JannieSand

Tillykke med huset.

Tak Henrik:-)

Jeg mangler lidt struktur i min træning for tiden, da den kører lidt for meget on/off uden nogle klare retningslinjer. Det har irriteret mig lidt over en længere periode, for selvom min form har været fremragende i år, så ved jeg at den kan blive endnu bedre med en mere målrettet og struktureret træning.

Jeg har derfor netop taget kontakt til OOB Life med henblik på opstart af et træningsforløb. Jeg har jo tidligere trænet ved OOB, og jeg må indrømme at en af grundene til at jeg stoppede var, at der ganske enkelt ikke var timer nok i den cykeltræning som deres programmer dikterede. Det virkede lidt for tri-agtigt - bare uden de to andre discipliner.

Når det er sagt, så forbedrede jeg faktisk min form ret så kraftigt på relativt kort tid dengang, så et eller andet kunne programmerne.

Nu er der gået 1,5 år siden jeg stoppede ved OOB, og de har valgt at gå mere målrettet ind i cykelsporten. Et samarbejde med Veloropa og Anders Lund skal være rygraden i deres cykelprojekt, så min tanke er at der også må være sket lidt med deres tilgang og måske ikke mindst erfaringer indenfor cykelsporten siden sidst. Det skal i hvert fald prøves, så jeg starter op pr. 1/10 med Anders Lund som coach.

Torsdag d. 17/9

Jeg har ikke fået trænet de seneste par dage, da et par lidt lange arbejdsdage er kommet på tværs. Og ja, indrømmet, så har jeg også været for doven når jeg så endelig nåede hjem.....

I dag skulle det så være, og selvom jeg havde håbet på en tur på landevejen, så stillede jeg mig fint tilfreds med hometraineren på en regnfuld dag som i dag.

Motivationen var ikke til intervaller, og benene i øvrigt heller ikke, så jeg fandt en rute med lidt op og ned, mens jeg parkerede hovedet og bare trådte.

Cykling - 2 timer 15 min @ 161 watt i avg.

Efter nogle uger med hårdt arbejde er vi nu langt om længe på plads i det nye hus, og det gamle hus er et helt og aldeles afsluttet kapitel. Det føles virkelig godt at være nået så langt, men for pokker hvor har det også været hårdt arbejde mange timer dagligt. Godt at man ikke flytter så ofte;-)

Træningen har naturligt nok lidt en del under flytningen, så det var rent faktisk først i mandags vi for alvor fik åbnet op igen. På tide, må man sige, for jeg begyndte så småt med at føle mig uoplagt og fik desuden problemer med lænd og nakke. Typiske tegn på at jeg er for fysisk inaktiv! Ikke at jeg på nogen måder har siddet på min flade, men det er bare en helt anden måde at bruge kroppen på sådan at lege flyttemand.

Den forgangne uge blev rigtig god rent mængdemæssigt og knap så god på intensitetssiden. Jeg havde lidt svært ved at få kroppen op i omdrejninger igen, så intervallerne blev droppet til fordel for "feel-good" træning. Ok, et par enkelte fællesture gav lidt intensitet i form at bakkespurter og lign, men ellers har det hele været meget lige ud af landevejen.

Uge 37 - i alt 15 timer og 9 min - 467 km

Så er jeg ligesom igang igen:-)

Vejret for ugens første dage ser ikke for godt ud, så noget tyder på at hometraineren må i brug for første gang i rigtig lang tid. Jeg skal også have gang i styrketræningen igen, for jeg kan mærke at min krop savner det. Cyklingen har dog første prioritet, da jeg har Transtramuntana 4500 i løbskalenderen d. 24/10. Transtramuntana 4500 er et 235 km langt løb der køres på Mallorca. Løbet starter i Port de Pollenca og køre ned langs den smukke og bjergrige vestkyst på øen, for så at vende 180 grader og køre mere eller mindre samme vej retur. I alt 4500 højdemeter.

Det er ikke et løb jeg har de vilde ambitioner med, men mere en form for motivationsfaktor for at holde kæden nogenlunde stram så langt frem som muligt;-)

Vores husbyggeri, som startede helt tilbage i uge 2, er nu langt om længe ved at være færdigt. Det har været en ret tidskrævende omgang med en del udfordringer undervejs, men når jeg ser på resultatet har det været det hele værd:-) Det er og bliver det ultimative drømmehus, så glæden over at skulle flytte ind på fredag er næsten ikke til at kapere.

Selvom håndværkerne forsat mangler en del små detaljer, som SKAL nås inden vi overtager huset på fredag kl. 8, så tror og håber jeg på at alle når i mål. Flyttebilen er i hvert fald bestilt og vores nuværende hjem er så godt som pakket ned. Det betyder at tiden til træning pt. ikke er helt som jeg kunne ønske mig, og da slet ikke når vejret nu rent undtagelsesvis var godt i weekenden. Lidt fik vi dog presset ind, selvom det var et par tynde omgange på trætte og slidte ben. Ja, gu slider det at pakke 326 m2 ned i kasser;-)

Lørdag:

Det blev pænt sent inden vi kom afsted, men vi var begge enige om at en tur til at cleare hjernen var det eneste rigtige at gøre.

Cykling: 54 km @ 33,6 km/t (avg watt: 147)

Søndag:

Endnu en relativ sent tur, hvor jeg allerede fra starten af turen havde ondt i ryggen og ømme skuldre. Herligt!

Cykling - 82 km @ 32,7 km/t (avg. watt: 150)

Det er utroligt hvor meget energi man mister, når man laver div. fysiske aktiviteter sideløbende med den almindelige træning.....

Jeg har i øvrigt fået skiftet min SRAM Red gruppe ud med Campa Super Record. Jeg har igennem længere tid været træt af min SRAM gruppe, da den bliver ved med at skride i indstillingerne. Derudover skal jeg også konstant justere bremserne, og det "bøvl" gider jeg ikke have længere. Da jeg så samtidigt læste et par meget positive tests af den nye Campa SR gruppe, tænkte jeg at det måske var på tide at prøve.

Jeg har nu haft fornøjelsen af den på to ture, og jeg må sige at jeg er imponeret. Virkelig imponeret faktisk! Skiftet kommer prompte og kontant, og der er absolut ingen slinger i valsen - hverken når det gælder for og bagskifter. Ja, jeg skal vænne mig til den lille knap ved tommelfingeren, men overordnet set så ligger grebene noget bedre i mine små hænder end SRAM og Shimano.

Jeg glæder mig rigtig meget til at blive 100% tryg ved gruppen, så jeg kan vurdere om ikke også min nye EVO skal have Campa SR monteret i stedet for Dura Ace DI2.

Onsdag d. 19/8

Vi var blevet lokket med til noget fællestræning med Lido igår. Det plejer at være en halvtynd omgang, så vi stak afsted i god tid for at få lidt ekstra km i benene. Det var i øvrigt en god disposition, for mine ben var tynge som bly og krævede en god mængde km før de løsnede op. Opvarmningen blev ikke noget vildt og voldsomt. Bare rul med støt stigende intensitet.

Da vi kom i Lido havde vi rundet 63 km.

