Doping er demokratiske og anti-elitært

[AGV]

Doping er demokratiske og anti-elitært sådan konkludere Christopher Arzrouni, 'sportsjournalist på weekendavisen', i sin seneste artikel.

Han argumentere for, at doping ikke bør bekæmpes som det i øjeblikket sker, men måske i stedet accepteres.

Hans seneste indlæg i weekendavisen, er sikkert ment både provokerende og alvorligt på samme tid. Men jeg synes han har nogle gode pointer, der også vil kunne nuancere nogle af de dopingdiskussioner der tidligere har været her på mol.

Gennerelt giver hele artiklen stof til eftertanke, og har til dels revideret mit syn på doping.

Nogle af hans argumenter/meninger lyder således;

Sporten skal være sund og naturlig. Og den skal styrke befolkningens moral. Hvad er ellers meningen med sport?

Men hvad nu, hvis sporten ikke har nogen politisk mening? Hvad nu hvis sporten kun har den mening, der defineres af udøveren og publikum? Hvor er offeret, hvis publikum og sportsfolk er enige om, at præstationsfremmende midler er ok?

Sportsudøvere er blevet stjerner i underholdningsindustrien. De er i en vis forstand blevet sportskapitalister. Hvad er så det underlige i, at sportsudøverne videreudvikler og investerer i deres - i bogstaveligste forstand - »fysiske kapital«, deres kroppe? Ikke bare gennem hård træning - men også gennem præstationsfremmende midler?

Koffein og efedrin udgør ingen større trussel mod sundheden. Det gør væksthormoner og EPO sandsynligvis heller ikke i begrænset omfang. Og selvom doping skulle være sundhedsskadeligt, bygger forbudet på en paternalistisk tilgang til idrætsudøvernes helbred.

Inden for andre områder af idrætten finder man i øvrigt ikke den samme bekymring for idrætsudøvernes sundhed. Det er ganske normalt at lade idrætsudøvere fortsætte en konkurrence på trods af en skade, selvom det på længere sigt kan have alvorlige helbredsmæssige følger. Og det er også tilladt at deltage i konkurrencer, som er forbundet med en stor helbredsmæssig risiko. Tænk bare på Tour de France rytternes nedkørsler ad stejle og snoede veje i regnvejr. Nedkørsler, som af og til resulterer i alvorlige styrt. Det gik sidste år ud over Joseba Beloki.

Fair play i sport er allerede en tvivlsom sag, når de økonomiske midler, træningsforhold osv. er vidt forskellige. Og hvad er der af fair play i, at kenyanere øjensynlig er genetisk overlegent rustet med hensyn til mellemdistanceløb? I en vis forstand er doping en måde at kompensere for det uretfærdige i, at nogle genetisk eller på anden måde har fordele fremfor andre. Derfor er doping vel noget af det mest demokratiske og anti-elitære, der findes. Så har selv svæklingene en chance!

Læs evt. selv hele artikel her; Demokratisk doping

Hvad mener i om de meninger han argumentere for i artikelen? Og er hele kampen mod doping absurdt?

Edited August 2, 2004 by AGV

[Apocalypse]

Jeg ser personligt heller ingen problemer med præstationsfremmenende stoffer så længe de ikke er skadelige i betydeligt omfang (f.eks. mere end at drikke spiritus / ryge osv.).

[Arne]

Jeg ser personligt heller ingen problemer med præstationsfremmenende stoffer så længe de ikke er skadelige i betydeligt omfang (f.eks. mere end at drikke spiritus / ryge osv.).

Ville være rart med en argumentation - i stedet for bare en holdning som man enten kan nikke til ja til, blive forarget over, eller sige "nå" til - Personligt falder jeg i sidste kategori.

[AGV]

Fandt lige ud af at Christopher Arzrouni i øvrigt ikke er sportjournalist men 'erhvervsjuridisk chef'. ;) Hvis det skulle gøre en forskel. :)

Edited August 2, 2004 by AGV

[/Niels]

Eliteidræt er udemokratisk og elitært af natur , så argumentet om at doping er demokratisk og anti-elitært, viser blot at doping og eliteidræt ikke kan kombineres.

[multisport]

Doping er snyd så enkelt er det. Der er enighed i forbundene om at man ikke vil acceptere doping, derfor skal dem der doper sig findes og straffes

[ptpoul]

Det er alt alt for nemt at tage den simplistiske antidoping holdning. Det esværre også meget skadeligt at tage det udgangspunkt, for atleternes ve og vel tages der ikke højde for!

Så længe der er penge involveret i idræt er der et enormt motiv for at indtage doping som idrætsudøver.

Derudover findes der et enormt motiv for at skjule at dopingen finder sted, isæt hvis det er en populær atlet der er ramt.

Der har været eksempler på at det amerikanske atletikforbund skjulte at carl Lewis (som den højest profilerede) og mange andre atleter blev fanget ved de amerikanske udtagelses mesterskaber.

