Henrik S.

Rent træningsmæssigt har jeg gjort alvor af at rette op på biostilladset. Jeg har jo en lille sladrehank i form af min lænd. Når den begynder at øffe, er det på tide at stramme op. Så jeg har meldt mig ind i FitnessWorld igen og lægger vejen forbi to gange om ugen. Muligvis snart tre. Det er allerede ved at hjælpe på lænden, og for at få lidt yderligere afveksling kombinerer jeg det med 30-40 minutter for fuld smadder på en spinningcykel. De andre dage får jeg løbet lidt varierende ture, men prioriteten lige nu er at få banket ryg mv. på plads i maskinparken. Jeg skal bare IKKE være et gammelt skrog med dårlig ryg By the way: Vi skal snart vænne os til, at FitnessWorld bliver til PureGym https://www.bt.dk/samfund/stor-fitnesskaede-skifter-navn

Alt var kaos efter bomberne i Boston den 15. april 2013. Det fik ikke løbere til at blive væk, tværtimod. I årene efter ville alle løbe i Boston, så man skulle stramme sig an for at kvalificere sig. Den ene af de to brødre – Tamerlan Tsarnaev – blev i øvrigt dræbt under den efterfølgende menneskejagt, mens den anden – Dzhokhar Tsarnaev – blev fanget, fængslet og dømt til døden. Han har appelleret, mens højesteret i USA stadfæstede den 4. marts 2022 dødsdommen.

MARATON #9 – HANNOVER, APRIL 2016 MIT FØRSTE KVALIFIKATIONSLØB Da vi i februar 2015 flyttede hertil, hvor vi bor nu, fejrede jeg det med 14 dages influenza med uafbrudt feber. Når man ligger dér i en døs, kan det give mærkelige syner, men det kan også lukke gode idéer ind, og nu er vi derhenne i de glade år lang tid efter finanskrisen og i god tid før corona, hvor folk rejste på kryds og tværs af verden for at løbe, vandre, gå caminoer og cykle i høje bjerge. Tanken slog mig: Hvorfor ikke løbe selveste Boston Marathon? På grund af sin historie, alle tiders berømte opløb i 1982 – The Duel in the Sun mellem Alberto Salazar og Dick Beardsley – og min egen fascination fra ungdommen ville det være oplagt at prøve, fordi det økonomisk og praktisk var inden for rækkevidde. Der var bare to udfordringer: Den ene var, at man ikke kunne købe startnummer til løbet. Man skulle – uanset alder – kvalificere sig med en god tid fra et anerkendt løb. Den anden var Boston Marathon den 15. april 2013, hvor de to Tsarnaev-brødre skabte kaos ved opløbet med bomber, der dræbte tre og sårede hundreder. Det fik ikke interessen til at dale i årene efter, tværtimod, nu ville ALLE løbe Boston. Kvalifikationsgrænsen er nemlig flydende. De hurtigste tider i hver aldersgruppe bliver lukket ind først, og så er det slut, når det fastsatte antal er nået. Interessen strammede med andre ord kravene gevaldigt, og selv om det i 2015-16 var ved at løje af igen, så skulle jeg med andre ord ud i mit livs første kvalifikationsløb for at få et startnummer. Jeg udså mig den flade rute i Hannover i april 2016, fordi det er IAAF Silver-løb og derfor bredt anerkendt. Så kunne jeg tilmelde mig i september til løbet i Boston, der var programsat til den 17. april 2017, som altid på Patriot's Day, den tredje mandag i april. Ja, så var der kun én ting at gøre: at holde næsen i sporet fra den 1. april 2015 til den 1. april 2016. Der blev sat omkring 4200 km ind på bogen i det hele med lange ture hver søndag og en god vedvarende indsats. Jeg vendte kort sagt tilbage til træningsfilosofien fra de unge år, og det kom til at gøre en kæmpe forskel på dagen. Der ER simpelthen ingen erstatning for kilometer på bankbogen. Og nej, tre gange 10 minutter højintensiv træning om ugen gør dig ikke klar til et maraton – eller hvad der nu ellers dukker op af quick fixes. Der skal simpelthen spoles nogle kilometer igennem for at stå med en solid bagage den dag, startpistolen lyder. Der blev ikke sat rekorder i Hannover – langtfra – men med 3:26 var jeg sikker på at blive lukket ind i varmen året efter i Boston. Så målet blev nået, endda uden de store kriser undervejs. Dermed kom mit tredje vellykkede løb i hus, og jeg er helt sikker på, at det var den solide forberedelse, der gjorde det. På den måde er det også et kedeligt løb at berette om, for budskabet er sådan lidt Dudley-Do-Right-agtigt – flid lønner sig, og der er ingen genveje. Ja, gab, men sådan er det. LEKTIEN AF DETTE LØB? Løb så langt, du overhovedet orker. Du kan overveje at stoppe, før det bliver til skader og skilsmisse, men ellers er det bare at lægge på. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE BUD #7: HUSK AT DRIKKE BUD #8: VÆLG ET SJOVT LØB BUD #9: TRÆN SÅ LANGT DU ORKER Billedet er ruten i Hannover. Det ser indviklet ud, men det er fordi, der bliver afviklet alle mulige slags løb og holdløb samtidig. Det er en ægte løbefest, men også lidt ondt for maratonløberne, forbi man er inde forbi start og mål et par gange, hvor det hver gang er fristende at stå af.

