Overtræning som fænomen op i dagspressen

[CoqRouge]

http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article1250176.ece Edited January 31, 2008 by CoqRouge

[CoqRouge]

Så fik jeg tid til at samle tankerne lidt om emnet. Som jeg ser det, ligger der følgende eksplicitte og implicitte udsagn i artiklen:

1:Træning er godt, men meget træning er ikke godt, og "meget" træning kan være fra 15 timer pr. uge

2: 20 % af dem, der træner i fitnesscenter, træner for meget og/eller er sygeligt optagede af træning og/eller ernæring

3: Den uhensigtsmæssige adfærd kan iagttages på MOL

4: En medvirkende årsag til problemerne er den fokus på træning og ernæring, som bl.a. Chris MD har skabt?

Hvad skal man så mene om det? Tjah, mine tanker er følgende:

1: Her er der masser af begrebsforvirring. Overtræning ser jeg som en forbigående tilstand, der næppe blandt almindelige mennesker er så almindelig, som man kan få indtrykket af ved at læse diverse træningslitteratur. Det fremgår dog også af artiklen, at man mere tænker på den langsigtede overbelastning ved megen træning. OK, hvem på MOL har mere personlig erfaring med dette end undertegnede? Og det er rigtigt nok, at medaljen har en bagside. Min deltagelse i "Helbred 2006" slog fast, at alle måleværdier - blodsukker, kolesterol osv. ligger inden for normalområdet og at jeg har en fysisk præstationsevne over gennemsnittet - uanset alder! Hertil kommer stort set ingen sygedage. Det er til dels en følge af mange års træning, men på den anden side har jeg også elendige akillessener, sarte knæ og kronisk ondt i lænden. Og ja, jeg har specielt i de yngre år ofte trænet over 15 timer om ugen. Der er altså et trade off. Den rigtige balance må være op til den enkelte.

2: Tallet her er skam seriøs videnskab. Det bygger på en efter beskrivelsen ikke specielt sagkyndig forskers observationer i ét eller flere fitnesscentre. Hun kan så ikke gøre for, at Radioavisen fik det til at lyde som om, at 20 % af befolkningen - altså os alle! - "overtræner". Ikke desto mindre er tallet i følge mine lige så videnskabelige observationer i fitnesscentre helt hen i vejret. 2 % var nok tættere på. Langt den overvejende del af gæsterne i et fitnesscenter træner for lidt, IKKE for meget!

3: Her er jeg enig med artiklen. Ingen skal her fremhæves ved navn, men på MOL kan man f.eks. jævnligt læse om i øvrigt normale og normaltvægtige mennesker, der i fuldt alvor vejer deres mad til daglig! Det lyder for mig - der ikke vil stille diagnoser! - som en spiseforstyrrelse, der venter på at bryde ud. Det beviser dog ikke en hel masse om hverken befolkningens vaner eller den almindelige gæst i et fitnesscenter, for mon ikke "nørderne" er kraftigt overrepræsenterede på MOL?!

4: Ja, fokus på et emne øger sandsynligheden for ekstrem adfærd blandt modtagelige individer. Men hvad er alternativet? At vi gør det til et tabubelagt emne - eller hvad? Jeg frygter, at den seneste omtale i dagspressen vil blive en sovepude og en undskyldning for ikke at træne og interessere sig for sin kost for mange individer, der kunne have godt af træning og kostomlægning.

Apropos tabu fik man i Radioavisen sagt, at emnet "overtræning" er tabubelagt. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad i alverden der har givet d'herrer og damer journalister den idé! Lad mig nævne, at Google giver 9010 hits på ordet.

Edited January 31, 2008 by CoqRouge

[Sina]

Problemet har vidt forskellige fysiske og mentale aspekter. Der er forskel på problemerne ved kroppens fysiske tilstand efter overtræning på den ene side, og på den anden side problemerne ved tvangspræget sundhedsfiksering, neurotisk træningsafhængighed, evt. kombineret med spiseforstyrrelser af forskellige grader, overdrevne sociale afsavn og diverse selvværdsproblemer forbundet med den evige jagt på den perfekte krop.

Der er ingen grund til at tro, at over 15 timers træning om ugen nødvendigvis skulle bringe en i farezonen for hverken det ene eller det andet, og jeg tror, som CoqRouge, også snarere, at de fleste i centrene træner for lidt.

Men de psykiske problemer er til gengæld meget, meget udbredte, uafhængigt af hvor mange timer, der trænes om ugen. Jeg ved ikke, om 20% i fitnesscentrene har et problem med den nævnte overfokusering på træning/ernæring, men alt for mange har, også blandt brugerne på MOL.

[apprenti]

Men de psykiske problemer er til gengæld meget, meget udbredte, uafhængigt af hvor mange timer, der trænes om ugen. Jeg ved ikke, om 20% i fitnesscentrene har et problem med den nævnte overfokusering på træning/ernæring, men alt for mange har, også blandt brugerne på MOL.