Selv DIF er vanvittigt dobbeltmoralsk. Husk fadæsen omkring Joakim B. Olsens tidligere dopingdømte træner?

DIF udsender presemeddelelse om at dopingdømte trænere ikke ville kunne komme med til OL (på trods af udstået karantæne, endnu en krænkelse af grundlæggende retsprincipper). Samtidigt får Joakim direkte besked fra DIF om at hans tidligere doping dømte træner naturligvis får dispensation.

Andre atleter har af deres nationale forbund fået ophævet/forkortet karantæner.

en af de involverede i dopingkontrollen ved OL fremlagde dokumentation for at over 100 atleter var fundet positive ved et OL. Men pga fejl førte disse positive tests aldrig til karantæner/blev ikke offentliggjort.

Selv pressen kan ikke forvente at blive inviteret igen hvis der stilles spørgsmål om doping.

Dette er i hvert fald tilfældet omkring NFL og NBA i USA.

I den nuværende situation drives der decideret heksejagt på idrætsudøvere. Deres retstilling forringes drastisk.

At Bo Hamburger var ved at miste sin OL billet på grund af antagelser om doping misbrug og ikke på baggrund af en karantæne er et eksempel.

Marion Jones der holdes ude af Golden league stævner på mistanke alene.

I mine øjne handler det kun om PR.

Alle vasker deres hænder hvide.

Når en del af de præstationsfremmende midler er meget sikre at anvende så undres man også ved argumentet for at sætte dem på dopinglisten fra starten af.

Fadæsen omkring THG er også skræmmende. Bengt Saltin har argumenteret for at det ikke er holdbart at doping dømme med tilbagevirkende kraft for et præparat der ikke er påvist præstationsfremmende!

Jeg er ikke overraskende enig i denne betragtning.

De kemikere jeg har talt med siger at ud fra kemikaliets struktur kan det tænkes at blokere for progesteron's receptorer (er en agonist af progesterons receptorer men har kun en svag effekt). Dette ville være gavnligt i forbindelse med brug af steroider der konverteres til progesteron. Men det er ren spekulation -for der er ingen der har undersøgt produktet ordentligt!

I mine øjne skal atleterne hurtigest muligt organisere sig i fagforeninger så de kan beskytte sig mod overgreb fra klubber, forbund osv.

Ud fra mit synspunkt er det problematisk at håndteringen af doping problematikken skjules bag en falsk hensyntagen til de professinelle atleters ve og vel, når det er tydeligt at det eneste det handler om for forbund og klubber er Image og penge.

[mdk]

Eliteidræt er udemokratisk og elitært af natur , så argumentet om at doping er demokratisk og anti-elitært, viser blot at doping og eliteidræt ikke kan kombineres.

Blændende deduktion. :)

Med hensyn til doping for den brede masse er det vel ligesom med fx. heroin. Hvis man havde et hold læger til at rådgive én hele tiden og hvis man havde enorm selvkontrol, så ville kemisk ren heroin ikke være så farligt for almindelige mennesker. Så kunne man nyde det en gang i mellem og leve længe alligevel.

Der findes sikkert også billister, som kan kontrollere en bil med 250 km i timen på en befærdet motorvej. Men derfor skal det vel ikke tillades?

Man blir nødt til at sætte nogle grænser for at undgå en udvikling.

[Apocalypse]

Jeg ser personligt heller ingen problemer med præstationsfremmenende stoffer så længe de ikke er skadelige i betydeligt omfang (f.eks. mere end at drikke spiritus / ryge osv.).

Ville være rart med en argumentation - i stedet for bare en holdning som man enten kan nikke til ja til, blive forarget over, eller sige "nå" til - Personligt falder jeg i sidste kategori.

Al træning, kost osv. en eliteidrætsudøver laver er med præstationsfremmende formål. Jeg kan ikke se hvorfor den medicinske del ikke må komme på højde med de andre dele.

Det ville desuden højst sandsynligt føre til en masse forskning, hvis det blev lovligt at tage de 'ufarlige' præstationsfremmend præparater. Med 'ufarlige' menes stoffer der enten har reviersible bivirkninger, små bivirkninger eller ingen bivirkninger.

De 'farlige' stoffer skal stadigt være forbudt, ellers bliver nogle sportsfolk tvunget til at tage dem for at følge med dem der tager stofferne.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at stortset alle vinderne blandt eliteidrætsfolk er på en eller anden form for doping (der sikkert ikke kan spores ligesom det 'nye' EPO).

[AGV]

Til dem der har læst artiklen, har I så en mening om forfatterens konkrete argumenter/holdninger. Holder de?

Edited August 2, 2004 by AGV

[EverLast]

Hvis man effektivt kunne dele sportsverdenen op i to sektioner, de ikke-dopede og de dopede, så ville jeg ikke have noget problem med at det var lovligt.

