sheriffen

Opvarmning
12 x 40 % af 1 RM
9 x 50 %
6 x 60 %
3 x 80 %
1 x 90 %
Træning
Jim Wendlers program baseret på det skønnede max minus 10 %:
Træning 1
5 x 65 %
5 x 75 %
Mindst 5 x 85 %
Træning 2
3 x 70 %
3 x 80%
Mindst 3 x 90 %
Træning 3
5 x 75 %
3 x 85 %
Mindst 1 x 95 %
Træning 4
5 x 40 %
5 x 50 %
5 x 60 %
Herefter lægges 2½ kg til det skønnede max, og cyklusen gentages.
Beregning af teoretisk max jvf. Jim Wendler: kg x reps / 30 + kg.
For mit vedkommende skal der trækkes ca. 5 % fra formlens resultat for at få et nogenlunde passende resultat, men med den justering rammer formlen forbløffende godt.
Bænkpres
Skønnet max: 117½ kg
14 nov 2013: 11 x 90 - teoretisk max: 117½ - vægt: 97,2 kg
18 nov 2013: 9 x 95 - 117½ - 98,3 kg
21 nov 2013: 6 x 100 - 115 - 98,3 kg
25 nov 2013: 5 x 62½ - N/A - 98,3 kg
Skønnet max: 120 kg
28 nov 2013: 11 x 92½ - teoretisk max: 120 - vægt: 98,5 kg
Military Press
Skønnet max: 55 kg
11 nov 2013: 13 x 42½ - teoretisk max: 57½
14 nov 2013: 11 x 45 - 57½
18 nov 2013: 11 x 47½ - 62½
21 nov 2013: 5 x 30 - N/A
Skønnet max: 57½ kg
25 nov 2013: 13 x 45 - teoretisk max: 62½
28 nov 2013: 11 x 47½ - 62½
Dødløft
Skønnet max: 130 kg
7 nov 2013: 10 x 100 - teoretisk max: 127½
14 nov 2013: 11 x 105 - 137½
18 nov 2013: 11 x 110 - 142½
21 nov 2013: 5 x 70 - N/A
Skønnet max: 132½ kg
25 nov 2013: 14 x 100 - teoretisk max: 140
28 nov 2013: 13 x 105 - 142½

Race Rapport ADIT2012
Wow - Hvilken oplevelse. Mens det stadig er frisk i hukommelsen, vil jeg få nedfældet de tanker og oplevelser den 3. Marts 2012 har sat sig i mig. Men inden da, vil jeg lige spole tiden et par dage tilbage og fortælle om optakten til løbet.
Drømmen om Abu Dhabi startede i efteråret 2011, og midt i november købte jeg mit startnummer i håb om at samle midler til at lave dette race. Udgangspunktet var at have et tidligt race på sæsonen at se frem imod, og dermed få et mål med vintertræningen, samt have et pre-race mod sæson 2012's store mål Ironman Lanzarote til Maj.
I December blev drømmen om at lave ADIT2012 meget mere virkelig, da jeg fik tilbud at bo hos nogle gode bekendte af familien, centralt i Abu Dhabi. Og her skal der lyde en kæmpe tak for dette til min værtsfamilie hernede!
For at komme til sagens kerne, så ankom jeg Tirsdag nat sent, efter en laaang flyvetur med Lufthansa, og fik indlogeret mig i noget nær det optimale sted i forhold til race. Tilfældighedernes spil gjorde at jeg skulle bo 300M fra Start/Mål/Transition area. Bonus! De efterfølgende dage gik med at teste lidt form, ved at småløbe i aftenvarmen, svømme ruten et par gange og ellers trille lidt på cyklen (hvilket er noget nær umuligt i AD!!). Men jeg følte ikke det store behov for at træne op til race, snare tværtimod. I stedet gik dagene op til Lørdag med at hygge med min søster, de andre FDK'ere og så se lidt af byen.
Fredag var nok den værste dag, eftersom det er den store 'dagen før dagen-dag', og her gik jeg lidt rundt om mig selv og muggede og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg skulle pakke race-bags, og var mega-meget i tvivl om hvormeget/lidt der skulle i dem. Efter et par timers bøvlen fik jeg klaret det og afleveret min Focus i Transition-området og hængt mine "bags" op på den dertil indrettede krog.
Lørdag startede tidligt, og jeg fik en ok natte-søvn frem mod dagen med kun et par få wake-ups og tjek af telefon og klokken. Da vækkeuret ringede havde jeg mest af alt lyst til at sove videre :-D ! Men op kom jeg, og fik mine to nutella-madder og en dunk med elektrolytter skyllet ned samtidig med jeg fik taget race-tøjet på.
Jeg smuttede ned i Transition-area, og begyndte at fylde dunke, pumpe dæk, lægge energi frem, stille hjelm og briller på plads og alt det man nu skal huske. En kort note her er at jeg har haft nogle sindssyge irriterende issues med mine slanger der har eksploderet når jeg pumpede dem over 7bar, så selvom jeg stod ved siden af Frederick Van Lierde (ADIT2011 Champ) som proklamerede at han altid pumpede til 9-10bar, turde jeg ikke smide mere end 6.5bar i. Det medførte så bare en fornemmelse af at køre på semi-flade hjul hele vejen. Øv! Nå, efter setuppet var det på med våddragten og ned og gøre sig klar til starten.


Nede i vandkanten fik jeg lige set pro'erne blive sendt afsted (fantastisk syn), og fyldt min våddragt med vand før det var vores tur til start. Jeg gik heldigvis den 'rigtige' vej ind i startboksen, og nåede knapt at stille mig før der blev råbt 10seconds! På med brillerne og så afsted. Jeg havde stillet mig i forreste linie og piskede afsted det bedste jeg har lært for at komme væk fra rosset. Selvom vi havde aftalt at svømme 4 mand sammen, blev det aldrig til noget pga kaoset - Dog kunne vi så få at vide senere fra vores supportere at vi nærmest exitede vandet samtidigt! Fedest.
Svømninge var tough, og jeg kæmpede en brag kamp med at holde retningen så stabil som mulig. Til ADIT er svømningen 2 laps af 1500M, og den første lap fik jeg klokket på 25min rent. Anden omgang duggede mine briller enormt meget og jeg svømmede mere taktisk for at spare lidt kræfter. Samtidig begyndte min venstre skulder at pive lidt, så jeg forsøgte at holde mig tilbage i svømmedelen. Jeg kom op af vandet efter 51min og 21sekunder, og fik så skiftet til cykel-setup på lidt over 6min. Ikke imponerende, men det skal til dels tilskrives at jeg skulle smøre solcreme på, og at der var uhyggelig langt fra man kom ind i T1 til man kunne mounte cyklen.
Cykel-delen var det store spørgsmålstegn, og hurtigt kom jeg op på den store klinge og afsted. Jeg var mildest talt flyvende den første time, og kørte med en gennemsnitsfart omkring 40Km/t ud til Formel1-banen Yas Marina, som var destinationen for cykelruten. Herefter var højdepunktet helt klart at drøne afsted som en formel1-racer på Yas Marina og forestille sig de drabelig kampe den bane har lagt grund til! WOW!
Tilbage turen fra Yas Marina til AD var en helt anden historie, da vinden pludselig blev en faktor. Fra at have været ikke eksisterende (læs: medvind), blev det en kamp mod elementet. Jeg var dog fast besluttet på at 'dø med skoene på', så jeg holdt fast i et hårdt tråd igennem vinden tilbage til AD.