Til vores store overraskelse var fremmødet i Lido noget større end vanligt, og niveauet blandt de fremmødte så samtidigt dejligt lovende ud. Instruktøren varslede bakketræning startende med en tur op ad Østengård - puha, var min første tanke, da benene forsat ikke var helt på toppen. Jeg valgte derfor også en rolig start op ad Østengård, selvom de fleste andre gav bundgas fra bunden. Heldigvis er min form pt. så god at jeg selv på 80% kan køre fra en del, så jeg kom hæderligt op uden at være i den tynde ende;-)

Derfra var det videre over til Gl. Hornstrupvej - endnu en led satan med procenter på +15%. Igen med op over uden at give alt for meget gas - denne gang dog med mere hul igennem. Dejlig fornemmelse:-)
Det betød så også at jeg var klar til de kommende bakker. Grejsbakken, Lerbæk Mølle, Hopballe, Jellingvej og Hoverbakken blev alle kørt med pænt meget damp på, og jeg lå konsekvent blandt de 3 første på toppen. Michael er og bliver den bedste på bakkerne, men lige bortset fra ham er der ikke mange andre der kan sidde med på mit hjul på de længere bakker. Men ok, når jeg med mine 52 kg træder omkring 300 watt i snit op ad en 1 km lang stigning, så kan I næsten selv regne ud hvor meget mere der skal trædes for en voksen mand på ca. 75-80 kg for at skyde samme fart.

Da vi havde lagt bakkerne bag os, gik der væddeløb i den ind igennem Grejsdalen. Vi lå på skift og trak og for hvert skift blev tempoet presset mere og mere. En efter en fald folk fra, og til sidst var vi blot en håndfuld ryttere. Med ca. 1 km ind til slutningen af Grejsdalen satte Michael sig forrest og trådte voldsomt an. Jeg nåede lige præcis at fange hans hjul, og måtte op og stå i en voldsom acceleration for at holde det. Det lykkes mig dog, og selvom mine lunger hængte halvvejs ude af halsen på mig, så holdte jeg fast og sad som den eneste på hans hjul da vi var ved vejs ende. Fed fed fornemmelse, især fordi ræs på flad vej ikke ligefrem er min spidskompetence;-)

Alt i alt var det en super fed tur med et overraskende højt træningsudbytte. Min TSS endte på 228 og det vel og mærket selvom langt den største del af træningen egentlig blot var rul i et moderat tempo. Ikke værst, og det tydeliggør også hvor meget intensiteten betyder for ens træningsudbytte;-)

Cykling - 126 km @ 31,1 km/t -> avg. watt 147 (NP 185)

Det er meget meget sjældent at jeg får mig forvildet til start i et MTB løb, for det er hvad jeg vil kalde "uden for min komfortzone". Rockgardens, drops og rødder i læssevis er ikke hverdagskost for en landevejsrytter, og med den beskedne mængde MTB jeg kører mangler der en god portion rutine og ikke mindst teknik til sådanne udfordringer. Skal jeg til start i et MTB løb, så er det klart marathon-distancerne der tiltaler mig, da den tekniske sværhedsgrad typisk ikke er så høj. Derfor havde jeg forvildet mig til start til gårsdagens 12 timers løb i Silkeborg sammen med min veninde Sandy.

Vi tilmeldte os allerede tilbage i marts, og jeg må indrømme at jeg dengang tænkte "den tid den sorg". Men tiden går som bekendt hurtigt, så før jeg fik set mig om var det race time.
Tro mig, jeg forsøgte at brygge 120 forskellige dårlige undskyldninger for at slippe for at deltage, men da det kom til stykket kunne jeg selvfølgelig ikke få mig selv til at svigte min makker.

Vi havde på forhånd aftalt at køre to omgange af gangen pr. skift på den 11,8 km lange runde, hvilket betød ca. 1 time og 25 min arbejde pr. skift. Sandy lagde ud, da vi vurderede det som værende klogest kva hendes relativ store race erfaring fra MTB, så jeg kunne starte løbet med en pause på sidelinjen.
Vi fik en god start og efter første skift lå vi på en 3. plads. Jeg overtog og satte afsted med forventninger om at tabe nogle placeringer, da jeg normalt lige skal have et par runder til at lure de tekniske passager af. Men stik imod forventning fik jeg skub i cyklen og kom godt igennem de tekniske passager. Derudover havde jeg godt med fart i benene på de få transportstykker der var på ruten, så da jeg rundede målstregen første gang havde jeg kørt en tid ca. 1 min hurtigere end Sandy. Meget overraskende men godt for selvtilliden:-) Anden runde kørte også som den skulle, så da jeg skiftede med Sandy var jeg virkelig glad og tilfreds. At vi tilmed havde lagt afstand til nr. 4 samt nærmet os nr. 2 gjorde det ikke værre.

Da jeg kommer ind efter at have kørt min 3. og 4. runde, kunne jeg mærke at trætheden begyndte at melde sig. To omgange på den hårde rute suger masser af energi, så jeg begyndte så småt med at overveje om en 1. rundes strategi måske var det klogeste at forsætte med. Via Sandy´s kæreste, som også var tilstede, får vi kommunikeret lidt sammen, og vi vælger at satse på en runde af gangen i håb om at kunne holde en lidt højere omgangsfart. På dette tidspunkt ligger vi nr. 2.

Vores nye strategi viser sig at give pote, og vi får rent faktisk fornøjelsen af at ligge på 1. pladsen i en enkelt runde. OK, godt nok mest af alt pga. defekt hos førerholdet (to super stærke licensryttere fra Viborg). Det er dog med meget lille margin - en sølle afstand på 33 sek ned til 3. pladsen.
På dette tidspunkt har trætheden meldt sig og det er efterhånden svært at vride ret meget mere ud af kroppen. Jeg er uheldig at styrte et par gange. En tur ud over styret på en nedkørsel samt et styrt på nogle rødder i et sving efterlader mig med en pænt forslået krop, men jeg prøver at fortrænge det og bare presse på. Knæet driller dog lidt, da det er hævet og blåt efter kontakten med underlaget, men jeg vurderede ikke at der var sket nogen alvorlig skade på det. Jeg forsætter da også løbet igennem med at køre bedre tider end Sandy, så overordnet set er jeg, og kan kun være, tilfreds med min præstation.

Før min sidste runde, som også er løbets sidste, ligger vi på 3. pladsen med 2 min og 30 sek op til nr. 2. Ikke nogen umulig opgave for mig, men bestemt heller ikke nem!

Afsted med mig, men allerede på første stigning nærmer jeg mig krampe-stadiet. Jeg må slække lidt vel vidende at det koster tid, men der er ikke så meget at gøre. Jeg får kørt en jævn runde og kører i mål på en sikker 3. plads. Afstanden til 2. pladsen var forsat 2 min og 30 sek.

Jeg var total smadret da jeg kom i mål. Mørbanket i hele kroppen efter at have fået massive tæsk af og på underlaget. Det er ikke små vibrationer man får op igennem kroppen i sådan et løb, og distancen gør selvfølgelig kun ondt værre. Mine underarme var fx så smadret at jeg knap kunne bremse på sidste runde, og min lænd og skuldre lader da også høre fra sig idag.

