Satchmo

Det er langtfra noget nyt at danske sportskvinder smider kludene, med det formål, at promovere sig selv og deres sportsgren. Camilla Martin har gjort det, Tina Lund har gjort det, og nu lufter bordtennisspilleren Mie Skov, tanken om, at posere nøgen foran kameraet til glæde for storsavlende og halvliderlige mænd. (eller kvinder hvad enten man er homo- eller heteroseksuel)

Samtidig oplever vi en stor stigning i salg af billetter til motionsløb rundt om i landet, især Maraton som jo nærmest er blevet et folkeeje. Det paradoksale er, at vi tilsyneladende er ligeglade med løb på eliteplan, vi følger simpelthen ikke med. Hvor mange danskere kan nikke genkendende til navne som Anna Holm Jørgensen, Sara Slott Petersen og Maria Sig Møller? Alle tre billedskønne nordiske gudinder, som kan få baywatchbabes til at ligne Tina Turner i en kørestol. Samtidig er de topprofessionelle sportsfolk som ikke får den opmærksomhed de fortjener!!!

Det problem kan med stor sandsynlighed løses ved blot at vise lidt bar hud i kropspositioner der summer af erotik. Det bedste eksempel på, at denne metode er effektiv er førnævnte Tina Lund, selvom hun på ingen måde kan hamle op med Anna, Sara og Maria.

Hvad er jeres mening?!

(Gitte Karlshøj er nok det eneste navn som den gennemsnitlige dansker kender, dog har jeg ikke taget hende med da jeg mener hun simpelthen er for gammel til den slags)

Jeg har løbet H.C. Andersen Marathon, det her er min endelige evaluering

Det er nu et halvt år siden jeg startede min maratontræning. Et halvt år hvor jeg har trænet efter et maratonprogram af Lars Bom/Thomas Nolan. Hmm. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte for der er sket rimelig mange ting undervejs, og der er en masse ting at fortælle. I den første måned af træningsprogrammet var jeg meget optimistisk, jeg kunne mærke det gik fremad og jeg var meget motiveret for at træne. De hårde intervalløb gav et boost og samtidig havde jeg ikke et fuldtidsjob så jeg kunne slappe af i hverdagen. Ca. 1,5 måned inde i træningsprogrammet blev jeg ansat i Post Danmark som cykelbud og jeg så det umiddelbart som en god måde at få supplerende motion til løbetræningen. Den første måned forløb fremragende, men så kunne jeg langsomt mærke at det blev sværere og sværere at tage mig sammen til at løbe de hårde ture når jeg kom hjem. Jeg havde en postrute der blandt andet bestod af 28 opgange med to etager, og jeg havde desværre overarbejde dagligt. Lige inden min sommerferie fik jeg så det første mentale knæk. Min krop føltes hele tiden træt og jeg havde meget svært ved at tage mig sammen til at komme ud og løbe. Det var også første gang jeg blev nødt til at ændre i det træningsprogram jeg ellers havde fulgt til punkt og prikke. Ærgerligt! Jeg holdte en uges pause, men stadig havde jeg postarbejdet som jeg jo blev nødt til udfylde. Jeg forsøgte så at komme igang igen og lykkedes da også. I selve industrisommerferien var der ikke så meget post at omdele, og jeg kunne tage hjem to timer før min sluttid næsten hver dag, hvad jeg havde hårdt brug for. Optimismen kom tilbage og jeg var klar til at give den en skalle med træningen igen. I slutningen af juli skete der så noget helt uventet. På vej hjem fra arbejde blev jeg kørt ned af en bil i en rundkørsel og slog det højre knæ og halebenet ret voldsomt. Jeg fik en “så-kan-det-fandeme-også-være-ligemeget” holdning og der gik to uger uden træning p.g.a skader. Efter de to uger kunne jeg ikke længere følge programmet for jeg var for langt bagude rent tidsmæssigt. Alligevel trænede jeg indenfor “kort, hårdt, ofte” principperne og nogenlunde lig det konkrete træningsprogram. Mine længste ture var 12-13 km en gang om ugen. Jeg trænede også i mit “maratontempo”, det vil sige, jeg havde løbet 10 km testløb på bane og kunne udfra en formel regne ud, hvor mit maratontempo ville ligge. Det blev til en del ture i 04:55-04:59. Midt i August blev jeg så ramt af endnu en overtræning, og jeg holdte igen en uges pause helt uden løb. Det var her hvor jeg for alvor tænkte “nu skal det bare overståes.”

Den 31. august løb jeg så et halvmaraton som ville angive hvilket maratontempo jeg helt præcist ville gå efter. Tiden blev 1:38:11 som jeg trods alt var rimelig tilfreds med. 2-3 dage efter kunne jeg til gengæld næsten ikke gå og det var nok, set i bakspejlet, et varsel om at træningen ikke var gået som forventet, og at jeg på sæt og vis, havde grebet det forkert an. Det var samtidig nu jeg skulle nedtrappe min træning, men jeg havde lige holdt en uges pause, og jeg følte mig noget usikker på hvordan de sidste uger skulle gribes an.

