Mr. Cannondale

Medlemmer
  • Posts

    78
  • Joined

  • Last visited

Posts posted by Mr. Cannondale

  1. PS: Din alder taget i betragtning er det faktisk lidt bekymrende, hvis du siger, at din form sagtens kunne klare et maraton, men at din krop ikke er "holdbar" nok. Det ville jeg da tage alvorligt, hvis jeg var dig. Du skal nok gå m-e-g-e-t langsomt til værks (og huske styrketræningen). Og hvis din krop alligevel "går i stykker" er det nok et vink med en vognstang om, at du satse på at løbe kortere (hvad der også kan være en udfordring) eller overveje cykling, svømning eller lignende, der ikke er så belastende for kroppen.

    /H

  2. Helt enig med Knud45. Du behøver ikke tonse 140 km om ugen vinteren igennem. Kortere ture kan også gøre det, og du behøver jo strengt taget ikke være helt klar før til april/maj. Peter Troldborgs side har mange gode træningsprogrammer baseret på korte ture i modsætning til tidligere, hvor man helst skulle løbe så langt som muligt.

    Du er jo selv inde på noget af det rigtige: Måske en enkelt langt tur om ugen plus en dag med nogle intense intervaller, lidt legspeed etc. Prøv eventuelt at løbe med på Spartas fællestræning om søndagen (nå ja, ups, nu fik jeg ikke lige set, hvor du bor henne, men de lægger deres programmer ud på nettet). Variation er en god ting.

    Principperne bag HIIT - højintetsitets intervaltræning - lyder interessante. Det er meget korte, men ekstremt intense intervaller - naturligvis med god opvarmning først. De kunne godt være vejen frem for dig, hvis du har hang til belastningsskader, skinnebensbetændelse og lignende. Prøv at google det på nettet. Jeg har tænkt mig at prøve det, når jeg kommer i lidt bedre løbeform.

    Endelig ville jeg mene, at det er en rigtig god ide at kombinere løbetræningen med noget styrketræning, jo, OGSÅ af benene. Igen: Er du sårbar over for skader, kan det være godt at styrke muskulaturen og træne lidt anderledes som afveksling fra løbeturene, som godt kan blive en meget ensformig form for træning.

    Tilbage er der vel kun at sige god fornøjelse. Det er en fantastisk fornemmelse at genemføre et maraton, og du har rigtig god tid til at forberede dig. Husk til sidst, at tålmodighed er en god ting :bigsmile:

    Henrik

  3. ... og et lille PS: Selv om man denne vinter har tænkt sig at tonse nok så mange spinningtimer i svedfyldte lokaler, så kan man alligevel få sig noget af en overraskelse, når man senere rykker ud på landevejen og regner med, at det bliver smal sag at omsætte indendørs indsatsen til gode ben i det fri. Der er meget stor forskel på de to træningsformer, og den "rigtige" landevejstræning er langt sejere og mere udmarvende end selv den bedste spinningtime. Det er naturligvis bedre end ingenting, men hvis du har tænkt dig at give den gas til nogle af forårets motionsløb på cykel, så skal du altså ud på landevejen hen over vinteren (når vejret er til det, naturligvis).

    Henrik

  4. Det kan være rigtig dyrt at begynde på landvejscykling fra bunden. Hvis du synes, at 1400 kroner er dyrt for et par løbesko, så bare vent, til du skal i gang med at købe gejlet udstyr til din landevejsracer. Så får friværdien ben at gå på :blink:

    Som nævnt i et tidligere indlæg synes jeg så afgjort, at man skal vente med at købe det dyre grej, til formen er der. Man kan ganske enkelt ikke udnytte det før, og det kan blive en dyr fornøjelse at skulle sælge det på DBA, hvis projektet ikke lykkes.

    Da jeg i 2005 skulle gå fra at løbetræne til at cykeltræne pga en skade, købte jeg rigtig meget ind fra det tyske marked. Det er kæmpestort og meget velassorteret. Jeg købte fx både racercykel og cykeltøj via www.ebay.de – der er udvalget mange gange større end på DBA, og næsten alle vil meget gerne sende til Danmark i stedet for til andre tyske byer. Jeg er endnu ike blevet snydt og har handlet rigtig meget der.

