Hvilken løbedistance er den værste?

[CoqRouge]

Her 70 minutter inden årets første 10 km motionsløb kom jeg til at filosofere over, hvilken distance der rent subjektivt gør mest ondt. Jeg har med vilje udelade marathon, da det dels nok er de færreste, der har prøvet den, dels fordi den nok ville få alle stemmerne. Selv mener jeg, at det er 10 km, da det varer længe og gør ondt hele vejen. Halvmarathon gør ikke så ondt, og på kortere distancer kan man altid overbevise sig selv om, "at det snart er overstået!"

[Guest DBM]

Det er jo et lidt svært spørgsmål at besvare... de gør alle ondt hvis man yder 100%

Dog synes jeg, at noget af de hårdeste jeg har prøvet er 400 m sprinttræning. DEN trækker tænder ud!

5 gør også ondt, men psykologisk har jeg altid haft det godt med den distance.

Ved 10 og derover (har aldrig løbet mere end 15-20) begynder jeg at få ondt på den almindelige "av av" måde - nok fordi jeg ikke regelmæssigt træner længere distancer, så derfor er jeg måske ikke helt erfaren nok til at bedømme det alligevel :)

[vertigo]

Hey!!

Jeg har prøvet alle nævnte distancer, og den værste distance jeg har løbet er 1500m.. AV-AV!! Man tænker "1500m - det er da ingenting. Den ska' bare ha' en over frakken." Men 1500m for fulde gardiner.... AUWWW!!! :headwall:

[JesperT]

Arghg! 400 meter sprints med en hysterisk træner der lige synes, man skal tage én mere

[SaintPauli]

Jeg bor i Aalborg. Der er der aldrig mere end 400m til bussen. :)

Rock'n Roll :strat

SaintPauli

[Tolle]

Jeg har stemt på halvmarathon - men kun fordi der ikke var en til marathon. Egentlig tror jeg at man kan få lige ondt af stort set alle distancer. Men den der har været værst for mig var KBH marathon 2002. På en flot andenplads kommer Viborg ½marathon 2003. Efter KBH kunne jeg ikke gå ordentligt i 4-5 dage efter!

- Tolle

[Niske]

Stemte 800m.

Løb meget 1500m i gymnasiet, og vi trænede mange 400m intervaller, og lange ture. 800m ligger lige midt imellem, og jeg kunne aldrig rigtig få tempoet ind i kroppen. Lagde næsten altid for hårdt ud, og nåede 550-600m med en iltgæld på størrelse med Bolivias udlandsgæld . De sidste 250m. var bare så smertefulde, og benene bare så blytunge. Svor hver eneste gang at jeg aldrig ville gøre det igen, men.......

Niske

[Hessel]

Jeg stemte også 800 meter, men 400 meteren er også slem. Jeg har før kastet op efter en 800 meter på fuld hammer. Der findes ikke noget værre end at de sidste 200 meter på en 800 meter. Man syre til, åndedrættet er ustyrligt og man føler bare der er langt igen.

Marathon er dog den værste. Efter min første marathon kunne jeg ikke gå i 2 dage og måtte ligge i sengen. Først på tredjedagen blev jeg kørt i skole og kunne gå med besvær. Ens ben føles simpelthen som glas de sidste km. Fy for pokker, men det var sejt at gennemføre og jeg kunne godt tænke mig at prøve igen! :) Jeg kastede dog ikke op, men min urin var helt grøn og måske skulle jeg drikke mere end de to halve plastik kopper jeg drak. Af skade bliver man klog?

[Jan D.]

Ja, der var engang. Nu bedriver jeg ikke så meget de hæsblæsende konkurrencer og test mere.

Jeg har også taget en mellemdistance (800 m ) som den distance der er hårdeste, da det konstant er væsentligt over den maksimale aerobe kapacitet. 400 m er også hård, men når benene syrer til er der til gengæld ikke så langt hjem.

På de længere distancer synes jeg presset også var stort, men alligevel ikke på samme måde, da kroppen føles mere i balance. Eller også opleves det bare sådan, fordi der er kommet mere gang i kroppens produktion af beroligende stoffer.

Marathon har dog budt på nogle af de hårdeste oplevelser. Jeg havde også problemer med at gå nogenlunde normalt ligesom mange andre i dagene efter. Jeg kan huske der hørte gratis indgang i tivoli dagen derpå med i Copenhagen Marathon. Vi grinede lidt af hvor let det var at udpege marathonløbere ud af andre besøgene (unge gangbesværede mænd, der havde svært ved at rejse eller sætte sig).

[jsc]

Nu har jeg aldrig selv bedrevet et marathonløb, men synes det var spændende at se den forskel min kæreste sagde hun følte med henseyn til ømhed efter løbet, de fire gange hun har prøvet det. Den første gang var hun lige som beskrevet her i tråden halvinvalid bagefter. Det var før vi blev kærester. De sidste tre gange har hun været tvunget til at indtage flydende proteiner og kulhydrater i form af valle og druesukker efter løbet, og det i meget høje mængder, foruden kreatin. Selv om hun ikke har været i bedre form til de sidste tre stævner har hun angivet betydelig reduktion i muskelømhed. Endda en meget høj forskel mellem 1. og 2. gang, hvilket fik hende til at købe min teori :)

Det var dog kun i muskelømhed. Hendes ledømhed har selvfølgeligt varieret efter hvor godt hun var forberet.

[Jan D.]

>>>jsc

Du har selvfølgelig ret. Tilførsel af væske, kulhydrater og protein er netop ekstremt vigtigt for restitutionen efter et marathonløb. Det er dog vanskelig undervejs at optage tilstrækkelige mængder til at kompencere fuldstændigt for tabet. Derfor er det de første timer efter et vigtigt tidspunkt at kompensere ved at indtage både væske, kulhydrater, protein mv. for at genoprette balancen hurtigst muligt.

Jeg tror nu også det typisk for de fleste marathonløbere er værst første gang (måske fordi man bliver klogere m.h.t. indtaget undervejs eller kroppen i det hele taget er tilvænet belastningen - hurtigere restitution, distancetilvæning etc. - hvad ved jeg). For mit eget vedkommende kan jeg huske jeg sprang 1. depot over (da der nærmest var kø) og måske ikke indtog den optimale næringstilførsel efter løbet.

[CoqRouge]

Min erfaring er, at restitution efter et marathonløb er en underlig uforudsigelig størrelse. Efter et af mine seneste WCM gjorde jeg det meste forkert - jeg var nemlig inviteret til en våd frokost 14.00. Jeg kastede mig fra mållinien ind i bilen, fik drukket en halv liter cola, gik i bad hos værtsparret og indtog i eftermiddagens løb alkohol i ikke uvæsentlige mængder. Massevis af no-go'er!! Ikke desto mindre var jeg frisk dagen efter og cyklede en times tid - første træningspas i min træning til Sjælland Rundt 6 uger senere.

Andre gange har jeg gjort det, som loven og profeterne foreskriver - og har været smadret i det meste af en uge!