CoqRouge

Skal du ikke med ud og lege på forhindringsbane i morgen? Det er da lige dig.

Snik snak. Dette har udviklet sig til en ren BB-log!

Hvad er det, der holder dig tilbage fra fight'en? Er fight for dig lig med konkurrence? Hvis ja, vil jeg bare sige, at jeg til min overraskelse har erfaret, at det sagtens kan være sjovt at træne fight uden at have konkurrence i tankerne. Bare kom op på hesten!

Spændende at læse om dine Z-erfaringer. Har selv video og bog - men har ikke kunnet konstatere nogen effekt af træningen. Måske sku' man give Jacob et kald...!

Er passende imponeret af dine hill sprints. Det er min fornemmelse, at JIm Wendler nok ville være 30 sek om at løbe de 120 meter....! Jeg er selv kommet dertil, hvor jeg træner hill sprints med min snart 10-årige datter - men hun er altså også bedre end god!

Intet nyt fra Vestfronten - nej, det må jeg hellere lade være med at skrive, for i bogen dør hovedpersonen jo på den dag, hvor dette er avisoverskriften. Men det er altså sandt nok alligevel. Jeg er stadig tændt på krav maga, og jeg efterlyser stadig lidt mere kamp og lidt mindre snak, men sjovt er det! Det er grænseoverskridende på den sjove måde, når man skal stå med lukkede øjne og afvente at blive overfaldet på diverse udspekulerede måder. Jeg har også anskaffet mig en blodudtrædning på 20 centimeters længde på den ene underarm efter at have trænet 360 i længere tid. Det ser dog værre ud, end det føles!

Convict Conditioning går også fint. Jeg kan tage flere pistols end nogensinde før, back bridges hjælper ganske klart på min ømme lænd, smalle armstrækninger har jeg sat rekord i for nyere tid og jeg kan tage over 20 halve handstand push-ups, hvilket også er rekord.

Eneste minus er, at jeg tydeligvis forbrænder færre kalorier ved krav maga, end jeg ville have forbrændt ved andet træning. Det betyder, at vægten stille og roligt kryber i den forkerte retning, og jeg er nu officielt overvægtig med et bmi på 25,1. Sjovt nok kan ingen andre end jeg selv og mine bukser konstatere nogen forskel. Nå, ja - stopuret på længere løbeture (5 km og derover) klager også over at være i gang for længe....!

I morgen er det jo Store Bededag. Jeg har faktisk en del telefonmøder med UK og USA, men efter at have konsulteret med Lene Espersen har jeg valgt at prioritere den konfirmation, som jeg og familien trods vores status som hedninger er inviteret til.

I sidste weekend kom så endnu et indendørs sjællandsmesterskab for hold i tennis i hus. I år var det ikke engang spændende, for selv om der rent faktisk mangler en runde, er vi allerede sikre på førstepladsen. Selv har jeg vundet alle mine singlekampe, og i den enlige herredouble, som vi har tabt, blev nederlaget kun en realitet, da vi førte den afgørende holdkamp med 5-0 og allerede var vindere af rækken.

Convict Conditioning er stadig på programmet. Jeg går ganske langsomt frem, men træner dog alle øvelser 2 gange om ugen, hvilket i henhold til bogen er i overkanten. Undskyld mig, men det kan da ikke være rigtigt?

Krav Maga går fint. Har dog stadig jævnligt det problem, at min opfattelse af "semi-kontakt" afviger fra flertallets!

Var ude at løbe i dag. Måtte sande, at konditionstræning er specifik i sin natur. Jeg er blevet klart mere udholdende til KM, udholdenheden i tennis fejler ikke noget, men løbeturen var en katastrofe. Helt ærligt tror jeg ikke, at jeg kan følge med min 9-årige datter på en 8 km. Nu er hun ganske vist et naturtalent, men alligevel!

Har set Avatar. Helt ærligt: Hvorfor har de der babyblå skabninger bryster? De er da for Guds skyld ikke pattedyr!?

