Jaaanie

Kære Spinderella og rov (hvilket bare er et fantastisk udtryk!)
Jeg har siden jeg læste dit indlæg i irritationsmomenter (http://www.motion-online.dk/fora/index.php?showtopic=14529&st=16350), spekuleret lidt over den situation du befandt dig i forleden (Det vil sige når jeg altså ikke havde travlt med at drikke øl, råbe ukvemsord, og forsøge mig med diverse distraktions taktikker mod modstanderne i Kongespil). Sagen er jo den at jeg tror vi alle har været i den situation, hvor en eller anden med et englesmil på læberne har samlet alle deres indestængte frustrationer og smækket dem lige i skallen på os, som en kæmpe verbal passiv-aggressiv lussing.
Lammet af chokket over den nederdrægtighed der rettes mod os står vi målløse tilbage mens vores mentale eksistens snublende vælter baglæns og griber ud efter rebene i ringen, og prøver at processere hvad søren der lige skete der.
Sidst det skete for mig er nogle år siden. Jeg var for en periode flyttet tilbage til barndomslandsbyen efter et længervarigt udenlandsophold. Jeg havde lige færdiggjort min HF og var efterfølgende startet på Universitetet. Jeg skulle i det hele taget lige finde fodfæstet igen efter mange turbulente oplevelser, så det havde været med noget ambivalens jeg havde bosat mig i barndomsbyen, med dens noget brogede blanding af gode og dårlige minder. Men det var let og finde bolig og jeg kunne få et studiejob hvor jeg kunne sidde og læse mens jeg var på arbejde, så i sidste ende var det et godt valg, og jeg flyttede midlertidigt tilbage til muldjorden.
Af og til mødte jeg selvfølgelig gamle skole kammerater og det var for det meste ganske sjovt at se dem igen. Der var mange som havde fået børn, hus og så videre. Selv havde jeg jo ikke det helt store at prale af, men det var nu sjovt at høre hvad de havde gjort med deres liv. En dag uden for fakta, møder jeg så en pige som jeg gik i parallel klasse med. På trods af vi ikke var venner på noget tidspunkt havde vi tilbragt meget tid sammen da vi i en periode hang ud med de samme mennesker.
Hun var typen som gjorde og sagde en masse lede ting iklædt et englesmil og en ”med de bedste intentioner holdning”, mens fordømmelsen drev af hende i tykke strømme og de skarpt afpillede og optegnede øjenbryn bevægede sig helt op under hårgrænsen. På grund af dette var hun I min barndom og spirende ungdom en som jeg var evigt vagtsom over for, og egentlig helst ville holde mig fra. men på denne solbeskinnede dag på parkeringspladsen foran Fakta var alle bekymringer og vagtsomheden glemt, hun var jo trods alt kun en pige den gang…
Jeg hilste derfor glad på hende og den lille dreng der sad og svingede med benene i hendes indkøbspose-belæssede indkøbsvogn. Hun hilste da også tilsyneladende glad igen og vi sludrede lidt om hvad vi gik og lavede. Hun og hendes mand havde købt hus og arbejdede og havde fået to børn (Tillykke!!!). Selv nåede jeg ikke at fortælle meget mere end at jeg læste inde på universitetet i København før det, som et lyn fra en klar himmel, skete på nøjagtigt på sammen måde som da jeg var yngre. Øjenbrynene fløj op mod hårgrænsen og munden blev en stram linje, der kun med meget god vilje kunne minde om et smil. Kun en anelse opadrettet runding i mundvigende indikerede at de stramt sammenpressede læber skulle indikere andet end at en citron lige havde eksploderet i munden på hende. Da de sammenpressede læber momentært adskiltes var tonen nu blevet helt kold og hvislende, og i et kort øjeblik var jeg tilbage i ottende klasse, fumlende, med mine hænder usikkert presset så langt ned i lommerne som muligt mens hun med samme udtryk og tone "hjælpsomt" kommenterede på min kusines aflagte bluse som jeg igår havde fået, og indtil for 5 minutter siden, havde elsket.
”Nåe… Du er måske sådan en Evighedhedsstuderende?” Et øjeblik stod jeg mundlam over dette uventede angreb og fik så stammet at nej det var jeg da ikke (Hvad end det så er..?), men at jeg blot havde lavet andre ting før jeg begyndte at studere. Der var ingen tvivl om at samtalen nu var slut og jeg må indrømme at mit smil heller ikke ligefrem strålede mere. Med et overbærende smil og nik bakserede hun sin nu skrigende og sparkende dreng væk, mens jeg, stadig chokeret, fik mumlet de fornødne høfligheder og forsatte ind i Fakta mens jeg spekulerede over hvad helvede der lige skete der.
Den verbale lussing der var faldet, havde ikke været til at tage fejl af, på trods af det måske ikke lyder som nogen voldsom fornærmelse når jeg forsøger at gengive det her på skrift. Tonen og kropssproget efterlod dog ingen tvivl, none what so ever….
Kære Spinderella, der er i min verden, ud fra det du skriver, ingen tvivl om at hun lige langede dig en verbal lussing, lige meget om du trænger til at tabe dig eller ej. Der er simpelthen ingen pige/kvinde der besidder bare en middelmådig grad af intelligens der ville spørge en anden af kvinde om det spørgsmål uden af de var HELT sikre i deres sag. Overvægt, indbildt eller ægte er den måske nok mest velkendte og almindelige fornærmelse i den feminine verden. Det er lidt på linje med at sige ”Din fucking smatso”, det er sgu lige meget om man er en fucking smatso, det er stadig intenderet fornærmende.
Nå men det jeg gerne vil frem til er at stille spørgsmålet, hvordan skal man håndtere denne til tider mere eller mindre skjulte form for aggressivitet? Hvad gjorde du Spinderella? Hvad ville i andre gøre? Jeg har selv et par bud og dem vil jeg give når jeg har været op og træne. Men lad os høre hvad i har oplevet, hvad i gjorde, og måske endnu sjovere, hvad i så bagefter gik og fantaserede om at i skulle have gjort!
/Jannie

