CoqRouge

På én eller anden måde er min gamle interesse for kampsport blevet vakt til live igen. Om det så er pirkerierne her i loggen, min arbejdssituation/fritidssituation eller noget helt tredje, der har gjort det, er jeg ikke helt bevidst om. Eventuelle læsere vil i hvert fald vide, at jeg på det seneste har beskæftiget mig en del med emnet her i loggen.

Jeg har aflagt endnu et prøvebesøg i en lokal klub, og nok engang var der plusser og minusser. Beretningen er som følger: Klubben har en fornuftig hjemmeside med god information. Man får det indtryk, at der trænes i flere former for kampsport, herunder BJJ, hvor jeg har et ønske om at lære noget.

Lidt email-udveksling førte til en aftale om at komme til prøvetræning. Ganske vist var det ud fra tidsplanen klart, at der ikke ville være tale om BJJ, men i stedet Muay Thai - men OK, jeg vil jo i første omgang bare danne mig et indtryk om klubben.

Så nu har jeg altså haft min første time i thaiboksning.......

Om klubben: Ideelt placeret 8 minutters cykling hjemmefra, slidte udenomsfaciliteter, men masser af dét, der gælder - træningsudstyr såsom puder og sække.

Om modtagelsen: Venlig på en uengageret måde - nå, er du ny? - stil dig der, så holder jeg lidt mere øje med dig.

Om de øvrige deltagere: Masser af dem, jeg var dobbelt så gammel som den næstældste (mener det bogstaveligt), ingen andre end jeg havde hår, der var over 2 cm langt (og jeg er efterfølgende blevet klippet!), 2 piger dog undtaget, mange rigtig store, stærke og tunge folk på omkring de 100 kg. Mit indtryk var, at mange af dem kom som vennepar og talte og trænede med hinanden. Der blev ikke desto mindre gået til den!

Om træningen: Opvarmningen bestod i hoppen rundt med og uden sjippetov - først på fri hånd (eller skulle jeg sige fod?!), og derefter med nogle variationer, som træneren bestemte. Sammenlagt ca. 15 minutters hopperi - det er mine lægmuskler ikke vant til. Om det blev værre eller bedre af, at det foregik på et pudelignende underlag, ved jeg ikke. Derefter nogle strækøvelser, hvor jeg afstod fra at følge instruktørens anvisninger om at udføre dem ballistisk. Det troede jeg egentlig ikke forekom år 2008. Og så var der tid til at sparke løs på slagpuderne. Fandt mig en anden alenefyr som makker, lidt mindre end jeg, men med ca. samme vægt. Han havde virkelig god kraft i sine spark, specielt med højre. For mig var det meget uvant at sparke med skinnebenet. Min naturlige afstandsbedømmelse er lagt an på at ramme med foden. Når det sammenholdes med min exceptionelle stivhed og det forhold, at jeg ikke har sparket til en slagpude i 30 år, kan det vel ikke overraske, at jeg ikke var tilfreds med kraften i mine spark, men det blev dog lidt bedre undervejs. Meget bedre blev det til sidst, hvor vi kørte 3x2 minutter, hvor man skulle klappe på makkerens diagonalt modsatte skulder eller knæ. Når det lykkedes, måtte man sætte ham til at lave 10 reps af et eller andet. Her ku' jeg hævde mig - og det er uundgåeligt, at der går konkurrence i det, selv om det kun er træning. Sjovt var det i øvrigt, at når træneren kommanderede, blev der mange steder fra svaret med et "oesh". Nu har jeg faktisk papir på, at jeg kan tale thai, og jeg kan forsikre om, at ordet ikke indgår i sproget! Men naturligvis er det sådan, at man rekrutterer medlemmer fra karate. Jeg ville også nødig møde op til en time som denne, hvis det var min første time i kampsport. Det ligner så afgjort ikke motionsboksning i FDK!

Efter træningen spurgte jeg så om BJJ. Som jeg forstod svaret, trænes det kun uden gi og kun fordi det giver mening i sammenhæng med thaiboksningen, når man stiller op til MMA. Det er så ikke helt det, som jeg ønsker mig, men jeg vil nok alligevel prøve at stille op til en træningsgang - som i tidsplanen vistnok hedder "Shoot". Så får vi se!