Ømheden til trods, så var det en helt unik oplevelse igår. Først og fremmest var en 3. plads langt over vores forventning til løbet, hvilket i sig selv er super tilfredsstillende, men derudover var det vitterligt en sand fornøjelse at dele sådan en oplevelse med en makker. Der var en helt speciel fællesskabsfølelse som er lidt svær at beskrive, men som var virkelig fed at prøve at opleve:-)

Min egen præstation har jeg også kun god grund til at være tilfreds med. Formen er god og jeg kan ligge ekstremt høj rent pulsmæssigt i lang tid af gangen uden at gå helt kold. Lidt nørde-data fra igår beretter således om 3 timer og 41 min i zone 4, som rent pulsmæssigt strækker sig fra 168-186 (85-95% af max HR). Det er vist meget godt klaret og giver da også en EPIC suffer score på STRAVA;-)

MTB - 5 timer 58 min - 102 km - avg. HR 167 BPM

For pokker, hvor er det bare dårlig stil at dine klubkammerater bare forsætter uden dig. Det har simpelthen ingenting med fællesskab at gøre, og det er vel blandt andet en af de ting der er tanken med at køre i klub! Og det med Facebook er jo lige til at dø af grin over. Mega latterligt at dræbe debatten på en side som vel egentlig er til lige netop debat og informationer. Forstår virkelig godt at du har forladt den. Jeg stemmer klart for at du gør det samme med klubben og prøver FBL af. Deres klubtøj er også langt federe, og det i sig selv er alle tiders argument

Jeg skal køre et MTB løb med en veninde i Silkeborg, så jeg holder på med skovturene i denne uge. Teknikken skal lige finpudses, så jeg kan føle mig bare nogenlunde tryg på cyklen i sporet på søndag.

Jeg valgte derfor at deltage i klubtræningen, da fokus næsten altid ligger på den tekniske del frem for den fysiske. Lige netop i går passede det mig helt eminent, for jeg var pænt kvæstet, træt og generelt mega uoplagt. Men så er det fedt at kunne deltage på et hold hvor det sociale også vægtes højt, for det løfter mig op.

MTB - 2 timer 14 min, 46,4 km

Tirsdag d. 11/8

Det sker relativt sjældent at jeg kører MTB to dage i streg, men ikke desto mindre var det tilfældet mandag/tirsdag. MTB er genialt fordi det giver lidt adspredelse i forhold til en tur på landevejen, og så er det også skide god træning fordi der er så mange pulstoppe. Samtidigt er skovene virkelig gode for tiden. Bunden er fast men ikke så fast at man mister grebet - faktisk bliver det ikke meget bedre end det er for tiden rent føre mæssigt

Tirsdagstræningen bestod af en blanding af solo træning og klub træning. Klub træningen starter først kl. 17,30, og eftersom jeg var færdig på jobbet kl. 16 kunne jeg meget passende nå lidt opvarmning inden. Træningen bestod primært at omgange på runder af varierende sværhedsgrad. Det er en god måde at både få trænet teknik samt kondition, da der typisk er tale om en halv intensiv omgang.

Normalt plejer jeg ikke at være hurtigste pige i sporet, da jeg ganske enkelt ikke kører nok i skoven til at have de rigtige færdigheder rent teknisk. I tirsdag følte jeg dog et klart formmæssigt overtag i forhold til de andre piger, og jeg havde derfor heller ikke de store problemer med at holde dem bag mig. Det var en god fornemmelse og en dejlig sidegevinst af min for tiden gode landevejsform

MTB 2 timer 32 min

Onsdag d. 12/8

Efter et par relativ hårde træningsdage trængte jeg til en tur uden alt for meget intensitet. Det blev til en smut på landevejen med Michael og min svigerfar. Svigerfar er tilbage på cyklen efter at have brækket kravebenet i ugen op til La Marmotte, og selvom han endnu døjer lidt med smerter fra det, så har han så småt fået gang i træningen igen. Sejt nok, for sådanne come backs bliver utvivlsomt ikke lettere jo ældre man bliver.

Cykling - 1 time 50 min, 60,7 km @ 144 watt i avg.

Jeg er i øvrigt ved at være godt og grundigt træt af min SRAM Red gruppe på EVO´en. Den har drillet mig mere eller mindre hele året, og selvom jeg nu netop har fået nye kabler, ny kæde og kassette, så kan vi forsat ikke få det til at spille ordentligt. Jeg begynder med at tro at der er en defekt på bagskifteren, for det er ikke inkompetente folk jeg har haft til at kigge på den. Jeg overvejer derfor seriøst at sætte en anden gruppe på cyklen, for det giver anledning til ALT for megen frustration når tingene ikke spiller ordentligt. Min nye cykel bliver leveret med Dura Ace DI2, men min nuværende EVO ramme er ikke forberedt til DI2 så det er udelukket. En mekanisk Dura Ace gruppe kunne dog godt være en mulighed, da det eftersigende skulle køre pisse godt.

Efter at have læst en anmeldelse af Campa´s nye opdaterede gruppe, så vækker den dog også min interesse. Ved bare ikke om jeg i længden kommer til at irritere mig over at have to cykler med ikke kompatible grupper.....

Jeg er enig i din top 10 langt hen ad vejen, men vil da lige komme med et par kommentarer alligevel.

1. Sorte sokker er ulirens
Sokker skal være farvede eller helst hvide. De må have alverdens mønstre og logoer. De skal bare hverken være sorte eller forvasket grå. Det er grimt, mere behøves der egentlig ikke siges om det. Jeg ved at der de seneste par år har været en tendens til at benytte sig af sorte sokker fordi de er nemmere at holde rene. Det er åndssvagt. Køb nogle nye hvis de bliver så beskidte at de ikke kan vaskes rene.

Nemlig! Sokker er alligevel så billige at de må ud når de ikke længere ser pæne ud!

5. Sadeltasker
Her kommer der en kontroversiel en, og jeg bryder den selv. Sadeltasker er ulirens. Selv om det de seneste par år er blevet mere udbredt blandt de professionelle at køre rundt med en lille sadeltaske, så er det ikke slået helt igennem endnu. Bemærk at sadeltasken skal være lille for at kunne lave undtagelsen. Vi er således ikke ude i modellen hvor man kan have slange, co2patroner, multiværktøj, lappegrej, gasprimus og den lille tivoligarder med i. Der skal lige være plads til en slange og evt. en patron. Skal man være helt lirens skal man have en gammel drikkedunk man lige skærer toppen af, som man så har alle sine ting i i stedet for.

6. 750 ml dunke

Igen en jeg selv bryder, men jeg sveder som et svin og har behov for at få væske når jeg træner. Men 750 ml dunke er ret motio. 500 ml er vejen frem, og giver en mulighed for lige at rette på sokkerne når man stopper ved kirken for at fylde ekstra på.

Hverken sadeltasker eller 750 ml dunke får et GO fra min side! I lommerne med slangen og ellers i en taxa og hjemover;-)

På en vinterlåge kan det faktisk være helt cool med en af de helt lange gammeldags pumper, og i det hele taget er co2 ulirens (og virker ad h til.....).