Tilbage i AD var der god stemning og hep fra vores medbragte danske supportere. Ved vendpunktet fik jeg lige givet besked om at alt var ok, og så var det ellers afsted på anden omgang af cykelruten. På vejen tilbage til Yas Marina for anden gang var det igen op på den store klinge og afsted med super fart. Jeg var dog på det her tidspunkt godt medtaget, og de førte 80Km havde allerede sat sine spor i mine lår. Tunge og syrede til, fandt jeg mig lidt lunken cola i et depot, og med et åbnede stængerne sig igen. Jeg fik presset farten og kadencen på cyklen op, og det gjorde at jeg pludselig fik troen tilbage på en god tid!
Men det varede kort, for efter anden omgang på Yas Marina, var det itlbage i vinden, der nu havde taget til i styrke. Sejlivet og en mental-kamp af dimensioner prøvede jeg endnu engang at holde tempo - dog denne gang uden at kigge på uret, da jeg ikke ville blive deprimeret. Her skal det indskydes at ruten er enormt hård mental, da det er meget lange lige stræk man skal køre. Det betyder man nærmest føler vejen fortsætter i det uendelige, og jeg blev nød til at kigge ned i asfalten og bare klemme saften ud af stemplerne på maskinen. Fy for en ske-fuld. Det er nok noget nær det hårdeste jeg har prøvet, og med den viden at jeg på det her tidspunkt kun var lige lidt over halvvejs på cyklen.
Tilbage i AD, var der begyndt at komme god stemning, og flere af de lokale gav tilråb på deres helt egen måde. Blandt andet en skraldevogn i modsatte bane med nedrullede vinduer, og to pakistanere hængende ud af samme vindue mens de råbte noget uforståeligt. Uanset hvad, så gav det ekstra energi og et boost!
Efter sidste vending i AD manglede der nu kun en kort loop (50Km) før det var tid til løb. Og endnu engang var det en befrielse at slippe for modvinden. Jeg drønede afsted, og kom op til 'Red Turn Point', hvor det så var direkte tilbage i modvinden. Arrrhgggg! Inden der går helt 'Borte med Blæsten' i fortællingen, så fik jeg holdt sammen på det og humøret begyndte her at stige igen. Jeg fik indtaget energi og gjort mig selv klar til løbet, mentalt såvel som fysisk ved at øge min kadence og strække baglår + læggene ud.
Tilbage i T2 fik jeg dismountet cyklen kort efter en stakkel var kollapset ligesom han stod af cyklen. Selvom varmen ikke var så slem som den kunne have været (læs: 25-30grader og ikke 35-40grader), så kostede den alligevel flere triatlers deltagelse i ADIT2012.
Min T2 blev lidt lang, men det skyldtes mest en blære der var på sprængepunktet, og dermed en tur på WC for at tisse i noget der føltes som 10min. Men så var det osse slut med pauser, for benene føltes gode og jeg var afsted. Jeg har set utrolig meget frem mod løbeturen hernede, da den ligger rigtig godt til min type af triatlet. 20Km flad strækning og ikke så mange dikkedarer. Der var super support på ruten og massere af hjælpere, så jeg tog svampe og vandflasker i bedste Rasmus Henning stil, hvormed jeg kølede mig selv ned for at kunne holde tempo. Mit mål med løbet var at komme ned omkring 1t30min. Mit udlæg var lidt defensivt, men med tanke på at øge undervejs. Efter at have løbet mig selv varm på de første 5Km, tog jeg en gel og en slurk cola, og begyndte så at skrue lidt tempo på. Først gik det fint og jeg fandt en rytme der gjorde at de første 10Km blev klokket på lidt over 45min. Perfekt. Her fik jeg råbt til supporterne at de godt kunne gøre klar til at jeg kom i mål om 45min! Confidence!
Anden runde blev hård, og jeg ville osse gerne have at den skulle være hård. Mit pulsur virkede ikke (og havde ikke gjort det hele dagen - ævs), så jeg tog den på følingen. Jeg skruede på, kiggede på tempo og begyndte at finde de mentale værktøjer frem for at holde gns farten oppe. Halvvejs på vej ud mod vendepunket møder jeg to af de andre triatleter som er på vej i mål, og jeg får et par geler og noget lunken cola stukket i hånden. Begge dele ryge ned, og så er jeg klar til et final push på ruten. Der mangler her 6-7Km, og jeg begynder at regne på mine tider. Hvis bare jeg kan holde et nogenlunde tempo, så vil jeg komme langt under 1t40min på løbe-delen, og samtidig komme tæt på mit mål om et afsluttende løb omkring 1t30min. I mine tidligere løb er jeg altid blevet overhalet af masserne på løbet, men idag fik jeg givet tilabge. Jeg talte kun 3 der overhalede mig, og samtidig fik jeg overhalet mindst 10 mand. Utrolig fed fornemmelse at sætte ens race-mode på at spise de andre og ikke selv blive spist! FEDEST!
De sidste 3Km blev løbet i all-out mode, og jeg bragende ned ad strandpromenaden med et vildt udtryk i ansigtet (jeg har set billeder). Rundt i sidste sving, og så ind over stregen til medalje og klap. I det jeg krydser stregen lægger jeg mig ned og tænker bare YES hvor har det været fedt, og kigger så op på uret og ser min tid er under 8timer10min. Hvad der føltes som en hård dag på kontoret, viste sig at have båret frugt, og jeg kom ind i en tid som levede til fulde op til mine forventninger. At det så viste sig at række til en 3. plads i min Age-Group (25-29) var bare kronen på værket, og jeg blev vildt glad. Om aftenen var der ceremoni, og vi fik hyldet Rasmus Henning og de andre der havde performet til ADIT2012.

/Motta

En uge i sommerhus med fuld fokus på mit speciale, som meget snart skal afleveres, har betydet, at jeg endnu engang er kommet lidt bagud med loggen.
Ud over et log-mæssigt fravær, har jeg også været fraværende fra raceren i snart 3 uger, så der har trods alt ikke været så meget spændende at skrive om i den forbindelse. Tiden generelt og nogle weekender, der var fyldt op med byture + en sommerhus-uge i rørvig, er alle medvirkende årsager til, at jernhesten ikke er blevet luftet i efterhånden rigtig lang tid.
Trænet er der dog blevet, og jeg har forsøgt at kompensere for de manglende landevejs kilometer med en stor dose rigtig høj intensitets træning i form af spinning og løb.
Hvis jeg lige skal have det hele med, blev det i uge 18 (som var restitutionsuge) til 3xspin, 2xløb (14km) og 2xstyrke.
I sidste uge blev det til 4xspin, 6xløb (50km)og 1xstyrke. En stor del af træningen var med volles Gas, da jeg blev presset maksimalt af min specialemakker, som skal forsøge at kvale til Hawai IM i år.
I denne uge løb jeg 6,5km restitution mandag, kørte en hård spin tirsdag og trænede 60 min styrke tidlig onsdag morgen og løb 7km efterfulgt af 60 min max spin onsdag aften. I forbindelse med denne træning havde jeg sat mig for lige at teste løbeformen af via en 12min test. Jeg løb derfor 2km opvarmning, og satte derefter testen igang. Jeg løb 3,6km på de 12 min (18km/t avg), hvilket jeg var rigtig fint tilfreds med.
