JannieSand

Der har været godt gang i den siden seneste update, så det er vist ved at være på tide med en opsummering:-)
Efter en relativ stor træningsuge tog jeg mig nogle rolige dage inden afgangen til Calpe. Jeg havde egentlig planlagt et par lette rulleture henholdsvis tirsdag og onsdag, men mine ben virkede helt tilsatte og tunge, så jeg droppede det. De forsatte dog med at virke helt ved siden af, og når jeg kiggede ned af dem virkede de også opsvulmede af væske. Jeg konkluderede derfor at det eneste rigtige at gøre var at komme afsted og få dem igang igen.
Torsdag eftermiddag blev således brugt på en 2 timers rulletur, hvor jeg stille og roligt fik kørt tungheden ud af benene.

Fredag morgen var der afgang mod CPH og Calpe. Cyklerne var allerede ankommet til Calpe med holdets lastbil, så det var bare at pakke en let taske og hoppe ombord på flyet.
Fra lufthavnen i Allicante skulle vi cykle til hotellet i Calpe hvilket var en tur på ca. 80 km.
Igen var mine ben tunge og væskeophopede, men flyturen har naturligvis en del af ansvaret. Efter ca. 25-30 km var det heldigvis væk og følelsen i benene var derefter ganske fin.

Tempoet på turen mod Calpe var ganske moderat, så liggende midt i gruppen betød at der stort set ikke blev trådt nogen watt. Ca. halvvejs på turen kom Thomas Bundgaard fra Velofit i front sammen med Aske Søby, som var med på turen som vores gæst. Det hævede pludselig tempoet en hel del, så pludselig måtte jeg ligge med 280-300 watt for at sidde med;-) Der var heldigvis hurtigt et par af de andre sponsorer der begyndte at pive lidt, hvilket fik tempoet ned i et niveau hvor det føltes noget mere komfortabelt;-)
Resten af turen foregik uden de vilde anmærkninger.

Lørdag skulle rytterne ud på en 4,5 timers tur inkl. 3-4 stigninger @ ca. 4-7 km pr. stk. Vi valgte at forsøge at køre med så længe det nu var muligt, og så ellers forsætte vores eget løb når benene ikke kunne mere.
Rasmus Guldhammer kørte med på turen, da han pt. bor i området. Er du gal, hvor er den knægt trimmet at se på! Han ser virkelig skarp ud, og rygterne går da også om at han skulle være bedre end nogensinde før til trods for at alting sejler på hans nuværende hold. Jeg er meget spændt på at se hvordan han kommer til at klare sig, og jeg håber inderligt ikke at den kaotiske situation på Stölting forpurer tingene alt for meget for ham.

Vi lagde ud med at køre nord ud af Calpe, hvilket betød op og ned fra km 1 og med første længere stigning efter allerede 4 km. Det er ikke just favorit kost for en slow starter som mig, men der var ikke noget at gøre så jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig med over. Jeg lå konstant på ca. 220-250 watt hvilket er min AT zone, så det var selvsagt lidt hårdt for mig. Men jeg kom med op over den 4 km lange stigning og kunne nyde godt af at sidde i gruppen på det efterfølgende medvinds/sidevinds stykke. God træning for mig i øvrigt, da sidevind ikke just er min spidskompetence;-)

Næste længere stigning (legendariske Col de Rates) mødte vi efter ca. 1 times kørsel. En længere fætter på ca. 6-7 km som er det vel nok mest kendte og benyttede testbjerg i Calpe området. Der var heldigvis ingen tests for vores vedkomne idag, selvom det mest af alt kom til at fungere som en sådan for mig.....
Rytterne lagde ud med et pænt stramt tempo, som end ikke for dem var ren og skær rul. Michael lå rent wattmæssigt omkring 350-400 watt op over, så selvom han ligger vægtmæssigt lidt højere end de fleste ryttere, så er der vist ingen tvivl om at de har trådt igennem.
For mit eget vedkomne var det ren og skær kamp for overlevelse. Jeg lå og kæmpede med 240-260 watt, velvidende at det var et spørgsmål om tid før jeg måtte slippe. Bag mig lå servicebilen, så den var min backup, men det giver sig selv at jeg gerne ville bevise overfor både mig selv, men også overfor Ricky, at jeg rent faktisk godt kan køre på cykel.
Med ca. 1,5 km til toppen måtte jeg slippe. Jeg var ikke helt kogt over, men havde jeg forsat meget længere var det gået helt galt;-)
På toppen af Col de Rates havde rytterne en kort tissepause, som selvsagt kom dejligt belejligt for mig.... He he....
Jeg ærgrede mig i øvrigt gevaldigt over at jeg ikke fik lappet stigningen på min PC8, for havde jeg gjort det er jeg sikker på at jeg kunne notere mig en ny FTP visende et niveau meget tæt på de 240 watt. Ikke dårligt, og jeg fik da også tonsvis af credit fra Ricky og rytterne for at have været i stand til at sidde med så langt op af stigningen:-)

De næste 15 km var sygt hårde, da det konstant gik enten op eller ned. Derudover var vinden hård og det var koldt! Jeg bandede mine højprofilshjul langt væk af et par omgange, men heldigvis var det som om at vinden lagde sig lidt igen da vi kom ned i dalen.
Derfra var der et dejligt langt transportstykke, hvor jeg fik samlet mig og tanket godt med energi til den sidste del af turen:-)
Og den sidste del af turen blev en god oplevelse! Benene var gode og selvom jeg ofte måtte træde igennem godt ude af min komfortzone, var jeg ikke i nærheden af at måtte slippe.
End ikke den sidste 4 km stigning op mod Javia fik mig knækket, og derfra var det heldigvis et relativt overkommeligt tempo hjemover.
Det var derfor en yderst tilfreds og glad Jannie der kunne parkere cyklen på hotellet. Formen er en klasse over niveauet på samme tid sidste år, og det er sgu en fed fornemmelse.
Samtidigt har jeg aldrig tidligere ligget med så højt et FTP niveau - end ikke i sommerhalvåret hvor jeg har skulle toppe. Det taler næsten for sig selv:-)

Lørdag - 143 km, 4 timer og 33 min

Da jeg vågnede søndag morgen var jeg træt. Benene var trætte og hovedet var faktisk også pænt træt;-) Men der var mere cykling på programmet, så det der piveri måtte jeg gemme til et senere tidspunkt!
Rytterne skulle køre test idag, så vores plan var at følges med dem ud til Col de Rates og så ellers forsætte på egen hånd. Allerede på vej ud fra hotellet blev jeg sat, da jeg ganske enkelt var for langsom ude af starthullerne. Heldigvis kom Coloquick op bagfra og kunne give mig et "lift" op til gruppen med TREFOR drengene;-)
Op ad samme stigning efter 4 km som igår, og den gjorde ikke mindre ondt idag..... Men rytterne var heldigvis lidt mere beskedne med tempoet, så jeg kom fint nok med op over. Videre derfra i et moderat tempo og så stod vi ellers for foden af Col de Rates. Jeg kørte stigningen i et komfortabelt tempo (omkring 190 watt) sammen med team manager Jacob Nielsen, og vi fik os en god snak om alt mellem himmel og jord. Jacob er typen der kan snakke ørene af en døv selv med puls 200, men da jeg desværre ikke selv er så god til at kontrollere min puls under alt for megen snak, lod jeg Jacob føre det meste af samtalen;-)
På toppen stod vi og betragtede rytterne der en efter en kom op og fik lavet lactat målinger, for så efterfølgende at vende om og køre ned igen. Jeg blev desværre stående så tilpas længe at jeg blev alvorligt kold, og nedkørslen blev derfor en sand pinsel! I bunden stemte jeg for et café stop, så Michael, Aske og jeg parkerede cyklerne og bestilte kaffe.
Solen var fremme momentvis og det hjalp mig til at få varmen igen, men så snart den forsvandt var det koldt som bare fanden.