750 ml er ok hvis man er en kikset triatlet. Hvis ikke er det meget federe med 2 ekstra stop for at tanke;-)

10. Jeg har fået meget for pengene

Stop. Det er ok at gøre en god handel, det kan endda være lirens, men generelt handler lirens ikke om at spare penge bare for at spare penge. Det må gerne være lidt over the top. Derfor er det ikke særlig lirens at køre på Canyon, Rose, Ribble, Planet-X og hvad de ellers hedder. De laver hver især fremragende cykler, og især Canyon har jo formået at hæve sig fra at være bang for the buck, til at være endnu en spiller på markedet. Men ligesom Skoda eller Dacia nok aldrig bliver lirens, så gør Rose, Ribble, Planet-X etc det heller ikke. Det kan godt være du kører rundt på en cykel der vejer 5,8 kg, og som kun har kostet 30.000,-(det er ikke meget for så let en cykel), men du vil stadig stå helt alene når din klubkammerat kommer med en AX Lightness ramme med lidt andre dele på, som også vejer 5,8 kg men har kostet 50.000,-. Sorry, men sådan er det.

Man skal slet ikke begynde med at lire på noget der i forvejen er mega ulirens som fx Rose, Ribble, Planet X osv.. Det gør ingen forskel alligevel og giver absolut ingen respekt hos holdkammeraterne på de ægte varer, så 100% enig her!

MTB mandag

Efter job var vi 6 kollegaer der mødtes oppe ved Hampen Sø for at køre lidt mtb.

Der var planlagt en tur på ca. 50 km på en god blanding af grusveje, skovstier og singletracks.

Turen gik dog en anelse op i hat og briller, da vi mistede Michael efter ca. 15 km. Han kørte som sidste mand på en af nedkørslerne, og fik tilsyneladende taget et forkert sving på vej ned. Han endte derfor et helt andet sted end os andre og mistede orienteringen derfra. Vi andre ventede og ventede, men desværre uden held. Vi brugte en times tid på at lede, og jeg indrømmer gerne at jeg nåede at blive lidt små nervøs for om der mon var sket ham noget. Det var faktisk på ingen måder en rar fornemmelse!

Efter at have gennemsøgt området ret grundigt vælger vi at sætte kursen tilbage mod bilerne, eftersom det logisk set også ville være der Michael ville søge hen. Med ca. 5 km igen giver han da også endelig lyd fra sig, efter at være nået retur til bilen og mobiltelefonen. Puha, sikke en lettelse

MTB - 1 time 47 min

32,3 km

Selvom turen blev noget kortere end planlagt, så blev det faktisk en god og intensiv omgang træning. Pulstoppe var der i hvert fald rigeligt af!

Nu må du sgu snart få nosset dig sammen til at køre noget licens!

En del af mig vil gerne, men en anden del minder mig om at de der hidsige races med skub og hvad dertil hører slet ikke er noget for mig.

Jeg er en endurance-girl, og er rent faktisk slet ikke god til det der med spurter, ryk og lign.

Kigger jeg i min watt-bibel, så ligger jeg kun på et moderat niveau når jeg kigger på mine watt/kg i en spurt eller et 1 min interval. Kigger jeg til gengæld på min FTP, så ligger jeg langt bedre placeret, og det fortæller også lidt om hvad det er jeg kan på en cykel.

Når det så er sagt, så er det ikke for sjovt at jeg har lagt lidt spurt intervaller i min træning, for jeg leger lidt med tanken om at køre et par af de sidste licensløb i sæsonen.

Det hele afhænger dog af udviklingen i vores byggeprojekt, for vores forestående flytning kan meget vel spænde lidt ben for planerne. Jeg tror og håber dog at tingene kan forenes, men nu må vi se.

Jeg har hængt lidt i bremsen i dagene efter Kongeetapen. Jeg har været træt og uoplagt, hvilket først kom lidt bag på mig. Løbets hårdhed skal nok bare ikke undervurderes, så når det kommer til stykket er det vist ikke så underligt

Til trods for at lysten til cykling var langt borte, så kom jeg alligevel afsted på raceren i lørdags. Det var med en lidt sjov fornemmelse i kroppen, for en del af mig var slet ikke klar på at træne intensivt, men rent mentalt er jeg pt. et sted hvor motivationen for at rykke mig er super stor Så selvom udlægget var lidt sløvt, så besluttede jeg mig alligevel for at prøve at få kørt lidt intervaller.

Det blev til følgende omgang fordelt over turen:

5 min AT @ 205 watt

5 x 30/30 (jeg var ikke under 330 watt i nogle af intervallerne, så vil vurdere at gennemsnittet lå på ca. 350 watt)

5 min AT @ 204 watt

10 min inkl. 15 sek spurt hver 2. minut (ca. 160 watt ml. spurterne)

De sidste 20 km hjem mod Vonge var ren og skær rul. Ja, der blev sågar tid til en cola pause i Thyregod. Der blev vi hængende i alt for længe. Kunne ikke rigtigt tage mig sammen til at lette røven og komme hjemover Heldigvis var der en dejlig medvind, så bort set fra at jeg gik helt død de sidste 2 km, kom jeg godt hjem

99,3 km @ 34 km/t i gns.

155 watt i gns (NP 179)

I dag skal jeg i skoven på MTB med en række kollegaer. Det er efterhånden ved at være et rigtigt cykelfirma vi har os, så det er kun fedt at kunne mødes med kollegaerne under helt andre forhold.

Vi er 6 der mødes oppe ved Vrads og kører en tur på ca. 50 km. Niveauet er ikke skyhøjt, men det er fint nok for jeg føler mig forsat træt med træt på.

Kongeetapen d. 6/8

I forbindelse med vores sponsorat med Team TREFOR Bluewater, afholdte vi i forbindelse med Kongeetapen i Post Danmark Rundt et større kunde arrangement startende allerede onsdag aften.

26 kunder kom forbi firmaet efter fyraften medbringende deres cykler, og så stod den ellers på hygge, grill og masser af cykelsnak. Mens vi hyggede os, stod to af mekanikerne fra holdet og skruede i kundernes cykler, så de alle stod knivskarpe til udfordringen på Kongeetapen dagen efter. Det var helt genialt og virkelig en succes!

Det er sjældent at man får muligheden for at cykle i firmaets tjeneste, men det kan man vel reelt set godt sige at jeg gjorde i går. Jeg deltog nemlig også selv på Kongeetapen:-)

Jeg havde tilmeldt mig i den hurtigste gruppe sammen med Michael og 3 af vores kunder (de øvrige deltog i de langsommere grupper), så jeg vidste på forhånd at jeg ville få kamp til stregen i et felt bestående af virkelig skarpe ryttere. Jeg var faktisk noget overrasket over hvor skarpt feltet var - jeg tror ikke at jeg lyver, når jeg påstår at ca. halvdelen havde en rød chip på forgaflen.....

Det betød at de første 50 km blev en hård omgang elastikkørsel. Der var et utal af accelerationer i både sving og på bakker, og selvom jeg virkelig forsøgte kunne jeg ikke blive ved, så ude på bakken op fra Rosenvold måtte jeg slippe. Jeg faldt tilbage og fandt ind i en gruppe med bla. Michael og to af kunderne. Det var perfekt, for så var jeg i det mindste ikke ene om at tage vinden.

