6. Måling af fysisk kapacitet og monitorering af træning

Måling af iltoptagelseArbejdsfysiologi: Kondition, Principper for arbejdstests, Indirekte måling af kondition, Blodlaktat – anaerob tærskel, Ventilatorisk tærskel, Oplevet anstrengelse (Borgs skala), Gang-, cykel- og løbetests, Monitorering af træningsintensitet.

Kondition

Arbejdstests, cykel – løbebånd

At belaste et individ fysisk for at vurdere funktionsevnen ved træning og i klinisk sammenhæng har en lang tradition. Formålet kan enten være funktionelt at belaste et organ eller organsystem, som for eksempel ved arbejds-EKG for at bekræfte en diagnose, eller at følge udviklingen af en optræning efter sygdom. I Skandinavien og det øvrige Europa er en cykelergometer test den almindeligst anvendte til måling af kondition, mens gang på løbebånd bruges mest i Nordamerika. Begge arbejdsformer har fordele og ulemper (Tabel 15). Fælles er, at de to arbejdsformer involverer store muskelgrupper, og at kravene til ilttransporten og de dertil relaterede led er store.

Måling af iltoptagelse
En god arbejdsevne ved gang eller cykling angiver således, at alle de relaterede organer og funktioner er gode, dvs. lunge-kredsløbsfunktionen (central-perifer) inklusive musklernes evne til at ekstrahere og omsætte ilt. Et dårligt resultat kan ikke afsløre, hvilket eller hvilke af de relaterede led, der forårsager den lave funktionsevne. Supplerende målinger må foretages for at identificere hvilken eller hvilke. Et vigtigt synspunkt, som taler til cyklens fordel, er, at minimumsbelastningen her kan gøres væsentligt lavere. Ved gang skal legemsvægten flyttes, og selv ved meget lave ganghastigheder er energikravene for normalvægtige personer 1 l·min-1 (~5 Met) eller mere. Det kan svare til eller endog være mere, end et individs maksimale aerobe arbejdsevne, f.eks. for patienter med begrænset lunge- eller hjertekapacitet. I disse tilfælde bliver selv den letteste gangbelastning maksimal, og en graduering af arbejdsbelastningen i det submaksimale område umuliggøres.

Karakteristika Løbebånd Cykel
Fortrolighed med aktiviteten (Danmark) (+) +
Bestemmelse af ”det ydre” arbejde +
Mindre artefakter ved EKG- og blodtryksmåling,
samt lettere at måle andre variabler
+
Gode muligheder for udtagelse af blodprøver +
Sikkerhed Kræver sele +
Liggende arbejde muligt +
Optager mindst laboratorieplads +
Mindst støjniveau +
Billigst +

Tabel 15. Sammenligning af løbebånds- og cykelergometre til test af fysisk aktivitet ( + = betydningsfuld fordel, – = betydningsfuld ulempe).

Principper for arbejdstests

Da arbejdstests blev introduceret i klinisk virksomhed, var det et krav, at steady state skulle opnås på hver submaksimal belastning. Det betød, at arbejdstiden for hver belastning var minimum 5-6 minutter, og hvis individet havde en normal arbejdsevne, blev den totale testtid ofte på 15-20, endog 30 minutter. For at mindske denne, er der indført modeller, hvor arbejdsbelastningen gradvis forhøjes, eller hvor den øges hvert, hvert andet eller hvert tredje minut. Prædiktionsevnen i testen går ikke tabt, men det bliver svært at få et mål på hjertefrekvensen (ventilation-iltoptagelse) som rimeligt svarer til steady state værdien for den aktuelle belastning. Det kan løses ved at gøre stigningen i belastningen lille, men så mister man tidsgevinsten.

