Tilbyde træning til anorektiker

[hot1tot]

Kunne man forstille sig, at bruge motion som våbe mod anoreksi- Og ja-... jeg ved godt at det lyder vildt.

Tænker på om man i led i en behandling mod anoreksi, kunne forstille sig, at give anorektiker tilbud om rapelling eller ligende, som et alternativ til den ellers meget problemmættet tilværelse.

Har været forbi en anoreksichat, hvor det hele drejer sig meget om, hvor meget de skal anerkende deres problem og behandling, hvilket de ikke er klar til det. Men hvad nu, hvis man brugte en af deres egne våben til behandling, selvfølgelig i forbindlese med terapi.

Naturligvis ikke hård fysisk træning, men noget hvor de få flyttet fokus, samtidig med at de sikkert er moltiveret for fornyelsen.

Ved god at jeg tripper lidt, men er en som har erfaringer med noget ligende?

[Simari]

Kunne man forstille sig, at bruge motion som våbe mod anoreksi- Og ja-... jeg ved godt at det lyder vildt.

Tænker på om man i led i en behandling mod anoreksi, kunne forstille sig, at give anorektiker tilbud om rapelling eller ligende, som et alternativ til den ellers meget problemmættet tilværelse.

Har været forbi en anoreksichat, hvor det hele drejer sig meget om, hvor meget de skal anerkende deres problem og behandling, hvilket de ikke er klar til det. Men hvad nu, hvis man brugte en af deres egne våben til behandling, selvfølgelig i forbindlese med terapi.

Naturligvis ikke hård fysisk træning, men noget hvor de få flyttet fokus, samtidig med at de sikkert er moltiveret for fornyelsen.

Ved god at jeg tripper lidt, men er en som har erfaringer med noget ligende?

Hejsa. Jeg har to anorektikere (en meget plaget og en næsten "helbredt") i min nære omgangskreds, og jeg mener det er en helt gal antagelse du gør dig her.

Træning er jo sundt og godt. MEN: hvis vi har med en anoreksiplaget pige at gøre, er moderat til hård træning nok ikke det bedste at anbefale. Pointen er at anorektikere ofte lyver om energiindtaget (på det punkt er nogle af dem nærmest som narkomaner), og hvis man stoler på det man får at vide kan man give et træningsprogram der vil belaste kroppen mere end det gavner. Simpelthen fordi personen ikke har de nødvendige kræfter at tære på, eftersom hun sulter sig selv. På den måde bliver hun mere presset, fysisk og psykisk, og hun har brug for kræfter til at komme videre.

Derudover vil træning, som jeg forstår dit indlæg, være symptombehandling. Det er ikke der der skal sættes ind, anoreksi er en emotionelt betinget lidelse og skal ikke behandles fysisk (udover at hun skal lære at tage mad og putte det ind i munden). Mange anorektikere lider af en ekstrem kontrolsyge og perfektionisme. En sportsgren hvor hun skal præstere noget er lidt et sats, idet man risikerer at bekræfte hende i at hendes hidtige miss-perfect-projekt var rigtigt. Faktisk kan man sige at nogle anorektikere i virkeligheden skal lære IKKE at præstere noget hele tiden.

Jeg ved der har været projekter i min venindes kommune der skulle danne åndehuller for anorektikere, steder hvor de kunne puste ud. Men det var små, enkle kanoture til Sverige, croquistegning (med normaltvægige modeller, hvem sagde manipulation ad bagdøren) og kor. Det var vist en succes.

Puh, det blev vidst lidt rodet, men jeg håber du forstår hvad jeg mener: motion er fint, men ikke som første opgave for en hærget krop. Når anorektikeren har fået lidt sul på kroppen vil det sikkert være et godt sted at sætte ind. Det må bare ikke blive et kropsbillede-ridt, for så er vi tilbage i samme rille.

/Signe

Edited January 13, 2006 by Simari

[hasgaard]

hejsa

jeg tror din tankegang er rigtig.. jeg tror bare du er gået lidt for langt ud.. der skal ikke træning i den forstand til, men jeg mener at man burde lave mere træning med grounding og kropsbevidsthed.. Meget træning giver et mere rigtigt billede af ens krop og hvordan det hele ser ud.. tror mere det er denne form for træning man skal lave..

