Sign in to follow this  
EverLast

Operation bedste våben mod fedme

Recommended Posts

Crawdaddy >>> Har du måske tænkt den tanke at der kan ligge noget psykisk bag?

Jeg ved godt at den letteste løsning er at karakterisere svært overvægtige som dovne. Men er det så også hele forklaringen? - det tror jeg ikke. En svær overvægt er jo noget der i snit vil kappe 10-30 år af livet (sig til hvis jeg tager fejl). Hvis man er villig til at tage denne konsekvens af ens overforbrug af mad, ja så skyldes det vel andre ofte andre ting end bare dovenskab? Ville et menneske der havde højt selvværd, en god og stor familie, et godt ægteskab, sunde hobbyer og var på toppen fysik men OGSÅ var doven tillade dette at ske?

Nej, selvfølgelig ikke.

Og hvad kan man så bruge denne "erkendelse" til? - ja, der er ikke nogen der taber så meget som et extra gram, ved at man har ondt af sig selv. Allen fra livet er fedt, kommer til at tude hele vejen til graven. Men måske kræver en succesfuld behandling af svært overvægtige, mao. en succesfuld slankekur, også forståelse for og hensynstagen til, disse bagvedliggende faktorer.

<{POST_SNAPBACK}>

Ja dovenskab, i mangel af et bedre begreb, er pyskisk. Det er hvertfald ikke pga deres fysik at de ikke taber sig, så ja selvfølgelig er det et mentalt anliggende. Der hvor vandene skiller, er når man lader offermentaliteten råde ved straks at sige at det er noget man ikke selv kan løse. Dermed gøres det til et uløseligt problem, fordi den enkelte foranlediges til at tro at uden psykologer, diætister eller kirurger har de ikke en chance for selv at gøre noget. Det er et typisk moderne fænomen at man overlader ansvaret for en selv til staten, da man er vant til at gøre det på stort set alle andre områder.

Det vil jeg karakterisere som manglen på at træde i karakter og selv tage ansvaret for sit eget liv og levned. Om man så vil kalde det dovenskab, ligegyldighed, manglende ansvarsfølelse, slaphed eller noget andet er hipsom hap. Du hænger dig for meget i at jeg brugte ordet dovenskab, men det spiller da helt sikkert ind at det er meget lettere at stå til end at tage et ansvar. Det er altid lettere at lægge sig på sofaen med en pose slik end at motionere og langt de fleste mennesker springer over hvor gærdet er lavest. Sådan er det bare.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg er halvvejs enig. Folk må lære at selvmelidenhed er en rar, men komplet ubrugelig følelse (kill your inner child). Og langt hen af vejen er det sikkert også en social konstruktion, at svært overvægtige bliver underlagt en offermentalitet og at de skal hjælpes på statens regning.

Den halvdel jeg er uenig i er at jeg synes det er for let at se bort fra de dybereliggende årsager end dovenskab. Til alles fælles bedste.

Og jeg synes både at dig og doc, mangler at svare på om det "kun" kan være dovenskab/slaphed/selvdisiplin, der kan være årsag til at folk hellere vil putte mad i munden end at leve 10-30 år ekstra?

Edited by Torben F.

Share this post


Link to post
Share on other sites

I nogle meget få tilfælde er der sikkert årsager, som har grund i diverse traumer mm. og i nogle få andre tilfælde er det genetikken, der er problemet. Det afviser jeg bestemt ikke. Men i de resterende 90+% vil jeg mene at årsagerne er dem, der beskrives foroven. Jeg nægter simpelthen blindt at tro på at op imod 1/3 af befolkningen er blevet psykisk syge i løbet af den sidste generations tid. Det holder ganske enkelt ikke vand.

De meget få der reelt har problemer, som ikke handler om at blive drillet i skolegården og andet navlepillende nonsens (Heheh helt JS agtigt :tongue: ) og som ikke kan afhjælpes ved et los i røven, fortjener selvsagt at få en behandling der virker. I nogle meget få tilfælde vil psykologer sikkert kunne hjælpe, men for de fleste vil gastric banding nok stadigvæk være en mere effektiv løsning.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Og jeg synes både at dig og doc, mangler at svare på om det "kun" kan være dovenskab/slaphed/selvdisiplin, der kan være årsag til at folk hellere vil putte mad i munden end at leve 10-30 år ekstra?

Det er vel næppe målet for disse mennesker, at leve mindre tid - og man bliver jo heller ikke bare ekstrem fed fra den ene dag til den anden - det er en process der tager noget tid - ligesåvel som de rygere der udmærket er klar over at det ikke er sundt at ryge, men alligevel gør det, fordi trangen/nydelsen er stor og at de måske har lidt svært ved at se 40 år ud i fremtiden - eller ihvertfald har meget nemt ved at lukke øjene for det faktum.

Det kan jeg ikke se er specielt tankevækkende (især når jeg desværre selv er ryger) - men kategoriserer det ikke af den grund, som en psykisk sygdom.

Og det lyder lidt søgt at sige at det drejer sig om en psykisk sygdom, når man tænker på antallet af mennesker der er esktremt fede - tænk på hvormange psykisk syge der så skulle rende rundt i USA og andre steder i den vestlige verden.

Min egen personlige teori, er en sammenligning med rygning; når jeg tager en cigaret ved jeg at det er usundt, men jeg er god til at overbevise mig selv om at lige præcis den cigaret jeg ryger nu, ikke gør hverken fra eller til - jeg har alligevel røget en del før den jeg tænder nu - og hvad gør een fra eller til ? jeg får en nydelse udaf at ryge den cigaret, og den ene kan føles som en dråbe i vandet.

