Holistisk tilgang til vægttab

[jkc]

Betragt følgende sammenligning mellem fotografering og vægttab:

Hvordan tager man et fotografi? Mange vil svare at man peger kameraet efter sit motiv og trykker på udløseren. De indviede vil tilføje at man skal vælge den rigtige blænde og eksponeringstid samt 100 andre tekniske deltaljer. Hvordan tager man et ærefrygtindgydende flot billede? Ganske få ved det og de kan desværre ikke forklare hvordan man gør, noget med komposition, timing osv...

Hvordan taber man sig og holder vægten? Mange vil svare at man skal spise mindre og motionere mere. De indviede vil sige spis 6 små sunde måltider om dagen og sørg for at dyrke den og den form for motion. Hvordan kan man gøre dette til en livsstil? Nogle finder ud af det men det kan ikke rigtig forklares, noget med viljestyrke...

Inden for fotografi afhænger fotografierne i sidste ende af ens kunstneriske evner og ikke af teknis snilde (alle gode fotografer har selvfølgelig den fornødne tekniske snilde). Jeg vil påstå at der kan drages en parallel til vægttab. Vi hænger os alt for meget i det rent mekanisk/fysiologiske i et vægttab (spis mindre/motioner mere), men er alle i dagens Danmark ikke klar over hvordan denne simple formel går op? Alle overvægtige ved at de spiser for meget og alle rygere ved godt at det er usundt at ryge (i hvert fald dem der har et ønske om at skifte livsstil).

Jeg vil påstå at ens psykiske ballast (mobning i skolen, manglende kærlighed, overgreb osv.) er langt det vigtigste at fokusere på. Ting som stress og søvnproblemer bør også nævnes.

Som eksempel kan nævnes et indlæg i dette forum omkring gastric bypass. Trådstarter ville have en operation fordi han simpelthen havde prøvet alt for at tabe sig og holde vægten, men havde ikke haft held med det. Det viste sig imidlertid at han var sindssygt stresset og ikke mente at det var muligt at få mere tid i hverdagen. I dette tilfælde er overspisningen altså en følge af stress og derfor nytter det ikke at fokusere på at gøre mavesækken mindre, men at gøre stressen mindre fordi overspisningen i dette tilfælde er afledt af stress.

Jeg var selv helt normalvægtig indtil puberteten, men så begyndte kiloene at komme på. Toppede på 106kg som 20-årig (1,8 høj). Jeg har en mild form for asperger og dette gjorde mig et nemt mål for mobning i skolen. Jeg blev tit hjemme fra skole for at få en pause og hvad var bedre at dulme smerterne med end nutella og cola? Først efter jeg har identificeret disse problemer og har lært at tackle dem med andet end mad, har det lykkedes mig at holde vægten.

Kan varmt anbefale bogen Shrink Yourself af psykiateren Roger Gould. I den lærer man at identificere sine følelsesmæssige problemer og hvordan de skal bekæmpes uden brug af mad. Ingen snak og kost og motion (det mekaniske) men kun om det psykiske, som altid er roden til overspisning. Ja det lyder sgu som en dårlig amerikansk TV-shop reklame, men jeg mener det sgu! ;-)

[zetter]

Jeg kunne godt tænke mig at kommentere en masse ting af det du skriver, men har desværre ikke tid. Men du har ret i at folk bliver nødt til at opleve en form for nydelse og tilfredshed ved at dyrke motion. Hvis det er en sur pligt falder de tilbage til deres gamle (dårlige) vaner. Du har en klar pointe i at fokus udelukkende på kvantitative faktorer ikke er tilstrækkeligt.

[jkc]

@zetter:

Netop. Man kan formulere det på følgende måde: Motioner ikke for at tabe dig, men tab dig for at gøre det sjovere at motionere.