Henrik S.

Medlemmer
  • Posts

    5,521
  • Joined

  • Last visited

  • Days Won

    207

Henrik S. last won the day on September 26

Henrik S. had the most liked content!

Profile Information

  • Køn
    Mand
  • Sted
    Frederiksberg

Recent Profile Visitors

The recent visitors block is disabled and is not being shown to other users.

Henrik S.'s Achievements

Medlem

Medlem (7/7)

1.3k

Reputation

  1. MARATON #3 – HUSUM, FEBRUAR 1982 TILBAGE TIL GERNINGSSTEDET Hvis man træner rigtigt meget og følger sit program samvittighedsfuldt, så sætter ens gener i sidste ende en grænse for, hvad man kan opnå. Kroppen er en finurlig størrelse med en blanding af hurtige og langsomme muskelfibre, statur, vægt, talent, muskelstyrke, psyke og et utal af andre faktorer, der er helt individuelle og medvirker til, at man ikke kan blive god til hvad som helst. Biologien spiller en afgørende rolle, og er du bygget som en 100 meter-løber, skal du næppe løbe maraton. Vinteren 81/82 fik jeg for første gang en personlig træner, og hun spottede med det samme, at jeg ikke var født til maraton, burde skrue ned for distancen og forsøge mig på 5000 meter på bane i stedet for de lange landevejsløb. Det var godt set, men først skulle min gamle ven maratondistancen lige have et sidste skud i februar i Husum. Dengang var vintertræningen til maraton og 5000 meter ikke så forskellig frem til februar = så langt som muligt, og først ud på foråret blev træningen til den kortere distance skåret til. Så jeg fik lov til at vende tilbage til gerningsstedet. Det skete på et tidspunkt, hvor investeringen i de mange kilometer endelig begyndte at give et afkast. De fleste løbere fra den tid kan sikkert huske, at vintertræningen kunne være tung, tung, tung ... Det var koldt og mørkt, og der blev kværnet kilometer efter kilometer på stier og landeveje. Når man så kunne skimte foråret i horisonten begyndte billedet at vende. Hovsa, pludselig kunne man gå dybere i intervaltræningen, bakkerne i skovene blev besejret hurtigere, og langsomt pakkede man den julegave ud, der hedder en solid grundform. Der var simpelthen mere at arbejde med. Det satte også sit præg på min anden start i Husum, hvor jeg mentalt var ved at gøre klar til de kortere distancer, og derfor ikke tog det så tungt. Jeg kunne desuden løbe hurtigere længere, og selv om tiden blev den samme som i Esbjerg et par måneder i forvejen – 2:45 – så havde jeg friske ben og kunne sætte 130 km ind på træningsbogen ugen efter. Jeg tabte kun et minut eller to på den anden halvdel af løbet og havde den dag i februar det første af mine tre vellykkede maratonløb, hvor det hele gik op i en højere enhed. For mig et bevis på værdien af en god grundform og frem alt effekten af at disponere løbet optimalt. Man kommer næsten altid hurtigere i mål ved at løbe et ensartet tempo. Kan se, at løbet i Husum det år blev vundet af tyskeren Rüdiger Grube i 2:27. Året efter kom Svend Erik Kristensen og satte tingene på plads med løbsrekorden 2:15. Før 1982 var omme havde jeg i øvrigt stik imod forventningerne løbet et maraton mere. Men det var i virkelig eksotiske omgivelser på en rute, der ikke kunne blive mere klassisk. Og som via Haruki Murakami sågar trækker en linje op til nutiden. LEKTIEN AF DETTE LØB? Løb et ensartet tempo. Det vil ALTID give det bedste resultat. Og som bonus har du bedre og friskere ben bagefter. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO Billedet er fra Edinburgh, men giver et meget godt indtryk af tiden. Tungt løbetøj i svedklistrende bomuld. Selv efter mit tredje løb havde jeg endnu aldrig prøvet at løbe et maraton i over 10 graders varme.