Sådan kan jeg sagtens sætte mig ind i at det kan være når det angår mad - skaden er allerede sket, så er det jo "ligegyldigt" - det er et lille selvbedrag, men jeg synes jeg ser denne holdning komme til udtryk blandt nogle af dem jeg har set.

Forskellen fra rygning til fedme, er så at jeg kan stoppe med at ryge og så er jeg igang med detsamme - efter 24 timer kan jeg allerede bedre trække vejret, og der er en masse positive sideeffekter ved et stop.

Med Fedme er det lidt anderledes, når man stopper med at overspise (hvilket de altså gør) - så har man altså stadig xxx overføldige kg siddende, og processen med at fjerne det er langsommelig - og hvis man samtidig tager med i betragtning, at de får nydelse udaf maden - og har fundet trøst i dette på en eller anden måde, så kan jeg sagtens se at der må en ret stor karakterstyrke til for at holde en fast linie og gå efter målet.

Jeg er ikke i tvivl om at den overvægtige er led og ked af sin last 99% af tiden, hvilket nok er selvforstærkende når de så kan finde trøst i maden.

Men jeg synes det er overkill at kalde det en sygdom bare fordi det er svært og der er følgeeffekter med fordi det er svært; det er muligt at disse mennesker er dybt deprimerede over deres situation, og jeg kan godt forstå (narkomaner imellem) at de kan være stemt for at skyde skylden på alt mulig andet end lige deres fødeindtag - men jeg kan bare sætte mig ind i, at jeg tror det er meget nemmere at lade være med at se realiteterne i øjenene, end at gøre noget ved det.

Vi har en fyr i centeret som fik foretaget en fedtsugning sidste år - han er ikke ekstremovervægtig, men vel bare almindelig overvægtig. De gange han har kørt seriøs træning, der er der virkelig sket resultater, og han kom ned i en forholdsvis god form, da han tog beslutningen om at få lavet indgrebet.

Hans argument var at det var motivaterende, og nu skulle det være, han var led og ked af de fedtdepoter han havde, og jeg kunne godt følge ham et eller andet sted (selvom jeg synes indgrebet er latterligt) - især når han nu var så godt igang.

Han blev opereret, og i starten gik det fint, og det var ret flot - han var motiveret og det hele. Problemet er at han efter et stykke tid ligesom brugte indgrebet som et "ok" for han lige kunne spise lidt ekstra, lige tage en burger, lige spise noget slik. Altså - så taber jeg virkelig respekten, så er man simpelthen for dum.

Skal man have ondt af sådan en fyr ? jeg mener det altså ikke - jeg møder ham i Netto med en kurv fuld af chips og slik - og med en "undskyldning" om at han har pissetravlt og så kan han ikke få kosten til at glide, men til nytår så sker det ! jeg står med mine ris og mine tunbøtter - og ville da 1000 gange hellere hoppe ned i hans kurv - fordi selvom det er skodmad så smager det den undelyme godt, men 99% af tiden der slår jeg altså de tanker udaf hovedet, selvom jeg kan have nok så meget lyst.

Er han så syg eller er jeg unik ? ingen af delene - han lukker øjenene og holder kun fast i nuet for at kunne smovse i mad - hvor jeg måske har en plan 7 mdr længere fremme eller lignende som indebærer kosten.

PS: samme person har jeg set på en cardio-maskinerne helt seriøst stå og kigge på kcal. forbrændingen, og pludselig sige "nu kan jeg spise en flødeskumskage!" - hvor andre måske ville sige "nu har jeg forbrændt en flødeskumskage".

Edited by EverLast

Share this post


Link to post
Share on other sites
Var der nogle der så extreme makeovers igår på TVDanmark?

3 overvægtige som alle blev sat en operation/fedtsugning i udsigt hvis de kunne tabe sig x antal kg før operationen!!

Det ufattelige var at de alle tabte sig helt vildt på 5 uger med kostomlægning og motion... bare for at de kunne få en fedtreducerende operation!

Fatter ikke efter at have set det at en persone som på 5 uger er nået så langt stadigvæk ønsker en operation når man kan se det kan lade sig gøre under rette forhold at slanke sig og så endda så meget ... men i deres hoveder virkede det som om de troede de ville blive mere lykkelige mennesker af at få en operation på trods af at de allerede havde tabt sig til normalvægt :blink:

<{POST_SNAPBACK}>

Jep jeg så godt programmet. Det var jo helt skørt at målet for deltagerne var en operation. Hvorfor kunne de ikke have fortsat med den fornuftige kost samt motion, hvliket jo tydeligvis virkede. Der var jo ingen af dem der var så overvægtige at en operation var nødvendig, men folk vil åbenbart vælge den nemme løsning. Det er jo sindsygt... :blink:

Det er måske også denne tendens vi desværre er begyndt at se i DK.

Share this post


Link to post
Share on other sites
I nogle meget få tilfælde er der sikkert årsager, som har grund i diverse traumer mm. og i nogle få andre tilfælde er det genetikken, der er problemet. Det afviser jeg bestemt ikke. Men i de resterende 90+% vil jeg mene at årsagerne er dem, der beskrives foroven. Jeg nægter simpelthen blindt at tro på at op imod 1/3 af befolkningen er blevet psykisk syge i løbet af den sidste generations tid. Det holder ganske enkelt ikke vand.
Sludder. Vi snakker om svært overvægtige. Det har både Arne, Torben F og jeg gjort klar tidligere. Det vil sige under 5% af den danske befolkning. Det mangler i at forholde jer til. Meget af det i nævner er rigtigt for, sikkert, de fleste overvægtige personer, men ikke de fleste svært overvægtige. Hvilken litteratur på området har i læst? for ærligtalt tyder på ingenting og så kommer vi ikke videre end at diskutere personlige holdninger. Prøv: Basisbog i medicin og kirurgi, Clinical medicine, Human nutrition and dietetics, Modern nutrition in health and disease, Medicinsk kompendium, Handbook of obisity eller anden god faglig litteratur og vend så tilbage.
Vil du så dermed påstå at den stigende andel af svært overvægtige skyldes at befolkningen er blevet mere syge i løbet af de sidste 10-20 år?