Dette var i går aftes. Her til morgen har jeg været til spinning. Jeg var brugt, var jeg, og da instruktøren heller ikke var på toppen, endte det med, at jeg "badede" mig igennem timen. Det har jeg ikke dårlig samvittighed over - jeg havde brug for det!

Her sidst på eftermiddagen vil den mest standhaftige datter og jeg nok give Shotokan nok en chance.

'Pyt>Du har naturligvis ganske ret. Der er intet som helst galt med Shotokan, mens der derimod kan være problemer med dem, der forvalter systemet - og det er tilfældet her. Efter at have læst dit indlæg tjekkede jeg den lokale klub - og den har ikke noget med den del af JKA at gøre, hvor Bura Senseis arvtagere slår sine folder.

I den sidste ende tror jeg helt enkelt, at der er tale om et personspørgsmål. Det kan dels være den enkelte træner, der ikke er god nok - det ses jo i alle idrætsgrene - og dels den enkelte klubs førende medlemmer, der ikke kan eller vil skabe de optimale rammer og den optimale stemning.

Jeg vil gerne tilføje yderligere 2 ting: For det første stod der også blandt kyokushinkai-folk der tilbage i havfjerdserne stor respekt om Bura Sensei. Ingen var i tvivl om hans betydning for karate i Danmark. For det andet skal mine bemærkninger om Shotokan sådan generelt mest af alt ses som en parallel til den slags drillerier, som gymnasiets matematikere udsatte de sproglige for - dengang, da det stadig gav mening at tale om sproglige og matematikere!

CoqGracie, nu be'r jeg dig! Men bare kald mig Royler! Eller måske skulle det snarere være CoqOyama - men han er jo desværre død.

P.S.: Er der rigtigt, at DBM står for Det Brasilianske Monster?

Gårsdagens tennis gik ganske godt. God speed i bevægelserne og grundslagene var solide.

Jeg overvejede min deltagelse i dagens spinningtime. Jeg savner ét eller andet. Selvfølgelig betyder instruktøren en del, men på det personlige niveau har jeg behov for at kunne se, om mit niveau flytter sig. Bemærk, at jeg på en vis måde ville være "tilfreds" med at vide, at det gør det ikke - for det ville være en indikation af, at der skulle ske noget andet. Som det er nu, er den subjektive opfattelse og min puls eneste indikationer af, hvad der foregår, da belastningen jo ikke sådan uden videre lader sig måle. Reelt ved jeg altså ikke, om 2 måneders spinningdeltagelse har haft nogen som helst effekt, og det passer ikke til mit temperament.

-men afsted kom jeg, og det gik såmænd fint. Vi kørte bl.a. en lang serie med 3x4 minutters stående arbejde, og den slags kan få min puls i vejret på den gode måde.

Jeg rundede af med mit armstrong-program (9x5 armhævninger) og nogle sæt full contact twists - sidstnævnte til stor forundring for de øvrige tilstedeværende.

I aften står den på socialherredouble. Hvis tiden tillader det, vil jeg måske varme op med en smule yderligere jernriveri.

I mit ordrige indlæg glemte jeg i øvrigt at få noteret min nye PR i armhævninger med overhåndsgreb. Ja, ja - jeg ved det godt - 11 er et sørgeligt tal, men i tidligere tider har jeg kun noteret PRs i underhånds armhævninger og i nyere tid har jeg med garanti aldrig tidligere nået op på mere end 10, så den er god nok.

Jeg er nu i gang med 6. uge med armstrong-programmet. På den ene side er en forbedring fra 9 til 11 på 5 uger måske i virkeligheden godt nok, men på den anden side synes jeg, at over 1000 armhævninger godt kunne have kastet noget mere af sig!

I aften: Tennis

En anden ting: Det virker til, at det er blevet moderne at træne efter DBM's mix-it up© principper. Sure, det hedder en masse andet, men den er gennemskuet!