  2. Jeg boede i min fødeby Haderslev frem til sommeren 1981, hvor jeg flyttede på kollegium i Roskilde (Ungdommens Hus, Parkvej 3, 1., vær. 115). I efteråret 1981 og vinteren 1981/82 tonsede jeg kilometer som en gal og løb to, nej, tre maratonløb, mens jeg boede i Roskilde. Efterår og vinter trænede jeg to gange om ugen sammen med Hellas i en gymnastiksal på en skole, som jeg ikke kan huske lige nu. Det var først under ledelse af en af Okkels-brødrene (Sigurd eller Thomas?) og dernæst af Kersti Jakobsen fra AK73. Eller var det omvendt? Set i bakspejlet var den gymnastik guld værd, for den styrkede biostillads og core. Der var opvarmning, forskellige øvelser og altid en omgang cirkeltræning til sidst, hvor der gik konkurrence i den. Det var ofte super hårdt og kom oven i ugens 130-170 km. Midt i vinteren 1981/82 foreslog Kersti, at jeg tog til Østerbro og trænede med gutterne i AK73 også, og det viste sig at være et rigtig godt løbermiljø, så jeg løb for AK73 i sæsonen 1982. Kersti blev endda en slags personlig træner, og det var hun god til. Hun har i de senere år trænet Anna E. Møller. Det var vel i det meget tidlige forår 1983, at jeg flyttede til København, så jeg boede i Roskilde i knap to år og var i øvrigt stjerneglad for det. I forår/sommer 1983 var det også slut med med min korte 'løberkarriere'. Så lokkede storbyen.
  3. For mig hører den jo til i min 'moderne' periode
  4. Den første Storck Scenario CD 1.0, jeg fik tilbage i 2007-2008-stykker, havde Cosmic-hjul med alle klæbemærker, Storcks egne pedalarme, frempind og saddelpind, Campagnolo Record 10-speed og Schmolke-styr. Flere af de komponenter er faktisk til at komme i nærheden af rent prismæssigt. Den gamle Campa 10-speed-gruppe kan man sagtens finde, og den skiftede og bremsede super godt. Jeg kan til gengæld glemme alt om at udstyre den nye med Schmolke-styr, som ville koste hele friværdien i boligen i dag. I øvrigt havde den første også Stiletto Aero-forgaffel, hvor min nuværende har den, der bare hedder Stiletto og minder mindre om Scotts gamle forgaffel på CR-1, end Stiletto Aero gjorde.
  5. PPS: Har for øvrigt lige solgt Cervelo'en til det samme pris, som jeg gav for den. Så nu er banen fri for at vinternørde udstyr til min Storck Scenario. Jeg kunne godt hælde til at holde den tidstypiske stil med Dura Ace 7800, for så kan jeg bare beholde bremsekløer og bagskifter. Så kom jeg til at tænke på, at 7800 vist var sidste udgave med 'tørresnoren', hvor gearkablerne kommer ud på siden af bremsehåndtagene. Det er mindre fedt, men så kunne det måske kombineres med grebene fra 7900-serien. Uh, alle de overvejelser. PPPS: Det ser i hvert fald sådan ud:
  6. Er for øvrigt ved lige at gentænke min egen træning for oktober og november. Dels synes jeg, at jeg har lidt for let ved at løbe mig til meget tunge ben. Og dels øffer det lidt nede over lænden, hvad det nogle gange gør, når jeg negligerer styrketræningen for længe. Så der er vist ingen vej uden om at forny mit medlemskab af FW og skrue op for styrketræningen 2-3 gange om ugen. Det plejer at få bugt med det. For det har åbenbart ikke været nok at stoppe ved de udendørs redskaber og lave nogle øvelser. Så jeg prioriterer nok lidt anderledes de næste to måneder indtil der er kommet lidt mere hold på biostilladset. Det er ikke nogen stor ømhed nede over lænden, men nok til, at jeg tænker, at jeg ALDRIG skal have seriøst bøvl med ryggen. PS: Ømheden har intet med løb som sådan at gøre. Det er et svagt punkt, jeg tidligere har bøvlet lidt med. Så jeg påtænker stadig at gøre søndagsturene længere, men sløjfer måske en tur eller to i løbet af ugen.