Jeg aftale med min chef at jeg kunne få fri den 17 - 22 september så jeg kunne få ro i dagene op til løbet. Det var en god beslutning for jeg var imidlertid blevet halvsløj af ren nervøsitet. Jeg tror det skyldtes sådan en nervøsitet, som en lille dreng har, når han render rastløst rundt i decemberdagene fordi han ikke kan vente med at åbne gaverne juleaften. I hvert fald betød det, at jeg 5 dage inden maratonløbet ikke kunne løbe mere end 3 km fordi det gjorde så ondt i maven. Min hvilepuls var 13 slag højere end normalt! Faktisk blev jeg så bekymret at jeg seriøst overvejede om det var en god idé at løbe det maraton, men omvendt vidste jeg også at jeg ville banke mig selv i hovedet for i det mindste ikke at have forsøgt.

Om fredagen kørte jeg ned til min mormor i Korup, og det var dagen hvor jeg havde mit allersidste løb inden maraton. Jeg var kun i gang i 10 min for jeg ville se om maveproblemerne stadig var der. Jeg skulle nok have løbet mere end 10 min for rigtigt at mærke hvordan min krop havde det, men overraskende nok gik det fint. Jeg tænkte at maratonet kunne enten gå meget godt eller meget skidt, men jeg havde egentlig en god fornemmelse på daværende tidspunkt. I mine fridage fik jeg også mulighed for at læse “mit løberliv” af Allan Zachariassen. Han taler ofte i bogen om at han hele tiden føler en ustandselig træthed i kroppen, og ikke rigtig oplever det berygtede “runner´s high” Det er ikke på nogen måde fordi jeg siger jeg er en Allan Zachariassen, men på det område kunne jeg se mig selv i det han taler om. En anden sjov ting er, at han i sin maratondebut, lå til verdensrekord efter de første 15 km men “fuldstændig” gik ned på sidste halvdel. I hvert fald nok til ikke at vinde løbet. Generelt har jeg stor respekt for den slags mennesker der har et potentiale for noget, og forstår at forvalte talentet. Han er forresten opvokset i Korup hvor min mormor bor, og jeg skulle da også lige prøve at løbe på de veje som han beskriver i bogen.

Endelig kom dagen jeg så længe havde ventet på. Selv var jeg ret anspændt, men stemningen var afslappet og hyggelig og vejret var udmærket. Jeg placerede mig godt nede i feltet, for jeg havde besluttet mig for at lægge ud i 04:59 og så se hvad der sker derfra. Arrangørerne talte ned fra 10 og jeg kunne mærke det gippede i mig da pistolen traditionelt blev skudt af. I starten snakkede og jokede de andre deltagere, imens jeg udelukkende fokuserede på at holde det eksakte tempo. Det lykkedes egentlig ganske udmærket og efter de første 5 km følte jeg mig ovenpå. Mavesmerterne var helt væk og jeg overhalede ligeså langsomt løber på løber. Efter 10 km var jeg stadig ovenpå og ved 13 km mærket så jeg min familie inde i byen som heppede på mig. De var næsten de eneste entutiastiske tilskuere, hold op hvor jeg synes opbakningen var ringe. Der var ikke særlig mange tilskuere langs ruten, og de der var mødt op, stod med hænderne i lommen. Come on! Når der er maraton skal der da være fest!

Udover at det lykkedes mig at holde tempo, fik sørgede jeg for at drikke ved næsten alle væskedepoter og jeg holdt mig igang mens jeg drak, jeg kunne mærke at min væskeindtagstræning havde gavnet mig. Efter km 21 opdagede jeg en af mine kollegaer stå og heppe og råbe mit navn, det blev jeg meget glad og overrasket over, for jeg anede intet om, at vedkommende ville dukke op. Samtidig havde jeg lige passeret km mærket med et tempo så præcist som 04:59, en sluttid der lå til 3,5 time! Det var til gengæld sidste gang jeg kunne nyde løbet, for ved 23 km kunne jeg mærke at mine ben ret pludseligt blev meget ømme og ved 25 km kom HAMMEREN. Jeg kunne bare ikke løbe mere, mine ben var fuldstændig ødelagt og jeg var nødsaget til at stoppe op hvad ellers er stærkt imod mine prinipper. Jeg forsøgte at bevare optimismen og tænkte at jeg lige kunne bruge 2 minutter på at massere lårene og så videre op på hesten igen, 2 minutter var da til at leve med! Men men men, efter de 2 minutter var der ikke mere at komme efter, det smertede så eventyrligt i mine ben, og med godt 12 km igen virkede det hele uoverskueligt. En teknik med at lukke øjnene halvt i, som jeg har læst i en bog af Terje Nordberg, havde slet ikke nogen effekt. Jeg skiftevis løb og gik og løb og gik men begge dele gjorde ondt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg fik igen den der “så-kan-det fandeme-også-være-ligemeget” holdning, ikke mindst fordi mange som jeg tidligere havde overhalet, lige pludselig var dem der overhalede mig. Av av av. Gamle damer og mænd og lettere fedladne løbere kunne jeg ikke længere følge med. Sikke dog en eksorbitant ydmygelse. De sidste 4-5 km føltes uendeligt lange og jeg tænkte kun på at få dette, rent ud sagt helvede, overstået. Jeg var ikke så fokuseret på tiden, for jeg var godt klar over at 3,5 time var uden for rækkevidde, det handlede kun om at komme i mål. Smerterne havde forplantet sig til overalt i mine ben og selv knæhaserne og lysken gjorde voldsomt ondt. Da jeg langt om længe kom ind på stadion og krydsede målstregen, var det med blandede følelser men med hel ny respekt for folk der løber maraton. Tiden blev 04:02:00 og selvom resultatet naturligvis måtte betragtes som skuffende var jeg egentlig bare glad for at gennemføre. Når man satser på et godt resultat er der meget stor risiko for at det går galt, og det kunne man jo roligt sige det gjorde i mit tilfælde. Jeg fandt lidt efter min familie oppe på tilskuerpladserne og svor på, med næsten tårer i øjnene, at dette var mit sidste maraton, jeg ville aldrig gøre det igen! Ca. en time efter haltede jeg pinefuldt i bad og fik blandt andet nogle begærlige blikke fra en ældre herre i omklædningsrummet, det var i grunden lidt småubehageligt.