Problemet er når det er blandet ind i hinanden som det er idag - så vil det for nogle's vedkommende være et krav at de skal dope sig på en eller anden måde hvis de vil være med i toppen (eks. touren og Mr. O etc.) - og det er ikke et fair at presse nogle til at tage ulovlige midler.

Men kunne man dele sporten op i to grupper, og kunne det udjævne det ulovlige misbrug blandt ikke-dopede så kom da frisk med freaks'ene.

[Scorpio]

Til dem der har læst artiklen, har I så en mening om forfatterens konkrete argumenter/holdninger. Holder de?

Tja, en artikel, der fremhæver en række af de kendte problemstillinger herunder den klassiske konflikt mellem sporten som moralsk forbillede for folket og sportens indbyggede natur om, at vinde ’for enhver pris’.

Hvor mange gange har man ikke hørt fx en dansk landsholdsspiller, der har været skadet op til en for hele nationen vigtig kamp sige: ”Jamen, jeg vil naturligvis gøre alt for at blive klar til kampen.”. Umiddelbart et udsagn, der bekræfter vores ideal om brave sportsmænd, der kæmper alt hvad de har lært for at levere og præstere. Men vil han virkelig gøre alt? Og ville pressen og den folkelige moral i så fald tillade det? Næppe. Og angående en dansk fodboldspiller er det sandsynligvis et ’næppe’ til begge udsagn, så vidt vides.

Sporten befinder sig i et konfliktområde, som ptpoul så fremragende argumenterer, mellem sportsmandens personlige ambitioner og sponsorer og pengemænds ambitioner. Er man sportsmand fordi man gerne vil være forbillede eller er man sportsmand fordi man vil vinde? Nuvel, når man vinder så bliver man forbillede.

Det rejser så et nyt spørgsmål. Er det et forbillede for nutidens unge, at droppe uddannelsen og træne løs fra man er ganske ung for at ende som en del af det meget omtalte og omdiskuterede fodboldproletariat? Er det et forbillede for folk på arbejdsmarkedet, at man bare skal lade sig presse af sin chef til at arbejde røven ud af bukserne for holdet, for virksomheden uden at skele til eget helbred?

Og der det fordi sporten er et forbillede, at folk fylder sig med alkohol, nikotin, ecstacy, p-piller, fontex, prozac, junk food, nervemedicin, viagra…og i stigende grad mere, mere og mere!

Derfor synes jeg da, at det er interessant og relevant, at tage debatten op (endnu engang… og *suk*, vil nogle sikkert sige…).

Jeg er dog ikke enig i at doping er demokratisk. Og udsagnet om, at så har selv svæklinge en chance er jo noget vås – og en forplumring af hans egen argumentationsrække. Genetikken er vel stadig 50-60% i stort set alle olympiske sportsgrene. Så kommer kost, træning, mental styrke, og eventuelle andre præstationsfremmende midler oveni. Jeg enig med /Niels i, at elite-idræt er udemokratisk og elitært. Rammerne for fair play er derfor altid et spørgsmål om, hvor man placerer grænsen. Men uden rammer og lovgivning omkring sporten går det ikke.

[Skander]

Fandt lige ud af at Christopher Arzrouni i øvrigt ikke er sportjournalist men 'erhvervsjuridisk chef'. ;) Hvis det skulle gøre en forskel. :)

Christopher Arzrouni er en enestående provokatør. Mon ikke han har fået installeret denne opdatering siden nytår? :)

[Diddley]

Christopher Arzrounis doping artikel er et led i en længere artikelserie, hvor han forsøger at argumentere modsat den almindelige opfattelse.

Man skal altså ikke tage den som udtryk for hans eller WA's holdning til doping. Derfor kan den jo være interessant nok.

[Crawdaddy]

Doping er langtfra demokratisk som han giver udtryk for. Folk responderer meget forskelligt på fx AS, og sikkert også meget andet doping, så argumentet om at det bare udjævner egentiske forskelle er noget vås. Det er netop de genetiske forskelle der, i stor udstrækning, bestemmer hvem der er bedst. Og er det ikke også sådan det burde være? Hvis ikke den der er besdst til at udnytte sit talent vinder, er det så uretfærdigt? Jeg vil ikke engang bruge betegnelsen udemokratisk, for som /Niels siger, så har det intet med elitesport at gøre.

At hævde at brugen af doping gør det lige for alle er noget vrøvl, og jeg ser da 1000 gange hellere genetisk overlegne sportsfolk vinde, end at folk med middelmådige anlæg for sportsgrenen, men med fantastiske gener for at respondere overlegent godt på doping vinder.

[cfred]

Christopher Arzrounis doping artikel er et led i en længere artikelserie, hvor han forsøger at argumentere modsat den almindelige opfattelse.

Man skal altså ikke tage den som udtryk for hans eller WA's holdning til doping. Derfor kan den jo være interessant nok.

Alle artiklerne