Ja til dels, nu er stigning af svært overvægtige jo heller ikke nær så stor som stigningen af overvægtige. Der er flere og flere personer med psykiske sygdomme, også spiseforstyrelser. Selv om der skulle være næsten lige så mange "syge"(genetisk disponerede) personer for 20 år siden, er det blevet nemmere for dem nu. Mad i rigelig mængde til billigere penge og mindre brug for fysisk aktivitet. Dette er velkendt indenfor området.

Når i postulerer svær overvægt ikke skyldes sygdom eller psykiske problemer mangler i at forholde jer til faktorer som: genetisk disposition, social disposition, appetitregulering, nedsat energiforbrug, medicinsk forårsaget overvægt, metabolisk forårsaget overvægt og sikkert flere.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Var der nogle der så extreme makeovers igår på TVDanmark?

3 overvægtige som alle blev sat en operation/fedtsugning i udsigt hvis de kunne tabe sig x antal kg før operationen!!

Det ufattelige var at de alle tabte sig helt vildt på 5 uger med kostomlægning og motion... bare for at de kunne få en fedtreducerende operation!

Fatter ikke efter at have set det at en persone som på 5 uger er nået så langt stadigvæk ønsker en operation når man kan se det kan lade sig gøre under rette forhold at slanke sig og så endda så meget ... men i deres hoveder virkede det som om de troede de ville blive mere lykkelige mennesker af at få en operation på trods af at de allerede havde tabt sig til normalvægt :blink:

<{POST_SNAPBACK}>

Jep jeg så godt programmet. Det var jo helt skørt at målet for deltagerne var en operation. Hvorfor kunne de ikke have fortsat med den fornuftige kost samt motion, hvliket jo tydeligvis virkede. Der var jo ingen af dem der var så overvægtige at en operation var nødvendig, men folk vil åbenbart vælge den nemme løsning. Det er jo sindsygt... :blink:

Det er måske også denne tendens vi desværre er begyndt at se i DK.

<{POST_SNAPBACK}>

For det første opnår svært overvægtige ikke normalvægt i løbet af 5 uger. For det andet vil det være åndsvagt at tro de ikke tidligere har prøvet/opnået at tabe sig, for manges vedkommende adskillige gange, men taget på igen. Hvorfor sker dette? fordi de synes det er sjovt eller fedt at være svær overvægtig? nej næppe. Højest sandsynligt fordi de har problemer af den ene eller anden slags. Se mit sidste indlæg for eksempler. Mange svært overvægtige har/ har haft store problemer både fysisk og psykisk. Mange har kæmpet med sin vægt i årevis og været utroligt meget igennem, så at påstå at de blot ønsker "den nemme løsning" er fuldstændigt absurt.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Stubbe> men er vi ikke enige om at det at være overvægtig er et uungåeligt skridt på vejen til at blive svært-overvægtig ?

Jeg er slet ikke i tvivl om at der døjes med psykiske problemer når man er overvægtig / svært overvægtig - bare alene udfra det faktum at det ikke er så "populært" at være overvægtigt - hvilket nok påvirker måden man ser sig selv etc. etc.

Men jeg synes det er at stikke lidt blår i øjenene på folk - især overvægtige at det er en sygdom - i mine øjne er det at dække sig indunder noget, og kaste ansvaret fra sig - fordi ligegyldig hvad, så ligger ansvaret hos den enkelte.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Stubbe> men er vi ikke enige om at det at være overvægtig er et uungåeligt skridt på vejen til at blive svært-overvægtig ?
Langt fra alle overvægtige bliver svært overvægtige, hvorfor? De fleste svært overvægtige er disponeret for det, af den ene eller anden årsag, mens overvægtige blot er "nydelsesdyr" som mennesket nu engang er. Derfor er der den kæmpe forskel på om vi snakker om overvægtige eller svært overvægtige.
Men jeg synes det er at stikke lidt blår i øjenene på folk - især overvægtige at det er en sygdom - i mine øjne er det at dække sig indunder noget, og kaste ansvaret fra sig - fordi ligegyldig hvad, så ligger ansvaret hos den enkelte.
Stort set enig. Men man ligger jo heller ikke ansvaret for at en psykisk syg voldtægtsmand bliver rask, hos ham selv? Blot et hurtigt eksempel på, at alle ikke er i stand til selv at tage ansvaret, heller ikke alle svært overvægtige. En del af ansvaret ligger hos individet, mens en del af ansvaret også ligger i miljøet og det offentlige. Jeg forsøger ikke at fratage overvægtige deres ansvar, blot pointere at det ikke altid er så simpelt at sige. Edited by Stubbe

Share this post


Link to post
Share on other sites
Stubbe:

Stort set enig. Men man ligger jo heller ikke ansvaret for at en psykisk syg voldtægtsmand bliver rask, hos ham selv? Blot et hurtigt eksempel på, at alle ikke er i stand til selv at tage ansvaret, heller ikke alle svært overvægtige.

Det var et godt argument, på den måde kan jeg selvfølgelig godt se det.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Stubbe> men er vi ikke enige om at det at være overvægtig er et uungåeligt skridt på vejen til at blive svært-overvægtig ?

Jeg er slet ikke i tvivl om at der døjes med psykiske problemer når man er overvægtig / svært overvægtig - bare alene udfra det faktum at det ikke er så "populært" at være overvægtigt - hvilket nok påvirker måden man ser sig selv etc. etc.