Da min familie og jeg kom hjem og spiste aftensmad hos min mormor havde jeg fået det hele lidt på afstand. For nogle timer siden vidste jeg, at jeg havde løbet mit sidste maraton, og nu sad jeg og stirrede ned på min tallerken og tænkte “det her kan jeg fandeme gøre bedre.” Skulle dette nederlag virkelig få mig til at give helt op? Man er vel først en rigtig taber hvis man ikke kan tackle et nederlag, for trods alt havde jeg ikke regnet med at tabe så meget tid til sidst. Nu VILLE jeg prøve igen.

En uge efter mit maraton var jeg nødt til at tage smertestillende piller, to pamol og to iprem virkede ganske udmærket, og jeg kunne akkurat holde ud at være cykelpostbud, dog med lidt hjælp. Nu er der gået næsten en måned siden mit maraton og jeg er begyndt at løbe igen. Jeg har endnu ikke løbet nogle lange ture, ej heller intensivt. Til gengæld har jeg fået et nyt par løbesko, den nye asics nimbus 9. Samtidig er jeg begyndt at svømmetræne ca. tre gange om ugen og jeg er begyndt at styketræne igen. Jeg har planer om at flytte til Australien til næste år og blive livredder. Jeg har fundet en hjemmeside som uddanner livreddere i Australien og sørger for mad og et sted at bo under opholdet. Det er ikke sikkert det bliver til noget endnu, men det lyder spændende. Måske bliver jeg endda livredder i den lokale svømmehal, jeg har i hvert fald snakket med chefen om det, og det lader til at det kan lade sig gøre.

Nu sidder jeg så godt tilbagelænet i sofaen og kigger ud på efterårsregnen. Jeg kan mærke hvordan forløbet har påvirket mig, blandt andet må jeg indrømme at jeg er blevet mere selvoptaget. Det hele handler om en selv. Når jeg gik til fester drak jeg ingen alkohol på nær nogle få gange, det syntes de andre var rimelig kedeligt hvad det også var. Jeg burde ikke sidde til fester og sammenkomster og være ham maratonløberen der er på diæt, så bliver det lige lidt for seriøst. I øvrigt tror jeg heller ikke, som Allan Zachariassen også skriver i “mit løberliv”, at man skal blive fanatisk. Der skal være plads til sjov og livsglæde, især når man bare er en sølle motionist som mig. Når jeg tænker hele det sidste halve år igennem, hvor jeg skev mit første indlæg og til nu, kan jeg også se at der er nogle ting som jeg skulle have grebet anderledes an. Det vigtigste er nok, at jeg ikke løb længere end 15 km ad gangen, hvis man ser bort fra mit halvmaraton. Thomas Nolan anbefaler i DVD’en at man trods alt løber nogle enkelte længere ture for psykens skyld, selvom det ikke er en del af programmet. Det skulle jeg have gjort. Omvendt tror jeg også, at havde jeg udelukkende løbet efter principperne “langt, langsomt, længe”, helt uden intervaltræning, så havde jeg for det første kedet mig, og for det andet ville jeg ikke have været ligeså hurtig. Det at man kun løber langsomt og længe passer bare ikke til mig, det er simpelthen for kedeligt. Så hvad bliver min konklusion?

Når jeg i mit første indlæg skriver at jeg vil bevise at “kort, hårdt, ofte” metoden er den mest effektive træningsform på maratondistancen, så er det simpelthen for at få folk til at gide at læse så langt et indlæg, det er forsiden der skal sælge avisen. Jeg ved godt man ikke kan bevise noget som helst. Derimod er det fedt når der kommer en masse respons på det jeg skriver, og det lykkedes også denne gang. (Ligesom tidligere hvor jeg spurgte hvorfor kvindelige eliteløbere har små bryster, og der pludselige var en masse der havde kommentarer til det) For mig handlede det ligeså meget om at sætte mig et mål og gennemføre det. Som I kan læse mistede jeg en del motivation undervejs, men det at jeg havde meldt mig til løbet i så god tid og havde betalt for det, medvirkede til at jeg ikke stoppede med at træne. Med hensyn til skræddersyede træningsprogrammer så har jeg konkluderet at det nok ikke er min foretrukne træningsform. På den ene side er det godt at have et program, så man også løber på dage hvor man ellers villet have slappet af. På den anden side skal man huske at lytte til sin krop og de signaler den sender, det har jeg ikke været så god til.