  7. MARATON #2 – ESBJERG, NOVEMBER 1981 OM AT GÅ NED I FLAMMER På en solsveden campingplads på Korsika i maj 1981 tog jeg en beslutning: Det der løb skulle da have et skud mere, sådan for alvor. Trængslerne fra løbet i februar var for længst glemt, så jeg spændte snørebåndene på de grønne Karhu og startede træningen på stedet. Landevejene uden for Calvi var så varme, at de flimrede for øjnene, men beslutningen var taget, så hvorfor ikke bare komme i gang. Set i bakspejlet står det klart, at idéen ikke kom ud af det blå. Internationalt var Alberto Salazar & Co nærmeste blevet rockstjerner i atletikverdenen. I Danmark havde vi en gylden generation anført af Henrik Jørgensen, Allan Zachariassen m.fl. Og der begyndte at gå mode i store løb for bredden anført af Copenhagen Marathon, der som tidligere nævnt blev løbet første gang i 1980. Internet var der ikke meget af, så man måtte cykle ind til Hovedbanegårdens bladkiosk, købe Runner's World og så læse det, indtil det hang i laser. Den 25. oktober vandt Salazar i New York på 2:08, og alle hans mellemtider blev omhyggeligt studeret. Mindre fascinerende var efteråret og dagligdagen i Roskilde, hvor jeg ukritisk tog den newzealandske løbeguru Arthur Lydiards principper til mig. To gange om ugen stod den på gymnastik og styrketræning i Hellas IF, og alle dagene bød derudover på så meget løb som overhovedet muligt. Der var prestige i at sætte mange kilometer ind på bogen, og det var givet baggrunden for, at vi i de år havde en utrolig 'bred elite' i Danmark. September, oktober og november var sure at komme igennem, når der bare skulle tonses kilometer, og jeg skrev derfor Bikuben Marathon i Esbjerg den 29. november i kalenderen. Så var der i det mindste noget at arbejde hen imod. Nu tænker du, at det var et røvballeløb på vestkysten midt om vinteren, men så svarer jeg, at det blev vundet af Allan Zachariassen på 2:15:22. Så skulle den ged vist være barberet. Det var en anden tid – i mere end én forstand. Min egen deltagelse blev en klassiker. For det har sin egen skønhed at iagttage en rookie, der har overstået sit første maraton, har store tanker om sig selv og derefter går ned i flammer. Ruten var ud-hjem med vendepunkt ved Tjæreborg. Jeg løb rundt om keglen på 1:15, men kun 5-10 km længere henne af vejen stod manden med den helt store hammer og pandede mig og de store planer til jorden. Anden halvdel tog et kvarter længere, så uret viste 2:45:09 ved målstregen. Bedre end det første løb, men usigeligt hårdt de sidste 5 km og med plankestive ben som resultat. Tiden blev bare taget ad notam i løbeklubben, for i de år var den ikke rigtig noget at prale af. Og der var i øvrigt heller ingen sociale medier, hvor man kunne gøre det. Et par måneder senere skulle jeg lige prøve en gang mere, og det blev en diametralt modsat oplevelse, selv om tiden blev næsten den samme. LEKTIEN AF DETTE LØB? Respektér distancen. Uanset, hvordan man vender og drejer det – og uanset hvad ultraløberne siger – så er det altså en rigtig lang løbetur. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN Billedet viser Allan Zachariassen, der lige leverede en 2:15-maraton en novemberdag på gudsforladte landeveje i Vestjylland. Her tydeligvis et foto fra et sommerløb :)