Så formen rent iltoptagelsesmæssigt ser helt sikkert fornuftig ud, nu bliver det bare spændende at se, hvordan det står til rent cykelmæssigt. Det får jeg nok en lille indikation af imorgen, når jeg langt om længe igen rammer landevejen.
Og så laver jeg lige det "forbudte" move og logger denne dags træning, selvom den ikke er udført endnu!!! Det garanterer jeg dog for, at den bliver, og idag står den på 10-12km rimelig roligt løb. Selvom jeg har mere lyst til bare at køre mere på og give den fuld skrald, må jeg hellere være fornuftig og holde lidt igen. Det tror jeg måske også stængerne vil sætte pris, de brokkede sig i hvertfald lidt med 4 gange krampe i venstre læg, da jeg cyklede på arbejde imorges.
Over and out

Hej Gregers
Det er da på en måde rart med et frisk indlæg i din logbog. Samtidig lyder indlægget unægteligt foruroligende. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal skrive, da jeg aldrig har været den store coach. Du har jo før skrevet om din udfordring med kalorieindtaget, og nu virker det så som om, at det er tiltet for dig med maden.
Dine indlæg vil være/er svært savnet, men du skal selvfølgelig også prioritere, hvad du skal bruge kræfterne på. Jeg kan fx godt forstå din modvilje mod at føre en meget stringent logbog med de samme ting i dag efter dag (det har jeg også selvdroppet), men jeg synes nu nok, du plejer at komme med mange gode betragtninger, der rækker videre end som så.
Som lægmand uden den store forstand på spisekvaler, så er der én ting, jeg kommer til at tænke på, når jeg læser dit indlæg: Du virker så kategorisk, at det enten ender i ædeflip ELLER i en meget striks form for træning og selvkontrol ud i det ekstreme. Findes der ikke en middelvej, hvor du kan balancere de to ting? Sikkert naivt spurgt, men nu har jeg gjort det
Hvor om alting er, så håber jeg, du finder vejen frem …

JEG GAAR NOGENGANGE I FLOTNESS!
Og i gaar gik jeg saaledes i FlotnessFoerst, hvor jeg endnu engang blev overvaeldet af boesseriet. Jeg havde inden jeg tog til Toughland en fremragende Gaydar. Jeg kunne spotte en homo paa en halv meters afstand, hvis han ragede mig paa numz. Nu lader det til, at min Gaydar er blevet til en katoidar. Jeg kan simpelthen udpege en ladyboy bare ved at maerke efter om hun har en pikkemand - nej, det passer ikke. Derimod er her de 10 nemmeste maader at kende en ladyboy paa:
1) Hun ligner en mand - Det lyder logisk og det er det ogsaa. Maend ligner ikke kvinder. Selvom de har langt haar og makeup paa. Ligner din nye thailanske kaereste en mand, saa er hun det!
2) Hun er ligesaa hoej som dig - Thailandske piger er smaa. Er din nye trolovede ikke smaa, saa er hun han.
3) Hun lyder ligesom PATKANONEN. PATKANONENs store patter er et udspring af et naturligt hoejt test niveau i hans Styrkebodyflotloefterbuildingsmandskrop. Dette kan man blandt andet udlede ved at lytte til hans dybe roest. Hvis din forlovede lyder ligesaa, saa er hun en knejt. (Faktisk har de fleste ladybois en skinger stemme. For dyb til at vaere en kvindes og for lys til at vaere en mand. Det lyder faktisk ikke saa rart).
4) Hun bruger samme stoerrelse sko som dig - Ja det giver sig selv. Smaa foedder er noget damer har.
5) Hun har store haender - "Er haenderne store, skal du ikke score," Saadan lyder et beroemt rim, som jeg lige har fundet paa.
Det var de aabenlyse: Nu til de mere sofistikerede - her kan forekomme sammenfald med Bodybuildingsmandsdamer, da disse kan opnaa visse traek, som man ellers kun ser hos maend. Derfor, skal nedenstaaende kombineres med en vurdering af damens BBhed. Spoerg dig selv: Har hun aag? Har hun toppecs? I saa fald er det muligvis blot en veltraenet flotnessdame.
6) Hun har tydeligere vener paa armene - De fleste kvinder har for tykt underhudsfedtlag til at underarmsvener kan ses. Undtageler fra regler er blandt andet Hoosier, der er saa BB, at hendes vener kan ses (I hvert fald naar hun er i 60)
7) Har hun lav fedtprocent paa benene saa er hun en mand! Kvinder har fedt paa benene - maend har paa maven. Kig paa benene - ligner de en mands (bare uden haar), saa er de en mands.
8) Er hun overpyntet - kvinder har gerne stil. De ved, at de ikke skal tage 17 accessories paa paa en gang. Ladybois (det hedder Katoi paa thai venner), har ikke fanget dette!
9) Hun viser sine store silikonemapper frem - Rigtig meget frem. Maend kan lide at vise deres pecs. Denne nedarvede mekanisme, kan man ikke hormontilskyde eller adfaerdsaendre sig ud af.
10) Hun har en pik - er du naaet dertil, hvor alt andet fejler og du er naaet med hende hjem i seng, saa hold oeje med, om hun har vaerktoejskassen med. i 51 ud af 100 tilfaelde er kvinder, der har en pik faktisk slet ikke kvinder.
Ovenpaa den lektion i at gebaerde sig i Toughland, vil jeg nu fortaeller at i gaar var aag og trisp dag. Derfor traenede jeg:
Dips
Super close grip pull-downs
One arm hammer strength rows
Lying DB extensions
Doedmandsloeft - Hoho venner - min boesseryg kunne doedloefte. Starter meget meget let, men det er rigtig meget bedre en ingen doedloeft.
Cable extensions - For Zuffox den fik mange reps. Down the stack og flere reps endnu.
Lying pull-downs: For the Yoke.
Og saa tog jeg paa restauration og spiste Laks og boef og rejer og and! Mums!
Hvorfor maa svin i oevrigt ikke hedde boef? En boef er jo i princippet fra en okse, men hvad med en lakseboef? Hvorfor hedder det ikke en laksekotelet? Eller en svineboef?
* * *
Og saa dagens kulturelle indslag:
Jeg har nemlig faaet mig en kulturel oplevelse i dag. Thailandsk tradition beskriver, at alle steder beboes af aander. Naar man bygger en bygning, bygger man derfor ogsaa et aandehus (spirit house eller ghost house), som en slags bod for, at man bygger paa deres omraade - man giver dem et nyt sted at bo. En gang om aaret viser alle, der benytter bygningen respekt til disse aander.
Jeg er ateist og tror ikke paa en gud eller kristendom, men jeg holder meget af de traditioner, der er bundet til religionen, som kirkevielser, daab, begravelse og saa videre.
