Lang løb vs. Sprint/interval.

[manhattan1]

Jeg har nu hørt mange forskellige holdninger vedr. Løb, og er lidt i tvivl. hvis man nu kigger udfra de nyere ting på motion-online f.eks. At hård interval på 14 dage kan forøge ilt optagelsen, og at 3 x 5 km. (hurtigst muligt) om ugen er et optimalt løbe program.

Betyder det så at interval, hvor du løb max. (sprint) Derefter har en kort pause også løb max. Igen osv.

Er det bedre for kondien end lang distance løb ?

Hvad fordele har et lang distance løbe program i forhold til interval ?

(og hvad ville du generalt anbefale).

[Mr.Freeze]

Det kommer jo an på hva' du ska' bruge dit løb til? Er det for at træne til marathon eller til noget andet sport eller er det bare for fornøjelsens skyld?

Jeg løb en overgang 40-50 km om ugen, fordelt på 5,10 og 15 km distancer. På et tidspunkt følte jeg at jeg ikk forbedrede mine resultater. Jeg besluttede at prøve med et interval program.

Det tager udgangspunkt i en Cooper-test. Alt efter hvor langt man løber ska' man løbe et vist tidsinterval for 400, 600 og 800m. Der er 8 trin (1. trin er 10 x 400m med 1 mins pause imellem hver) med stigende antal meter. Det er så meningen efter 8. trin at man så ska' løbe en ny Copper-test og have forbedret sig og starte forfra på programmet. Jeg løb 1 trin hver uge udover mine normale km. Jeg forbedrede mine tider mærkbart på alle distancer, men fik dog aldrig taget mig sammen til at løbe endnu en Cooper-test (det er en længere historie :D )

Konklusion: Jeg mener helt sikkert et interval program kan hjælpe på din kondi. Det kræver heller ikk så meget tid (max 30 mins pr trin). Så udbyttet af interval træning er meget højt i forhold til hvor lang tid du bruger på løb. Men træner du for at deltage i et løb, vil jeg mene at du også behøver lange løb. Dels for at vænne dig til psykiske side af at løbe langt, dels for at se hvordan din krop vil reagere.

[Guest Voravong]

Intervaltræning er bedst til at forbedre din maksimale iltoptagelse.

Langdistance øger udholdenheden i muskler, sener og led.

I England lavede man et forsøg med rotter, hvor den ene trediedel svømmetrænede, den anden trediedel styrketrænede og den sidste var kontrolgruppe.

Efter endt livscyklus, skar man achillessenerne ud og undersøgte dem. Man opdagede at længerevarende arbejde bla. øgede mængden af collagenfibre, hvilket altså vil sige at ledene og muskelfascierne blev stærkere, hvorimod styrketræningen, ikke indvirkede på mængden af collagenfibre, hverken negativt eller positivt.

Er du utrænet vil langdistance naturligvis også øge din kondi nævneværdigt, men uden intervaltræning vil du sandsynligvis ret hurtigt nå et platau.

Det optimale, vil naturligvis være at du kombinerer de 2 træningsformer, således at du både opbygger slidstyrke, udholdenhed og maksimal iltoptagelse.

Hvis du f.eks. løber 3 gange om ugen, kunne du dag 1 køre sprinttræning med meget korte intervaller (30 sek. eksempelvis). Dag 2 kunne være langdistance i snakketempo og dag 3 kunne igen være intervaltræning, men med længere intervaller (fra 2 min og helt op til 10 alt efter resultatønske).

Håber det hjalp lidt på det.

[Mr.Freeze]

Voravong: Det var det jeg ville sige (undtagen det med rotterne), bare på en anden måde

[Guest Voravong]

Voravong: Det var det jeg ville sige (undtagen det med rotterne), bare på en anden måde

Hvad er der nu galt med rotter..... :lol:

[Mr.Freeze]

De er skam søde nok. Men jeg kendte ikke til forsøget, derfor ville jeg ikke have nævnt det ;)

[Arne]

Er du ny som løber - og relativt utrænet, så vil jeg, skønt stor fortaler for højintens træning, anbefale dig at starte på f.eks de 3 x 5 km per uge. Det kan give fremgang i en pæn periode Når kroppen er blevet vandt til at løbe, og fremgangen så smådt udebliver, så kan du tilføje intervaltræning. Voravongs forslag er ikke helt tosset. :)

[jarvig13]

(Når jeg løber <_< ), så er det løb med nogenlunde konstant hastighed. Intervaltræning er dog fantastisk for iltoptagelsesforbedringer, men jeg er sjældent i så god form, at jeg kan holde til intervaltræning. ;)

[ping]

Efter endt livscyklus, skar man achillessenerne ud og undersøgte dem. Man opdagede at længerevarende arbejde bla. øgede mængden af collagenfibre, hvilket altså vil sige at ledene og muskelfascierne blev stærkere, hvorimod styrketræningen, ikke indvirkede på mængden af collagenfibre, hverken negativt eller positivt.

Ved genoptræning efter skader laver man typisk (let) styrketræning. Hvis rotte-konklusionen er den endegyldige sandhed er det jo helt forfejlet. Så genoptræner man kun musklerne, så de bliver klar til at rive hæftninger og led i stykker. Det lyder jo lidt uheldigt??

PS: "Efter endt livscyklus" - er det den følsomme måde at skrive på, at de dræber dem? Når man laver hjerne-forsøg med katte og aber hvor man skærer hjerneskallen op og stikker lidt med elektroder kaldes det at "åbne et vindue" til hjernen. Nå, dyre-etik i forskning hører vist hjemme i en helt anden tråd ;)

[Guest Voravong]

Ved genoptræning efter skader laver man typisk (let) styrketræning. Hvis rotte-konklusionen er den endegyldige sandhed er det jo helt forfejlet. Så genoptræner man kun musklerne, så de bliver klar til at rive hæftninger og led i stykker. Det lyder jo lidt uheldigt??

Nu er det ikke den endegyldige sandhed. Men, nu er led og sener naturligt temmelig stærke og inaktivt væv, dvs. det er ikke på samme måde afhængig af konstant brug som muskler, som jo atroferer hvis de ikke bliver brugt, for at spare den energi det koster at have dem.

En utrænets achillessene kan tåle et træk pr. ca. 700 kg på kvadratcentimeter. Så vidt jeg véd, så bliver senerne heller ikke i den forstand, stærke af en øget mængde collagenfibre, de bliver slidstærke. Og dén slidstyrke har du jo faktisk heller ikke brug for medmindre leddet bliver udsat for et langvarigt arbejde.

Når man laver let styrketræning som genoptræning er det jo for at styrke de muskler som assisterer leddet ved at være stærke nok til at kunne holde det på plads. Så når man styrker f.eks. knæleddets muskler, så er man også med til at styrke selve knæet, som derfor kan tåle højere belastninger.

PS: "Efter endt livscyklus" - er det den følsomme måde at skrive på, at de dræber dem? Når man laver hjerne-forsøg med katte og aber hvor man skærer hjerneskallen op og stikker lidt med elektroder kaldes det at "åbne et vindue" til hjernen. Nå, dyre-etik i forskning hører vist hjemme i en helt anden tråd  ;)

:lol: Nej, det er ikke den følsomme måde at skrive på, at de dræber dem. De dræber dem nemlig slet ikke. Den type rotter man typisk bruger til den slags forsøg, udmærker sig ved at have en livscyklus der ligner menneskets i hvor store dele af livet der bruges til f.eks. pubertet, middelalder, atrofering af muskler i forbindelse med alderdom, symptomer på alderdom osv. Med andre ord, hvis rotten levede 80 år, ville den bliver kønsmoden samtidig med knægten inde ved siden af, opleve problemer med hjertet samtidig osv.

Fidusen er så bare at rotterne her, gennemgår det samme, men på bare 18 måneder. Hvis man nu skulle lave de samme forsøg på mennesker, skulle man lade x antal svømmetræne, styrketræne eller være inaktive hele livet. Bagefter skulle man så skære deres achillessene ud, hvilket ikke mange efterladte ville bryde sig om eller gå med til. Desuden ville forsøget jo vare 80 år, som ville være meget svære at kontrollere.

Med rotterne er vi nede på 18 måneder, hvor vi kan få svar der ligger meget tæt op af de samme svar efter 80 år lange forsøg med mennesker.

Så når jeg skriver efter endt livscyklus, så mener jeg at rotterne døde naturligt, og blev så gamle som rotterne normalt ville være blevet.

I øvrigt foregik styrketræningen ved at man lavede et apperat til fodring, som krævede at rottene måtte stille sig på tæer, for at nå maden. Derved brugte de hvad der svarer til vores gastrocnemios. Apparatet var en slags stående lægmaskine, hvor man så gradvist øgede belastningen.

Svømmetræningen var ret nem. Man putter bare rotterne ned i et bassin, så svømmer de helt automatisk. Så kontrollerede man blot at de sørgede for at få den rigtige daglige mængde.

Det er i øvrigt den samme race rotter man har brugt til forsøg med kcal-restriktion og dennes effekt på alder. En professor (kan ikke lige huske hans navn) påstår at med et kcal-indtag der ligger 30 % under det daglige behov, vil man leve til man er over 130, hvis man starter som barn. Teorien er at alle celler kun kan dele sig et vist antal gange. Når det antal er ved at være opbrugt, begynder den at lave fejl, og til sidst kan den slet ikke mere. Kroppen er dermed slidt op, og dør. Når man sænker kcal-indtaget, sænker man også hastigheden hvormed celledelinger finder sted, og kroppen skulle herved angiveligt kunne holde længere. Det svarer lidt at man altid kører forsigtigt og økonomisk, i sin nye bil. Selv lever han efter den opskrift. Hvis der er nogen der tæller kcal og næringsstoffer....så er det ham.

Edited February 13, 2003 by Voravong

[Guest Voravong]

Voravongs forslag er ikke helt tosset. :)

Jeg ved ikke rigtig om jeg skal tage det som et kompliment :lol:

Det er korrekt at grundet risikoen for skader, er det smart at starte med, at løbe eksempelvis 3x5 km om ugen, indtil kroppen har vænnet sig til den type træning. Man starter jo også relativt forsigtigt med styrketræning, indtil man har lært øvelser ordentligt at kende. Her er det så bare kredsløb, muskler og løbeøkonomi der lige skal være med, inden man for alvor går til makronerne.

[ping]

En utrænets achillessene kan tåle et træk pr. ca. 700 kg på kvadratcentimeter. Så vidt jeg véd, så bliver senerne heller ikke i den forstand, stærke af en øget mængde collagenfibre, de bliver slidstærke.

Jeg tænkte på situationen, hvor man grundet en skade har svækket en sene. Eventuelt grundet små bristninger med efterfølgende arvæv (eller en operation hvor ar-væv fjernes).

Der må man vel have behov for at skabe nye fibre.

Men jeg vil nu også hellere svømme en lang tur - end skulle stå på tæer for at kunne nå min mad :D

PS: Det kan ikke være en naturlig rotte-race, der kun holder 18 måneder?