Når jeg læser dine indlæg, får du mig til at tænke på John Bingham, der engang skrev i Runner's World. Det er absolut ikke ment som en fornærmelse! Her har du et klassisk indlæg: Penguin

Lige nu ser det ud til, at min løsning på gåden fra sidste indlæg hedder "Convict Conditioning". Atter en gang har jeg ladet mig indfange af den tarvelige markedsføring på dragondoor.com. Jeg indkøbte Kenneth Jays bog om konditionstræning med kettlebell samt altså "Convict Conditioning". Førstnævnte bog skulle jeg vel egentlig forbigå i tavshed. Først en sober redegørelse for, hvad kondition egentlig er for noget, og derefter en del mageløst vrøvl om, hvorfor max VO2 opnået med kettlebell er bedre end alt mulig anden max VO2. "A heart made of elastic steel"! Kenneth, for helvede - du ved jo bedre!

Den anden bog er klart bedre. Selve convict-delen bærer præg af at være rent fup, men øvelserne og progressionerne er gode nok. Jeg kan især lide, at der er klare forslag til, hvornår man er så god til en lettere øvelse, at man kan gå videre til en sværere variant. Fordelen er dog især, at øvelserne er relevant for os, der også i andre sammenhænge træner kropsvægt-øvelser. Jeg ser det på den måde, at Convict Conditioning har den effekt, at man kommer i form til at kunne tåle a træne. At der nok ikke er den store muskelvækst gemt på siderne er et forhold, som jeg uden de store problemer kan leve med.

Skulle man kritisere forhold, må det være, at der er store forskelle på sværhedsgraderne mellem master levels fra øvelse til øvelse. Jeg er f.eks. ganske godt med, når det drejer sig om benhævninger og pistols, på banen, når det drejer sig om push-ups (1-arms og håndstand) og helt væk, når det drejer sig om back bridges og 1-arms armhævninger.

I skrivende stund føler jeg mig en smule overanstrengt, da jeg efter at have kørt de 6 CC-øvelser igennem i går aftes besluttede mig for at runde af med Guardens EDT-program for februar. Det var hårdt, det var godt - men det var ikke noget, som jeg kan klare 2 dage i træk!

Hold da op, er det virkelig så længe siden?

Men vi kører da bare på: Lad mig starte med at uddele en rose til Fightersport, der efter et mislykket reparationsforsøg tog konsekvensen og ombyttede mine massakrerede taekwondo-sko til et par Adidas brydersko, der nu efter adskillige måneders hård og hyppig brug stadig er i mint condition.

Haggis: Jeg tror, at jeg har læst stort set alt, hvad Dan John har skrevet. Dels skriver han godt, dels har han store førstehåndserfaringer med træning og sidst, men ikke mindst er han på min egen alder, hvilket giver nogle værdifulde ligheder i perspektivet.

Krav Maga og tennis fylder stadig mit træningsliv i et omfang, der ikke levner megen plads til løbe- og styrketræning. Det går faktisk fint med begge sportsgrene (uhadada, grim fortalelse, Krav Maga er jo ikke en sport!) - i den indendørs tennisturnering for hold har vi vundet de første fire kampe overlegent, og da de andre hold har været så venlige at tage point fra hinanden, skal vi faktisk bare vinde en enkelt af den resterende kampe, inden endnu et sjællandsmesterskab er i hus. På det personlige plan er det også gået godt, idet jeg endnu ikke har tabt et sæt i denne turnering.

For så vidt angår Krav Maga er vi omsider kommet til det punkt, hvor vi af og til har lidt semikontakt sparring. Det er fælt sjovt efter så mange år uden den slags, men jeg må lægge en del bånd på mig selv. Dels har de fleste medstuderende svært ved at omsætte lærdommen til kampsituationer, og dels har jeg oplevet, at min opfattelse af, hvad "semi-kontakt" betyder, afviger en del fra de flestes! Sådan er det vel, når man i en fjern fortid har prøvet at give og tage i ringen. Jeg forsøger at tackle situationen ved til sparringen at "gå efter" de folk, der dels selv har kampsportserfaring, dels er større end undertegnede. Alt taler for, at jeg på den måde render ind i nogle øretæver på et tidspunkt.

Paradoksalt nok fører denne træning til, at min form målt på objektive parametre formentlig er dårligere end tidligere. Mindre løb, mindre jernriveri = dårligere iltoptagelse og mindre styrke. Jeg arbejder stadig på at løse dette paradoks uden at sætte min sidste rest af normalitet over styr.

Er du på dansk grund?

Det kan ikke undre, at du ikke kan løbe 5 km pr minut på båndet. Det er vist de færreste forundt. Bortset fra det er jeg enig i, at træning på løbebånd er umådelig kedeligt.

