CoqRouge

Nu er resultaterne begyndt at indløbe på TSC-hjemmesiden. Det bliver spændende at se, hvordan vi har klaret os internationalt.

Så et program til håndboldspillere, der hang på væggen i VL-klubben. Der stod at curls var rigtig gode til målvogtere

Den er god nok! Mange skytter vil gerne placere bolden i området mellem ørerne og underarmen, når målmanden har underarmene i hævet position. Det område kan man effektivt lukke med et sæt worldclass gunz!

Nu håber jeg bare, at KH læser med her......

Lørdag var der lagt op til en hård dag, og det viste sig at holde stik....

Første punkt på dagsordenen var Tactical Strength Challenge. Tinapigen har allerede skrevet om arrangementet, og jeg har egentlig ikke noget at tilføje på det generelle plan, men vil blot gentage, at det er uforståeligt, at et arrangement af denne karakter ikke kan samle flere deltagere.

Specifikt for mig var der ups and downs. I TSC april tog jeg 170 kg med stort besvær i tredje forsøg af 3. Denne gang tog jeg det allerede i andet forsøg, og der var helt klart mere i reservetanken. Så var det, at jeg dummede mig! Tinapigen havde medbragt et bælte, som hun venligt udlånte, og jeg tog imod, fordi andre har sagt, at det giver sådan ca. 5 kg på dødløftet. Nu er min livvidde ikke enorm, men den er altså noget større end Tinapigens og dermed for stor til bæltet! Jeg kunne ikke spænde imod, men skulle snarere trække maven ind. I den overmodige tro, at dette ville være uden betydning og at bæltet ville give lidt ekstra, kaldte jeg 180 kg og kiksede på eklatant vis! Bæltet gjorde mere ondt end godt, og i dag har jeg noget, der vel egentlig er et par trykkede ribben - de nederste, bløde i begge sider. Jeg kan ikke hoste, nyse, feje eller slå søm i uden smerter.

Jeg forsyndede mig mod regel nr 1: Eksperimentér aldrig med en konkurrence, som du forsøger at vinde! Jeg skulle naturligvis have kaldt 175 kg og løftet på ganske almindelig vis. Jeg er 90 % sikker på, at jeg havde klaret det, men det nytter ikke at græde over spildt mælk, og 170 kg er egentlig OK for mig.

Armhævningerne gik over al forventning, idet jeg ganske som sidst tog 13 af slagsen. Sidste gang havde jeg trænet armstrong-programmet, og denne gang havde jeg lavet meget lidt. På den baggrund var de 13 meget tilfredsstillende.

KB-snatch var også OK. Vabler og tennistræning i forening havde gjort, at jeg ikke havde snatchet noget videre. Nu er den begrænsende faktor for mig i høj grad puls/åndedræt i denne øvelse - jeg ryger ind i det røde felt efter 2-3 minutter. Da den generelle form var lige så god (eller lige så dårlig) som sidst, havde jeg forventet at lave en anelse færre end sidst - og det kom til at holde stik, idet jeg nåede 100 stk, ned fra 104.

Nu er der så bare at vente på det samlede resultat, så jeg kan få at se, om det igen rækker til en god placering i Masters-klassen internationalt.

Efter TSC var det direkte afsted til den årlige tennis-reunion for gamle holdspillere. Jeg var så hæmmet af ovennævnte ribben, at jeg måtte begrænse udfoldelserne og holde igen undervejs - men halvanden times double blev det dog til. Intet i sig selv, men ganske meget oven på en TSC.

-Og så var der grillfest bagefter. Sundhedsstyrelsens anbefaling om max. 5 genstande på én og samme dag blev ikke taget strengt bogstaveligt ved denne lejlighed........

Tak for en god dag i godt selskab. Jeg bukker mig i støvet af respekt for din præstation, ikke mindst de 20 pull-ups!

Kom så Amazoner og krigere!

Jeg har lagt mig med rygproblemer, så der skal en ny dødløftkonge ind i billedet Derudover er der nogen, der skal køre uafgjort med Musashi på Snatch, så der igen i år kan blive delt 1.ste plads

Rigtig god fornøjelse

Ked af at sige det, men for få minutter siden var der én eller anden, der udgav sig for at være dig og skrev om dødløft i din log!

Vi ses i morgen! 09.00?