Et kompromis kan være en trinvis stigning med 20 watt (kvinder) eller 25 watt (mænd) hvert andet minut. Derved bliver kredsløbsvariablerne målt i de sidste 15 sekunder på en belastning nært repræsentative for arbejdsbelastningen. Hvis arbejdet udføres til udmattelse, kan maksimal hjertefrekvens og iltoptagelse opnås eller beregnes, hvis man ikke måler iltoptagelsen. For yderligere at afkorte arbejdstiden kan startbelastningen for yngre personer være f.eks. 50 watt. Hjertefrekvensen måles, og er den efter 2 minutter under 120 spm kan belastningen forhøjes til 100 watt, hvorefter de mindre trin på 20 eller 25 watt anvendes.

Det er interessant at notere de forskellige praksis, der råder i Skandinavien og Nordamerika. I Norden benyttes sædvanligvis kun submaksimale intensiteter specielt i klinisk sammenhæng, mens det i USA og Canada er helt almindeligt, at selv patienter med alvorlige kredsløbslidelser ”presses” til deres maksimale fysiske ydeevne. Også i Tyskland, hvor ergometri indtager en central plads i diagnostik og vurdering af behandling, udfører patienterne arbejdsbelastninger til et funktionelt eller subjektivt maksimum (”Vita max”).

Der er ikke rapporteret øget risiko ved at udføre høje arbejdsintensiteter, hvis de relevante kriterier for, hvornår testen appliceres og afbrydes, iagttages (Tabel 16 og Tabel 17). Fordelen ved at inkludere maksimal anstrengelse i testen er, at et væsentligt sikrere mål for individets arbejdsevne opnås. Som angivet i Tabel 4 er den individuelle variation i maksimal hjertefrekvens markant. Patienterne på farmaka, der påvirker kredsløbet kan have en meget lav maksimal hjertefrekvens. Dette afsløres, når arbejdet fortsættes til individet bliver træt og må holde op.

Absolutte kontraindikationer Relative kontraindikationer
Akut myokardieinfarkt eller Ventrikulær ledningsforhindring
alvorlig forandring i hvile-EKG
Ventrikulær ledningsforhindring
Ustabil angina pectoris Markant forhøjet blodtryk
Akut peri-, endo- eller myokardit Farmaka eller elektrolytforstyrrelser
Alvorlig hjertearytmi Pacemaker med fast (hvile-) hjertefrekvens
Alvorlig aorta stenose
Alvorlig – ustabil venstrekammerdysfunktion
Akut lunge-emboli
Akut alvorlig ikke hjertesygdom

Tabel 16. Absolutte og relative kontraindikationer ved fysiske arbejdstests.

Symptomer

  • Angina stiger til grad 3 efter patientens vurdering, med eller uden forandringer i EKG
  • Besvimelse eller svimmelhed
  • Alvorlig åndenød
  • Alvorlig træthed
  • Alvorlige skeletmuskulære smerter
  • Kvalme eller opkastninger

Kliniske symptomer

  • Bleghed
  • Kold, fugtig hud
  • Blålig hudfarve
  • Usikre bevægelser
  • Forvirrende svar på spørgsmål
  • Tomt blik

Elektrokardiografiske tegn

  • ST forandring mere end 0.3 mV
  • Overledningsforstyrrelser andre end første grads a-v blok
  • Ventrikulær fladder
  • Frekvente og koblede præmature ventrikulære slag
  • Atrie fladder-flimmer
  • Bloktryks-abnormiteter
  • Fald i blodtryk mere end 10 mmHg under igangværende arbejde
  • Blodtryk (systolisk) over 250 mmHg
  • Patienten udtrykker ønske om at stoppe
  • EKG-monitor systemet funger ikke/går i stykker

Tabel 17. Indikationer for afbrydelse af en fysisk arbejdstest.