Efter pausen forsatte vi ind mod Denia, for så at tage samme vej retur til hotellet som igår. Aske og Michael trak i modvinden, og selvom jeg kunne finde lidt læ bag dem måtte jeg træde til for at sidde med. Shit, hvor er Aske et wattmonster! Kæmpe lårbasser og en arbejdsiver uden lige! Og nå ja, så også lige en FTP på 420 watt (kropsvægt på 74 kg) - det er vist ikke helt tosset!
Efter at have overlevet stigningen op til Javia stemte jeg for en frokostpause. Den blev udnyttet til at sidde et par timer i solen og nyde en helt igennem lækker burger:-) De sidste 10 km tilbage til hotellet blev således kørt med verdens største madbaby i mavsen. Puha for en brutal oplevelse;-)

Søndag - 107 km, 3 timer 30 min

Vi vendte snuden retur mod DK allerede mandag, hvilket var en dag før beregnet. Men vejrguderne var ikke helt med os, og vi så ikke nogen grund til at spilde tiden med at fise husleje af på hotellet. Så hellere komme hjem til jobbet asap.

Tirsdag eftermiddag var jeg så en smut ude på de danske landeveje igen. Stadigvæk med ok trætte ben, men med mål om at få kørt tungheden ud af stængerne;-)
Det blev derfor en ok rolig tur, hvor jeg kunne erkende at min vinterlåge trænger til nye lejer. Shit, hvor den knager og brager. Normalt har jeg musik i ørene når jeg kører på den, men det havde jeg undladt igår og det var måske meget godt, da jeg så blev opmærksom på hvor galt det egentlig stod til.....
Bortset fra at jeg sluttede af med 1 time i silende regn, så var turen ganske fin.

Tirsdag - 53 km
 

Det har været en pæn hardcore træningsuge jeg netop er gået ud af, og det er derfor også yderst kærkomment at der står hviledag på programmet idag:-) 
Selvom ugen har været benhård, så har det også været en af de bedre uger startende lidt sløvt men med godt med hul igennem på ugens sidste træningsdage. Jeg elsker følelsen af at slutte stærkt af, så trætheden til trods sidder jeg med en dejlig fornemmelse i kroppen på denne mandag morgen.

Update week 8

Torsdag
Ugens første tur på landevejen hvor fokus egentlig blot var distance, og så ellers at få kørt de spurter i hus som jeg missede i tirsdags. Det var fornuftigt vejr, og jeg havde tilmed pjækket lidt fra arbejde for at komme afsted mens der forsat var dagslys. Alt i alt en herlig tur, hvor jeg virkelig nød hver eneste kilometer.

3 timer inkl. 10 x 15 sek stående spurt
162 watt i avg - NP = 173 watt

Min timing på spurterne var væsentlig bedre end sidste uges ditto. Så vidt så godt, selvom jeg føler mig lidt begrænset af de forholdsvis store mængder med tøj jeg er pakket ind i for tiden. Jeg vil faktisk påstå at det koster mig ca. 100 watt på toppen, da bevægelsesfriheden ikke er som i kort/kort!

Lørdag
Min lørdagstræning kan nok skrives i bogen som værende en af mit livshårdeste hidtil. Ikke pga. distancen, men fordi det ene hardcore interval afløste det andet.
Jeg havde på forhånd ikke gjort mig forventninger om at kunne gennemføre det komplette program, men jeg var selvfølgelig indstillet på at give det et helhjertet forsøg, så jeg drog afsted med fighter hjertet på det helt rette sted og med et håb om at benene var i hopla;-)

Første intervalsæt startede jeg allerede efter ca. 30 min. Det bestod af 4 x 2 min all out med 8 mins pause ml. intervallerne. Av for den!
Mit første interval gik fint og jeg klokkede 293 watt i snit. Det var hårdt og jeg frygtede de næste 3 intervaller, men der var ikke så meget andet at gøre end at knokle på og få dem i hus. Og alt gik fint med intervaller på et sted ml. 292-300 watt hele vejen igennem. Noget jeg faktisk er ok tilfreds med, da mit fokus indtil nu slet ikke har været så hård intensitet men mere AT og sub AT træning. Jeg kunne da også mærke at konditionen mangler en smule, men det skal nok komme lynhurtigt når jeg begynder med lidt mere målrettet VO2 max træning:-)

Andet intervalsæt bestod af 4 x 4 min AT (i den høje ende af zonen) med 6 min pause ml. intervallerne = ca. 250 watt. Det første interval føltes nærmest let sammenlignet med hvad jeg netop havde kørt, men stille og roligt begyndte de med at bide mere og mere, og selvom jeg kom fornuftigt igennem kunne jeg godt mærke at de satte sine spor i bentøjet;-)

3. time af dagens pas var ren og skær endurance pace, hvilket var rart efter et par intensive timer. Jeg cruisede derudad og nød vejret, mig selv og min cykel - og Rihanna´s nye album der spillede i mine headphones;-) Alt var godt, selvom trætheden sneg sig tættere og tættere ind på mig. 
Da jeg gik ind i 4. time var det derfor med pænt møre stænger, og så tilmed med 5 x 30 sek punch der skulle køres. Jeg tænker at det nok ikke er tilfældigt, at coach Ricky havde valgt at lægge dem ind på dette grumme tidspunkt......
Med tankerne på hvor meget denne form for træning vil komme til at gavne mig i en løbssituation senere på året, fik jeg kørt programmet til vejs ende. Shit, hvor var jeg tæt på kramper, hvilket siger lidt om hvor presset jeg var ved at være. Men det til trods, så kom jeg vel igennem dem med et fint output i intervallerne. 
De sidste km ind mod Vejle var ren og skær overlevelse. Jeg var tømt og træt, og længtes bare efter at parkere cyklen og falde om på jorden. Da jeg endelig nåede hjem så det sådan cirka således ud:

4 timer @ 166 watt i avg - NP = 181 watt

Søndag
Selvom lørdagens træning nær havde taget livet af mig, så var træningsugen endnu ikke omme......
Vi startede søndagen med brunch hos min bror i Herning, så jeg fik cyklen smidt bag i bilen så jeg kunne starte min træning deroppe og cykle retur til Vejle. Jeg fik carbet godt op med nybagt brød med nutella, så den del af forberedelserne fejlede bestemt ikke noget. Vejret var tilmed virkelig smukt med blå himmel og en let brise - meget bedre bliver det ikke på en dag i februar:-)

Søndagens program bestod af 2 sæt @ 10 x 30/30 intervaller i VO2 max zonen. Ikke just "a walk in the park", men på den anden side heller ikke tilnærmelsesvis så hårdt som lørdagens program. Og da jeg først havde fået løsnet benene op og kørt dem varme viste det sig, at det rent faktisk var overraskende nemt at køre intervallerne i hus. I hvert fald det første af sættene;-)
Umiddelbart efter at jeg er færdigt med første sæt møder jeg en ungdomsrytter fra Herning CK som jeg følges med en 10-15 km. Hans tempo er en kende over mit, hvilket bringer mig lidt ud af komfortzonen. Ikke noget faretruende, men nok til at det mærker mine efterhånden pænt slidte ben. Da vi skilles og jeg kort efter sætter gang i mit sidste sæt 30/30 intervaller, har jeg ikke voldsomt meget at skyde med og må kæmpe godt for at holde mine watt. Efter 4 intervaller løsner det heldigvis lidt og jeg er derfor i stand til at presse lidt ekstra i de sidste 6 intervaller. 

Da de sidste intervaller er overstået har jeg forsat +2 timer hjem til Vejle, og med en massiv træthed i benene føltes det ret langt;-)
Jeg forsøgte ihærdigt at finde alle de positive tanker frem for at holde gejsten højt, og det lykkes mig da også nogenlunde fornuftigt. Et langt transportstykke (+25 km uden så meget som et sving) på hovedvejen ind mod Bredsten er dog lige ved at tage pippet fra mig, så da jeg endelig ser en mulighed for at dreje fra uden at forlænge turen unødvendigt er det en hel lettelse:-) 
Jeg kommer hjem i fin stil, og kan med stor tilfredshed se tilbage på endnu et veloverstået træningspas:-)

4 timer 25 min @ 167 watt, NP = 174 watt

Alt i alt blev det til 470 km og 16 timer og 36 min i sadlen i den forgangne uge.
Formkurven er stigende og jeg synes vitterligt, at jeg har masser af gode grunde til at være rigtig tilfreds pt:-)

De næste par dage bliver relativt rolige, da der venter en forlænget weekend i Calpe med Team TREFOR hvor der sikkert bliver rigeligt med mulighed for at tømme tanken;-)

Jeg havde dødsintervaller på programmet igår, og det må siges at være lidt uheldigt når benene værkede mere eller mindre hele dagen....;-)
Men man må aldrig give op på forhånd, så jeg kom i tøjet og på cyklen, fik varmet op og var så ellers klar til at give gas.
Menuen bestod af 4 x 4 min VO2 max intervaller. Av for den!
Jeg fik lagt lidt for hårdt ud i første interval, da jeg ikke rigtigt kunne finde en passende kadence på hometraineren. Det blev jeg straffet max for i sidste del af intervallet, ja det sad sgu i bentøjet resten af min træning. Andet og tredje interval fik jeg med møje og besvær kørt inden for min zone, men i fjerde interval knækkede det for mig og jeg måtte stoppe det for at undgå at køre mig selv helt i bund. Det er noget Ricky konstant minder mig om. Altså at der også er en dag imorgen, og at jeg skal huske at respektere kroppens signaler. Selvfølgelig ikke når det er ukomfortabelt pga. hårdheden. Jeg mener, VO2 max intervaller er ALTID lede. Men når kroppen er flad er den flad, og så nytter det ikke noget at forcere i en base-building periode.

Efter intervallerne brugte jeg nogle minutter på at komme mig, og så forsatte jeg ellers i march-tempo. Jeg var ok komfortabel i min medium zone - det var først når jeg kom over 190 watt at det kiksede for mig - så der blev jeg det meste af den resterende træning.

2 timer @ 158 watt i avg. (NP 167)

Citat

Lørdagens lange træning gik helt forrygende. Jeg fifler jo lidt med det at blive stabil i de lange løb, og jeg har i den forbindelse dyrket fedtforbrænding. Lørdag løb jeg en god træning på 60 km uden at indtage nogen form for energi - kun vand og elektrolytter. 

WTF? Hvordan pokker kan det lade sig gøre? Jeg kan blive pylder efter en times træning og må have energi.... Jeg ved godt at det har noget med intensiteten at gøre, men alligevel.

Ps. Beklager de der citat-kasser nedenunder, men ved ikke lige hvordan jeg får dem væk igen

Citat

Citat

 

Hvordan kommer din 2016 sæson til at forløbe? Holder du fast i styrketræningen kombineret med cykling eller kommer vi primært til at læse beretninger fra landevejen fra din side? Jeg håber inderligt på det sidste

Citat

Nå. En rutineret rotte som dig, kan heller ikke få stående spurter til at fungere på hjemmetræner. Jeg troede ellers lidt det var mig der var talentløs. I reklamerne for især de hjemmetrænere med direkte kædetræk, ser men ofte at der spurtes. Jeg synes slet ikke at kunne håndtere al den energi der skal i fyres af og selvom det ikke var den direkte årsag til at jeg ødelagde mine to første Muin' er, vil jeg ikke udelukke at det hjælp til. Men det føltes også bare for sart til, at det lå lige for at træde helhjertet igennem,

Nej, det er ikke kun dig;-) Jeg er slet ikke i stand til at få overført min power til pedalerne i en stående spurt indendørs. Det bliver rent ud sagt noget værre ynkeligt noget (mere end min spurt er i forvejen).
Jeg mindes heller ikke at have læst i Kermits log at han spurttræner indendørs, så tror faktisk at det er en generelt problemstilling. Og for jer der træder +1000 watt i en spurt, så har jeg også svært ved at forestille mig at traineren har decideret godt af det. Det problem har jeg så desværre ikke......

Pga. kundemøde i aften har jeg allerede fået klokket dagens træning. Det er seriøst dejligt at have mulighed for frit at ændre lidt på arbejdsdagen således at alle ender kan nå sammen:-) Min oprindelige plan var udendørs træning da jeg skulle køre sprint træning, men stik imod DMI´s prognoser var vejret yderst våd og på ingen måder tiltalende. Derudover kunne jeg også spare lidt tid ved at vælge indendørs, da der lige er knap så meget udstyr der skal findes frem og gøres klar.

