Misling

Jeg er blevet gjort opmærksom på at jeg har været for hurtig, da jeg oprettede tråden her - der mangler en del info, som gør at man godt kan blive lidt bekymret. Så derfor en lille info-ting her.
Jeg går i terapi hos en genial psykoterapeut, som i den grad på kun et år har hjulpet mig til at indse rigtigt mange værdifulde ting. Også i forbindelse med mænd, men især med mit selvværd? Jeg har i hvert fald indset at jeg ikke skal være bange for at blive forladt, fordi jeg kan klare mig selv - også på kærestefronten. Jeg behøver heller ikke finde mig i en chef, der skriger ad mig eller en anden chef, der håner mig. Jeg behøver ikke være bange for at blive helt alene, fordi jeg selv aldrig vil forlade mig. Jeg synes nemlig at jeg er et helt ok menneske med gode værdier og gode holdninger. ;-) Jeg har gået til psykologer før, men det har ikke battet tilnærmelsesvist så meget som dette arbejde med psykoterapeuten gør. Bare så folk ikke tror at jeg bliver "snydt" af en fake.
I forbindelse med min sygemelding bad jeg om at komme ud i en "anden aktør", fordi jeg havde en idé om at det ville hjælpe mig, så da min opsigelsesperiode ophørte, begyndte jeg på kursus. Her lærer jeg om stressens grimme fjæs, jeg lærer om depressionens kemi - begge på et forenklet niveau - og jeg lærer om hvordan jeg kan ændre mit liv og mit syn på mig selv. Jeg lærer at mærke min krop - den som jeg i så mange år har begravet i dårligdomme og grimme tanker. Og dét er en stor åbenbaring for mig. Samtidig er der tilbud om motion - gratis fitnessdk hver formiddag (herunder pilates og zumba), motionsrum og svømning et par gange om ugen. Det har fået mig i gang "rigtigt", selvom jeg da har cyklet en del i forbindelse med mine fotosafarier i byen.
Efter nogle ugers undervisning begyndte jeg aktivt at ændre mit liv. Simpelthen fordi det jeg lærer hos dem supplerer det jeg arbejder med hos terapeuten. Så uden at egentlig have planlagt det sætter jeg ind overfor den der stress på flere fronter på samme tid. For der er ingen mening (for mig) at motionere for at forbrænde stress-hormonerne af uden samtidig gribe chancen for at ændre på min kost samtidig - og dermed slippe nogle kg i processen.
Det er også derfor jeg ikke har fysiske mål som mange af jer andre har, men jeg "smittes" da og går og pønser på at opstille nogle mål på den front også. På vægtfronten har jeg nemlig mål. Maks 2 kg om måneden. Når jeg når mit mål, hedder den vedligehold for resten af tiden. På den måde "snyder" jeg amygdala - den del af hjernen der blandt andet skal sørge for min overlevelse. Den kan godt forstå at 2 kg ikke er farligt for mig at slippe. Det er jo hvad en vægt kan svinge med efter en festlig weekend i byen. Min teori er så at den vænner sig til at veje 2 kg mindre resten af måneden, hvorefter den så anser den nye vægt som "normalvægten". Derfor kan jeg igen sætte et nyt mål om 2 kg plus vedligehold.
Det virker. Indtil videre. Jeg begyndte d. 21. maj og har dermed måldag d. 21. - og lige nu har jeg så mistet 7,1 kg og den kloge læser vil tænke: "Hov? Hun er da foran." Og ja, det er jeg. Faktisk brugte jeg lige så lang tid på at tabe mig 3 kg, da jeg blev indstillet til fedmeoperation, hvor jeg skulle tabe en del mere før kniven kom min vej. Min krop saboterede mig - eller *jeg* saboterede mig selv, fordi jeg ikke turde operationen alligevel.
Jeg skal nogle gange koncentrere mig om ikke at tænke på det samlede vægttab, fordi jeg godt kan mærke panikken komme galoperende. Jeg tror egentlig at jeg er bange for at blive slank. Ja, der er laaaaaaaang vej til at jeg kan kalde mig slank, hvis nogensinde. Det er ikke mit mål. Det er til gengæld mit mål at behandle min krop godt, at genvinde smidighed, styrke og en god følelse af at bo her. Min krop er en fantastisk maskine og hvis jeg så behandler den godt - hvad kan den så ikke gøre?
Så fra et liv med et selvbillede, der var i skoven (jeg var sq ikke fed som teen) til et selvbillede, der kom til at passe (jeg er sq fed nu), vil jeg nu arbejde imod et selvbillede af en selvstændig kvinde med en sund (ikke nødvendigvis slank) krop, en rimelig kondition, en øget styrke (både fysisk og mentalt) og nogle ret fede værdier og holdninger (tjek ;-)). Der er langt i mål, men jeg har ikke travlt - der her er en omstilling fra sofakartoffel-fedtjunkie til aktiv kvinde med god kontakt til kroppen og psyken. Det her er min chance for at få det liv jeg reelt ønsker mig. Og det vil være rigtigt dumt ikke tage imod den. ;-)

Træning og sludder Tirsdag d. 11/5-2011
BrøndbystrandDrengen
Ti mins cykling: 86kcal (gennemsnit: 152, max: 178)
Ryg ekstension
10x62,5kg
8x65kg
6x67,5kg
Bænk
10x22,5kg
8x25kg
6x27,5kg
Stivbenet dødløft
10x25kg
8x35kg
6x40kg
Er stadig ved at finde ud af hvor meget vægt jeg egentlig skal have på i denne øvelse, men jeg tror vi er ved at komme tættere på nu
Skulderpres med dumbbells

Lat. Raises
10x4kg
8x5kg
6x6kg De her var bestemt ikke så pæne…
[supersæt]
Biceps curls m. Dumbbells
10x5kg
8x6kg
6x6kg
triceps m. reb
10x22,5kg
8x25kg
6x27,5kg
[/superset]
[superset]
liggende ben løft
3x13xBW
girly pushups
3x13xBW
[/superset]
Kunne igen ikke finde bolden til min kerneøvelse… typisk
Balance board 5 mins tid
310 kcal
Svømning: 25 min ca. (40 længder).
Nå så må det vidst være på høje tid med noget mere sludder
BrøndbyStrandDrengen.
Oppe til træning i dag var der en fyr som lignede BrøndbyStrandDrengen. Bortset fra han var en del pænere, hans næse havde f.eks. ikke været brækket adskillige gange som BrøndbyStrandDrengens (BSD) næse har. BSD er faktisk ikke særlig køn, nok nærmere tæt på at være grim. Faktisk tror jeg ikke den her træningsdreng var fra Brøndbystrand heller og han lignede ham heller ikke særligt meget. Lille og massiv med ultrakort lyst hår, var vidst alt de havde til fælles. Men det var nok til jeg kom til at tænke på BSD.
At bruge ordet massiv i sammenhæng med BSD er dog ikke helt nok til at give et ordentligt indtryk. Han er ikke så høj, og han er bestemt massiv, men det er egentlig slet ikke det man lægger mærke til ved ham.
Jeg har aldrig mødt nogen der udstråler den grad af fysisk selvsikkerhed og latent råstyrke som BSD gør. Selv om han dårligt kan være mere end 175, hvis han overhovedet er så høj, har han en måde at bevæge sig på der ikke efterlader nogen tvivl om, at han sandsynligvis ville komme sejrende ud af de fleste fysiske konflikter. Faktisk får man lidt fornemmelsen af, at hvis en bil kørte ind i ham, behøvede han blot at flekse og det ville det være bilen der fik buler.
Det er ikke at han er kæmpe stor, selv om han dog er meget muskuløs, der er bare noget kraftfuldt over ham, noget der bare venter på at folde sig ud. Noget som man bestemt ikke har lyst til at gå i vejen for.
Det er et stykke tid siden jeg sidst har snakket med BrøndbyStrandDrengen, hvilket er lidt ærgerligt, han kan så mange sjove historier. Engang da han stod i lære i et køkken smed han en køkkendreng i en container og satte sig oven på den. Der blev han så siddende i tre timer.
Med hans opvækst i Brøndbystrand og med forældre der passerede ind og ud af kriminalforsorgen har han levet et helt andet liv end det beskyttede lillebysliv jeg selv er vokset op med. At vi overhoved har mødtes og er blevet noget lignende venner er lidt af et mysterium, men det er vi altså. BSD kender en helt anden side af København end den jeg kender når jeg spankulerer fra og til universitetet og rundt omkring Nørreport og Nørrebro i solstrålernes og shoppernes fodspor. Han kan altid udpege alle drugdealerne og rockerne og hvor man ikke skal gå i byen osv. Når vi går rundt i København sammen er han min guide til det andet København. Selv er jeg for naiv til at se andet end blanke butiksruder, tøj, tasker, kaffe, børn osv. Men han ser det, kender det og lever i det.
Der går vi så sammen, min guide og jeg. Han kommer som reglen trækkende med sin racer, Iklædt joggingtøj, Nike shox (sorry Power Princess), Northfacejakke og korttrimmet hår. Ved siden af ham kommer jeg så trippende i, til tider, ganske upraktiske men flotte sko. En pæn nederdel, blondebluse og med en lille taske dinglende på armen. Så fortæller han om alle de ting mine blændede blå øjne aldrig ser. Til tider stopper vi og så udpeger han ting for mig. Jeg står altid lidt halvgemt bag hans ryg, strækker mig lidt på tæer og kigger frem bag hans tyrenakke. Sitrende med en implosiv nysgerrighed der truer med at suge det hele til sig, i et, verdensslugende åndedræt følger min øjne hans ord og hans hænders ruter ud i natten. Det er dejligt trygt at se Københavns anden verden lidt gemt bag denne okse af et menneske, som man har hemmeligt mistænkt for at kunne stoppe biler i deres bane og gå uberørt derfra.
BSD: ”Der, lige der, Jannie, kan du se de der to skinny perkere i joggingtøj der går rundt og spiller smarte med armene, som om de har kæmpe muskler og ikke kan få dem ind til kroppen, selv om de bare er nogle spinkle gutter”
Mig: ”Jah… mener du dem henne ved den der legeplads?”
BSD: ”Ja dem, det er drugdealere… 100!”
Mig: ”Nåe hvordan ved du det?”
BSD: ”Jamen jeg ved hvordan de ser ud, joggingtøjet og sådan…”
Mig: ”Jamen du har jo også joggingtøj på?”
BSD: ”Jo jo men jeg har jo også engang dealet”
Ja BSD har nemlig dealet engang, det gør han ikke mere nu, nu er han håndværker, og så arbejder han med andre unge med problemer. Det sgu cool nok.

Mig: ”Øh nå ja ok, ja du er godt nok også en prolle med det der joggingtøj BSD…”
BSD: ”Hvad er en prolle?”
Mig: ”øh hmmm… Det er sådan en briantype, du ved, joggingtøj, kondisko, Northfacejakke, korttrimmet hår, guldkæder…”
BSD: ” Jeg er da IKKE en Brian! NORTHFACE ER DA EN FUCKING GOD JAKKE OG DET ER Sgu DA NIKE SKO JEG HAR PÅ”
Mig: ”ja ja ok, jeg forklarer det nok lidt dårligt, erhm…”
Mig: ”Det er godt nok cool du er ude af det lort og at du hjælper nogen og at du er så STÆRRRRRK! (ja, styrke er en evig fascination hos mig,…) Hvor meget kan du egentlig løfte? Jeg kender en pige som kan dødløfte 150Kg!!!”
BSD: ”Det ved jeg sgu ikke, jeg har jo aldrig styrketrænet det er jo bare boksningen der har gjort mig stærk… jeg kan helt sikkert godt løfte dig..?”
BSD har også været bokser, deraf han fik den brækkede næse, i hvert fald en af gangene den har været brækket stammer fra boksningen. BSD siger nemlig at han ikke kan tåle at drikke sprut. Hvis han drikker sprut så kommer han op og slås. Sidst så kom han op og slås med sin bedste ven og nu kan de ikke finde ud af hvem der skal sige undskyld først. Ham der slog først (vennen) eller ham der slog hårdest (BSD).
Mig: ”Nej, nej det er okay, jeg tror på dig, du behøver ikke at løfte på mig.”
En overgang overvejede jeg lidt at lave noget med BSD, i ved, kæreste, kysse, bolle eller hvad vi nu kunne finde på. Køn er han jo ikke, men der er bare noget over ham, der griber ens opmærksomhed og holder den tæt knyttet til ham.
Jeg mødte ham første gang en aften jeg var til en privatfest. Vi blev præsenteret for hinanden af værten og faldt i snak da ingen af os kendte nogen af de andre gæster. Vi snakkede sådan lidt løst og fast hele aftenen. Han fortalte mig historier der fik mig til at grine til jeg var ved at tisse i min kjole, og måtte fnisende flygte i hink og hop mod toilettet. Jeg fortalte lidt fra mit eget liv, uddannelse, drømme og så videre. Han var sjov og jeg var ”så dejligt normal og sød” som han sagde det. Det viste sig senere at han havde mødt nogle lidt puha-grimmer-grimmer (hvilket faktisk er et helt acceptabelt udtryk inden for klinisk børnepsykologi hvis du, kære læser, skulle undre dig) ”Amager trunter” (Sorry PowerPrincess). Disse piger havde både haft psykiske vanskeligheder og problemer med at omgås sandheden og andet godt, så han havde gevaldigt brændt nallerne.
Nå men der sad vi så og sludrede i en trepersoners sofa hos vores fælles bekendt og i løbet af aften viste der sig en hel særlig trend. På den frie plads ved siden af BSD begyndte der at komme en udskiftelig strøm af nysgerrige piger som lige skulle sludre med BSD. Vi havde tidligere på aftenen udvekslet telefonnumre og vi underholdte os i de tilfælde, når pigerne kom dumpende, ved at vende ryggen lidt hinanden så pigerne ikke kunne se hvad jeg lavede og så skrev vi smser til hinanden.
Mig sms: ”Hvad så med hende der BSD, skal du så bolle hende der eller hvad? ;)”
BSD sms: ”nej nej nej, heller ikke hende, hun er sgu da for…”
Fyrene, modsat pigerne, holdt sig på en ganske behørig afstand, når BSD altså ikke lige var på toilettet eller sådan. Og når han kom tilbage bad han så bare dem der var plumpet ned i sofaen ved siden af mig om at skride. Og det gjorde de så. No questions asked. Nogle af dem så ud til at skulle protestere, men betænkte sig så. Jeg tror det var det samme som fik fyrene til at smutte uden at stille spørgsmål, som fik pigerne til at flokkes. En efter en, skulle alle singlepigerne (og et par stykker som jeg tvivler på var single) lige se om de kunne få lov til at kravle op på hans skød og gnubbe deres numser mod hans pik. Det fik de dog ikke.
Nå men tanken om BSD og jeg droppede jeg igen. Folk der ”mister kontrollen” på den måde som han beskriver, og kommer i slåskampe er lidt et no-go i min verden. Så nu tøffer vi af og til bare sådan lidt rundt i København sammen og kigger på drugdealere og rockere mens vi drikker en øl eller sodavand af glasflasker købt i små kælder kiosker og snakker om mennesker og livet generelt.
Jeg tror jeg skriver til ham i morgen, måske han har puttet flere kollegaer ned i containere.
/Jannie

Træning Søndag d. 3/4-2011
Buzz Lightyear, Fitnessperlen, Smilepigen og den gamle glomand

Mennesker har været min interesse hele livet, både at være sammen med dem, men også blot at tavst gå rundt og observere dem. Tit når en dag har været svær har jeg ikke lyst til at tage hjem og være alene, men heller ikke at være sammen med mennesker. Så tager jeg min ipod i ørene og går rundt i indre by og kigger på mennesker. Ikke alene men heller ikke sammen med nogen, en pause tilstand imellem samvær og ensomhed. Jeg kigger på dem spilde is ned af sig selv og grine flovt, jeg ser dem skynde sig på klikkende hæle til vigtige møder, tørre løbende næser og grine mod himlen. Jeg bliver en gråtone af mig selv, et ecco af byens liv. Lever i flygtige øjeblikke i andres sko, til jeg er klar til at tage mine egne på igen.
Derfor er temaet for dagens logupdate også mennesker.
Ikke så mange mennesker i fitness i dag, folk ligger vel og plejer deres tømmermænd i deres senge, det sgu også hyggeligt nok, mere plads til miiiiiiiiiiiig! :4thumbup:
Lænd extention:
3x12x55kg
satte den lige ned på plads på 55kilo, ingen grund til at udfordre skæbnen!
Triceps press
1x12x32,5kg
2x12x30kg
Nææh nej den gik ikke – tsk tsk
Bryst Press
3x12x17,5kg
Pushups here i come!
Bryst fly
3x10x20kg
Seated rows (underhånd)
3x12x26kg
Seated rows (overhånd)
3x10x23,5kg
biceps curls
3x12x22,5
Det var især unge gutter der ikke var mange af i fitness i dag. Needless to say, det var ikke noget problem at komme til at lave biceps curls. jeg havde ellers stået hjemme foran spejlet og øvet mig i at se intimiderende ud, ikke at det lykkes – det er bare svært når man er 164cm og har en lyserød t-shirt på…
Armhævninger med håndvægte
3x12x3kg
Kernetræning med swissbold og håndvægte
2x3x12x2kg
Brugte en større bold i dag, det gjorde det faktisk en del sværere hvilket var meget nice, så det gør vi igen næste gang.
og så lige 12 girly whirly pushups (dvs. på knæene – suk) bare for sjoooov. Tager resten i aften.
Fleksibilisering…
Jeg var ikke særlig fleksibel i dag – dunno… Men kom da programmet igennem.
Som reglen når jeg træner, er det alene, det kan jeg egentlig bedst lide. At bare gå lidt rund, være lidt blank i hovedet og kun skulle fokusere på at lave øvelserne teknisk korrekt. Men alligevel efter et stykke tid begynder man jo at genkende de mennesker der også kommer i fitness. Nogle af dem er jeg begyndt at smile til eller hilse på og andre bemærker jeg bare tilstedeværelsen af og navngiver i mit stille sind.
Buzz Lightyear var til træning i dag. Ham lægger jeg altid mærke til. For han har en helt sindssyg lav fedt procent, samtidig som han mange store muskler både på toppen og bunden og en talje der ville gøre Scarlet o’Hara misundelig. Samlet synes jeg han ligner Buzz Lightyear. Og så er han vældig dygtig til at løbe og løbe og løbe. Kan være jeg skulle hilse på ham en dag.
Fitness perlen arbejder i mit træningscenter og det var ham der meldte mig ind og gav mig the tour osv. Men ham har jeg ikke set længe, det er ellers en skam, han er ellers hygsom at sludre med. Han er vidst i et andet center nu. Nå men til gengæld bliver der da ikke slukket for det vare vand en halv time før lukketid mere og det er godt! For jeg er en snøvle. De skideballer jeg gav ham for at gøre det, viste sig særdeles ineffektive, som reglen grinede han bare og forsøgte at kramme på mig. Strengt! Tror vidst PP har ret jeg må vidst øve mig på min intimiderings strategi.
Smilepigen var der heller ikke til træning i dag, hun er der ikke så tit når jeg er der. Smilepigen hedder Smilepigen fordi hun siden day one, har fået øjenkontakt med mig og sendt mig strålende smil som ønskede hun, at oplyse min dag med solens glitrende stråler. Vi er nu gået videre fra at smile til hinanden til at sige ”hej” og ”god weekend” og sådan. Men navnet ”smilepigen” sidder lidt fast i min bevidsthed. Nogen gange overvejer jeg om hun bare er en flink smile pige, eller om hun egentlig er glad for bryster, hvis en fyr opførte sig sådan havde jeg nok i hvert fald rødmet en del… Jeg hælder mest til den flinke smilepige mulighed, og det er rart der er mennesker som hende.
Til gengæld var den gamle glomand der i dag – som altid… Nu skal man jo ikke gøre sig klog på andre menneskers træning, og specielt ikke når man er sådan en nybegynder som mig, men som det foregående lægger op til har jeg selvfølgelig tænkt mig at gøre det alligevel. Magen til ineffektiv træning har jeg aldrig nogen sinde set, benene slasker sig ubekymret rundt på kondicyklen i en nærmest ironisk og hånlig gestus, mens hovedet snor og drejer sig for at give øjnene frit løb over centerets population af gennemsvedte bryster og numser. Selv hvis han træner vægte har jeg aldrig sporet den mindste anstrengelse i hans kropssprog eller set den mindste grimmase flakke over hans evigt vogtende ansigt. Hver gang jeg har drejet mit hoved i hans retning er det altid den samme lidt forsinkede reaktion. Som når man kaster en sten efter en due, drejer han hovedet væk, men man ved så snart man kigger væk, er hans øjne tilbage igen.
Jeg tvivler på han har nok vægt på i maskinerne til at komme til skade på grund af sin andetstedsværende koncentration, men man har vel lov at håbe.