Men jeg synes det er at stikke lidt blår i øjenene på folk - især overvægtige at det er en sygdom - i mine øjne er det at dække sig indunder noget, og kaste ansvaret fra sig - fordi ligegyldig hvad, så ligger ansvaret hos den enkelte.

<{POST_SNAPBACK}>

Giver Fitt ret....

Overvægt skal ikke og må ikke karakteriseres som en medicinsk sygdom der behandles på lige fod med eks. brok, brækket ben eller ligende!

Når i postulerer svær overvægt ikke skyldes sygdom eller psykiske problemer mangler i at forholde jer til faktorer som: genetisk disposition, social disposition, appetitregulering, nedsat energiforbrug, medicinsk forårsaget overvægt, metabolisk forårsaget overvægt og sikkert flere.

Selv ved lavt stofskifte er det muligt at stoppe med at putte mad i hovedet og have en acceptabel kropsform... et ekstremt tilfælde på hvad man faktisk kan på trods af for lavt stofskifte er Jenny Worth som dagligt laver 3-4 timers cardio for at komme ned i fedt% før en fitnesskonkurrence

olympia01_15.jpg

Hvad gælder de andre listede årsager ... ja ... så gælder det samme som overstående --> er man i en udsat gruppe så må man stoppe med at spise så meget!

At man så ikke kan stoppe med at putte i munden fordi man har en psykisk brist - det bør selvfølgelig afhjælpes!

Men er man mentalt ved sine fulde-fem, så bør man da også kunne kræve bare lidt ansvarlighed fra de overvægtige i at afhjælpe deres egen situation lidt på gled i stedet for at lytte til mange af de håbløse undskyldninger de disker op med eller hva ... :blink:

Share this post


Link to post
Share on other sites

Angel, lad mig være ærlig - du skuffer mig

Vi taler om svært overvægtige - bmi 45+ - og så disker du op med en billede af en fitnessstjerne :blink:

Vi er enige om at ejerskab til egne poblemer er centralt - ingen har påstået andet - er man først endt i situationen - så er det svært - meget svært, jeg ved sgu hvad jeg taler om her. For mit eget vedkommende har det kostet 45.000 i psykologhjælp, 2 jobs og megen energi for at komme til et sted efter 4 år, hvor jeg måske kan overskue projektet igen - og jeg er en person med pænt stort mentalt potentiale. Prøv at forstå at det ikke er så simpelt som I gør det til!!!!!

I øvrigt, så skal dem der får operationen stadig gøre en indsats - hælder man 5 liter cola ned eller spiser forkert - så bliver det ikke bedre. Det er bare en hjælp hvor sultfølelsen afhjælpes. For folk der har forsøgt alt i årevis kan det være lige den hjælp der skal til.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Overvægt skal ikke og må ikke karakteriseres som en medicinsk sygdom der behandles på lige fod med eks. brok, brækket ben eller ligende!
Svært overvægtige, som vi jo taler om, skal selvfølgelig hjælpes på den bedst mulige måde, om det er medicinsk, kirurgisk, psykologisk, diætetisk eller en kombination er fuldstændigt ligegyldigt. Alt andet vil være idiotisk og uetisk.
Hvad gælder de andre listede årsager ... ja ... så gælder det samme som overstående --> er man i en udsat gruppe så må man stoppe med at spise så meget!
:4slap: Jep, man stopper blot med at spise for meget, hvor svært kan det være. En pyroman stopper blot med at sætte ild til huse. En kleptoman stopper blot med at stjæle. En alkoholiker stopper blot med at drikke. En depresiv person stopper blot med at være deprimeret. osv. hvor svært kan det være. Det er rystende at tænke på det kommer fra en, måske, kommende læge.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Angel, lad mig være ærlig - du skuffer mig

Vi taler om svært overvægtige - bmi 45+ - og så disker du op med en billede af en fitnessstjerne :blink:

Nu vejede Jenny faktisk over 25 kg for meget før hun fik den ide at hun ville vende op og ned på sit liv... så skuffet synes jeg ikke man bør være selvom hendes BMI kun har være "lidt" over 33 :blink:

Synes dog diskussionen går lidt i både retning af generelt overvægtig som du skiver er 5-25 kg (ville dog ikke mene 25 kg er moderat overvægt hvis man i forvejen ligger i den tunge ende af BMI) og så snakker vi også om de svært overvægtige....

så umiddelbart finder jeg ikke indlægget malplaceret!

Vi er enige om at ejerskab til egne poblemer er centralt - ingen har påstået andet - er man først endt i situationen - så er det svært - meget svært, jeg ved sgu hvad jeg taler om her. For mit eget vedkommende har det kostet 45.000 i psykologhjælp, 2 jobs og megen energi for at komme til et sted efter 4 år, hvor jeg måske kan overskue projektet igen - og jeg er en person med pænt stort mentalt potentiale. Prøv at forstå at det ikke er så simpelt som I gør det til!!!!!
Nu er du måske netop en af de personer som bør have hjælp Arne ... ikke for at fornærme dig eller noget :innocent:

- men du har jo gennem dine historier selv gjort det klart at netop dit problem er mere dybtliggende end måske lige netop så mange andre menneskers er og derfor finder jeg det også underligt at du selv skal bruge penge på den nødvendige hjælp :raisebrow:

I øvrigt, så skal dem der får operationen stadig gøre en indsats - hælder man 5 liter cola ned eller spiser forkert - så bliver det ikke bedre. Det er bare en hjælp hvor sultfølelsen afhjælpes. For folk der har forsøgt alt i årevis kan det være lige den hjælp der skal til.