  8. Tak for bemærkninger. Nu, hvor jeg er begyndt, må jeg jo hellere køre hele striben igennem, selv om nogle har læst med på FB :) I dag har Kipchoge i øvrigt sat nye VR i Berlin med 2:01:09. Hvis han havde løbet to sekunder hurtigere pr. kilometer, havde han løbet under to timer. Det er surrealistisk hurtigt.
  9. MARATON #1 – HUSUM, FEBRUAR 1981 LANGE AFTENER I GODT SELSKAB Hvis man i 1980 stoppede med cykelsport, var der ingen mellemvej. Der var ikke rigtig nogen motionsklubber eller hyggefællesskaber. Når man stoppede, blev man efterladt på perronen og kunne se toget forsvinde i det fjerne. Hele den motionsindustri, der i dag omsætter for millioner, når der investeres i kulfibercykler og lycra, eksisterede ikke. Så der skulle ske noget andet, efter at raceren var kørt i stald efter forårets løb i Esbjerg. Det blev ikke overraskende løb i byens atletikklub, HIF, som blandt andet bød på god, lang søndagstræning efter datidens skik og brug. Men ved et tilfælde fik jeg også kontakt med to lokale maratonløbere, Kesse og Bent K. De skulle løbe Husumer Wintermarathon i februar, og de havde hver deres dagsorden. Bent K. var jord- og betonarbejder på deltid og en af de bedste løbere herhjemme på distancen med en PB på 2:18. Han skulle til Husum og vinde, så han kunne blive udtaget til løb i udlandet. Kesse var bredt bygget med fuldskæg og drev sin egen gård i Simmersted. Han havde aldrig løbet maraton på over tre timer, og det her løb skulle ikke være det første. Husumer Wintermarathon var blevet afholdt siden 1972 og var en fast del af programmet for mange danske løbere. De tog til den lille nordtyske by for lige at pudse formen af, før den mere intensive træning begyndte frem mod foråret. Løbet var altid i februar, så der kunne være frost og fygesne, slagregn, storm fra vest og alt andet godt. Som tidligere nævnt: Der var ikke mange løb at vælge imellem for mere end 40 år siden. Kesse, Bent K. og jeg arbejdede jo alle, så vi mødtes hver fredag aften klokken 19 ved Haderslev-Hallen og løb 24 km i to store runder hhv. nord og syd for byen. Det var på kulsorte landeveje, hvor man var blind efter mødet med modkørende biler med langt lys. Vi havde 'ridelygter' spændt på armene, der lyste en smule hvidt fremad og rødt bagud, så vejen kunne de ikke lyse op, men på forunderlig vis brækkede vi ingen lemmer. Det forløb var guld værd! Det var en mesterklasse i staldtips og erfaringer. Og super hyggeligt. Fredag efter fredag kom tempoet i vejret (for Bent K. var det en 'let dag'). Fredagen ugen før løbet satte vi distancen op 32 km for at få tømt depoterne. Det var knagende frost, så Kesse havde gemt en termoflaske med varm hvidtøl omkring 24 km. Det lyder mærkeligt, men smagte overraskende godt. Undervejs gik snakken – meget om løb, men vi kom vidt omkring. Der var også en del at tale om. Det var den vinter, John Lennon blev skudt foran sin ejendom i New York, Reagan valgt som præsident, og Anker Jørgensen var i gang med sin sidste regeringsperiode. På dagen var vejret – selvfølgelig – frygteligt, men vi overlevede. Bent K. vandt i 2:26, Kesse kom under tre timer, og jeg kom i land med det yderste af neglene på 3:05. Det var desværre ikke under tre timer, men hey! vi vandt holdkonkurrencen. Det var et vinterhalvår, hvor solen sjældent viste sig, og alligevel er premiereløbet et meget, meget lyst minde. Det gav blod på tanden til at prøve kræfter med distancen igen, men næste gang skulle det resultere i en helt anden og mere hårdtslående lektion. LEKTIEN AF DETTE LØB? Træn med andre løbere. Navnlig, hvis det er dit første maratonløb. Det er hyggeligt og kan være en guldgrube af vigtig viden. BUD #1: TRÆN MED ANDRE Billedet er fra en vinterdag i Husum. Ruten gik ud på de øde landeveje i februar måned, der var ingen til at heppe og absolut ingen Instagram-værdige momenter.