Hele dagen i går samt formiddagen i dag har jeg gået rundt med værkende bentøj. Sådan en syreophobet fornemmelse af tunghed og træthed. Jeg var derfor pænt spændt på at se hvordan træningen ville forløbe. Om det blot var lidt affaldsstoffer der skulle rulles ud efter en hviledag eller om der reelt set var en mængde træthed i benene. Det viste sig heldigvis hurtigt blot at være det første, for efter 5 minutters spin var jeg ovenpå.
Mit udlægspace blev derfor også en kende for højt, da jeg røg med rundt med en gruppe på Zwift hvor der var godt med smæk på. Men hvad pokker, lidt leg skal der også være plads til;-)

Efter en halv times kørsel lod jeg mig falde væk fra gruppen og sænkede wattene for at få tanket lidt overskud inden der skulle køres sprint. Ligesom sidste tirsdag startede jeg med siddende sprint på lille klilnge og i relativt lavt gear, startende i helt lavt tempo og så ellers fuld blus på accelerationen i 8 sek. Det lyder ikke af meget, og det er det som sådan heller ikke, men det giver alligevel et pænt hop rent pulsmæssigt;-)

Da de var kørt forsøgte jeg mig ganske kort med en stående spurt, men det droppede jeg hurtigt igen. Det er sgu ikke optimalt på en hometrainer, så jeg gemmer dem til torsdagens distancetur som forhåbentlig kan køres på landevejen.

35 min opvarmning
10 x 8 sek siddende sprint på lille klinge -> 2 min pause ml. intervallerne
Resten blev kørt i et godt mix ml. zone 2 & 3

2 timer @ 154 watt i avg.

Weekend update

Jeg har ikke fået trænet helt så meget som jeg gerne ville i weekenden, da et andet cykel-relateret projekt kom på tværs. Det er faktisk temmelig spændende, men det kommer der mere om når alle formalier forhåbentligt er faldet på plads;-)

Lørdag ville jeg gerne have været på landevejen, men det silede ned med regn og små-slud så mit komfort gen fik mig til at vælge hometraineren. Det var lige ved at gå helt galt for mig, for mit Zwift virkede af en eller anden underlig årsag ikke. Det gav mig et ordentlig dyk rent mentalt, da jeg så skulle tilbage til den gamle og MEGA kedelige trainer-software. Den tanke kunne jeg slet ikke overskue!
Men træningen skulle i hus, så der var ikke andet at gøre end at parkere hovedet og så ellers få kørt mit program.....

Opvarmning @ zone 2
2 x 12 min endurance drags (5 min AT direkte efterfulgt af 7 min sub AT) -> 10 min zone 2 mellem intervallerne
Fri kørsel med lidt blandet intensitet

I alt 3 timer @ 158 watt i avg

Søndag gik der en håndfuld timer med diverse møder i forbindelse med vores kommende projekt, så da vi langt om længe nåede hjem var der total tømt på øverste etage.
Mit mindset var bare slet ikke til at skulle træne, men jeg fik mig snoldet sammen og hoppede i cykeltøjet. Desværre var kroppen ligeså uoplagt som hovedet. Jeg følte mig egentlig ikke træt, men jeg orkede bare ikke at sidde på hometraineren i endnu 3 timer..... Jeg kortede derfor træningen ned - det sker sjældent, men engang imellem er det altså ok!

1 time og 15 min inkl. 16 min @ sub AT m. 65 rpm
151 watt i avg

Det er ALTID fedt at læse om udstyrs upgrades, så mere af det

Er du gået fra idéen om at skifte din TT´er ud?

Onsdag

Når man er i et ret intensivt programforløb som jeg må siges at være pt, så går man altid rundt og er lidt småspændt på hvornår fremgangen begynder med at kunne mærkes.
Det sted hvor jeg nemmest kan måle min fremgang er helt klart på hometraineren, da modstanden er så konstant og gearvalget ofte er det samme. Det gør det temmelig nemt at mærke benenes tilstand når man samtidigt kigger på computeren på styret - ret afslørende må man sige;-)

I onsdags var jeg på hometraineren til den første seriøse session siden før vi tog til Gran Canaria. Jeg frygtede den lidt, måske især pga. det ekstra mentale arbejde det kræver. Der er det altså bare 100 gange lettere at sætte sig op til træning udendørs!
Da jeg kom i sadlen mærkede jeg lynhurtigt hvor lette mine ben føltes i det sædvanlige zone 2 gear. Der var vitterligt en mærkbar forskel, så formen har uden tvivl rykket sig.
Generelt var jeg bare dejlig veltilpas på cyklen, og selvom mit intervalprogram var pænt hardcore, så kom jeg igennem med overskud fra start til slut. Det er så uvurderligt for moralen at det slet ikke er til at beskrive;-)

Opvarmning zone 2
2 x 6 min på grænsen ml. AT og VO2 zonen -> 8 min zone 2 mellem intervallerne
12 min sub AT
2 x 15 min sub AT - 65 rpm -> 10 min zone 2 mellem intervallerne
Afrul

I alt 3 timer, 157 watt i avg (NP 165)

Torsdag
Jeg var mør i kroppen efter hård træning både tirsdag og onsdag. Ricky havde samtidigt bedt mig om at tage den lidt med ro og korte træningen ned hvis jeg følte mig træt, så det var præcis hvad jeg gjorde.

Cykling - 1 time @ 150 watt i avg

Mandag
Jeg startede ugen med en let gang spol på traineren, mest af alt for at undgå to hviledage i direkte sammenhæng. Det plejer nemlig ikke rigtigt at fungere for mig.
Ikke så meget hokus pokus, men blot en let time med overskud.

Cykling - 1 time @ 140 watt i avg.

Tirsdag
Jeg havde sprint træning på programmet igår, og det er på ingen måder noget jeg brillerer i. Men skal jeg blive bedre, så er jeg vist også tvunget til at få det kørt ind som en fast del af min træning;-)
Som i fredags startede jeg med nogle siddende intervaller kørt på lille klinge, hvorefter jeg gik videre til de stående. Imellem intervallerne var det ren og skær rul, så det gik langsomt som bare pokker. Men ok, der skal gemmes lidt saft til spurterne.....

Jeg satte igang i de første intervaller efter 30 mins kørsel, og de blev kørt ganske fornuftigt. Fuld gas fra lav fart og op i høj kadence i sølle 8 sek - det er lige til at klare;-)
De næste intervaller var straks værre. Jeg fik ikke rigtigt timet mit gearvalg helt optimalt, og fik heller ikke rigtigt startet de mest optimale steder hver gang. Starten på interval-serien blev derfor en sølle omgang, men outputtet blev heldigvis gradvist bedre uden på nogen måder at være prangende.... Hmmm, der er plads til forbedring!

10 x 8 sek siddende sprint
10 x 15 sek stående sprint

I alt 63 km 

Øv, hvor er det altså bare nedern med dit knæ!
Jeg forstår sgu godt, at du er ved at give op:-(
På et tidspunkt var der tale om en operation - kunne det ikke være en idé at genoverveje? Eller ligger problemstillingen et helt andet sted end der blev vurderet dengang?