    De tyske online cykelbutikker er også supergode og kan ofte tilbyde sliddele som dæk og slanger til betydeligt lavere priser end herhjemme. Jeg har med stor fornøjelse brugt www.bike24.de og www.bike-discount.de - de er meget professionelle, sender tingene lynhurtigt og ligger som nævnt ofte på meget fordelagtige priser. Der er sikkert mange andre end de her nævnte - der er trods alt små 85 mio. tyskere mod 5 mio. danskere.

    Hvad angår butikkerne herhjemme, så kan man vist gøre nogle rigtig gode køb lige nu, hvor de sælger ud af 2009-modellerne. Men det er de fleste nok opmærksomme på.

    Dette var blot et ekstra pip herfra.

    Henrik

  5. Godt du er opmærksom på symptomerne, og at du nyder træningen. Jeg er nu heller ikke i tvivl om, at du ved, hvad du gør. Men derfor kan man godt løbe ind i nogle uhensigtsmæssige mønstre alligevel. Jeg løb engang konkurrencer i et par år, og det var først, da jeg efter et års tid fik en meget kompetent person på til at lægge personlige træningsprogrammer for mig, at jeg for alvor fik løftet tiderne. Hun så på min træningsindsats udefra og foreslog træningsformer og kombinationer, som jeg aldrig selv ville have fundet på. Det var guld værd at få nogle friske øjne på, der kunne gøre op med modproduktive vaner og introducere nye mønstre.

    Sjovt nok er jeg selv - her på tærsklen til 50'erne! - begyndt at løbe lidt igen. Måtte opgive det for små 5 år siden pga en ankel, der gav mig problemer. Det betød, at jeg måtte hoppe over på cyklen i stedet for, hvor man ikke vrider og belaster anklerne på samme måde. Egentlig havde jeg parkeret alle planer om at løbe igen, men en utrolig dygtig fys har knækket min ankel på plads igen, så jeg - meget, meget forsigtigt - kan løbe lidt igen, afvekslende med cykling. Så jeg kan følge dig 100 procent med hensyn til, hvor dejligt det kan være at finde løbeskoene frem. Løb har en næsten meditativ side, som landevejscykling ikke har (og som spinning slet ikke har).

    Take care.

    Henrik

  6. Det er godt nok en hæsblæsende logbog at følge med i fra sidelinjen. Med den træningsbelastning er det da ikke så mærkeligt, at den handler lige så meget om skader, sygdom og udbrændthed som om træningsindhold. Hold da op. Har du det stadig sjovt, når du træner?

    Jeg spørger, fordi jeg selv har været der fra tid til anden. Man kan blive så fokuseret på træningen, at kæden hopper helt af, hvis man en dag bliver forhindret i at nå sit træningspas. God træning er mere træning. Man får tunnelsyn og løber rundt som en mus i en trædemølle.

    Til sidst ramler man så ind i noget overtræning. Det har jeg prøvet både med cykling og løb. Immunforsvaret er i bund, hvilepulsen for høj, man er irritabel og oplever konstant faldende præstationer på trods af stadig øgede træningsmængder. Det er dybt frustrerende.

    Nu er jeg selv blevet så gammel, at jeg kun løber og cykler for sjov skyld og ikke har noget specifikt mål med det længere. Tidligere konkurrerede jeg, men i dag er jeg absolut kun motionist. Selvfølgelig er det stadig sjovt at at give den gas indimellem, men man skal også nyde det.