Tine

[Eruption]

Det er alt for nemt for udestående og uforstående, at komme med "simple" løsningsforslag til psykiske lidelser. Aneoreksi og div. spiseforstyrrelser kan ikke bare løses med et træningsprogram og/eller en kostplan. Bevægegrundende for, hvorfor de handler som de gør er mere komplekse som så, og måske ikke noget lommefilosoffer og autodidakte træningskreglere burde blande sig for meget i.

[hot1tot]

Det er alt for nemt for udestående og uforstående, at komme med "simple" løsningsforslag til psykiske lidelser. Aneoreksi og div. spiseforstyrrelser kan ikke bare løses med et træningsprogram og/eller en kostplan. Bevægegrundende for, hvorfor de handler som de gør er mere komplekse som så, og måske ikke noget lommefilosoffer og autodidakte træningskreglere burde blande sig for meget i.

Hey Tak for dit svar.. Jeg er helt med... Min forspørgelse ligger til grund i, at jeg er ved af skrive min bachelor om spiseforstyrret piger. Min teori køre på at ved at bruge en bestemt terapi form, 'Den narrative' kan man helbrede anoreksien.. Så vidt jeg ved bruges den bl.a på riget.

En del af denne terapi består i, at endre den anorektiskes selvopfattelse, ved at arbejde med måden de ser på sig selv.

Der hvor min hypotese kommer ind, er at jeg tænker, at ved at tilbyde pigerne noget sindsoprivende oplevelser, hvor de oplever nye kompetencer og succesoplevelser, kan man støtte dem i at styrke deres selvopfattelse. Aktiviterne skal består ekstrem oplevelser, hvor de skel tage mod til sig, for at kaste sig ud i dem, så som rapelling... Og naturligvis ikke aktiviteter hvor de skal træne hårdt..

Måske er jeg mere klar nu.

[hot1tot]

Det er alt for nemt for udestående og uforstående, at komme med "simple" løsningsforslag til psykiske lidelser. Aneoreksi og div. spiseforstyrrelser kan ikke bare løses med et træningsprogram og/eller en kostplan. Bevægegrundende for, hvorfor de handler som de gør er mere komplekse som så, og måske ikke noget lommefilosoffer og autodidakte træningskreglere burde blande sig for meget i.

Ja, det har du ret i, men jeg kan berolige dig med at jeg arbejder i u.psy. Og at jeg prøver at indsamle viden til nogle hypoteser til min bachelor.

[hot1tot]

Hejsa. Jeg har to anorektikere (en meget plaget og en næsten "helbredt") i min nære omgangskreds, og jeg mener det er en helt gal antagelse du gør dig her.

Træning er jo sundt og godt. MEN: hvis vi har med en anoreksiplaget pige at gøre, er moderat til hård træning nok ikke det bedste at anbefale. Pointen er at anorektikere ofte lyver om energiindtaget (på det punkt er nogle af dem nærmest som narkomaner), og hvis man stoler på det man får at vide kan man give et træningsprogram der vil belaste kroppen mere end det gavner. Simpelthen fordi personen ikke har de nødvendige kræfter at tære på, eftersom hun sulter sig selv. På den måde bliver hun mere presset, fysisk og psykisk, og hun har brug for kræfter til at komme videre.

Derudover vil træning, som jeg forstår dit indlæg, være symptombehandling. Det er ikke der der skal sættes ind, anoreksi er en emotionelt betinget lidelse og skal ikke behandles fysisk (udover at hun skal lære at tage mad og putte det ind i munden). Mange anorektikere lider af en ekstrem kontrolsyge og perfektionisme. En sportsgren hvor hun skal præstere noget er lidt et sats, idet man risikerer at bekræfte hende i at hendes hidtige miss-perfect-projekt var rigtigt. Faktisk kan man sige at nogle anorektikere i virkeligheden skal lære IKKE at præstere noget hele tiden.

Jeg ved der har været projekter i min venindes kommune der skulle danne åndehuller for anorektikere, steder hvor de kunne puste ud. Men det var små, enkle kanoture til Sverige, croquistegning (med normaltvægige modeller, hvem sagde manipulation ad bagdøren) og kor. Det var vist en succes.

Puh, det blev vidst lidt rodet, men jeg håber du forstår hvad jeg mener: motion er fint, men ikke som første opgave for en hærget krop. Når anorektikeren har fået lidt sul på kroppen vil det sikkert være et godt sted at sætte ind. Det må bare ikke blive et kropsbillede-ridt, for så er vi tilbage i samme rille.

/Signe

Hey Signe

Det var nu ikke lige fremt træningsprogrammer, at jeg havde i tankerne, men mere oplevelser som var grænsoverskridende så som rapilling ovs.