Øhh, hvis principper sagde du, unge mand?! Spøg til side, hvad mener du med at starte på en frisk? Vil du holde op med at mixe it up? Næh, det tænkte jeg nok! Så vidt jeg kan se, går det da meget godt for dig lige nu!

DBM>Et kort indlæg fra din side, men ganske tankevækkende for mig. Her er nogle af overvejelserne:

Hvorfor har jeg noget mod træningen i *****kan-karate? Det er ikke, fordi jeg med pigerne starter på et begynderhold. Det vidste jeg jo. Naturligvis er det frustrerende at starte forfra i et nyt, men meget lignende system. Det svarer lidt til at skulle på begyndertræning i tennis, hvis man har skiftet ketcherfabrikat - men som sagt, det var forventet.

Det er heller ikke kata-træning som sådan. Mine gamle kernekompetencer var i prioriteret rækkefølge fri kamp - kata - arrangeret kumite - og som det værste stående basisteknikker, hvor mine stive hofter allerede dengang gjorde livet surt for mig. Jeg kan altså egentlig godt lide kata-træning, men der stilles enorme krav til instruktørens og deltagernes fokus, hvis det skal være meningsfuldt. Det mangler for nærværende.

Bukke for træneren - hmmm, den er faktisk svær! Som nogle vil have læst i min log, ligger min tolerancetærskel i græshøjde, når det drejer sig om at underkaste sig en art falsk disciplin, som for eksempel når en instruktør til spinning kommanderer frem for at opmuntre. På én eller anden måde udstrækker denne aversion sig bare ikke til karate for mig - måske fordi jeg altid har opfattet, at respekten var gensidig - dvs., at eleven viser respekt for sensei og for systemet, hvor sensei så kvitter med respekt for eleverne og systemet befordrer trænings"ånden".

Men det element af gensidighed er fraværende i den klub, hvor pigerne og jeg har forsøgt os - og det tænder mig af. DBMs korte indlæg satte en tankeproces igang, så jeg fik gennemskuet mine egne følelser i sagen.

Nå, men jeg var så til BJJ-træning i lørdags for første gang i mit liv. 2 timer, hvilket var i det længste. Ikke på grund af fysikken, men mere på grund af hovedet. Der blev læsset meget på, som var 100 % nyt for mig.

Jeg kan ikke alle de rigtige ord, men fokus var på noget med at "shrimpe" sig ud af et greb, hvor modstanderen holder fat fra siden. Dette blev efterhånden suppleret med noget, der vist hedder "Shoulder of Justice" og "Prayer Position". Vi var ikke mange til træning, så der var virkelig mulighed for at arbejde med sagerne og få feed-back.

Som sagt holdt fysikken fint - der var andre, der havde større problemer end undertegnede. Ikke desto mindre var jeg øm i mange ellers upåagtede muskler om søndagen.

Facit er, at det var sjovt, og at jeg kommer igen!

Jeg har også selv haft masser af "udfordringer" med at kombinere squat og dødløft med løb. Personligt synes jeg, at det er allersværest med squats, men det er galt nok med dødløft. Jeg er enig i DBMs betragtninger og vil tillige foreslå, at du tager et kik på denne artikel af Barry Ross. Holy Grail

Den handler ganske vist mest om at kombinere løb i betydningen sprint med dødløft, men opskriften med få og tunge løft med masser af restitution mellem virker efter min mening ganske godt.

Familietræningen i *****kan-karate er nu overstået for idag. Tendensen holdt sig - masser af forskellige teknikker og ikke ret meget tid til at øve hver enkelt. Imponerende er det også, at begynderholdet nu har trænet i 2 uger, uden at sempai er kommet ind på, hvordan man knytter en næve! Håndled og tommelfingre i stribevis ville komme til skade, hvis flertallet af holdets elever skulle komme til ramme noget, der er hårdere end en chokoladebudding.

Det lykkedes også selvsamme sempai (som *****kan insisterer på at kalde senpai) at kludre i, hvilken hånd, der foretager udvendig parade under simpel 5-skridts arrangeret kumite. Oversat til døtrenes begrebsverden: Det svarer til en gymnastikinstruktør, der kludrer i kolbøtter.