flotte stænger!!! Fo realz!! shizzle my nizzle

Pigetræf Lørdag d. 23/4-2011

Kære logbogs læser
Så oprandt den store dag endelig, Pigetræfsdagen. Dagen hvor jeg for første gang skulle begynde at lære at træne med frivægte, og skulle mødes med JAAB og Power Princess.
At sige at det var en AWSOME dag, hvor jeg havde svært ved at holde op med at smile er en underdrivelse.
JAAB var kommet på besøg fra Odense og ventede på mig i det strålende solskin uden for træningscenteret. Efter opvarmning bevægede vi os ind i frivægtslokalet, her var godt fyldt og der blev mere fyldt undervejs. Så begyndte vi ellers på det, jeg blev instrueret i at lave dødløft, bænk, bulgarian split squat, lunges, og meget andet godt. Vi savnede undervejs lidt PP (som desværre måtte arbejde og først mødte os senere) oh hendes stålsatte vilje og store guns til at skræmme træningsdrengene væk fra bænkene og stænger så vi kunne komme til, men det hele gik nu alligevel.
Jeg havde på grund af mine knæ ikke trænet mine ben i ca. 2 måneder, men jeg havde besluttet at teste øvelserne forsigtigt og så se hvordan det gik. Så vi lagde forsigtigt ud på squat- og lungeøvelserne. Mine knæ føltes dog fine. Selv på trods af den blide start, er mine ben helt ristede. Jeg har de værste doms ever!
Det var en mærkelig og udfordrende fornemmelse at stå med de ufikserede vægte og skulle balancere dem, tænke over hvilken bane man skulle bevæge dem igennem og præcis hvordan man skulle stramme i hvilke muskler. JAAB var en supergod instruktør, og jeg følte mig i virkeligt gode hænder, hun kom med meget hjælpsomme kommentarer om referencepunkter på egen krop i forhold til bevægelserne, sådan lidt ala, ”Ja så skal stangen helt ned til omkring dette sted på dine bryster…”. Det var super fedt at blive instrueret af en pige. Det var en meget lærerig dag.
Og endelig, endelig kom det så, det jeg i mit stille sind havde glædet mig så meget til, JAAB begyndte selv at træne lidt. Det var en stor oplevelse at overvære og hvis jeg siger mine øjne strålede af beundring over hendes store styrke og mod, så er det nok ikke helt løgn. Jeg var helt sikkert heller ikke den eneste der var betaget. Hele frivægts lokalet havde opmærksomt og mere eller mindre stirrende holdt øje med vores gøren og laden mens hun instruerede mig og da JAAB smed sin dødløfts stang på jorden med verdens højeste tordenskrald, gik noget nær en omvendt chokbølge gennem lokalet hvor alles hoveder drejede sig frivilligt eller ufrivilligt i hendes retning. Jeg tror ikke mit smil kunne have været større, lysten til at hoppe og huje holdte jeg dog skarpt i check.
Jeg glæder mig så meget til jeg skal ud og heppe på hende når hun skal styrkeløfte, det er muligt jeg kommer til at hoppe og huje lidt på dette tidspunkt.
Så handlede vi ind og tog hjem og lavede mad, Power Princess kom, og vi blev mætte og godt beduggede, fik fine kjoler på og tog i byen. Men den fortælling kan der læses om andetsteds ( http://www.motion-online.dk/fora/index.php?showtopic=51542&st=2085 ).
Det var den bedste dag i verden.
/Jaaanie

Pigetræf Lørdag d. 23/4-2011

Kære logbogs læser
Så oprandt den store dag endelig, Pigetræfsdagen. Dagen hvor jeg for første gang skulle begynde at lære at træne med frivægte, og skulle mødes med JAAB og Power Princess.
At sige at det var en AWSOME dag, hvor jeg havde svært ved at holde op med at smile er en underdrivelse.
JAAB var kommet på besøg fra Odense og ventede på mig i det strålende solskin uden for træningscenteret. Efter opvarmning bevægede vi os ind i frivægtslokalet, her var godt fyldt og der blev mere fyldt undervejs. Så begyndte vi ellers på det, jeg blev instrueret i at lave dødløft, bænk, bulgarian split squat, lunges, og meget andet godt. Vi savnede undervejs lidt PP (som desværre måtte arbejde og først mødte os senere) oh hendes stålsatte vilje og store guns til at skræmme træningsdrengene væk fra bænkene og stænger så vi kunne komme til, men det hele gik nu alligevel.
Jeg havde på grund af mine knæ ikke trænet mine ben i ca. 2 måneder, men jeg havde besluttet at teste øvelserne forsigtigt og så se hvordan det gik. Så vi lagde forsigtigt ud på squat- og lungeøvelserne. Mine knæ føltes dog fine. Selv på trods af den blide start, er mine ben helt ristede. Jeg har de værste doms ever!
Det var en mærkelig og udfordrende fornemmelse at stå med de ufikserede vægte og skulle balancere dem, tænke over hvilken bane man skulle bevæge dem igennem og præcis hvordan man skulle stramme i hvilke muskler. JAAB var en supergod instruktør, og jeg følte mig i virkeligt gode hænder, hun kom med meget hjælpsomme kommentarer om referencepunkter på egen krop i forhold til bevægelserne, sådan lidt ala, ”Ja så skal stangen helt ned til omkring dette sted på dine bryster…”. Det var super fedt at blive instrueret af en pige. Det var en meget lærerig dag.
Og endelig, endelig kom det så, det jeg i mit stille sind havde glædet mig så meget til, JAAB begyndte selv at træne lidt. Det var en stor oplevelse at overvære og hvis jeg siger mine øjne strålede af beundring over hendes store styrke og mod, så er det nok ikke helt løgn. Jeg var helt sikkert heller ikke den eneste der var betaget. Hele frivægts lokalet havde opmærksomt og mere eller mindre stirrende holdt øje med vores gøren og laden mens hun instruerede mig og da JAAB smed sin dødløfts stang på jorden med verdens højeste tordenskrald, gik noget nær en omvendt chokbølge gennem lokalet hvor alles hoveder drejede sig frivilligt eller ufrivilligt i hendes retning. Jeg tror ikke mit smil kunne have været større, lysten til at hoppe og huje holdte jeg dog skarpt i check.
Jeg glæder mig så meget til jeg skal ud og heppe på hende når hun skal styrkeløfte, det er muligt jeg kommer til at hoppe og huje lidt på dette tidspunkt.
Så handlede vi ind og tog hjem og lavede mad, Power Princess kom, og vi blev mætte og godt beduggede, fik fine kjoler på og tog i byen. Men den fortælling kan der læses om andetsteds ( http://www.motion-online.dk/fora/index.php?showtopic=51542&st=2085 ).
Det var den bedste dag i verden.
/Jaaanie