Har tilmeldt mig

MARATON #8 – INTERLAKEN, SEPTEMBER 2014 EN OPLEVELSE FOR LIVET – JO, SERIØST ... Der er ikke rigtig andre lande end Danmark, jeg kunne forestille mig at bo i. Det skulle da lige være Schweiz, hvis man trykker mig tilstrækkelig hårdt på maven. Siden den første ferie i landet i begyndelsen af 1970'erne har jeg været begejstret for landet, hvor tjansen som forbundspræsident går på omgang, og man kan holde folkeafstemninger om stort set alting (og så ikke et ord om kukure (de kommer ikke fra Schweiz (de kommer fra Schwarzwald))). Særlig Berner Oberland har det hele, og siden 1993 har de afviklet Jungfrau Marathon i regionen, som må være et af verdens smukkeste løb. Fra Interlaken (565 m) går det via en bakket rute ind i Lauterbrunnen-dalen, før man omkring km 22 løber lodret opad og ender ved Kleine Scheidegg (2095 m), den lille stationsby over trægrænsen. Starten går altid fra den centrale markedsplads i Interlaken, og da jeg stod på startstregen den 13. september 2014 og kiggede mod syd ind i Lauterbrunnen-dalen, var jeg helt ned i maven i tvivl om, hvorvidt jeg kunne tackle turen. Men måske er det meget sundt at kaste sig ud i projekter, man ikke kan køre hjem på rutinen? Som alt i Schweiz er løbet i øvrigt allerede bundet op på en lang række traditioner – ved starten er der fx fanfarer med alpehorn og oppe på rutens højeste punkt ved 38 km står der altid en mand i kilt og spiller sækkepibe. Det blev knitrende klart vejr på dagen med perfekte temperaturer, og før det for alvor går opad skal man som sagt lige løbe et halvmaraton på almindelige bakker langs Lütschinen-floden, hvor tilskuerne svinger enorme koklokker og råber: 'Hopp, hopp, hopp!' Det er meget hyggeligt og meget alpint. Efter en ekstra sløjfe ud over engene ved Lauterbrunnen – med drageflyvere over hovedet – går ruten til højre og lodret mod himlen. Ja, man møder – bogstavelig talt - muren. Så følger en del kilometer med 'almindelige stigninger', før man går/løber på bjergkammen til det højeste punkt. Derefter er det forbi en gletsjersø og ned til målet. Jeg tror aldrig, jeg har holdt mig så længe i bevægelse på benene – over fem timer – men hvilke timer. Et bjergløb er mere en udflugt end et løb, for man går næsten mere, end man løber/lunter. Bjergspecialisterne kan løbe det på lige under tre timer, hvad jeg finder fuldstændig ubegribeligt. Turen langs bjergkammen bød den dag på så klar en alpeluft, at man havde oplevelsen af at kunne række ud og røre ved Jungfrau, Mönch og Eiger, de tre bjerge, der slutter dalen af og alle tre er omkring 4000 meter høje. Det var en overvældende fornemmelse at løbe de sidste kilometer ned til målstregen, og jeg kan godt forstå, at bjergløb – maraton og længere distancer – er kommet for at blive. På nær de skarpeste specialister kan man glemme alt om tiden og tage det som en udflugt. Har man som jeg noget af en fetich for bjerge, er det en vidunderlig kombination af alt det bedste, man holder af. Jungfrau Marathon kunne jeg i princippet godt tænke mig at løbe igen, men jeg kan se, at de – igen – har strammet ruten, så løbet nu har mål endnu længere oppe ved Eigergletsjeren og byder på over 1950 højdemeter. Står jeg en dag på startstregen igen i Interkalen, vil tvivlen derfor melde sig igen. Men det er måske meget sundt. LEKTIEN AF DETTE LØB? Vælg et sjovt løb. Det er ikke 1981 længere. Der findes hundreder, ja, tusinder af arrangementer at vælge imellem. Vælg et af de sjove og få en oplevelse for livet. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE BUD #7: HUSK AT DRIKKE BUD #8: VÆLG ET SJOVT LØB Billedet er fra bjergkammen omkring km 36, tror jeg. Vi ser kække ud, men er det langt fra. Jeg måtte holde en pause for hver 200 meter til sidst.