Med hensyn til “kort, hårdt, ofte” kontra “langt, langsomt, længe” mener jeg helt klart man må skelne imellem motionister og eliten når man snakker træningsprincipper. De fleste eliteløbere træner to gange om dagen og har mange kilometer i benene inden de løber deres første maraton. Siden den 13-03-08 har jeg løbet 112 træningspas over 28 uger og 38,15 km i gns. om ugen og kan derfor, efter min egen mening, ikke sammenlignes med for eksempel 5000 meter rekordholderen Dennis Jensen. Sådan noget kan man diskutere ud i det uendelige, selvom jeg ved det er det brugerne læser for at diskutere.

Jeg er ikke løbeekspert men jeg ved, at jeg aldrig vil droppe den hårde intervaltræning. Jeg vil fortsætte med at træne hårdt og ofte, men når jeg næste gang vil løbe et maraton, vil jeg helt sikkert kombinere det med nogle længere ture. Det næste års tid vil jeg dog koncentrere mig om at blive hurtigere på 5 og 10 km og derfor vil min træning ændre sig lidt. Jeg vil også træne mig op til at kunne løbe hver dag uden at få overbelastningsskader vel at mærke. Lige i øjeblikket lægger jeg de fleste af mine træningspas om morgenen inden arbejde. Det er dels fordi jeg vil fortsætte med at eksperimentere. Når man løber om morgenen har man ikke fået mad i flere timer og løber derfor på lave glykogendepoter som følger “train low-compete high” princippet. Jeg ved ikke om det giver nogen fordel, men det skal da prøves af. Man har også mere overskud på arbejdet når man har løbet om morgenen føler jeg. Næste gang jeg løber et maraton bliver sandsynligvis i 2010 et eller andet sted i verden.

Jeg håber hermed jeg har inspireret andre til at lave lignende ærlige historier, at folk vil forberede sig til noget og fortælle om det bagefter. Det er vist også første gang at der har været et praktisk eksempel på en løber som har forsøgt at følge Bom/Nolan principperne så nøje. Hvis der skulle være nogle spørgsmål besvarer jeg dem gerne :-)

Personlige rekorder

5000 meter 20:32 (09-09-08)

10000 meter 44:13 (19-08-08)

Halvmaraton 01:38:11 (31-08-08)

Maraton 04:02:00 (21-09-08)

det er forresten primært crawl jeg svømmer men jeg har det samme problem i bryst med vejrtrækningen. Butterfly kan jeg slet ikke finde ud af, der synker jeg til bunden næsten. Trækker forresten luft ind til siden efter 2 svømmetag i crawl, så altid til samme side!!

Sæt derefter ansigtet i vandet og slap helt af i halsen så du "slipper" hovedet. slip derefter skuldrene så de slapper helt af. Fortsæt således med at få hele kroppen til at slappe af.

Så du mener jeg skal have hele kroppen under vandoverfladen og bare slappe helt af? jeg kan forstå at næsten alt i svømning handler om teknik i modsætning til langdistanceløb som jeg ved langt mere om. Deraf kan man sikkert også sige at jeg har brug for en træner som kan guide mig hvis jeg skal blive bedre til at svømme og hjælpe mig med teknikken. Indtil videre har jeg nemlig kun tænkt på at få pulsen op i min svømmetræning (som sagt er det ikke noget problem) og få svømmet nogle baner.

En af mine arbejdskollegaer, som har gennemført ironmans, har foreslået at jeg tager sådan en plade mellem benene og kun bruger armene til at svømme med. Jeg ved ikke hvilke fordele det skulle kunne give mig men det skal da prøves af.

Forresten snakker man om løbeøkonomi i løb. Gode løbere har altså en god løbeøkonomi som betyder at de ikke bruger særligt mange kræfter på at bevæge sit legeme fremad når man løber. Kan man ligeledes snakke om god svømmeøkonomi? Altså en god teknik i svømning som gør at man ikke behøver bruge mange kræfter til at svømme hurtigt?

Jeg er lige begyndt at svømmetræne for mig selv (altså uden træner) ca. tre gange om ugen. Det gør jeg fordi jeg har en drøm om at blive professionel livredder i australien. I forvejen er jeg i ok form. Jeg er cykelpostbud til daglig og har i det sidste halve løbet 40 km om ugen i snit. For et par uger siden løb jeg mit første maraton. Nu til sagens kerne: på trods af min grundform bliver jeg simpelthen alt for forpustet, inden for meget kort tid når jeg svømmetræner. Det er slet ikke sådan at jeg syrer til i arme og ben men alligevel bliver jeg virkelig forpustet. Jeg trækker selvfølgelig vejret ind over vandet og puster ud under vandet og jeg kan ikke se hvad jeg gør forkert. Det føles på samme måde som når man holder vejret under vandet, jeg har hele tiden brug for luft. Er der nogen som kender til de samme problemer??? er det en begynderfejl??? kræver det bare tilvænning og hvor lang tid tager det om at blive en habil svømmer når man kan løbe en 5 km på 20:32 ???

jeg har haft præcis det samme to gange efter jeg havde været syg i en periode. Jeg havde influenza og var stadig lidt halvsløj da jeg startede op igen. Da smerten kom var jeg ikke igang med at løbe intensivt overhovedet. Overvejede at gå til læge men lod være. Jeg har ikke haft det siden...

jeg har seriøst brug for at vide hvordan man streamer kampen live på nettet, er desperat. Har hverken RTL eller Tv2Sport. Har prøvet på sputnik men der kan man heller ikke købe kampen. OG DEN BLIVER BOKSET I NAT!!!!