Jeg har lige forsøgt mig med lidt hovedregning, og muligvis er jeg galt på den - men det ser altså for mig ud til, at du løber med hurtigere km-tider på DHL (5 km med levende forhindringer), end du gør, når du giver den gas på en 3'er uden sinkende elementer. Er du sikker på distancen?

Ku' du ikke lokkes til at forklare det med knæet lidt nøjere til glæde for os, der ikke er fysioterapeuter? Please?

Først den mere fysiske del: Det lykkedes IKKE at blive sjællandsmester i tennis for 35+ - hold. Vi tabte finalen med 6-2, og efter omstændighederne kunne det ikke have gået så meget anderledes. Vi var kun et par tætte 3-sætskampe fra at klare 4-4, men selv i dette tilfælde ville modstanderne have vundet sammenlagt på flest vundne sæt, så pyt.

Omstændighederne var heller ikke med os. Vores klart bedste spiller havde meldt afbud, så jeg måtte som nr. 2 rykke ind på hans plads og resten af holdet måtte tilsvarende rykke frem i hierarkiet. Samtidig havde modstanderne også et afbud, men de havde hentet en nuværende divisionsspiller ind i stedet – en meget klar forstærkning, men i overensstemmelse med reglerne, da hans divisionshold ikke skulle spille i samme weekend. Nettoresultatet var, at jeg mødte ham og fik alvorlige klø. Det er ikke for intet, at det er 20 år siden, at jeg har spillet divisionstennis – og som jeg oplevede det, ville jeg såmænd også have tabt med min daværende spillestyrke.

Som jeg oplevede det, var det altså nok os, der havde vundet 6-2, hvis begge hold havde været i ”almindelig” opstilling – men det kan jeg jo ikke bevise, og andre kan have en anden mening. Under alle omstændigheder er det jo bare vand under broen nu.

Lidt surt – og det bliver værre! Med holdturneringen bag mig var det så i går omsider tid for lidt specialtræning inden næste weekends Tactical Strength Challenge. Jeg synes selv, at jeg holdt igen – men alligevel måtte jeg stoppe, da et større hudparti på min højre håndflade valgte at løsrive sig, mens jeg KB-snatchede. En vabel, der ligger under et ganske tykt lag hud, er nu det synlige resultat. Jeg har ikke punkteret den og håber, at den falder sammen inden stævnet – men træning med KB bliver der vist ikke mere af inden TSC. Så må jeg bare bløde under selve konkurrencen!

Angående den mindre træningsrelaterede side af sagen takker jeg for kommentarerne til min manglende kampsportstræningslyst – både dem i loggen og de andre.

Da jeg tidligere på året valgte at forsøge mig med BJJ, var det dels fordi der her på MOL er indtil flere gode inspirationskilder – I ved, hvem I er! – men også fordi jeg her mente at kunne træne uden at have urealistiske forventninger til niveau og fremgang – for BJJ var 100 % nyt for mig. Min opfattelse var, at jeg ved at genoptage karaten ville komme til at lide under forventningerne – mine egne! – fra fortiden. Men det er faktisk ikke gået sådan. Dels irriteres jeg over mit (manglende) niveau, og dels har jeg overraskende nok haft det allersjovest til træning de få gange, hvor vi har leget med noget stand up-fighting. Forstå det, hvem der kan!

Som jeg tidligere har skrevet her på MOL, stoppede jeg med at spille tennis, da jeg ikke kunne acceptere det niveau, som alderens trykken og livets andre krav tillod mig at spille og konkurrere på. Det tog mig 10 års tennispause at komme overens med dette, men som loggen jo vidner om, er det lykkedes, og tennis har indtaget sin hævdvundne plads i min tilværelse igen.

Er det for meget at håbe på, at noget tilsvarende kunne ske med kampsport?

Jeg vil også gerne komplimentere dig for en god indsats - men når det så er gjort, og du har slikket de værste sår, så må jeg sige, at jeg ikke kunne lade være med af hæfte mig ved dette:

Jeg må bare erkende, at når krigen bryder løs, så mister jeg ca. 80% af mit game og ryger tilbage til det helt basic. I dag er jeg selvfølgelig lidt skuffet og irriteret over, at jeg ikke fik vist alle de ting jeg kan til træning - det er selvfølgelig både et rygklap til min modstander og så også mangel på erfaring. Jeg tror også jeg skal arbejde en del mere mentalt, så jeg ikke bliver en af de typer, der kan det hele til træning men under performer, når det gælder.