Jeg kender godt til den psyliske tilstand de ofte er plaget af, og det var den som jeg havde tænkt. at man kunne styrke ved hjælp af succesoplevelser.

Jeg havde forstillet mig, at de skulle forsætte med deres behandling ved psykolog el. ligende, samtidig med at de skulle tænke i alternativer, så den meget anoreksi plaget tankegang kunne få følge af nogle gode oplevelser... Lidt som det alternativ du selv nævnte med kanoturen, kunne du måske uddybe lidt om hvilkent formål den havde, det er lidt den tankegang jeg er inde i.

luus.

[Powerbaby]

Hey Tak for dit svar.. Jeg er helt med... Min forspørgelse ligger til grund i, at jeg er ved af skrive min bachelor om spiseforstyrret piger. Min teori køre på at ved at bruge en bestemt terapi form, 'Den narrative' kan man helbrede anoreksien.. Så vidt jeg ved bruges den bl.a på riget.

En del af denne terapi består i, at endre den anorektiskes selvopfattelse, ved at arbejde med måden de ser på sig selv.

Der hvor min hypotese kommer ind, er at jeg tænker, at ved at tilbyde pigerne noget sindsoprivende oplevelser, hvor de oplever nye kompetencer og succesoplevelser, kan man støtte dem i at styrke deres selvopfattelse. Aktiviterne skal består ekstrem oplevelser, hvor de skel tage mod til sig, for at kaste sig ud i dem, så som rapelling... Og naturligvis ikke aktiviteter hvor de skal træne hårdt..

Måske er jeg mere klar nu.

Ja undskyld jeg braser ind her, men hvad består den behandling af du taler om de bruger på Rigshositalet ? Jeg har en veninde der har anorexi og bulimi og det eneste hun får tilbudt er psyk i Århus hvor de kun går op i at putte mad i munden på de sølle mennesker efter min mening totalt misforstået behandling, når det nu IKKE handler om mad når man har anorexi....

[hot1tot]

Ja undskyld jeg braser ind her, men hvad består den behandling af du taler om de bruger på Rigshositalet ? Jeg har en veninde der har anorexi og bulimi og det eneste hun får tilbudt er psyk i Århus hvor de kun går op i at putte mad i munden på de sølle mennesker efter min mening totalt misforstået behandling, når det nu IKKE handler om mad når man har anorexi....

Jeg er ikke helt sikker på om de stadig bruger den narrative terapi på Rishopitalet, burte finde ud af det.... Men kilden jeg har det fra, er bogen 'spiseforstyrrelser' af Jan Andreasen og Eva christiansen fra 2ooo, der er også brskrevet hvordan den narrativeterapi bruges som behandling for anorektiker. Det er desværre lidt for omstændigt at beskrive hele teorien her. Jeg kender ikke til behandlingen i Århus, men jeg kan ikke forstille mig, at der ikke tilbydes en form for terapihjælp til de stakkels piger.

[Spock]

Jeg har en veninde der har anorexi og bulimi ...

Hvordan kan man lide af begge dele samtidig?

[devito]

Jeg tror et af de punkter man kunne sætte ind på var deres kropsbillede eller kropsopfattelse.

Tror sådan nogen som sanseintegration (ergoterapeuter ) er et ret spændende emne i forhold til spiseforstyrelser.

[tulle]

Hvordan kan man lide af begge dele samtidig?

Men delvis sulter sig og kaster op. Enten bare man spiser lidt eller hvis man fx mister kontrollen og får et ædeflip. Derefter sulter man sig igen

Til hot1tot:

Din idé med fysiske oplevelser kan være en rigtig god ting! Men det kommer helt an på hvor langt patienten er i forløbet.

Jeg udviklede selv anoreksi som 18-årig og var igennem et års hospitalsindlæggelse med sondemad osv.

Mens det stod værst til ville jeg nok bare have udnyttet enhver form for fysisk aktivitet til at fyre nogle kalorier af

Men i årene efter hvor jeg kæmpede for at slippe af med dæmonerne og prøve at komme tilbage til et normalt liv begyndte jeg på styrketræning. Til at starte med var det, indrømmet, først og fremmest for at få forbrændingen op Men med tiden blev jeg faktisk overrasket over hvor meget min krop egentlig kunne klare, forudsat at jeg ikke levede på et minimum energiindtag altså Så på den måde har styrketræning været en medvirkende faktor til at jeg i dag vil betegne mig selv som rask :4thumbup: Det har også ændret mit kropsbillede/kropsopfattelse. Hvis man vil yde noget går det ikke at være en omvandrende pind... og det er i øvrigt heller ikke pænt i mine øjne mere

[devito]

Jeg udviklede selv anoreksi som 18-årig og var igennem et års hospitalsindlæggelse med sondemad osv.