    Og det er vel pointen med mit indlæg: Hvis man begynder at køre i ring, skal man ændre kurs. Sorry, kunne ikke lade være. Håber du tager mit indlæg i den bedste mening, for sådan er det tænkt :smile:

    Henrik

  7. Jeg har ikke nogen særlig høj makspuls, men sidste efterår var jeg ude for præcis det samme, som du beskriver. Det var en landevejstur på raceren, hvor min puls røg helt unormalt højt op. Det skyldtes så almindelig træthed, måske lidt for meget træning og det faktum, at jeg var stået vildt tidligt op for at køre noget familie i lufthavnen. Med andre ord: Jeg skulle nok bare ikke have trænet den dag :-)

    Henrik

  8. Rygterne ude i byen siger at det kun er stellet der er tilbage

    Præcis. Og det er muligvis også solgt pr. i dag. Undskyld den lidt sløve tilbagemelding, men det kræver sin mand og en hel del tid at sælge en racercykel i enkeltdele. Der var heldigvis større interesse, end jeg havde turdet håbe på her ved sæsonens afslutning :bigsmile:

    Henrik

  9. Jeg er begyndt at styrketræne på en ny måde, hvor jeg stadig tager 3 x 10 eller 12 repetitioner. MEN jeg er begyndt at gennemføre dem ekstreeeeemt langsomt. Jeg skubber relativt langsomt "mod tyngdekraften" (det vil sige, når jeg løfter vægtene), og så holder jeg imod den anden vej, så bevægelsen "med tyngdekraften" foregår ekstra,ekstra langsomt. I forhold til tidligere, hvor jeg bare gennemførte dem med glidende halvhurtige bevægelser, er det nærmest "dobbelt op" på belastningen. Jeg er begyndt at blive virkelig øm efter styrketræningen og kan højst gøre det to gange om ugen.

    Kort sagt: Måske skal du arbejde med hastigheden?

    Henrik

  10. Tribunen på Østerbro Stadion er rigtig god og bliver ofte brugt af atletikudøvere til trappetræning. Til daglig kan man sagtens gå derind, når der ikke lige er stor fodboldkamp eller andet på stadion.

    Hørte for et par år tilbage om to piger, der trænede til bjergklatring. De brugte nogle (indvendige) trapper på Rigshospitalet til at træne på. Her er der dog formodentlig ikke offentlig adgang.

    Henrik

  11. Det skal tilføjes, at lige nu er opsætningen som på det øverste billede - det vil sige højprofildæk, kranksæt med store klinger etc. Men med Compact-kranksættet og Campagnolo Neutron Ultra hjulene bliver den lettere og mere opsat på bakker og bjerge.

    Carbonsadlen har jeg erstattet med en fi:zik Arione, der har en lile smule polstring. Mange sværger til de rene carbonsadler, men jeg synes nu alligevel, den var for umagelig til de helt lange ture.

    Endelig kan jeg bemærke, at mange af delene (Schmolke styr, Syntace frempind, Tune stikaksler og klingebolte) er tyske specialprodukter, der måske ikke er så kendte, men til gengæld er superlækre og seriøst lette.

    Sååå ... hvis du kender nogen, der har brug for en komplet pakke, må du endelig give beskeden videre.

    H.

  12. Her er lidt mere info:

    Herreracer, Storck Scenario CD 1. 0, 59 cm, Sort, Carbonstel. Passer til 175-190 cm højde (er selv 185 cm). Forgaffel: Stiletto Aero. Frempind: Syntace F99. Styr: Schmolke. Hjul: 3 sæt – Mavic Cosmic Carbon, Campagnolo Neutron Ultra, Mavic Aksium. Geargruppe, bremser, kassette og kæde: Campagnolo Record. Kranksæt: 2 stk. – Storck Powerarms med Stronglight C2 klinger (39/53) plus Campagnolo UT Compact (34/50). Pedaler: Look Keo Carbon. Kabler: Blå Nok-on. Klingebolte og quickrelease: Tune – blå. Saddel: 2 stk. – Fi:zik Arione og SanMarco Aspide ren carbon. Saddelpind: USE Alien. Dæk: Schwalbe Ultremo R. Det hele sælges kun samlet. Bemærk: Der medfølger en Garmin Edge 705 cykelcomputer med gps. Nypris for stel alene er 14.999 (se siden www.luckymachine.dk på nettet). Samlet pris er 22.000 kr., men jeg er naturligvis åben for bud. Ring eller skriv – 21407065 eller [email protected]