Pyha, en forlænget weekend i Hamburg med alt for meget mad, ikke skyggen af motion og godt med tysk øl. Så skal man sgu godt nok lige i gang igen ...

Der er også kommet kranksæt fra Jylland. Desværre med sådan nogle bøvede TT-klinger, så de skal skiftes, når jeg finder et sæt billige, men lette Stronglight CT2-klinger.

MARATON #7 – HANNOVER, APRIL 2014 MELLEMSTATION FØR DE HØJE BJERGE Hvor maraton blev mainstream i 1980'erne og 1990'erne, skete det samme for ultraløb og bjergløb i det nye årtusinde. Nu var en maraton ikke længere nok, så der skulle enten en triatlon eller et ultraløb til. Et maraton er 42,195 km, så hvis du løber 42,200 km er det vel teknisk et ultraløb = alt, der er længere end maraton. Men i realiteten er de naturligvis ofte meget længere og kan ikke blive vilde nok som fx Badwater, der ikke alene er 217 km, men også foregår i Death Valley. Den slags smitter jo af, og omkring 2012-13-stykker havde jeg kastet min kærlighed på det årlige Jungfrau Marathon. Det er ganske vist den traditionelle distance og derfor ikke et ultraløb, men det byder på 1800-1900 højdemeter i hjertet af Schweiz. Hvordan forbereder man sig til det? Jeg gjorde det ved at tonse op og ned af alt, hvad jeg kunne finde af bakker. Der er jo ingenting omkring København, så jeg tog længere væk. Løb også Nürburgring Lauf på 25 km med 500 højdemeter. Jungfrau Marathon er i september, så jeg tænkte, at jeg også lige skulle have distancen i benene om foråret, og der bød Hannover Marathon sig til i april. Det tager kun en halv dag at køre derned, det er en god rute, og det er super godt arrangeret med et overskueligt antal deltagere som en ekstra bonus. Det viste sig at være en god idé. Løbet kan anbefales alle, der synes, at Berlin, Hamburg og lignende er lige hysterisk og stort nok, men som alligevel gerne vil hjemmefra som et ekstra krydderi. Og så er det en løbefest med hel- og halvmaraton, holdmaraton, 10 km, børneløb og meget mere. Her vil jeg indskyde et mindre essay om væskebalance og hydrering. Jeg har altid været skeptisk over for at drikke for meget og for hurtigt. Når jeg ser en motionist løbe rundt om en af Københavns søer med fire flasker i et væskebælte, så tænker jeg mit. Men desværre kan jeg have en tendens til at havne i den modsatte grøft, for jeg drikker først noget på lange træningsture efter halvanden til to timer, og det er nok lige lovlig langt i den anden retning. Man kan sagtens drikke for meget og skylle for meget ud af kroppen, men man kan altså også drikke for lidt. Tilbage til løbet. Det gik rigtig fint i starten, så jeg glemte alt om at drikke. Samtidig blev det for årstiden ganske varmt, så da der manglede 10 km blev det en kamp fra depot til depot. Heldigvis serverede de cola, og det er som bekendt altid den sidste redning, når man er ude i tovene. Jeg kørte den hjem på coladampe omkring 3:35 og havde det ikke synderlig godt bagefter. På den positive side var distancen nu i benene til efterårets bjergmaraton. På den negative havde jeg lige fået et vink med en vognstang om, at der skal væske indenbords. Hannover blev en mellemstation før de høje bjerge. Et godt løb, som jeg senere er vendt tilbage til. Men pandekageflad i forhold til ruten, der ventede i september og havde målstreg over 2000 meter oppe. LEKTIEN AF DETTE LØB? Husk at drikke undervejs. Ingen er hævet over biologien og fysikkens love, og der skal væske til. Gerne med salt og sukker i god tid, så man ikke skal støtte sig til colakrykken de sidste kilometer. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE BUD #7: HUSK AT DRIKKE Billedet er en video fra Hannover 2014. Det er nu moderne tider. Før løbet ankommer en bus med afrikanske løbere, der lige rydder toppen af resultatlisten og hele præmiebordet. https://youtu.be/y1A_6Hg2BfI