Vi fik da også god gang i cyklerne, og stille og roligt halede vi flere og flere fra vores oprindelige gruppe ind. Hvad er der lige med mænd og deres manglende evne til at vurdere egne evner og disponere derefter????

Op over Munkebjerg og så videre ud over Gl. Højen og mod Egtved. Vi havde god fart i cyklerne, og selvom lidt for mange bare sad på hjul gik det fint. Jeg havde en virkelig god fornemmelse i benene, og fik da også taget min andel i føringerne. I føringerne lå jeg et sted ml. 200-220 watt, og det føltes dejligt ubesværet. Det er ikke den værste indikation på dagsformen;-)

I Egtved var vi lynhurtigt i depot for at få fyldt flaskerne. Temperaturen var ved at være ok høj, så det var nødvendigt selvom jeg ikke var meget for at spilde tiden derinde. Meget godt sted for et depot i øvrigt, for umiddelbart efter ventede en håndfuld af de hårdere stigninger!

Egtved-bakkerne var nok nogle af dem jeg havde frygtet mest på forhånd. Ikke fordi de er uoverkommelige, for det er de bestemt ikke. Men med ca. 120-130 km i benene begynder man så småt med at være modtagelig for kramper, og så er det ikke nødvendigvis det mest skånsomme at udsætte sig selv for. Jeg valgte derfor at tackle bakkerne nogenlunde konservativt, og jeg kom igennem dem uden at føle mig yderligere mærket. Faktisk følte jeg mig tvært imod styrket på vejen ind mod Østengård og Gl. Kongevej, og det var en super god fornemmelse:-)

Østengård bakken var på forhånd frygtet. Det er en af dem man SKAL frygte! Men igen gik det forrygende op over. Så var det Gl. Kongevej og den sved! Fuck hvor er den lortebakke bare hård! Lang og hård! Men jeg kom op til trods for et kaos af langsommere ryttere omkring mig, som langt fra alle kunne overkomme bakken på cyklen.

Derfra var der blot bakkerne ude ved Hopballe og Nr. Vilstrup samt det sidste stik op ad Koldingvej og ikke mindst Kiddesvej. Hopbakke og Nr. Vilstrup er rigtige Jannie-bakker. Dvs. 6-9% stigninger på +1 km - altså ikke de små eksplosive med mange procenter. Jeg kom derfor over i sikker stil, dog efterhånden med en god portion prikken i musklerne;-)

Sidst jeg kørte Kongeetapen glemte jeg alt om turen op ad Koldingvej inden man vender om og kører ned igen til starten af Kiddesvej. Det gjorde jeg også i år, hvilket efterlod en lille hurdle at overkomme rent mentalt. Derudover var kramperne for alvor ved at melde sin ankomst i mine lægge, så jeg skulle virkelig holde igen for at holde dem stangen inden Kiddesvej.
Det lykkedes mig heldigvis, så jeg kunne cruise mig op ad Kiddesvej uden at forcere udnødvendigt. Noget der uden tvivl ville have fået kramperne til at bryde ud for fuld gas;-)

Fra toppen af Kiddesvej var der blot en ting at gøre - nemlig cruise i mål i sikker stil. Det var præcis hvad jeg gjorde:-)

173 km, 5 timer 17 min (159 watt i avg - NP 185 watt)

På forhånd havde jeg sat næsen op efter at køre bedste tid blandt kvinderne, så jeg var noget spændt på at se resultatlisten da jeg kom i mål. Der var dog ingen tvivl - jeg havde kørt klart bedste tid:-)

Så er jeg hjemme fra Club La Santa igen, og jeg er så småt klar til at komme ind i hverdagsrytmen igen.

Det gode ved at rejse ud/hjem fredag er, at man har en hel weekend til at komme tilbage i gear, få vasket tøj og så selvfølgelig cykeltrænet lidt

Efter en uge med ALT for meget funktionel træning, var jeg virkelig også ved at trænge til at komme hjem til cyklen igen. Der er absolut intet i vejen med funktionel træning, nej tvært imod, men shit hvor blev min krop smadret af den uvante træningsform. Ja, faktisk så smadret at jeg knap nok kunne kravle ud af sengen nogle af dagene.......

Jeg gik da også en anelse kold i den for mig noget anderledes træningsform, så jeg endte med at leje en cykel dernede den sidste dag. Det blev en lidt blandet fornøjelse, for selvom det var en SuperSix med samme geometri som min EVO, så var det en helt anden oplevelse. Et meterbredt styr, en pivringe sadel, en alt for kort frempind og et tårn af spacers gjorde oplevelsen blandet, men bortset fra det, så var det rart at få luftet stængerne igen.
Det blev til:

Torsdag d. 30/7 - 90,7 km, 1890 højdemeter

Turen gik selvfølgelig en smut over Tabayesco. Den er ligesom et must når man er på Lanza Og vinden? Tja, det var præcis som den plejer at være dernede. HÅRD! ALT for hård!

Hjemme i dk er det også blevet til lidt weekend træning.

Lørdag skulle benene lige køres igang igen, og det fik jeg gjort med en fin "lille" tur med 8 x spurter og et enkelt ALL OUT attack på en af de lokale bakker.

Lørdag d. 1/8 - 91,9 km @ 32.0 km/t, 157 watt i avg.

Idag blev turen en kende længere og i et mere jævnt pace med blot 2 x AT intervaller undervejs.
Følelsen var god, og jeg føler ikke at cykelformen har lidt nogen skade af turen til CLS. Det er en god fornemmelse, for jeg var lidt noya i forhold til det før afrejse.

Søndag d. 2/8 - 148 km @ 34,1 km/t, 155 watt i avg.

På torsdag skal jeg køre Kongeetapen i forbindelse med Post Danmark Rundt. Jeg er lidt nervøs i forhold til ruten, for er du gal hvor er den hård! Alt hvad der kan opstøves af bakker i området er med, og langt de fleste af dem er nogle stejle sataner hvilket slet ikke er min kop the. Jeg er meget mere (og bedre) til de lange seje af slagsen, hvor jeg kan bruge min udholdenhed og lave vægt frem for den eksplosivitet jeg ikke rigtigt besidder.

Det begynder mere og mere med at ligne noget:-) Jeg glæder mig til at se det endelige design, og selvfølgelig endnu mere til den færdige cykel:-)

Club La Santa uden cykel er sørme en hård omgang. For første gang i de ca 7-8 gange jeg efterhånden har været her, har jeg deltaget på holdtimer. Jo jo, dagens menu har bla. bestået af yoga og stretch and relax... Er du gal hvor er det bare langt uden for min comfortzone, men når man først er det heldigvis ikke så slemt som tanken;-)

Dagen startede med 4 km morgenløb inden morgenmaden. Derefter styrketræning og så en yogatime. Det var min yoga debut og jeg kunne faktisk godt lide det. Var der flere timer i døgnet, så ville jeg helt klart give yoga et par af dem, for min stive krop ville uden tvivl have mere end almindelig godt af det;-)

Eftermiddagen bestod af en morfar i solen. Der var overskyet da jeg faldt i søvn, så solcremen var ikke kommet på. Da jeg vågnede var der fuld skrald på solen, så gæt hvilken farve mit ansigt har nu?