Status er, at den 15-årige datter er ved at have fået nok, mens den 12-årige stadig ser tiden an. Hvis tøserne ikke vil være med, er selv jeg væk som den sne, der faldt i fjor. Skal jeg dyrke kampsport på begynderniveau, skal det nok ikke være karate - og slet ikke *****kan-karate!

Her troede jeg, at jeg havde begået et indlæg, som ville kunne provokere selv en søjlehelgen til at give respons. Men måske prædiker jeg for de frelste!

Nå, men jeg kom til HardCore. Ud over de sædvanlige EDT-serier havde Richard fundet på nogle ubehageligheder, hvor man sad i V-position med overkrop og fødder hævede og så kørte rundt med benene og kettelbell'en, som man holdt foran brystet. Det var absurd hårdt, og jeg må med skam melde, at jeg havde hælene i gulvet en enkelt gang undervejs. Det havde alle deltagerne - og mere til! - med en enkelt undtagelse: Richard selv! Man må sige, at han kan "walk'e the talk!"

Jeg har i dag konstateret, at sen HardCore torsdag har konsekvenser for armstrækninger tidligt fredag. Min max effort i dag var 15 % under den fra i går.

Om dagens spinningtime er der ikke meget at sige. Efter en masse lunges til HarcCore i går var jeg lidt længe om at komme i gang, men til sidst gik det sådan set OK.

Jeg overvejer at prøve en gang begynder-BJJ i morgen - hvis lysten og nysgerrigheden kan vinde over frygten for fiasko og hvis konen i øvrigt tillader det!

Senere i dag: Familietræning i *****kan-karate med nogle af døtrene.

Hvor trænede du HardCore? Programmet kan jeg godt kende, men du var da ikke på ABC!

Dødløft og løb er no-go-kombi for min krop!!

15 sprints er altså også hård kost - selv uden dødløft, squats og andre fornøjelser.

Tak for dit tip vedrørende Mikenta. Det ligger omtrent i min baghave - eller det ville det, hvis haven ellers var stor nok! Jeg har netop sendt dem en mail med en masse uddybende spørgsmål.Jeg hører nok til dem, der helst vil vide det hele på forhånd!

-men kunne du uddybe den der med de mulige "rødder" i træningsmiljøet? Det må godt være i en PM - der er jo ingen grund til at fornærme nogen!

Også held og lykke herfra.

Mon ikke den gamle cirkushest på et tidspunkt lugter savsmuldet i manegen igen?!

SNF> Tak for uddybende bemærkninger. Grunden til, at jeg mere eller mindre står af, når jeg hører tale om takter, er formentlig en komplet mangel på sans for synkopi. Jeg forstår mig bedre på kadence. Er det rimeligt at sige, at enkelttakt er omkring 65 rpm, mellemtakt ca. 90 rpm og dobbelttakt ca. 115 rpm?

Jeg kan også se, at jeg uden at vide det har forsøgt at gøre mine basis-timer til øvet-timer, for jeg forsøger at køre videre med en vis belastning, når instruktøren dekreterer pause. Jeg finder det frustrerende at starte hvert interval med at bygge pulsen op fra under 100 bpm.

De omtalte tømmermænd var som skrevet ikke rigtige tømmermænd, desformedelst, at jeg ikke havde indtaget alkohol under nogen form de foregående 48 timer. Men symptomerne lignede, så tak for de gode ønsker.

CoqRouge stammer ganske rigtigt fra Hamilton-bøgerne, som jeg er en stor fan af, men ikke kun derfra. I følge den kinesiske mytologi er jeg født i Hanens År, og jeg har brugt navnet i flere internet-sammenhænge, blandt andet online backgammon.

I øvrigt inkluderede spinningen tidligere i dag masser af stående jumps. Måske skulle jeg gøre som mange af deltagerne - slet og ret ignorere instruktøren - men det forhindrer min (hane)stolthed mig i!

Selv om jeg ikke har ført log i en uges tid, har armstrong-programmet fået hele armen. (Undskyld!) Det går, som det plejer. Maximum rykker sig ikke, men evnen til mange submaksimale sæt stiger fint. I dag lykkedes det mig for første gang at køre mine 9 træningssæt med 5 reps. I øvrigt er den store fremgang i de tilhørende armstrækkere ganske ophørt nu.