Ser frem til at følge lidt med fra sidelinjen, hvis du holder ved loggeriet denne gang.

Helt enig med Blackmoore. Der er masser af systemer, der er egnede til selvforsvar, men det er bydende nødvendigt, at man undervejs har prøvet fornemmelsen af, at modstanderen rammer, kværker, kaster og så videre for alvor! Sparring uden full contact er bare ikke godt nok.

-men derfor kan det jo være aldeles glimrende, hvis ønsket bare er at forbedre sin kondition og fysiske form i al almindelighed.

Mandag får jeg mine TKD sko tilbage i limet tilstand. Jeg vil vædde med, at de ikke holder!

Nå, men først tennisholdkamp i indendørssæsonen er nu overstået. Jeg mødte en gammel ræv, der formåede at slå mit spil fuldstændig i stykker, men heldigvis fungerede min serv godt, så jeg kunne relativt let holde og dermed koncentrere mig om at bryde hans serv. Det lykkedes det fornødne antal gange, men godt var det ikke og absolut ikke kønt. Jeg vandt pga. en bedre serv og min hurtighed - men jeg ville også gerne have vist noget god tennis! Det fik jeg bare ikke lov til.

Jeg valgte at være kylling ved lørdagens Krav Maga-træning! Jeg stod over på armstrækkere og squats, og under sparringen brugte jeg kun venstre arm af frygt for skader på ketcherarmen. Det gav til gengæld nogle sjove situationer, når folk ikke kunne adaptere til et venstrehåndsangreb. Er man vanedyr eller er man ikke...?

I overmorgen starter indendørssæsonen med første tennisholdkamp. Vi stiller desværre ikke i stærkeste opstilling, men håber naturligvis på det bedste.

Det siger ét eller andet om min nyfundne passion for Krav Maga, at jeg har fået problemer med prioriteterne. Holdkamp søndag og KM-træning lørdag! - Hmm, den sunde fornuft siger, at jeg bør melde afbud til KM-træningen. Skadesrisiko og risikoen for at blive træt, slet og ret, taler jo for en hviledag, men jeg har ganske enkelt lyst til at træne, og når jeg først er der, er jeg for lidt kylling til at stå over på de krævende øvelser. Jeg skulle jo nødig sætte mit surt erhvervede image som hård hund overstyr! Men på den anden side: Konkurrencesport for mig er synonymt med tennis! Krav Maga-konkurrencer er der jo ingen af, hvilket er en logisk konsekvens af frekvensen af teknikker rettet mod f.eks. skridt, strube og øjne.

Jeg tror, at træneren desværre har fået en tilbagemelding om, at vi indledningsvis gik for hårdt til sagen rent fysisk. I hvert fald er det 2 uger siden vi har taget en ærlig armstrækker! Det er for slattent!! De klagende er jo alligevel allerede faldet fra.

Mine Adidas Adiluxe tae kwon do sko holdt vel til ca 8 timers KM, inden sålerne begyndte at falde af. Forhandleren - Fightersport på Borups Alle - har i første omgang benyttet sig af sin købelovssikrede ret til at forsøge at udbedre skaden, men jeg må indrømme, at jeg har mine tvivl. Jeg tror, at skoene ganske enkelt har en strukturel fejl. Ikke de bedst anvendte 1000 kr i mit liv!

Jeg fik lige trang til at meddele mig om et par andre ting, der i det mindste perifert har noget at gøre med det foranstående:

MOLs skolegård: Ja, gu' er vi nogle, der tager det seriøst! Jeg finder det dybt krænkende, når én eller anden skoledreng påstår, at jeg har nul viden inden for det fag, som jeg har brugt en længere årrække på universitetet på at dygtiggøre mig i! Jeg ved naturligvis, at han vrøvler, andre med en baggrund i retning af min ved, at han vrøvler, men resten? - de ved det ikke! Den slags gider jeg ikke at finde mig i, og derfor er mine indlæg på f.eks. off topic ganske sjældne. Konsekvensen er vel i virkeligheden, at jeg kun skal ytre mig om ting, som jeg intet aner om - for så kan jeg jo ikke blive krænket af andres aggressive uvidenhed. På én eller anden måde lyder det bare ikke rigtigt, vel?