Netop fordi det kræver en fortsat indsat efter operationen mener jeg ikke det er løsningen! For kunne disse mennesker før de fik mavesækken snørret ind ikke så styrer sig --> hvad får os så til at tro at de vil styre sig efter en sådanne operation!

Jeg tror for størstedelen af de opereret at det bliver penge ud i den blå luft og ofte med mange flere følge komplikationer end man lige regner med og for hvad....?

Share this post


Link to post
Share on other sites
Hvad gælder de andre listede årsager ... ja ... så gælder det samme som overstående --> er man i en udsat gruppe så må man stoppe med at spise så meget!
:4slap: Jep, man stopper blot med at spise for meget, hvor svært kan det være. En pyroman stopper blot med at sætte ild til huse. En kleptoman stopper blot med at stjæle. En alkoholiker stopper blot med at drikke. En depresiv person stopper blot med at være deprimeret. osv. hvor svært kan det være. Det er rystende at tænke på det kommer fra en, måske, kommende læge.

<{POST_SNAPBACK}>

Nu læste du vist ikke det jeg skrev nedenunder.....

At man så ikke kan stoppe med at putte i munden fordi man har en psykisk brist - det bør selvfølgelig afhjælpes!

Men er man mentalt ved sine fulde-fem, så bør man da også kunne kræve bare lidt ansvarlighed fra de overvægtige i at afhjælpe deres egen situation lidt på gled i stedet for at lytte til mange af de håbløse undskyldninger de disker op med eller hva ...

Jeg mener at det fleste overvægtige er ved deres fulde fem og ikke "sindssyge" i gerningsøjeblikket....

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg synes jeg hører en utrolig mængde undskyldninger på vegne af de fede :blink: Hvorfor alle de vidtrækkende forklaringer på hvorfor de ikke kan lade være med at proppe sig? Er det virkelig relevant om man blev mobbet som 3 årig til moster Åses fødselsdag og derfor, i løbet af 10-20 år, har udviklet sig til et fedtbjerg på 150kg? Det er ikke andt end undskyldninger og selvbedrag. Er det nødvendigt at mandsopdække med psykologer af den grund?

Hvis man tager typer, som dem fra livet er fedt, er det ret tydeligt at ingen af dem evner at tage ansvaret for sig selv. Måske er de bare dømt til at være fede? Spørger man dem selv, hvad de fleste undersøgelser gør, så er der altid en eller anden grund/undskyldning der gør at de ikke lige kommer videre. Helt ærligt :blink: Siden hvornår er den slags en gyldig grund og siden hvornår kan man sige at man ikke kan et eller andet pga. en hændelse flere år tilbage i tiden? Er det noget man har fortrængt, kan jeg gå med til det, men at kende hele historien og stadig bruge det som undskyldning holder ingen steder.

Fittsmokers analogi til rygere mener jeg er meget passende. Hvem ville sige at rygere er syge og mandsopdække dem med psykologer?

Edited by Crawdaddy

Share this post


Link to post
Share on other sites

Angel og Crawdaddy >>> Mener i det samme gælder omvendt med anoreksi. De kan jo bare se at stoppe noget føde i munden. Det starter også langsomt med at man spiser mindre og mindre og man begynder at kaste maden op. Man kan jo bare stoppe i tide... ????

Share this post


Link to post
Share on other sites
Angel og Crawdaddy >>> Mener i det samme gælder omvendt med anoreksi. De kan jo bare se at stoppe noget føde i munden. Det starter også langsomt med at man spiser mindre og mindre og man begynder at kaste maden op. Man kan jo bare stoppe i tide... ????

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg vil sige at det er noget helt andet. En anoretiker har et forkert billede af sig selv som fed, hvilket vedkommende ikke kan forlige sig med. Årsagen til det kan have flere årsager, men de sulter så sig selv for at få deres selvopfattelse til at stemme overens med deres ideal. En fed person vil slet ikke have den samme opfattelse af at være ekstremt undervægtig og proppe sig for at få sin virkelighed til at passe med det de ser i spejlet. Ved anoretikeren hænger adfærd og umiddelbar årsag til adfæren sammen, mens den i den fedes tilfælde ikke gør det.

Derudover vil jeg sige at nogle få fede, ud af en stor mængde, sikkert er fede pga psykologiske problemer, mens det nok gælder for samtlige eller de fleste anoretikere at psykologiske problemer er årsag til deres situation. Jeg vil ikke kalde det en sygdom at være fed, mm. der er en patologisk årsag til at man ikke kan styre sit madindtag bare en smule. Læg mærke til at der står en smule. Ingen siger at alle skal have synlige abs, men det kræver noget af en indsats at blive så fed at det kvalificerer til at blive betegnet som svært overvægtig.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Angel og Crawdaddy >>> Mener i det samme gælder omvendt med anoreksi. De kan jo bare se at stoppe noget føde i munden. Det starter også langsomt med at man spiser mindre og mindre og man begynder at kaste maden op. Man kan jo bare stoppe i tide... ????

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg vil sige at det er noget helt andet. En anoretiker har et forkert billede af sig selv som fed, hvilket vedkommende ikke kan forlige sig med. Årsagen til det kan have flere årsager, men de sulter så sig selv for at få deres selvopfattelse til at stemme overens med deres ideal. En fed person vil slet ikke have den samme opfattelse af at være ekstremt undervægtig og proppe sig for at få sin virkelighed til at passe med det de ser i spejlet. Ved anoretikeren hænger adfærd og umiddelbar årsag til adfæren sammen, mens den i den fedes tilfælde ikke gør det.