Tilbage i 2013 sæsonen havde Rasmus Quade ret mange knæproblemer, som han havde et hyr med at få styr på. Via nogle kontakter hos Team TREFOR kom han i behandling hos en fys i Horsens, Torben Eriksen hedder han (indehaver af: http://www.centerfys.dk/), og efter relativ kort tid var knæproblemerne løst. Jeg ved godt at det ikke ligefrem ligger centralt i forhold til dig, men hvis man kan kører til Jylland for et bikefit kan man vel også køre herover til en fys-behandling;-) Jeg har i øvrigt hørt fra flere sider at Torben er en gudsbenådet behandler, og så cykler han i øvrigt også selv ganske hæderligt og ved derfor også noget om cykling som han alt andet lige må kunne bruge i en eventuel behandling.

Ps. Jeg giver gerne en frokost hvis du kigger over......

Fredag

Efter hjemkomsten fra Gran Canaria har træningen været temmelig lystbetonet med fokus på at finde friskheden i benene frem igen. Egentlig havde jeg en føles af at køre mig mere og mere frisk nede på GC, men al fornuft, coach og TrainingPeaks fortalte mig at det alligevel var tid til at geare ned;-) Onsdag og torsdag var derfor 100% off dage, mens jeg fandt tid til en tur i sadlen igen i fredags.
Jeg startede med at komme afsted uden hue, og jeg ikke nænnede at køre tilbage til hunden for blot at køre med det samme igen. Jeg drejede derfor en smut forbi firmaet og Team TREFOR´s service course, hvor jeg kunne låne en. Ricky var der og gav mig ved den lejlighed lidt "opgaver" med til turen i form af sprint-intervaller. Sprint er aldrig noget jeg har gjort noget for at træne, da jeg aldrig rigtigt har haft behov for at kunne sprinte. Men nu hvor den står på licens i år giver det pludselig rigtig god mening at give det fokus.

Det er ikke særlig tit at jeg har gode ben oven på to hviledage, så jeg var spændt på at mærke benene an. Men lige bort set fra lidt høj puls de første ca. 15 min, så var der faktisk ikke det mindste tunghed at spore. Dejligt:-) Jeg satte derfor i gang med de første intervaller efter ca. 30 min.
De skulle køres siddende på lille klinge og i 16´eren med start i lav fart og så ellers fuld gas på accelerationen i ca. 10 sek. Det giver sig selv at det ikke er skræmmende watt der kan præsteres på den måde, men meningen er også at det er nervesystemet der skal tilvænnes til pludselig temposkift og høj kadence. Det var lidt akavet de første par gange, men derefter fik jeg mere gang i den og fik kørt et par gode intervaller:-)
Da de var kørt rullede jeg videre i et meget moderat tempo og nød de fine solskinsvejr som dagen bød på.

Efter en times tid gik jeg over til at køre lidt decideret sprint træning stående i pedalerne med fuld gas i 15 sek. Jeg kørte 5 intervaller, og selvom jeg følte mig noget rusten gik det egentlig meget godt. Jeg følte lidt at mit store vinter-outfit hæmmede mig i at yde 100%, men mine efforts var stabile og jeg kunne holde presset ganske fornuftigt i alle 15 sek.
Og så synes jeg faktisk at det var rigtig sjovt at køre den form for træning, så jeg glæder mig til mere af det de kommende uger!

Cykling - 60,1 km

Lørdag

Endnu en smuk vinterdag gjorde det oplagt at komme afsted på lågen, så på med en masse tøj og så ellers derudaf. Jeg havde fået lokket Michael med, som ellers ikke er meget for vintercykling, og det var nu rart med lidt selskab på turen:-)
Vi lagde stille og roligt ud, da turen blot skulle være ren og skær rul. Jeg var dog top veloplagt og havde krudt i benene, så det var faktisk pænt svært at holde igen;-)
Indtil godt og vel halvvejs på turen lykkes det mig dog, men derefter ramte vi et par af de bakker som hører til blandt mine favoritter. Derfra tog det lidt en skæv drejning;-)
Første bakke var op mod Klejs. Jeg startede med at smide kæden, hvilket åbnede op for et pænt hul op til Michael som ikke opdagede det. Han forsatte ufortrødent, og jeg måtte derfor virkelig give gas for at komme op. Men benene var som smør, og selvom det var hårdt havde jeg overskud hele vejen op.
Næste bakke var Ørum bakken op mod Daugård. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at lægge hårdt fra land og prøve at ryste Michael lidt, så som sagt så gjort. Men det er ærlig talt ikke nemt at ryste en med hans niveau, og selvom jeg konstant lå langt oppe i min VO2 max zone lykkes det mig da heller ikke;-)

Sidste stik var Tirsbæk bakken op mod Bredballe. Fuld gas fra bunden, døede lidt midt vejs og fandt så igen power til at slutte stærkt af. Der var virkelig bund i det jeg præsterede!
Faktisk lykkedes det mig at holde 30 watt mere på stigningen end min hidtil bedste tid fra aug 2015. Ikke værst årstiden taget i betragtning;-)
Bemærkelsesværdigt er det dog at min tid på stigningen var langsommere i lørdags end i august, selv med den store watt difference. Det siger lidt om hvad vind, vejr, tunge dæk osv betyder for fart!

96,5 km (NP 172 watt)

Så er det ved at være tid til at sætte kursen hjem mod dk igen, og jeg sidder faktisk pt i lufthavnen og venter på at boarde. Det har været en kort med effektiv tur, og jeg kan kun glæde mig over at have sådanne muligheder på denne tid af året, hvor det danske vejr driller max meget. 

Jeg var meget i tvivl i forhold til gårdagens tur pga de knæproblemer jeg havde fået, men jeg valgte at iføre mig cykeltøjet og køre afsted. En god optapning med kinesio-tape havde fået ro på knæet, og jeg mærkede faktisk intet til det da jeg vågnede i går morges. Så vidt så godt. Så afsted på lågen til det der skulle være turens hårdeste tur - det måtte briste eller bære. 

Vi kørte langs kysten mod Maspalomas i et overkommeligt tempo. Jeg kunne mærke at der var godt hul igennem til benene, hvilket var en super fed fornemmelse og jeg glædede mig derfor lidt ekstra til de ventende højdemetre. Knæet begyndte med at øffe en lille smule, så jeg stoppede på et apotek og fik købt lidt smertestillende. Det reddede dagen og jeg mærkede intet til knæet derfra. Om det var klogt at dræbe smerterne med piller er jeg ikke overbevist om, men sådan blev det. 