Derfor var det ogsaa med nysgerrig mine, at jeg sammen med de andre falanger i dag deltog i ritualet, der inkluderede et antal roegelsespinde og en del knaelen. Jeg fik en foelese a la den jeg havde som knejt, naar hele skolen den sidste dag inden jul gik i kirke. En mellemting af en faellesskabsfoelelse, der straekker sig ud over den man har til daglig med kollegaerne/klassekammerater, fordi det pludselig ikke er arbejds- eller skolerelateret samvaer, men relateret til en faelles kulturel arv, og saa en foelsese af at vaere del af en laengere historie. Nu er jeg jo ikke del af den thailandske kulturelle arv som saadan, men med 10 falanger paa en arbejdsplads med mange hundrede thaier, der alle ved praecis, hvordan de skal goere og med den aerboedighed, der foelger med, naar folk har med noget spirituelt at goere, giver det nu engang en speciel oplevelse. Det er paa en eller anden maade noget meget privat at bede eller vise respekt eller, hvad man nu vaelger at kalde det, og dermed deler man noget privat med nogle mennesker, som man ellers kun har et arbejdsforhold til. Det er teambuilding, som mennesker har gjort det i aartusinder, og sikkert en af aarsagerne til, at spiritualitet/religion er blevet saa fremherskende en adfaerd i menneskeracen.
Netop saadan taenkte jeg.

Helt enig her. Der er efter min mening/viden absolut ingen fysiologisk grund til at lave alt for meget højintenst arbejde i denne periode. Byg grundformen op, vend din krop til træningsformen(cykling) og byg stille og roligt på. Selvfølgelig kan du som Cykologen nævner kører dig i hegnet engang imellem eller lege med højintense intervaller på landevejen. Det skal bare ikke fylde særligt meget. Derfor studsede jeg også lidt over, da jeg tidligere i din log læste, at du allerede arbejder systematisk med højintense intervaller på landevejen. Jeg er klar over, at du følger et træningsprogram, men alligevel....
Ved en lille sammenligning (selvom jeg godt ved, at den er svær at lave ) kan det nævnes, at mange af verdens bedste cykelryttere, som skal toppe i juli under touren, dvs. nogenlunde samtidig med dig, på nuværende tidspunkt har en periode enten helt væk fra cyklen eller blot med en anelse lavintens træning/holden ved lige.
Naturligvis er der på næsten alle områder stor forskel på at være pro og (super)motionist, men min pointe er blot, at du i foråret har masser af tid til at ramme topformen via intervaller og andet højintenst arbejde, sålænge grundformen er iorden.
Jeg kender præcis din fornemmelse ift målet om Marmot, som konstant farer rundt i dine tanker. Jeg oplevede i stor stil også dette fænomen i forbindelse med min deltagelse sidste år. Derfor var jeg også både fysisk og psykisk udmattet efter løbet. Det var rart bare at kunne give slip.
Så kan derfor kun støtte op om, at du forsøger at dæmpe begejstringen/energien lidt den kommende tid. Du skulle jo helst ikke brænde ud, nå vi når april.
Angående mit eget træningsprogram, startede jeg rigtig nok først loggen i april, men havde startet træningsforløbet 1/1. Vinteren sidste år gjorde det dog en anelse vanskeligt at få kørt det planlagte kilometer i de første par måneder, og der blev derfor kørt en del spinning.
De manglende kilometer fra de første par måneder, var dog også "skyld" i, at den totale volumen fra april til juli også blev lidt for høj med akkumuleret træthed til følge. Dvs. her i bagklogskabens klare lys følte jeg mig faktisk en anelse "træt", da jeg stod på startstregen. Det er en i de ting som jeg lærte, og som jeg derfor vil være mere opmærksom på ift. Marmot 2011. Men det vil jeg nok skrive lidt mere om, når jeg starter min egen logning op igen.
Ellers må du have rigtig meget held og lykke med projektet. Hvis du undgår skader/uheld vil din solide kondition og specielt din lave vægt helt sikkert gøre løbet til en god oplevelse.

Takker for lykønskningerne
Tilbage i DK igen og nu også lidt tid til at sætte ord på alle indtrykkene fra mine 5 dage i de franske alper.
For min egen skyld vil jeg prøve at få det meste med, så indlægget her kunne godt gå hen og blive en anelse langt. Hvis man ikke gider detaljerne, er det iorden bare at skimme
Onsdag (30/6):
Min Marmot-mate og jeg ankom om aftenen til vores super fine B&B i Bourg D'Osains og blev indlogeret.
Torsdag (1/7):
Samling og klargøring af cykler og derefter en tur ud på landevejen. Vi kørte ca. 55 km som også inkluderede lidt bjergkørsel. Ialt ca. 5-6 km klatring, så man lige fik indstillet kroppen på den slags strabadser igen.
Fredag (2/7):
Dagen før løbet og nervøsiteten begyndte at brede sig. Var man klar, kunne man gennemføre og hvad ventede der overhovedet en næste dag? Vi rullede 33 km helt flad vej og ellers gik dagen med med afslapning og indtagelse af næring og væske. Yderligere blev alt ved cyklen tjekket endnu engang, så jeg kun lige skulle pumpe dækkene op til 8 bar næste morgen inden afgang. Gik i seng ved 23-tiden, men sov ikke specielt meget.
Lørdag (3/7):
Op kl. 5. Så var det sgu nu! La Marmotte ventede. Dvs. 174 km og 5000 højdemeter fordelt på 4 bjerge udenfor kategori - Col de Glandon, Col de telégraphe, Col de Galibier for tilsidst at slutte på toppen af Alpe d´Huez.
Jeg spiste en god portion havregryn, en lille yougurt, en stykke flute med syltetøj. Desuden drak jeg en liter vand og indtog 3 salttabletter. Vejrudsigtede lovede fuld sol og en meget varm dag (35-40 grader).
Jeg var i den første startgruppe kl. 7(der er ca. 7000 deltagere), og jeg rullede over startstregen ca. 7.20. De første 10 km er flade og folk kørte forholdsvis hurtigt afsted. Jeg hægtede mig på en større gruppe som lå og kørte ml. 40-50 km/t hen til foden af første bjerg. Glandon opstigningen havde jeg faktisk frygtet lidt, da jeg havde en rimelig dårlig oplevelse der, da jeg var der sidste gang i maj.
Stigningen er ca. 25 km lang og det er en meget ujævn stigning, som både har rigtig stejle passager (12%), men som også indeholder nedkørsel og mere humane stigningsprocenter. Dvs. der er mange rytmebrud. Det gik dog rigtig fint og jeg fandt hurtigt et godt tråd. Som tidligere fortalt ville jeg i høj grad forsøge at disponere løbet udfra pulsen, og på hele Glandon-stigningen lå den lige en ca. 5 slag for højt ift. hvad jeg kalkuleret med. Jeg tilskrev det dog dels løbssituationen (adrenalin) og dels at jeg havde fyldt godt på med kulhudrater.
Jeg nåede toppen af Glandon i 1924 meters højde 1t og 50min efter at jeg havde rullet over startstregen.
Fyldte mine 2 dunke i depotet og ellers hurtigt afsted på nedkørslen.
Nedkørslen gik super. Fuld kontrol og ingen farlige situationer bortset fra et skarpt højresving der blev fulgt af et direkte venstresving. Med pure luck fik jeg dog skåret det fuldstændig ideelt, så jeg efterfølgende lige højlydt blev nødt til at rose mig selv samtidig med at hjertet sad oppe i halsen. Efter nedkørslen ventede ca. 20 km rimelig dødsyg flad vej, hvor jeg hægtede mig på en stor gruppe (ca. 30 mand) og gemte mig næsten bagest :4thumbup:
Så var det tid til Telegrahpe. En 12 km stigning som er forholdsvis jævn med stigningsprocenter mellem 6-9%. Varmen var nu begyndt at kunne mærkes, så jeg hang hjelmen over styret på vej op. Pulsen var nu kommet ned, hvor jeg gerne ville have den (ca. 160) og jeg kørte opad i et fint tempo. Jeg fulgtes med en hollænder hele vejen til toppen og små-koverserede lidt med ham undervejs. Han kørte efter en tid, der hed 8 timer rent, så der fik jeg en fornemmelse af, at det vist egentlig gik meget fint.