Derudover vil jeg sige at nogle få fede, ud af en stor mængde, sikkert er fede pga psykologiske problemer, mens det nok gælder for samtlige eller de fleste anoretikere at psykologiske problemer er årsag til deres situation. Jeg vil ikke kalde det en sygdom at være fed, mm. der er en patologisk årsag til at man ikke kan styre sit madindtag bare en smule. Læg mærke til at der står en smule. Ingen siger at alle skal have synlige abs, men det kræver noget af en indsats at blive så fed at det kvalificerer til at blive betegnet som svært overvægtig.

<{POST_SNAPBACK}>

Ak ja

Du konstetere at eftersom svær fedme ikke kan være lige "det omvendte" af anorexi - så er det noget helt andet. Anorexi er en forfærdelig sygdom - og jeg er glad for at det i dag anderkendes som sådan. Jeg er ikke ude på at skaffe fede en undskyldning ved at sige at det til en hver tid er en sygdom - men når vi taler megetsvært overvægtige, så kan årsdagen godt være beslægtet med amorexi. Det der kendetegner anorexi er ikke så meget et billede af sig selv som tynd - det er et spørgsmål om kontrol - og det vil det, grotesk nok, også ofte være for meget overvægtige.

For mig selv handlede det i høj grad om beskyttelse og beskæftigelse - jeg var da klar over at jeg spiste groteske mængder det år hvor jeg tog 60 kg på - jeg tænkte over det hver dag - men jeg kunne ikke slå bremserne i - i dag ved jeg at det faktisk er sandt - JEG KUNNE IKKE STOPPE. Jeg vil ikke gå dybere i det - men når I ser en svært overvægtig, så er der sandsynlig en historie bag - så hold lidt igen på jeres lette fordømmelser.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Læg mærke til at jeg gentagne gange har sagt at der for nogle få svært overvægtige, vil være psykologisk problemer som årsag til deres situation. Det betvivler jeg ikke. Men at sidestille størstedelen af fede/svært overvægtige med anoretikere vil jeg ikke være med til.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Én ting er sikkert - problemet bliver ikke løst ved grove generaliseringer og forsimplinger.

Rigtig mange let overvægtige (f.eks. 5-15kg) er det pga deres prioritering i hverdagen. De prioriterer familien, socialt samvær, karrieren osv osv højere end sund kost og motion. Nogen kalder dem så dovne og lade, men det mener jeg ikke er rimeligt i alle tilfælde.

Gruppen af svært overvægtige har et noget andet forhold til mad, og erfaringen viser med alt tydelighed at det er tåbeligt at skære alle over én kam og sige deres problemer er pga dit eller dat. Vores samfund idag mht transport, føde og arbejde gør det muligt at leve forfærdelig usundt og indtage alt for meget mad, fordi det er så fandens billigt, derfor ser vi disse problemer nu, som ikke var der for 30-50år siden.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Nu læste du vist ikke det jeg skrev nedenunder.....

At man så ikke kan stoppe med at putte i munden fordi man har en psykisk brist - det bør selvfølgelig afhjælpes!

Men er man mentalt ved sine fulde-fem, så bør man da også kunne kræve bare lidt ansvarlighed fra de overvægtige i at afhjælpe deres egen situation lidt på gled i stedet for at lytte til mange af de håbløse undskyldninger de disker op med eller hva ...

Jeg mener at det fleste overvægtige er ved deres fulde fem og ikke "sindssyge" i gerningsøjeblikket....

Så hvis man ikke kan stoppe med at putte i munden på grund af en genetisk brist, fysisk brist eller social brist er man blot en af "de fede klumper" som er fyldt med håbløse undskyldninger og ikke gider tage vare på sig selv?

"at man bare skal lade være med at spise så meget" er simpelthen den dummeste og mest nedladende kommentar omkring svært overvægtige som denne tråd har set.

Fittsmokers analogi til rygere mener jeg er meget passende. Hvem ville sige at rygere er syge og mandsopdække dem med psykologer?

Men rygere får jo netop behandling og operationer på lige fod med alle andre, hvilket der er blevet nævnt svært overvægtige ikke skal have. Rygere der ønsker at stoppe kan tillige få hjælp af både den ene og anden slags, hvilket der er blevet nævnt svært overvægtige ikke skal have. Så enten er analogien dårlig eller også ved i ikke hvad i mener?

Læg mærke til at jeg gentagne gange har sagt at der for nogle få svært overvægtige, vil være psykologisk problemer som årsag til deres situation.

Hvor har du det fra, at det kun er hos nogle få det gælder?

Hvis du læser nogle af de referencer jeg kom med tidligere, vil du se at de fleste svært overvægtige, ikke nogle få, har problemer af den ene eller anden slags. Det være sig psykologiske, genetiske, sociale, fysiske, metaboliske eller andet. Så i stedet for at lufte vores holdninger kunne vi diskutere det på et fagligt niveau, var det noget?

Hvordan kan det være at en sund og rask, svær overvægtig person som ikke lider af noget psykisk, ikke blot kan lade være med at spise for meget, når nu det er så let? De er klar over at det er skadeligt for deres helbred, de er godt klar over at det korter mange år af deres liv, de er godt klar over at de har fysiske problemer i hverdagen og de er godt klar over at bliver mobbet og latterlig gjort alligevel gider de ikke gøre noget ved deres situation. Hvorfor? Kan det være fordi han alligevel ikke er helt sund og rask eller at der måske alligevel er noget psykisk i vejen med ham? Næææ, så lyder det jo meget mere rationelt at han bare er dum og doven?

Edited by Stubbe

Share this post


Link to post
Share on other sites

Selvfølgelig vil grunden til fedmen variere, og man kan godt stille spørgsmålstegn ved, hvad der kom først "hønen eller ægget". Selvfølgelig skyldes det MANGE faktorer og ikke bare dovenskab elelr stupiditet hos nogle få. At 50% af USA's befolkning er overvægtige (Vi er også godt på vej) vidner netop om, at det er en folkesygdom og bunder i hele livsstilen, som føres i dag.

