swift

Tag en snak med Din bedstemor og bliv klogere på rodfrugter og kålsorter. Smid eventuelt eksoter som hokaidogræskar eller sødkartofler med i kurven.

Men generelt, er der mange traditionelle og moderne opskrifter til kål og rodfrugter. F.eks. egner spidskål sig formidabelt til råkost da den er meget finere i strukturen en den noget hårdere hvidkål. Snit den fin, ælt med lidt salt, riv et par gulerødder ind over, bland med mayo oder smag til med salt, peber, muskatnød og citron = verdensklasse coleslaw. Bagte rodfrugter eller sødkartoffel-fritter er fingerfood, evt. med en dip på skyr. Klassiske kålretter (igen: tag et kursus hos bedste) er super vintermad.

Kig på klassikerne, Du finder mere tidssvarende ernæringshåndværk end Du tror.

Hej. :)

De fleste herinde er nok af typen som altid har været nogenlunde veltrænet. De programmer man kan finde på nettet m.m. synes derfor også at tiltale denne gruppe mest. De har måske haft en længere pause, har fået en livsstilsskavank eller lignende, men bottom line så virker det som om at addressaten normalt er en mand under 40 år, som har en gammel fodbold-form han "bare " skal have reaktiveret.

Mit problem er, at jeg er det modsatte. Jeg er en dame på 40 som altid har været i dårlig form hele livet. Det er først relativ sent at jeg fik konstateret at jeg er en såkaldt low responder. Jeg opbygger muskelmasse og iltoptagningsevne ufattelig langsomt, hvilket forklarer at jeg selv i mine unge år aldrig opnåede en alderssvarende grundform. Det har jeg faktisk altid lidt meget under for jeg interesserede mig skam for sportsgrene - men man melder sig sjældent til noget hvor man kan afse at man vil forblive blandt den dårligste del. Jeg har også opgivet at gå efter nogle uddannelser som ville have krævet en vis fysik. Så man kan sige at det faktisk har påvirket hele mit livsforløb, at jeg aldrig kom i "normal god form".

Efterhånden kan jeg virkelig mærke det i hverdagen, det skyldes nok alderen som lægger sig oveni. Jeg har derfor i desperation prøvet at komme i tanke om, hvad jeg eventuelt kan gøre uden at det føles så dybt frustrerende som alt det jeg HAR prøvet. Jeg ved det skal være nemt og minimalistisk. Ting som svømning kræver teknik på flere plan, så det bliver nok bare frustrerende for én som hverken har kraften, teknikken, eller kondien. Løb har jeg det sjovt nok ok med, men det hindres effektivt af at min kropsholdning og muskelbalance er helt ude i hampen, jeg har MEGET svage muskler, så mange ting som kræver en vis spændstighed og korrekt holdning under spænding ender galt, om det er brystsvømning, løb eller cykling.

Jeg oplever dette som en slags ond cirkel, og hvis jeg tænker det igennem så når jeg frem til at den åbenbart skal brydes på styrkesiden, dvs. en vis spænding i kroppen. Pga. af alle de år uden udfordringer kan jeg mærke at jeg har problemer med dette som går ud over almindelig anstrengelse. Nakke- og hovedpine, åndenød og ubehagelig fornemmelse under og efter sport er desværre mine ledsagere (NB mit hjerte er rask). Den positive "after workout" fornemmelse som mange beretter om, har jeg aldrig oplevet. Det er forresten aldrig blevet afklaret hvorfor jeg ikke responderer normalt på træning, bare konstateret da vi fik tilbudt noget træning og analyse fra arbejdet af. Jeg går ud fra at det er en blanding af disposition for det (min fars familie har alle påfaldende svage lunger), langtidseffekt og sikkert også en mental side som følge af dette.

Spørgsmålet er, om minimalistiske styrketeknikker kan være vejen frem. Min kollega (klassisk styrketræner, hans underarme er større end mine lår...) siger dødløft og beslægtede teknikker, korte hurtige enheder i et center eller derhjemme, ingen omfattende programmer og fremskridtsplaner i starten da disse jo vil frustrere en low responder.

Er der nogen her som enten fra egen erfaring eller erfaring som træner har haft med "sygeligt utrænede" personer som mig at gøre, og som har en mening om dette? Styrketræning er ellers en ret præstationspræget sport, men kan den også forbedre livet for præstationssvage, som nok også forbliver svage til en vis grad? Lyder som et paradox i sig selv...