Dog var jeg også igang med den part af turen, som jeg på daværende tidspunkt frygtede mest, da telegrahpe, kun adskilt af en meget lille nedkørsel, går direkte over i 18 kilometers opkørsel til Galibier i 2642 meters højde. Nå men jeg nåede toppen af telegraphe (1566 m) og efter 9 minutters nedkørsel kastede jeg mig over Galibier. Den stigning er bare forfærdelig lang og de sidste 10 km er også rigtig stejle (ml.7-10%). Jeg følte mig dog stadig super kørende og havde ingen store kriser på vej op. Kørte næsten hele tiden i grupper af 2-4 personer, men hollænderen fra telegrahpe var kørt væk.
ENDELIG nåede jeg toppen og jeg havde glædet mig til et kort stop. Jeg havde nu været på cyklen i 5t og 35min. Nu var jeg helt sikker på, at jeg nok skulle gennemføre og jeg kunne også se at tiden ville blive rigtig god. Jeg skulle senere blive klogere Fyldning af dunke, lidt at spise og på med vindvesten. Derefter afsted det gik.
Nedkørslen fra Galibier var helt vildt fed :4thumbup: Ikke specielt teknisk svær, god sigtbarhed og rigtig gode veje. Shit det gik stærkt og jeg fik fanget en lille gruppe på 10 mand, som jeg fulgte resten af vejen ned.
Efter en lille smule flad vej ventede nu dagens sidste udfordring - Alpe D'Huez (1806 m). Den stigning jeg kendte bedst og havde kørt flest gange. Jeg havde det super på stykket hen til bjerget, og tænkte, at hvis jeg bare kørte den konservativt og langsomt (1.15-1.20) så det altså rigtig godt ud. For foden af Alpe D'Huez havde jeg været på cyklen i præcis 6t og 50min. Bjerget er 13,8 km langt og starter forfærdeligt med 10-12% de første 4 sving/lidt over 2 km. Derefter "flader" det lidt ud inden procenterne igen bliver tocifrede lidt før toppen.
Jeg kom rimelig fint igennem de første 5 sving, derefter står resten af turen op rimelig uklart for mig. Jeg blev totalt ramt af en hammer og kunne bare ikke mere. Det var ca. 40 grader varmt og jeg kogte. Jeg følte, at mit energiniveau rent blodsukkermæssigt var fint, men jeg kunne bare ikke træde pedalerne rundt og der var stadig 10 km til toppen. Jeg kørte langsommere og langsommere 5-6 km/t og tilsidst blev jeg bare nødt til at komme af cyklen. Alle tanker fløj gennem hovedet på mig, blandt andet Cykolgens beretning om en bekendt der havde brugt 3 timer på stigningen, og på det tidspunkt var jeg helt sikker på, at jeg ikke kunne komme til toppen. Jeg satte mig over i modsatte sidde af vejen i skyggen, vendte cyklen så den var klar til at køre nedad og stirrede ellers bare lige ud i luften. Mens jeg sad der blev en anden rytter hentet i bil og chauførern var så "venlig" at spørge mig, om jeg ikke også ville med. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg takkede nej, og han hælte istedet 1,5 l vand ud over mig.
Jeg kom på cyklen igen og bevægede mig langsomt fremad. Som sagt var der intet tilbage i lægge og lår, og det mentale spil mellem min krop og hjerne, der kæmpede mellem lysten til at stoppe kontra tvangstanken om at køre videre og gennemføre, var kolosal. Resten af turen op måtte jeg af og sidde et par minutter 5-6 gange, og det var først da jeg nåede sving 10 (der bliver talt ned fra 21), at jeg var sikker på at jeg nok skulle komme i mål. Jeg brugte ialt 1t og 47 min på den sidste stigning
I mål nåede jeg altså, jeg ved dog stadig ikke rigtig, hvordan det egentlig lykkedes, men hold k... hvor var jeg glad og stolt. Jeg så åbenbart så medtaget ud, at jeg straks blev beordret ind til lægerne, som godt lige ville tjekke min status. Der var dog ingen problemer ud over afkraftning, så jeg kom lidt efter ud igen og fik lidt at spise inden jeg kørte ned af bjerget igen. Rent tilfældigt stødte jeg på toppen dog også lige ind i hollændren fra Telegraphe. Han var kommet ind i 8t.23 og var pænt skuffet, men så måtte han jo tilbage næste år.
Lidt blandede stats fra løbet:
Tid - 8.37
avg puls - 147 (77%)
max puls - 173 (91%)
estimeret energiforbrug - 8300 kcal
Energi og væskeindtag undervejs:
7 dunke vand (750 ml)
3 dunke energidrik (750 ml)
13 gels
2 energi/protein bar
1/2 banan
9 salttabletter
Splittider:
Start til top Glandon - 1t.50
Glandon til start Telegraphe - 1t.13
Telegrap bund til top - 54.53
Telegraphe top til bund Galibier - 9.01
Galibier bund til top Galibier - 1t.27
Galibier top til bund Alpe d'huez - 1t.14
Alpe d'huez bund til top Alpe d'huez - 1t.47
Søndag (4/7):
AFSLAPNING OG SPISNING :4mewantfood:
Mandag (5/7):
Sidste dag i Frankrig og jeg vågnede med de mest friske ben, som jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har følt. Meget meget mærkeligt synes jeg, tror snart jeg opgiver at forstå min krop. Anyways, jeg følte jeg havde en form for unfinished business med Alpe d'huez. Dvs. jeg havde det dårligt med at tage hjem med indtrykket af det bjerg, som værende så forfærdeligt. Jeg ville derfor lige køre bjerget bare stille og roligt, men uden at skulle af cyklen selvfølgelig.
Fanden tog dog hurtigt ved mig, og da jeg kunne se på de første par sving, at tiden kunne blive god, gav jeg den fuld gas :bike:
Jeg kørte en vanvittig all out og kom op i ny pr. 56.29 med en gennemsnitspuls på 173 (91%) og max puls på 180 (95%).
Så kunne jeg flyve hjem med et smil på læben.
Tja det var vel egentlig sidste kapitel i historien om La Marmotte 2010. Mærkeligt og rart på samme tid, men absolut et løb jeg på et tidspunkt skal tilbage til. Måske det allerede bliver næste år, hvem ved, jeg tror ikke det er nu, at man skal tage beslutningen. Men jeg vil i hvertfald gerne anbefale det til alle der måtte have den mindste interesse i den retning. Det var en kæmpe oplevelse og noget, som jeg altid vil huske.
Jeg ved ikke lige hvad der skal ske med loggen nu, måske kører jeg videre for fuld blæs, måske nøjes jeg bare med at logge lidt træning i ny og næ. Jeg kan i hvertfald garantere at min tid også fremover komme til at stå på både løb, cykling, styrketræning og tennis.
SES

Takker for lykønskningerne
Tilbage i DK igen og nu også lidt tid til at sætte ord på alle indtrykkene fra mine 5 dage i de franske alper.
