Henrik S.

…så er det bedste klart at finde sig en partner, der heller ikke kan leve uden motion

Helt klart. Det er nok grundlæggende den mest holdbare løsning :4thumbup:

Jeg hører aldrig musik, når jeg løber

Men HVIS jeg gjorde, så skulle det godt nok være denne her perle fra 80'erne. Jeg havde egentlig glemt den, men hørte den her til morgen i radioen. Den er da lige til at blive glad i låget af

"Skal du nu ud at løbe igen?!"

Mon ikke den sætning har lydt hos mange par/familier gennem årene? Den glade amatørløber kan ikke vente med at komme afsted, og partneren ser det som dybt uretfærdigt og selvisk. What to do? Det har Larry Shapiro et sjovt bud på i bogen Zen And the Art of Running.

På den ene side kan løberen ikke lade være med at løbe, for det er lystfyldt og afslappende. Det giver ro i sindet, og man bliver mere veloplagt. Tag løbet væk og alt bliver kedeligt.

På den anden side står partneren og ser løbeturen som en meget egoistisk handling, man kun gør for egen fornøjelses skyld. Det er en decideret hån mod pligterne derhjemme.

På den baggrund prøver Shapiro at finde en tredje vej, en ny måde at betragte løbet på, der måske kan forklare tingene og gøre det lettere at finde en fælles forståelse.

Hans bedste bud på, hvad løb betyder for løberen er at sammenligne det med søvn. Man kan ikke undvære det, det er rart, og man bliver mere veloplagt, når man "vender tilbage".

Set i det lys bliver løbet tæt på en livsnødvendighed og i hvert fald en forudsætning for at få tingene til at fungere optimalt – også på hjemmefronten.

Den "hjemmeblivende" partner anerkender nødvendigheden af, at den anden løber. Og den "udeløbende" partner holder op med at have dårlig samvittighed.

Det betyder ikke, at man ikke skal tage hensyn til hinanden. Men hvis man mødes i en fælles forståelse, så kunne det hele måske fungere bedre.

Jeg synes i hvert fald, at sammenligningen mellem løb og søvn, og hvad det betyder for en, er ret god. For det er helt klart mere end en hobby …

Gad vide, om den er god til at strække nogle gamle slidte og skadesramte haser ud?

Jeg bruger den blandt andet til hasemusklerne, for mine er alt for stramme. Hvis du ser videoen, så er det den øvelse, han laver omkring 1:40 inde i filmen:

@Stinelykke: Skumrullen kan man få flere steder, men nok ikke i den typiske sportsforretning. De har dem blandt andet hos www.yogaudstyr.dk og hos www.alun.dk – Selv vovede jeg mig ind i Yogaudstyrs butik på Østerbro og hentede en. Hun måtte lige fiske skumrullen frem blandt pilateselastikker, duftlys, urtete og sivmåtter

@tjr: Det kan der være noget om, men hvis nu Stines mand i forvejen ikke er for meget for mere "skrammel" i stuen, så vil et pvc-rør nok ikke hjælpe på sagen

- dejligt at du er aktivt tilbage igen med din egen log.

Thanks

Foamrullen - gys! Jeg har haft sådan en fætter for år tilbage. AV, AV, AV ...

Ja, den ser så uskyldig ud, men det skal man ikke lade sig narre af

Og så var der en i dag som lærte på den hårde måde at man ikke skal gå på den forkerte side at de gule prikker på perronen.

Jeg så for nylig nogle tal på, hvor tit der sker de såkaldte nær-ved-ulykker på S-togsnettet og hos Lokalbanen. Det er forbløffende tit. Og jeg fatter ikke, at folk ikke har større respekt for sporet

Jeg løber nogle gange langs Lokalbanen fra Lyngby og nord på. Her krydser man nogle steder sporet midt inde i skoven. Og jeg skal saftsuseme nok sørge for at se mig ordentlig for en del gange, før jeg løber over …

A Fork in the Road

Hvad angår principperne bag løbetræning, så har der dannet sig to skoler, så vidt jeg kan overskue. I mine unge år havde Arthur Lydiard fået en helt central placering. Han slog til lyd for rigtig mange kilometer som grundtræning af den aerobe kapacitet, og så noget hurtighedstræning på toppen af det.