Dette indlæg er en hel historie om mine forberedelser til mit første maraton d. 21-9-08 i Odense. Det handler om, at jeg vil bevise at kort, hård og intensiv træning er den mest effektive træningsform til et maraton for en almindelig motionist. Håber I vil læse det!!!

Efter Lars Boms udgivelse af løbepakken ”LØB” (DVD + træningshæfte) har der været stor diskussion om hvorvidt træning med høj intensitet og korte ture er det bedste når man træner sig op til et maraton. Der er nogle som sværger til det, og andre som stadig er mere til den gamle skole med lange langsomme ture eller ”long slow distance” som man kalder det. Nogle skeptikere påstår at Lars Bom ikke har nok viden og erfaring med løb da han er skuespiller, han ved ikke hvad han taler om. Der må jeg gå ind og forsvare ham og sige at han har fået nogle af Danmarks mest kompetente folk til at hjælpe ham. Egentlig er det Thomas Nolan og Hans Søndergaard som er hjernerne bag de løbeprogrammer man kan finde i hæftet. Lars Bom har dog taget initiativet til løbepakken og hans navn kan så bruges kommercielt.

Da jeg fik set DVD’en og læst det medfølgende træningshæfte fik jeg blod på tanden med det samme. Jeg hørte om hans principper kort, hårdt, ofte og tænkte ”det er lige noget for mig” Jeg kan godt lide at løbe så stærkt som muligt og det må også godt gøre ondt ”no pain, no gain” sådan har jeg det.

Det er ikke lykkedes mig at finde nogen løbere som har benyttet sig af Lars Boms/Thomas Nolans programmer til at træne sig op til et maraton. Jeg synes en del herinde på sitet forsøger at skyde filosofien i sænk, og på baggrund af det og så meget andet, vil jeg bruge mig selv som eksempel på, at ”kort, hårdt, ofte” filosofien virker i praksis, også som maratontræning.

Siden August 2007 har jeg sammenlagt løbet i lidt under 5 måneder. Jeg lavede den klassiske begynderfejl med at lægge alt for hårdt ud hver gang, så undervejs har der været skader. Første gang i knæene, og anden gang troede jeg det var skinnebensbetændelse men det viste sig at være en overbelastning i min højre flade lægmuskel lige under knæhasen. Efter et besøg hos en yderst kompetent og engageret fysioterapeut d. 11/03-2008 har jeg fået en mere moden og professionel tilgang til min træning. For eksempel begyndte jeg at føre træningsdagbog d. 13/03-2008 og har siden kunnet følge min fremgang. Siden træningsdagbogens start har mit løb næsten hver gang bestået af ture i 10 km tempo eller ”tempoture” som man kalder det, og med en forøgelse på 10% i minuttal per uge. Nogle gange har jeg kunnet mærke ømhed i lægmusklerne som har tvunget mig ned i tempo. Jeg startede med 90 min i uge 11 og var oppe på 132 min i uge 15. Det var meningen at jeg skulle løbe 145 min i denne uge men er desværre blevet syg, det er jeg lidt nede over.

Den 21. september løber jeg H. C Andersens Maraton i Odense som allerførste maraton. Jeg er 20 år og har aldrig løbet over 10 km. Jeg vil bruge maratonprogram 2, altså det hårdeste og mest intensive. Det længste jeg skal løbe inden maraton bliver en halvmaraton som efter planen bliver Viborg City halvmaraton d. 24. August. Det bliver sidste testløb og det er samtidig der jeg regner ud, hvor mit maratontempo skal ligge. Lige i øjeblikket vil jeg gå så langt at sige, at jeg bliver meget skuffet hvis jeg, til H. C Andersen maraton, ikke kommer under 4 timer. Jeg går helt klart efter at komme under 3,5 time! Men mit endelige mål vil ændres undervejs, når jeg gradvist ser hvordan formen udvikles.

D. 16/03-2008 løb jeg 11,4 km/t i 30 min med 168 puls 86% af max som tempoløb eller 10 km tempo.

D. 7/4-2008 løb jeg 12,2 km/t i 33 min med 171 i puls 86% af max som tempoløb eller 10 km tempo.

Min maxpuls er altså faldet nogle slag efter jeg er kommet i bedre form og det er vist bevist (dog ikke for at gå ind i den diskussion) at maxpulsen vil falde jo bedre form man opnår, det står i hvert fald klart og tydeligt i træningshæftet ”LØB” (side 27 linje 17-20)

Men der kan ske så meget, hvis jeg bliver syg i en længere periode er det ikke nødvendigvis selvforskyldt, men en overbelastningsskade vil være en anden snak. Det er mit eget ansvar ikke at blive overbelastet. Hvis jeg mærker at en overbelastningsskade er på vej, vil jeg da lægge mine intensive ture som aquajogging. Jeg har eksperimenteret lidt med aquajogging den sidste måneds tid og det fungerer fint for mig. Alkohol, sukker og andre ting som på den ene eller anden måde vil forringe min form, vil jeg holde mig fra. Så meget er jeg villig til at ofre.