Indirekte måling af kondition

Der er stor erfaring med måling af maksimal fysisk arbejdsevne ud fra hjertefrekvensen ved submaksimalt arbejde. Hvis individets maksimale hjertefrekvens er kendt, kan størrelsen på den maksimale iltoptagelse beregnes rimeligt nøjagtigt. Hvis ikke, bliver det beregnede kondital mere usikkert. Den maksimale hjertefrekvens ændrer sig dog ikke væsentligt over en tidsperiode på flere år. Det medfører, at ændringer i hjertefrekvens på en given submaksimal belastning kan følge forandringer i arbejdsevne. Det er en følsom metode, og absolutte værdier på forandringen bliver målt med acceptabel præcision. For at få en mere nøjagtig værdi på den maksimale aerobe arbejdsevne kan man udføre en test med gradvis forøgelse af arbejdsbelastningen indtil udmattelse nås. Testen udføres bedst på en ergometercykel, men en stepbænk kan også anvendes. Nedenfor følger en beskrivelse af proceduren ved gennemførelse af sådanne tre tests.

1. Et-punkts testen

Et-punktstesten er samme test som Åstrand-testen. Denne test har været anvendt til konditionstestning i mere end 40 år. De anvendte sammenhænge mellem submaksimal puls, arbejdsbelastning, alder, køn og iltoptagelse er fundet gennem regressionsanalyse på et stort antal forsøgspersoner. Testen er nem og hurtig at gennemføre og medfører ikke at testpersonen skal anstrenge sig meget.

Testens bestemmelse af den maksimale iltoptagelse er behæftet med nogen usikkerhed (som ved alle andre submaksimale test), men som et instrument til at måle ændringer i konditionen over tid er den fortrinlig. Usikkerheden hænger bl.a. sammen med den store individuelle variation, der er i maksimalpuls. Desuden er testen påvirkelig overfor individuelle, medicinske og akutte pulsvariationer. Den teoretiske usikkerhed kan eksemplificeres ved at to tredjedele vil får vurderet konditallet korrekt indenfor en 15 % afvigelse. Ca. hver 20. person vil få sit kondital vurderet 30 % forkert.

Testen udføres på et cykelergometer der kan vise arbejdsbelastningen i watt. Dertil skal man kunne monitorere pulsen undervejs – helst med et pulsur.
Testen gennemføres ved, at man cykler i 6 minutter på en af fire belastninger (50, 75, 100 eller 150 watt). Belastningen skal vælges således, at pulsen stabiliseres i området 110-150 slag/min efter ca. 6 minutters cykling. Belastningen må ikke føles meget hård, men dog give anledning til, at man bliver lettere til moderat forpustet. Ældre mennesker skal helst ramme et pulsniveau i den lave ende og yngre mennesker i den høje ende af pulsområdet 110- 150 slag/min.

En sikker måde, hvorpå man kan nå det rigtige pulsniveau, er altid at starte på 50 watt (for meget veltrænede 100 watt). Hvis personens puls efter 2 min er under 100-110 slag/min, så forøges belastningen med 25 eller 50 watt, hvorefter arbejdet fortsættes på den højere belastning i 5 min. Den maksimale iltoptagelse estimeres ud fra køn, alder, puls og belastning ved hjælp af et nomogram, en drejeskive, tabeller eller et regneark.

Figur 59Figur 59. Figuren illustrerer sammenhængen mellem puls og arbejdsbelastning ved en Et-punkts test før og efter et træningsforløb. Ved efter-testen er pulsen lavere ved den samme absolutte belastning (her 100 watt), hvilket indikerer, at der vil kunne ydes at større stykke arbejde ved udnyttelse af den maksimale kredsløbskapacitet (ved maksimalpulsen). I den egentlige beregning af testresultatet bruges dog ikke lineær ekstrapolation som illustreret her, men derimod formler baseret på regressionsanalyse af det oprindelige datamateriale.

2. Watt-max testen

Watt-max testen er en trinvist stigende maksimaltest, der gennemføres på ergometercykel. Testens resultat kan være et præstationsmål i sig selv, men giver også et validt estimat af den maksimale iltoptagelse. Testen baserer sig på, at når belastningen øges gradvist over adskillige minutter, vil det primært være den aerobe arbejdskapacitet, der sætter begrænsninger for hvor stor arbejdsbelastning, der kan klares. Da nyttevirkningen ved cykling på ergometercykel kun varierer lidt fra person til person, kan man regne med, at folk, der træder det samme antal watt, ved en sådan test også har den samme iltoptagelse. Formlen, der ligger til grund for testen, er fundet ved regressionsanalyse på testresultater fra over 500 forsøgspersoner (både mænd og kvinder).