20% virker for mig som et temmelig stort tal og jeg tvivler stærkt på at tallet er så højt. Uanset hvad så tror jeg det er en logisk modpol til mange af de kraftigt overvægtige som vi ser i dagbilledet.

jeg er helt enig i dit punkt 4!

punkt 3 er jeg dog ikke helt så enig i. jeg tror der er mange herinde der vejer deres mad for at sikre sig de har den optimale krop, fx når de cutter. i forhold til computernørder ville det svare til at tweake pc'en konstant og holde styr på hvor meget man performer. det kan jeg ikke se det store problem i, selvom det selvfølgelig nogle gange kan tage overhånd.

[maxpuls]

Det er den værste form for generalisering, jeg har hørt længe. Jeg kan slet ikke være enig i at det automatisk giver tab af livskvalitet at træne meget. Hvis dem der træner så mange timer i ugen, har det godt med det, giver det vel tværimod øget livskvalitet. Om det er sundt og kroppen tager skade... det kommer vel meget an på hvordan man træner og om man varierer træningen. Meget træning kan vel også være begrundet i et ønske om at opnå et mål. Mig bekendt har prof. sportfolk endnu mere fokus på ernæring og træning - og det har jeg ikke hørt skulle være sygeligt eller usundt...... (er håndboldlandsholdet en flok psykiske vrag med tvangstanker og manglende selvværd?).

Det er klart at hvis ernæring og træning bliver en "tvangstanke" eller virkelighedsflugt, så har man et psykisk problem - men det er vel ikke automatisk affødt af meget træning (jeg vil nærmere tro det er i modsat rækkefølge). Der skal selvfølgelig nok være nogen som det er et problem for - men mon ikke de er lidt psykisk ustabile i forvejen - og de derfor også har mange andre problemer at slås med. Om så meget træning gør "skaden eller lidelsen" større, tjaaa.....

Og, ja i radioen fik det til at lyde som 20% af befolkningen led af overtræning og manglende selvværd.... den burde vel lige blive dementeret

[Thorhauge]

3: Her er jeg enig med artiklen. Ingen skal her fremhæves ved navn, men på MOL kan man f.eks. jævnligt læse om i øvrigt normale og normaltvægtige mennesker, der i fuldt alvor vejer deres mad til daglig! Det lyder for mig - der ikke vil stille diagnoser! - som en spiseforstyrrelse, der venter på at bryde ud. Det beviser dog ikke en hel masse om hverken befolkningens vaner eller den almindelige gæst i et fitnesscenter, for mon ikke "nørderne" er kraftigt overrepræsenterede på MOL?!

I stedet for at kalde det for spiseforstyrrelse kunne man vel også kalde det dedikation....

Ekstreme mål kræver ekstreme midler.

[CoqRouge]

OK, Thorhauge. Dedikation er et meget spændende emne, som jeg gerne vil diskutere. Jeg vil så godt bemærke, at vi ikke længere diskuterer ovennævnte artikel og indslaget i radioen. Hvad det angår, tror jeg, at vi er 98 % enige.

Jeg kender dig ikke og har ikke nogen mening om din dedikation – graden af denne og dedikation til hvad. Jeg vil bare gerne fortælle en lignelse:

Da jeg for mange år siden var i den danske karate-elite, havde jeg en jævnbyrdig modstander – Mogens – fra Århus Karate Skole. Vi havde mødt hinanden 2 gange med en sejr til hver (naturligvis blev jeg bortdømt i hans sejr, men det er en anden historie). Nuvel, til en landsholdssamling forkyndte Mogens, at han havde slået op med sin kæreste. Hvorfor, blev han spurgt. Hans svar var, at han følte, at sex tappede ham for kræfter. Her er det så, at jeg mener, at dedikation går over i psykotisk adfærd. Nødvendigheden af at forplante sig er instinktuel – og er man så dedikeret, at man tilsidesætter dette, er det sgu ikke normalt eller rigtigt!

Skæbnens ironi er, at jeg små 10 år senere mødte Mogens på tennisbanen i Slazenger Cup – og myrdede ham! Dedication will only take you this far…….

Hvor vil jeg hen med dette? Jo, dedikation skal have et formål. Lad os nu forestille os en bodybuilder, som gerne via sin flotte krop vil gøre indtryk på kvinderne. Nuvel, han scorer – men kan ikke følge sejren op, for han skal desværre have sine aminosyretabletter og efterfølgende træne! Det holder da ikke! Formålet – hvis der er et – må da gå forud for processen – eller man må erkende med sig selv, at processen er blevet formålet, og man nyder at veje sine tomater, for det er nu engang sjovt at veje tomater! Det er for så vidt OK med mig – men jeg kan godt forstå, at ”almindelige” mennesker uden træningsbaggrund synes, at det er en smule skørt!