Sludder og Svømning Onsdag d. 20/4-2011
Svømning
I går var jeg oppe og svømme. Det blev til en halv time koncentreret svømning med kun lidt pauser, det var lækkert. Det er ved at være et stykke tid siden jeg har haft lov til at bruge kroppen på den måde, det var så dejligt. Da jeg gik hjem fra svømning i den lune aftenluft strømmede glæden ind i min krop som små rislende bække der plantede sig i min mave som en uforløst klukkende latter, der bare ventede på at springe fra mine læber.
Men så fik jeg kvalme, for jeg var sulten.
Lady P.
Som jeg tidligere har nævnt, tilbragte jeg et par år i en lille by på Englands sydkyst. Jeg tænkte jeg ville fortælle lidt mere om det i dag, da jeg ikke har noget sjovt træning at fortælle om.
En af de største forskelle jeg oplevede mellem den Engelske og den Danske kultur var lokalmiljøerne, og i hjertet at disse lokal miljøer var de lokale pubs. Det var her folk kiggede ind efter arbejde og fik en enkelt øl med naboen, eller de kom forbi når de var ude og gå aftentur med hunden, eller blot for at mødes med venner og bekendte. Der var mange forskellige måder englænderne brugte deres pubs, og lige så mange traditionelle, sære eller mainstreamagtige pubs at vælge imellem.
En af disse mere traditionelle pubs, The Wellington, kom jeg til at kende særdeles godt, da jeg i størstedelen af min tid i England arbejdede der som bartender/tjener.
The Wellington lå i Portsmouth og havde i sin dag været en af de lidt finere pubs i Portsmouth. Nu var den, lige som sit faste klientel, blevet lidt gammel, slidt og nusset i kanten. Den øvre klasses oppustede selvfølelse levede dog stadig i bedste velgående på trods af de slidte vinrøde hynder og støvede mosgrønne draperier. Indretningen var… Jah who cares, jeg er ikke så god til at beskrive sådan noget, men det var gammelfint på den der måde hvor man hele tiden går rundt og forventer at lugte mølkugler, og hvor vaser og lamper er strategisk placeret for at skjule pletter og slidmærker. Bag den mørke og højpolerede bar der var det første der mødte en når man trådte ind af døren, tilbragte jeg mange timer i selskab med det faste klientel der stort set alle var på den lagrede side af de 50. Langt de fleste var, eller havde været, rige. Nogen millionærer eller milliardærer, hvis man skulle tror på deres egne eller de andres historier, og nogle blot succesfulde selvstændige.
Der var faktisk også en enkelt adelig der i en periode gæstede vores establishment. Lady P. P er navnet på et gammelt imperium, men jeg må nok hellere undlade at skrive det rigtige navn her. Historien om Lady P er en forvirrende historie, nogen siger at hun er en uægte født arving, angivelig resultatet af en højst pinlig, udenom ægteskabelig affære, som senere har købt sig til titlen. Andre historier siger hun er ægte men bims og derfor er blevet ekskommunikeret af familien og nu får et månedligt beløb for at holde sig væk.
Jeg skal ikke kunne sige hvad der er sandt eller ej, men som andre forvirrede eksistenser havde hun i hvert fald en helt særlig evne til at skabe problemer for sig selv, og familien havde hun hvert fald ikke kontakt med. Den verden hun levede i var generelt et urimeligt sted hvor tingene ofte gik helt galt for hende, uden hun på den mindste måde selv var skyld i det!
Lady P var omkring de 40, høj, slank og en generelt attraktiv kvinde. Hendes halvlange og fint stylede hår var blondt, den lyse hud var solbrændt og øjnene krystalblå. Hendes makeup var pæn men synlig. Hun var altid pænt klædt, til tider meget afslørende, men hun kunne nu godt bære det. Det kostede hende dog et par misbilligende blikke fra kvabsede kvinder på samme alder der bestemt ikke ville have kunnet bære det. Hun havde et skarpt øje for hvad der klædte hende, og var altid at finde iklædt dyre mærker og smagsfuldt tilbehør. I alle henseender var hun en pæn kvinde og til at starte med et ganske charmerende bekendtskab.
Lady P var altid på slankekur, som hun aldrig kunne forstå hvorfor ikke virkede. Oftest var hun på Atkinson, hvilket betød hun altid drak dobbelt gin med diet tonics, for dem var der jo ingen kalorier i. Den del af Atkinson der sagde at man slet ikke måtte drikke alkohol, var i hendes bog noget fis, og da jeg var bartender, så det var jo heller ikke ligefrem en pointe jeg omhyggeligt understregede når hun beklagede sig over at livvidden stadig stod bomstille og bestilte endnu en dobbelt gin og diet tonic. Sådan var det faktisk med det meste af hendes liv, hun fulgte de regler som hun synes gav mening, og resten pissede hun højt og flot på og når konsekvenserne kom stod hun med et uforstående og forurettet ansigtsudtryk og forstod ikke hvorfor verden nu igen var efter hende.
En sløv sommer formiddag havde jeg stået og gjort lidt rent, sludret med de tidlige kunder og kedsommeligt spejdet ud af de store panorama vinduer ned mod den knap synlige havnefront, da Paul frejdigt kom ind af døren. Paul var en ældre succesfuld håndværker der efterhånden tilbragte mere tid i jakkesæt med sin venner på pubben end med at rode med rør og hvad han nu ellers lavede. Vi var fine venner Paul og jeg. Han var ærlig, og havde den generelle indstilling at hvis man ikke kunne andet, så kunne man da grinede lidt af verden og det kunne jeg godt lide.
Efter Paul havde hængt habitjakken og bestilt sin whitewine spritzer (som altid skulle serveres med muscadet, i et bestemt glas der var "Pauls" og helst med 5 isterninger - sådan havde de fleste af vores faste kunder et eller andet...), langede han med et stort grin, en åben lokal avis over disken til mig. Jeg havde på dette tidspunkt ikke set Lady P længe og her var forklaringen! Hendes kønne og forurettede ansigt så appellerende op på mig fra avisens første par sider under overskriften at hun var i fængsel. Forvirret læste jeg artiklen ind imellem bestillinger og det viste sig at hun var blevet politianmeldt af nogle naboer for at have dyrket højlydt sex i sit udendørsboblebad.
Jeg kunne godt huske hun havde fortalt om en lignende hændelse hvor hun havde fortalt at hun havde haft sex i boblebadet og naboerne havde klaget. Det havde hun synes var for groft, at hun ikke skulle kunne stønne som hun lystede i sin egen have (og at naboen i øvrigt bare var utilfreds med det ikke var ham der kneppede hende). Hun havde derfor kvitteret med at bolle endnu mere højlydt stønnende (læs: skrigende).
Naboerne havde tilsyneladende følt sig chikaneret (eller forsmået.. who knows!) og var til sidst gået til politiet.
Det var dog ikke det larmende sex hun skulle i fængsel for, denne hændelse havde hun fået tildelt noget samfundstjeneste for. Samfundstjenesten havde bestået af et særdeles uværdigt job i en second hand tøj butik, hvor det blev forventet hun skulle røre ved andre menneskers ulækre brugte tøj! Dette havde Lady P selvfølgelig nægtet, vi ville aldrig have forventet andet af vores lokale adelige.
Dommeren havde så givet hende noget nyt samfundstjeneste som var skovrydning. Dette havde hun dog mødt op til iklædt en nedringet undertrøje, hotpants og flip flopper. Arbejdslederen havde så sendt hende hjem, da det ikke var forsvarligt at hun arbejdede i den mundering. Harm over denne uretfærdige krænkelse af hendes ret til at klæde sig som hun ville (Alle har vel for helvede ret til at vise ben, bryster og velplejede fødder foran nogle velbyggede arbejdsmænd Ikke sandt?) nægtede hun pure at tage andet på og dommeren smed hende så i fængsel.
Lady P havde også en Kanariegul Ferrari. En dag var der nogen der havde hældt syre på den, og spekulationerne foran baren pegede alle sammen på at det var bestilt arbejde udført af Portsmouths ældre crime boss ”James’”* håndlangere. Ingen vidste dog hvorfor, men et par stykker sad dog og godtede sig. Jeg fandt aldrig ud af hvad der skete med den sag, men Lady P var i hvert fald meget ked og høstede meget tårekvalt sympati, og var i det hele taget i sit højdramatiske es, når hun gang på gang berettede om hændelsen. Endnu en gang havde verden bevist sin bedrageriske natur og igen stod hun som det forulempede offer. Og nu steg hendes forpulede forsikring.
Jeg tror personligt det var naboerne.
Med tiden holdte den dramatiske Lady P op med at komme i min pub. Stemningen blandt de faste kunder havde lige så stille vendt sig fra hende, trætte af det drama der konstant omgav hende og hendes uforstående og selvretfærdig attitude. Grinene og sympatien efterhånden rendt ud og til sidst helt stilnet. Derefter blev hun efterhånden kun et sporadisk indslag i min dagligdag. Jeg ved ikke hvad hun laver i dag, men at hun passioneret håndhæver sin ret til at gå i hotpants hvor hun lyster, er nok ikke et skidt gæt.
/Jaaanie
*”James” er i øvrigt en historie til en anden dag – men hvis du troede at folk der tændte cigarer med håndfulde af 50 punds sedler, kun var noget der skete i filmene, så kan du godt tro om igen. Been there, seen it, been asked to do it.