Er begyndt at få lidt dele til racerprojektet. Et Zipp-styr, en New Ultimate EVO-frempind og en SRAM Red-bagskifter, der engang har været monteret, dernæst har været med i et styrt og så er pillet af igen. Så det er en spøjs blanding - ridset og samtidig som nyt. Til gengæld til en særdeles fornuftig pris for hele molevitten. I dag kommer der et SRAM Red kranksæt fra Jylland, så, ja, det trækker op til, at der skal SRAM Red 10-speed på dyret. Kranksættet er også til lavpris, det bliver et budgetprojekt. Hjulene er jo Mavic Ksyrium SL, og dem har jeg egentlig tænkt mig at beholde. Jeg fik dog det insidertip af ham, der kom med delene i går, at de her hjul kan have en tendens til at flække i fælgen mellem egerne. De ser fine ud nu, men jeg skal vist holde et vågent øje med dem.

1 stk. Kanzo, værsgo: https://www.facebook.com/marketplace/item/480839517260502/?hoisted=false&ref=browse_tab&referral_code=marketplace_top_picks&referral_story_type=top_picks

MARATON #6 – KØBENHAVN, MAJ 2012 EN FEST HELE VEJEN TIL MÅLSTREGEN Maraton er åbenbart – for mig – en feber, der dukker op med års mellemrum. Og vinteren 2004/05 var det så vidt igen. Den stod på fællestræning med Sparta om søndagen, og træningen gik fint, indtil en ankel (på grund af en gammel forstuvning) satte en stopper for løjerne. Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved i dag, havde det ikke udviklet sig. Men det gav bøvl med akillessenen og alle mulige skavanker, så skydningen måtte indstilles. Det blev til fem år med cykeltræning, indtil det dæmrede for mig, at der var en stille revolution i gang i løbe- og motionsverdenen. Inspireret af oprindelige befolkningers løbestil var løbere overalt i verden begyndt at eksperimentere med barfods- og fladfodsløb, hvor man løber på flad fod i minimalistiske sko og sandaler. Christopher McDougalls bog Born to Run gik sin sejrsgang, og efter en overgangsperiode var jeg i gang med at løbe igen. Nu på flade fødder uden nogen form for skumgummi under fødderne. Det virkede. Ingen problemer med bentøjet efter en omlægning af løbestilen. Hele den revolution fortjener sit eget kapitel, selv om den nok aldrig blev den omvæltning, man håbede og troede på, men det er en anden historie. Jeg var svært begejstret over at kunne løbe igen, og efter et år eller to tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve kræfter med et maraton i de flade futter. Det blev Copenhagen Marathon i '12, og jeg besluttede på forhånd, at det måtte tage den tid, det nu engang tog. Det handlede først og fremmest om at løbe en rigtig lang tur med den nyvundne løbestil, og den indstilling skulle vise sig at være en gave sendt fra himlen netop det år, for temperaturen på dagen blev uventet høj. Det gik stille og roligt af sted på ruten, med stop ved samtlige depoter, rigeligt med vand og highfive til alle børnene langs ruten. Det skulle vise sig, at man dels slet ikke møder den traditionelle mur med den holdning, og at det var den perfekte tilgang på en dag, hvor det dryssede fra med løbere langs vejkanten. Sparta havde satset hele butikken på at komme over 10.000 fuldførende løbere det år, men over 2.000 måtte opgive i heden, så det lykkedes ikke. Jeg cruisede i mål i magelige 3:48 og havde fine ben. Hermed var mit andet vellykkede maraton i posen. Det er eneste gang, jeg har løbet maraton i København og den krøllede rute i de relativt snævre gader var ikke en god kombination med temperaturer på over 25 grader (som jeg husker det). Løbet var i øvrigt en god illustration af det paradoks, der eksisterer i løbeverdenen. Som tidligere fortalt, kunne Allan Zachariassen i 1981 løbe et 2:15-maraton om vinteren på landevejen uden for Esbjerg i et løb, hvor der ikke var mange deltagere. I 2012 var der 12.000 tilmeldte i København og trods fine træningsmetoder, bedre beklædning, avanceret grej og alt muligt andet gøgl blev løbet vundet på knap 2:25. Det fungerede endda som DM. Den absurd store bredde havde altså ikke resulteret i en tilsvarende bred elite i 2012 (det skal dog siges, at der sker noget i disse år, men det er en anden historie). Alt det spillede ingen rolle for os bredrøvede motionister længere nede i feltet. Men hos mig gav løbet anledning til at lege med tanken om at løbe et bjergmaraton. Jeg skulle dog en tur omkring et løb i Tyskland først, som også rummede en vigtig lektie. LEKTIEN AF DETTE LØB? Tag det som en oplevelse. Er du motionist kan du lige så godt give digt tid, suge oplevelsen til dig og slippe for muren og for manden med hammeren. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE Billedet er denne gang en artikel, der fortæller om slaget i varmen. Var du med, kan du med garanti huske udfordringerne. https://vejr.tv2.dk/2012-05-20-copenhagen-marathon-2000-udgik-i-varmen