Vi sluttede dagen af med 30 min blandet cardio i centret, lidt guns show og så en gang stretch & relax. Alt i alt en dejlig alsidig træningsdag.

Imorgen tidlig smutter jeg en uge til Club La Santa med min søster. Michael er taget på jagt i Skotland, så det skabte en perfekt lejlighed til en tøsetur ned i varmen. For første gang nogensinde skal jeg til Lanzarote uden cykel, hvilket efterlader mig med lidt blandede følelser. På sin vis tror jeg at det er godt til mig at få en uge væk fra cyklen, da den seneste periode har været pænt hård rent træningsmæssigt, men jeg kan alligevel ikke ærgre mig lidt over den cykeltræning jeg misser. I ved, TrainingPeaks og CTL level;-)

Derfor var det også med at udnytte sidste chance for at komme ud på cyklen inden afgang:-)

Jeg kom lidt sent afsted, da jeg først lige skulle se Tour etapen til ende. Ikke at der udspillede sig det vilde drama, men om ikke andet så fik jeg da pakket imens Fuglsang endnu engang forpurrede sin egen chance for sejr.....

Afsted ud i modvinden, og hold da k*** hvor det blæser konstant for tiden! Jeg sled godt i det på udturen uden rigtigt at komme nogen vegne - lige præcis i sådan noget vejr er det guld værd at kunne se wattene, for det bekræftede mig i at niveauet var fint selvom farten føltes lav;-)

Turen blev kørt i et solidt jævnt tempo. Ingen intervaller, bare lidt tons. Det var præcis hvad jeg trængte til idag, så sådan blev det.

Cykling - 2 timer 18 min, 75,8 km @ 179 watt i gns.

Mens jeg overvejer ny cykel kan jeg forsat glæde mig over at have en ægte race machine til rådighed, og selvom den snart er på vej ned i hierakiet som reserve/vintercykel, så kan man godt upgrade lidt på den alligevel. Derfor nye hjul:-)

Planen er selvfølgelig at de nye hjul skal flyttes med over på den nye cykel, men indtil den lander kan jeg ligeså godt få glæde af dem på denne skønhed:-)

Jeg var i øvrigt ude til en kort test af dem igår. Den blev kort fordi mine ben var total OFF! Det var en af de dage hvor det ikke tjente noget formål af forsætte, så jeg rullede 1,5 time og kørte derefter i pit. Min umiddelbare oplevelse af hjulene var at de er LETTE, stive og desværre også temmelig vindfølsomme. Det blæste godt nok en del igår, men jeg synes nu alligevel at de var noget mere urolige end mine 303´ere plejer at være.

Op ad bakke virkede de dog fuldstændigt enestående! Responsive over for et hvert antrit og bare generelt enorm lette at drive frem. Det er uden tvivl et unikt bjerghjul, men ok, min cykel er med sine 5,75 kg også lidt af en bjergged;-)

Med de nye hjul, fyldte dunke, cykelcomputer og mig i sadlen, lander den samlede pakke lige under 60 kg. Ikke værst!

Det er Tour tid og Tour tid betyder også at det er tid til at præsentere alt det nye udstyr. Touren er og bliver verdens bedste udstillingsvindue, for der findes vel ikke noget meget bedre kvalitetsstempel end at se ens cykelhelt vinde på det lækreste udstyr;-)

Jeg selv blev ramt af udstyrsfeberen allerede under Giro´en, da Specialized leakede deres nye Venge. Den gik relativt rent ind, så inden jeg drog mod Frankrig til La Marmotte, havde jeg da også nået at afgive en bestilling hos min cykelpusher.

Lidt chit chat med Kermit samt en masse ferie-reflektion fik mig dog til at tvivle på om mit valg nu også var det rigtige.

Er en aeroramme overhovedet noget for mig? Mit umiddelbare svar er nej!

Og hvorfor så det? Alle kan vel drage gavn af en aeroramme?! Dertil er svaret et klart ja, men sagen er den at jeg typisk falder mere på røven over en letvægts allrounder med fabelagtige køreegenskaber.
Jeg er en let rytter, der er ved at blæse af vejen når jeg sætter mine Zipp 404 på min EVO, og vinden blæser bare en moderat 4-6 m/s. Hvordan skulle jeg mon klare mig på en toptunet Venge med flade profiler på rammen og høje profiler på fælgene? Formodentligt ikke særlig godt;-) Det ville i hvert fald kræve noget tilvænning.

Derudover er jeg så priviligeret at have muligheden for at køre op til flere uger årligt i udlandet = bjerge, hvilket på ingen måder gør det oplagt at vælge en tung aeroramme. Det ville blot være et irritationsmoment for mig at vide, at jeg bærer rundt på unødvendig vægt;-)

Konklusionen er derfor -> Ingen Venge ViAS til Jannie!

Hvad så? Er planerne som ny cykel lagt på is? NEJ NEJ og atter NEJ;-)

Jeg har været i tænkeboks den seneste uges tid, ja faktisk så meget at jeg har drømt om det, og jeg tror efterhånden at jeg er nået til et punkt hvor jeg er klar til at træffe en beslutning. Det bliver endnu en Cannondale - den nye EVO team edition.

Rent visuelt minder den nye EVO måske en kende for meget om min nuværende cykel, men jeg har vitterligt heller aldrig været så glad og tilfreds med en cykel, som jeg har været for min EVO. Så hvorfor skifte retning bare for at prøve noget nyt og anderledes? Den nye EVO får i øvrigt også rigtig fine anmeldelser, og har fået en ret gennemgående opdatering, så mon ikke at det er en helt og aldeles fabelagtig cykel?!?:-)

Da Cannondale lancerede den nye EVO var jeg langt fra begejstret, men jeg må indrømme, at jo mere jeg kigger på den desto mere vinder den på mig. Black Inc rammen var den første jeg begyndte at rette blinket imod, men nej, den er sgu for kedelig. Skal det være en EVO, så skal det være Team udgaven. Den leveres belejligt nok også med Dura Ace DI2, hvorimod Black Inc leveres med DA9000, og elektronisk det skal det være i denne omgang:-)

Jeg er fuldstændig enig, Henrik:-)

Med til historien hører dog også, at jeg IKKE kørte hele løbet på gels. Langt fra faktisk. Jeg havde blot på forhånd vurderet at gels var det mest fordelagtige til Alpen, hvilket det vel egentlig også er i den optimale verden, men bare langt fra var på dagen. Et kilo Matadormix var uden tvivl faldet i bedre jord;-)

Jeg forstår ikke hvorfor Sky og de øvrige hold ikke lader offentligheden få adgang til deres watt tal. Nogle år tilbage kunne man af og til se et speedometer på tv skærmen visende puls på enkelte ryttere. Hvorfor ikke bruge samme koncept bare med watt? Der er jo intet fordækt i det, og som du selv tidligere har pointeret, så er wattene individuelle og kan ikke bare "efterlignes" af konkurrenterne.
Det er ligesom træningen frem mod at kunne træde wattene der er "hemmeligheden" og ikke selve outputtet i et race.

Hvorvidt Froome vejer 67 eller 64 kg synes jeg egentlig ikke kommer offentligheden ved, men det er klart at begynder Sky først med at kommentere på vægt, så skal de smide de korrekte tal på bordet. Alt andet er useriøst og ja, det skaber blot ekstra tvivl om holdets troværdighed. Total unødvendigt for et hold der ikke mener at have noget at skjule.