Krav Maga: Jeg har på det seneste været ganske tændt på dette - mere tændt, end jeg har været på de andre forsøg på at vende tilbage til kampsport inden for de seneste 18 måneder, dvs. shotokankarate, BJJ, thaiboxing, wing tsun kung fu og traditionel jiu jitsu. Seminaret dags dato gik som nævnt fint - jeg var vel næstældste deltager og den med næstmindst erfaring i KM, men meget langt fra den dårligste, og da den anden "gamle" desværre begyndte at bløde, var jeg faktisk den ældste fuldførende. Det sætter et ganske bestemt kapløb i relief, ét som jeg tankemæssigt ofte beskæftiger mig med, nemlig kapløbet mellem på den ene side min evne til at forbedre mig og på den anden side det almindelige aldersbetingede forfald. Udtrykt på en anden måde: Hvor længe kan jeg blive ved med at være ung med de unge uden at blive pinlig? Grænsen ligger stadig heldigvis et stykke væk, men hvor langt? Og kan jeg selv se den, når jeg rammer den?? Så er det alligevel nemmere med tennis, hvor der findes aldersinddelinger!

Jeg synes, at det er fuldstændig rimeligt med prisen til Hennings log, for her har man altid kunnet hente positive vibrationer og ganske almindelig glæde ved livet. Hvad kan være bedre?

Jeg er ikke svensker og jeg er ikke tilhænger af, at alle beslutninger skal træffes via konsensus. Alligevel synes jeg tit, at jeg i MOL-diskussioner ender op med at være den konsensussøgende. Således også i diskussionen om at vende et problem ryggen. Vi strides jo om ord, alt imens vi er stort set enige. Hvis man har fået en umulig chef på arbejde, vender man da ikke problemet ryggen ved at søge væk. Tværtimod, vil jeg sige! Man tager den ultimative aktion med henblik på at få ham skiftet ud! Således er jeg vel mest enig med 'Pyt - men med hans og mine uddybende kommentarer er Bruno eller Henning vel heller ikke helt uenige?!.

Jeg kunne godt skrive lidt mere om sagen - men lige nu er jeg noget så træt! 5 timers Krav Maga seminar (dog tæt på en times pause) med den israelske guru Tamir Gilad har i dén grad tæret på kræfterne! Jeg er dog godt tilfreds med , at "Der Alte" kunne være med hele vejen og sågar dele en hel del øretæver ud undervejs! Selv har jeg ca. 20 blå mærker som bevis på, at jeg selv har modtaget en del tæv undervejs - og så har jeg kun medregnet dem på forsiden. Om ryggen ser ligesådan ud, vil jeg spørge min fru hustru om - når hun eller vender hjem fra konference i Østrig. (Østrig? Hvad ved de om fisk i Østrig?? Sidst jeg kiggede på landkortet, glimrede den østrigste kystlinje mest ved sit fravær!)

Tak til 'Pyt for et godt indlæg. Jeg venter mig nu heller ikke andet fra den kant....

Jeg har døtre på 9, 14, 16 og 25 år. Uden at ville det har ældste datter forlængst anerkendt Faderens indflydelse, for hendes kærester til dato har alle været interesserede i og aktive inden for fysisk træning. Den seneste - igennem et par år - er sågar på vej til Afghanistan for at vise fysikken frem der.......

-men det var faktisk de yngre, som jeg havde i tankerne. Jeg ser deres klassekammerater i 3. og 8. klasse. Jeg ser nogle rødder, javist! Men jeg ser også nogle unge mennesker, som det ville være fuldstændig surrealistisk at sætte i fængsel eller udruste med fodlænker! Kender d'herrer og damer politikere overhovedet nogle børn i den alder? Ved de ikke, hvor små og barnlige de er?? At sætte disse unge i fængsel med hærdede kriminelle - det er i sandhed kriminelt! OM igen, Brian m.fl.!

I dag har jeg taget mig en fridag. Jeg havde faktisk planer om enten en indendørs cykeltur eller en rotur på Concept 2, men de halvtossede englændere, som jeg arbejder sammen med, blev ved med at ringe og føre alenlange samtaler - eller rettere monologer! - så til sidst var der kun lige tid til aftensmaden, og da den blev ledsaget af en Brunello 2003, har jeg ikke længere den rigtige motivation for at træne. Det må så blive i morgen, hvor Krav Maga desværre er aflyst.