Som tidligere nævnt kaster jeg lige boldene op i luften rent træningsmæssigt her i oktober og november. Løber stadig, men supplerer med noget mere styrke og har til det formål meldt mig ind i FW igen, så jeg kan tage en tur i maskinparken 2-3 gange om ugen. Det skulle gerne stabilisere biostilladset. Opsagde to streamingtjenester, jeg alligevel ikke bruger, og så går det økonomisk op. Lige for tiden skal vi jo alle være lidt forsigtige med pengene. Var forbi FW for første for et par dage siden og begyndte stille og roligt med nogle øvelser. Har været rimelig øm i kadaveret lige siden, og det understreger nok bare, at det er en god idé

By the way: I dag er det sikkert en atletikklub, der kæmper for at holde på medlemmerne som alle andre, men jeg husker IK Hellas i 1981-82 som en ret god atletikklub med hyggelig træning på stadion (lås det ikke nærmest lige over for mit kollegium?). Det er efterhånden mange år siden, men som jeg erindrer det, havde de i hvert fald en god kuglestøder og diskoskaster, der hed Jan Hansen(?), og var der ikke også en meget ung, talentfuld løber, der hed Trine ... et eller andet? Nå, det begynder at fortabe sig i tågerne. Hellas er nok i mellemtiden 'bare' blevet en motionsklub. De rigtige atletikklubber lever en hensygnende tilværelse, og særligt de tekniske discipliner er ved at glide helt ud: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/er-spyd-og-diskos-snart-fortidslevn-tekniske-atletikdiscipliner-lider-i-danmark

MARATON #5 – TAULOV, SEPTEMBER 1995 NÅR VEJRET LØBER MED Fra 1982 og ti år frem var alle tanker om maratonløb lagt langt væk. Det blev tid til komme ud på arbejdsmarkedet, stifte bo og familie og i det hele taget gøre alt det, som folk nu gør. Og der kunne slet ikke være tale om at genoptage cyklingen, som er en veritabel tidsrøver, så det blev til lidt løb på kortere distancer for trods alt at holde formen ved lige. Mon ikke mange kender det dilemma? Det kan være mere end vanskeligt at klemme træningen ind, og pludselig en dag er det blevet så godt som umuligt. Endda lige præcis i de år, hvor man har allermest brug for at røre sig. Så vidt kom det nu ikke, men det var sporadisk træning en del år, og så kom de lange distancer alligevel snigende. Min personlige løsning blev løbeture sent om aftenen, når kone, børn og baby alligevel var gået om kuld. Det gav lidt udfordringer at sove, når man havde løbet byen rundt mellem klokken 20 og 22, men alt kan blive en vane, og snart blev det til nogle gode lange ture sådan nærmest af sig selv. På det tidspunkt meldte Taulov IF sig med et af de første broløb. I 1995 havde begge lillebæltsbroer jubilæum, så de arrangerede et maraton, hvor man skulle krydse dem begge den 17. september 1995. Det var da en god gulerod at have foran næsen, så jeg tilmeldte mig og satte distancerne endnu et nøk i vejret. Starten gik i Taulov, og først skulle den gamle bro forceres til Fyn og derefter den nye tilbage til Jylland. Easy-peasy, what could possibly go wrong? Ja, så var det lige, at temperaturen faldt, der blæste en stiv kuling fra vest, og det meste af løbet foregik i slagregn. Voksne mænd – personer, undskyld – tumlede i mål på stive ben og med blanke, udslukte øjne. Livsgnisten var forsvundet. Det gik fra at være en løbefest til at blive en overlevelsestur, hvor selv BS skulle have taget sig sammen for at komme igennem. For slet ikke at tale om Bubber. Man siger jo normalt, at man kan løbe i al slags vejr, og det er også rigtigt. I forhold til fx cykling er man ikke nær så udsat. Og alligevel er ingen helt upåvirket af pludselig ekstrem varme, kulde, iskold regn og andre vejrfænomener. Den nye Lillebæltsbro er ikke nær så høj som den senere Storebæltsbro, men den dag var den alligevel en af de sejere og mere stormomsuste bakker, jeg nogensinde har løbet på. Løbet blev det bedste bevis på, at man aldrig skal underkende vejret, når distancen er så lang. Det står samtidig i et lidt sentimentalt skær, da jeg med 2:58 løb mit sidste maraton på under tre timer. Derefter trykkede jeg endnu en gang på pauseknappen og ventede hele 17 år på næste maraton. Først skulle jeg lige etablere mig som selvstændig og komme igennem fem års løbepause med knas i bentøjet. LEKTIEN AF DETTE LØB? Forvent altid det uventede. Faktorer som vejr, vind, sygdom og alt muligt andet kan til hver en tid vende op og ned på alting. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE Billedet er vist fra en senere udgave af løbene over Lillebæltsbroen. Men vejret ser ud til at være det samme.