Super indlæg, Jannie, virkelig!! Ikke så meget andet at sige

Takker:-)

Dagen efter LM kørte vi videre til Gardasøen. Vi havde booket 6 overnatninger i Bardolino, og planen var en masse afslapning spædet op med lidt cykling.

Varmen lod til at flytte med os, for det var mindst ligeså varmt i Bardolino. Det gjorde at det forekom os knap så svært at holde os i ro de første par dage.....

Efter et par dage fik vi så småt gang i cyklen igen, hvilket meget belejligt passede med at temperaturen faldt nogle grader. Det var straks at mærke på mit power output der nu pludselig begyndte at nærme sig det forventede niveau.

I løbet af de dage hvor vi befandt os i Bardolino fik vi kørt ca. 300 km inkl et par test på stigningen op til San Zeno di Montagne. Jeg har kørt denne stigning et utal af gange igennem de seneste 10 år, men aldrig nogensinde hurtigere end i år. Dejlig fornemmelse! At Michael så trods det jævner mig og kører op 6 min hurtigere end jeg er en helt anden historie, men ok, det er trods alt federe at have en mand der er lynhurtig fremfor en stor tung klump;-)

Fra Bardolino gik turen videre mod Canazei, hvor stigninger som Sella, Pordoi, Fedaia, Falzarego, Gardena og Campalongo bla. blev kørt. Det er og bliver det mest fantastiske område at cykle i. Der findes ikke mange andre steder hvor bjergene ligger så tæt og passer mig så godt som i Dolomitterne.

Vi var der i 4 dage og fik kørt 320 km og 10.000 højdemeter. Ikke dumt:-)

Nu er vi så hjemme i dk igen og formen er forsat i top. Et par gode aggressive ture i weekenden bekræftede blot dette, så nu kværner tanker rundt i hovedet på mig om hvordan jeg kan udnytte og optimere på den. Licens er ikke umiddelbart en option, men der er så meget andet.

På fredag tager jeg dog til Club La Santa med min søster. Det bliver første tur til Lanza uden cykel, og selvom det stresser og irriterer mig lidt at jeg spilder god form i ugen dernede, så glæder jeg mig til en uge med varierende træning uden cykel. Når jeg kommer hjem er det på med arbejdshandskerne igen, så jeg kan få en god sidste halvdel af sæsonen 2015:-)

En omgang Tour-kuller (og en opfordring fra Kermit) har fået mig tilbage til log-land. Om det bliver på fast basis eller blot med en enkelt update i ny og næ, det må tiden vise;-)

Første update bliver en lidt længere omgang, nemlig en catch up på sommerens træningsmæssige hændelser, og der er det nærliggende at starte i Bourg.

La Marmotte 2015

Med en god skarp målsætning om en sub 8 timers tid, drog Michael og jeg mod det franske søndag eftermiddag. Køreturen gik forrygende, så vi ankom allerede til campingpladsen i Bourg natten til mandag. Både mine og Michaels forældre var allerede dernede, og de havde sørget for at hytten stod klar til os, så det var en hurtig proces og vi lå derfor i sengen kort tid efter ankomst.

Mandag middag var vi på cyklerne for første gang. Køreturen var rystet ud af kroppen og vi følte os klar. Planen var at køre til toppen af Croix de Fer og så retur. En rimelig overkommelig tur, skulle man mene.

Varmen var dog ulidelig, min puls alt for høj og mine watt irriterende lave, så det blev en sej tur til toppen og en lidt skuffende oplevelse hvis vi snakker tal.

Tirsdag stak vi afsted igen med en forventning om at der nu ville være hul igennem. Kursen var sat imod Les 2 Alpes, så igen en tur af overkommelig karakter. Men Jannie var færdig! Ingen power, alt for mange fluer (ja, jeg havde været i bad) og bare generelt en noget modløs omgang, som gav mig alt for mange associationer til oplevelsen fra 2014. FUCK FUCK FUCK, var det eneste jeg tænkte......

What to do? Take a chill pill. Onsdag var derfor rest day.

Torsdag var vores sidste dag i sadlen inden løbet. Turen gik mod Allemont og op mod dæmningen for foden af Glandon. Derfra tog vi "bagvejen" op ad alpen. Ikke bagvejen i form af Col de Sarenne, men en noget mere spiselig tur op fra modsatte side. Det gik overordnet rigtig fint, selvom jeg endnu engang kunne mærke at min power stille og roligt forlod mig. Jeg var irriteret og bekymret for lørdagens løb, for jeg følte på ingen måder at jeg ramte mit niveau. Ja, det var møghamrende varmt, men kunne det virkelig have så stor effekt?!

Fredag brugte vi på at gennemkøre den nye LM rute i bil. Det blev en blandet fornøjelse der fik min mave til at opføre sig noget uroligt. Lidt nerver i forhold til løbet sådan generelt set, men derudover var jeg heller ikke begejstret for de nye stigninger og ikke mindst nedkørsler. Nedkørsler er ubetinget det jeg er bedst til, så at skulle køre med bremserne klodset ned ad bakke pga. dårlige veje passede mig på ingen måder. Well well, lige vilkår for alle.... Er det ikke det man siger???

Race day!

Efter en god nats søvn vågnede jeg frisk og veloplagt ca. 1,5 time før start. Jeg har ikke de store problemer med at indtage mad kørt tid før en start, så jeg valgte at tage en time ekstra på øjet i stedet for at stå tidligt op for at spise. Fin disposition.

Starten gik 7:28 - dvs. 2 minutter før den burde. Fint med mig, for jeg var klar!

Afsted det gik. Jeg går ikke ind for fedtspil på de første 10 km frem mod Allemont/Glandon, så jeg lagde mig godt ud til venstre og forsøgte at følge med uden at køre i rødt felt. Det gik helt fint så inden vi ramte Glandon havde jeg kørt mig godt frem i feltet.

På Glandon fandt jeg hurtigt mit pace og erfarede hvor overraskende nemt jeg kunne holde mine watt (ca. 190 watt). Jeg måtte konstant fortælle mig selv at holde lidt igen, for ellers havde jeg presset den langt hårdere. Luksusproblem! Toppen af Glandon blev nået efter 1,52 timer hvilket er spot on og jeg var dermed glad, tilfreds og ikke mindst fuld af forventninger:-)

Efter 5 min i depot på toppen af Glandon i neutral zone gik turen videre. Ingen problemer på nedkørslen, så videre mod Montvernier - den nye dreng i klassen. Varmen var nu markant og tung til trods for at det endnu blot var midt formiddag. Det skulle kun blive værre......

Montvernier var overstået i et snuptag. Jeg forsatte mit pace uden problemer, gav den godt med gas på nedkørslen og gjorde mig så småt mentalt klar på den lange Mollard/Croix de Fer combo. Transportstykket frem mod Mollard var dog noget længere og hårdere end forventet, og igen bliver jeg nød til at fremhæve varmen (ikke sidste gang i dette indlæg), for den var virkelig tung i den stillestående dal. Det betød at jeg var relativ flad og udkogt da Mollard tog fat, og det blev derfor en laaaang tur op hvor jeg havde flere seriøse samtaler med mig selv. Samtidigt var jeg sur og irriteret over at jeg nu formøblede mit ellers fine udlæg. Hmpf!