Kort efter startede vi på dagens første stigning, nemlig turen op til Fataga og videre til Pico de las Nieves i 1950 meters højde. I alt 42 km op ad bakke med et par små drops undervejs. Stigningen betød samtidigt også at vi skulle igang med dagens intervaller, som bestod af 5x4 min @ 110% ftp. Pænt hårdt, men det gik overraskende fint og jeg lå nok nærmere VO2 max zonen end AT;-) 

Da intervallerne var kørt forsatte vi i march-tempo og nød stigningen og det gode vejr. Mine ben var forsat gode, og jeg var i stand til at holde et godt pres i pedalerne hele vejen mod toppen. Fed fed  fornemmelse! Det var i øvrigt en enestående flot udsigt der var på toppen, og det gjorde det hele besværet værd med at komme derop;-)

Derfra ventede der en lang lang nedkørsel startende med en noget ujævn vej. Det blev heldigvis noget bedre, så kilometrene blev hurtigt lagt bag os. Da vi nærmede os Mogan følte jeg mig ikke helt klar til at køre i pit, så jeg foreslog at vi snuppede en nærliggende stigning på ca. 2,5 km. Op på toppen af den, ned på den anden side og så ellers op igen. 

Jeg havde god fart i benene og fik kørt godt til mod den første top. Det samme gjorde sig gældende for Michael, der fik kørt den med ca. 400 watt i snit. Fy for den! På vejen retur igen skulle jeg have brændt det sidste af, så den fik gas selvom benene efterhånden var mærkede. Det blev dog til en fin QOM på Strava, og det er vist godkendt på en destination som GC, hvor en del proffer træner vinteren over:-) 

5 timer 55 min, 139 km (NP 159 watt)

Jeg er IKKE klar til at tage hjem nu. Slet ikke faktisk! Godt at der kun er ca. 3 uger til jeg skal til Calpe;-)

Gran Canaria

I skrivende stund befinder jeg mig forsat på Gran Canaria, hvor den våde danske vinter er byttet ud med solskin og temperaturer omkring 22 grader. Slet ikke værst, men det skal jeg nok lade være med at træde mere i;-)
Indtil videre er det blevet til en pæn sjat træning og det kan ærlig talt godt mærkes i korpuset. En kort opsummering følger her:

Lørdag
Vi var for dovne til at samle cykler da vi ankom fredag aften, så inden morgenmaden blev indtaget skulle det overstås. Det er altid lidt spændende at få åbnet kufferterne, men heldigvis var alt som det skulle være og det tog derfor ikke mange minutter at skrue dem sammen. Man har vel efterhånden en vis rutine i det.....
Næste punkt på dagsordenen var morgenmaden, og det var en positiv oplevelse med en lækker buffet med alverdens gode sager. Deriblandt også masser af god fuel til et par sultne cykelryttere.

Da kl. var 11 var det afsted på lågerne. Mine ben føltes en anelse tunge, men sådan synes jeg ofte at det er ovenpå en rejsedag. Med et roligt udlæg fik jeg mig kørt fornuftigt varm, og da jeg satte gang i et medium interval efter 30 min skulle jeg kæmpe for at holde wattene nede. Det er altid en god fornemmelse:-)
Efter 25 km nåede vi toppen af første stigning - en overkommelig en af slagsen, som kun bød på ganske få passager med stejle procenter. Asfalten var god, men det varede desværre ikke ved på nedkørslen som var både hullet og irriterende ujævn i bedste Lanzarote stil. Det resulterede i et par ømme siddeknogler efter ca. 12 km´s nedkørsel. Do not like!

Desværre blev asfalten bare ringere og ringere over de næste ca. 40 km op mod Artenara. Det kombineret med nogle pænt stejle passager gjorde at det var super svært at finde rytmen, og jeg lå ofte med en kadence på omkring 65 rpm selv ved et fornuftigt antal watt. Av for den! Farvel til god rytme og nydelse ved at klatre og hallo til øm røv, skuldre, overarme og nakke. 
Men lidt intervaller fik jeg nu alligevel kørt, selvom jeg godt vil indrømme at de var ved at dræbe mig. Det tunge underlag kombineret med stigningsprocenter omkring 10% gjorde det møgsvært for mig at finde mit tråd, og da mine dunke samtidigt var ved at være tomme var jeg ikke ligefrem flyvende!

Heldigvis blev vejen markant bedre da vi nåede toppen og speedede op på vejen ned ad. Og da vi samtidigt fandt en lille café hvor vi fik tanket var lykken gjort:-) Jeps, det er ikke meget der skal til når man er halv flad......

Da pausen var slut forsatte vi mod Tejeda, hvor vi fik kørt et sidste interval inden det for alvor gik ned ad bakke på vejen retur mod Puerto de Mogan.
Min rytme var fundet igen. Glemt var den skod-ringe asfalt og derudad det gik. Ihhhh, hvor jeg elsker når jeg kan slutte af på en overbevisende måde!

120 km, 5 timer 25 min, 3000 højdemeter
Inkl. 30 min medium, 4x5 min sub AT og 12 min sub AT

Søndag
Jeg sov som en sten efter lørdagens hårde træning hvilket plejer at høre til sjældenhederne. Urolig nattesøvn plejer i stedet at være standard når jeg har presset mig selv lige rigeligt hårdt, men heldigvis var det ikke tilfældet her:-) Benene var dog pænt tunge da vi bevægede os til morgenmaden, men jeg havde nu alligevel troen på en god dag i sadlen.

Det tog mig ca. 20 min at køre mig fornuftig varm, dog uden på nogen måde at føle mig sprudlende. At der skulle køres 2 x 6 min AT intervaller inden for den første time huede mig derfor ikke helt, men der var ikke så meget andet at gøre end blot at komme igang. Og det gik overraskende ok. Faktisk lå jeg 2 watt over min zone i begge intervaller, hvilket var langt bedre end jeg havde forventet. Efter intervallerne var overstået gik jeg noget ned, og de efterfølgende 10 km op mod San Bartolomé var derfor ren overlevelse. Igen lidt for dårlig asfalt - i hvert fald på de sidste 5 km - og ellers bare pænt trætte ben og en tiltagende ømhed i højre knæ. Hvad fanden er det nu for noget?

En kort pause reddede mig endnu engang og jeg fik fundet benene frem igen. Lidt op og ned og så ellers en lang nedkørsel mod Sardina, hvorfra vi forsatte langs kysten retur til Puerto de Mogan. Vi kørte igennem alle de klassiske charter destinationer - I guder hvor er jeg glad for at vi valgte at have vores base i Puerto de Mogan, som bare er langt mere charmerende end de betonlignende lejligheds og hotelkomplekser der er over alt.
På et tidspunkt begynder vi med at kunne ane en tung røgsky forude, som bare bliver kraftigere og kraftigere. Det viser sig at være en håndfuld campingvogne der er ved at gå op i røg. Shit, det så vildt ud, men heldigvis var brandvæsen og politi på opgaven.

De sidste 20 km hjem var virkelig hårde. Vi kørte på vejen helt ude mod kysten, og den bugtede sig konstant op og ned. Små stigninger på 50-100 højdemeter der lå som perler på en snor. Det trak virkelig tænder ud! Men igen synes jeg egentligt at jeg fik sluttet godt af, og jeg kunne derfor parkere cyklen med en god fornemmelse i kroppen. I hvert fald hvis jeg ser bort fra smerterne i mit knæ, der havde været konstant tiltagende hele vejen rundt.