Den må jeg lige tænke over. Der har sgu været mange løbeture - og før det oplevelser på racercyklen - hvor man har været lige til at åbne op og ski... i

APPENDIKS: Men hov, jeg teasede med Murakami. Han udgav i 2009 en essaysamling om sin lidenskab for løb – 'Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe'. Han beskriver blandt andet, hvordan han ud af det blå og helt for sig selv løb turen fra Marathon til Athen, og han betegner også – som jeg husker det – Marathon by som temmelig træls og ruten ind til Athen som frygtelig kedelig og strabadserende. Efter oplevelsen i 1982 kunne jeg kun give ham ret. Skønlitterære forfattere har i øvrigt ofte et godt øje til de meditative kvaliteter ved at løbe langt. Jeg har tidligere linket til filmen fra Boston Marathon i 1964, der følger forfatteren Erich Segal og hans deltagelse. Don DeLillo og Joyce Carol Oates er to andre løbende forfattere. Skruer vi tiden tilbage til 1982, hvor jeg løb i Athen, var bogen Frontløberen af Patricia Nell-Warren pligtlæsning i den 'såkaldt progressive' løbeklub, jeg var medlem af. Det var en bog, der var tidligt ude med at sætte fokus på homoseksualitet i sportsverdenen, i dette tilfælde en talentfuld ung løber og hans erfarne træner (den skulle man læse, hvis man var woke (hvad man ikke sagde dengang (men som man ville have sagt, hvis ordet havde været opfundet))).