Mens det stod værst til ville jeg nok bare have udnyttet enhver form for fysisk aktivitet til at fyre nogle kalorier af

Men i årene efter hvor jeg kæmpede for at slippe af med dæmonerne og prøve at komme tilbage til et normalt liv begyndte jeg på styrketræning. Til at starte med var det, indrømmet, først og fremmest for at få forbrændingen op Men med tiden blev jeg faktisk overrasket over hvor meget min krop egentlig kunne klare, forudsat at jeg ikke levede på et minimum energiindtag altså Så på den måde har styrketræning været en medvirkende faktor til at jeg i dag vil betegne mig selv som rask :4thumbup: Det har også ændret mit kropsbillede/kropsopfattelse. Hvis man vil yde noget går det ikke at være en omvandrende pind... og det er i øvrigt heller ikke pænt i mine øjne mere

Respekt for det "comeback" :4thumbup:

Uden at have en dyt erfaring med spiseforstyrrelser så er det vel kendetegnende for folk med spiseforstyrrelser at de har fedt (på kroppen) paranoia?

[ChristianLykke]

Hvordan kan man lide af begge dele samtidig?

Dette kunne man skrive flere sider om, men jeg skal prøve at gøre det kort.

Bulimi er kendetegnet ved overspisning efterfulgt af vægtregulerende adfærd fx. opkast eller overdreven træning.

Det centrale ved en bulimiker er overbekymring omkring spisning, figur og vægt, som fører til overspisning (subjektiv / objektiv) og afskaffelse. De vurderer sig primært eller udelukkende på grundlag af ovenstående og kontrol i forhold hertil.

Det er meget typisk, at de samme ting gør sig gældende for en person med anoreksi. Om man klassificerer vedkommende som anorektiker eller bulimiker vil i dette tilfælde afhænge af vægten. Bulimikeren er ofte normalvægtig, hvor anorektikeren er ekstremt undervægtig.

At man kan sige, at nogle anorektiker har overspisningsadfærd skyldes, at de subjektivt oplever det som en overspisning.

[hot1tot]

Men delvis sulter sig og kaster op. Enten bare man spiser lidt eller hvis man fx mister kontrollen og får et ædeflip. Derefter sulter man sig igen

Til hot1tot:

Din idé med fysiske oplevelser kan være en rigtig god ting! Men det kommer helt an på hvor langt patienten er i forløbet.

Jeg udviklede selv anoreksi som 18-årig og var igennem et års hospitalsindlæggelse med sondemad osv.

Mens det stod værst til ville jeg nok bare have udnyttet enhver form for fysisk aktivitet til at fyre nogle kalorier af

Men i årene efter hvor jeg kæmpede for at slippe af med dæmonerne og prøve at komme tilbage til et normalt liv begyndte jeg på styrketræning. Til at starte med var det, indrømmet, først og fremmest for at få forbrændingen op Men med tiden blev jeg faktisk overrasket over hvor meget min krop egentlig kunne klare, forudsat at jeg ikke levede på et minimum energiindtag altså Så på den måde har styrketræning været en medvirkende faktor til at jeg i dag vil betegne mig selv som rask :4thumbup: Det har også ændret mit kropsbillede/kropsopfattelse. Hvis man vil yde noget går det ikke at være en omvandrende pind... og det er i øvrigt heller ikke pænt i mine øjne mere

Hey Tulle..

Tak for dit svar, og velkommen tilbage til den virkeligeverden!. Fornemmer dog, at du har været her et pænt stykke tid.. Ja, jeg må nok sande at der ikke findes nogen hurtig vej til helbredelse af anoreksisen. Min forståelse af anorektiker er efterhånden blevet til, at de er nogle stædige bæster, som ikke har det bedste selvvæd. Jeg kunne godt tænke mig at høre mere om din behandling, vil du evt maile til mig, hvis du finder det lidt for personligt at udlevere det her i åbenheden.

[hot1tot]

Hvordan kan man lide af begge dele samtidig?

Hey S.

Det er fordi at anorektikere ofte kaster sin mad op, for at undgå at tage på i vægt, og fordi at de holder af følelsen af at have en tom mave.