Modsat slår andre til lyd for, at man slet ikke behøver de lange ture - eller højst en gang om ugen. Det vigtigste er kvaliteten af træningen, og filosofien går ud fra, at der sammen med de mange kilometer også vil komme mange skader. En fortaler for den metode herhjemme er Peder Troldborg.

Der er altså en kløft i vejen, men eftersom jeg indtil videre løber yderst lystbetonet, behøver jeg ike rigtig at bekymre mig om den. Jeg er dog lige nu ved at genlæse min "Løb med Lydiard", og han virker altså ret overbevisende, selv i dag. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvilken en af vejene man skal vælge …

Men derfor kan man jo godt drømme sig til i et andet liv at blive genfødt som Ryan Hall og være i stand til at snuppe sådan et workout, som han præsterer her. For pokker, hvor han løber flot …

Så kom den endelig! Længe ventet, må jeg indrømme.

Thanks

Jeg har jo desto mere ivrigt fulgt med i jeres andres bedrifter …

Fedt at se du endelig har fået gang i loggeriet (og løbet!) igen. Glæder mig til at følge med fremover:-)

Thanks. Ja, selv om jeg ikke vil logge distancer og tider så omhyggeligt mere, så har jeg indset, at en log nok er meget god kanal at have til rådighed til at vende nogle af ens overvejelser med sig selv (og forhåbentlig andre).

I øvrigt har jeg nu løbet hele tiden, men for nedsat blus, mens jeg havde den irritation ved knæet. Jeg forsøgte mig i den delikate disciplin, der hedder "At løbe med en skade". Og det lykkedes faktisk nogenlunde …

Hvad der minder mig en om den gode gamle serie Oddset reklamefilm, hvor der også var en med en skade

Zen – to eksempler

Det kan lyde langhåret, at en amerikansk professor har skrevet en bog, der hedder Zen and the Art of Running. Men det giver mening, når han giver en let forståelig introduktion til zen og mindfullnes og sætter det i relation til hans liv som glad amatørløber. Bogen er guldgrube af indsigtsfulde værktøjer og gode pointer, der kan bruges i det praktiske liv. Jeg vil komme mere ind på bogen senere, men kunne fremdrage to eksempler.

For det første er det princippet om det flow, der er vores verden og eksistens. Alting forandrer sig, hele tiden. Floden løber, vinden blæser, og i morgen er alting forandret. Hele det tankesæt kan hjælpe en til at i højere grad at hvile i nuet i stedet for at dvæle ved fortiden eller være bekymret for fremtiden. Det kan også hjælpe mig (der nu er på vej mod 51) med at undgå at leve op til tidligere tiders bedrifter. Man kan tage sit tidligere liv ned som en kær bog fra reolen og kigge i den, men det bliver aldrig sådan igen. Hvad der ikke betyder, at det ikke bliver bedre. Mon ikke mange, der tidligere har dyrket meget sport, kender problemstillingen med at skulle "leve op til sig selv"?

For det andet er det kunsten at reducere ting til det, de er. Har man problemer med at tage en løbetur i regnvejr, skulle man måske se på, hvad det egentlig handler om. Regn er regn. Det er ikke godt, det er ikke skidt i sig selv. Det er bare vand. Alle de negative følelser, du kan hæfte på regnen, er noget af hele den bagage, du slæber med dig. Det er dine attachements, som det hedder på engelsk. Hvis man i stedet reducerer de ting, der fylder alt for meget i ens hoved, så man kan se på dem for det, de er, så falder der en vægt fra skuldrene. Det er en uhyre interessant ting at arbejde med, og man vil blive forbavset over, hvor tit man på den måde kan lægge irritationsmomenter fra sig.

What? Slet ingen cykling?

