhydrolysat, selvom hydrolysatet har en større og hurtigere effekt på blodkoncentrationen af aminosyrer og hormoner med en anabol effekt.
Konklusionen bliver, at al forbedring af muskelstyrke hos ældre er betydningsfuld, fordi mange oplever en reduktion af den, der medfører at de kommer nær eller under den grænse, hvor det får store konsekvenser for deres dagligdag. Enkelte momenter kan, specielt hvis de kræver hurtighed, begrænses af muskulaturens evne, hvilket er illustreret i to figurer (Figur 56 og Figur 57).

Figur 56. Et forsøg på at illustrere, hvordan styrken falder med stigende alder både for utrænede og styrketrænede, om end på forskellige styrkeniveauer. Hvis en sygdom eller et ulykkestilfælde indtræffer, kan det for den utrænede let indebære, at muskelkraften går ned under det kritiske niveau, som er absolut nødvendigt for at kunne klare de enkleste funktioner i dagligdagen.

Figur 57. Skematisk er illustreret, hvorfor en relativt lille forøgelse i muskelkraft hos en ældre person får stor betydning for funktionen. Bemærk, at på x-aksen er de unge til venstre og de gamle til højre.

De essentielle krav til en effektiv muskeltræning er således: 1) kraftfulde kontraktioner; ”tæt på maksimale”, 2) ”eksplosiv” komponent, 3) de ”helt store” muskelgrupper, 4) få gentagelser; 3(-10) gange, 5-10 minutter pr. gang og 5) 2-3 gange om ugen.

Aerob arbejdsevne

Alder og træning

På samme måde som muskelfunktionen er den aerobe arbejdsevne vigtig i dagligdagen. Et godt aerobt fysisk aktivitetsniveau efter 60 års alderen har også betydning for forekomst og ”debut” af kronisk sygdom og død. Reduktionen i relativ risiko er af samme størrelsesorden som i yngre generationer. Der er ovenfor redegjort for, at den maksimale iltoptagelse falder med stigende alder og er cirka 50 % af unges værdi i 70-80 års alderen (Figur 13). Ligesom for muskelstyrke er denne nedgang ikke en obligat funktion af alder per se, men også en følge af mindre fysisk aktivitet og træning.

Den relative rolle, som hhv. alder og fysisk inaktivitet spiller, kan vurderes fra et studium, hvor unge raske mænd blev undersøgt i en alder af 20 år, og igen da de blev 50 (Figur 58). I første del af studiet, da de var 20 år, blev effekten af 3 ugers total fysisk inaktivitet vurderet. Den aerobe arbejdsevne blev reduceret med 25-30 %. Det var præcis lige så meget, som den maksimale iltoptagelse blev reduceret med, fra de var 20, til de var 50 år. Efter 5 måneders let til moderat konditions- træning som 50-årige opnåede mændene en markant forbedret kondition, der nærmede sig den, de havde haft, da de var 20 år gamle.

Figur 58. Data fra et studium, hvor 20-årige raske mænd var inaktiverede ved sengeleje i 3 uger. Deres kondition blev reduceret med ca. 30 %. De 5 forsøgspersoner blev undersøgt igen, da de blev 50 år gamle, og den konditionsnedgang, der kunne noteres efter de mellemværende 30 år, var af samme størrelse (ca. 30 %). Da de derefter udførte 5 måneders moderat træning, nærmede deres konditionsniveau sig den værdi, de havde haft i 20 års alderen.

Fysisk inaktivitet er således en vigtig del af forklaringen på, hvorfor VO₂max falder med alderen. Dette bekræftes af, at personer, der har et fysisk aktivt liv/erhverv opretholder samme konditionsniveau op gennem årene, til de stopper med deres aktive liv. Motionsaktive bibeholder også deres konditionsniveau op i en høj alder. Der findes flere studier, hvor kvinder har deltaget i de undersøgte grupper. Uanset alder ses der ingen forskel mellem kvinder og mænd. Disse data kommer dels fra sammenligninger af studier i Sverige, som inkluderer kvinder i træningsgrupperne, og dels fra ovennævnte ”Family Heritage Study” (Figur 44).

Træningsstudier af ældre med lav kondition på grund af et fysisk inaktivt liv viser, at de kan forøge deres kondition på samme måde som unge, men mekanismerne, der ligger til grund herfor, er delvis forskellige. Hos de unge forøges hjertets størrelse, og slagvolumen bliver større med en tilsvarende stigning i maksimal minutvolumen og ilttransport. Forbedringen hos ældre synes i højere grad at skyldes, at mere af den tilførte ilt ekstraheres, dvs. den maksimale a-v-difference forøges. Ved en given maksimal minutvolumen medfører det en højere maksimal iltoptagelse, da lidt mindre blod dirigeres til den arbejdende ekstremitet. En noget forlænget MTT i de ældres kontraherende muskler kan være forklaringen på den større a-v difference for O₂.

Det er ganske vist sådan, at den aerobe fitness ændres langsommere end den metaboliske fitness, når den fysiske aktivitet forøges eller formindskes, men det er i et tidsperspektiv på 1 måned. Over en periode på nogle måneder reduceres VO₂max til et niveau i relation til den fysiske aktivitet (Tabel 8). Den aerobe træning skal derfor udføres regelmæssigt.