Træning Fredag d. 8/4-2011
Stærk, Stærkere og MIG!

Lænd extention:
3x12x55kg
Triceps press
3x12x30kg
Bryst Press
3x12x20kg
Bryst fly
3x12x20kg
Begge bryst øvelser kørte meget bedre end sidst, jeg bliver altid virkelig imponeret over hvor hurtig man kan mærke fremgang… Det er super motiverende.
Seated rows (underhånd)
3x12x26kg
Seated rows (overhånd)
3x12x23,5kg
biceps curls
3x12x22,5
Ahh fredag eftermiddag… Så der var masser af smukke unge fyre der lige skulle have pustet armene op, før de skulle ud og vise dem frem for udvalgte skønjomfruer. Det lykkes mig dog at få lov at køre skiftevis med en fyr som tydeligvis havde forvildet sig væk fra sin flok, og derfor var sårbar over for mit venlige smils potentielt maskine stjælende virkning.
Dybt imponeret over mig selv opdagede jeg, at han kun havde sat 20 kilo på mens jeg selv brugte hele 22,5 kilo, måske jeg var stærkere end jeg troede?! Måske 22,5 Kilo slet ikke var så værst! Det klingede dog ikke helt rigtigt i mine ører og det gik også hurtigt op for mig dette blot havde været et såkaldt opvarmnings sæt eller noget i den dur, da han ved næste sæt, raskvæk, øgede med 10 kilo, og næste sæt øgede 10 kilo igen… Og ja, det gjorde han sikket flere gange, men der var jeg færdig og gået op for at lege med bolde og fleksibilisere. Min nyfundene styrke sivende ligeså stille tilbage til fantasiland hvor den var kommet fra.
Armhævninger med håndvægte
3x12x3kg
Kernetræning med swissbold og håndvægte
2x3x12x2kg
Knee raises
3x5xBW
Meget bedre form denne gang, det var først rigtig på sidste sæt jeg ikke rigtig kunne holde formen, hvilket er en kæmpe forbedring.
Fleksibilisering…
Jeg gad egentlig ikke. Men gjorde det selvfølgelig alligevel.
Den oplevelse jeg havde til træning i går hvor jeg, i et split sekund, indtil hjernen slog til, lykkeligt levede i illusionen om jeg nok var stærkere end jeg troede, bragte minder fra hengangen tid til overfladen. En gang for længe siden da jeg endnu var en ung asparges, havde jeg fulgt min eventyrlyst (og delvist mit hjerte) til England for at prøve noget nyt. Det blev en tid med mange nye oplevelser på Englands nær tropiske sydkyst, og det var her jeg begyndte at træne kampsport.
England er et sjovt sted, det ligner Danmark så meget og er alligevel på mange områder fremmedartet. Husene ligner rækker af forvirret patchwork. Alle klynger de sig til hinanden og deler vægge og mure som danske rækkehuse. Dette er dog uden den mindste systematik eller ensartethed i konstruktion eller design. Hvide, røde, brune, grå, gule, mursten eller kridt. Store vinduer, små vinduer eller blyindfattede ruder med kulørt glas pryder facaderne og på bagsiden ligger små frimærke haver på rækker. Haverne var som reglen adskilte af havemure, hvor man kunne side på de lune sommeraftener og overskue sit kongedømme. I haverne var der som reglen lidt fliser, en enkelt palme, noget græs, en tørresnor, henslængte og glemte legesager og nogle gennemrustede grille.
Jeg lejede et værelse i et sådant hus og boede der sammen med 2 andre lidt skiftende personer. Et af de huse, som mit hus havde lidt kærligt samvær med, viste sig at være en Dojo. (Til de af jer som ikke har dyrket kampsport (eller nærstuderet Karate Kid filmene), så er en Dojo en karate klub, typisk en lille ”gymnastiksal” med det sædvanlige trægulv og kæmpe spejle). Det var en meget lille Dojo, ikke en kommerciel klub, der var 4 medlemmer udover Sensei Ken, John, Guy, Kyle og Sue. Alle var de sortbælter og Sensei, der nu var en ældre herre havde egentlig mest sin Dojo for at holde sig i form og se sine venner.
Til tider tog han en enkelt eller to nye elever og en af disse blev mig, og en uges tid senere min daværende kæreste Christopher. Sensei havde engang været landsholds kæmper for England, men havde siden da skiftet stilretning fra Shodokan (ud af foragt for dette sportsmisfoster af en karate retning, gider jeg ikke tjekke min stavning af dette…!), til Goju Ryu (Okinawa stil). Dette er en langt mere oprindelig version af karate og et fuldt system der på ingen måde var egnet til andet end kamp og selvforsvar. Dirty tricks og funktionel tilpasning var alfa og Omega. ”If it keeps you alive, you poke out his eyes… If there is three guys and you cannot run, you be sure to be the first to strike so you eliminate one opponent before they can grab you…. But Sensei what if they have knives, what is the plan then? There is no plan then, you just RUN!”
I denne, skiftevis vinterkolde og sommerkogende sal, lærte jeg mange ting: At holde ryggen rank, at jeg var stærkere, langt stærkere end jeg nogen sinde havde troet, hvorfor det er en dum ide at spise lige før træning og hvor meget jeg kunne presse mig selv før jeg dejsede om. Min kærlighed til kampsporten var der fra dag et, og den forsvandt aldrig. Jeg var vild med det hele, og om det var passionen eller om det var naturligt flair, så blev jeg hurtigt langt dygtigere end min kæreste. Det var første gang i mit liv jeg oplevede at jeg var bedre end nogen til noget som helst fysisk. Mine tidligere oplevelser med sport havde været et sammensurium af kometagtige fodbolde i lige linje mod mit hoved, rundbolde der snedigt undveg sig mit bat og forpestende brækfornemmelser der blot ved løbet til første base til rundboldstimerne (også kaldet vikartimerne), truede med at overvælde min let buttede eksistens.
Så Karate blev noget helt specielt i min verden. Det var den første gang jeg var STÆRRRRRRK!