Testens gennemførelse:
1. Kør 5 minutter på 35, 70 eller 105 watt afhængigt af personens udgangspunkt.
2. Herefter øges der med 35 watt hvert andet minut, indtil belastningen ikke længere kan holdes.
3. Notér hvilken belastning (antal watt), der var den sidste, der blev kørt på, samt hvor mange sekunder, der blev kørt på denne.
Den maximale iltoptagelse (VO2max) og konditallet kan herefter estimeres med følgende formler: VO2max (l/min)= 0,0117 * (wattmax – 35 + (35 * sek / 120)) + 0,16
Kondital (ml/kg/min) = VO2max / vægt * 1000

Eksempel: Hansen cykler i 5 minutter på 70 watt. Herefter arbejdes der 2 minutter på henholdsvis 105, 140 og 175 watt. På 210 watt cykler Hansen 90 sekunder, inden han stopper på grund af udmattelse.
Resultatet bliver derved: 0,0117 * (210 – 35 + (35 * 90 /120)) + 0,16 = 2,51 l/min
Da Hansen vejer 70 kg, kan konditallet beregnes ved: 2,51 l/min / 70 kg * 1000 = 35,9 ml/kg/min

Praktisk gennemførelse på Monark ergometercykel:
1. Der skal cykles med en kadence (pedalfrekvens) på 70 under hele testen.
2. Hvis opvarmningen gennemføres med en bremsebelastning på 0,5 kg svarer dette til 35 watt. Hvis der startes med 1,0 kp svarer dette til 70 watt.
3. Efter opvarmningen øges der hvert andet minut ved at belaste med yderligere 0,5 kp.
4. Hvis kadencen kortvarigt dykker under 70, men umiddelbart vender tilbage til 70 fortsættes testen. Når kadencen har været mindre end 70 i 5-10 sekunder og ikke genetableres på trods af verbal opmuntring er testen slut.

Belastning
(watt)
Iltoptagelse
(l·min-1)
50 0,9
100 1,5
150 2,1
200 2,8
250 3,5
300 4,2
350 5,0
400 5,7

Tabel 18. Relationen mellem mekanisk belastning (watt) og iltoptagelse under arbejde på ergometer-cykel.

3. Den Danske Steptest

Testen er en gradvist stigende arbejdstest hvor, der anvendes en 25 cm bænk til opstigninger med et tempo, der gives fra et computerprogram eller en lydfil. Ved testens start er tempoet så langsomt, at der skal trædes op på bænken hvert 5. sekund.

Tempoet øges gradvist, således at det hurtigste tempo svarer til en opstigning ca. hvert sekund. Under testen skal man følge tempoet så længe som muligt. Sluttiden omsættes til en iltoptagelse og et kondital.

Testen har de fordele, at den kun kræver et simpelt testredskab. Den er uafhængig af individuel pulsvariation (herunder medicinering), og dertil kan den anvendes til patienter med anden etnisk baggrund, der ofte ikke har prøvet at cykle. Den største ulempe ved testen er, at det kræver en vis motorisk kontrol at gennemføre stepsekvensen.

Instruktion:
1. Tilvænning: lad testpersonen øve stepsekvensen i et roligt tempo.
2. Start computerprogrammet eller lydfilen.
3. Når der bliver sagt ”Højre” trædes op på bænken med højre fod, venstre følger efter, og der trædes ned igen med højre fod først og venstre fod sidst. Når der bliver sagt ”Venstre” trædes op med venstre fod først – og så fremdeles.
4. Der skal trædes helt op til strakt ben (strakt knæ) hver gang.
5. Personen skal have lov at øve dette bevægelsesforløb, inden testen startes. Hvis dette ikke kan ”indlæres” på kort tid, vil testens resultat ikke blive validt.
6. Hvis der laves en ”fejl”, men man straks efter er i stand til at komme ind i rytmen igen fortsættes testen.
7. Typiske kommentarer undervejs vil være: ”Fang rytmen igen” og ”Op til strakt ben”.
8. Testen er slut, når rytmen ikke længere kan følges (4 opstigninger i træk har været bagefter)
9. Sluttiden omsættes til et kondital