Jeg har en masse aftaler på lørdage og på hverdagsaftener i denne tid, så HardCore er der ikke blevet tid til. Vil prøve at snige mig forbi ABC i morgen aften.

Og videre: Var til *****kan-karate med pigerne igen. Instruktøren brugte 20 minutter ud af en time på småsnak. Jeg var sgu' fristet til selv at overtage træningen. Givetvis godt for effekten, men måske mindre godt for medlemstallet!

Er det i øvrigt ikke alt for længe siden, at denne log har levet op til sin officielle udnævnelse til forum for eksistentialisme? Anyway, here goes:

Apropos røde haner kan vi starte med den franske revolution og "Frihed, Lighed, Broderskab". Eller rettere: Vi starter med Hegels kommentar til dette, hvor han siger, at friheden skal søges på markedet, ligheden må staten stå for, og broderskabet hører til i familiens domæne. Habermas har i moderne tid tilføjet, at velfærdsstaten er på vej til at overtage alle 3 områder. Staten bliver en intimstat, og vi kan forvente, at den leverer varen på alle områder. Ellers er der noget galt med Staten!

-Og det er denne tendens, som jeg nu mener at kunne iagttage på fitness-området. I sin uendelige omsorg for borgerne har Staten konkluderet, at vi ikke er "fitte" nok. Reaktionen er i følge Habermas' logik uundgåelig: Staten må gå ind i området! Det starter så med snak om statstilskud og skattefradragsordninger. Alene snakken har selvfølgelig tvunget eksisterende idrætsorganisationer over i en offerrolle. "Det er synd for os, vi vil osse trækkes fra!"

"A Nation of Victims"..........!

OK, Thorhauge. Dedikation er et meget spændende emne, som jeg gerne vil diskutere. Jeg vil så godt bemærke, at vi ikke længere diskuterer ovennævnte artikel og indslaget i radioen. Hvad det angår, tror jeg, at vi er 98 % enige.

Jeg kender dig ikke og har ikke nogen mening om din dedikation – graden af denne og dedikation til hvad. Jeg vil bare gerne fortælle en lignelse:

Da jeg for mange år siden var i den danske karate-elite, havde jeg en jævnbyrdig modstander – Mogens – fra Århus Karate Skole. Vi havde mødt hinanden 2 gange med en sejr til hver (naturligvis blev jeg bortdømt i hans sejr, men det er en anden historie). Nuvel, til en landsholdssamling forkyndte Mogens, at han havde slået op med sin kæreste. Hvorfor, blev han spurgt. Hans svar var, at han følte, at sex tappede ham for kræfter. Her er det så, at jeg mener, at dedikation går over i psykotisk adfærd. Nødvendigheden af at forplante sig er instinktuel – og er man så dedikeret, at man tilsidesætter dette, er det sgu ikke normalt eller rigtigt!

Skæbnens ironi er, at jeg små 10 år senere mødte Mogens på tennisbanen i Slazenger Cup – og myrdede ham! Dedication will only take you this far…….

Hvor vil jeg hen med dette? Jo, dedikation skal have et formål. Lad os nu forestille os en bodybuilder, som gerne via sin flotte krop vil gøre indtryk på kvinderne. Nuvel, han scorer – men kan ikke følge sejren op, for han skal desværre have sine aminosyretabletter og efterfølgende træne! Det holder da ikke! Formålet – hvis der er et – må da gå forud for processen – eller man må erkende med sig selv, at processen er blevet formålet, og man nyder at veje sine tomater, for det er nu engang sjovt at veje tomater! Det er for så vidt OK med mig – men jeg kan godt forstå, at ”almindelige” mennesker uden træningsbaggrund synes, at det er en smule skørt!

Jeg føler mig ikke helt toppen fysisk i dag. Til trods for flere dages ædruelig adfærd har jeg det i dag, som om jeg er hjemsøgt at et mildt sæt tømmermænd. Det er gået noget ud over Armstrong-programmet. For første gang i de snart 4 uger, hvor jeg trofast har startet dagen med mine armstrækninger, tog jeg i dag færre end i går. Det er selvfølgelig ikke i sig selv et problem overhovedet, men kan dog være en indikation af, at de gratis gains på en gammel favoritøvelse er ved at være opbrugt - eller måske har min almentilstand påvirket performance.