Måske husker jeg forkert - men jeg mener at erindre, at du skrev noget lignende efter dit foregående stævne. Er to oplevelser nok til at etablere en trend? I hvert fald: Alle idrætsgrene - og især dem, hvor man direkte konfronterer en modstander - lægger et tungt pres på deltagerne. Erfaring og mentaltræning kan øge evnen til at performe under et sådant pres, men væk går det aldrig. Hvis man ikke føler presset inden en kamp, er det på tide at kvitte. Kunsten består altså i at anvende presset positivt. Nu kan jeg jo kun bygge min formodning på de få linier, som du har skrevet, men det lyder som om, at presset er din modstander nr. 2.

Uanset hvad der sker her i verden, ryger man altid tilbage til basic, når man kommer under pres. Kunsten er altså dels at have en stærk basic, dels at udvide den. En almindelig fejl er at tro, at man udvider basic ved at træne fancy teknikker, hvilket jeg mener er en misforståelse eller i bedste fald et meget langsigtet projekt.

Du skriver, at du ikke fik vist alle de ting, som du kan til træning. Undskyld, men det skal du sgu' da heller ikke! Du skal vinde en match, whatever it takes! Det der med at vise tingene kan man gemme til gradueringer eller til opvisninger. Seriøst og venligt ment: Drop idéen med, at du skal vise din tekniske formåen frem, når du kæmper en kamp, som du gerne vil vinde - eller alternativt: Acceptér, at publikum efter kampen siger: "Han tabte ganske vist, men for h......, hvor kæmpede han flot!"

QueenPearl>Man kan nok godt sige, at jeg er rendt ind i en situation, hvor jeg er kommet til at stille spørgsmålstegn ved, hvor jeg egentlig vil hen med min genoptagne kampsportstræning. Svaret er jo nok ”ingen specielle steder”, og så er det som andetsteds skrevet meget vigtigt at finde glæde i selve processen – og det kniber det tilsyneladende lidt med, hvilket er højst udsædvanligt for mig.

DBM>Jeg agter at gøre præcist det, som du foreslår – hverken mere eller mindre!

Angående Adrenaline-stævnet vil jeg gerne kigge indenfor – men om Gud vil og vejret holder, kan det ikke lade sig gøre, for samtidigt spiller jeg tennis-finale om sjællandsmesterskabet for hold. Hvis det styrter ned og kampen må aflyses, kan jeg godt se noget Adrenaline – men så skal holdkampen formentlig afvikles den følgende lørdag, og så kommer jeg ikke til Tactical Strength Challenge! Held og lykke til DBM og eventuelle andre MOL-deltagere i Adrenaline.

Gårsdagens træning kom som bebudet til at bestå af nogle runder Fight Gone Bad. Det gik faktisk ganske godt, og da jeg fik iltmasken af, var der ingen tegn på upassende ømhed eller lignende.

I aften skal tennisformen pudses af. Jeg håber at få slagforskrækkelsen fra i lørdags rystet ud af den gamle tennisarm.

Det her er et indlæg, som jeg slet ikke har lyst til at skrive, da jeg er meget lidt tilfreds med mig selv, men nu gør jeg det altså alligevel.

Som certificeret træningsnarkoman ligger det mig utrolig fjernt at udeblive fra en træning, som jeg har "meldt" mig til - men ikke desto mindre tog jeg ikke til BJJ i aften, og det har jeg det skidt med. Nej, jeg svigtede ikke nogen - de andre har sikkert haft en træning, der ikke led under mit fravær! - men sandheden var, at jeg ikke havde lyst.

Hvorfor det er sådan, forstår jeg faktisk ikke. I sidste uge var jeg faktisk i al hemmelighed en smule lettet, da jeg måtte sande, at arbejdet havde opholdt mig for længe, og da jeg i dag tjekkede BJJ hjemmesiden for aflysninger kunne jeg mærke, at jeg faktisk ønskede, at der skulle være en aflysning! En ubehagelig og uvant oplevelse.