I og for sig synes jeg dog, at det er en ligegyldig diskussion. Faktum er, at folk bliver federe og federe, og at de har svært ved at smide de overflødige kilo igen, så de derfor bl.a. må ty til operationer for at håndtere fedmen.

Men hvad mener I så er det bedste våben mod fedme på nuværende tidspunkt. Hvad skal der gøres?

Vi kan vel alle blive enige om, at operationer må og skal være sidste udvej, og at forebyggelse er en langt bedre strategi.

P.s.

Velfærdskommisionens bud på den økonomiske udvikling de næste 40 år er, at folk næsten vil have dobbelt så mange penge til forbrug mellem hænderne om 40 år. Dertil kommer nok en uungåelige produktivitetsstigning, bl.a. med genteknologi osv., der vil nedsætte priserne på fødevarer yderligere. Så folks mulighed for at fylde sig med affald vil stige markant, hvilket jo ikke taler for, at det vil gå den rigtige vej, hvis der ikke foretages noget på området.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Guest DBM

Der findes helt sikkert personer hvor fedme er opstået på grund af en alvorlig sygdom - fysisk eller psykisk. De skal selvfølgelig have hjælp ligesom alle andre syge. Alle ved da, at det kan være svært at styre sin kost hvis man ikke er på toppen, så selvfølgelig har folk med massive psykiske problemer svært ved det!

MEN jeg er altså overbevist om at størstedelen af de overvægtige er blevet det fordi de er dovne/ligeglade. Jeg tror altså ikke, vi er blevet oversvømmet af psykiske problemer de sidste ca. 20 år - jeg tror nærmere vi er blevet mere dovne og æder mere skod-kost!

Jeg kender det selv fra min vennekreds, hvor flere da også selv indrømmer det. Det gider ikke rigtig holde sig i form, og det er helt udelukket at skære ned på øl, pizza, slik, sodavand, chokolade mm. - SÅ er det altså svært at tabe sig!!

Share this post


Link to post
Share on other sites
Nu læste du vist ikke det jeg skrev nedenunder.....

At man så ikke kan stoppe med at putte i munden fordi man har en psykisk brist - det bør selvfølgelig afhjælpes!

Men er man mentalt ved sine fulde-fem, så bør man da også kunne kræve bare lidt ansvarlighed fra de overvægtige i at afhjælpe deres egen situation lidt på gled i stedet for at lytte til mange af de håbløse undskyldninger de disker op med eller hva ...

Jeg mener at det fleste overvægtige er ved deres fulde fem og ikke "sindssyge" i gerningsøjeblikket....

Så hvis man ikke kan stoppe med at putte i munden på grund af en genetisk brist, fysisk brist eller social brist er man blot en af "de fede klumper" som er fyldt med håbløse undskyldninger og ikke gider tage vare på sig selv?

"at man bare skal lade være med at spise så meget" er simpelthen den dummeste og mest nedladende kommentar omkring svært overvægtige som denne tråd har set.

Med mindre man ikke selv har styr på egne handlinger, så er det da en meget fornufftig kommentar. Med mindre man er fuldstændig viljeløs, har man altid muligheden for ikke at udføre en handling. At sige andet er fuldstændig at fritage folk for ansvar for deres handlinger. Hvis de har disse brister som du siger de har, så vil enhver behandling være 100% udsigtsløs, for hvad kan man da stille op med brister af den karakter?
Fittsmokers analogi til rygere mener jeg er meget passende. Hvem ville sige at rygere er syge og mandsopdække dem med psykologer?

Men rygere får jo netop behandling og operationer på lige fod med alle andre, hvilket der er blevet nævnt svært overvægtige ikke skal have. Rygere der ønsker at stoppe kan tillige få hjælp af både den ene og anden slags, hvilket der er blevet nævnt svært overvægtige ikke skal have. Så enten er analogien dårlig eller også ved i ikke hvad i mener?

Får rygere operationer så de ikke ryger så meget? Den hjælp rygere får til at stoppe med at ryge er rimelig begrænset. De kan købe tyggegummi, som de selv skal betale. Såfremt de er offentlige ansatte er der visse tilbud, mens det for privat ansatte ikke altid er tilfældet. Damn, de får sq i hoved og røv :blink:

Prøv at læse hvad der blev skrevet mht. analogien igen. Hovedpointen ved at bruge den er at fastslå at grov fedme ikke er en sygdom, men en last, som rygning, der er svær at overvinde.

Læg mærke til at jeg gentagne gange har sagt at der for nogle få svært overvægtige, vil være psykologisk problemer som årsag til deres situation.

Hvor har du det fra, at det kun er hos nogle få det gælder?

Hvis du læser nogle af de referencer jeg kom med tidligere, vil du se at de fleste svært overvægtige, ikke nogle få, har problemer af den ene eller anden slags. Det være sig psykologiske, genetiske, sociale, fysiske, metaboliske eller andet. Så i stedet for at lufte vores holdninger kunne vi diskutere det på et fagligt niveau, var det noget?

Newsflash!!! Alle har problemer, men ikke alle vælger at æde sig flommefede som respons på at have problemer. Hvor mange fede har genetiske eller metaboliske problemer? Meget få, med mindre man bruger en definition, der er så bred at rigtig mange vil falde ind under den. De få, hvilket jeg også tidligere har sagt, har patologiske årsager der gør at de er overvægtige og kan de hjælpes medicinsk, så fint.

