JohnJohnson

Fyffor pyffer! Det er sq ligefør jeg ikke er misundelig over ikke kunne køre løb. Det der med styrt på den måde, det er altså ikke lige mig
Sejt ikke at give op og fedt at det lykkedes Jer at komme op selvom det glippede til sidst.
Også tomlen op for en fed beretning - let at leve sig ind i den hektiske stemning.

Hold da op. Sikke et drama. Det ville have lunet med en præmie, for ud fra beskrivelsen har du jo slidt som en hest. Men mon ikke, den venter i nogle af de kommende løb? Hold kæden stram! :-)

Nordea og Toyota løbet
I Fredags kørte jeg Nordea Toyota Løbet ved Ørbæk på Fyn, har dog ikke haft tid før nu til at logge grundet familiebesøg men her kommer altså en ”lille” beskrivelse.
Ruten var en gammel kending på 30 km som jeg har kørt to gange før. Meget kuperet og uhyre teknisk. Den skulle vi køre 3 gange. Der var også forbavsende megen vind så jeg var sikker på at det ville blive en hård omgang.
Starten gik kl 1050 og der blev kørt stærkt, det var fuld gas, måske 55-60 km/t hele første halvdel af ruten når det ikke lige gik opad og det var mega hektisk. Jeg mindes ikke at have kørt et så nervøst løb siden min junior tid. Der var en del styrt og jeg var lige ved at ryge med i et hvor en gut efter lidt positionskamp røg ud i gruset og styrtede ind på vejen, men heldigvis var det en ti meter foran mig så jeg kunne nå at reagere. Jeg selv kæmpede lidt med at holde mig fremme især fordi jeg først og fremmest forsøgte at spare så meget på kræfterne som muligt. Ved omgangens afslutning var jeg dog varm og følte mig godt kørende, det var hårdt men jeg følte overskud. Jeg havde løse ærmer på og havde fået varmen så planen var at smide dem ind til min kæreste der stod ved mål.
Så en km før mål ved lidt stilstand i feltet tog jeg dem af og lagde dem under trøjen på maven, og ved den manøvre røg jeg lidt bagud i den tunge ende af feltet. Vi passerede mål og jeg fik kastet dem fra mig samtidig med at der blev rykket i medvinden lige da vi kørte ud på anden omgang. Omkring en 300 meter efter mål stod en bil parkeret til venstre. Ikke langt ude på vejen men måske 20 cm. Nok til at man ikke kan køre langs vejkanten uden at skulle undvige. Da det udstrakte felt kørte forbi var der folk der var uopmærksomme og som lige måtte undvige bilen, og så var der en der fik klippet forhjulet, og pludselig et par pladser før mig var der styrt. Rytteren der blev klippet røg i jorden og en anden bragede ind i ham med fuld knald og lavede en kolbøtte, landede og skreg. Jeg selv nåede at blokke bremserne og undvige så jeg nærmest stod sidelæns. Bag mig var der kaos, og andre der væltede og foran var der nu kæmpe hul til feltet der upåvirket bragede af sted. Jeg var mildest talt rystet over at have siddet på første parket til et så voldsomt styrt og utroligt lykkelig for at jeg ikke var indblandet!
Jeg fortsatte, og flygtigt tænkte jeg at det var dét løb og at jeg måske bare skulle holde ind og køre tilbage så kæresten og min søster ikke skulle stå og være bekymrede for mig, de havde jo trods alt stået et par hundrede meter længere nede af vejen og set styrtet. Men så igen, nu var jeg kørt hele vejen til Fyn så jeg måtte bare kæmpe det jeg kunne og ikke give op.
Så jeg kæmpede mig tilbage igen, og nåede op inden vi drejede ind på en landevej hvor sidevinden trak feltet ud og så knak feltet igen fordi en rytter ikke kunne holde hjul i sidevinden. Det var den klassiske elastik og den knækkede tre ryttere foran mig og da den knækkede havde forankørende ikke mulighed for at køre det ind. Jeg selv var ramt af min kørsel tilbage og havde ikke overskuddet til at køre feltet ind så jeg håbede på de andre ville lukke hullet. Det skete bare ikke.
Så her sad jeg, endnu engang med hul op til feltet, og i rødt felt.
Jeg måtte ikke gå i panik, for jeg kunne simpelthen ikke køre hurtigere uden at eksplodere, så jeg måtte restituerede og lige komme til kræfter. Jeg holdt kæden stram og hentede en rytter og råbte "kom så", vi kørte rundt og efter et par km kom en gruppe på en 6-7 stykker op bagfra. Her var vi dog lidt uden moral. Løbet var jo slut for vores vedkommende og feltet var long gone, ude af syne. Vi kørte så først bare sammen, uden struktur eller noget. To ryttere nåede at tage et par føringer hver. Jeg selv skulle lige have pusten. Jeg gik så op og tog en føring og slog demonstrativt ud. Rytteren bagi fortsatte i samme dur og sådan fandt vi ind i et godt samarbejde. Vi kørte godt rundt og selvom at vi måske var ude af løbet fortsatte vi. Føringerne blev hårdere, alle kørte med rundt og sådan fortsatte vi. På en lang lige strækning kunne vi se feltet, de var faktisk ikke så langt væk. Måske et minuts penge. De måtte have kørt elevator kørsel. Det gav os et håb, og masser af moral. Måske kunne vi køre dem ind igen? Så vi gav den alt hvad vi havde og kom op til en hale af biler der lå efter feltet og i ren Tour de France stil kørte vi op til feltet igennem "karavanen" af personbiler der pludselig måtte finde sig i at være en del af vores cykelløb. I en halv omgang havde vi været ude af løbet men pludselig var vi inde i løbet igen takket være et godt samarbejde hvor alle kørte rundt og hvor vi virkelig gav den alt hvad vi havde! Helt utroligt, og et bevis på at man aldrig skal give op. Hvilket drama!
Løbets udvikling og vores kørsel havde dog kostet mig mange kræfter og jeg må indrømme at jeg virkelig hang i en tråd når der blev rykket! Jeg havde syre i benene og måtte flere gange grave dybt bare for at hænge på. Jeg kunne også mærke at en krampe lurede så jeg var godt mærket, især på bakkerne hvor jeg måtte fire. En enkelt gang måtte jeg endda slippe på en stejl bakke og lå så en 15-20 meter bagefter. Et par af de andre fra den gruppe af ryttere jeg havde kørt op til feltet med, lå også og hang. Da vi kom ud på opløbsstrækningen og kørte ud på tredje omgang blev feltet trukket ud igen og jeg hang på. Kunne godt mærke at de hektiske 60 km havde gjort indhug og min snitpuls som lå på 172 vidnede også om at det havde været et hårdt løb.
Farten gik dog lidt ned her på tredje omgang, heldigvis for det gav mig lige tid til at komme til mig selv. Men det var bare stilhed før stormen for på bakkerne blev der givet fuld gas. Endnu engang måtte jeg fire det jeg kunne og trods det lå jeg på grænsen og følte nærmest at jeg blev ved med at grave dybere og dybere bare for at komme med op over. Det var bestemt ikke holdbart, og med seks kilometer igen på den berømte regisse-bakke måtte jeg slippe. Regisse bakken er en virkelig dræber. Stejl de første par hundrede meter og så kommer der et langt falsk plateau hvor de stærke virkelig kan afgøre løbet.
Jeg måtte kaste håndklædet i ringen og rullede herefter ind mod mål. Helt og aldeles færdig. Jeg spiste de to musli-barer jeg ikke havde nået at spise og reflekterede over at det hele havde været så hektisk at jeg ikke havde fået spist dem! Da jeg kom i mål tømte jeg fluks en hel liter Mathilde. Jeg vidste ikke hvad nummer jeg var blevet, men har senere fundet ud af at jeg blev nummer 36. Sjovt nok samme resultat som i 2010! Men I år havde det bare været så anderledes. Hvor jeg sidst blev nummer 36 efter at have været blandt dem der animerede løbet og hele tiden kørte med i udbruddene, var jeg her i den anden ende af feltet.
Jeg føler at jeg har kørt løbet ”bagfra” og ikke ligget godt nok i feltet. Fysisk syntes jeg at jeg har præsteret langt bedre end hvad resultatet siger, og jeg tror ærlig talt godt at jeg kunne have kørt i top ti hvis jeg havde kørt klogere og ikke hele tiden været så udsat ved at ligge bagi. Mentalt prioriterede jeg dårligt når det galt, og hvis ikke hovedet er med så kan man altså have nok så gode ben, det bliver bare ikke bedre!
Alt i alt kom jeg igennem de 90 kilometer på 2 timer og 20 minutter. Min snitpuls endte på 170 og maxpulsen på 187. Jeg lå i alt i zone 174-189 i knap 58 minutter så hvorom alting er, må det have rykket lidt på formen!