Jeg kan faktisk sagtens finde på en masse undskyldninger for, at det er sådan. De forstuvede fingre, det tidligere beskrevne kvalmeanfald, mine ambivalente følelser over for det at kæmpe - forklaringer er der nok af, men problemet er bare, at de ikke rigtig rummer noget, som jeg kan anerkende som en udtømmende begrundelse.

Nu ser jeg tiden lidt an og træner i øvrigt som altid løs med så meget andet. I aften bliver det nok til nogle runder Fight Gone Bad. Pludselig har det navn fået en dobbelt betydning.

DHL-stafetten var som altid hyggelig. Det er faktisk svært at beskrive hvorfor. Dårlig mad, tynd fadøl, forfærdende toiletforhold, kvalmende tyk os fra grill'erne, klamme telte og et løb, hvor man konstant ligger i infight med såvel hurtigere som langsommere løbere. Læg så hertil et vejr, der den første times tid ikke just viste sig fra sin mest tørlagte side.

-men på én eller anden måde gør det ikke rigtig noget! Vi var over 20.000 mennesker samlet om et fælles projekt - at løbe 5 km så hurtigt, som man nu engang kan og så hygge sig. Det skabte en stemning, hvor tolerancen over for diverse fortrædeligheder er meget høj og hvor man udgør et fælles heppekor eller måske snarere en fælles supportgruppe.

På forhånd var mine forventninger til min tid meget upræcise. Stort set ingen løbetræning siden det tidlige forår, men en nogenlunde grundform var forudsætningerne. Når det kombineres med et af de vanskelige startnumre (nummer 2, 3 og 4 på holdet kommer til at løbe i den tætteste folkevrimmel), følte jeg ikke, at jeg turde gætte på en sluttid.

På den baggrund er jeg for så vidt nogenlunde tilfreds med 24.15, som blev min tid. Et lidt forsigtigt udlæg og god fart på de sidste 1500 meter. Jeg mener at have deltaget ca. 10 gange, og dette var min dårligste tid nogensinde, men under omstændighederne er den som jeg ser det på en måde relativt bedre end f.eks. sidste år.

Er stadig i selvterapi for at komme mig over tennispræstationen (manglen på samme!) i lørdags............

Lørdag blev der så omsider mulighed for at få afviklet den sidste kamp i puljespillet i tennisholdturneringen – den kamp, som vejret havde umuliggjort ugen før.

Vi skulle efter beregningerne vinde for at være 100 % uafhængige af andre resultater for at vinde puljen. Modstanderne på deres side havde et spinkelt håb om at undgå nedrykning, hvis de kunne slå os. Om det så var af denne årsag skal jeg lade være usagt – men sagen udviklede sig til en skrivebordskrig med visse besynderlige taktiske fif fra modstanderens side. Heldigvis var der i den sidste ende ingen tvivl på banen – vi vandt klart, og som resultaterne fra de andre kampe faldt ud, kunne vi faktisk have tålt et knebent nederlag.

Nu venter så finalen om sjællandsmesterskabet på lørdag.

Personligt spillede jeg vel den ringeste kamp, som jeg har leveret siden jeg – om end på lavblus! – genoptog karrieren for 3 år siden. Jeg har ledt efter årsagerne, og mine overvejelser ser således ud:

Modstanderen – full credit til ham. Han spillede efter eget og andres udsagn sin bedste kamp i flere år og var en spillertype, som også på bedre dage har voldt mig problemer.

Skrivebordskrigen – som holdkaptajn er det jo mig, der fører ordet, og jeg var irriteret og ufokuseret, da jeg gik på banen. De mentale reserver var der slet ikke.

Fysikken – ja, jeg oplevede, at fysikken svigtede! Nej, jeg blev ikke kørt træt, det var lige fra begyndelsen! Min normale hurtighed var blevet hjemme, jeg kunne ikke få fart i slagene og jeg var generelt øm og stiv. Dagen inden kampen var hviledag, dagen inden da kørte jeg 2 runder Fight Gone Bad og 2 dage inden 3 runder af samme. Under normale omstændigheder ikke et pensum, som burde påvirke mig på banen, men galt var det!

Element X – selv alle de ovenstående faktorer kan ikke forklare, at rutineslag, som jeg normalt håndterer OK i 95 % af tilfældene, på dagen havde en fejlprocent på en 30-40 stykker, og det var at mærke ikke småfejl, hvor man er uheldig med marginalerne – nææh, vi taler om op til flere meter. Således havde jeg et relativt upresset lob, der ramte banen ved siden af min! Biorytmer? – tjah, det er lige før, at jeg begynder at tro på det!

Nå, vi vandt jo som sagt alligevel! Min udfordring nu er at genvinde min tro på mig selv og mit spil inden finalen på lørdag. Jeg er bange for, at det ikke bliver så let……..

-og så er der jo DHL i aften! Mit stærkeste kort er nok, at jeg rent løbetræningsmæssigt ligger meget langt fra en tilstand af overtræning!

Tak for lykønskningerne!

QueenPearl>Jovist har jeg da skiltet med fødselsdagen i loggen, og du har sågar endda klippet det ind i et citat, men diskretion er mit mellemnavn. "Så blev det atter tid for at opdatere loggens titel."

Det er rigtigt husket, at det med jobbet er et "igen". Da jeg mistede min chefstilling, påtog jeg mig ganske kynisk et job, som sikrede et bidrag til de månedlige udgifter, mens jeg kiggede efter noget på mit "gamle" niveau. Det har jeg så fundet nu.

Beleriand_K>Tung vægttræning er på ingen måde droppet. Lige i disse uger gennemfører jeg dog kun en enkelt træningsgang pr. uge, fordi kroppen skal være frisk til de afgørende kampe om sjællandsmesterskabet i tennis. Så er det tid for Tactical Strength Challenge, og derefter øges der til 2 træningsgange pr. uge. Programmet har jeg faktisk fulgt siden juli. Det drejer sig om det Hepburn-program, som Mike Mahler for nogle måneder siden beskrev på T-Nation. Først 5-8 singler og derefter 6 volumensæt af 3 store øvelser pr. træningsgang, med en indbygget konstant progression.

QueenPearl>Du skal ikke undskylde det med begynderen. Det er den rene og skære sandhed, og det vil det være en rum tid fremover. Men episoden bunder i, at jeg som begynder stadig løber tør for idéer næsten med det samme, når der kæmpes frit. Jeg tror, at kun tiden kan kurere den sygdom. Jeg er i øvrigt 100 % enig i, at hvis modstanderen er i stand til at åbne guarden, er det bedre selv at vælge tidspunktet, hvor det sker.

Jørgen L>Faktisk forsøgte jeg mig med kimura, som er noget nær den eneste submissionteknik fra guard, som jeg kender - men uden held. Når jeg ser instruktionsvideoen, mener jeg at kunne konstatere, at jeg ikke fik lavet den indledende rotation, som tilsyneladende er vigtig. Det må jeg huske næste gang.

Næste gang blev desværre ikke i aften. Jeg blev opholdt så længe af et arbejdsmøde, at jeg ikke kunne nå frem i tide, og da jeg i forvejen var træt, forekom tanken om at komme styrtende en halv time inde i træningen pludselig ikke så tillokkende. Til gengæld har jeg netop trættet mig selv med 3x(5x1) minutters "Fight Gone Bad". Hårdt, men jeg skal nok inkludere noget mere for benene for at få pulsen helt op.

Jeg har købt mig en stående bokse- og sparkesæk. Konen mener, at den sidste sikring er røget, og hun har muligvis ret. Jeg blev i hvert fald ret rystet, da jeg blev klar over, hvor meget plads sådan en fyr optager.

I dag kom der en forsinket fødselsgave: En ansættelseskontrakt fra et firma. Start 1/10 og en løn, som jeg kan leve af. Faktisk er det første gang i mit liv, at jeg for alvor har haft stor fordel af mit professionelle netværk, for ansættelsen sker med baggrund i, at jeg blev opfordret til at søge en stilling, som jeg ikke anede eksisterede.

Så blev det atter tid for at opdatere loggens titel.

Om det var alderen, der trykkede i går, ved jeg ikke, men jeg havde i hvert fald en dårlig oplevelse til BJJ. Under sparringen og under en i øvrigt ganske afbalanceret situation fik min modstander på én eller anden måde trykket mig ét eller andet sted på maven, så en opkastningsrefleks blev udløst. Det lykkedes mig at forhindre den ultimative katastrofe, men jeg måtte naturligvis afslutte sparringen. Jeg forsøgte mig yderligere 2 gange efter nogle minutters pause, men hver gang var resultatet det samme, dog således, at ethvert tryk i maveregionen nu udløste den pågældende refleks.