Er det bare mig, der har den opfattelse, eller har alle englændere en tendens til at føre alenlange samtaler, hvor nogle få og fyndige ord ville være nok?!

OK, OK, OK - på utallige opfordringer - jeg gi'r mig og forfatter et nyt indlæg.

Da jeg skrev det foregående, var det til dels ud fra devisen om, at det er bedre at blive til grin end slet ikke at blive til noget. Missionen må siges at være gennemført med succes. Tak til skribenterne for såvel seriøse som mindre seriøse indlæg.

Når man har færdedes på de bonede erhvervsgulve så mange år som jeg, har man været igennem et utal af mere eller mindre velgennemtænkte personlighedstests. Sjovt nok er det dukket op flere gange, at jeg er i god kontakt med den kvindelige del af min personlighed. Måske slår den af og til igennem, når jeg sidder ved tastaturet, men det sker ikke, når jeg.....I ved, hvad jeg mener!

Jeg har funderet lidt over bemærkningen om MOLs aristokrati. Det var jo tydeligvis ikke rosende ment. Nu kan jeg ikke med sikkerhed vide, hvem der tænkes på, men jeg tror nok, at jeg i store træk kan gætte det. Det pudsige er blot, at jeg egentlig snarere tænker på den gruppe som en art proletariat, uden at jeg dog vil definere det nøjere. Det er noget med mangel på almen dannelse og en manglende forståelse af, at viden uden indsigt ikke er meget værd.

I min uge for tiden er træning mindst 6 dage, men kun plads til en enkelt gang med vægtene. Det var så i aften, og jeg har den følelse, at jeg skal rundt i alle mulige øvelser, da jeg jo kun har den ene dag. Det fører til træningspas på omkring de 90 minutter, og lige nu er jeg ret så ristet. 18 øvelser totalt, hvoraf flere af dem dog kun er et enkelt sæt til meget tæt på failure. Dragon flags til failure - det er at skabe spænding i tilværelsen!

I øvrigt er det da fint, hvis de 14-årige kan komme i fængsel. Jeg har længe ment, at der var et hul i institutionsdækningen, når de nu er blevet for gamle til at komme i SFO'en.

Jeg har i den grad ventet på, at nogen skulle savne mig og bede mig om at vende tilbage til MOL - men nu har jeg opgivet håbet! Ganske som i mit forhold til kvinder kommer jeg ingen vegne med at spille kostbar!! Spøg til side - Jeg har trænet løs, men har ikke haft den helt store lyst til at føre log. Om lysten vil vende tilbage, ved jeg ikke, men et par enkelte indlæg i ny og næ kan det vel blive til.

Jørgen L, din ven med e-vitaminet er et totalt vrøvlehoved. Der er absolut intet subtitutionsforhold mellem de to ting og ingen indflydelse på optageligheden. Begge dele kan med fordel indtages - fiskeolie i store mængder og e-vitamin i begrænsede mængder - men at der skulle være en slags sammenhæng er ammestuesnak! D-vitamin er faktisk en naturlig del af fiskeolie - tænk levertran - men under oprensningen går det oftest tabt eller fjernes med overlæg.

Siden sidste indlæg har jeg leveret en andenplads i sjællandsmesterskaberne i tennis for hold samt udført en kvalmende mængde Ross-træning. Ordet "kvalmende" er valgt med omhu, for hvor kan det dog være hårdt! Til gengæld har effekten været den, at sommerens cykelture i Appenninerne faktisk gik godt uden nogen særlig træning på Principia'en herhjemme, og DHL-stafetten blev gennemført i den for en ikke-løber på 52 vel nogenlunde rimelige tid af 24.24.

Jiu-Jitsu har jeg faktisk trænet en del siden sidst, men jeg føler, at der er for meget ballet i tingene. Hvis du nu gør sådan og sådan, så gør jeg sådan og sådan og så er du i store vanskeligheder. Ganske rigtigt, men kun en meget samarbejdsvillig overfaldsmand ville stå og vente på at få vredet armen om i slow motion. Det virker - men kun efter meget lang tids træning, da man skal huske specifikke teknikker til enhver tænkelig situation. At man så kun behøver at vise sig til træning et par gange for at blive udrustet med et farvet bælte har ikke bidraget til at øge min respekt for disciplinen. På den anden side forstår jeg godt det forretningsmæssige - hvis man opmuntrer et relativt nyt medlem med et farvet bælte, er der vel større sandsynlighed for, at han/hun betaler kontingent næste gang.