Træning Søndag d. 3/4-2011
Buzz Lightyear, Fitnessperlen, Smilepigen og den gamle glomand

Mennesker har været min interesse hele livet, både at være sammen med dem, men også blot at tavst gå rundt og observere dem. Tit når en dag har været svær har jeg ikke lyst til at tage hjem og være alene, men heller ikke at være sammen med mennesker. Så tager jeg min ipod i ørene og går rundt i indre by og kigger på mennesker. Ikke alene men heller ikke sammen med nogen, en pause tilstand imellem samvær og ensomhed. Jeg kigger på dem spilde is ned af sig selv og grine flovt, jeg ser dem skynde sig på klikkende hæle til vigtige møder, tørre løbende næser og grine mod himlen. Jeg bliver en gråtone af mig selv, et ecco af byens liv. Lever i flygtige øjeblikke i andres sko, til jeg er klar til at tage mine egne på igen.
Derfor er temaet for dagens logupdate også mennesker.
Ikke så mange mennesker i fitness i dag, folk ligger vel og plejer deres tømmermænd i deres senge, det sgu også hyggeligt nok, mere plads til miiiiiiiiiiiig! :4thumbup:
Lænd extention:
3x12x55kg
satte den lige ned på plads på 55kilo, ingen grund til at udfordre skæbnen!
Triceps press
1x12x32,5kg
2x12x30kg
Nææh nej den gik ikke – tsk tsk
Bryst Press
3x12x17,5kg
Pushups here i come!
Bryst fly
3x10x20kg
Seated rows (underhånd)
3x12x26kg
Seated rows (overhånd)
3x10x23,5kg
biceps curls
3x12x22,5
Det var især unge gutter der ikke var mange af i fitness i dag. Needless to say, det var ikke noget problem at komme til at lave biceps curls. jeg havde ellers stået hjemme foran spejlet og øvet mig i at se intimiderende ud, ikke at det lykkes – det er bare svært når man er 164cm og har en lyserød t-shirt på…
Armhævninger med håndvægte
3x12x3kg
Kernetræning med swissbold og håndvægte
2x3x12x2kg
Brugte en større bold i dag, det gjorde det faktisk en del sværere hvilket var meget nice, så det gør vi igen næste gang.
og så lige 12 girly whirly pushups (dvs. på knæene – suk) bare for sjoooov. Tager resten i aften.
Fleksibilisering…
Jeg var ikke særlig fleksibel i dag – dunno… Men kom da programmet igennem.
Som reglen når jeg træner, er det alene, det kan jeg egentlig bedst lide. At bare gå lidt rund, være lidt blank i hovedet og kun skulle fokusere på at lave øvelserne teknisk korrekt. Men alligevel efter et stykke tid begynder man jo at genkende de mennesker der også kommer i fitness. Nogle af dem er jeg begyndt at smile til eller hilse på og andre bemærker jeg bare tilstedeværelsen af og navngiver i mit stille sind.
Buzz Lightyear var til træning i dag. Ham lægger jeg altid mærke til. For han har en helt sindssyg lav fedt procent, samtidig som han mange store muskler både på toppen og bunden og en talje der ville gøre Scarlet o’Hara misundelig. Samlet synes jeg han ligner Buzz Lightyear. Og så er han vældig dygtig til at løbe og løbe og løbe. Kan være jeg skulle hilse på ham en dag.
Fitness perlen arbejder i mit træningscenter og det var ham der meldte mig ind og gav mig the tour osv. Men ham har jeg ikke set længe, det er ellers en skam, han er ellers hygsom at sludre med. Han er vidst i et andet center nu. Nå men til gengæld bliver der da ikke slukket for det vare vand en halv time før lukketid mere og det er godt! For jeg er en snøvle. De skideballer jeg gav ham for at gøre det, viste sig særdeles ineffektive, som reglen grinede han bare og forsøgte at kramme på mig. Strengt! Tror vidst PP har ret jeg må vidst øve mig på min intimiderings strategi.
Smilepigen var der heller ikke til træning i dag, hun er der ikke så tit når jeg er der. Smilepigen hedder Smilepigen fordi hun siden day one, har fået øjenkontakt med mig og sendt mig strålende smil som ønskede hun, at oplyse min dag med solens glitrende stråler. Vi er nu gået videre fra at smile til hinanden til at sige ”hej” og ”god weekend” og sådan. Men navnet ”smilepigen” sidder lidt fast i min bevidsthed. Nogen gange overvejer jeg om hun bare er en flink smile pige, eller om hun egentlig er glad for bryster, hvis en fyr opførte sig sådan havde jeg nok i hvert fald rødmet en del… Jeg hælder mest til den flinke smilepige mulighed, og det er rart der er mennesker som hende.
Til gengæld var den gamle glomand der i dag – som altid… Nu skal man jo ikke gøre sig klog på andre menneskers træning, og specielt ikke når man er sådan en nybegynder som mig, men som det foregående lægger op til har jeg selvfølgelig tænkt mig at gøre det alligevel. Magen til ineffektiv træning har jeg aldrig nogen sinde set, benene slasker sig ubekymret rundt på kondicyklen i en nærmest ironisk og hånlig gestus, mens hovedet snor og drejer sig for at give øjnene frit løb over centerets population af gennemsvedte bryster og numser. Selv hvis han træner vægte har jeg aldrig sporet den mindste anstrengelse i hans kropssprog eller set den mindste grimmase flakke over hans evigt vogtende ansigt. Hver gang jeg har drejet mit hoved i hans retning er det altid den samme lidt forsinkede reaktion. Som når man kaster en sten efter en due, drejer han hovedet væk, men man ved så snart man kigger væk, er hans øjne tilbage igen.
Jeg tvivler på han har nok vægt på i maskinerne til at komme til skade på grund af sin andetstedsværende koncentration, men man har vel lov at håbe.