Jo, jo, i ny og næ. Jeg napper skam stadig en træningstur på raceren fra tid til anden. Jeg har bare afstemt cykelflåden med de meget begrænsede ambitioner på cykelfronten. Min retro-Bianchi købte jeg sidste år for 500 € og har netop opgraderet den med et gammelt Cinelli-styr i en rigtig mandfolkebredde. Det er model Campione del Mondo, som jeg altid kørte med i gamle dage. Cyklen kører snorlige, og så længe cykelformen er så beskeden, som den er nu, så gør den det lige så godt som et kulfibermonster. Derudover har jeg strammet vinterraceren op og fjernet skærmene på den, så den også kan bruges i en snæver vending. Så jeg er egentlig fint kørende.

… og hvad angår løbestilen:

Så er jeg ikke gået helt over til at løbe barfodet endnu. Overvejer at eksperimentere med det, men indtil videre bliver det til løbeture i skiftevis Vibram FiveFingers og diverse letvægtssko med minimal dæmpning. Min nye løbestil er så indarbejdet, at jeg ikke rigtig tænker over det mere og løber i hvad som helst. Mine favoritter til de længere ture lige nu er nok mine Brooks Green Silence, men anything goes, når man først er kommet ud over at lande på hælen.

Forfatteren til Barefoot Running er meget inspirerende at høre om. Her er virkelig en mand, der har gennemført en transformation stik imod alle odds:

Jeg har stadig en plan

Fraværet af programmer betyder ikke fraværet af planer. Jeg var så heldig at få startnummer til et stort bjergmaraton i Schweiz den 10. september. Og eftersom man kan glemme alt om at løbe gode tider o.lign på de kanter og med den rute, så passer det stadig godt med min mere oplevelsesorienterede måde at træne på. Hvis alt går vel, står jeg derfor på startstregen her:

Jungfrau Marathon

Der er stadig rigtig mange usikkerhedsmomenter omkring deltagelsen, for det er langt fra sikkert, at kroppen kan stå distancen. Går det den rigtige vej, kunne jeg godt tænke mig at besøge den legendariske Nürburgring i august til samme arrangement, hvor jeg var nede at cykle sidste år. Denne gang ville jeg så løbe en omgang i stedet for:

Nürburgring Lauf

Det er 24,4 kilometer med 500 højdemeter og ville derfor være den perfekte forberedelse på mit bjergmaraton. Ellers går mine planer på lidt længere sigt egentlig ud på at droppe maratondistancen og så prøve at løbe nogle kortere distancer. Der er gået lidt for meget byfest i de store maratonarrangementer, og jeg er nok også skabt til at løbe lidt kortere.

Rock'n roll

Nyeste investering er i øvrigt en foam roller med det mere mundrette danske navn: skumrulle. Jeg har på det seneste haft problemer med lidt for spændte muskler bag på låret. Og ud over at det resulterede i en inflammation af den såkaldte gåsefod (på indersiden af knæet), så er det generelt ret irriterende, når det strammer. Specielt fordi netop de muskler kan være vanskelige at få strukket tilstrækkeligt ud. Men jeg skal da love for, at denne her fætter kan massere de ømme benmuskler

Jeg må løbe …

Nu snøvler jeg mig sammen til at starte en ny logbog til erstatning for min den gamle, hvor jeg under navnet Cykologen loggede min cykeltræning, der i højere og højere grad blev til løbetræning. Siden sidst er jeg blevet overbevist om, at jeg må satse hele butikken på at fortsætte med løberiet, for det harmonerer bedst med min hverdag og mit liv.

Siden rundt regnet september 2010 har jeg primært løbet, og i den periode har jeg været kompasset godt rundt. Målrettet træning, intervaltræning, testløb, konkurrencer og hvad har vi. Bottom line er, at jeg har lidt for let ved at gå for hurtigt frem. Iltoptagelsen er så god, at jeg meget nemt river biostilladset fra hinanden.

Det har resulteret i lidt forskellige skader, som jeg imidlertid er blevet nogenlunde kvit efterhånden. Det har også fået mig til at revurdere hele tilgangen til træningen, og det er derfor ikke tilfældigt, at navnet på loggen er "Løb i balance". Jeg er ved at finde en afbalanceret måde at træne på, uden at jeg vil afskrive mig muligheden for også at give den gas.