    Og her er lidt billeder:

    p1000927.jpg

    p1000929.jpg

    p1000928.jpg

    img2668.jpg

    img2102s.jpg

    img2661.jpg

  13. Hej MOL'ere

    Jeg har sat min lækre sommerracer plus en stor udstyrspakke med 2 ekstra hjulsæt, et ekstra compact kranksæt plus blandt andet en Garmin Edge 705 til salg, da jeg er begyndt at løbe igen. Det sælges indtil videre kun som en samlet pakke og er et godt tilbud, hvis du gerne vil opgradere. Du finder min mail og telefon i annoncen:

    http://www.dba.dk/asp/soegning/detail.asp?annonceid=61752960

    Mange hilsner

    Henrik

  14. Helt korrekt, er man i superform, skal der virkelig noget til at nå max. Er man ude af form og begynder igen, så ryger pulsen op under loftet med det samme.

    I øvrigt troede jeg, at maxpulsen kun var betinget af gener og alder. Men jeg mener at have læst, at meget veltrænede personer faktisk sænker maxpulsen (marginalt). Ved ikke lige, hvor jeg har det fra, men den skulle være god nok ...

    Henrik

  15. Har et par tilføjelser, som måske kan supplere Bagmandens ellers glimrende og motiverende indlæg:

    Investér i et par rigtig gode cykelbukser, hvis du skal træne lidt mere seriøst/langt. De er guld værd. Især hvis du supplerer med lidt buksefedt/-salve i skridtet. Ja, det lyder måske ikke så lækkert, men tro mig, det er værre at få siddesår. Buksefedt fås i velassorterede cykelforretninger. Vaseline kan også bruges i en snæver vending. Smøres på kroppen og ikke på bukserne.

    Begynder du at cykle lidt halvlangt, bliver du uvægerligt sulten. Cykeltræning er ikke lige så intensivt som løb, men det kan strække sig over mange timer, og så bliver man sulten. Prøv at eksperimentere med energibarer og gel og find ud af, hvad der passer dig bedst. Energibarer bliver gerne siddende i halsen på mig, så jeg foretrækker til hver en tid en god banan i stedet for.

    Kan i øvrigt godt lide grundtonen i det oprindelige indlæg. Selv om nyt udstyr og fikse gadgets kan virke motiverende, så er det bedre at angribe det den anden vej rundt. Det vil sige: Kom i gang og kom i form. Og opgrader så på udstyret, når du kan udnytte det. Du kan kun mærke forskel på en 8,5 kg cykel og en 7,5 kg cykel, når du er i rigtig god landevejsform.

    Og til sidst: Find nogen at træne med! Træner man kun alene, kan man alt for nemt lulle sig ind i den tro, at man kører vældig stærkt. Træner man hyppigt med de samme folk, kan man måle sig op imod hinanden og få presset pulsen langt mere. Desuden lærer man at køre i en gruppe, hvad der er utrolig vigtigt, hvis man gerne vil deltage i motionsløb eller lignende.

    Det var alt for nu. Kommer sikkert i tanker om flere ting, men så vender jeg tilbage. God tråd, der rammer et - så vidt jeg kan se - boomende område inden for motionsverdenen.

    Hilsen

    Henrik

  16. Hvis du løber 150-200 km om ugen et års tid, så burde den være der :cool:

    Nej, alvorlig talt, du skal nok lige supplere med lidt mere info: Alder, vægt, erfaring, ambitioner, tid til rådighed etc.

    Derudover tror jeg, at der allerede findes et utal af træningsprogrammer på nettet, hvis du googler lidt ...

    Henrik

  17. Mine hårdeste timer slutter ofte med 3-5 lettere arbejde. Både her og på timer som slutter hårdt, har jeg ALTID mindst 3min rul inden stræk. Jeg er helt enig i at det er vigtigt. Blev i øvrigt også betonet på vores uddannelse.

    Lyder godt. Er sikker på, at det er afgørende for ens velbefindende bagefter. Gid alle spinninginstruktører skriver sig det bag øret :dry: