Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.
Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.
Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.
Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.
Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!
Starten Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.
Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.
Glandon Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.
Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!
Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.
Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.
Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.
Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.
For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.
I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.
Telegrafe Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.
Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.
Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!
På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.
Galibier På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.
Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.
Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.
Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.
Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!
Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.
Alpe D'Huez På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.
Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.
Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.
Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.
Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.
Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med
Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.
Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.
Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.
Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.
Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.