For min egen skyld vil jeg prøve at få det meste med, så indlægget her kunne godt gå hen og blive en anelse langt. Hvis man ikke gider detaljerne, er det iorden bare at skimme
Onsdag (30/6):
Min Marmot-mate og jeg ankom om aftenen til vores super fine B&B i Bourg D'Osains og blev indlogeret.
Torsdag (1/7):
Samling og klargøring af cykler og derefter en tur ud på landevejen. Vi kørte ca. 55 km som også inkluderede lidt bjergkørsel. Ialt ca. 5-6 km klatring, så man lige fik indstillet kroppen på den slags strabadser igen.
Fredag (2/7):
Dagen før løbet og nervøsiteten begyndte at brede sig. Var man klar, kunne man gennemføre og hvad ventede der overhovedet en næste dag? Vi rullede 33 km helt flad vej og ellers gik dagen med med afslapning og indtagelse af næring og væske. Yderligere blev alt ved cyklen tjekket endnu engang, så jeg kun lige skulle pumpe dækkene op til 8 bar næste morgen inden afgang. Gik i seng ved 23-tiden, men sov ikke specielt meget.
Lørdag (3/7):
Op kl. 5. Så var det sgu nu! La Marmotte ventede. Dvs. 174 km og 5000 højdemeter fordelt på 4 bjerge udenfor kategori - Col de Glandon, Col de telégraphe, Col de Galibier for tilsidst at slutte på toppen af Alpe d´Huez.
Jeg spiste en god portion havregryn, en lille yougurt, en stykke flute med syltetøj. Desuden drak jeg en liter vand og indtog 3 salttabletter. Vejrudsigtede lovede fuld sol og en meget varm dag (35-40 grader).
Jeg var i den første startgruppe kl. 7(der er ca. 7000 deltagere), og jeg rullede over startstregen ca. 7.20. De første 10 km er flade og folk kørte forholdsvis hurtigt afsted. Jeg hægtede mig på en større gruppe som lå og kørte ml. 40-50 km/t hen til foden af første bjerg. Glandon opstigningen havde jeg faktisk frygtet lidt, da jeg havde en rimelig dårlig oplevelse der, da jeg var der sidste gang i maj.
Stigningen er ca. 25 km lang og det er en meget ujævn stigning, som både har rigtig stejle passager (12%), men som også indeholder nedkørsel og mere humane stigningsprocenter. Dvs. der er mange rytmebrud. Det gik dog rigtig fint og jeg fandt hurtigt et godt tråd. Som tidligere fortalt ville jeg i høj grad forsøge at disponere løbet udfra pulsen, og på hele Glandon-stigningen lå den lige en ca. 5 slag for højt ift. hvad jeg kalkuleret med. Jeg tilskrev det dog dels løbssituationen (adrenalin) og dels at jeg havde fyldt godt på med kulhudrater.
Jeg nåede toppen af Glandon i 1924 meters højde 1t og 50min efter at jeg havde rullet over startstregen.
Fyldte mine 2 dunke i depotet og ellers hurtigt afsted på nedkørslen.
Nedkørslen gik super. Fuld kontrol og ingen farlige situationer bortset fra et skarpt højresving der blev fulgt af et direkte venstresving. Med pure luck fik jeg dog skåret det fuldstændig ideelt, så jeg efterfølgende lige højlydt blev nødt til at rose mig selv samtidig med at hjertet sad oppe i halsen. Efter nedkørslen ventede ca. 20 km rimelig dødsyg flad vej, hvor jeg hægtede mig på en stor gruppe (ca. 30 mand) og gemte mig næsten bagest :4thumbup:
Så var det tid til Telegrahpe. En 12 km stigning som er forholdsvis jævn med stigningsprocenter mellem 6-9%. Varmen var nu begyndt at kunne mærkes, så jeg hang hjelmen over styret på vej op. Pulsen var nu kommet ned, hvor jeg gerne ville have den (ca. 160) og jeg kørte opad i et fint tempo. Jeg fulgtes med en hollænder hele vejen til toppen og små-koverserede lidt med ham undervejs. Han kørte efter en tid, der hed 8 timer rent, så der fik jeg en fornemmelse af, at det vist egentlig gik meget fint.
Dog var jeg også igang med den part af turen, som jeg på daværende tidspunkt frygtede mest, da telegrahpe, kun adskilt af en meget lille nedkørsel, går direkte over i 18 kilometers opkørsel til Galibier i 2642 meters højde. Nå men jeg nåede toppen af telegraphe (1566 m) og efter 9 minutters nedkørsel kastede jeg mig over Galibier. Den stigning er bare forfærdelig lang og de sidste 10 km er også rigtig stejle (ml.7-10%). Jeg følte mig dog stadig super kørende og havde ingen store kriser på vej op. Kørte næsten hele tiden i grupper af 2-4 personer, men hollænderen fra telegrahpe var kørt væk.
ENDELIG nåede jeg toppen og jeg havde glædet mig til et kort stop. Jeg havde nu været på cyklen i 5t og 35min. Nu var jeg helt sikker på, at jeg nok skulle gennemføre og jeg kunne også se at tiden ville blive rigtig god. Jeg skulle senere blive klogere Fyldning af dunke, lidt at spise og på med vindvesten. Derefter afsted det gik.
Nedkørslen fra Galibier var helt vildt fed :4thumbup: Ikke specielt teknisk svær, god sigtbarhed og rigtig gode veje. Shit det gik stærkt og jeg fik fanget en lille gruppe på 10 mand, som jeg fulgte resten af vejen ned.
Efter en lille smule flad vej ventede nu dagens sidste udfordring - Alpe D'Huez (1806 m). Den stigning jeg kendte bedst og havde kørt flest gange. Jeg havde det super på stykket hen til bjerget, og tænkte, at hvis jeg bare kørte den konservativt og langsomt (1.15-1.20) så det altså rigtig godt ud. For foden af Alpe D'Huez havde jeg været på cyklen i præcis 6t og 50min. Bjerget er 13,8 km langt og starter forfærdeligt med 10-12% de første 4 sving/lidt over 2 km. Derefter "flader" det lidt ud inden procenterne igen bliver tocifrede lidt før toppen.
Jeg kom rimelig fint igennem de første 5 sving, derefter står resten af turen op rimelig uklart for mig. Jeg blev totalt ramt af en hammer og kunne bare ikke mere. Det var ca. 40 grader varmt og jeg kogte. Jeg følte, at mit energiniveau rent blodsukkermæssigt var fint, men jeg kunne bare ikke træde pedalerne rundt og der var stadig 10 km til toppen. Jeg kørte langsommere og langsommere 5-6 km/t og tilsidst blev jeg bare nødt til at komme af cyklen. Alle tanker fløj gennem hovedet på mig, blandt andet Cykolgens beretning om en bekendt der havde brugt 3 timer på stigningen, og på det tidspunkt var jeg helt sikker på, at jeg ikke kunne komme til toppen. Jeg satte mig over i modsatte sidde af vejen i skyggen, vendte cyklen så den var klar til at køre nedad og stirrede ellers bare lige ud i luften. Mens jeg sad der blev en anden rytter hentet i bil og chauførern var så "venlig" at spørge mig, om jeg ikke også ville med. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg takkede nej, og han hælte istedet 1,5 l vand ud over mig.