MARATON #4 – ATHEN, OKTOBER 1982 DET GÅR OP OG NED I SHOWBIZ De færreste træner – af gode grunde – hele maratondistancen. Det er derfor noget af et puslespil at sammensætte maratontræningen, som kan bestå af en hel masse kilometer, intervaltræning, tempotræning, bakkeløb, konkurrencer på kortere distancer og alt muligt andet kombineret på den mest optimale måde. Går man ned i distance, er det samme billede. I sæsonen 1982 skulle jeg løbe 5000 meter på bane, og det forbereder man sig til ved meget specialiseret træning og en hel masse testløb og konkurrencer på kortere distancer – fra 800 til 3000 meter, peppet op med enkelte testløb på selve distancen, før man på et eller andet tidspunkt skal toppe i sæsonen. Det gik også fint i 1982. MEN da to klubkammerater fortalte, at de havde købt en Spies-rejse og skulle ned at løbe Athens Classics Marathon i oktober blev jeg fristet til at tage med for lige at slutte sæsonen af med at prøve et maraton en gang til. Fascinationen var der stadig, og med en 5000 meter-konkurrenceform i benene skulle det vel være en smal sag. Endda på 'den originale rute' fra byen Marathon ind til det gamle stadion i Athen. Det er naturligvis fis i en hornlygte med det autentiske, men grækerne var kommet med på vognen i 1972 og ville også have del i den gryende maratonturisme. Vi tog hjemme fra i 10 grader og regnvejr og kom ned til bagende sol og 25 grader en uge før løbet. Næste morgen tog vi bussen 25 km syd for byen og løb tilbage til hotellet. Så var 'den sidste lange tur' overstået, og vi kunne fylde kulhydrater på systemet til selve løbet. Løbet foregik den 15. oktober 1982 – som et kuriosum en god måned efter at Poul Schlüter med den første firkløverregering havde grebet regeringsmagten efter Anker Jørgensen. Vi blev samlet op i centrum og kørt i busser ud til Marathon, en gudsforladt by med et legendarisk navn. Det her var otte år efter, at den græske junta havde sluppet tøjlerne, så det kunne med nød og næppe forsvares at støtte landet. Vi var i øvrigt ikke mange deltagere, og varmen så ud til at gøre det til noget af en kamp at komme igennem. Det viste sig så, at der lå en hel anden udfordring forude: ruten. Det gik over stok og sten for mig fra starten på den flade slette med de afbrændte marker omkring os. Men omkring 11-15 km begyndte det at gå opad. Mellem 20 og 30 km (som jeg husker det) steg det nådesløst, hvorefter det gik uafbrudt nedad mellem 30 og 40. Her løb man til gengæld på et afspærret spor på en befærdet vej, hvor luften var tæt af udstødningsgasser. Ruten kan være lavet om siden, men dengang gav den os i hvert fald en værdifuld lektion: Tjek altid profilen grundigt. Det var da ære at løbe 'det autentiske maraton', men jeg husker det som frygteligt strabadserende og fik slæbt mig over mål på 2:58. Næste dag før flyafgangen nåede vi at jogge en tur i centrum, hvor det gik så langsomt, at vi blev overhalet af småbørn og gamle damer med tunge indkøbsposer. I øvrigt var der et større kontingent danskere dernede, der rejste med noget, der hed ... Marathon Rejser(?). Så maratonturismen var kommet i gang i 1982, men var vand ved siden af den eksplosion, der kom siden. Efter Athen gik der ikke mindre end 13 år, en hel børneflok og et nyt liv som selvstændig. før jeg igen kom til at løbe de 42,195 km. Det kom til at give en overraskelse fra en uventet kant. LEKTIEN AF DETTE LØB? Tjek altid ruten grundigt. Ruten er en seriøs med- og modløber og bakker kan være døden, hvad enten de går op eller ned. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT Billedet viser det gamle stadion i Athen, hvor der var mål til maratonløbet. Det blev bygget til OL i 1896 og opført som et klassisk stadion, hvor er åbent i den ene ende.

Det er eddersparkeme også et ondt sted at løbe forbi. Er man i krise dér, så er der bare INTET at svare igen med

Indtil videre står den importerede Storck og ser lidt forladt ud på kontoret, men stellet er nærmest som nyt, og Dura Ace 7800-bremser og bagskifter er flotte. Egentlig kan jeg også meget godt lide de tidstypiske Ksyrium SL-hjul. Så skæmmes billedet af en kun 40 mm lang frempind og et triple-kranksæt(!). Det skal naturligvis af og sælges, og så må de nye komponenter holde deres indtog pø om pø.

Som et kuriosum kan det nævnes, at min tid fra dengang ville have givet mig en plads som nummer 12 ved weekendens HCA Marathon i Odense. Der er kommet mange arrangementer siden dengang, og der er mange motionister, men toppen er ikke blevet tilsvarende bredere.