Fede, som har sociale og psykologiske betingede problemer er der flest af, med mindre du seriøst mener at den danske genpøl er så defekt at op imod 20% af befolkningen har gener, der får dem til at æde som sindsyge og ikke kan stoppe igen. Spørger man dem hvorfor de er fede, så vil de med 100% sikkerhed kaste aben fra sig og skyde skylden på alt lige fra samfund til bussemanden. Den slags selvrapportering er vist en af de eneste måder at lave den slags undersøgelser på. At tage det seriøst at andelen af danskere, med social og psykologiske problemer, som fører til grov overspisning, er steget dramatisk indenfor de sidste 20 år, må du længere ud på landet med. Langt de fleste er med garanti bare for ugidelige/dovne til at gøre noget ved det og man gør dem kun en bjørnetjeneste ved at godtage syge undskyldninger om problemer i barndommen mm og synes at det er synd for dem.

Hvordan kan det være at en sund og rask, svær overvægtig person som ikke lider af noget psykisk, ikke blot kan lade være med at spise for meget, når nu det er så let? De er klar over at det er skadeligt for deres helbred, de er godt klar over at det korter mange år af deres liv, de er godt klar over at de har fysiske problemer i hverdagen og de er godt klar over at bliver mobbet og latterlig gjort alligevel gider de ikke gøre noget ved deres situation. Hvorfor? Kan det være fordi han alligevel ikke er helt sund og rask eller at der måske alligevel er noget psykisk i vejen med ham? Næææ, så lyder det jo meget mere rationelt at han bare er dum og doven?

Hvis du havde læst hvad der blev skrevet, så har jeg gang på gang sagt at det er uendelig meget lettere at lade stå til end at gøre noget ved et problem. Mad smager godt og slik og chokolade smager sandelig også godt. Det er langtfra lige så let at tabe sig som det er tage på og det er langtfra lige så behageligt. Hvad er så nemmest at gøre? Springe over hvor gærdet er lavest og bortrationalisere behovet for at tabe sig eller tage sig sammen og tabe sig? Problemet er nøjagtigt det samme for rygere, jævnfør Everlasts glimrende analogi. Er man dum når man fortsætter med en livsstil, som man inderst inde ved er usund og skadelig for en? Ikke nødvendigvis og derudover er det noget du skriver og ikke jeg. Jeg siger man mangler viljestyrke, selverkendelse, at man er for lad og at man lyver for sig selv.

Behøver man virkelig at finde en vildt indviklet psykologisk forklaring på at folk æder for meget og har svært ved at stoppe igen end at det er det nemmeste i den pågældende situation?

Edited by Crawdaddy

Share this post


Link to post
Share on other sites
Craw:
Stubbe:

Men rygere får jo netop behandling og operationer på lige fod med alle andre, hvilket der er blevet nævnt svært overvægtige ikke skal have. Rygere der ønsker at stoppe kan tillige få hjælp af både den ene og anden slags, hvilket der er blevet nævnt svært overvægtige ikke skal have. Så enten er analogien dårlig eller også ved i ikke hvad i mener?

Får rygere operationer så de ikke ryger så meget? Den hjælp rygere får til at stoppe med at ryge er rimelig begrænset. De kan købe tyggegummi, som de selv skal betale. Såfremt de er offentlige ansatte er der visse tilbud, mens det for privat ansatte ikke altid er tilfældet. Damn, de får sq i hoved og røv

Prøv at læse hvad der blev skrevet mht. analogien igen. Hovedpointen ved at bruge den er at fastslå at grov fedme ikke er en sygdom, men en last, som rygning, der er svær at overvinde.

Enig med craw her - pointen var også at drage en parallel til en last som man ved ikke er sund for een, men har meget meget svært ved at lægge på hylden - selvom det i sidste ende faktisk kan betyde død eller sygdom.

Men kender ikke så meget til nogle operationer ? man kan købe sine rygestopprodukter på apoteket (hvilket er ligeså dyrt som at ryge) - og jeg har prøvet det flere gange, men trangen forsvinder jo ikke bare.

Man kan prøve akupunktur, hypnose og hvad har vi - men det er da noget som man skal punge ud for selv - er ihvertfald ikke blevet tilbudt det gratis.

Der findes nogle piller som man kan få på recept som nogle har gode erfaringer med, men de er vist tilmed pænt dyre.

Ikke at jeg kræver det - fordi jeg selv betragter det med rygningen som noget med viljestyrke - men det kan altså være en del sværere end man lige tror - og meget få udekommende omstændigheder kan ødelægge værket.

Arne:

For mig selv handlede det i høj grad om beskyttelse og beskæftigelse - jeg var da klar over at jeg spiste groteske mængder det år hvor jeg tog 60 kg på - jeg tænkte over det hver dag - men jeg kunne ikke slå bremserne i - i dag ved jeg at det faktisk er sandt - JEG KUNNE IKKE STOPPE. Jeg vil ikke gå dybere i det - men når I ser en svært overvægtig, så er der sandsynlig en historie bag - så hold lidt igen på jeres lette fordømmelser.

Jeg ved ikke om Arne kan/vil/har lyst til at bidrage lidt med det psykiske aspekt ved sin erfaring med overvægten ? og måske komme med input om han kan følge det med rygningen bare lidt - eller om det er langt langt langt ude i hampen.

Men du siger her du ikke KUNNE stoppe - de gange du tænkte tanken (hvilket jeg går udfra du har gjort mange gange i den periode) hvad var det så der fik dig til at falde i ? hvad fik du udaf at spise, fremfor at tage fat om problemet ?

Mit argument overfor mig selv er netop også at jeg ikke kan stoppe - hvilket ihvertfald for mit vedkommende ikke er rigtigt, selvfølgelig kan jeg stoppe.

Edited by EverLast

Share this post


Link to post
Share on other sites

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!

Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.

Sign In Now

Sign in to follow this