[ChristianLykke]

Hvordan kan man lide af begge dele samtidig?

Jeg var vist ikke helt tydelig i mit svar, så jeg prøver lige igen: Nej - man kan ikke lide af begge dele samtidig. Man vil enten blive klassificeret som det ene eller det andet.

Alle bulimikere har pr. definition overspisningsadfærd, og en undergruppe af anorektikere har det.

Sorry - for meget eksamenslæsning og for lidt søvn

[ChristianLykke]

Kunne man forstille sig, at bruge motion som våbe mod anoreksi- Og ja-... jeg ved godt at det lyder vildt.

Tænker på om man i led i en behandling mod anoreksi, kunne forstille sig, at give anorektiker tilbud om rapelling eller ligende, som et alternativ til den ellers meget problemmættet tilværelse.

Har været forbi en anoreksichat, hvor det hele drejer sig meget om, hvor meget de skal anerkende deres problem og behandling, hvilket de ikke er klar til det. Men hvad nu, hvis man brugte en af deres egne våben til behandling, selvfølgelig i forbindlese med terapi.

Naturligvis ikke hård fysisk træning, men noget hvor de få flyttet fokus, samtidig med at de sikkert er moltiveret for fornyelsen.

Ved god at jeg tripper lidt, men er en som har erfaringer med noget ligende?

Nå Louise, er du ved at være klar til eksamen

Dette har jeg ikke tid til at forklare helt fra bunden, så det bliver et kort svar

Mht. til deres ekstreme bekymring over figur og vægt, vil der nok ikke være meget at hente. Dette er en så dybt liggende kognitiv kerne antagelser, så du ikke kommer uden om seriøs kognitiv-adfærdsbehandling.

Til gengæld tror jeg, at i forhold til det meget lave selvværd, kan de rette aktiviteter lavet i grupper, kombineret med kognitiv adfærdsterapi, være med til at forbedre selvværdet. Aktiviteten skal være med til at give en adfærdsmæssig bekræftelse, af den nye modificeret kerne antagelse fx: "jeg behøver ikke være perfekt, for at blive elsket"

Det er dog vigtigt, at det først indføres langt henne i behandlingsforløbet, da en hver chance for fysisk aktivitet, ofte vil blive misbrugt.

Kh.

Christian

Edited January 20, 2006 by ChristianLykke

[hot1tot]

Nå Louise, er du ved at være klar til eksamen

Dette har jeg ikke tid til at forklare helt fra bunden, så det bliver et kort svar

Mht. til deres ekstreme bekymring over figur og vægt, vil der nok ikke være meget at hente. Dette er en så dybt liggende kognitiv kerne antagelser, så du ikke kommer uden om seriøs kognitiv-adfærdsbehandling.

Til gengæld tror jeg, at i forhold til det meget lave selvværd, kan de rette aktiviteter lavet i grupper, kombineret med kognitiv adfærdsterapi, være med til at forbedre selvværdet. Aktiviteten skal være med til at give en adfærdsmæssig bekræftelse, af den nye modificeret kerne antagelse fx: "jeg behøver ikke være perfekt, for at blive elsket"

Det er dog vigtigt, at det først indføres langt henne i behandlingsforløbet, da en hver chance for fysisk aktivitet, ofte vil blive misbrugt.

Kh.

Christian

Hey C..

Jo det hjælper på det, jeg er ved at have godt fat i teorien.. Synes den er let anvendelig, når først man får forståelse af den. Ser den brugbar til mange problemstillinger. Min store opgave lige nu er at udvælge, hvad jeg skal hive frem.. Er ude i fælles psykologisk karakteristika for SF. Og på denne måde implementere den narrative terapimetode over i pædagogiske processer, dette med henblik på at eksternalisere de negative karakteristikaer, istedet for selv SF. Tænker at eksternaliseringen af selve SF høre mere din faggruppe til

Hvad synes du om denne tanke?

En af vores fælles kunder på E. fortalte mig at min Hup time er meget hårdere end din cy time HIIII : Tænk over den lille skat!

[ChristianLykke]

Hey C..

Jo det hjælper på det, jeg er ved at have godt fat i teorien.. Synes den er let anvendelig, når først man får forståelse af den. Ser den brugbar til mange problemstillinger. Min store opgave lige nu er at udvælge, hvad jeg skal hive frem.. Er ude i fælles psykologisk karakteristika for SF. Og på denne måde implementere den narrative terapimetode over i pædagogiske processer, dette med henblik på at eksternalisere de negative karakteristikaer, istedet for selv SF. Tænker at eksternaliseringen af selve SF høre mere din faggruppe til

Hvad synes du om denne tanke?