  10. Tak for det. Jeg fortsætter lige med kapitel 0, for det var slet ikke noget officielt løb, da jeg første gang tilbagelagde distancen. MARATON #0 – HADERSLEV, NOVEMBER 1979 UDEN MAD OG DRIKKE I efteråret (november?) 1979 løb jeg maratondistancen sådan ud af det blå og uden mad og drikke. Så det tæller ikke rigtig med blandt de officielle løb, men siger måske alligevel lidt om, hvor fascineret jeg har været af udfordringen. På det tidspunkt kørte jeg cykelløb og her er det vigtigt at vide, at man har en skrue løs, når man kører cykelløb. Overliggeren for crazy ligger ret højt. Desuden kunne man dengang godt lade sig 'falde lidt ud af form', når sæsonen var slut, hvis man da ikke lige kørte cykelcross. Selv spillede jeg noget basketball, trillede lidt på vintercyklen og løb nogle ture, når det sidste cykelløb var kørt. Så eftersom jeg alligevel var i gang med at løbe, meldte tanken sig: Hvorfor ikke løbe et maraton. Hvor svært kan det være? Det kan umuligt være værre end at køre cykelløb. Det blå kort i 1:100.000 blev foldet ud på bordet, en rute på 42 km blev målt op med en passer (hey! det var 1979, og Anker Jørgensen var stadig statsminister), og så gik turen ellers ud vest for byen og retur i nogle ret tunge Hummel-løbesko, som havde knopper under og vist egentlig var beregnet til terrænløb. Det foregik uden mad og drikke, selv om jeg muligvis har stoppet ved nogle kirkegårde, hvor man som regel kan få frisk, koldt vand fra hanen. Jeg husker det simpelthen ikke. Tiden erindrer jeg heller ikke, men jeg kom igennem, selv om benene formentlig har været tykke som telefonpæle bagefter. Løbeturen tæller ikke rigtig som et maratonløb, men siger lidt om fascinationen af distancen og om tiden. På det tidspunkt var der kommet en topløber på distancen i vores naboby, som trak overskrifter. Der blev desuden etableret kondistier og Trim-ruter mange steder, og hele motionsbølgen var så småt ved at få vejgreb. Copenhagen Marathon havde premiere året efter, i 1980, men allerede op igennem 1970'erne var der begyndt at komme flere og flere officielle løb, så maratonløb var ved at lette (selv om vittige hoveder stadig råbte "kondi, kondi!" eller "de andre løber lige derhenne!", når nogen dristede sig til at jogge på offentlig vej). Mit første rigtige maratonløb var halvandet år senere langt ude på landet. Det skulle vise sig, at det ikke var selve løbet, men forberedelsen, der rummede den vigtigste lektie, da jeg første gang stod på startstregen med et nummer på maven. LEKTIEN AF DETTE LØB? Ingenting. Dels kan jeg dårligt huske noget fra turen, og dels gjorde jeg alt det, man ikke skal gøre. Det skyldtes udelukkende ungdommeligt overmod, at jeg overlevede. Billedet er fra landevejen, hvor jeg skulle forcere en bakke til sidst. Den er ikke stejl, men var rigeligt sej at komme igennem lige den dag.