For det første har jeg lige nu helt droppet træningsprogrammer og lignende. Jeg koncentrerer mig om teknik og om velvære under løb. Træningsprogrammer kan være gode, men er også en fælde, fordi man alt for nemt forfalder til at gøre, som der står i dagens program, selv om man måske helst skulle lade være.

For det andet har jeg droppet pulsure, gps og kilometeroptagenelser. Jeg løber i stedet på gefühlen. Af og til laver jeg et reality check for at finde ud af, hvor formen ligger henne. Men den daglige træning foregår het uden distraherende hjælpemidler. Det er også derfor, dette bliver mere en blog end en log.

For det tredje - og vigtigste – arbejder jeg på at vende attituden til træningen helt på hovedet. Når jeg fra tid til anden får en skade, så går jeg helt i sort og bliver super frustreret over den træning, jeg går glip af. Mit nye mantra er i højere grad at være taknemmelig for den træning, der går godt.

Alt det og meget mere vil jeg vende tilbage til i den kommende tid. Det gælder blandt andet to bøger, der ved et tilfælde landede hos mig for nogle måneder siden: Barefoot Running af Michael Sandler og Zen And The Art of Running af Larry Shapiro, der fra hver deres vinkel på emnet ramte lige midt i den drejning, min træning skulle tage.

Hva' så? Betyder det så, at jeg bare sådan sjosker afsted i morfartempo? Nej, overhovedet ikke. Jeg har faktisk bevaret en nogenlunde form, og løbeturene går ganske pænt ud over stepperne. Ved mit sidste reality check løb jeg 6 x 1000 m på 3:40-3:44/km uden det helt store besvær, så det står ikke helt sløjt til.

Men jeg vil da gerne gøre op med den forestilling, at man kun løber stærkt, hvis man tager tid på turen

Stay tuned. Jeg skal nok få løbet loggen i gang (hø, hø) og skrive løst og fast om mine overvejelser.

Hvis jeg har forstået ham rigtigt så fordi der er ekstra udgifter til overførsel via Paypal

Så vidt jeg husker, kan man hakke flere valgmuligheder af inde på PayPal, så enten modtager eller sælger betaler det hele, eller man deles om udgiften.

Skrællede du Cinellien helt, da du fik Orbea stellet? Eller er der dele på Cinellien, så du kan smugtræne på den i mellemtiden? Det er da super ærgerligt, hvis storformen forsvinder

By the way: Når du rigtig er kørende igen, skal du gøre alvor af at tage en dag eller to til vejene omkring Vejle. Det er suverænt cykelterræn.

Cool ... Tillykke!

Jeg købte et Forerunner 110 sidste år fra dem her:

http://emporiolive.com/product_info.php?cPath=35_31&products_id=1172

og det er jeg super tilfreds med. Nu bruger jeg det så langt fra til alle ture, men det er anvendeligt til både løb, cykling og spinning. Det er laaaangt mindre end 305 (som er KÆMPE), og så er det dejlig nemt og hurtigt at brug. Det finder fx hurtigt satellitterne, og det er enkelt at indstille.

Så thumbs up til en 110 herfra :4thumbup:

Ideen breder sig hastigt i, specielt i USA, hvor flere og flere rapporter som denne dukker op:

http://www.wkyc.com/video/default.aspx?bctid=981777543001

Hællandinger belaster vel knæet uforholdsmæssigt og det er man vel gået fra igen, navnlig på grund af den forøgede risiko for at ødelægge knæet. Det giver jo nogle hårdere stød, når man ikke bruger benets fleksibilitet. Om det så er løsningen at gå helt i den anden grøft ved jeg nu ikke. Jeg synes decideret forfodsløb belaster mine lægge meget og netop på de længere distancer begynder benene at brokke sig. Helt for egen regning vil jeg sige, at mit indtryk er, at den bedste løbestil for de fleste nok vil være at løbe som man altid har gjort inden folk begyndte at snakke løbestil osv. Det vil vel sige at lande på midtfod eller hvad? Fitnessbladene skal jo have noget at skrive om, og de folk der studerer idræt skal have noget at lave forsøg på, og så opfinder man nye metoder og begreber, der nogle gange rammer lidt ved siden af, netop fordi de tager bestik af enkelte faktorer uden at se på hele billedet. Fx ved at se på løbeøkonomi uden at se på forøget skadesrisiko osv. Mine erfaringer er, at man løber bedst når man ikke fokuserer for meget på, hvor på foden man lander. Vil du forbedre din løbeteknik, så sørg i stedet for ikke at falde sammen i hoften, hold hovedet højt og hold albuerne ca. retvinklede og armene fremad. Men selv sådan forbedring af løbestilen har vidst minimal betydning, med mindre man løber relativt lange distancer.