På det seneste har jeg derfor droppet jiu-jitsu til fordel for Krav Maga. Det er helt anderledes realistisk, og jeg føler, at jeg her på glimrende vis kan bygge ovenpå min baggrund i full contact karate. I modsætning til de specifikke modtræk i traditionel jiu-jitsu arbejder man i KM med at skabe et mere generaliseret reaktionsmønster, som så til gengæld skal ligge på rygmarven. Vi har startet et begynderhold, hvor der er nogle unge novicer og nogle gamle karatefolk. Det er en fair blanding - hvad jeg og de andre gamle har mistet i eksplosivitet mangler de unge i overblik! Der er også et par halvgamle - 35-40 - der ikke har nogen baggrund i kampsport. De føler sig vist som kanonfoder......

Som eventuelle tilbageværende læsere af loggen muligvis vil kunne huske, flirtede jeg for 12-15 måneder siden med en tilbagevenden til kampsport:

Shotokan karate med mine døtre på dengang 12 og 15 år – men dels tabte pigerne hurtigt interessen, dels var træningen slap og dels gad jeg ikke begynde forfra med at tæske basisteknikker igennem.

Thaiboksning, hvor træningen var god, men hvor stemningen i klubben var lettere ubehagelig og faciliteterne dårlige.

BJJ, som jeg fik gjort mest med – stemningen i klubben var god, træningen ligeså – når den altså blev gennemført. Det blev den desværre ganske ofte ikke – enten kom træneren ikke eller også havde han andre planer end egentlig undervisning, og så er det altså langt at skulle køre 2 x 20 km for ingenting.

-men drømmen lever endnu! Forleden annoncerede en jiu-jitsu – klub i den lokale ugeavis og jeg tænkte ”hm, tja, bom – hvorfor ikke prøve?”. Det gjorde jeg så i går. Træningen forløb som følger:

-venlig modtagelse. Det er vigtigt for mig.

-opvarmning

-faldteknikker. Gik OK, selv om det er mange år siden, at jeg har trænet det.

-håndledslåse, kaldes det vel. Svært for mig, der ikke har prøvet den slags før, men sikkert effektivt – hvis man kan overtale modstanderen til at stå stille og vente på at blive ”låst”.

-kasteteknik. Sjovt, men man ryger godt nok i gulvet nogle gange under et halvlangt forløb.

-gulvkamp. Her lovede første modstander at tage det roligt med ”begynderen”. Det tog mig vel 20 sekunder at pulle guard, sweepe til mount og sætte en submission ind. Det understreger bare igen, at det er en fejl at undervurdere en ukendt modstander. Så var næstemodstander advaret, og mit forsøg på samme sekvens blev afpareret. Så var jeg allerede læns for idéer og gik over til kun at forsvare mig – samme problem som i min korte BJJ-karriere. Modstanderen forsøgte med en submission, mens han sad i min guard. Det kunne jeg let afparere, men jeg havde et par ubehagelige øjeblikke, da han bevidst trykkede på ét eller andet nervecenter under mit øre. Det er vel den slags, som man gør i traditionel J-J?!

Alt i alt var det ganske sjovt og jeg vender tilbage næste gang der er træning.

Det bliver jo hurtigt hverdag igen ovenpå et SM. Her i den sidste uges tid har hverdagene dog rummet en del mere chokolade af mere eller mindre tvivlsom kvalitet, kombineret med rigelig indtagelse af mange andre næringsmidler. Vægten har jeg ikke turdet konsultere, men resultatet er nok også givet. Lige på det område har jeg aldrig været hardgainer.......

Træningen er blevet passet, selv om jeg ikke rigtig har nogle konkrete mål. Her er nogle højde- og lavpunkter fra den sidste uges tid.