På toppen af Mollard var jeg en smut i depot. Lidt vingummier, sandkage og en håndfuld gels blev proppet i hovedet og lommerne. Det hjalp lidt om end det var kortvarrigt!

Nedkørslen af Mollard frem mod Croix de Fer var ikke i verdens bedste stand, men velvidende at jeg typisk kan indhente en del på nedkørslerne fik jeg sat godt med fart på cyklen. Det gik fint og jeg kom sikkert ned.

Croix de Fer var næste delmål. En 15 km lang opkørsel som bare bliver hårdere og hårdere.
De første 8 km gik ok. Det var varmt og mine watt var lave, men det til trods så fik jeg overhalet en del. God og vel halvvejs oppe af stigningen går jeg mere eller mindre kold! Benene vil ikke mere, hovedet er kogt og modet og viljen er et sted hvor jeg ikke umiddelbart kan finde det. Tanken om Alpe d´Huez er så overskuelig at jeg tillader mig selv at blot drømme om Bourg, DNF og en hurtig returnering til campingpladsen. Jeg er rent ud sagt total ligeglad med løb, gennemførelse og ikke mindst tid - jeg er simpelthen for smadret til at gide at tænke på det.

En 15 min. pause på en café med 6 km til toppen redder mig. 2 colaer bundes, lidt gels indtages og jeg er klar til at forsætte igen.

Med et forsigtigt tråd er jeg atter i sadlen, og efter ca. 6 timer passerer jeg toppen af Croix de Fer. Alt taget i betragtning, så er det faktisk ikke nogen helt dum mellemtid og det giver mig da også modet tilbage.

Fuld gas ned ad Glandon! Forbi Svedbaronen - jeg var heldigvis noget mere flyvende end ham;-)

Da jeg når ned i dalen kan jeg konstatere, at ikke en eneste har taget mig på nogle af de tællende nedkørsler. En god bekræftelse på at mine evner lige netop der er bedre end langt de flestes:-)

Turen igennem dalen frem mod Alpen er VARM! Så varm at jeg føler at jeg stille og roligt kvæles. Fra at have overskud hænger jeg nu igen i en tynd tråd - jeg har ingen energi, jeg er skidt tilpas - ja, det hele er bare noget gedigen lort!

500 m oppe ad Alpen står nogle af vores venner i skyggen med mit eget helt private depot. Jeg havde på forhånd tænkt at væske var vejen frem. Væske og masser af gels. Men på dette tidspunkt er det eneste jeg har lyst til fast føde. Jeg har allerede indtaget ALT for mange gels, og kvalmen er ved at kvæle mig ved tanken om flere. Husk lige den til næste gang Jannie.....

Da jeg står af cyklen er jeg i øvrigt ved at gå omkuld. Benene forsvinder ganske enkelt under mig, og kun en hurtig reaktion fra en ven undgår at jeg falder. Det siger lidt om min tilstand på dette tidspunkt.

De sidste godt 14 km er total uoverskuelige! Jeg er færdig på alle måder. Også i løbet. Jeg er så klar på at vende cyklen og køre ned på campingpladsen, for der er alt for langt til toppen. Jeg begynder med at trække. Så er man fucked! At trække fungere ikke. Op på cyklen og træde. Det fungerer heller ikke, så jeg lægger mig ude i vejkanten. Sølle og udkogt. Sådan forsætter jeg de næste 3 km og det tager en evighed! Det hele falder fra hinanden.

Michael fortæller senere at jeg på et tidspunkt smed mig med hovedet ude på vejbanen uden at ænse trafikken af biler på vej ned af Alpen. Han måtte slæbe mig indtil siden før en bil ellers havde ramt mig. Jeg husker ikke rigtigt denne situation.... Skræmmende!

Jeg får med nød og næppe klemt to gels ned, skyllet en Red Bull jeg havde proppet i baglommen og hældt en dunk ud over mig selv, og så sidder jeg ellers lidt mere og har super ondt af mig selv. En gut vælter lige foran mig og må bæres ud til siden af nogle tilskuere. Han kan ikke selv stå på benene....

Mit vendepunkt kommer da en dansk pige overhaler mig. No way, tænker jeg. Op på cyklen og afsted, og det går faktisk ok. Jeg er ikke flyvende, langt fra faktisk, men nu kan jeg i det mindste holde gang i cyklen. Jeg overhaler en del. Igen ikke fordi jeg kører stærkt, men fordi de andre kører uvirkelig langsomt.

De sidste km mod toppen husker jeg knap nok. Kun brudstykker. Hvad jeg husker er dog at min svigerfar står i sidste sving og hepper på mig. Det var en weird oplevelse der på dette tidspunkt nærmest fik mig til at græde. Come on Jannie.... Han skulle i øvrigt selv have kørt løbet, men styrtede ned ad Alpen med 70 km/t og brækkede kravebenet få dage forinden. Pisse ærgerligt!

Da jeg passerer målstregen er jeg tom for følelser. Tiden siger 9,08 timer og min første reaktion er skuffelse. Jeg kom til Bourg i mit livs form, og en tid under 8 timer var vitterligt inden for rækkevidde, men alligevel failer jeg med alt for mange minutter. Skuffende!
MEN så alligevel ikke! Turen i bil ned ad Alpen får mig til at se tingene i et andet perspektiv, for det var 3. verdenskrig som afspillede sig omkring mig. Aldrig nogensinde har jeg set et kaos af forpinte og udtømte mennesker. Cykler overalt, folk der kastede op, besvimede og gav op. Pludselig følte jeg ikke andet end stolthed over min præstation:-)

La Marmotte 2015 var noget ud over det sædvanlige. Ikke blot var ruten hårdere end normalt, men vejrforholdene var simpelthen ikke for hvide mennesker. At løbet fik lov til at køre til ende uden indgriben fra læger og samaritter er mig en gåde. Havde det været et Ironman stævne var den aldrig gået. Jeg mener ikke at løbet skulle være afblæst, slet ikke. Men jeg mener bestemt at der burde have været langt mere og bedre opsyn med deltagerne. Husk på at vi ikke er proffer med servicebiler og oceaner af vandflasker ved hånden. Langt de fleste aner ikke noget om electrolytter, salte og hvilken mængde væske der skal til, når man udsætter kroppen for sådanne ekstremer. Det kan i værste fald være livsfarligt!

Årets løb blev derfor heller ikke en fair konkurrence målt på form. I såfald havde mit resultat, og sikkert også Svedbaronens, været et helt andet. Men sådan er gamet og det er i bund og grund også en del af charmen ved løbet:-)

Nu har jeg efterhånden kigget på billedet mindst 50 gange, og den vinder mere og mere på mig! Jeg kunne lide den allerede ved første øjekast, så nu minder det nærmest om kærlighed;-)

Farverne spiller dog ikke så godt til dit klubtøj, men så må du jo bare skifte klub..... Til gengæld passer den genialt til dine Jawbreakers, og dit klubtøj er grimt så jeg tillægger solbrillerne størst betydning