Jeg kom på cyklen igen og bevægede mig langsomt fremad. Som sagt var der intet tilbage i lægge og lår, og det mentale spil mellem min krop og hjerne, der kæmpede mellem lysten til at stoppe kontra tvangstanken om at køre videre og gennemføre, var kolosal. Resten af turen op måtte jeg af og sidde et par minutter 5-6 gange, og det var først da jeg nåede sving 10 (der bliver talt ned fra 21), at jeg var sikker på at jeg nok skulle komme i mål. Jeg brugte ialt 1t og 47 min på den sidste stigning
I mål nåede jeg altså, jeg ved dog stadig ikke rigtig, hvordan det egentlig lykkedes, men hold k... hvor var jeg glad og stolt. Jeg så åbenbart så medtaget ud, at jeg straks blev beordret ind til lægerne, som godt lige ville tjekke min status. Der var dog ingen problemer ud over afkraftning, så jeg kom lidt efter ud igen og fik lidt at spise inden jeg kørte ned af bjerget igen. Rent tilfældigt stødte jeg på toppen dog også lige ind i hollændren fra Telegraphe. Han var kommet ind i 8t.23 og var pænt skuffet, men så måtte han jo tilbage næste år.
Lidt blandede stats fra løbet:
Tid - 8.37
avg puls - 147 (77%)
max puls - 173 (91%)
estimeret energiforbrug - 8300 kcal
Energi og væskeindtag undervejs:
7 dunke vand (750 ml)
3 dunke energidrik (750 ml)
13 gels
2 energi/protein bar
1/2 banan
9 salttabletter
Splittider:
Start til top Glandon - 1t.50
Glandon til start Telegraphe - 1t.13
Telegrap bund til top - 54.53
Telegraphe top til bund Galibier - 9.01
Galibier bund til top Galibier - 1t.27
Galibier top til bund Alpe d'huez - 1t.14
Alpe d'huez bund til top Alpe d'huez - 1t.47
Søndag (4/7):
AFSLAPNING OG SPISNING :4mewantfood:
Mandag (5/7):
Sidste dag i Frankrig og jeg vågnede med de mest friske ben, som jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har følt. Meget meget mærkeligt synes jeg, tror snart jeg opgiver at forstå min krop. Anyways, jeg følte jeg havde en form for unfinished business med Alpe d'huez. Dvs. jeg havde det dårligt med at tage hjem med indtrykket af det bjerg, som værende så forfærdeligt. Jeg ville derfor lige køre bjerget bare stille og roligt, men uden at skulle af cyklen selvfølgelig.
Fanden tog dog hurtigt ved mig, og da jeg kunne se på de første par sving, at tiden kunne blive god, gav jeg den fuld gas :bike:
Jeg kørte en vanvittig all out og kom op i ny pr. 56.29 med en gennemsnitspuls på 173 (91%) og max puls på 180 (95%).
Så kunne jeg flyve hjem med et smil på læben.
Tja det var vel egentlig sidste kapitel i historien om La Marmotte 2010. Mærkeligt og rart på samme tid, men absolut et løb jeg på et tidspunkt skal tilbage til. Måske det allerede bliver næste år, hvem ved, jeg tror ikke det er nu, at man skal tage beslutningen. Men jeg vil i hvertfald gerne anbefale det til alle der måtte have den mindste interesse i den retning. Det var en kæmpe oplevelse og noget, som jeg altid vil huske.
Jeg ved ikke lige hvad der skal ske med loggen nu, måske kører jeg videre for fuld blæs, måske nøjes jeg bare med at logge lidt træning i ny og næ. Jeg kan i hvertfald garantere at min tid også fremover komme til at stå på både løb, cykling, styrketræning og tennis.
SES

Takker for lykønskningerne
Tilbage i DK igen og nu også lidt tid til at sætte ord på alle indtrykkene fra mine 5 dage i de franske alper.
For min egen skyld vil jeg prøve at få det meste med, så indlægget her kunne godt gå hen og blive en anelse langt. Hvis man ikke gider detaljerne, er det iorden bare at skimme
Onsdag (30/6):
Min Marmot-mate og jeg ankom om aftenen til vores super fine B&B i Bourg D'Osains og blev indlogeret.
Torsdag (1/7):
Samling og klargøring af cykler og derefter en tur ud på landevejen. Vi kørte ca. 55 km som også inkluderede lidt bjergkørsel. Ialt ca. 5-6 km klatring, så man lige fik indstillet kroppen på den slags strabadser igen.
Fredag (2/7):
Dagen før løbet og nervøsiteten begyndte at brede sig. Var man klar, kunne man gennemføre og hvad ventede der overhovedet en næste dag? Vi rullede 33 km helt flad vej og ellers gik dagen med med afslapning og indtagelse af næring og væske. Yderligere blev alt ved cyklen tjekket endnu engang, så jeg kun lige skulle pumpe dækkene op til 8 bar næste morgen inden afgang. Gik i seng ved 23-tiden, men sov ikke specielt meget.
Lørdag (3/7):
Op kl. 5. Så var det sgu nu! La Marmotte ventede. Dvs. 174 km og 5000 højdemeter fordelt på 4 bjerge udenfor kategori - Col de Glandon, Col de telégraphe, Col de Galibier for tilsidst at slutte på toppen af Alpe d´Huez.
Jeg spiste en god portion havregryn, en lille yougurt, en stykke flute med syltetøj. Desuden drak jeg en liter vand og indtog 3 salttabletter. Vejrudsigtede lovede fuld sol og en meget varm dag (35-40 grader).
Jeg var i den første startgruppe kl. 7(der er ca. 7000 deltagere), og jeg rullede over startstregen ca. 7.20. De første 10 km er flade og folk kørte forholdsvis hurtigt afsted. Jeg hægtede mig på en større gruppe som lå og kørte ml. 40-50 km/t hen til foden af første bjerg. Glandon opstigningen havde jeg faktisk frygtet lidt, da jeg havde en rimelig dårlig oplevelse der, da jeg var der sidste gang i maj.
Stigningen er ca. 25 km lang og det er en meget ujævn stigning, som både har rigtig stejle passager (12%), men som også indeholder nedkørsel og mere humane stigningsprocenter. Dvs. der er mange rytmebrud. Det gik dog rigtig fint og jeg fandt hurtigt et godt tråd. Som tidligere fortalt ville jeg i høj grad forsøge at disponere løbet udfra pulsen, og på hele Glandon-stigningen lå den lige en ca. 5 slag for højt ift. hvad jeg kalkuleret med. Jeg tilskrev det dog dels løbssituationen (adrenalin) og dels at jeg havde fyldt godt på med kulhudrater.
Jeg nåede toppen af Glandon i 1924 meters højde 1t og 50min efter at jeg havde rullet over startstregen.
Fyldte mine 2 dunke i depotet og ellers hurtigt afsted på nedkørslen.
Nedkørslen gik super. Fuld kontrol og ingen farlige situationer bortset fra et skarpt højresving der blev fulgt af et direkte venstresving. Med pure luck fik jeg dog skåret det fuldstændig ideelt, så jeg efterfølgende lige højlydt blev nødt til at rose mig selv samtidig med at hjertet sad oppe i halsen. Efter nedkørslen ventede ca. 20 km rimelig dødsyg flad vej, hvor jeg hægtede mig på en stor gruppe (ca. 30 mand) og gemte mig næsten bagest :4thumbup:
Så var det tid til Telegrahpe. En 12 km stigning som er forholdsvis jævn med stigningsprocenter mellem 6-9%. Varmen var nu begyndt at kunne mærkes, så jeg hang hjelmen over styret på vej op. Pulsen var nu kommet ned, hvor jeg gerne ville have den (ca. 160) og jeg kørte opad i et fint tempo. Jeg fulgtes med en hollænder hele vejen til toppen og små-koverserede lidt med ham undervejs. Han kørte efter en tid, der hed 8 timer rent, så der fik jeg en fornemmelse af, at det vist egentlig gik meget fint.