  11. [sakset fra min Facebook:] MARATON – DEN FANDENS FASCINATION POWERPOINT-PRÆSENTATION PÅ VEJ :) Havde egentlig svoret, at jeg havde løbet mit sidste maratonløb. Nu pønser jeg alligevel på, om jeg skal give mig i kast med et mere til foråret. Er ikke helt afklaret med det endnu, men hvis det skal ske, er det ved at være høje tid at indstille sigtekornet og få nogle flere kilometer i benene. Har ikke skænket det mange tanker siden mit sidste maraton, men åbenbart er fascinationen intakt, og jeg ved endda, hvor den stammer fra: Engang i 1970'erne gennemførte en meget ung fyr i mit hjemby et maratonløb som en af de yngste nogensinde herhjemme, og det satte noget i gang, der har varet ved. Efter nogle ungdomsår med cykelsport var min fascination intakt, og det siger noget om dens kraft. Det er måske til at forstå, når man spoler filmen fire-fem årtier tilbage, hvor distancen stadig var ret eksotisk, og der var ganske få maratonløb herhjemme om året. Sådan er det som bekendt – mildest talt! – ikke mere Er i øvrigt langt fra specialist på området og er absolut ikke 'født' til distancen. Har faktisk kun løbet 10 af slagsen gennem årene, og de har været hårde at komme igennem – på nær tre af dem! Nu tænker jeg på, om jeg måske kan gå mere systematisk til værks og lære af de foregående løb. Måske kan jeg ligefrem lave mine egne 10 bud? Måske kan jeg udlede noget mere generelt ud fra erfaringerne, som andre kunne have glæde af? Det må være missionen. Med andre ord: Jeg kan mærke, at der er en forelæsningsrække på vej. En lille føljeton, der skal munde ud i mine 10 bedste bud på, hvordan man slipper bedst fra et maraton. Jeg er allerede begyndt at forberede en ordentlig røvfuld PowerPoint-slides, og det bliver måske lidt løbenørdet. Alle, der anser løb som komplet tidsspilde, kan bare passere gaden ;) I øvrigt var mit første forsøg på distancen slet ikke et officielt maratonløb. Det kan første lektion passende handle om. Billedet viser på trods af min fremskredne alder i øvrigt ikke mig, men den overraskende vinder af Boston Marathon i 1926, canadieren John C. Miles, der løb imponerende 2:25:40
  12. Nå ja, da jeg nu allerede har skrevet teksterne om mine tidligere maratonløb, kan jeg lige så godt lægge dem herind, så eventuelt interesserede kan læse med. Det er lidt nørdet og 'ananas i egen juice', men så kan man jo heldigvis bare hoppe videre
  13. Fortsætter fremad og holder fortsat fast i løberiet. Ligger stadig på 50-55 km/ugen, og det har jeg mere eller mindre gjort siden juli. Løb for sjov skyld en Cooper lørdag, som bød på et lillebitte løft med 2680 meter og kunne søndag løbe en 18 km i pænt tempo uden ødelagte ben. Det tyder på, at jeg er ved at få en pæn grundform, der kan bygges videre på. Hvis jeg skal have nogen som helst mulighed for en maraton ultimo marts, skal jeg til at løfte volumen lidt mere snart - primært gennem en endnu længere tur søndag, som helst skal lande på 25-30 km i løbet af vinteren. Og så skal jeg fortsætte med at lægge lidt tempointervaller, bakker og lignende ind hen over ugen, som jeg også gør nu. Så det er egentlig bare 'mere af det samme'. Så må vi se, hvor langt det kan bære.
  14. Pakken fra buycycle.com (eller rettere en af deres brugere) er for øvrigt allerede landet - en Storck Scenario CD 1.0 i usædvanlig flot stand. Der er Ksyrium SL på, der kan bruges, og Dura Ace 7800 bremser, der muligvis også kan bruges. Men triple-kranksættet skal naturligvis erstattes, og det skal den mikroskopiske frempind også. Men alt det har jeg det meste af vinteren til. Jeg lurer på, om jeg skal finde den samtidige Dura Ace 7800-gruppe komplet til den (cyklen er fra 2005), om jeg skal gå op til Dura Ace 7900 (som faktisk er super flot), eller om der skal ske noget helt tredje. Det bliver spændende. Under alle omstændigheder står rammen virkelig flot, og jeg har overgivet mig til, at jeg åbenbart altid skal have noget cykel at rode med :)