Inden nævnte episode lå jeg i rundt regnet 5 minutter med en modstander i min lukkede guard. Han var 16-18 kg tungere end jeg, men kunne - pga. en noget mangelfuld teknik - ikke komme fri. Jeg på min side savnede teknik til at kunne submitte ham fra guarden, og helt ærligt turde jeg ikke sweepe ham - jeg var bange for at han kunne drage fordel af sine mange kilo, hvis han slap løs. Det hedder remis, hvis man spiller skak!

Hvorfor forstår jeg ikke - jeg havde spist og drukket ganske normalt og var ikke på nogn måde upasselig. Nu håber jeg ikke, at det gentager sig, men i værste fald kan det betyde, at jeg ikke kan deltage i sparring fremover!

"Hør, min ven, naturligvis vil jeg sparre med dig, men du må love ikke at trykke mig på maven!" Man skal vist ikke have et specielt klarsyn for at kunne gennemskue, at dén holder nok ikke i praksis!

Hvem løber du for den 1/9? Løber selv denne dato for Region Hovedstaden. Hvis vi afpasser det rigtigt, kan du overhale mig undervejs - med eller uden babyjogger!

Når man ser billederne, får man den tanke, at Daniel har lagt meget vægt på at bænke. Spørgsmålet er så, om der har været tid til at træne resten!

Go, Dan, Go!

Om Caroline W.:

Jeg tror egentligt det er styrke hun mangler. Altså fysisk styrke. Hun slår for kort, når hun bliver lidt træt, og HVER gang Dementieva slog en bold dybt på hendes banehalvdel, blev det en underlig høj bold, som var nem for Dementieva at afgøre bolden på.

Det er ikke et styrkemæssigt problem, det er noget rent teknisk. CW har specielt på forhånden et stort og langsomt tilbagesving. Det har den fordel, at hun kan slå tunge slag med meget spin, og det er nok til at vinde mange kampe over gode spillere - men når en modstander har evne og "tur" til at spille dybt og hurtigt, får Caroline ikke tid nok til at slå sine slag. Dementieva har en elendig serv, men har vel den bedste servereturnering i kvindetennis og noget nær de bedste grundslag. Hun "stjæler" simpelt hen den tid, som Caroline har brug for til at slå sine slag. Derfor kommer Caroline til at spille for kort og for højt.

Må jeg som en ganske objektiv tilskuer tilføje, at Dementieva helt klart har OLs flotteste ben!

Tempoet er stadig lige under 5 min pr km. Ved egentligt ikke pm det er godt eller dårligt??

Jamen, det kommer da an på så meget! Det er bestemt ikke imponerende for en jævnaldrende motionist, der satser på løb som sin primære motionsform - men det er da ganske godt gået for en cykelrytter, der bare sådan af og til lader sig friste til en løbetur. Som jeg ser det, tilhører du så ganske afgjort sidstnævnte kategori, så du kan sagtens tillade dig at være tilfreds. Er du på vej over i den træningsform, som DBM o´g jeg har patenteret? - Mix It Up ® ?

Første runde i efterårets holdtennismatcher er nu overstået på bedste vis. Holdet vandt 7/1, og trods en irriterende hovedpine, der blev holdt nede med piller, lykkedes det mig at vinde såvel min single som min herredouble. Min modstander i single opgav meget hurtigt at spille med mig fra baglinien og søgte frem, hvilket betød, at jeg konstant var under pres og havde svært ved at finde en rytme. Heldigvis havde han svært ved at afgøre flugtningerne - mine gamle ben bevægede sig ganske godt! - så jeg fik oftest flere chancer på mine passerslag, og dem udnyttede jeg tit nok til at vinde med de på papiret ganske overlegne cifre 6/2 - 6/2. Det føltes ikke så overlegent, som det lyder! Men hvad vigtigst er: Vi fører Sjællandsserien - den højeste række for os gamle! Stillingen

Fredagen inden holdkampen var min første hviledag i mere end 2 uger. Egentlig mener jeg, at min gamle krop ikke har godt af mere end 5 træningspas om ugen - men på den anden side er der så meget, at jeg gerne vil nå, at jeg ikke har tid til at have 2 hviledage om ugen. Som så ofte før skrevet - det er et luksusproblem!

Rart at høre om dine bedrifter igen.

Træne arvæv ved akillessenerne væk, skriver du. Betyder det, at du er gået igang med Alfredsson-programmet igen, eller har du fundet på noget andet?

Det dér med de løbende opdateringer ligger det tilsyneladende lidt tungt med her i loggen, men det vil næppe komme bag på nogen, at der bliver trænet alligevel. En rekapitulation af den seneste uges tid:

Torsdag vægttræning

Fredag løbetur

Lørdag tennis

Søndag tennis

Mandag vægttræning

Tirsdag løbetræning

Onsdag BJJ

-og i aften tennis, om vejret tillader det. På lørdag er det tid for første holdkamp i efterårssæsonen, så vægttræning og den slags er out. Vi har stadig chance for at vinde sjællandsmesterskabet, så en rimelig grad af seriøs livsførelse og træningsplanlægning er på sin plads. Således chicken'ede jeg ud af sidste BJJ-sparringsrunde i går, da den permanent skadede finger sendte nogle uønskede signaler. Inden da havde jeg fået stryg af Victor Hugo, men jeg holdt vist stand lidt længere, end jeg plejer. Sidebemærkning: Hvordan stacker man en mand, der har kuglelejer i hofterne?

Det går elendigt med løbetræningen - faktisk synes jeg, at min kondition er blevet dårligere. Jeg imødeser DHL-løbet med gru. En PR i den negative forstand lurer i horisonten.

Onsdag: BJJ/MMA

Torsdag: Tennis + jern

Fredag: Løb

Lørdag: Tennis

Søndag: Jern

-så kort kan ugens aktiviteter siden cykelturen tirsdag beskrives. Det ku’ også godt blive en hel del længere, men jeg vil nøjes med en lille smule om onsdagens træning. Det er jo ganske sjovt, at jeg pludselig er begyndt at gå til MMA, helt uden at ville det! Sagen er som tidligere nævnt, at BJJ-træner Iran har en upcoming MMA-fight, og det smitter af på træningen – i fuld forståelse med deltagerne, så vidt jeg kan bedømme det. Første halvdel af træningen var traditionel BJJ med gi, anden halvdel MMA-sparring med det dertil hørende udstyr. Jeg lånte mig frem og endte med benbeskytttere og handsker, der ikke passede bedre end allerhøjst nogenlunde! Hertil kommer, at jeg måtte konstatere, at min tandbeskytter har brug for en ny tilpasning efter seneste tandlægebesøg.

Det er sjovt at konstatere, at jeg efter mere end 30 års pause stadig kan finde ud af den stående del. Så vidt jeg kan se, har jeg en fordel i, at mine hænder og fødder arbejder sammen, hvor flere af de andre helt klart skal igennem en bevidst beslutningsproces, inden fødderne kommer ind i billedet. Min stående kamp fungerer også tilfredsstillende under sparring med Iran, men kommer jeg først ned på gulvet, er jeg – som mine træningsfæller – føøked!

Jeg er i så god kontakt med den kvindelige del af min personlighed, at mit shopping-gen ikke er undertrykt, så dagen efter træningen befandt jeg mig pludselig i Nippon Sport, hvor jeg formedelst en anselig sum penge erhvervede mig udstyr, der passer, samt en bog om MMA.

I en helt anden boldgade har jeg i dag læst, at en anden gammel kæmpe® – Holger Danske – iflg. Dansk Folkeparti er ved at vågne. Iflg. H. C. Andersen er det noget, der sker, når Danmark er i fare, og af Rolandskvadet fremgår det med al ønskelig tydelighed, at Holger holder med europæerne. Man fristes til at mene, at Holger – hvis han vågner – vil starte med at erklære krig mod fjenderne af europatanken, og det vil jo sige Dansk Folkeparti. Historiske metaforer skal omgås med forsigtighed!

Jeg er fuldstændig uenig. Dan har jo en ghey-god kondi, men en aldeles tarvelig squat. Drop cardio og øg gradvist, men meget hurtigt, volumen OG intensiteten i squat, så skal du nok komme i dit livs form

God help these fat bastards if they ever have to use those bodies for anything remotely useful. What are they gonna do, put on a lifting suit, warm up for half-hour, chalk up, and then bench press the guy who stole their wife's purse?

Det hjælper heller ikke at squatte ham tyveknægten.......