123 km, 4 timer 45 min, 2500 højdemeter
Inkl. 2 x 6 min AT 

Mandag
Vi trængte til en puster efter et par halv hårde dage, så mandag blev en halvvejs hviledag - dog med en tur på et par timer. Man kan vel ikke ligge stille når man er på cykelferie......
Turen gik mod Mogan og så videre op mod Aldea. Der vendte vi om igen inden nedkørslen startede, da turen ikke skulle ende med at blive alt for lang.
Jeg tog den meget roligt, da mit knæ var ømt. Men det er sgu svært at undgå at belaste det når stigningsprocenterne passerer 7%. 
Benene virkede ellers fine nok. Overraskende fine faktisk, hvilket er lidt skørt når jeg egentlig har haft lidt småsvært ved at finde rytmen de seneste dage.

48 km, 2 timer, 1100 højdemeter

Resten af dagen gik med afslapning og lidt bekymringer i forhold til mit knæ. Det værker konstant og selvom det hjalp lidt at få det tapet op med kinesiotape, så ved jeg ærlig talt ikke helt hvordan jeg skal tackle det. Skal jeg forsætte den tunge træning på feriens sidste dag eller skal jeg hejse det hvide flag? Jeg ved ærlig talt godt hvad jeg hælder mest til, og det har intet med et hvidt flag at gøre..... Men er det klogt? Det er svært at sige når jeg ikke aner hvad der er galt! I bedste fald (og mest sandsynligt) er det blot lidt overbelastning som følge af det meget tunge tråd jeg har holdt mig på store dele af opkørslerne, og i så fald er det nok ikke verdens undergang med endnu en tur. Men hvem ved???........

Lidt træning blev det også til igår. Det var på ingen måder svært at finde motivationen til træningen, men det var en anelse svært at holde fokus da alt det Haute Route/Mavic halløj kørte rundt inde i hovedet på mig. Heldigvis var min træning ren og skær rul, så det gjorde ikke så meget at hjernen var koblet uhjælpeligt fra.

Cykling - 2 timer @ 141 i avg.

Citat

Hvordan ser en typisk session core-træning ud for dig?

Jeg bruger typisk 15 min på forskellige gulvøvelser og 15 min på TRX øvelser. Hvilke øvelser jeg kører er lidt efter humør, men uanset hvilke valget falder på plejer de at efterlade mig med en god brændt core muskulatur. Pt. træner jeg en del ryg, deriblandt vingerne da de kan være med til at give mig lidt mere power i et antrit/spurt, hvor man hiver godt i styret.

Welcome to Team Mavic

For snart 3 uger siden så jeg et opslag på Haute Route´s hjemmeside, hvor man kunne ansøge om at blive en del af Team Mavic til årets Haute Route events. Det lød super spændende, så jeg brugte 5 min på at strikke en ansøgning sammen og fik den smidt afsted med det samme. Siden da har jeg ikke givet det mange tanker, men så pludselig igår blev jeg ringet op af en meget venlig dame fra Haute Route organisationen, som kunne meddele mig at Mavic havde valgt mig som en af rytterne til deres team WTF, tænkte jeg, og kunne i første omgang slet ikke forstå hvad der var sket. Efter nogle minutter fortog "chokket" sig og blev afløst af total begejstring, for hold nu k*** hvor er det fedt!

Og hvad består pakken så af? Ja, jeg ved det faktisk ikke helt ned i detaljen endnu, men det jeg fik at vide igår var følgende:

- 1 uges træningslejr med Mavic i foråret (datoer følger)
- Coaching og guidance fra Mavic ambassadører
- Mavic beklædning fra top til tå (sko, tøj, hjelm etc)
- Startnummer til Haute Route Pyrenees edition
- Fuld forplejning inkl. soigneurs, mekaniker og hvad der ellers måtte være brug for under løbet
- Transfer ml. etapperne inkl. ophold på 4 stjernet hotel
- Race briefing forud for hver etape
- Alt kost inkl. energiprodukter og lign. 

Alt i alt må det siges at være en rigtig fin pakke

Det betyder så også at jeg skal køre 2 Haute Route løb i år, da jeg allerede er tilmeldt Alpe udgaven sammen med Michael. Det giver en udfordring fordelt over 15 dage bestående af ca. 1600 km og ca. 43.000 højdemeter...... Om det giver mig myllerbæ at tænke på? Ja det kan I lige bande på! Jeg aner jo slet ikke om jeg kan stå distancen og om jeg overhovedet er i stand til at gabe over sådan en massiv udfordring. Men der er kun én måde hvorpå jeg kan finde ud af det

Ha ha, ja det er virkelig røv. Eller NOT!

Aske Søby
Som jeg tidligere har nævnt med ganske få ord, så har vi indgået et større sponsorat med RAAM deltager Aske Søby. Aske er uden tvivl en af de danske atleter som der er mest fokus på, og da han samtidigt er en yderst sympatisk og hurtigt-kørende ung mand har vi valgt at smide lidt mønter efter ham, for at hjælpe ham med at opnå årets målsætning om en sejr i RAAM. Nu har vi mødt ham af flere omgange, og jeg må sige at jeg er imponeret over hans facon. Helt nede på jorden og super god til at fortælle om de oplevelser han har haft med både RAAM 2014 samt diverse andre ultra races. Han brugte blandt anden 15 min på en kort præsentation overfor vores jyske teknikkere, som alle var i huset i går formiddags grundet noget kursus. De er ikke lette at imponere, specielt ikke når det handler sport, men flere af dem sad med åben mund og måbede da han fortalte kort om hans bedrifter og hverdag i al almindelighed. Der er slet ingen tvivl om at han vandt deres respekt;-)

På billedet oven over ser I Aske trykke hånd med min bedre halvdel, hvilket selvfølgelig ikke er det væsentligste på billedet.... Tjek lige den låge! Den er sprød!
Det er første gang jeg ser og mærker en Venge Vias, og jeg må sige at jeg er imponeret over designet og detaljerne. Hvad jeg dog ikke er imponeret over er vægten, for shit hvor var den tung! Jeg er nu alligevel glad for at jeg valgte en Madone 9.9, som vel ligger ca. 1 kg under Vias´en i standard opsætning. Det er sgu en del. Især for en letvægter som mig.

Svigermor havde fødselsdag i går, så der skulle trylles lidt for at få tingene til at gå op. Men med lidt god vilje og forståelse fra familiens side, lykkedes det os at ankomme med blot en mindre forsinkelse på ca. 30 min. Træningen skal ligesom passes;-)

Først stod den på 30 min core træning. Jeg er kommet ind i en god rutine med min core træning igen, og det føles faktisk virkelig godt. Jeg kan mærke at min core aktiveres når jeg træder mange watt i intervallerne, så det gør næppe nogen skade at indarbejde core træningen som en fast del af min træning.
Derefter var det i sadlen til en røvfuld sub AT intervaller. Benene var fornuftig gode, så selvom det bed lidt var det på ingen måder uoverkommeligt.