Heller ikke mine armhævnings-træningssæt gik rigtig godt. Da jeg nu uden nogen form for problemer 3 gange har gennemført 9 eller flere sæt med mit gamle antal reps pr træningssæt, øgede jeg i dag med 1 rep/sæt, og det lykkedes kun at gennemføre 5 af de minimale 9 sæt på denne måde. Ikke godt nok! Ak ja, også livet som fuldtidsatlet rummer sine skuffelser!.

Hvis jeg kommer lidt mere ovenpå, vil jeg går cardio-vejen senere i dag. Hvis ikke, vil jeg erklære dagen for en hviledag og lade det være nok med Armstrong.

Så fik jeg tid til at samle tankerne lidt om emnet. Som jeg ser det, ligger der følgende eksplicitte og implicitte udsagn i artiklen:

1:Træning er godt, men meget træning er ikke godt, og "meget" træning kan være fra 15 timer pr. uge

2: 20 % af dem, der træner i fitnesscenter, træner for meget og/eller er sygeligt optagede af træning og/eller ernæring

3: Den uhensigtsmæssige adfærd kan iagttages på MOL

4: En medvirkende årsag til problemerne er den fokus på træning og ernæring, som bl.a. Chris MD har skabt?

Hvad skal man så mene om det? Tjah, mine tanker er følgende:

1: Her er der masser af begrebsforvirring. Overtræning ser jeg som en forbigående tilstand, der næppe blandt almindelige mennesker er så almindelig, som man kan få indtrykket af ved at læse diverse træningslitteratur. Det fremgår dog også af artiklen, at man mere tænker på den langsigtede overbelastning ved megen træning. OK, hvem på MOL har mere personlig erfaring med dette end undertegnede? Og det er rigtigt nok, at medaljen har en bagside. Min deltagelse i "Helbred 2006" slog fast, at alle måleværdier - blodsukker, kolesterol osv. ligger inden for normalområdet og at jeg har en fysisk præstationsevne over gennemsnittet - uanset alder! Hertil kommer stort set ingen sygedage. Det er til dels en følge af mange års træning, men på den anden side har jeg også elendige akillessener, sarte knæ og kronisk ondt i lænden. Og ja, jeg har specielt i de yngre år ofte trænet over 15 timer om ugen. Der er altså et trade off. Den rigtige balance må være op til den enkelte.

2: Tallet her er skam seriøs videnskab. Det bygger på en efter beskrivelsen ikke specielt sagkyndig forskers observationer i ét eller flere fitnesscentre. Hun kan så ikke gøre for, at Radioavisen fik det til at lyde som om, at 20 % af befolkningen - altså os alle! - "overtræner". Ikke desto mindre er tallet i følge mine lige så videnskabelige observationer i fitnesscentre helt hen i vejret. 2 % var nok tættere på. Langt den overvejende del af gæsterne i et fitnesscenter træner for lidt, IKKE for meget!

3: Her er jeg enig med artiklen. Ingen skal her fremhæves ved navn, men på MOL kan man f.eks. jævnligt læse om i øvrigt normale og normaltvægtige mennesker, der i fuldt alvor vejer deres mad til daglig! Det lyder for mig - der ikke vil stille diagnoser! - som en spiseforstyrrelse, der venter på at bryde ud. Det beviser dog ikke en hel masse om hverken befolkningens vaner eller den almindelige gæst i et fitnesscenter, for mon ikke "nørderne" er kraftigt overrepræsenterede på MOL?!

4: Ja, fokus på et emne øger sandsynligheden for ekstrem adfærd blandt modtagelige individer. Men hvad er alternativet? At vi gør det til et tabubelagt emne - eller hvad? Jeg frygter, at den seneste omtale i dagspressen vil blive en sovepude og en undskyldning for ikke at træne og interessere sig for sin kost for mange individer, der kunne have godt af træning og kostomlægning.