Testen giver et rimeligt estimat af kredsløbskapaciteten op til kondital på 40-45 ml/kg/min, hvilket svarer til en testtid på ca. 6 minutter. Det anbefales, at man generelt afbryder testen efter 6 minutter, dels for at undgå den allerhurtigste opstigningshastighed, og dels fordi et kondital på >40 ml/kg/min for alle personer vil repræsentere et kondital, der ligger mere eller mindre over middel. Meget svage personer kan testes med en skammelhøjde på 20 cm, og personer i meget god form kan testes med en skammelhøjde på 30 eller 35 cm.
Ved en skammelhøjde på 25 cm og en testtid, der resulterer i et kondital mellem 24 og 44 ml/kg/min, kan estimeringen af konditallet betragtes som valid. Ved andre testforhold må man betragte testresultatet som et arbitrært præstationsmål. Uanset om resultatet omsættes til et kondital eller ej, kan testtiden anvendes som et simpelt præstationsmål til at detektere forbedringer i den fysiske arbejdskapacitet. Materialer til testen er tilgængelig fra www.steptest.dk

For at få en opfattelse af en ”god” og en ”mindre god” kondition, er to diagrammer inkluderet, et for mænd (Figur 60A) og et for kvinder (Figur 60B).

Figur 60 AFigur 60 B

Figur 60 A og 60 B. kondital for mænd og kvinder er relateret til alder. De tre farvefelter illustrerer skematisk, hvorvidt det for individet aktuelle kondital indebærer ingen, en let eller en markant forhøjet risiko for præmatur sygdom.

Blodlaktat – anaerob tærskel

Allerede i 1930’erne viste Bang, at laktat akkumuleres i blodet ved gradvist tungere arbejde. Når laktatet nåede 5-6 M var belastningen lig med eller meget tæt på den maksimale aerobe arbejdsevne. Denne iagttagelse er blevet systematiseret og den arbejdsbelastning, som giver en given blodlaktatkoncentration ved cykel- eller gangarbejde kan anvendes som et godt mål på aerob fysisk arbejdsevne. Normalt anvendes 4 mM l-1. Bemærk at testen måler aerob og ikke anaerob arbejdsevne (Figur 43). Dette mål har en god prognostisk værdi for udholdenhed, da det reflekterer den metaboliske fitness, men kan ikke anvendes til beregning af kondition.

Ventilatorisk tærskel

I stedet for blodlaktat som indikator for, at det aerobe stofskifte ikke længere helt kan dække energibehovet bruges ventilationen. Ventilationen forøges lineært i relation til arbejdsbelastning, men stiger på tunge arbejdsbelastninger eksponentielt (Figur 17). Teoretisk set skulle den ventilatoriske tærskel være et lige så godt mål som blodlaktattærsklen. Det er dog ikke tilfældet i praksis. Ventilationsmåling kræver en åndingsventil, og mange individer påvirkes af en sådan. Det kan være svært at undgå en vis hypo- eller hyperventilation.

Andre forhold som åndingsmodstand i systemet kan også variere fra test til test og kan påvirke ventilationen. At anvende den ventilatoriske tærskel som mål på arbejdsevnen er muligt, men reproducerbarheden er ikke tilstrækkeligt god til, at denne metode kan anbefales, specielt ikke til patienter. Den submaksimale hjertefrekvens eller blodlaktattærsklen er at foretrække. Dog kan åndedrættet bruges til at vurdere anstrengelsesgraden under træning.

Oplevet anstrengelse (Borgs skala)

Oplevelsen af anstrengelse vokser eksponentielt med stigende arbejdsbelastning. Forskellige skaler er blevet konstrueret for at få en numerisk værdi på den subjektive vurdering af anstrengelsen. Den mest anvendte skala er udarbejdet af Borg. Den går fra 6 til 20, hvor fuldkommen hvile svarer til 6 og virkelig stor anstrengelse til 20 (Tabel 19).