30 min opvarmning
10 x 3 min sub AT intervaller -> 3 min pause ml. intervallerne
Afrul

2 timer @ 153 watt i avg.

I dag står den på let træning og i morgen er der hviledag, men så går det også løs med 4 dages træning i kort/kort på Gran Canaria. Pt. lover vejrudsigten omkring 22 grader, så det er lige til at holde til;-)

Base building

Jeg er nu netop gået ind i 3. uge af mit samarbejde med min nye træner, Ricky Enø. Det har været nogle hårde uger, og det bliver denne uge bestemt også, men jeg kunne ikke være mere motiveret. Jeg har klart en følelse af min træning er klart mere balanceret nu end under OOB, hvor spisesedlen ofte bestod af en god blandet landhandel med lidt for få timer pr. uge. Lidt af det hele kan man vel sige.... Under Ricky er fokus pt. base buidling, hvor alt omkring AT-zonen og derunder har fokus. Ingen VO2 max intervaller endnu, men udelukkende fokus på at arbejde med FTP´en - det giver rigtig god mening i min verden. Og formen rykker sig, det gør den helt sikkert. Det bevidner Training Peaks i øvrigt også om:-)

Igår var jeg i sadlen til en omgang medium intervaller. Det blev et virkelig godt træningspas, hvor jeg kom fint igennem uden at skulle grave dybt på nogen måder.

60 min opvarmning
3 x 5 min medium (lå 5 watt over øvre grænse i zonen)
Zone 2 for resten

3 timer @ 148 watt i avg.

Havde jeg ikke haft Zwift til sådan et træningspas, så havde jeg kedet mig selv ihjel;-)

Jeg var på cyklen til en meget let omgang restitutionstræning igår. Det føltes godt!
Coretræning blev det sørme også til for 3. gang på én uge

Dagens ubetingede highlight var dog at jeg har fået en plads på Team Rytgers træningslejr ved Gardasøen i uge 12. Det betyder én uges solid træning med 8 piger fra den danske A række. Det må da alt andet lige være en god optakt til licenssæsonen som starter i uge 13. Jeg glæder mig i hvert fald super meget til at få en fornemmelse af hvordan mit niveau er i forhold til Rytger pigerne.

Mine forberedelser frem mod sæson starten bliver pænt optimale, for jeg kommer til at tilbringe en del dage sydpå. 
Første tur sydover starter på fredag, hvor vi flyver til Gran Canaria for at træne de kommende 5 dage. Derefter har jeg en lille månedstid i DK, inden den står på træningslejr med Team TREFOR. Så ca. 4 arbejdsdage i DK inden den står på Mallorca i 8 dage. Sidste men ikke mindst kommer så træningslejren med Team Rytger.

Det program er sjovt nok noget der passer mig. Arbejdet forsømmes selvfølgelig en smule, men jeg kan rent faktisk klare det meste af det fra min laptop. Og så må jeg jo bare glæde mig over, at jeg har en chef der er forstående overfor at træningen har pæn høj prioritet

Ugens sidste dag blev brugt på en omgang endurance træning uden de vilde udskejelser undervejs. Benene var nu ellers ok, især i starten, så det var lidt svært at holde igen. Det tog da også en smule overhånd da min makker Carsten loggede ind. Han er ny på Zwift, så vil skulle have vores første fælles tur derinde. Det blev lige en kende for hårdt for mig, så jeg måtte strække gevær med 30 min igen. Derfra var det ren og skær rul i mål, og ihhhh hvor var det dejligt at nå i mål

Cykling - 3 timer, 15 min - avg. watt 143

Den kommende uge bliver endnu en tung uge, men så er der til gengæld også restitutionsuge. Det er helt sikkert også tiltrængt til den tid, men indtil videre er jeg faktisk positiv overrasket over hvor godt min krop responderer på den øgede mængde og intensitet. 

Jeg savner at være på landevejen for tiden. Jeg ser dagligt at der er masser af danske vikinger der kører på landevejen vejret til trods, og det smitter altså af på mig. Jeg vil også! Så regn og blæst til trods, så iførte jeg mig vinteruniformen igår og drog afsted. Planen var 3 timer inkl. et par intervaller.
Det var egentlig ikke fordi det var super koldt, og da slet ikke hvis det ellers havde kunne holde bare nogenlunde tørt. Men så heldig var jeg ikke, og jeg fik mig således et par ordentlige byger. Oveni det, så var der bare slet ikke hul igennem til benene. Jeg kunne ikke finde rytmen, og bedre blev det ikke af at der var en stiv kuling der blæste mig fra side til side. Efter et interval valgte jeg derfor at vende om og cruise hjemover for at gøre træningen færdig på hometraineren.

Jeg frygtede lidt hvordan kroppen ville reagere på at komme direkte ind og forsætte træningen, for benene var som sagt ikke noget at skrive hjem om. Men af en eller anden ret så underlig årsag, så var der pludselig hul igennem da jeg ellers lige fik mig kørt igang igen, og jeg kom i mål med de sidste 1 time og 20 min på en relativ overskudsagtig måde:-)

3 timer
Inkl. 2 intervaller @ 7 min sub AT direkte efterfulgt af 5 min AT
154 watt i avg.

Ømheden har forladt mine ben og der var endelig hul igennem igen igår. Er du gal hvor var det skønt at være i stand til at få benene rundt med fornuftige watt:-)
Jeg kunne mærke det allerede da jeg gik tur med hunden kort inden min træning. Mine ben føltes lette og jeg var derfor 100% klar til lidt intervaller på hometraineren;-)

45 min opvarmning
3 x 10 min sub AT
Resten i zone 2

I alt 3 timer @ 156 watt

Det er en skøn fornemmelse at kunne køre sig tilbage i kampen selvom det var min 3. hårde træningsdag på stribe. Jeg fornemmer, at min base er ved at være pænt solid, og det er altså en rigtig god fornemmelse at vide at jeg for første gang nogensinde går super systematisk til værks med min træning. 2016 bliver et godt år:-)

Citat

Nu sidder jeg så og overvejer om jeg skal frasige mig det, for at give udtryk for at jeg ikke er tilfreds.

Don´t! Du har formodentlig udtrykt din utilfredshed under MUS, så din chef kender dit synspunkt og holdning til det. Du er forsat rimelig ny i firmaet, så spørger du mig er det alt for tidligt at gå ind i sådan en form for konflikt med chefen. Så hellere bide det i dig, knokle videre og minde ham om det ved næste lønforhandling om et års tid. Giver det så heller ikke noget, så ville jeg overveje mulighederne, for det er klart at hvis han for 2. år i træk udtrykker tilfredshed med dit job så skal det også belønnes på lønchecken.