MARATON #3 – HUSUM, FEBRUAR 1982 TILBAGE TIL GERNINGSSTEDET Hvis man træner rigtigt meget og følger sit program samvittighedsfuldt, så sætter ens gener i sidste ende en grænse for, hvad man kan opnå. Kroppen er en finurlig størrelse med en blanding af hurtige og langsomme muskelfibre, statur, vægt, talent, muskelstyrke, psyke og et utal af andre faktorer, der er helt individuelle og medvirker til, at man ikke kan blive god til hvad som helst. Biologien spiller en afgørende rolle, og er du bygget som en 100 meter-løber, skal du næppe løbe maraton. Vinteren 81/82 fik jeg for første gang en personlig træner, og hun spottede med det samme, at jeg ikke var født til maraton, burde skrue ned for distancen og forsøge mig på 5000 meter på bane i stedet for de lange landevejsløb. Det var godt set, men først skulle min gamle ven maratondistancen lige have et sidste skud i februar i Husum. Dengang var vintertræningen til maraton og 5000 meter ikke så forskellig frem til februar = så langt som muligt, og først ud på foråret blev træningen til den kortere distance skåret til. Så jeg fik lov til at vende tilbage til gerningsstedet. Det skete på et tidspunkt, hvor investeringen i de mange kilometer endelig begyndte at give et afkast. De fleste løbere fra den tid kan sikkert huske, at vintertræningen kunne være tung, tung, tung ... Det var koldt og mørkt, og der blev kværnet kilometer efter kilometer på stier og landeveje. Når man så kunne skimte foråret i horisonten begyndte billedet at vende. Hovsa, pludselig kunne man gå dybere i intervaltræningen, bakkerne i skovene blev besejret hurtigere, og langsomt pakkede man den julegave ud, der hedder en solid grundform. Der var simpelthen mere at arbejde med. Det satte også sit præg på min anden start i Husum, hvor jeg mentalt var ved at gøre klar til de kortere distancer, og derfor ikke tog det så tungt. Jeg kunne desuden løbe hurtigere længere, og selv om tiden blev den samme som i Esbjerg et par måneder i forvejen – 2:45 – så havde jeg friske ben og kunne sætte 130 km ind på træningsbogen ugen efter. Jeg tabte kun et minut eller to på den anden halvdel af løbet og havde den dag i februar det første af mine tre vellykkede maratonløb, hvor det hele gik op i en højere enhed. For mig et bevis på værdien af en god grundform og frem alt effekten af at disponere løbet optimalt. Man kommer næsten altid hurtigere i mål ved at løbe et ensartet tempo. Kan se, at løbet i Husum det år blev vundet af tyskeren Rüdiger Grube i 2:27. Året efter kom Svend Erik Kristensen og satte tingene på plads med løbsrekorden 2:15. Før 1982 var omme havde jeg i øvrigt stik imod forventningerne løbet et maraton mere. Men det var i virkelig eksotiske omgivelser på en rute, der ikke kunne blive mere klassisk. Og som via Haruki Murakami sågar trækker en linje op til nutiden. LEKTIEN AF DETTE LØB? Løb et ensartet tempo. Det vil ALTID give det bedste resultat. Og som bonus har du bedre og friskere ben bagefter. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO Billedet er fra Edinburgh, men giver et meget godt indtryk af tiden. Tungt løbetøj i svedklistrende bomuld. Selv efter mit tredje løb havde jeg endnu aldrig prøvet at løbe et maraton i over 10 graders varme.

Jeg boede i min fødeby Haderslev frem til sommeren 1981, hvor jeg flyttede på kollegium i Roskilde (Ungdommens Hus, Parkvej 3, 1., vær. 115). I efteråret 1981 og vinteren 1981/82 tonsede jeg kilometer som en gal og løb to, nej, tre maratonløb, mens jeg boede i Roskilde. Efterår og vinter trænede jeg to gange om ugen sammen med Hellas i en gymnastiksal på en skole, som jeg ikke kan huske lige nu. Det var først under ledelse af en af Okkels-brødrene (Sigurd eller Thomas?) og dernæst af Kersti Jakobsen fra AK73. Eller var det omvendt? Set i bakspejlet var den gymnastik guld værd, for den styrkede biostillads og core. Der var opvarmning, forskellige øvelser og altid en omgang cirkeltræning til sidst, hvor der gik konkurrence i den. Det var ofte super hårdt og kom oven i ugens 130-170 km. Midt i vinteren 1981/82 foreslog Kersti, at jeg tog til Østerbro og trænede med gutterne i AK73 også, og det viste sig at være et rigtig godt løbermiljø, så jeg løb for AK73 i sæsonen 1982. Kersti blev endda en slags personlig træner, og det var hun god til. Hun har i de senere år trænet Anna E. Møller. Det var vel i det meget tidlige forår 1983, at jeg flyttede til København, så jeg boede i Roskilde i knap to år og var i øvrigt stjerneglad for det. I forår/sommer 1983 var det også slut med med min korte 'løberkarriere'. Så lokkede storbyen.

For mig hører den jo til i min 'moderne' periode

Den første Storck Scenario CD 1.0, jeg fik tilbage i 2007-2008-stykker, havde Cosmic-hjul med alle klæbemærker, Storcks egne pedalarme, frempind og saddelpind, Campagnolo Record 10-speed og Schmolke-styr. Flere af de komponenter er faktisk til at komme i nærheden af rent prismæssigt. Den gamle Campa 10-speed-gruppe kan man sagtens finde, og den skiftede og bremsede super godt. Jeg kan til gengæld glemme alt om at udstyre den nye med Schmolke-styr, som ville koste hele friværdien i boligen i dag. I øvrigt havde den første også Stiletto Aero-forgaffel, hvor min nuværende har den, der bare hedder Stiletto og minder mindre om Scotts gamle forgaffel på CR-1, end Stiletto Aero gjorde.

"Buttery Ninja"?!