Kredsløbstræning er bare et andet ord for konditionstræning :)

Ipren/Voltaren er sandsynligvis ikke løsningen på dit problem. Ligesom et skud kortisol heller ikke er det (en idé, der sikkert vil dukke op på et tidspunkt). Disse medikamenter er alle symptombehandling, der fjerner den smerte/inflammation, som generer dig, men ikke årsagen til inflammationen.
Din kur bør IMO i stedet være:
Besøg en kiropraktor og få lokaliseret, hvad det er der generer dit knæ.
Få at vide hvilket muskler, der er overspændte, hvor du er skæv osv. Få et par behandlinger.
Stræk disse muskler ud, masser dem, brug kagerulle osv. hver dag.
Behandl årsagen i stedet for symptomet.
Så virker du lige så stille igen, og problemet kommer ikke tilbage efter to uger.

Løberknæ kaldes også "tractus iliotibialis friction syndrome", og er derfor allerede meget specifik. Det er et senespejl på lateral siden af låret, der hæfter under knæet. Den løber henover et knoglefremspring på underbenet, som kan udløse smerte hvis senespejlet er for stramt.

Du skal i gang med foamrolling, kagerulle, udstræk og massage(MFR + triggerpunkt).

Hej enemark.
Hvis du ikke har fået en korrekt forklaring på, hvad impingement er, kan jeg fortælle, at det der sker erDet at ledhovedet på overarmen kommer til at klemme på omkringliggende ledbånd og væv under det fremspring der er på skulderbladet.
Fænomenet kommer til udtryk ved at man ikke kan løfte skulderen ud til siden og føre armen fremad under belastning i et pres.
Impingement er faktisk et fænomen, som vi ser flere og flere tilfælde af i fitness-regi...Så hvis det kan være en ringe trøst, er du er ikke den eneste.
Som du sikkert har fået at vide, skal du for alt i verden undgå tunge pres-øvelser, dvs. bænkpres, militarypress, skrå bænkpres o.lign.
Det du skal fokusere på er øvelser, som skaber mere plads i skulderen. Generelt er de fleste træk-øvelser og udad-rotations øvelser en måde at træne dette på.
Det er vigtigt at de øvelser du vælger bliver korrekt udført og i langsomt tempo, således du har mulighed for at mærke efter, om øvelsen fungerer for dig, eller ej. Det er desuden vigtigt at du træner med relativ lav belastning dvs. RM > 10, da for meget belastning kan provokere yderligere ustabilitet i skulderleddet.
(Vær i denne forbindelse sikker på, at folk ved hvad de taler om, hvis du søger svar hos instruktører eller lign.)
En øvelse som chinups er i sig selv ok, men pas på med at du ikke trækker for langt ned, hvis du laver øvelsen i en maskine. Hermed risikerer du, at skulderen indad-roterer (ses ved at underarmen kører vandret) og herved forværres situationen. (impingement bliver værre og mere smertepræget)
Mærk selv efter - er du smertepræget efter øvelsen, så undlad øvelsen.
Håber du kunne bruge svaret :)

Hejsa...
Jeg tror mange af de ting der er blevet nævnt er rigtige.
Generelt tror jeg det er et meget mandsdomineret område og som rigtig mange kvinder (jeg selv inkluderet) ved meget lidt omkring. Jah jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide mere og har da nysgerrigt gået og luret på fri-vægts området før jeg tøffede ned til de der maskiner som min træningsvejleder har planlagt for mig. Og ja der er mange store fyre, som trækker frygtindgydende store vægte, og nogen gange glor de altså når man går fordi (nok fordi man også selv går og ser lidt måbende ud over nogle af de vægte man ser dem trække ud af øjenkrogen..).
Men jeg tror også at vi lever i et mærkeligt-mystisk samfund hvor der er et forplumret forhold til det med femininitet og maskulinitet. Hvor grænserne for hvad der er okay for hvilket køn at gøre er blevet så grå-tonede at det er blevet en forvirrende jungle og navigere i, samtidig med at nogle rigtig stærke køns idealer stadig dominerer. Jeg har set massere statistik der peger på at vi som kvinder presser os selv til at præstere mere og mere karriere. Samtidig påpeger statistik som helt kolde fakta at jo højere op af rangstien du kravler som kvinde, jo mere falder din sandsynlighed for at blive gift - mens kurven er omvendt for mænd. Kvinder vil giftes med mænd som er deres ligemænd eller bedre stillet socioøkonomisk set hvor mænd (statistisk set) foretrækker kvinder som er lavere stillet end dem selv.
Jeg tror dette kommer sig af at det med magt, styrke osv. er områder som helt basalt i vores naturlige forståelse af verden, i de skemaer vi holder som grundlæggende sandheder er maskuline områder. Og jeg tror at de er noget vi er bevidst om til dels, vi vælger hvor vi kæmper vores kampe, vil vi ofre kærligheden for frivægtene/karrieren/handyevner osv (ja jeg har faktisk selv en skruetækker og har helt selv samlet mit ikea skab og formateret min PC)? eller vil vi bibevare områder i vores liv hvor vi er ubetvivlsomt feminine fordi her er de fleste mænd mere magtfulde, uden at skulle arbejde besynderligt meget på det - hvilket herved øger vores chance for at finde en partner.
Jeg tror grundlæggende at jo flere maskuline kvaliteter vi som kvinder indkoorpererer i vores person så begrænser vi antallet af partnere der er til rådighed for os. Han skal enten stadig være os overlegen på nogle af områderne eller også skal begge parter være så ubetvivlsomt sikre på deres maskulinitet / femininitet at dette ikke kan rokkes med uanset hvor mange køns-kropstegns modstridende kvaliteter ens partner besidder.
Så jeg synes ikke man skal tænke det er da nogle "fjollede kvinder som ikke gider passe på deres kroppe..." for mig ser jeg det som et udtryk for at de navigerer i et socialt landskab. Det er kvinder som balancerer deres femininitet og maskulinitet.
På samme måde er det da også et plus hvis du som mandlig sygeplejeske i fritiden skulle have som hobby at styrketræne og køre på motorcykel.
Så det at jeg er omkring 164 høj, har runde former, læser et vældigt kvindedomineret fag, har en forkærlighed for stilletter og fikse kjoler, samt i min fritid passer børn og arbejder med unge, gør nok at jeg har nok feminine ting til at kunne lure nysgerrigt på fri-vægtsområdet og spekulere på om det ikke kunne være lidt cool at kunne dem der, som jeg tror der hedder chin ups. Og at jeg tidligere har været meget optaget af kampsport.
Med fare for at blive ganske upopulær så synes jeg da også tydeligt man kan se denne forhandling af femininitet og maskulinitet på dette forum - men det skal måske i højere grad ses som min uvidenhed for det mandlige univers - you decide. Her virker der i hvertfald til at være en accepteret omgangstone med at joke om homoseksualitet, med sig selv som punchline. Det er ifølge min mening fedt og dejligt og jeg ser det i denne sammenhæng ser som et muligt udtryk for at det er mænd som har så mange dybt maskuline træk inkoopereret i deres person, at deres maskulinitet ikke ville blive draget i tvivl, selv hvis de helt åbenlyst smed den på gulvet og hoppede lidt på den for god ordens skyld. Det får næsten den modsatte effekt, den åbenlyse disrespekt for maskuliniteten, bliver et udtryk for dens styrke og holdbarhed. De kan altså sagtens gå at klappe hinanden i røven uden at de nogen sinde ville blive opfattet som feminine. Lige som de kan dyrke deres udseende på en nærmest feminin facon, og rose hinandens "flotte patter" - uden at det bliver opfattet feminint.
Så konklusionen på denne smøre må nok blive, at for nogen kvinder der handler det om manglende viden, og for andre der handler det om femininitet og for ganske mange sikkert en blanding af de to ting og mediernes markedsførelse af styrketræning som noget maskulint - som tidligere nævnt.
anyway +AH hvor træner du osv. jeg er som sagt uvidende men nysgerrig, så hvis du er frisk på at lære fra dig, kunne jeg måske nok være interesseret :)
- Jannie