Hey Lousie

Jeg har aldrig arbejdet med den den narrative terapimetode og kender den derfor ikke så godt. Kan du forklare mig, hvordan en eksternalisere de negative karakteristikaer, kan ændre de negative kerne antagelser (jeg går ud fra, at det er ideen)?

[EssE]

Jeg tror at grænseoverskridende ting kunne være en god ting. Men ellers noget hvor pigerne bliver bekræftet i at de kan gøre noget rigtigt.

Og nu vi sidder i et forum på mo, så hvorfor ikke stykretræning?

(mest drenge/mænd med spiseforstyrelser) De dyrker jo netop deres perfektion så meget, at det må kunne vendes til noget positivt. Ved styrketræning for man jo en pænere krop + at man skal have et kalorieoverskud. Og man spiser jo meget sundt. Så skal man så bare lave et center med vejleder til dem, hvor de kan træne alene. Ellers tror jeg at succes oplevelsen ryger lidt i dammen. For hvis de tager 35 kilo i bænkpres og deres venner tager 60, så har de jo ikke haft succesoplevelsen...

[hot1tot]

Jeg tror at grænseoverskridende ting kunne være en god ting. Men ellers noget hvor pigerne bliver bekræftet i at de kan gøre noget rigtigt.

Og nu vi sidder i et forum på mo, så hvorfor ikke stykretræning?

(mest drenge/mænd med spiseforstyrelser) De dyrker jo netop deres perfektion så meget, at det må kunne vendes til noget positivt. Ved styrketræning for man jo en pænere krop + at man skal have et kalorieoverskud. Og man spiser jo meget sundt. Så skal man så bare lave et center med vejleder til dem, hvor de kan træne alene. Ellers tror jeg at succes oplevelsen ryger lidt i dammen. For hvis de tager 35 kilo i bænkpres og deres venner tager 60, så har de jo ikke haft succesoplevelsen...

Hey..

Jeg tror ikke at mænd med spiseforstyrrelser tænker på, hvor store de kan blive og derfor går de nok ikke op i, hvor tungt de træner.

Men Som Tulle skrev så hjalp styrketræning hende til at komme videre.. På denne måde at hendes dag blev optaget at sundhed og træning istedet for kune at tænke på mad. Sådan som jeg har forstået hende..

Edited January 23, 2006 by hot1tot

[hot1tot]

Hey Lousie

Jeg har aldrig arbejdet med den den narrative terapimetode og kender den derfor ikke så godt. Kan du forklare mig, hvordan en eksternalisere de negative karakteristikaer, kan ændre de negative kerne antagelser (jeg går ud fra, at det er ideen)?

Hey C.

Ændring af kerneantagelsen kan ske ved hjælp af handling. (Kilde, Marner)-

[TrineK]

Hey C.

Ændring af kerneantagelsen kan ske ved hjælp af handling. (Kilde, Marner)-

Men hvordan vil man i praksis behandle en person med bulimi, via narrativ terapi?

[hot1tot]

Men hvordan vil man i praksis behandle en person med bulimi, via narrativ terapi?

Hey Trine.

Man ville behandle en person med bulimi på samme måde som en person som lider af anoreksi.. Den terauetiske tankegang går ud på, at den spiseforstyrret får hjælp og støtte til at fjerne lidelsen fra sin identitetsopfattelse, dette ved hjælp af, at tingsliggøre lidelsen/ problemet som noget udefrakommende der masser sig på.

Når spiseforstyrrelsen ikke længere er en del af personen identitetsopfattelse, men istedet et forstyrrende moment, kan terapien give den spiseforstyrret et nyt kampmod. Dette skal bruges til, at den spiseforstryrret får mod på selv at overtage tag styrringen og kontrolen med deres liv.- istedet for modsat, 'at lidelsen har styringen' ( det hele forgår i terapi):

Der hvor aktiviteterne kommer ind i billedet er der, hvor den forstyrret skal have noget andet at gå op i istedet for maden ( så en form for substitut).

Dette er en meget hurtig beskrivelse af forløbet, håber at du kan følge grundtanken lidt, det er jo lidt omstændigt at beskrive en hel terapiform.

Edited January 24, 2006 by hot1tot