Det var oprindeligt meningen at jeg fra næste uge vil gå direkte ind i uge 5 i træningsprogrammet, altså der hvor intensiteten for alvor begynder. Der kommer man samlet op på 150 min hvor opvarmningen til intervaltræningen er skåret fra. Så ville jeg også være en enkelt uge foran, som jeg kunne være syg i. Men som førnævnt er jeg syg på nuværende tidspunkt og kun guderne må vide hvornår jeg bliver rask. Jeg har meget ondt i halsen, næsen er fuldstændig tilstoppet, føler mig afkræftet og hoster hele tiden. Jeg vil på ingen måde gamble med mit helbred og løbetræne når jeg er syg. Derfor venter jeg højst sandsynligt til uge 18 med at gå ind i træningsprogrammet, så har jeg desværre ikke en uge hvor jeg kan være syg, men det går nok. Det vigtigste er, at jeg får løbet mit halvmaraton (Viborg city halvmaraton d. 24-08-08) som sidste testløb, og at jeg kommer igennem hele programmet uden skader. I træningsprogrammet skal man også løbe tre 10 km løb undervejs og de har jeg tænkt mig at lægge her:

Fjordløbet 11-05-08 Ringkøbing

Bogenseløbet 14-06-08 Bogense

Carl Nielsen løbet 07-08-08 Årslev

Da jeg besluttede mig for at løbe de tre løb var det inden jeg blev syg, så løbene ligger en uge før de burde ifølge programmet, men det er nu heller ikke så vigtigt. Jeg vil også sige at man skal passe på med ikke at være fuldstændig slave af programmet for eksempel hvis man bliver småskadet.

Det var hvad jeg havde at skrive om mine tanker omkring forberedelserne til mit første maraton. Håber jeg har inspireret jer med min lille historie her. Efter den 21. september 2008 har jeg forhåbentligt et håndgribeligt bevis på, at kort intensiv træning for en almindelig motionist, er effektivt også på maratondistancen. Der er i hvert fald et meget stort ønske bag fra min side, og jeg håber at min familie og venner vil stå måbende ved målstregen og se, at jeg kommer i mål i en tid, de ikke troede var muligt. En af mine bekendte har løbet maraton 2 gange og mener en tid under 4 timer er urealistisk, og at 3,5 time er fuldstændig umuligt. Men vi får se! Muligvis skriver jeg undervejs hvordan min træning forløber hvis der skulle være nogen som er interesseret i det.

(Løber med Polar RS200sd pulsur)

Du skal ikke være bange for sodavand.

Det er fuldstændig harmløst.

Jeg indtager selv omkring ½ kg sukker om dagen fra alt muligt forskelligt.

(Det svarer til ca. 5 liter sodavand)

Og jeg rør ikke grøntsager hvis jeg kan blive fri.

Tilsyneladende har det ingen skade gjort.

Måske er syren ikke så god for tænderne, men du kan jo altid skylle efter med mælk.

Det farligste er nok at tro på rygterne om at sodavand er farligt og at grøntsager er sunde.

Der cirkulerer desværre en hel del misinformation på området.

Uheldigvis er der også uddannet sundhedspersonale der hopper på den og gir deres "viden" videre.

Så bare rolig, du kan trygt drikke videre.

Det er ikke ualmindeligt at der er nogle ting man bedre kan lide end andre.

det er da godt nok en katastrofe at skrive sådan et svar til en person som gerne vil have kvalificerede svar på sit spørgsmål. Vil du virkelig gå så langt, at kalde det farligt at tro på rygterne om at sodavand er farligt og at grøntsager er sunde? Jeg tror ikke jeg er den eneste som slår mig på lårene og griner. Men jeg er ikke så god til at forstå ironi, så hvis det var for sjov må du undskylde.

På grund af sodavands lave pH-værdi og høje indhold af sukker kritiserer mange ernæringseksperter og tandlæger vores stigende forbrug af sodavand, som er med til at ødelægge emaljen på tænderne og også betyder, at vi bliver federe og federe. Regeringen udtalte i maj 2005, at unge under 18 år maksimalt burde drikke en halv liter sodavand om ugen, da sodavand, ifølge Sundhedsministeriet, er meget usundt.

Coca Cola og Pepsi bliver også beskyldt for af Roland Griffiths fra Johns Hopkins universitetet i Baltimore med vilje at gøre deres kunder afhængige ved at tilsætte koffein til colaen. Han påstår, at der ikke er nogen smagsforskel, men at koffeinen gør folk afhængige. Sodavandsproducenterne holder dog stadig på, at der er en smagsforskel når man tilsætter koffein.

Light-sodavandene med kunstige sødemidler slipper heller ikke, og sødemidlet aspartam bliver beskyldt for at give hukommelsestab og fordøjelsesproblemer. Desuden får mange lavt blodsukker og bliver derfor sultne, hvilket betyder, at de spiser for meget. Visse sødemidler menes endvidere at være kræftfremkaldende, og nogen læger råder til at give børn sukker-sodavand frem for light-sodavand (selvom vand naturligvis er bedre end begge i de fleste tilfælde).

Jeg er p.t igang med at træne op til HC andersen marathon i september. Udover det, styrketræner jeg overkroppen 3 gange om ugen dvs. biceps, triceps, skulder, bryst, ryg, mave. Jeg har læst en artikel om at man forbrænder mere fedt ved først at styrketræne og derefter kredsløbstræne (som for mit vedkommende vil være at løbe) Mit spørgsmål lyder så om det er klogt i mit tilfælde at styrketræne inden jeg løber? Jeg har den teori, at når jeg har mit primære fokus på løbetræningen så skal jeg også lægge ud med det, netop fordi jeg ikke skal være halvt udmattet når jeg så begynder at løbe. Er det forkert? Har det ingen betydning for min løbepræstation om jeg starter med styrke eller løb? Jeg styrketræner rimelig intensivt, 3x12 RM på maskine. Grunden til at jeg ikke styrketræner benene er, at jeg ikke vil øge min volume da det vil forringe min præstation (løbeøkonomi).

I vil sikkert helt fraråde mit at styrketræne nu hvor jeg skal løbe marathon, men det har jeg nu engang besluttet mig for at gøre. Er af natur ikke særlig muskuløs. Vejer 69 kg og er 185 cm høj.

Er der nogen der ved hvor man kan komme til at se Hopkins vs. Calzaghe kampen? på hvilken kanal?

Dette er et indlæg som sikkert får mange (især kvinderne) til at rynke med øjenbrynene, men altså. Jeg kunne godt tænke mig at vide om der er nogen fysiologisk forklaring på, hvorfor kvindelige løbere har så små bryster? Ved selvfølgelig godt at man ikke bare kan skære det hele over i en kam, men når det er sagt, så oplever jeg da helt klart at størrelsen på kvindelige eliteløberes bryster er mindre end gennemsnittet. Både for den almindelige kvinde som ikke dyrker motion, men også sammenlignet med andre elitesportsudøvere. Mange vil sikkert sige at de kan være gemt inde under en sports BH, men jeg tror ikke det er forklaring nok. Så vidt jeg har forstået stopper kvinders menstruation når de kommer under en fedt % på under 10! Og der er vel mange eliteløbere som har under 10% i fedt?! Kan den lave fedt% og dermed den manglende menstruation hæmme udviklingen af det kvindelige kønshormon østrogen som har betydning for udviklingen af brysterne? (Jeg er forresten en dreng 19 år. Det kan angiveligt være årsagen til at jeg, i eksorbitant grad, finder dette emne spændende)

Idag fik jeg noget af en underlig og ubehagelig oplevelse i træningscentret. Jeg har trænet i ca 3 uger nu, denne gang sat jeg intensiteten lidt op ved alle øvelser, trænede hele overkroppen. Lige pludselig blev jeg ramt af en træthed og kvalme på samme tid, jeg blev nødt til at stoppe med træningen og gå hjem, så slemt var det. Jeg gabte og havde det samtidig meget dårligt i maven. Forstår det ikke for har trænet før i et halvt år uden de ubehagelige oplevelser. Spiste morgenmad som jeg plejer. Er der nogen som har oplevet det samme?

Heey

Min kærste er en god og stabil løber, hun har løbet 3 maraton, lige nu træner hun 5-6gange om ugen.

Hun løber efter Henrik Jørgensen løbeskole prg.nr 5.

Hun føler at det er lidt for mange gange pr. uge, hun har tunge ben og er uoplagt.

Hun vil gerne løbe 3 gange pr. uge.

Lige nu løber hun ca.5min pr.km, vil gerne ned på 4min pr.km.

Hvad skal hun gøre?

MVH

Henrik Schmidt

Lars Bom har lavet en løbepakke (løbehæfte+DVD) som bygger på intensitet i træning. "Kort, Hårdt, Ofte" er mottoet. Dette er en helt ny filosofi om løb som har udviklet sig de seneste 5 år. Den kan virkelig anbefales. Lars Bom er ikke "hjernen" bag denne træningspakke. Han har allieret sig med nogle af de mest kompetente folk indenfor branchen. Thomas Nolan, Hans Søndergaard blandt andet. Henrik Jørgensen er rekordholder på Maratondistancen i Danmark og ved en masse om løb men der er stor forskel på at træne som eliteløber og ambitiøs motionist!

Kære MOL'ere

Jeg har de sidste 2 uger Løbetrænet 5 dage om ugen man-fre... 15 min intensivt løb før styrketræning man, ons, fre og 30 min tirs, tors efterfulgt af 30 minutters powerwalk.

Men er det overhovedet sundt? Har før i tiden brugt motionscyklerne til at få pulsen op inden træning, og regner med at det selvfølgelig ikke er noget problem at cykle hver dag. Men er løbetræning anerledes? Løbetræning må vel belaste kroppen i noget højere grad en cykling, så er det bedste alternativ at have én hviledag mellem hver løbetræning?

/Pinden

Skal vel lige tilføjes at jeg er en 21-årig RUC-studerende, der har trænet on/off de sidste 2 år.