Der er kommet rigtig mange gode svar i denne tråd og jeg er meget enig med jer.
Mine erfaringer:
Dengang jeg startede med at styrketræne sådan for alvor og med frie vægte, syntes jeg det var meget grænseoverskridende at stille mig op, nede i mændenes afdeling, foran alle spejlene (især fordi jeg dengang ikke var så gode venner med min krop). Men jeg fik lagt et rigtig godt program og blev stædigt ved, indtil jeg kom op på nogle rimelige antal kg. MEN, så skete der jo det, at jeg begyndte at tage på i muskelmasse. Og vægtforskrækket (eller forstyrret er måske et bedre ord..) som jeg var, kunne jeg ikke overskue at fortsætte med styrketræningen. Jeg var bange for at blive for maskulin og for at veje for meget. Og så gik der lige et halvt års tid, så savnede jeg styrketræningen helt vildt, og staretede igen. Og sådan kørte cyklussen i ca. 10 år. Hehe, hvor kunne jeg være blevet stærk, hvis jeg bare havde fortsat kontinuerligt.
Nå, men det med at være bange for at blive for maskulin, tror jeg der er rigtig, rigtig mange kvinder der er bange for. Se jo bare på kvindeidealet for tiden..hun har jo INGENTING!!! Ingen røv, ingen bryster og da slet ikke noget der ligner muskler. Uha uha, at prøve at leve op til dét ideal er jo et projekt der er dømt til at mislykkes for langt den største del af den kvindelige del af befolkningen.
For et års tid siden (lige afbrudt af en pause pga. en operation) kom jeg så for alvor igang igen. Jeg valgte at give pokker i tallet på vægten og tøjstørrelsen og kun fokusere på spejlet og nydelsen ved at have en stærk og sund krop.det var en god beslutning. Jeg elsker, elsker, ELSKER styrketræning - det føles aldrig som en sur pligt og jeg får altid trænet mine 6 gange om ugen. Og jeg synes det er synd og skam, at der ikke er flere kvinder der har fået øjnene op for de tunge vægte:smile:
MEN, jeg er vist ikke dén der er i stand til at overbevise flertallet af kvinder om, at tung styrketræning er sagen. For med mine 87-88 kg fordelt på 178 cm er jeg nemlig en af de der amazoner, som de fleste kvinder vil gøre alt for at undgå at ligne. Fnis:tongue:
Desuden har jeg også stødt på mænd(især da jeg var i begyndelsen af 20'erne - jeg er 29 nu), som synes at det er totalt usexet at kvinder træner tung styrketræning. men på de senere aå faktisk også flere der er i den helt modsatte grøft. Dejligt!
Og så lige et par kommentarer til nogle af jeres svar:
AndreasH:
"....at der jævnligt opfindes nye typer mirakel træning, der skal appellere til det kvindelige publikum i stedet".
Jeps, jeg er godt nok ked af at indrømme det på mit køns vegne, men det er jo sandt. Mange kvinder gider ikke gøre en tilstrækkelig indsats for at opnå resultater, men tyr i stedet til mirakelkure - og træningsmetoder. Jeg ser det også tit på mine spinninghold, selvfølgelig er der mange der knokler røven ud af bukserne, men der er virkelig også mange (og de fleste er kvinder) der er bange for at få sved på panden. En skam.
Nikolajknude:
"Tror på hvad instruktøren siger..."
Jeps, og så stopper de langt før de overhovedet har lært øvelserne at kende eller begynder at opbygge bare lidt muskelmasse. Og hvis de har holdt ud, ud over denne fase, så begynder de at kede sig og så stopper de. Her tror jeg at det er vigtigt at få noget opfølgning og få lagt et nyt og mere udfordrende program. Men det får de fleste bare ikke gjort, og så ryger motivationen (og det er der jo heller ikke noget at sige til...).
Incognito:
Thumps up til "Models diet" og "koncentrationslejr"...så klamt at det nærmest er sjovt.
Jaanie:
Er helt enig i din konklusion. Det handler om både mangel på viden og om angst for ikke at være feminine (men hvem afgør egentlig om man som kvinde er feminin? Jeg tænker og føler da som alle andre kvinder, selv om jeg rykker mange tons jern om ugen...)
+AH:
Jeg har dælme også savnet en træningsmakker. Det var som at lede efter en når i en høstak, at finde én med bare nogenlunde samme tilgang til træning, som én selv. Men heldigvis er langt de fleste mænd nu også rigtig søde at snakke med og rigtig gode til at komme med tips og tricks og gode råd. Man skal bare lige tage sig sammen til at turde at snakke med dem, hihi.
Kimbo:
Uh, jeg var lige ved at hidse mig op, da jeg læste "når det så er sagt, synes jeg ikke at styrketræning er kvindeligt". For det er jo lige sådan et udsagn der får kvinder til at holde sig væk. Men de sidste 4 linjer i dit indlæg fik mig ned på jorden. For den generelle del af den kvindelige befolkning, har du nok ret - selv om jeg ikke er meget for at indrømme det.
Louise:
Ja, det giver nemlig masser af selvtillid. Og man får overskredet en masse grænser, Dét er fedt!
I øvrigt tak for go træning idag - beklager at jeg er så langsom Jeg skal lære at holde min kæft...og måske også lige få styret min iver med de mange sæt...tsk tsk. Skal du ikke til at føre logbog herinde?
Ja det blev også lige en lang smøre....
Men gid der var flere kvinder der åbnede øjnene for styrketræningen og indså hvor meget man får ud af det. Både styrke, muskler, evnen til at koncentrere sig...og så er det jo enormt afstressende og hyggeligt. jeg føler mig i hvert fald altid som født på ny, når jeg forlader centret.