Flot og godt, langt indlæg der virkelig gav tid til at sætte sig ned og fordybe sig sætte tingene i relief!
Puha den træner der, han begynder sgu at irritere een. Jeg undrer mig over hvorfor han kører sådan på dig og kan nærmest kun tænke at det må være fordi han ser noget i dig og at han tænker at du ville kunne repræsentere klubben flot, for ellers er der da ingen grund til at være sådan. Lad dog folk selv styre om de kører eller ej! Og lige for at give svar på tiltale så har du vidst også udset dig et par løb som du skal ud og præstere i så det skal nok komme!
Anyway, godt du bed fra dig overfor hans vås. Hader i øvrigt når folk skal komme med "gode råd" såsom "du skulle have ventet lidt". Det prøvede jeg faktisk så sent som igår hvor jeg i det sidste interval bliver nr. 4 eller 5, efter at have givet den alt hvad jeg havde med folk på slæb de sidste 1000 meter. Så var der en der kommenterede at jeg skulle have ventet. Hallo... Undskyld mig lige, men jeg kører mig lige i smadder fordi VI TRÆNER OK! Tak!
Ja hvorfor cykler man? Hvorfor gider man at cykle i timevis, i al slags vejr og bruge megameget tid på det og tonsvis af penge? Hmmm. Jeg syntes du rammer den meget godt med legen. Jeg cykler fordi jeg elsker det, elsker at presse mig selv, konkurrere med ligesindede og være i god form og som du selv nævner, pga legen i det. Gamet, det taktiske spil i spurterne, hvem åbner? De små ting, teknikken når det går nedaf. Puha der er mange ting. Naturen, fordi jeg fascineres af at man med egen kraft kan bringe sig selv over lange geografiske afstande.
Jeg har ingen intentioner om at køre meget mere end jeg gør nu, eller for den sags skyld at rykke op og ende som kanonfoder for talenterne og andet godtfolk, og jeg kan også mærke på mig selv at når det bliver for meget. Når man lige dropper en fællestræning fordi man hellere vil køre afsted for sig selv og selv bestemme sin tur(måske er jeg bare mærkelig). Eller når man bare har haft en periode med rigtigt meget cykling. Så skal jeg lige have det lidt på afstand. Og det er også sundt for der er også andet i livet end cykling, nemlig livet. Som cykelrytter ofrer man sig meget ift omverdenen, man lever og ånder cykling på et flere niveauer. Hvad enten det er at rage benene eller tænke over morgendagens mad så man er klar til at træne, rydder kalenderen for at sikre sig at man kan nyde et godt cykelløb i tv. Det gælder i sidste ende om at finde en balance, et punkt hvor man får det meste ud af det ift det man selv syntes er rimeligt at ofre og det virker til at du er nået dertil.
Det blev lige et længere svar end hvad jeg lige havde regnet med men dit indlæg gav også en del stof til eftertanke
PS: Meget flot max watt du lægger for dagen