Løb er unik på den måde at man bærer sin egen krop når man løber, så der er en øvre grænse for hvad man kan tåle. Eliteløbere kan sagtens holde til at løbe langt over 100 km om ugen, mens motionister må nøjes med mindre. Man siger at man højest må forøge træningsmængden med 10% pr. uge og hvis du ikke får skader af den træning du har nu, skulle der ikke være grund til bekymring overhovedet. Det handler altid om at lytte til sin egen krop. Hvis du så mærker svær ømhed efter træning bør du nedsætte mængden med 25-50% de næste to uger + der SKAL gå to dage mellem træningspassene. Husk udstrækning :-)

Hey! jeg er lige begyndt i et fitnesscenter. Når man blander sin shake i mælk og proteinpulver og man så kommer til træning som tager 1,5 time, så når shaken at blive rimelig lunken.. Må man fryse mælk ned? og så bruge det som en slags isterninger? hvad gør I? der er nemlig ikke noget køleskab til rådighed derude...

uden at jeg har noget teoretisk viden om det, så har jeg det sådan at jeg kun kan få min puls helt op ved spinning.. får den heller ik helt op ved løb. så prøv en times spinning og se om det ka få din puls helt op at ringe.... har også læst et sted at det er bedst at bruge spinning (eller lign) til de helt høje pulstimer, da det er noget med at det ik belaster kroppen så meget, da man ik bærer sin egen vægt på sammen måde, men ved ik om det er rigtigt!

Hvorfor laver man så ikke en maxtest i et laboratorium på en cykel i stedet for løb?

I forbindelse med idræt havde mange fra min klasse samme problem. Vi blev enige om, at det sandsynligvis er pulsuret, der er noget i vejen med, det registerer ikke alle slag.

Derudover lyder 1½ min ikke af så meget, hvis du gerne vil ramme maks puls. Prøv at løb i 3 km, hvor du løber så i 5 km tempo, når du så rammer 3 km, sætter du tempoet på maks i 1½ min, så skulle du meget gerne ramme makspuls. Prøv at tæl den med to fingre på halsen, det har alle tage været den bedste måde.

Når jeg påbegynder min intervaltræning har jeg allerede opvarmet så min puls er i forvejen rimelig høj. Har også selv tænkt på om det kan være pulsuret der er noget i vejen med for jeg rammer altså helt sikkert en højere puls når jeg intervaltræner

Jeg er begyndt at løbe meget intensivt intervaltræning hvor jeg efter 2 min opvarmning løber i 1,5 minut for fuld udblæsning. Når jeg er færdig med det (4 x 1,5 minut med 1 minuts pause) kigger jeg på mit pulsur og ser at den "kun" er kommet op på 88 % af min maxpuls!!! hvordan kan det være? jeg er fuldstændig udmattet efter sådan nogle syreture og man skulle da mene at man får pulsen helt op på max eller lige under?! hvorfor kan jeg ikke få den så højt op? når jeg løber i 25 min all out kan jeg få den længere op end ved interval, selvom interval egentlig er meget mere udmattende.

Om tre måneder flytter jeg til Holstebro og vil derfor gerne have et sted at styrketræne. Hvor mange centre er der og hvad er anbefalelsesværdigt?

Virgil Genco

For et par dage siden oplevede jeg noget yderst besynderligt. En af mine venner styrketrænede med mig og vi fandt hurtigt ud af at jeg var overlegen stærkere end ham i alle muskelgrupper. Det mærkelige var, at efter vi havde styrketrænet og brugt lige mange kræfter lagde vi arm og denne gang slog han mig klart. Hvordan kan det være? Han kunne desuden også tage flere armbøjninger end mig selvom jeg var langt bedre i bænkpres og triceps da vi styrketrænede. Hvordan kan det være? Det’ er da mærkeligt

Jeg skal til at styrketræne igen efter en relativ lang pause. Sidste periode trænede jeg hele overkroppen hver anden dag. 1 øvelse for hver muskelgruppe á 3 sæt med 7-8 RM. Altså rimelig kompakt. Jeg har tænkt på at gøre nogenlunde det samme denne gang, men jeg har så hørt at det er en fordel at træne kroppen tungt i 3 uger ad gangen, og så skal de næste 3 uger være mindre tungt fx. 10-12 RM. Er det en god måde at gøre det på? hvordan træner I ?

Jeg overvejer at købe bogen "Løb" af Lars Bom. Er der nogen som har købt den og hvad synes I om den? eller kender I nogen som har den og synes den er god?

Vidste I at Gyldendals løbebog egentlig er forældet? I bogen lægger de meget vægt på "distance før hastighed" Det er jo i realiteten helt forkert. Filosofi inden for løb har udviklet sig markant de sidste 5 år og nu er det "hastighed før distance" man lægger vægt på. Man hører også virkelige historier om folk som aldrig har løbet mere end 7 km af gangen og så vinder et halvmarathon første gang de stiller op. Verdensmesteren i marathon (kan ikke lige huske hvad han hedder) løber aldrig mere end 7 km af gangen!!! Han gør det så bare 2 gange om dagen. Ved så ikke hvordan han når at restituere sig men den er god nok!!! (ikke et særlig overbevisende indlæg men den er god nok!)