Metoden har mange fordele, bl.a. fordi den gør individet opmærksom på anstrengelse/træthed. Den kan bruges til at styre belastningen under et motionspas og er ikke mindst af stor værdi for at finde det rigtige niveau i optræningsprogrammer. Instruktionen til patienten kan f.eks. være ikke at anstrenge sig mere end til grad 12-14. Dermed bliver belastningen ikke for høj, og det anaerobe indslag i energistofskiftet begrænses. Allervigtigst er, at der i Borgs skala er inkorporeret en tilpasning til individets maksimale hjertefrekvens og fysiske evne.

A B
Anstrengelse (helkrop) Anstrengelse – smerte (lokal)
6. 0. Ingen
7. Meget, meget let 0,5. Meget, meget svage
8. 1. Meget svage
9. Meget let 2. Svage
10. 3. Moderate
11. Ret let 4. Lidt stærke
12. 5. Stærke
13. Noget anstrengende 6.
14. 7. Meget stærke
15. Anstrengende 8.
16. 9.
17. Meget anstrengende 10. Meget, meget stærke (maksimale)
18.
19. Meget, meget anstrengende
20.

Tabel 19. Borgs skala for numerisk vurdering af oplevet anstrengelse (A) – smerte (B) under muskelarbejde som cykling eller gang/løb.

For at denne skala skal give et retfærdigt billede af anstrengelse og arbejdsintensitet, er det vigtigt, at individet prøver arbejdsbelastninger, som medfører stor anstrengelse. Det betyder i princippet, at hvis individet bliver ”kalibreret”, og 6 og 20 fastlægges som henholdsvis hvile og total udmattelse, øges præcisionen i vurderingen markant. Som det antydes ovenfor, er værdien af Borg skala størst i forbindelse med optræning, men den anvendes som et objektivt mål på fysisk arbejdsevne. For eksempel kan det angives, hvilken belastning individet kan klare ved en anstrengelse på 14. Det er specielt værdifuldt at bruge den subjektive vurdering, hvis patienten indtager f.eks. en betablokker.

Hvis hjertefrekvensen er 120-130 slag min-1, og patienten samtidigt opnår 18-20 på Borg skalaen, er det en klar indikation af, at belastningen er maksimal, på trods af den lave puls. En vurdering af arbejdsevnen på basis af relationen mellem relativ arbejdsbelastning og hjertefrekvens korrigeret for maksimal puls, som angivet i tabel 4, ville have givet en helt misvisende (overvurderet) værdi.

Borg har også udviklet en skala til måling af lokal anstrengelse eller smerte. Den går fra 0 (ingenting) til 10 (meget, meget stor/stærk). Den er udmærket at bruge f.eks. ved tests af patienter med claudicatio eller patienter med iskæmisk hjertesygdom (bryst/armsmerte). For patienter med dyspnø fungerer skalaen også godt. Den er også god til at vurdere, hvorvidt lokal træthed i benene begrænser arbejdsevnen eller belastningen på lunger/hjerte. Et lokalt svar på 8-9 og et centralt svar på 14-15 taler for, at benene er den begrænsende faktor. På samme måde som skalaen 6-20 kan bruges til at monitorere motion/træning, så kan 0-10 skalaen bruges til at finde den rigtige lokalbelastning, således at smerte fra en ekstremitet eller fra brystkassen bliver for udtalt.

Den samlede vurdering er, at cykeltests er at foretrække frem for gangtests. En trinvis forøgelse med 20-25 watts hvert andet minut foreslås, hvor patienterne starter på ingen belastning og raske individer på 50 watts. Patientens EKG monitoreres kontinuerligt og registreres sammen med blodtryk de sidste 15 sekunder af hver belastning. Hvis apparatur findes til ”on-line” registrering af ventilation og iltoptagelse, foretages denne kontinuerligt. Med mindre der opstår komplikationer (Tabel 17), bør testen ikke afbrydes, før individet når træthed/udmattelse. Målinger af ”ejektion-fraktion” og andre hæmodynamiske eller stofskifterelaterede variabler kan inkluderes i testprotokollen, men foretages normalt bedst under særskilte forsøg.