Dog var jeg også igang med den part af turen, som jeg på daværende tidspunkt frygtede mest, da telegrahpe, kun adskilt af en meget lille nedkørsel, går direkte over i 18 kilometers opkørsel til Galibier i 2642 meters højde. Nå men jeg nåede toppen af telegraphe (1566 m) og efter 9 minutters nedkørsel kastede jeg mig over Galibier. Den stigning er bare forfærdelig lang og de sidste 10 km er også rigtig stejle (ml.7-10%). Jeg følte mig dog stadig super kørende og havde ingen store kriser på vej op. Kørte næsten hele tiden i grupper af 2-4 personer, men hollænderen fra telegrahpe var kørt væk.
ENDELIG nåede jeg toppen og jeg havde glædet mig til et kort stop. Jeg havde nu været på cyklen i 5t og 35min. Nu var jeg helt sikker på, at jeg nok skulle gennemføre og jeg kunne også se at tiden ville blive rigtig god. Jeg skulle senere blive klogere Fyldning af dunke, lidt at spise og på med vindvesten. Derefter afsted det gik.
Nedkørslen fra Galibier var helt vildt fed :4thumbup: Ikke specielt teknisk svær, god sigtbarhed og rigtig gode veje. Shit det gik stærkt og jeg fik fanget en lille gruppe på 10 mand, som jeg fulgte resten af vejen ned.
Efter en lille smule flad vej ventede nu dagens sidste udfordring - Alpe D'Huez (1806 m). Den stigning jeg kendte bedst og havde kørt flest gange. Jeg havde det super på stykket hen til bjerget, og tænkte, at hvis jeg bare kørte den konservativt og langsomt (1.15-1.20) så det altså rigtig godt ud. For foden af Alpe D'Huez havde jeg været på cyklen i præcis 6t og 50min. Bjerget er 13,8 km langt og starter forfærdeligt med 10-12% de første 4 sving/lidt over 2 km. Derefter "flader" det lidt ud inden procenterne igen bliver tocifrede lidt før toppen.
Jeg kom rimelig fint igennem de første 5 sving, derefter står resten af turen op rimelig uklart for mig. Jeg blev totalt ramt af en hammer og kunne bare ikke mere. Det var ca. 40 grader varmt og jeg kogte. Jeg følte, at mit energiniveau rent blodsukkermæssigt var fint, men jeg kunne bare ikke træde pedalerne rundt og der var stadig 10 km til toppen. Jeg kørte langsommere og langsommere 5-6 km/t og tilsidst blev jeg bare nødt til at komme af cyklen. Alle tanker fløj gennem hovedet på mig, blandt andet Cykolgens beretning om en bekendt der havde brugt 3 timer på stigningen, og på det tidspunkt var jeg helt sikker på, at jeg ikke kunne komme til toppen. Jeg satte mig over i modsatte sidde af vejen i skyggen, vendte cyklen så den var klar til at køre nedad og stirrede ellers bare lige ud i luften. Mens jeg sad der blev en anden rytter hentet i bil og chauførern var så "venlig" at spørge mig, om jeg ikke også ville med. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg takkede nej, og han hælte istedet 1,5 l vand ud over mig.
Jeg kom på cyklen igen og bevægede mig langsomt fremad. Som sagt var der intet tilbage i lægge og lår, og det mentale spil mellem min krop og hjerne, der kæmpede mellem lysten til at stoppe kontra tvangstanken om at køre videre og gennemføre, var kolosal. Resten af turen op måtte jeg af og sidde et par minutter 5-6 gange, og det var først da jeg nåede sving 10 (der bliver talt ned fra 21), at jeg var sikker på at jeg nok skulle komme i mål. Jeg brugte ialt 1t og 47 min på den sidste stigning
I mål nåede jeg altså, jeg ved dog stadig ikke rigtig, hvordan det egentlig lykkedes, men hold k... hvor var jeg glad og stolt. Jeg så åbenbart så medtaget ud, at jeg straks blev beordret ind til lægerne, som godt lige ville tjekke min status. Der var dog ingen problemer ud over afkraftning, så jeg kom lidt efter ud igen og fik lidt at spise inden jeg kørte ned af bjerget igen. Rent tilfældigt stødte jeg på toppen dog også lige ind i hollændren fra Telegraphe. Han var kommet ind i 8t.23 og var pænt skuffet, men så måtte han jo tilbage næste år.
Lidt blandede stats fra løbet:
Tid - 8.37
avg puls - 147 (77%)
max puls - 173 (91%)
estimeret energiforbrug - 8300 kcal
Energi og væskeindtag undervejs:
7 dunke vand (750 ml)
3 dunke energidrik (750 ml)
13 gels
2 energi/protein bar
1/2 banan
9 salttabletter
Splittider:
Start til top Glandon - 1t.50
Glandon til start Telegraphe - 1t.13
Telegrap bund til top - 54.53
Telegraphe top til bund Galibier - 9.01
Galibier bund til top Galibier - 1t.27
Galibier top til bund Alpe d'huez - 1t.14
Alpe d'huez bund til top Alpe d'huez - 1t.47
Søndag (4/7):
AFSLAPNING OG SPISNING :4mewantfood:
Mandag (5/7):
Sidste dag i Frankrig og jeg vågnede med de mest friske ben, som jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har følt. Meget meget mærkeligt synes jeg, tror snart jeg opgiver at forstå min krop. Anyways, jeg følte jeg havde en form for unfinished business med Alpe d'huez. Dvs. jeg havde det dårligt med at tage hjem med indtrykket af det bjerg, som værende så forfærdeligt. Jeg ville derfor lige køre bjerget bare stille og roligt, men uden at skulle af cyklen selvfølgelig.
Fanden tog dog hurtigt ved mig, og da jeg kunne se på de første par sving, at tiden kunne blive god, gav jeg den fuld gas :bike:
Jeg kørte en vanvittig all out og kom op i ny pr. 56.29 med en gennemsnitspuls på 173 (91%) og max puls på 180 (95%).
Så kunne jeg flyve hjem med et smil på læben.
Tja det var vel egentlig sidste kapitel i historien om La Marmotte 2010. Mærkeligt og rart på samme tid, men absolut et løb jeg på et tidspunkt skal tilbage til. Måske det allerede bliver næste år, hvem ved, jeg tror ikke det er nu, at man skal tage beslutningen. Men jeg vil i hvertfald gerne anbefale det til alle der måtte have den mindste interesse i den retning. Det var en kæmpe oplevelse og noget, som jeg altid vil huske.
Jeg ved ikke lige hvad der skal ske med loggen nu, måske kører jeg videre for fuld blæs, måske nøjes jeg bare med at logge lidt træning i ny og næ. Jeg kan i hvertfald garantere at min tid også fremover komme til at stå på både løb, cykling, styrketræning og tennis.
SES