Du har helt ret i, at man først og fremmest skal fokusere på teknikken i mere bred forstand. Hoften, armene, kropshældningen. Fødderne er kun en del af hele billedet. Hvis man fintuner sin teknik og fokuserer på at løbe økonomisk med lidt kortere skridt, så vil man også automatisk lande lidt anderledes på fødderne.

Du har samtidig fat i et centralt problem, når folk diskuterer det her, og det er selve navnet. For når man siger forfodsløb, tænker mange på sådan noget løb helt oppe på tæerne, og det er der absolut ikke tale om. På mange måder er det lettere at tale om, hvad det IKKE er, nemlig landing med fuld kraft på hælen.

Typisk vil man lande på midtfoden og på fodballerne lige bag tæerne. Så fjedrer man i fødderne, knæene og hoften. Og i den proces, kan hælen sagtens være nede og "kysse" underlaget, før man sætter af med forfoden. Her det en god ide at forestille sig, at man skal "slippe" underlaget så hurtigt som muligt. Som løb man på glødende kul.

Men gå selv på opdagelse rundt omkring på nettet. Det er et hot debatteret emne, og der er masser af meninger og indlæg derude. Først og fremmest er det vigtigt at mærke efter, hvordan man selv føler det, når man løber.

Denne her video forklarer og dokumenterer det faktisk meget godt:

Min helt subjektive opfattelse ved at løbe på mellem-/forfod er den, at det koster langt mindre energi at løbe i et forholdsvis højt tempo. Min puls ligger lavere end tidligere ved traditionel løbestil (og ved samme tempo).

Det har ikke noget med distancen at gøre. Hvis det er en fordel, når man løber 4 km, er det også en fordel, hvis man skal løbe 24 km. Jeg har selv løbet op til 24 km i mine Vibram FiveFingers uden de store problemer.

Man anbefaler dog kun at sætte distancerne op, efterhånden som man kan bevare den gode løbestil HELE vejen. Hvis man efter 12 km begynder at "falde sammen" og løbe uhensigtsmæssigt, så skal man ikke løbe mere end 12 km, før man er klar til at holde den rette teknik over længere distancer.

Når du lander på hælen, så sker det typisk foran kroppen. Det vil sige, at du bremser kroppen lidt op, hver gang foden rammer asfalten. Det koster energi. Det samme gør den tunge flap-lyd, som mange hælfodsløbere frembringer med deres sko.

Man skal helst løbe lydløst, let og med størst mulig udnyttelse af energien til at komme fremad. Og det gør man - i mine øjne - bedst ved at tage korte skridt "under kroppen", holde kroppen lige og så læne sig let forover, så tyngdekraften også bidrager til at komme fremad.

Kig på de bedste! De rigtig hurtige maratonløbere lander ikke på hælen, men på mellemfod/forfod.

Foretog mit 3.løb med pose teknik. http://www.endomondo.com/workouts/s8mxB-b4Sdw. Denne gang i nogle almindelige Adidas fritidssko uden dæmpende hæl.

Det lyder da spændende! Følger med fra sidelinjen, da jeg selv er velfornøjet løbekonvertit. Nu har jeg snart været i gang i trekvart år med den nye løbestil, og der er helt klart nogle fordele at komme efter. Men jeg arbejder stadig med at forbedre teknikken og har faktisk overvejet et kursus hos Posemanden – Claus Rasmussen. Fra flere sider har jeg hørt, at det faktisk kan være en god ide med instruktion, selv om man opfatter sig selv som erfaren løber.

http://posemand.dk/