Kendskab til de forskellige energisystemers bidrag under sprint og mellemdistance rummer en vigtig information for både trænere og udøvere. Dette studie er et de få studier på eliteløbere, der ved hjælp af iltdeficit-metoden har beregnet det anaerobe energibidrag på distancerne 200, 400, 800 og 1500 m.
Metode: Forsøgspersonerne var 4 udvalgte grupper af eliteløbere indenfor henholdsvis 200, 400, 800 og 1500 m – afspejlet ved gennemsnitlige tider på henholdsvis 0:21, 0:48, 1:50, og 3:46. Ved at måle hvor meget energi det kostede at løbe på 2 submaksimale hastigheder, beregnede man hvor meget energi det burde koste at løbe på de respektive test-hastigheder. På testhastighederne målte man hvor meget af energien der blev dækket ved iltoptagelse (aerob energi). Forskellen mellem det beregnede energikrav og det målte aerobe energiforbrug forudsættes at komme fra anaerob energiproduktion.
Resultater: Det anaerobe energibidrag var på 71%, 57%, 34% og 16% procent på henholdsvis 200, 400, 800 og 1500 m. (Se figur).
Konklusion: Det aerobe energibidrag viste sig at være større en det er fundet tidligere i ældre studier, men i overenstemmelse med det, der vist under 30 sekunders sprint på cykel, i en række nyere studier.
Redaktionens kommentarer: Det altid rart at se tal på eliteudøvere og det er meget muligt, at det aerobe bidrag er større end hidtil antaget. Men både de 29% og 43% aerob energi på ~21 og 48 sekunders maksimalt arbejde syntes vel høje. Det kan dog skyldes, at man undervurderer den anaerobe energiproduktion fordi der anvendes en “for god” løbeøkonomi til at beregne energikravet på de høje hastigheder.
Lidt baggrund
Det aerobe energibidrag under et arbejde kan forholdsvis nemt måles, da der findes en række mere eller mindre avancerede maskiner der med stor præcision kan måle ilt-optagelsen. Mere vanskeligt er det at måle den anaerobe energiproduktion.
Muskelprøver før og efter et arbejde samt blodprøver – gerne fra både arterie og vene – kan give et meget præcist mål, hvis den aktive muskelmasse er kendt. Den aktive muskelmassen under helkropsarbejde er imidlertid vanskelig at bestemme og desuden er det yderst vanskeligt, for ikke at sige næsten umuligt, at gennemføre muskelbiopsier og blodprøver under intenst arbejde, som f.eks. sprint.
Derfor anvendes en anden metode – ilt-deficit – som i det omtalte studie. Fordelen ved iltdeficit-metoden er, at den ikke kræver at man stikker i folk, men til gengæld forudsætter den et kendskab til nyttevirkningen under de givne betingelser. Problemet er, at nyttevirkningen ikke nødvendigvis er den samme ved submaksimale og “supramaksimale” belastninger.
Så begge metoder har deres usikkerheder.