Apropos tabu fik man i Radioavisen sagt, at emnet "overtræning" er tabubelagt. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad i alverden der har givet d'herrer og damer journalister den idé! Lad mig nævne, at Google giver 9010 hits på ordet.

Husk også at melde jer ind i tactical strength challenge, denmark- gruppen på facebook!

-hvis vi altså bliver accepteret som medlemmer af den strenge administrator! Nu har jeg i hvert fald gjort forsøget!

Første!

Ser godt ud - til lykke - glæder mig til beretningen!

I min søgen efter en ny karriere inden for kampsport prøvede jeg noget nyt i går. Beretning følger:

I mine karatedage dyrkede jeg Kyokushin(kai). Vi var dengang overbeviste om, at det var det klart bedste system - realistisk kontakt og hård fysisk træning. Allermest så vi ned på det system, der vist nok var og er det mest medlemsstærke i Danmark - og som ikke her skal fremhæves ved navns nævnelse.

Nuvel, dette system har nu om dage en filial i den store, lokale idrætsklub, og de optager nye medlemmer for tiden med første træningsgang i går. På forunderlig vis fik jeg lokket den 12-årige og den 15-årige med til en prøvetime. Tænk, hvis jeg kunne træne kampsport lokalt, gøre det til et familieforetagende og samtidig få banket nogle selvforsvarsteknikker ind i hovedet på mine fremmelige piger! Hjerte, hvad vil du mere?

Nu er der jo tale om et begynderhold, så jeg ventede ikke alverden, men jeg fik faktisk nogle fordomme bekræftet. 5 forkølede armstrækninger under opvarmningen - det var så dén fysiske træning! Træningen blev varetaget af 2 højt graduerede folk, hvor jeg synes, at specielt den ene havde nogle sært ufokuserede teknikker. Skal jeg tale ud fra min egen trænererfaring, vil jeg sige, at han slet og ret manglede kontakttræning - han har slået og sparket alt for meget ud i den blå luft. Rent trænermæssigt er der ingen tvivl om, at det står 1-0 til wing chun i FDK - men der er jeg måske heller ikke på samme måde kritisk.

Nå, jeg vil finde mig i meget, hvis de andre ovenfor nævnte fordele kunne realiseres. Det ærgerlige er bare, at pigerne ikke helt blev fangede. Årsagen var først og fremmest, at vi prøvede alt for meget uden at lave ret mange gentagelser af det. Det var slet og ret forvirrende for alle. Her er listen:

2 forskellige stød

1 spark

4 forskellige parader

3 forskellige stillinger inklusive vendinger

2/3 af den første kata

-altsammen med japanske betegnelser

-samt dojo-adfærd

Det er ganske enkelt for meget på én gang for en nybegynder. Resultatet er lige nu, at pigerne har følt det som et mindre nederlag, desuagtet, at alle de andre på holdet havde de samme problemer.

Nå, vi prøver måske igen - der er træning på fredag.

Den manglende fysiske træning fik mig til lige at fyre 120 kb snatches af, da vi kom hjem. Så har man da fået trænet lidt, når Armstrongs program lægges til.

Selvsamme Armstrong-program har jeg gennemført i dag. Det var pyramide-træning, og sandelig om ikke jeg fik bygget en ekstra etage på pyramiden!

I aften: Tennis

Armstrong pull-up, uge 4, dag 1: Præcist samme antal gentagelser som i fredags. Kom til at sammenligne med den tilsvarende træningsdag for 3 uger siden. Jeg har lige præcist forbedret mig med én gentagelse i hvert enkelt af de 5 max effort-sæt. Jeg sidder stadig med en fornemmelse af, at det på den ene side er nogenlunde OK, men at det på den anden siden med 5 hårde træningspas pr. uge burde være muligt at se mere fremgang.

Nå, jeg fortsætter med programmet. Tænk, hvis det er lige nu, at det begynder at kaste noget af sig!

Morgenens spinningtime var så en basistime, men uden forbindelse med det foregående indlæg i øvrigt fik jeg sat en masse belastning på og endte op med det vel nok højeste pulsgennemsnit, som jeg har registreret i min korte spinningkarriere. Mit pulsur er fra sidste årtusinde og kan ikke selv beregne gennemsnitspuls. I virkeligheden er sammenhængen simpel for mig: Mere stående arbejde = højere puls! Når jeg sidder ned, bliver benene slidte allerede inden pulsen nærmer sig de øvre luftlag.

Instruktør Lea forkyndte undervejs, at det var hendes sidste spinningtime, for hun har fået jobbet som centerchef i FDK Fields. Deres gevinst, vores tab, men alligevel til lykke til Lea!

Dagens Armstrong-program (uge 3, dag 5, for mig altså 5 x max effort) bød for første gang i 3 uger på en forbedring i første sæt - på én skaldet armhævning! Juhuuuh, jeg er altså blevet bedre, men der er saftsusemig også blevet kæmpet for sagen!

Jeg er spændt på at høre, hvilken forklaring Federer vil give på sin indsats i semifinalen i Australian Open i dag. Blodfattig er det ord, der falder mig ind. Djokovic spillede da godt, men på ingen måde prangende.

Kære SNF

Når jeg skriver en anmeldelse, er det naturligvis for at få noget respons, og derfor trækker jeg tingene lidt skarpere op end måske strengt nødvendigt. Derfor er jeg også glad for din reaktion, selv om du stikker lidt til mig. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at forklare og uddybe mine synspunkter.

Indledningsvist synes jeg, at det er interessant, at jeg intetsteds - gentager intetsteds! - kalder Energia for et dameblad! Hvad jeg siger er, at Energia har defineret sin primære målgruppe som havende viden om området på damebladsniveau. Det er ganske rigtigt ikke ment rosende, men på den anden side erkender jeg dog, at målgruppen har læst om emnerne før. Læg også mærke til, at det er altså Energia, der på denne måde forsøger at tækkes en reel eller indbildt målgruppe. Det kan jeg jo sådan set ikke gøre for! Jeg tror ikke, at de mennesker, der skal have tingene serveret på en så "tilgængelig" måde overhovedet vil købe bladet, men på en vis måde håber jeg, at jeg tager fejl. Jeg synes, at der bør være et godt dansksproget blad om emnet. Det fortjener vi!

Nu forstår jeg jo godt retorik, når jeg ser den, og jeg er da også ganske sikker på, at du er enig i, at der ikke er nogen sammenhæng mellem holdning til dameblade og holdningen til kvindekønnet i al almindelighed. For the record har min udmærkede hustru i sine lidt yngre år markeret sig dels som en af landets bedste tennisspillere, dels som top 20 blandt langdistanceløbere, så jeg har førstehåndskendskab til, hvad "damer" kan præstere! Til gengæld læser hun ikke "dameblade" og er helt enig i mine betragtninger vedrørende Energia - bortset fra, at hun da gerne vil have "runde, sexede skuldre"!

Min lidt forbeholdne mening om Energia handler måske i bund og grund om skuffede forventninger. Når der nu på dansk udgives et blad om noget af det, der interesserer mig mest, må bladet altså gerne være i topklasse. Nå, måske bliver de kommende numre bedre.

Angående spinning er jeg jo nybegynder og har aldrig dristet mig til at tage så meget som en øvet-time af frygt for at falde igennem, når instruktøren begynder at tale som en lærer på musikkonservatoriet. Jeg mener det faktisk alvorligt! Hvad F.... er enkelttakt, mellemtakt og dobbelttakt, og hvad har det med spinning at gøre - bortset fra, at man kører hurtigere, når der er tale om dobbelttakt?! Jeg har endvidere et ærligt ment og ganske naivt spørgsmål til dig og andre elite-spinnere: Er man ikke selv 100 % herre over, hvor hård såvel en basistime som en øvet time og en elitetime bliver? Man kan da bare skrue på belastningen! Naturligvis bliver det hårdere, hvis man kører på i 2 timer, sammenlignet med 1, men hvad er i øvrigt forskellen?

Når jeg engang har fået arbejdet mig op fra basis til øvet, vil jeg gerne tage mod tilbuddet. Jeg betragter det nu - med tilladelse! - mere som noget socialt end som en udfordring.