2 løbeture uden nye vabler

2 gange vægttræning med fokus på eksplosive løft - nærmere bestemt diverse plyometriske øvelser

2 gange Bloody Barbell Complex

1 tur på Concept2 - en katastrofal præstation, uden at jeg kan forklare hvorfor

1 gang tennis

-samt årets første tur på Principia'en. Det var en fornøjelse, men ikke ublandet. Jeg startede med at køre mod nordvest. Jeg havde medvind, men mente dog ikke, at det var så meget endda, så jeg syntes faktisk, at det gik ganske godt med en rimelig gennemsnitshastighed. Da jeg begyndte at vende næsen mod hjemmet, blev jeg slemt klogere! Gennemsnitshastigheden raslede ned til et niveau, som jeg har svært ved at være tilfreds med. Nå, solen skinnede, fuglene sang og der er udsigt til nogle "billige" forbedringer i den nærmeste fremtid, så det går vel.

Af én eller anden grund oplevede jeg, at alverdens "søndagscyklister" havde valgt at rykke ud og blokere cykelstier og veje. Når jeg nærmer mig bagfra, bruger jeg ringeklokken i god tid, men jeg er altid lidt nervøs for, at der skal gå panik i de forankørende, så der opstår farlige situationer. Det skete dog ikke i går - eneste farlige situation var en bus, der af uransagelige grunde valgte at klæbe til mit baghjul over en strækning på ca. 500 meter. Der kunne jeg godt have brugt et bakspejl!

Som tidligere skrevet var det med blandede følelser, at jeg sidste lørdag afstod fra at køre igennem i de 2 sidste øvelser i Tactical Strength Challenge. En "stresset" skulder gjorde, at overhead-arbejde - altså pull-ups og KB-snatches - potentielt kunne udløse en egentlig skade - og med finalen i sjællandsmesterskabet for hold i tennis 35+ lurende 7 dage senere ville jeg efter moden overvejelse ikke løbe risikoen - selv om det rykkede fælt i mig!

Belønningen kom så i går. Vi måtte stille med en reserve på grund af påskeferiesæsonen, men det samme gjaldt modstanderne, så her stod vi i teorien lige. Men natten inden vågnede jeg flere gange med bange anelser. Vi skal bare have uafgjort, vi skal bare have uafgjort... - det kørte rundt!

-men så kom jeg på banen, og voila! De gamle ben dansede rundt, serven fandt hjørnerne i boksen og de lette fejl glimrede ved deres fravær. Min modstander var bestemt ikke ueffen - en god serv og en god forhånd, nutidens prototype på en god spiller, men jeg var i førersædet fra start til mål og til sidst var han nærmest opgivende, så jeg nåede slet ikke at få nerver på, da sejren kom tæt på.

Nå, men faktisk var min kamp og damesinglen vel faktisk de to kampe, som vi på forhånd kunne regne med at have gode chancer for at vinde. I den sidste ende blev de afgørende, at vore to andre herresingler - der bestemt ikke var forhåndsfavoritter! - overgik sig selv og hev sejrene hjem i tætte kampe. Så kunne champagnepropperne springe!

Så kan de små måske opmuntre hinanden og tumle rundt

I bliver slemt klogere - men held og lykke med projektet! mvh Far til 4 (4 piger, for at det ikke skal være løgn!)

Beleriand K>Jeg vil ikke nægte, at tanken er faldet mig ind. Så skal jeg ud for at investere i et par skiver mere - for lige nu har jeg kun i alt 187,5 kg i mit hjemmegym!

Sager er nok den, at mere målrettet dødløfttræning vil tage for meget energi fra alt det andet, som jeg gerne vil. Men to "runde" tal - 200 kg og 2,5 gange kropsvægt - hmm, tjah, bum...!

Fredagens holdkamp i tennis gik som håbet og frygtet: Joh, det endte med en klar sejr til holdet, og jeg vandt mine individuelle kampe, men undervejs måtte jeg ud i 2 lange og hårde sæt mod modstandere, der i min optik spillede over evne. OK, længden i mine grundslag forsvandt også lige en overgang, hvilket er kritisk mod en modstander, der forstår at angribe de korte bolde. Heldigvis servede jeg godt, og det reddede mig i den kritiske fase, indtil jeg fandt længden igen og fik taget modet fra modstanderen.

Problemet var så bare, at med 3,5 timers tennis fredag aften, belastet energibalance, skuldersmerter og blå tånegle var jeg ikke på toppen til lørdag morgens Tactical Strength Challenge. Opvarmningen gjorde det helt tydeligt, at alt arbejde med armen over skulderhøjde var forbundet med smerte, og med pull-ups og snatches på programmet er det ikke så heldigt.