Det er nogle spændende tanker du gør dig, og jeg kan virkelig godt følge dig i, at du føler dig fristet af at skifte karriere og gå over til at leve af din hobby. Jeg ville selv elske, hvis jeg havde de samme muligheder.
Jeg tillader mig nu alligevel at stille mig lidt kritisk uden at det på nogen måder skal misforstås, og måske rammer mine spørgsmål nogle punkter som du sikkert allerede selv har været omkring;-)
Først og fremmest, hvad laver en pizzaiol?
Når du skriver "restauranten", så antager jeg at du henviser til dine svigerforældres? Har du tænkt over den problematik der er i sådan et samarbejde? De mennesker kan være de sødeste som svigerforældre, men total umulige at samarbejde med rent erhvervsmæssigt. Vil du risikere det? Og hvad vil du gøre, hvis dit forhold til kæresten ryger på gulvet om fx. 6-12 måneder? Står du så uden job eller hvad vil ske?
Er du overhovedet klar til at leve af at lave pizzaer? Er der udfordringer nok i jobbet, eller er det en hobby som du blot skal nøjes med at dyrke på fritidsbasis? Gider du aften/weekend/helligdags arbejde i hele sommerhalvåret? Og sidst men ikke mindst, kan du undvære alle de andre ting som du får tid til med dit nuværende job (læs: cykling), men som du ville måtte give afkald på i den nye stilling?
Jeg tror at det at arbejde inden for restaurations branchen er en livsstil. Enten kan man lide det eller også hader man det. Et job i dine svigerforældres restaurant vil virkelig presse dig, da du vil være bange for at underpræstere. Hvem gider at være den usle svigersøn, der ikke lever op til forventningerne???
Tænk det rigtig godt igennem, og tænk især forholdet til din eventuelle kommende chef igennem, og ikke mindst konsekvenserne hvis det ikke går helt som forventet;-)

Må sige at jeg er ret enig med Elkjærmark og Lamotta. Der er for mange risici forbundet med at indlede et professionelt forhold til svigerfamilien ligesom at arbejdstiderne ikke er så attraktive. Det er et stort spring at tage og man skal også huske på at græsset nu engang er grønnere på den anden side af hegnet. En MUS samtale må være vejen frem for jeg syntes lidt det lyder som om at du er gået nok så død i din nuværende situation.

Fed tur
Går ud fra at de 62 km/t er fra den sidste spurt, det er godt nok en flot hastighed, for slet ikke at tale om watt tallet!
Ja det kan sgu være lidt stressende når der bliver liret, men så på den anden side er det sådan nogle små ting der gør at man lige rykket niveauet en smule!

Fedt med en videolog! Du har sgu kameratække :4thumbup:

Fedt med en videolog! Du har sgu kameratække :4thumbup:

-Det behøver DU dælme ingen hjælp dtil det klarer de sgu fint selv :4thumbup:
Meen, omvendt når du nu får nummer på ryggen og chip på cyklen så skal du da frem med skraberen. Det skal jo være lirens (og ingen sorte sokker )