Jeg tror det handler meget om at han ikke bliver tvunget ind i det, uden egentlig at have lysten i forvejen. (Selvfølgelig skal han lige skubbes lidt igang for at vise hvad det er for noget) Men han skal ikke tvinges, han skal finde sin egen motivation.
Jeg har selv været på samme stadie, hvor styrketræning sagde mig intet, så træk min kammerat mig med i centeret, og det var ikke videre spændende, men jeg kom der da et par gange.
Men det var først da jeg fandt MOL, og lignende trænings sider at jeg blev rigtig fanget. Jeg brugte jo alligevel masser af tid foran computeren, så var det jo nemt lige at kigge lidt på hvad styrketræning egentlig var for noget. Det er stadig det der holder min motivation ved lige idag, at læse om styrketræning, finde et nyt program, se videoer, læse blogs mv.
I tilknytning til dette er der jo også mange der får en motivation af at have et idol, nogen at se op til, måske læse nogle blade, bøger mv. Om det så er FLEX magasine, er fuldstændig ligegyldigt, bare det hjælper hans motivation.
Det kan være svært for ham at se noget spændende i styrketræning, hvis han er helt opslugt i en anden verden(computeren), så styrketræning, er måske helt fjern for ham, derfor skal du måske finde en sammenhæng mellem det han i forvejen kan lide, computeren, og så styrketræning. Måske lidt svært, men et forsøg værd.
Lidt hurtigt skrevet da jeg har lidt travlt, men jeg håber alligevel det kan bruges.

Hejsa...
Jeg tror mange af de ting der er blevet nævnt er rigtige.
Generelt tror jeg det er et meget mandsdomineret område og som rigtig mange kvinder (jeg selv inkluderet) ved meget lidt omkring. Jah jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide mere og har da nysgerrigt gået og luret på fri-vægts området før jeg tøffede ned til de der maskiner som min træningsvejleder har planlagt for mig. Og ja der er mange store fyre, som trækker frygtindgydende store vægte, og nogen gange glor de altså når man går fordi (nok fordi man også selv går og ser lidt måbende ud over nogle af de vægte man ser dem trække ud af øjenkrogen..).
Men jeg tror også at vi lever i et mærkeligt-mystisk samfund hvor der er et forplumret forhold til det med femininitet og maskulinitet. Hvor grænserne for hvad der er okay for hvilket køn at gøre er blevet så grå-tonede at det er blevet en forvirrende jungle og navigere i, samtidig med at nogle rigtig stærke køns idealer stadig dominerer. Jeg har set massere statistik der peger på at vi som kvinder presser os selv til at præstere mere og mere karriere. Samtidig påpeger statistik som helt kolde fakta at jo højere op af rangstien du kravler som kvinde, jo mere falder din sandsynlighed for at blive gift - mens kurven er omvendt for mænd. Kvinder vil giftes med mænd som er deres ligemænd eller bedre stillet socioøkonomisk set hvor mænd (statistisk set) foretrækker kvinder som er lavere stillet end dem selv.
Jeg tror dette kommer sig af at det med magt, styrke osv. er områder som helt basalt i vores naturlige forståelse af verden, i de skemaer vi holder som grundlæggende sandheder er maskuline områder. Og jeg tror at de er noget vi er bevidst om til dels, vi vælger hvor vi kæmper vores kampe, vil vi ofre kærligheden for frivægtene/karrieren/handyevner osv (ja jeg har faktisk selv en skruetækker og har helt selv samlet mit ikea skab og formateret min PC)? eller vil vi bibevare områder i vores liv hvor vi er ubetvivlsomt feminine fordi her er de fleste mænd mere magtfulde, uden at skulle arbejde besynderligt meget på det - hvilket herved øger vores chance for at finde en partner.
Jeg tror grundlæggende at jo flere maskuline kvaliteter vi som kvinder indkoorpererer i vores person så begrænser vi antallet af partnere der er til rådighed for os. Han skal enten stadig være os overlegen på nogle af områderne eller også skal begge parter være så ubetvivlsomt sikre på deres maskulinitet / femininitet at dette ikke kan rokkes med uanset hvor mange køns-kropstegns modstridende kvaliteter ens partner besidder.
Så jeg synes ikke man skal tænke det er da nogle "fjollede kvinder som ikke gider passe på deres kroppe..." for mig ser jeg det som et udtryk for at de navigerer i et socialt landskab. Det er kvinder som balancerer deres femininitet og maskulinitet.
På samme måde er det da også et plus hvis du som mandlig sygeplejeske i fritiden skulle have som hobby at styrketræne og køre på motorcykel.
Så det at jeg er omkring 164 høj, har runde former, læser et vældigt kvindedomineret fag, har en forkærlighed for stilletter og fikse kjoler, samt i min fritid passer børn og arbejder med unge, gør nok at jeg har nok feminine ting til at kunne lure nysgerrigt på fri-vægtsområdet og spekulere på om det ikke kunne være lidt cool at kunne dem der, som jeg tror der hedder chin ups. Og at jeg tidligere har været meget optaget af kampsport.
Med fare for at blive ganske upopulær så synes jeg da også tydeligt man kan se denne forhandling af femininitet og maskulinitet på dette forum - men det skal måske i højere grad ses som min uvidenhed for det mandlige univers - you decide. Her virker der i hvertfald til at være en accepteret omgangstone med at joke om homoseksualitet, med sig selv som punchline. Det er ifølge min mening fedt og dejligt og jeg ser det i denne sammenhæng ser som et muligt udtryk for at det er mænd som har så mange dybt maskuline træk inkoopereret i deres person, at deres maskulinitet ikke ville blive draget i tvivl, selv hvis de helt åbenlyst smed den på gulvet og hoppede lidt på den for god ordens skyld. Det får næsten den modsatte effekt, den åbenlyse disrespekt for maskuliniteten, bliver et udtryk for dens styrke og holdbarhed. De kan altså sagtens gå at klappe hinanden i røven uden at de nogen sinde ville blive opfattet som feminine. Lige som de kan dyrke deres udseende på en nærmest feminin facon, og rose hinandens "flotte patter" - uden at det bliver opfattet feminint.
Så konklusionen på denne smøre må nok blive, at for nogen kvinder der handler det om manglende viden, og for andre der handler det om femininitet og for ganske mange sikkert en blanding af de to ting og mediernes markedsførelse af styrketræning som noget maskulint - som tidligere nævnt.
anyway +AH hvor træner du osv. jeg er som sagt uvidende men nysgerrig, så hvis du er frisk på at lære fra dig, kunne jeg måske nok være interesseret :)
- Jannie

Jeg vil anbefale dig denne bog. Den er letforståelig, samtidig med at den dækker de fysiologiske aspekter rigtig godt.
The Rapid Fatloss Handbook
Emnet er lige præcis, hvordan man kan tabe sig så hurtigt som muligt, med så lidt muskeltab som muligt.
Held og lykke med at opnå dine mål