Selvfølgelig kunne jeg have ignoreret smerten og kørt igennem, men med tennisfinale på lørdag var jeg ikke indstillet på at løbe risikoen for mere permanente problemer. Alligevel var jeg på nippet til at gøre det, nok på grund af det inspirerende selskab med Bogs, Guarden, Musashi, Richard og Frederik samt medlevende tilskuere - ingen nævnt, ingen glemt. Jeg nøjedes dog med at lave en enkelt pull-up og 10 snatches, sådan bare for at få en notering. Bagefter kom jeg til at tænke på, at jeg jo bare kunne have snatched løs med venstre - det kunne vel have blevet til en cirkus 60-70 stykker på de 5 minutter, men på den anden side: Til glæde for hvem? Selv 70 stk. rækker jo ingen vegne i den samlede konkurrence.

Nu foregår dødløft jo i en noget lavere højde og stiller andre krav til energisystemet, så jeg satsede på et godt resultat her. Og det udeblev heldigvis ikke. Først et let løft på 165 kg, fulgt op af et noget besværet løft på 175 kg, og så var der lagt op til et attentat på min 10 dage gamle PR på 182,5 kg. Der kom 185 kg på stangen, og op kom den! Skønhedspræmien fik jeg nok ikke, men jeg er godt tilfreds.

Der var flere andre, der satte dødløftrekorder. En årsag kunne f.eks være karakteren af "riflingen" (hvad hedder det?) på stangen. Det var min oplevelse, at stangen næsten hang fast i hånden og dermed eliminerede selve grebet som en begrænsende faktor.

Søndag løb jeg for første gang i umindelige tider 8 km. Tiden var elendig, men så havde jeg så meget desto mere mulighed for at nyde det spirende forår - og 2 spirende vabler…..

Beleriand K> Tak for de pæne ord. Verdens goder er ulige fordelt. Jeg har et talent for at dødløfte, lige som du har et talent for bench press og military. Jeg er sådan set enig i, at jeg ikke har nogen svage punkter rent styrkemæssigt, men omvendt har jeg heller ikke de store relative fordele. Det er dog godt at vide, at en stor r.. kan bruges til andet end at sidde på! Funktionelt? Ja, det håber jeg - jeg vil så gerne kunne lidt af det hele!

I dag har jeg forundret hele centret ved at lave gynnastica natural på gulvet. Jeg supplerede ved at sætte PR på den kære Concept2 - men det har jeg jo kun trænet en kortere periode, så det tæller ikke!

Godt at høre, at det går fremad. Og nota bene: 8 x 8 X 70 kg er for de fleste af os almindelige dødelige en alvorlig dosis bænkpresseri - så du bliver det rene mord, når du bliver helt skadesfri.

Efterlysning: Skriver du ikke snart noget "klogt" i loggen?! Jeg savner det!

Der er for få positive historier i medierne i disse dage. Det har der nu nok altid været. If it sucks, it sells!

Men jeg har en positiv historie. Den gamle kan endnu! I min fremskredne alder er der af naturlige årsager ikke nogen overflod af all-time PR’er, hvis vi altså fraregner de situationer, hvor jeg prøver ét eller andet for første gang. I den aktuelle situation har jeg en gang om ugen snuppet nogle få tunge singler i dødløft igennem de seneste måneder. I går fik jeg så den fjollede idé at teste mit max. Jeg kan kun være tilfreds med resultatet. De 160 kg fløj op, 170 kg var tunge, men ikke svære. Min gamle PR var 180 kg og 3-4 år gammel. Efter de 170 kg besluttede jeg i ungdommelig kådhed at forsøge mig med 182,5 kg og voila! Stangen kom fint op fra gulvet, gik så næsten i stå midtvejs, men kom i gang igen og kunne lockes out uden krise i slutfasen. Det er jeg mildt sagt godt tilfreds med, og et dødløft i nærheden af 2,3 gange kropsvægt er vel OK for en motionist i masters-klassen.

Nå, inden selvtilfredsheden flyder helt over, må jeg hellere berette, at jeg efter dødløft også ville træne bench press. Jeg kom på sporet af en for mig hidtil ukendt og ikke helt gennemskuelig sammenhæng mellem de 2 løft – for jeg kunne hverken presse det ene eller det andet! Sagt på en anden måde var jeg vel ca. 10-15 % svagere end normalt.