Gang- og løbetests

Der findes et stort antal tests, som bygger på, at individet går eller løber en given distance, og tid eller hjertefrekvens anvendes for at bedømme den fysiske arbejdsevne (konditionen). Coopers løbetest er mest anvendt. Den indebærer løb så langt, som individet kan på 12 minutter. Den opnåede distance har en god relation til kondition. Testen findes også som en 6 minutters løbetest. Disse tests kræver maksimal anstrengelse og erfaring med at løbe i et hårdt jævnt tempo, og den er derfor ofte uegnet for andre end idrætsaktive.

I Finland har man bygget videre på idéen, og en gangtest er blevet udviklet, hvor individet går 2 km med instruktionen: ”at gå så hurtigt som muligt uden at sætte helbredet på spil”. Hjertefrekvensregistrering sker, når de 2 km nås og igen i ”recovery”-fasen. Ud fra tiden, det tager at gå de 2 km samt hjertefrekvensen, kan konditionen beregnes rimeligt godt. Rent praktisk skal det tilføres, at testen udføres på et helt fladt og stabilt underlag. Der findes gode erfaringer med denne gangtest, idet den både er let at gennemføre og giver gode resultater, når kondition og ændring i kondition skal måles.

Et alternativ til de test, hvor man skal tilbagelægge en bestemt distance er test, hvor tempoet gradvist øges styret af bip-signaler. Denne test-type er kendt under navne som Yo-yo test, Shuttle run og Beep-test. Testen er i princippet en maksimal gang- eller løbetest til indirekte bestemmelse af konditallet. Testen gennemføres gående/løbende på en 20 meter lang strækning, hvor der gås eller løbes frem og tilbage under progressiv stigende hastighedstrin hvert minut. Hastigheden styres af bip-lyde fra en audio-kassette. Testresultatet bygger på den sammenhæng, der er mellem tilbagelagt distance og direkte måling af den maksimale iltoptagelse. Testen er enkel og nem at gennemføre og også velegnet, når flere personer skal testes samtidigt. Den bruges blandt motionsaktive, men kan endvidere adapteres til brug på patienter i en korridor eller lignende.

Der er ingen begrænsninger i anvendelse af testen i relation til arbejdsevne, men testen er ikke meningsfuld, hvis individet er begrænset i sin gangfunktion pga. smerter i led eller lignende. Testen er med stor succes blevet anvendt til at teste fremgang i træning af bl.a. lunge- og hjertepatienter. Den kan anbefales som den mest velegnede til brug på alle, hvor det er af værdi at få en acceptabel, objektiv vurdering af den fysiske arbejdsevne (kondition) og forandringer med udført motion/træning.

Monitorering af træningsintensitet

De tre variabler, som kan være brugbare er: Vejrtræning/ventilation, hjertefrekvens og Borgs skala (helkrop). Den første mulighed kan bruges ved motion og til raske personer. Det gælder om at finde en belastning, der er høj, men ikke højere end at man fortsat kan tale uhindret. Til patienter og til mere nøjagtigt monitorering er ventilation ikke velegnet. Hjertefrekvensen er god til monitorering men kræver, at den maksimale hjertefrekvens er kendt, og at man anvender et pulsur til kontinuerlig registrering af pulsen, som skal være let at følge, f.eks. på et armbåndsur. Borgs skala har mange fordele. Den er let at bruge og med lidt øvelse, kan den give et rimeligt nøjagtigt niveau på den ønskede intensitet. Vi har valgt at bruge Borgs skala i det foreslåede træningsprogram. Det er primært rettet mod patienter, men kan naturligvis anvendes af alle, der motionerer og træner.

Del artiklen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *