LaMotta

Jeg har anmeldt dig for at reklamere for kosttilskud.

Race Rapport ADIT2012
Wow - Hvilken oplevelse. Mens det stadig er frisk i hukommelsen, vil jeg få nedfældet de tanker og oplevelser den 3. Marts 2012 har sat sig i mig. Men inden da, vil jeg lige spole tiden et par dage tilbage og fortælle om optakten til løbet.
Drømmen om Abu Dhabi startede i efteråret 2011, og midt i november købte jeg mit startnummer i håb om at samle midler til at lave dette race. Udgangspunktet var at have et tidligt race på sæsonen at se frem imod, og dermed få et mål med vintertræningen, samt have et pre-race mod sæson 2012's store mål Ironman Lanzarote til Maj.
I December blev drømmen om at lave ADIT2012 meget mere virkelig, da jeg fik tilbud at bo hos nogle gode bekendte af familien, centralt i Abu Dhabi. Og her skal der lyde en kæmpe tak for dette til min værtsfamilie hernede!
For at komme til sagens kerne, så ankom jeg Tirsdag nat sent, efter en laaang flyvetur med Lufthansa, og fik indlogeret mig i noget nær det optimale sted i forhold til race. Tilfældighedernes spil gjorde at jeg skulle bo 300M fra Start/Mål/Transition area. Bonus! De efterfølgende dage gik med at teste lidt form, ved at småløbe i aftenvarmen, svømme ruten et par gange og ellers trille lidt på cyklen (hvilket er noget nær umuligt i AD!!). Men jeg følte ikke det store behov for at træne op til race, snare tværtimod. I stedet gik dagene op til Lørdag med at hygge med min søster, de andre FDK'ere og så se lidt af byen.
Fredag var nok den værste dag, eftersom det er den store 'dagen før dagen-dag', og her gik jeg lidt rundt om mig selv og muggede og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg skulle pakke race-bags, og var mega-meget i tvivl om hvormeget/lidt der skulle i dem. Efter et par timers bøvlen fik jeg klaret det og afleveret min Focus i Transition-området og hængt mine "bags" op på den dertil indrettede krog.
Lørdag startede tidligt, og jeg fik en ok natte-søvn frem mod dagen med kun et par få wake-ups og tjek af telefon og klokken. Da vækkeuret ringede havde jeg mest af alt lyst til at sove videre :-D ! Men op kom jeg, og fik mine to nutella-madder og en dunk med elektrolytter skyllet ned samtidig med jeg fik taget race-tøjet på.
Jeg smuttede ned i Transition-area, og begyndte at fylde dunke, pumpe dæk, lægge energi frem, stille hjelm og briller på plads og alt det man nu skal huske. En kort note her er at jeg har haft nogle sindssyge irriterende issues med mine slanger der har eksploderet når jeg pumpede dem over 7bar, så selvom jeg stod ved siden af Frederick Van Lierde (ADIT2011 Champ) som proklamerede at han altid pumpede til 9-10bar, turde jeg ikke smide mere end 6.5bar i. Det medførte så bare en fornemmelse af at køre på semi-flade hjul hele vejen. Øv! Nå, efter setuppet var det på med våddragten og ned og gøre sig klar til starten.


Nede i vandkanten fik jeg lige set pro'erne blive sendt afsted (fantastisk syn), og fyldt min våddragt med vand før det var vores tur til start. Jeg gik heldigvis den 'rigtige' vej ind i startboksen, og nåede knapt at stille mig før der blev råbt 10seconds! På med brillerne og så afsted. Jeg havde stillet mig i forreste linie og piskede afsted det bedste jeg har lært for at komme væk fra rosset. Selvom vi havde aftalt at svømme 4 mand sammen, blev det aldrig til noget pga kaoset - Dog kunne vi så få at vide senere fra vores supportere at vi nærmest exitede vandet samtidigt! Fedest.
Svømninge var tough, og jeg kæmpede en brag kamp med at holde retningen så stabil som mulig. Til ADIT er svømningen 2 laps af 1500M, og den første lap fik jeg klokket på 25min rent. Anden omgang duggede mine briller enormt meget og jeg svømmede mere taktisk for at spare lidt kræfter. Samtidig begyndte min venstre skulder at pive lidt, så jeg forsøgte at holde mig tilbage i svømmedelen. Jeg kom op af vandet efter 51min og 21sekunder, og fik så skiftet til cykel-setup på lidt over 6min. Ikke imponerende, men det skal til dels tilskrives at jeg skulle smøre solcreme på, og at der var uhyggelig langt fra man kom ind i T1 til man kunne mounte cyklen.
Cykel-delen var det store spørgsmålstegn, og hurtigt kom jeg op på den store klinge og afsted. Jeg var mildest talt flyvende den første time, og kørte med en gennemsnitsfart omkring 40Km/t ud til Formel1-banen Yas Marina, som var destinationen for cykelruten. Herefter var højdepunktet helt klart at drøne afsted som en formel1-racer på Yas Marina og forestille sig de drabelig kampe den bane har lagt grund til! WOW!
Tilbage turen fra Yas Marina til AD var en helt anden historie, da vinden pludselig blev en faktor. Fra at have været ikke eksisterende (læs: medvind), blev det en kamp mod elementet. Jeg var dog fast besluttet på at 'dø med skoene på', så jeg holdt fast i et hårdt tråd igennem vinden tilbage til AD.
Tilbage i AD var der god stemning og hep fra vores medbragte danske supportere. Ved vendpunktet fik jeg lige givet besked om at alt var ok, og så var det ellers afsted på anden omgang af cykelruten. På vejen tilbage til Yas Marina for anden gang var det igen op på den store klinge og afsted med super fart. Jeg var dog på det her tidspunkt godt medtaget, og de førte 80Km havde allerede sat sine spor i mine lår. Tunge og syrede til, fandt jeg mig lidt lunken cola i et depot, og med et åbnede stængerne sig igen. Jeg fik presset farten og kadencen på cyklen op, og det gjorde at jeg pludselig fik troen tilbage på en god tid!
Men det varede kort, for efter anden omgang på Yas Marina, var det itlbage i vinden, der nu havde taget til i styrke. Sejlivet og en mental-kamp af dimensioner prøvede jeg endnu engang at holde tempo - dog denne gang uden at kigge på uret, da jeg ikke ville blive deprimeret. Her skal det indskydes at ruten er enormt hård mental, da det er meget lange lige stræk man skal køre. Det betyder man nærmest føler vejen fortsætter i det uendelige, og jeg blev nød til at kigge ned i asfalten og bare klemme saften ud af stemplerne på maskinen. Fy for en ske-fuld. Det er nok noget nær det hårdeste jeg har prøvet, og med den viden at jeg på det her tidspunkt kun var lige lidt over halvvejs på cyklen.
Tilbage i AD, var der begyndt at komme god stemning, og flere af de lokale gav tilråb på deres helt egen måde. Blandt andet en skraldevogn i modsatte bane med nedrullede vinduer, og to pakistanere hængende ud af samme vindue mens de råbte noget uforståeligt. Uanset hvad, så gav det ekstra energi og et boost!
Efter sidste vending i AD manglede der nu kun en kort loop (50Km) før det var tid til løb. Og endnu engang var det en befrielse at slippe for modvinden. Jeg drønede afsted, og kom op til 'Red Turn Point', hvor det så var direkte tilbage i modvinden. Arrrhgggg! Inden der går helt 'Borte med Blæsten' i fortællingen, så fik jeg holdt sammen på det og humøret begyndte her at stige igen. Jeg fik indtaget energi og gjort mig selv klar til løbet, mentalt såvel som fysisk ved at øge min kadence og strække baglår + læggene ud.
Tilbage i T2 fik jeg dismountet cyklen kort efter en stakkel var kollapset ligesom han stod af cyklen. Selvom varmen ikke var så slem som den kunne have været (læs: 25-30grader og ikke 35-40grader), så kostede den alligevel flere triatlers deltagelse i ADIT2012.
Min T2 blev lidt lang, men det skyldtes mest en blære der var på sprængepunktet, og dermed en tur på WC for at tisse i noget der føltes som 10min. Men så var det osse slut med pauser, for benene føltes gode og jeg var afsted. Jeg har set utrolig meget frem mod løbeturen hernede, da den ligger rigtig godt til min type af triatlet. 20Km flad strækning og ikke så mange dikkedarer. Der var super support på ruten og massere af hjælpere, så jeg tog svampe og vandflasker i bedste Rasmus Henning stil, hvormed jeg kølede mig selv ned for at kunne holde tempo. Mit mål med løbet var at komme ned omkring 1t30min. Mit udlæg var lidt defensivt, men med tanke på at øge undervejs. Efter at have løbet mig selv varm på de første 5Km, tog jeg en gel og en slurk cola, og begyndte så at skrue lidt tempo på. Først gik det fint og jeg fandt en rytme der gjorde at de første 10Km blev klokket på lidt over 45min. Perfekt. Her fik jeg råbt til supporterne at de godt kunne gøre klar til at jeg kom i mål om 45min! Confidence!
Anden runde blev hård, og jeg ville osse gerne have at den skulle være hård. Mit pulsur virkede ikke (og havde ikke gjort det hele dagen - ævs), så jeg tog den på følingen. Jeg skruede på, kiggede på tempo og begyndte at finde de mentale værktøjer frem for at holde gns farten oppe. Halvvejs på vej ud mod vendepunket møder jeg to af de andre triatleter som er på vej i mål, og jeg får et par geler og noget lunken cola stukket i hånden. Begge dele ryge ned, og så er jeg klar til et final push på ruten. Der mangler her 6-7Km, og jeg begynder at regne på mine tider. Hvis bare jeg kan holde et nogenlunde tempo, så vil jeg komme langt under 1t40min på løbe-delen, og samtidig komme tæt på mit mål om et afsluttende løb omkring 1t30min. I mine tidligere løb er jeg altid blevet overhalet af masserne på løbet, men idag fik jeg givet tilabge. Jeg talte kun 3 der overhalede mig, og samtidig fik jeg overhalet mindst 10 mand. Utrolig fed fornemmelse at sætte ens race-mode på at spise de andre og ikke selv blive spist! FEDEST!
De sidste 3Km blev løbet i all-out mode, og jeg bragende ned ad strandpromenaden med et vildt udtryk i ansigtet (jeg har set billeder). Rundt i sidste sving, og så ind over stregen til medalje og klap. I det jeg krydser stregen lægger jeg mig ned og tænker bare YES hvor har det været fedt, og kigger så op på uret og ser min tid er under 8timer10min. Hvad der føltes som en hård dag på kontoret, viste sig at have båret frugt, og jeg kom ind i en tid som levede til fulde op til mine forventninger. At det så viste sig at række til en 3. plads i min Age-Group (25-29) var bare kronen på værket, og jeg blev vildt glad. Om aftenen var der ceremoni, og vi fik hyldet Rasmus Henning og de andre der havde performet til ADIT2012.

/Motta

Tak for alle lykønskningerne! Det er simpelthen for overvældende at så mange har fulgt med . For dem der er i tvivl, så er ADIT et sindssygt fedt stævne og kan kun anbefales til dem der går med lidt tri-drømme her fra forum.
Men tilbage på pinden og tilbage i kolde DK efter en lang rejse natten mellem mandag og tirsdag, så dagen igår blev brugt på lidt hjemlige gøremål og få klaret lejligheden så den skinner igen. Desuden havde min cykel-kuffert valgt et lidt længere ophold i Frankfurt, så den måtte jeg lige vente på at få hjem igår osse !
Men hva så nu? Jeg har mit startnummer til IM Lanzarote, og er stadig hooked på at lave den. Men det kommer til at afhænge af flere faktorer. For det første så er stævnet om 10uger, så der er ikke meget plads til pjank og pjat hvis formen skal bygges op igen til at toppe ved IML. Det næste der spiller ind er økonomi, for selvom jeg virkelig gerne vil lave stævnet, så skal det hænge sammen økonomisk. Jeg har derfor et par følere ude for at se om jeg kan bo hos nogen dernede, og dermed gøre det en del billigere end først planlagt.
Et alternativ til at lave Lanzarote er at ombytte mit startnummer til enten Regensburg (17. Juni) eller Kalmar (18. August), da begge stævner er nemmere at komme til logistisk, samtidig med de giver plads til at komme i bedre form. Dog taler det mod Kalmar at der ingen Hawaii-Slots er til den, da det er et inagural-stævne (første gang det holdes). Og Regensburg er samtidig et uhyggelig hurtigt stævne, hvor man skal ned omkring 9timer for at kvalle sig.
Men hvorfor nu alt den snak om at kvalle sig til Hawaii? Det korte svar er, at jeg tror det er muligt for mig at komme inden for et tidsinterval der ligger tæt på et slot, hvis jeg laver Lanzarote. På dagen skal det selvfølgelig spille, men jeg føler at der er en mulighed dernede, da den er ekstrem hård, og derfor stiller store krav til deltagerne. Samtidig, vil de gode marathon-løbere, der traditionelt tager slots'ne, være mærket efter den hårde cykeltur og dermed give plads til deltagere der har en fordel på cyklen. Alt sammen spekulationer, men realistiske. Et bud på hvordan Lanzarote skal køres ville være: 60min svømning, 5t30min cykling og 3t30min marathon = 10timer.
Resten af denne uge bliver på gefühl, og jeg vil hyggetræne og spise hvad jeg har lyst til. Jeg har fået en smule forkølelse med hjem fra Arabiens land , men den er heldigvis aftagende igen. Nu er der bare at se fremad, og planlægge det næste mål. Klare målsætninger giver klare mål!
/Motta

Tak for alle lykønskningerne! Det er simpelthen for overvældende at så mange har fulgt med . For dem der er i tvivl, så er ADIT et sindssygt fedt stævne og kan kun anbefales til dem der går med lidt tri-drømme her fra forum.
Men tilbage på pinden og tilbage i kolde DK efter en lang rejse natten mellem mandag og tirsdag, så dagen igår blev brugt på lidt hjemlige gøremål og få klaret lejligheden så den skinner igen. Desuden havde min cykel-kuffert valgt et lidt længere ophold i Frankfurt, så den måtte jeg lige vente på at få hjem igår osse !
Men hva så nu? Jeg har mit startnummer til IM Lanzarote, og er stadig hooked på at lave den. Men det kommer til at afhænge af flere faktorer. For det første så er stævnet om 10uger, så der er ikke meget plads til pjank og pjat hvis formen skal bygges op igen til at toppe ved IML. Det næste der spiller ind er økonomi, for selvom jeg virkelig gerne vil lave stævnet, så skal det hænge sammen økonomisk. Jeg har derfor et par følere ude for at se om jeg kan bo hos nogen dernede, og dermed gøre det en del billigere end først planlagt.
Et alternativ til at lave Lanzarote er at ombytte mit startnummer til enten Regensburg (17. Juni) eller Kalmar (18. August), da begge stævner er nemmere at komme til logistisk, samtidig med de giver plads til at komme i bedre form. Dog taler det mod Kalmar at der ingen Hawaii-Slots er til den, da det er et inagural-stævne (første gang det holdes). Og Regensburg er samtidig et uhyggelig hurtigt stævne, hvor man skal ned omkring 9timer for at kvalle sig.
Men hvorfor nu alt den snak om at kvalle sig til Hawaii? Det korte svar er, at jeg tror det er muligt for mig at komme inden for et tidsinterval der ligger tæt på et slot, hvis jeg laver Lanzarote. På dagen skal det selvfølgelig spille, men jeg føler at der er en mulighed dernede, da den er ekstrem hård, og derfor stiller store krav til deltagerne. Samtidig, vil de gode marathon-løbere, der traditionelt tager slots'ne, være mærket efter den hårde cykeltur og dermed give plads til deltagere der har en fordel på cyklen. Alt sammen spekulationer, men realistiske. Et bud på hvordan Lanzarote skal køres ville være: 60min svømning, 5t30min cykling og 3t30min marathon = 10timer.
Resten af denne uge bliver på gefühl, og jeg vil hyggetræne og spise hvad jeg har lyst til. Jeg har fået en smule forkølelse med hjem fra Arabiens land , men den er heldigvis aftagende igen. Nu er der bare at se fremad, og planlægge det næste mål. Klare målsætninger giver klare mål!
/Motta

Tror du vil være mest tilfreds med at forsøge det løb der potentielt kvalificerer dig til Hawaii, så det synes jeg du skal gøre.
Det er også det damerne vil have.
Udover pik og penge. Eller pis og papir. Jeg ved ingenting om damer.

Race Rapport ADIT2012
Wow - Hvilken oplevelse. Mens det stadig er frisk i hukommelsen, vil jeg få nedfældet de tanker og oplevelser den 3. Marts 2012 har sat sig i mig. Men inden da, vil jeg lige spole tiden et par dage tilbage og fortælle om optakten til løbet.
Drømmen om Abu Dhabi startede i efteråret 2011, og midt i november købte jeg mit startnummer i håb om at samle midler til at lave dette race. Udgangspunktet var at have et tidligt race på sæsonen at se frem imod, og dermed få et mål med vintertræningen, samt have et pre-race mod sæson 2012's store mål Ironman Lanzarote til Maj.
I December blev drømmen om at lave ADIT2012 meget mere virkelig, da jeg fik tilbud at bo hos nogle gode bekendte af familien, centralt i Abu Dhabi. Og her skal der lyde en kæmpe tak for dette til min værtsfamilie hernede!
For at komme til sagens kerne, så ankom jeg Tirsdag nat sent, efter en laaang flyvetur med Lufthansa, og fik indlogeret mig i noget nær det optimale sted i forhold til race. Tilfældighedernes spil gjorde at jeg skulle bo 300M fra Start/Mål/Transition area. Bonus! De efterfølgende dage gik med at teste lidt form, ved at småløbe i aftenvarmen, svømme ruten et par gange og ellers trille lidt på cyklen (hvilket er noget nær umuligt i AD!!). Men jeg følte ikke det store behov for at træne op til race, snare tværtimod. I stedet gik dagene op til Lørdag med at hygge med min søster, de andre FDK'ere og så se lidt af byen.
Fredag var nok den værste dag, eftersom det er den store 'dagen før dagen-dag', og her gik jeg lidt rundt om mig selv og muggede og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg skulle pakke race-bags, og var mega-meget i tvivl om hvormeget/lidt der skulle i dem. Efter et par timers bøvlen fik jeg klaret det og afleveret min Focus i Transition-området og hængt mine "bags" op på den dertil indrettede krog.
Lørdag startede tidligt, og jeg fik en ok natte-søvn frem mod dagen med kun et par få wake-ups og tjek af telefon og klokken. Da vækkeuret ringede havde jeg mest af alt lyst til at sove videre :-D ! Men op kom jeg, og fik mine to nutella-madder og en dunk med elektrolytter skyllet ned samtidig med jeg fik taget race-tøjet på.
Jeg smuttede ned i Transition-area, og begyndte at fylde dunke, pumpe dæk, lægge energi frem, stille hjelm og briller på plads og alt det man nu skal huske. En kort note her er at jeg har haft nogle sindssyge irriterende issues med mine slanger der har eksploderet når jeg pumpede dem over 7bar, så selvom jeg stod ved siden af Frederick Van Lierde (ADIT2011 Champ) som proklamerede at han altid pumpede til 9-10bar, turde jeg ikke smide mere end 6.5bar i. Det medførte så bare en fornemmelse af at køre på semi-flade hjul hele vejen. Øv! Nå, efter setuppet var det på med våddragten og ned og gøre sig klar til starten.


Nede i vandkanten fik jeg lige set pro'erne blive sendt afsted (fantastisk syn), og fyldt min våddragt med vand før det var vores tur til start. Jeg gik heldigvis den 'rigtige' vej ind i startboksen, og nåede knapt at stille mig før der blev råbt 10seconds! På med brillerne og så afsted. Jeg havde stillet mig i forreste linie og piskede afsted det bedste jeg har lært for at komme væk fra rosset. Selvom vi havde aftalt at svømme 4 mand sammen, blev det aldrig til noget pga kaoset - Dog kunne vi så få at vide senere fra vores supportere at vi nærmest exitede vandet samtidigt! Fedest.
Svømninge var tough, og jeg kæmpede en brag kamp med at holde retningen så stabil som mulig. Til ADIT er svømningen 2 laps af 1500M, og den første lap fik jeg klokket på 25min rent. Anden omgang duggede mine briller enormt meget og jeg svømmede mere taktisk for at spare lidt kræfter. Samtidig begyndte min venstre skulder at pive lidt, så jeg forsøgte at holde mig tilbage i svømmedelen. Jeg kom op af vandet efter 51min og 21sekunder, og fik så skiftet til cykel-setup på lidt over 6min. Ikke imponerende, men det skal til dels tilskrives at jeg skulle smøre solcreme på, og at der var uhyggelig langt fra man kom ind i T1 til man kunne mounte cyklen.
Cykel-delen var det store spørgsmålstegn, og hurtigt kom jeg op på den store klinge og afsted. Jeg var mildest talt flyvende den første time, og kørte med en gennemsnitsfart omkring 40Km/t ud til Formel1-banen Yas Marina, som var destinationen for cykelruten. Herefter var højdepunktet helt klart at drøne afsted som en formel1-racer på Yas Marina og forestille sig de drabelig kampe den bane har lagt grund til! WOW!
Tilbage turen fra Yas Marina til AD var en helt anden historie, da vinden pludselig blev en faktor. Fra at have været ikke eksisterende (læs: medvind), blev det en kamp mod elementet. Jeg var dog fast besluttet på at 'dø med skoene på', så jeg holdt fast i et hårdt tråd igennem vinden tilbage til AD.
Tilbage i AD var der god stemning og hep fra vores medbragte danske supportere. Ved vendpunktet fik jeg lige givet besked om at alt var ok, og så var det ellers afsted på anden omgang af cykelruten. På vejen tilbage til Yas Marina for anden gang var det igen op på den store klinge og afsted med super fart. Jeg var dog på det her tidspunkt godt medtaget, og de førte 80Km havde allerede sat sine spor i mine lår. Tunge og syrede til, fandt jeg mig lidt lunken cola i et depot, og med et åbnede stængerne sig igen. Jeg fik presset farten og kadencen på cyklen op, og det gjorde at jeg pludselig fik troen tilbage på en god tid!
Men det varede kort, for efter anden omgang på Yas Marina, var det itlbage i vinden, der nu havde taget til i styrke. Sejlivet og en mental-kamp af dimensioner prøvede jeg endnu engang at holde tempo - dog denne gang uden at kigge på uret, da jeg ikke ville blive deprimeret. Her skal det indskydes at ruten er enormt hård mental, da det er meget lange lige stræk man skal køre. Det betyder man nærmest føler vejen fortsætter i det uendelige, og jeg blev nød til at kigge ned i asfalten og bare klemme saften ud af stemplerne på maskinen. Fy for en ske-fuld. Det er nok noget nær det hårdeste jeg har prøvet, og med den viden at jeg på det her tidspunkt kun var lige lidt over halvvejs på cyklen.
Tilbage i AD, var der begyndt at komme god stemning, og flere af de lokale gav tilråb på deres helt egen måde. Blandt andet en skraldevogn i modsatte bane med nedrullede vinduer, og to pakistanere hængende ud af samme vindue mens de råbte noget uforståeligt. Uanset hvad, så gav det ekstra energi og et boost!
Efter sidste vending i AD manglede der nu kun en kort loop (50Km) før det var tid til løb. Og endnu engang var det en befrielse at slippe for modvinden. Jeg drønede afsted, og kom op til 'Red Turn Point', hvor det så var direkte tilbage i modvinden. Arrrhgggg! Inden der går helt 'Borte med Blæsten' i fortællingen, så fik jeg holdt sammen på det og humøret begyndte her at stige igen. Jeg fik indtaget energi og gjort mig selv klar til løbet, mentalt såvel som fysisk ved at øge min kadence og strække baglår + læggene ud.
Tilbage i T2 fik jeg dismountet cyklen kort efter en stakkel var kollapset ligesom han stod af cyklen. Selvom varmen ikke var så slem som den kunne have været (læs: 25-30grader og ikke 35-40grader), så kostede den alligevel flere triatlers deltagelse i ADIT2012.
Min T2 blev lidt lang, men det skyldtes mest en blære der var på sprængepunktet, og dermed en tur på WC for at tisse i noget der føltes som 10min. Men så var det osse slut med pauser, for benene føltes gode og jeg var afsted. Jeg har set utrolig meget frem mod løbeturen hernede, da den ligger rigtig godt til min type af triatlet. 20Km flad strækning og ikke så mange dikkedarer. Der var super support på ruten og massere af hjælpere, så jeg tog svampe og vandflasker i bedste Rasmus Henning stil, hvormed jeg kølede mig selv ned for at kunne holde tempo. Mit mål med løbet var at komme ned omkring 1t30min. Mit udlæg var lidt defensivt, men med tanke på at øge undervejs. Efter at have løbet mig selv varm på de første 5Km, tog jeg en gel og en slurk cola, og begyndte så at skrue lidt tempo på. Først gik det fint og jeg fandt en rytme der gjorde at de første 10Km blev klokket på lidt over 45min. Perfekt. Her fik jeg råbt til supporterne at de godt kunne gøre klar til at jeg kom i mål om 45min! Confidence!
Anden runde blev hård, og jeg ville osse gerne have at den skulle være hård. Mit pulsur virkede ikke (og havde ikke gjort det hele dagen - ævs), så jeg tog den på følingen. Jeg skruede på, kiggede på tempo og begyndte at finde de mentale værktøjer frem for at holde gns farten oppe. Halvvejs på vej ud mod vendepunket møder jeg to af de andre triatleter som er på vej i mål, og jeg får et par geler og noget lunken cola stukket i hånden. Begge dele ryge ned, og så er jeg klar til et final push på ruten. Der mangler her 6-7Km, og jeg begynder at regne på mine tider. Hvis bare jeg kan holde et nogenlunde tempo, så vil jeg komme langt under 1t40min på løbe-delen, og samtidig komme tæt på mit mål om et afsluttende løb omkring 1t30min. I mine tidligere løb er jeg altid blevet overhalet af masserne på løbet, men idag fik jeg givet tilabge. Jeg talte kun 3 der overhalede mig, og samtidig fik jeg overhalet mindst 10 mand. Utrolig fed fornemmelse at sætte ens race-mode på at spise de andre og ikke selv blive spist! FEDEST!
De sidste 3Km blev løbet i all-out mode, og jeg bragende ned ad strandpromenaden med et vildt udtryk i ansigtet (jeg har set billeder). Rundt i sidste sving, og så ind over stregen til medalje og klap. I det jeg krydser stregen lægger jeg mig ned og tænker bare YES hvor har det været fedt, og kigger så op på uret og ser min tid er under 8timer10min. Hvad der føltes som en hård dag på kontoret, viste sig at have båret frugt, og jeg kom ind i en tid som levede til fulde op til mine forventninger. At det så viste sig at række til en 3. plads i min Age-Group (25-29) var bare kronen på værket, og jeg blev vildt glad. Om aftenen var der ceremoni, og vi fik hyldet Rasmus Henning og de andre der havde performet til ADIT2012.

/Motta

Race Rapport ADIT2012
Wow - Hvilken oplevelse. Mens det stadig er frisk i hukommelsen, vil jeg få nedfældet de tanker og oplevelser den 3. Marts 2012 har sat sig i mig. Men inden da, vil jeg lige spole tiden et par dage tilbage og fortælle om optakten til løbet.
Drømmen om Abu Dhabi startede i efteråret 2011, og midt i november købte jeg mit startnummer i håb om at samle midler til at lave dette race. Udgangspunktet var at have et tidligt race på sæsonen at se frem imod, og dermed få et mål med vintertræningen, samt have et pre-race mod sæson 2012's store mål Ironman Lanzarote til Maj.
I December blev drømmen om at lave ADIT2012 meget mere virkelig, da jeg fik tilbud at bo hos nogle gode bekendte af familien, centralt i Abu Dhabi. Og her skal der lyde en kæmpe tak for dette til min værtsfamilie hernede!
For at komme til sagens kerne, så ankom jeg Tirsdag nat sent, efter en laaang flyvetur med Lufthansa, og fik indlogeret mig i noget nær det optimale sted i forhold til race. Tilfældighedernes spil gjorde at jeg skulle bo 300M fra Start/Mål/Transition area. Bonus! De efterfølgende dage gik med at teste lidt form, ved at småløbe i aftenvarmen, svømme ruten et par gange og ellers trille lidt på cyklen (hvilket er noget nær umuligt i AD!!). Men jeg følte ikke det store behov for at træne op til race, snare tværtimod. I stedet gik dagene op til Lørdag med at hygge med min søster, de andre FDK'ere og så se lidt af byen.
Fredag var nok den værste dag, eftersom det er den store 'dagen før dagen-dag', og her gik jeg lidt rundt om mig selv og muggede og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg skulle pakke race-bags, og var mega-meget i tvivl om hvormeget/lidt der skulle i dem. Efter et par timers bøvlen fik jeg klaret det og afleveret min Focus i Transition-området og hængt mine "bags" op på den dertil indrettede krog.
Lørdag startede tidligt, og jeg fik en ok natte-søvn frem mod dagen med kun et par få wake-ups og tjek af telefon og klokken. Da vækkeuret ringede havde jeg mest af alt lyst til at sove videre :-D ! Men op kom jeg, og fik mine to nutella-madder og en dunk med elektrolytter skyllet ned samtidig med jeg fik taget race-tøjet på.
Jeg smuttede ned i Transition-area, og begyndte at fylde dunke, pumpe dæk, lægge energi frem, stille hjelm og briller på plads og alt det man nu skal huske. En kort note her er at jeg har haft nogle sindssyge irriterende issues med mine slanger der har eksploderet når jeg pumpede dem over 7bar, så selvom jeg stod ved siden af Frederick Van Lierde (ADIT2011 Champ) som proklamerede at han altid pumpede til 9-10bar, turde jeg ikke smide mere end 6.5bar i. Det medførte så bare en fornemmelse af at køre på semi-flade hjul hele vejen. Øv! Nå, efter setuppet var det på med våddragten og ned og gøre sig klar til starten.


Nede i vandkanten fik jeg lige set pro'erne blive sendt afsted (fantastisk syn), og fyldt min våddragt med vand før det var vores tur til start. Jeg gik heldigvis den 'rigtige' vej ind i startboksen, og nåede knapt at stille mig før der blev råbt 10seconds! På med brillerne og så afsted. Jeg havde stillet mig i forreste linie og piskede afsted det bedste jeg har lært for at komme væk fra rosset. Selvom vi havde aftalt at svømme 4 mand sammen, blev det aldrig til noget pga kaoset - Dog kunne vi så få at vide senere fra vores supportere at vi nærmest exitede vandet samtidigt! Fedest.
Svømninge var tough, og jeg kæmpede en brag kamp med at holde retningen så stabil som mulig. Til ADIT er svømningen 2 laps af 1500M, og den første lap fik jeg klokket på 25min rent. Anden omgang duggede mine briller enormt meget og jeg svømmede mere taktisk for at spare lidt kræfter. Samtidig begyndte min venstre skulder at pive lidt, så jeg forsøgte at holde mig tilbage i svømmedelen. Jeg kom op af vandet efter 51min og 21sekunder, og fik så skiftet til cykel-setup på lidt over 6min. Ikke imponerende, men det skal til dels tilskrives at jeg skulle smøre solcreme på, og at der var uhyggelig langt fra man kom ind i T1 til man kunne mounte cyklen.
Cykel-delen var det store spørgsmålstegn, og hurtigt kom jeg op på den store klinge og afsted. Jeg var mildest talt flyvende den første time, og kørte med en gennemsnitsfart omkring 40Km/t ud til Formel1-banen Yas Marina, som var destinationen for cykelruten. Herefter var højdepunktet helt klart at drøne afsted som en formel1-racer på Yas Marina og forestille sig de drabelig kampe den bane har lagt grund til! WOW!
Tilbage turen fra Yas Marina til AD var en helt anden historie, da vinden pludselig blev en faktor. Fra at have været ikke eksisterende (læs: medvind), blev det en kamp mod elementet. Jeg var dog fast besluttet på at 'dø med skoene på', så jeg holdt fast i et hårdt tråd igennem vinden tilbage til AD.
Tilbage i AD var der god stemning og hep fra vores medbragte danske supportere. Ved vendpunktet fik jeg lige givet besked om at alt var ok, og så var det ellers afsted på anden omgang af cykelruten. På vejen tilbage til Yas Marina for anden gang var det igen op på den store klinge og afsted med super fart. Jeg var dog på det her tidspunkt godt medtaget, og de førte 80Km havde allerede sat sine spor i mine lår. Tunge og syrede til, fandt jeg mig lidt lunken cola i et depot, og med et åbnede stængerne sig igen. Jeg fik presset farten og kadencen på cyklen op, og det gjorde at jeg pludselig fik troen tilbage på en god tid!
Men det varede kort, for efter anden omgang på Yas Marina, var det itlbage i vinden, der nu havde taget til i styrke. Sejlivet og en mental-kamp af dimensioner prøvede jeg endnu engang at holde tempo - dog denne gang uden at kigge på uret, da jeg ikke ville blive deprimeret. Her skal det indskydes at ruten er enormt hård mental, da det er meget lange lige stræk man skal køre. Det betyder man nærmest føler vejen fortsætter i det uendelige, og jeg blev nød til at kigge ned i asfalten og bare klemme saften ud af stemplerne på maskinen. Fy for en ske-fuld. Det er nok noget nær det hårdeste jeg har prøvet, og med den viden at jeg på det her tidspunkt kun var lige lidt over halvvejs på cyklen.
Tilbage i AD, var der begyndt at komme god stemning, og flere af de lokale gav tilråb på deres helt egen måde. Blandt andet en skraldevogn i modsatte bane med nedrullede vinduer, og to pakistanere hængende ud af samme vindue mens de råbte noget uforståeligt. Uanset hvad, så gav det ekstra energi og et boost!
Efter sidste vending i AD manglede der nu kun en kort loop (50Km) før det var tid til løb. Og endnu engang var det en befrielse at slippe for modvinden. Jeg drønede afsted, og kom op til 'Red Turn Point', hvor det så var direkte tilbage i modvinden. Arrrhgggg! Inden der går helt 'Borte med Blæsten' i fortællingen, så fik jeg holdt sammen på det og humøret begyndte her at stige igen. Jeg fik indtaget energi og gjort mig selv klar til løbet, mentalt såvel som fysisk ved at øge min kadence og strække baglår + læggene ud.
Tilbage i T2 fik jeg dismountet cyklen kort efter en stakkel var kollapset ligesom han stod af cyklen. Selvom varmen ikke var så slem som den kunne have været (læs: 25-30grader og ikke 35-40grader), så kostede den alligevel flere triatlers deltagelse i ADIT2012.
Min T2 blev lidt lang, men det skyldtes mest en blære der var på sprængepunktet, og dermed en tur på WC for at tisse i noget der føltes som 10min. Men så var det osse slut med pauser, for benene føltes gode og jeg var afsted. Jeg har set utrolig meget frem mod løbeturen hernede, da den ligger rigtig godt til min type af triatlet. 20Km flad strækning og ikke så mange dikkedarer. Der var super support på ruten og massere af hjælpere, så jeg tog svampe og vandflasker i bedste Rasmus Henning stil, hvormed jeg kølede mig selv ned for at kunne holde tempo. Mit mål med løbet var at komme ned omkring 1t30min. Mit udlæg var lidt defensivt, men med tanke på at øge undervejs. Efter at have løbet mig selv varm på de første 5Km, tog jeg en gel og en slurk cola, og begyndte så at skrue lidt tempo på. Først gik det fint og jeg fandt en rytme der gjorde at de første 10Km blev klokket på lidt over 45min. Perfekt. Her fik jeg råbt til supporterne at de godt kunne gøre klar til at jeg kom i mål om 45min! Confidence!
Anden runde blev hård, og jeg ville osse gerne have at den skulle være hård. Mit pulsur virkede ikke (og havde ikke gjort det hele dagen - ævs), så jeg tog den på følingen. Jeg skruede på, kiggede på tempo og begyndte at finde de mentale værktøjer frem for at holde gns farten oppe. Halvvejs på vej ud mod vendepunket møder jeg to af de andre triatleter som er på vej i mål, og jeg får et par geler og noget lunken cola stukket i hånden. Begge dele ryge ned, og så er jeg klar til et final push på ruten. Der mangler her 6-7Km, og jeg begynder at regne på mine tider. Hvis bare jeg kan holde et nogenlunde tempo, så vil jeg komme langt under 1t40min på løbe-delen, og samtidig komme tæt på mit mål om et afsluttende løb omkring 1t30min. I mine tidligere løb er jeg altid blevet overhalet af masserne på løbet, men idag fik jeg givet tilabge. Jeg talte kun 3 der overhalede mig, og samtidig fik jeg overhalet mindst 10 mand. Utrolig fed fornemmelse at sætte ens race-mode på at spise de andre og ikke selv blive spist! FEDEST!
De sidste 3Km blev løbet i all-out mode, og jeg bragende ned ad strandpromenaden med et vildt udtryk i ansigtet (jeg har set billeder). Rundt i sidste sving, og så ind over stregen til medalje og klap. I det jeg krydser stregen lægger jeg mig ned og tænker bare YES hvor har det været fedt, og kigger så op på uret og ser min tid er under 8timer10min. Hvad der føltes som en hård dag på kontoret, viste sig at have båret frugt, og jeg kom ind i en tid som levede til fulde op til mine forventninger. At det så viste sig at række til en 3. plads i min Age-Group (25-29) var bare kronen på værket, og jeg blev vildt glad. Om aftenen var der ceremoni, og vi fik hyldet Rasmus Henning og de andre der havde performet til ADIT2012.

/Motta

Race Rapport ADIT2012
Wow - Hvilken oplevelse. Mens det stadig er frisk i hukommelsen, vil jeg få nedfældet de tanker og oplevelser den 3. Marts 2012 har sat sig i mig. Men inden da, vil jeg lige spole tiden et par dage tilbage og fortælle om optakten til løbet.
Drømmen om Abu Dhabi startede i efteråret 2011, og midt i november købte jeg mit startnummer i håb om at samle midler til at lave dette race. Udgangspunktet var at have et tidligt race på sæsonen at se frem imod, og dermed få et mål med vintertræningen, samt have et pre-race mod sæson 2012's store mål Ironman Lanzarote til Maj.
I December blev drømmen om at lave ADIT2012 meget mere virkelig, da jeg fik tilbud at bo hos nogle gode bekendte af familien, centralt i Abu Dhabi. Og her skal der lyde en kæmpe tak for dette til min værtsfamilie hernede!
For at komme til sagens kerne, så ankom jeg Tirsdag nat sent, efter en laaang flyvetur med Lufthansa, og fik indlogeret mig i noget nær det optimale sted i forhold til race. Tilfældighedernes spil gjorde at jeg skulle bo 300M fra Start/Mål/Transition area. Bonus! De efterfølgende dage gik med at teste lidt form, ved at småløbe i aftenvarmen, svømme ruten et par gange og ellers trille lidt på cyklen (hvilket er noget nær umuligt i AD!!). Men jeg følte ikke det store behov for at træne op til race, snare tværtimod. I stedet gik dagene op til Lørdag med at hygge med min søster, de andre FDK'ere og så se lidt af byen.
Fredag var nok den værste dag, eftersom det er den store 'dagen før dagen-dag', og her gik jeg lidt rundt om mig selv og muggede og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg skulle pakke race-bags, og var mega-meget i tvivl om hvormeget/lidt der skulle i dem. Efter et par timers bøvlen fik jeg klaret det og afleveret min Focus i Transition-området og hængt mine "bags" op på den dertil indrettede krog.
Lørdag startede tidligt, og jeg fik en ok natte-søvn frem mod dagen med kun et par få wake-ups og tjek af telefon og klokken. Da vækkeuret ringede havde jeg mest af alt lyst til at sove videre :-D ! Men op kom jeg, og fik mine to nutella-madder og en dunk med elektrolytter skyllet ned samtidig med jeg fik taget race-tøjet på.
Jeg smuttede ned i Transition-area, og begyndte at fylde dunke, pumpe dæk, lægge energi frem, stille hjelm og briller på plads og alt det man nu skal huske. En kort note her er at jeg har haft nogle sindssyge irriterende issues med mine slanger der har eksploderet når jeg pumpede dem over 7bar, så selvom jeg stod ved siden af Frederick Van Lierde (ADIT2011 Champ) som proklamerede at han altid pumpede til 9-10bar, turde jeg ikke smide mere end 6.5bar i. Det medførte så bare en fornemmelse af at køre på semi-flade hjul hele vejen. Øv! Nå, efter setuppet var det på med våddragten og ned og gøre sig klar til starten.


Nede i vandkanten fik jeg lige set pro'erne blive sendt afsted (fantastisk syn), og fyldt min våddragt med vand før det var vores tur til start. Jeg gik heldigvis den 'rigtige' vej ind i startboksen, og nåede knapt at stille mig før der blev råbt 10seconds! På med brillerne og så afsted. Jeg havde stillet mig i forreste linie og piskede afsted det bedste jeg har lært for at komme væk fra rosset. Selvom vi havde aftalt at svømme 4 mand sammen, blev det aldrig til noget pga kaoset - Dog kunne vi så få at vide senere fra vores supportere at vi nærmest exitede vandet samtidigt! Fedest.
Svømninge var tough, og jeg kæmpede en brag kamp med at holde retningen så stabil som mulig. Til ADIT er svømningen 2 laps af 1500M, og den første lap fik jeg klokket på 25min rent. Anden omgang duggede mine briller enormt meget og jeg svømmede mere taktisk for at spare lidt kræfter. Samtidig begyndte min venstre skulder at pive lidt, så jeg forsøgte at holde mig tilbage i svømmedelen. Jeg kom op af vandet efter 51min og 21sekunder, og fik så skiftet til cykel-setup på lidt over 6min. Ikke imponerende, men det skal til dels tilskrives at jeg skulle smøre solcreme på, og at der var uhyggelig langt fra man kom ind i T1 til man kunne mounte cyklen.
Cykel-delen var det store spørgsmålstegn, og hurtigt kom jeg op på den store klinge og afsted. Jeg var mildest talt flyvende den første time, og kørte med en gennemsnitsfart omkring 40Km/t ud til Formel1-banen Yas Marina, som var destinationen for cykelruten. Herefter var højdepunktet helt klart at drøne afsted som en formel1-racer på Yas Marina og forestille sig de drabelig kampe den bane har lagt grund til! WOW!
Tilbage turen fra Yas Marina til AD var en helt anden historie, da vinden pludselig blev en faktor. Fra at have været ikke eksisterende (læs: medvind), blev det en kamp mod elementet. Jeg var dog fast besluttet på at 'dø med skoene på', så jeg holdt fast i et hårdt tråd igennem vinden tilbage til AD.
Tilbage i AD var der god stemning og hep fra vores medbragte danske supportere. Ved vendpunktet fik jeg lige givet besked om at alt var ok, og så var det ellers afsted på anden omgang af cykelruten. På vejen tilbage til Yas Marina for anden gang var det igen op på den store klinge og afsted med super fart. Jeg var dog på det her tidspunkt godt medtaget, og de førte 80Km havde allerede sat sine spor i mine lår. Tunge og syrede til, fandt jeg mig lidt lunken cola i et depot, og med et åbnede stængerne sig igen. Jeg fik presset farten og kadencen på cyklen op, og det gjorde at jeg pludselig fik troen tilbage på en god tid!
Men det varede kort, for efter anden omgang på Yas Marina, var det itlbage i vinden, der nu havde taget til i styrke. Sejlivet og en mental-kamp af dimensioner prøvede jeg endnu engang at holde tempo - dog denne gang uden at kigge på uret, da jeg ikke ville blive deprimeret. Her skal det indskydes at ruten er enormt hård mental, da det er meget lange lige stræk man skal køre. Det betyder man nærmest føler vejen fortsætter i det uendelige, og jeg blev nød til at kigge ned i asfalten og bare klemme saften ud af stemplerne på maskinen. Fy for en ske-fuld. Det er nok noget nær det hårdeste jeg har prøvet, og med den viden at jeg på det her tidspunkt kun var lige lidt over halvvejs på cyklen.
Tilbage i AD, var der begyndt at komme god stemning, og flere af de lokale gav tilråb på deres helt egen måde. Blandt andet en skraldevogn i modsatte bane med nedrullede vinduer, og to pakistanere hængende ud af samme vindue mens de råbte noget uforståeligt. Uanset hvad, så gav det ekstra energi og et boost!
Efter sidste vending i AD manglede der nu kun en kort loop (50Km) før det var tid til løb. Og endnu engang var det en befrielse at slippe for modvinden. Jeg drønede afsted, og kom op til 'Red Turn Point', hvor det så var direkte tilbage i modvinden. Arrrhgggg! Inden der går helt 'Borte med Blæsten' i fortællingen, så fik jeg holdt sammen på det og humøret begyndte her at stige igen. Jeg fik indtaget energi og gjort mig selv klar til løbet, mentalt såvel som fysisk ved at øge min kadence og strække baglår + læggene ud.
Tilbage i T2 fik jeg dismountet cyklen kort efter en stakkel var kollapset ligesom han stod af cyklen. Selvom varmen ikke var så slem som den kunne have været (læs: 25-30grader og ikke 35-40grader), så kostede den alligevel flere triatlers deltagelse i ADIT2012.
Min T2 blev lidt lang, men det skyldtes mest en blære der var på sprængepunktet, og dermed en tur på WC for at tisse i noget der føltes som 10min. Men så var det osse slut med pauser, for benene føltes gode og jeg var afsted. Jeg har set utrolig meget frem mod løbeturen hernede, da den ligger rigtig godt til min type af triatlet. 20Km flad strækning og ikke så mange dikkedarer. Der var super support på ruten og massere af hjælpere, så jeg tog svampe og vandflasker i bedste Rasmus Henning stil, hvormed jeg kølede mig selv ned for at kunne holde tempo. Mit mål med løbet var at komme ned omkring 1t30min. Mit udlæg var lidt defensivt, men med tanke på at øge undervejs. Efter at have løbet mig selv varm på de første 5Km, tog jeg en gel og en slurk cola, og begyndte så at skrue lidt tempo på. Først gik det fint og jeg fandt en rytme der gjorde at de første 10Km blev klokket på lidt over 45min. Perfekt. Her fik jeg råbt til supporterne at de godt kunne gøre klar til at jeg kom i mål om 45min! Confidence!
Anden runde blev hård, og jeg ville osse gerne have at den skulle være hård. Mit pulsur virkede ikke (og havde ikke gjort det hele dagen - ævs), så jeg tog den på følingen. Jeg skruede på, kiggede på tempo og begyndte at finde de mentale værktøjer frem for at holde gns farten oppe. Halvvejs på vej ud mod vendepunket møder jeg to af de andre triatleter som er på vej i mål, og jeg får et par geler og noget lunken cola stukket i hånden. Begge dele ryge ned, og så er jeg klar til et final push på ruten. Der mangler her 6-7Km, og jeg begynder at regne på mine tider. Hvis bare jeg kan holde et nogenlunde tempo, så vil jeg komme langt under 1t40min på løbe-delen, og samtidig komme tæt på mit mål om et afsluttende løb omkring 1t30min. I mine tidligere løb er jeg altid blevet overhalet af masserne på løbet, men idag fik jeg givet tilabge. Jeg talte kun 3 der overhalede mig, og samtidig fik jeg overhalet mindst 10 mand. Utrolig fed fornemmelse at sætte ens race-mode på at spise de andre og ikke selv blive spist! FEDEST!
De sidste 3Km blev løbet i all-out mode, og jeg bragende ned ad strandpromenaden med et vildt udtryk i ansigtet (jeg har set billeder). Rundt i sidste sving, og så ind over stregen til medalje og klap. I det jeg krydser stregen lægger jeg mig ned og tænker bare YES hvor har det været fedt, og kigger så op på uret og ser min tid er under 8timer10min. Hvad der føltes som en hård dag på kontoret, viste sig at have båret frugt, og jeg kom ind i en tid som levede til fulde op til mine forventninger. At det så viste sig at række til en 3. plads i min Age-Group (25-29) var bare kronen på værket, og jeg blev vildt glad. Om aftenen var der ceremoni, og vi fik hyldet Rasmus Henning og de andre der havde performet til ADIT2012.

/Motta

Race Rapport ADIT2012
Wow - Hvilken oplevelse. Mens det stadig er frisk i hukommelsen, vil jeg få nedfældet de tanker og oplevelser den 3. Marts 2012 har sat sig i mig. Men inden da, vil jeg lige spole tiden et par dage tilbage og fortælle om optakten til løbet.
Drømmen om Abu Dhabi startede i efteråret 2011, og midt i november købte jeg mit startnummer i håb om at samle midler til at lave dette race. Udgangspunktet var at have et tidligt race på sæsonen at se frem imod, og dermed få et mål med vintertræningen, samt have et pre-race mod sæson 2012's store mål Ironman Lanzarote til Maj.
I December blev drømmen om at lave ADIT2012 meget mere virkelig, da jeg fik tilbud at bo hos nogle gode bekendte af familien, centralt i Abu Dhabi. Og her skal der lyde en kæmpe tak for dette til min værtsfamilie hernede!
For at komme til sagens kerne, så ankom jeg Tirsdag nat sent, efter en laaang flyvetur med Lufthansa, og fik indlogeret mig i noget nær det optimale sted i forhold til race. Tilfældighedernes spil gjorde at jeg skulle bo 300M fra Start/Mål/Transition area. Bonus! De efterfølgende dage gik med at teste lidt form, ved at småløbe i aftenvarmen, svømme ruten et par gange og ellers trille lidt på cyklen (hvilket er noget nær umuligt i AD!!). Men jeg følte ikke det store behov for at træne op til race, snare tværtimod. I stedet gik dagene op til Lørdag med at hygge med min søster, de andre FDK'ere og så se lidt af byen.
Fredag var nok den værste dag, eftersom det er den store 'dagen før dagen-dag', og her gik jeg lidt rundt om mig selv og muggede og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg skulle pakke race-bags, og var mega-meget i tvivl om hvormeget/lidt der skulle i dem. Efter et par timers bøvlen fik jeg klaret det og afleveret min Focus i Transition-området og hængt mine "bags" op på den dertil indrettede krog.
Lørdag startede tidligt, og jeg fik en ok natte-søvn frem mod dagen med kun et par få wake-ups og tjek af telefon og klokken. Da vækkeuret ringede havde jeg mest af alt lyst til at sove videre :-D ! Men op kom jeg, og fik mine to nutella-madder og en dunk med elektrolytter skyllet ned samtidig med jeg fik taget race-tøjet på.
Jeg smuttede ned i Transition-area, og begyndte at fylde dunke, pumpe dæk, lægge energi frem, stille hjelm og briller på plads og alt det man nu skal huske. En kort note her er at jeg har haft nogle sindssyge irriterende issues med mine slanger der har eksploderet når jeg pumpede dem over 7bar, så selvom jeg stod ved siden af Frederick Van Lierde (ADIT2011 Champ) som proklamerede at han altid pumpede til 9-10bar, turde jeg ikke smide mere end 6.5bar i. Det medførte så bare en fornemmelse af at køre på semi-flade hjul hele vejen. Øv! Nå, efter setuppet var det på med våddragten og ned og gøre sig klar til starten.


Nede i vandkanten fik jeg lige set pro'erne blive sendt afsted (fantastisk syn), og fyldt min våddragt med vand før det var vores tur til start. Jeg gik heldigvis den 'rigtige' vej ind i startboksen, og nåede knapt at stille mig før der blev råbt 10seconds! På med brillerne og så afsted. Jeg havde stillet mig i forreste linie og piskede afsted det bedste jeg har lært for at komme væk fra rosset. Selvom vi havde aftalt at svømme 4 mand sammen, blev det aldrig til noget pga kaoset - Dog kunne vi så få at vide senere fra vores supportere at vi nærmest exitede vandet samtidigt! Fedest.
Svømninge var tough, og jeg kæmpede en brag kamp med at holde retningen så stabil som mulig. Til ADIT er svømningen 2 laps af 1500M, og den første lap fik jeg klokket på 25min rent. Anden omgang duggede mine briller enormt meget og jeg svømmede mere taktisk for at spare lidt kræfter. Samtidig begyndte min venstre skulder at pive lidt, så jeg forsøgte at holde mig tilbage i svømmedelen. Jeg kom op af vandet efter 51min og 21sekunder, og fik så skiftet til cykel-setup på lidt over 6min. Ikke imponerende, men det skal til dels tilskrives at jeg skulle smøre solcreme på, og at der var uhyggelig langt fra man kom ind i T1 til man kunne mounte cyklen.
Cykel-delen var det store spørgsmålstegn, og hurtigt kom jeg op på den store klinge og afsted. Jeg var mildest talt flyvende den første time, og kørte med en gennemsnitsfart omkring 40Km/t ud til Formel1-banen Yas Marina, som var destinationen for cykelruten. Herefter var højdepunktet helt klart at drøne afsted som en formel1-racer på Yas Marina og forestille sig de drabelig kampe den bane har lagt grund til! WOW!
Tilbage turen fra Yas Marina til AD var en helt anden historie, da vinden pludselig blev en faktor. Fra at have været ikke eksisterende (læs: medvind), blev det en kamp mod elementet. Jeg var dog fast besluttet på at 'dø med skoene på', så jeg holdt fast i et hårdt tråd igennem vinden tilbage til AD.
Tilbage i AD var der god stemning og hep fra vores medbragte danske supportere. Ved vendpunktet fik jeg lige givet besked om at alt var ok, og så var det ellers afsted på anden omgang af cykelruten. På vejen tilbage til Yas Marina for anden gang var det igen op på den store klinge og afsted med super fart. Jeg var dog på det her tidspunkt godt medtaget, og de førte 80Km havde allerede sat sine spor i mine lår. Tunge og syrede til, fandt jeg mig lidt lunken cola i et depot, og med et åbnede stængerne sig igen. Jeg fik presset farten og kadencen på cyklen op, og det gjorde at jeg pludselig fik troen tilbage på en god tid!
Men det varede kort, for efter anden omgang på Yas Marina, var det itlbage i vinden, der nu havde taget til i styrke. Sejlivet og en mental-kamp af dimensioner prøvede jeg endnu engang at holde tempo - dog denne gang uden at kigge på uret, da jeg ikke ville blive deprimeret. Her skal det indskydes at ruten er enormt hård mental, da det er meget lange lige stræk man skal køre. Det betyder man nærmest føler vejen fortsætter i det uendelige, og jeg blev nød til at kigge ned i asfalten og bare klemme saften ud af stemplerne på maskinen. Fy for en ske-fuld. Det er nok noget nær det hårdeste jeg har prøvet, og med den viden at jeg på det her tidspunkt kun var lige lidt over halvvejs på cyklen.
Tilbage i AD, var der begyndt at komme god stemning, og flere af de lokale gav tilråb på deres helt egen måde. Blandt andet en skraldevogn i modsatte bane med nedrullede vinduer, og to pakistanere hængende ud af samme vindue mens de råbte noget uforståeligt. Uanset hvad, så gav det ekstra energi og et boost!
Efter sidste vending i AD manglede der nu kun en kort loop (50Km) før det var tid til løb. Og endnu engang var det en befrielse at slippe for modvinden. Jeg drønede afsted, og kom op til 'Red Turn Point', hvor det så var direkte tilbage i modvinden. Arrrhgggg! Inden der går helt 'Borte med Blæsten' i fortællingen, så fik jeg holdt sammen på det og humøret begyndte her at stige igen. Jeg fik indtaget energi og gjort mig selv klar til løbet, mentalt såvel som fysisk ved at øge min kadence og strække baglår + læggene ud.
Tilbage i T2 fik jeg dismountet cyklen kort efter en stakkel var kollapset ligesom han stod af cyklen. Selvom varmen ikke var så slem som den kunne have været (læs: 25-30grader og ikke 35-40grader), så kostede den alligevel flere triatlers deltagelse i ADIT2012.
Min T2 blev lidt lang, men det skyldtes mest en blære der var på sprængepunktet, og dermed en tur på WC for at tisse i noget der føltes som 10min. Men så var det osse slut med pauser, for benene føltes gode og jeg var afsted. Jeg har set utrolig meget frem mod løbeturen hernede, da den ligger rigtig godt til min type af triatlet. 20Km flad strækning og ikke så mange dikkedarer. Der var super support på ruten og massere af hjælpere, så jeg tog svampe og vandflasker i bedste Rasmus Henning stil, hvormed jeg kølede mig selv ned for at kunne holde tempo. Mit mål med løbet var at komme ned omkring 1t30min. Mit udlæg var lidt defensivt, men med tanke på at øge undervejs. Efter at have løbet mig selv varm på de første 5Km, tog jeg en gel og en slurk cola, og begyndte så at skrue lidt tempo på. Først gik det fint og jeg fandt en rytme der gjorde at de første 10Km blev klokket på lidt over 45min. Perfekt. Her fik jeg råbt til supporterne at de godt kunne gøre klar til at jeg kom i mål om 45min! Confidence!
Anden runde blev hård, og jeg ville osse gerne have at den skulle være hård. Mit pulsur virkede ikke (og havde ikke gjort det hele dagen - ævs), så jeg tog den på følingen. Jeg skruede på, kiggede på tempo og begyndte at finde de mentale værktøjer frem for at holde gns farten oppe. Halvvejs på vej ud mod vendepunket møder jeg to af de andre triatleter som er på vej i mål, og jeg får et par geler og noget lunken cola stukket i hånden. Begge dele ryge ned, og så er jeg klar til et final push på ruten. Der mangler her 6-7Km, og jeg begynder at regne på mine tider. Hvis bare jeg kan holde et nogenlunde tempo, så vil jeg komme langt under 1t40min på løbe-delen, og samtidig komme tæt på mit mål om et afsluttende løb omkring 1t30min. I mine tidligere løb er jeg altid blevet overhalet af masserne på løbet, men idag fik jeg givet tilabge. Jeg talte kun 3 der overhalede mig, og samtidig fik jeg overhalet mindst 10 mand. Utrolig fed fornemmelse at sætte ens race-mode på at spise de andre og ikke selv blive spist! FEDEST!
De sidste 3Km blev løbet i all-out mode, og jeg bragende ned ad strandpromenaden med et vildt udtryk i ansigtet (jeg har set billeder). Rundt i sidste sving, og så ind over stregen til medalje og klap. I det jeg krydser stregen lægger jeg mig ned og tænker bare YES hvor har det været fedt, og kigger så op på uret og ser min tid er under 8timer10min. Hvad der føltes som en hård dag på kontoret, viste sig at have båret frugt, og jeg kom ind i en tid som levede til fulde op til mine forventninger. At det så viste sig at række til en 3. plads i min Age-Group (25-29) var bare kronen på værket, og jeg blev vildt glad. Om aftenen var der ceremoni, og vi fik hyldet Rasmus Henning og de andre der havde performet til ADIT2012.

/Motta

Race Rapport ADIT2012
Wow - Hvilken oplevelse. Mens det stadig er frisk i hukommelsen, vil jeg få nedfældet de tanker og oplevelser den 3. Marts 2012 har sat sig i mig. Men inden da, vil jeg lige spole tiden et par dage tilbage og fortælle om optakten til løbet.
Drømmen om Abu Dhabi startede i efteråret 2011, og midt i november købte jeg mit startnummer i håb om at samle midler til at lave dette race. Udgangspunktet var at have et tidligt race på sæsonen at se frem imod, og dermed få et mål med vintertræningen, samt have et pre-race mod sæson 2012's store mål Ironman Lanzarote til Maj.
I December blev drømmen om at lave ADIT2012 meget mere virkelig, da jeg fik tilbud at bo hos nogle gode bekendte af familien, centralt i Abu Dhabi. Og her skal der lyde en kæmpe tak for dette til min værtsfamilie hernede!
For at komme til sagens kerne, så ankom jeg Tirsdag nat sent, efter en laaang flyvetur med Lufthansa, og fik indlogeret mig i noget nær det optimale sted i forhold til race. Tilfældighedernes spil gjorde at jeg skulle bo 300M fra Start/Mål/Transition area. Bonus! De efterfølgende dage gik med at teste lidt form, ved at småløbe i aftenvarmen, svømme ruten et par gange og ellers trille lidt på cyklen (hvilket er noget nær umuligt i AD!!). Men jeg følte ikke det store behov for at træne op til race, snare tværtimod. I stedet gik dagene op til Lørdag med at hygge med min søster, de andre FDK'ere og så se lidt af byen.
Fredag var nok den værste dag, eftersom det er den store 'dagen før dagen-dag', og her gik jeg lidt rundt om mig selv og muggede og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg skulle pakke race-bags, og var mega-meget i tvivl om hvormeget/lidt der skulle i dem. Efter et par timers bøvlen fik jeg klaret det og afleveret min Focus i Transition-området og hængt mine "bags" op på den dertil indrettede krog.
Lørdag startede tidligt, og jeg fik en ok natte-søvn frem mod dagen med kun et par få wake-ups og tjek af telefon og klokken. Da vækkeuret ringede havde jeg mest af alt lyst til at sove videre :-D ! Men op kom jeg, og fik mine to nutella-madder og en dunk med elektrolytter skyllet ned samtidig med jeg fik taget race-tøjet på.
Jeg smuttede ned i Transition-area, og begyndte at fylde dunke, pumpe dæk, lægge energi frem, stille hjelm og briller på plads og alt det man nu skal huske. En kort note her er at jeg har haft nogle sindssyge irriterende issues med mine slanger der har eksploderet når jeg pumpede dem over 7bar, så selvom jeg stod ved siden af Frederick Van Lierde (ADIT2011 Champ) som proklamerede at han altid pumpede til 9-10bar, turde jeg ikke smide mere end 6.5bar i. Det medførte så bare en fornemmelse af at køre på semi-flade hjul hele vejen. Øv! Nå, efter setuppet var det på med våddragten og ned og gøre sig klar til starten.


Nede i vandkanten fik jeg lige set pro'erne blive sendt afsted (fantastisk syn), og fyldt min våddragt med vand før det var vores tur til start. Jeg gik heldigvis den 'rigtige' vej ind i startboksen, og nåede knapt at stille mig før der blev råbt 10seconds! På med brillerne og så afsted. Jeg havde stillet mig i forreste linie og piskede afsted det bedste jeg har lært for at komme væk fra rosset. Selvom vi havde aftalt at svømme 4 mand sammen, blev det aldrig til noget pga kaoset - Dog kunne vi så få at vide senere fra vores supportere at vi nærmest exitede vandet samtidigt! Fedest.
Svømninge var tough, og jeg kæmpede en brag kamp med at holde retningen så stabil som mulig. Til ADIT er svømningen 2 laps af 1500M, og den første lap fik jeg klokket på 25min rent. Anden omgang duggede mine briller enormt meget og jeg svømmede mere taktisk for at spare lidt kræfter. Samtidig begyndte min venstre skulder at pive lidt, så jeg forsøgte at holde mig tilbage i svømmedelen. Jeg kom op af vandet efter 51min og 21sekunder, og fik så skiftet til cykel-setup på lidt over 6min. Ikke imponerende, men det skal til dels tilskrives at jeg skulle smøre solcreme på, og at der var uhyggelig langt fra man kom ind i T1 til man kunne mounte cyklen.
Cykel-delen var det store spørgsmålstegn, og hurtigt kom jeg op på den store klinge og afsted. Jeg var mildest talt flyvende den første time, og kørte med en gennemsnitsfart omkring 40Km/t ud til Formel1-banen Yas Marina, som var destinationen for cykelruten. Herefter var højdepunktet helt klart at drøne afsted som en formel1-racer på Yas Marina og forestille sig de drabelig kampe den bane har lagt grund til! WOW!
Tilbage turen fra Yas Marina til AD var en helt anden historie, da vinden pludselig blev en faktor. Fra at have været ikke eksisterende (læs: medvind), blev det en kamp mod elementet. Jeg var dog fast besluttet på at 'dø med skoene på', så jeg holdt fast i et hårdt tråd igennem vinden tilbage til AD.
Tilbage i AD var der god stemning og hep fra vores medbragte danske supportere. Ved vendpunktet fik jeg lige givet besked om at alt var ok, og så var det ellers afsted på anden omgang af cykelruten. På vejen tilbage til Yas Marina for anden gang var det igen op på den store klinge og afsted med super fart. Jeg var dog på det her tidspunkt godt medtaget, og de førte 80Km havde allerede sat sine spor i mine lår. Tunge og syrede til, fandt jeg mig lidt lunken cola i et depot, og med et åbnede stængerne sig igen. Jeg fik presset farten og kadencen på cyklen op, og det gjorde at jeg pludselig fik troen tilbage på en god tid!
Men det varede kort, for efter anden omgang på Yas Marina, var det itlbage i vinden, der nu havde taget til i styrke. Sejlivet og en mental-kamp af dimensioner prøvede jeg endnu engang at holde tempo - dog denne gang uden at kigge på uret, da jeg ikke ville blive deprimeret. Her skal det indskydes at ruten er enormt hård mental, da det er meget lange lige stræk man skal køre. Det betyder man nærmest føler vejen fortsætter i det uendelige, og jeg blev nød til at kigge ned i asfalten og bare klemme saften ud af stemplerne på maskinen. Fy for en ske-fuld. Det er nok noget nær det hårdeste jeg har prøvet, og med den viden at jeg på det her tidspunkt kun var lige lidt over halvvejs på cyklen.
Tilbage i AD, var der begyndt at komme god stemning, og flere af de lokale gav tilråb på deres helt egen måde. Blandt andet en skraldevogn i modsatte bane med nedrullede vinduer, og to pakistanere hængende ud af samme vindue mens de råbte noget uforståeligt. Uanset hvad, så gav det ekstra energi og et boost!
Efter sidste vending i AD manglede der nu kun en kort loop (50Km) før det var tid til løb. Og endnu engang var det en befrielse at slippe for modvinden. Jeg drønede afsted, og kom op til 'Red Turn Point', hvor det så var direkte tilbage i modvinden. Arrrhgggg! Inden der går helt 'Borte med Blæsten' i fortællingen, så fik jeg holdt sammen på det og humøret begyndte her at stige igen. Jeg fik indtaget energi og gjort mig selv klar til løbet, mentalt såvel som fysisk ved at øge min kadence og strække baglår + læggene ud.
Tilbage i T2 fik jeg dismountet cyklen kort efter en stakkel var kollapset ligesom han stod af cyklen. Selvom varmen ikke var så slem som den kunne have været (læs: 25-30grader og ikke 35-40grader), så kostede den alligevel flere triatlers deltagelse i ADIT2012.
Min T2 blev lidt lang, men det skyldtes mest en blære der var på sprængepunktet, og dermed en tur på WC for at tisse i noget der føltes som 10min. Men så var det osse slut med pauser, for benene føltes gode og jeg var afsted. Jeg har set utrolig meget frem mod løbeturen hernede, da den ligger rigtig godt til min type af triatlet. 20Km flad strækning og ikke så mange dikkedarer. Der var super support på ruten og massere af hjælpere, så jeg tog svampe og vandflasker i bedste Rasmus Henning stil, hvormed jeg kølede mig selv ned for at kunne holde tempo. Mit mål med løbet var at komme ned omkring 1t30min. Mit udlæg var lidt defensivt, men med tanke på at øge undervejs. Efter at have løbet mig selv varm på de første 5Km, tog jeg en gel og en slurk cola, og begyndte så at skrue lidt tempo på. Først gik det fint og jeg fandt en rytme der gjorde at de første 10Km blev klokket på lidt over 45min. Perfekt. Her fik jeg råbt til supporterne at de godt kunne gøre klar til at jeg kom i mål om 45min! Confidence!
Anden runde blev hård, og jeg ville osse gerne have at den skulle være hård. Mit pulsur virkede ikke (og havde ikke gjort det hele dagen - ævs), så jeg tog den på følingen. Jeg skruede på, kiggede på tempo og begyndte at finde de mentale værktøjer frem for at holde gns farten oppe. Halvvejs på vej ud mod vendepunket møder jeg to af de andre triatleter som er på vej i mål, og jeg får et par geler og noget lunken cola stukket i hånden. Begge dele ryge ned, og så er jeg klar til et final push på ruten. Der mangler her 6-7Km, og jeg begynder at regne på mine tider. Hvis bare jeg kan holde et nogenlunde tempo, så vil jeg komme langt under 1t40min på løbe-delen, og samtidig komme tæt på mit mål om et afsluttende løb omkring 1t30min. I mine tidligere løb er jeg altid blevet overhalet af masserne på løbet, men idag fik jeg givet tilabge. Jeg talte kun 3 der overhalede mig, og samtidig fik jeg overhalet mindst 10 mand. Utrolig fed fornemmelse at sætte ens race-mode på at spise de andre og ikke selv blive spist! FEDEST!
De sidste 3Km blev løbet i all-out mode, og jeg bragende ned ad strandpromenaden med et vildt udtryk i ansigtet (jeg har set billeder). Rundt i sidste sving, og så ind over stregen til medalje og klap. I det jeg krydser stregen lægger jeg mig ned og tænker bare YES hvor har det været fedt, og kigger så op på uret og ser min tid er under 8timer10min. Hvad der føltes som en hård dag på kontoret, viste sig at have båret frugt, og jeg kom ind i en tid som levede til fulde op til mine forventninger. At det så viste sig at række til en 3. plads i min Age-Group (25-29) var bare kronen på værket, og jeg blev vildt glad. Om aftenen var der ceremoni, og vi fik hyldet Rasmus Henning og de andre der havde performet til ADIT2012.

/Motta

Fuck fuck fuck fuck fuck hvor er det fedt der her!!
Update later, skal ud at spise snart.... Carbo-loading kom kom! :4mewantfood: :4mewantfood: :4mewantfood: :4mewantfood:

Nå, nu er der ikke lang tid til hva'?
Når man kender konteksten og formålet, giver det jo fint mening. Men jeg kunne ikke undgå at grine lidt over at du har siddet på din hjemmetræner med TT-hjelm og solbriller. Hvis man ikke vidste at du havde et meget varmt race forude, måtte man da næsten tænke "hold da kæft en idiot " :laugh:

Flottemandstrænings:
Another day in The Gym. Der var næsten ingen mennesker i dag. Pelin, Beermann og Mambomads var de eneste kendte e-friends. Pelin troede at det var fredag, Beermann squattede meget langsomt og Mambomads trænede i sine flotte nye tights.
Jeg tog et dagsformsbillede i omklædningen. Kameraet i min iphone er ikke glad for lyset i omklædning, så kvaliteten er ret skidt.

Inc. db presses:
12 @ 16 kg
8 @ 26 kg
6 @ 36 kg
6 @ 46 kg
5 @ 51 kg
5 @ 51 kg
5 @ 46 kg
DB curls:
10 @ 13,5 kg
8 @ 13,5 kg
6 @ 13,5 kg
6 @ 13,5 kg
Meget korte pauser og meget strict.
BB bench presses:
10 @ 70 kg
6 @ 100 kg
6 @ 110 kg
6 @ 110 kg
Coleman curls:
10 @ 22,5
10 @ 22,5
10 @ 22,5
8 @ 22,5
8 @ 22,5
Flat db presses:
8 @ 43,5 kg
7 @ 43,5 kg
BB curls:
8 @ 30 kg
6 @ 30 kg
6 @ 30 kg
Så ville jeg hjem.

1: Og vi ved jo at accelerere er det Agilaen gør bedst!
2: Motta har ret ang. squat. Det er lort.

1000 tak for alle jeres søde hilsner og tanker. Det varmer virkelig på en lidt hård dag
Min dag på jobbet i dag var noget nær et sand mareridt. Jeg var alene i afdelingen grundet ferie, så jeg havde pænt travlt, og samtidigt var jeg noget følelsesmæssig ustabil som følge af morgenens begivenhed. Jeg havde mest af alt lyst til at kvitte det hele og tage hjem til de gamle, men "desværre" kunne jeg ikke nænne at kalde min kollega ind fra ferie, så jeg hængte i så godt jeg kunne. Efter frokost stilnede travlheden heldigvis lidt af, så jeg så mit snit til at lukke ned og klare resten af dagens arbejde fra mobilen hjemme fra de gamle i Herning. Det var skønt lige at komme hjem og få snakket det hele lidt igennem, men efter et par timers snøften kunne jeg mærke at jeg trængte til noget helt andet - MOTION! For hvad er bedre til at cleare hovedet med end lidt træning??? Jeg kan ikke komme på noget.....
Løb - 18,49 km @ 5:10 min/km
Spin - 1 time 30 min @ 80% af HRR
Som I kan se, så har det været noget af en heftig trænings dag med intensive pas i alle 3 discipliner. Og nej, det var ikke just planlagt på forhånd, men det var lige det jeg havde brug for, og jeg føler mig nu sådan ca. 50 kg lettere i sindet. Det var en virkelig underlig fornemmelse at træne her til aften, for det var som om kroppen var følelsesløs OK, jeg er da pænt træt nu, for det har været en dag med mange indtryk, men det er der råd for. Godnat!

Videlog er helt sikkert det nye! Jeg vil også lave en på et tidspunkt. Bare vent.

Aftenens Træning
Normalt er onsdag Interval dag med FDK, men idag følte jeg ikke for at tage dem udendørs med de andre, mest pga kulden, men osse logistikken med at have ekstra meget træningstøj med på arbejdet etc. Så i stedet lavede jeg et program til løbebånd der var simpelt at komme igennem. Det var første gang at jeg skulle løbe intervaller på bånd, så var lidt spændt på hvordan det skulle spænne af. Men jeg vil sige jeg er positivt overrasket, da man netop kan presse sig selv på en helt anden måde end ved 'normale' intervaller på bane.
Programmet var simpelt og bestod af 5x1000M med stigende hastighed. Jeg ramte helt perfekt, da sidste interval medførte en puls på 100% og en dejlig smag af blod i munden! Nu sidder jeg lige på en anden computer end min Mac, så kan ikke vise mine flotte kurver fra Garmin, men jeg er top på de er smukke! De kommer lige på imorgen. I stedet kan jeg vise hvor lækker jeg så ud da jeg kom hjem i mit svettie kluns:

Dagens tal:
15min Opvarmning - fra 6.00/Km ned til 5.00/Km op til Puls 84% Max
Interval 1: 4.30/Km - 94%
Interval 2: 4.20/Km - 94%
Interval 3: 4.10/Km - 96%
Interval 4: 4.00/Km - 98%
Interval 5: 3.50/Km - 101%
Afsluttende jog 5min
I alt 10Km på små 50minutter. Intervallerne havde 1min pause i mellem hver, hvor jeg var nede på 10min/Km (6Km/t).
Derefter over på SMR maskinen og kører benene igennem. Mens jeg sad der kom Lars hen og chattede. Så gik der hurtigt 10min med at få rullet benene igennem. Alt i alt et superfedt pas, og dejligt at mærke gode ben!
Imorgen står den på svømning hvis jeg kan få listet mig derud. Overvejer at lave samme trick som idag og smutte fra arbejdet i en pause. Min dag ser dog noget mere kompakt ud imorgen. Oh well vi ser lige på det!
/Motta

Gode kurver Jannie, gode kurver

Det er da til grin - Det lader til de vil pinne manden for et eller andet, og leder håbløst efter noget de kan bruge. Lad os huske på hvad Conta selv siger:

Spinning
Jeg havde været så dum at efterlade mine cykelsko nede i centret i lørdags, så hvis min planlagte hometrainer session skulle blive til noget her til eftermiddag, måtte jeg en smut forbi for at hente dem. Jeg kørte direkte fra job, lavede en luske parkering og ville bare lige hurtigt smutte ind for at hente dem. Bare lige blev det ikke til, for da jeg trådte ind sad min veninde og drak kaffe, hvilket endte med at holde mig lidt hen. Lidt sludren og pludselig var jeg lokket med til spin til fordel for hometraineren Først skulle jeg bare lige hjem for at hente cykeltøjet inden timens start 20 min senere. Og heldigvis for at det hele skulle gå lidt stærkt! Da jeg kom ud til bilen stod p-vagten nemlig med blokken fremme Jeg slap dog med skrækken, og skyndte mig videre
Spin: 1 time og 50 min @ 78% af max
BUM for en træningsdag!

Vintercykling Part Deux!

Jeg har så småt fundet frem til at SMR er nødvendig vedligeholdelse. Det er vel og mærke ikke resturering.
Jeg mangler stadig en foam roller.

Du fik en rep fordi jeg godt kunne lide din historie

Jeg lever endnu, og træningen kører også fint derud af. Julen er overstået, og det betyder at der nu kommer 99% fokus på kosten igen, som udover et par planlagte drukture og julefrokoster de næste par weekender, vil blive kørt rimelig strict.
Udover at æde mig tyk i julemad og godter har jeg fået hældt en del af dem her i skuffen:

2011 - Year of Transition/Year of Triathlon!
2011 har været noget af en rutsjebane-tur for mig, og jeg har på både det personlige og sportslige niveau oplevet op og nedture. Jeg gik ind i året med bukket nakke, efter jeg havde afsluttet et langt forhold til en utrolig sød pige. Hun var dog ikke den jeg skulle tilbringe fremtiden med, og selvom det var hårdt at finde ud af, er jeg stadig den dag stadig sikker på at det var den rigtige beslutning! Det medførte dog en periode med manglende trænings-kontinuitet, og et par måneder hvor alkohol var en mere naturlig væske at indtage end energi-drik. Jeg fandt dog ud af i løbet af Marts måned, at træningen var mit holdepunkt, og det var det skulle få mig igennem den svære tid. Og pludselig var meget af den triste stemning forsvundet, og med de lysere tider vi gik i møde, kom træningen og lysten til at træne helt naturligt igen!
2011 havde jeg sat mig målet at jeg ville gennemføre Challenge Copenhagen, og indrømmet, vidste jeg overhovedet ikke hvilken størrelse det var jeg havde sagt ja til. Som under-mål, og mere en oplevelse havde jeg valgt at køre La Marmotte med min gode ven Thomas. Det var en fantastisk oplevelse, og processen frem mod La Marmotte var mindst ligeså stor en del af oplevelsen som selv løbet. Igen vidste jeg ikke hvad det var jeg havde gået ind til, og de sidste uger blev jeg for alvor nervøs da det gik op for mig hvad det var for en størrelse jeg var gået ind til her. Et par ture til Sverige og Hallandsåsen hjalp på troen, samt en weekend i Alsace hjalp til med at forberede benene til den mastodont jeg stod overfor. Selve dagen står meget klart for mig, og er beskrevet andet steds her i loggen, men kort fortalt var det ligeså uhyreligt som man kan forestille sig. Jeg havde en god dag på cyklen, og jeg hængte sammen mentalt hele vejen. Det var små 9timer med konstant fokus på smerte, og det at bide tænderne sammen fik en helt ny mening for mig da jeg ramte bunden af Alpe D'Huez sidst på eftermiddagen. Den slagmark jeg var vidne til da jeg kørte op vil stå printet i hukommelsen, og det at se hvordan folk lå i hvert sving som nedskudte soldater gjorde stort indtryk på mig! Det var med knyttet næve, og glæde jeg fik krydset målstregen!

Hjemme igen i DK, var det nu at se frem imod København, og pludselig var målet meget meget tæt på - omend tvivlen omkring egen formåen og muligheden for at gennemføre var langt væk. Jeg var blevet boostet af en god performance til Øresund Challenge ugen inden LaMarmotte, hvor jeg overraskede mig selv i en sådan grad jeg ikke havde regnet med. Ved sidelinien havde jeg fået hep fra en helt fantastisk person, Jannie, som gik ind i mig med træskoene på tidligt den morgen, mens jeg stod i toilet-køen og lige skulle have styr på de sidste nerver ! Oplevelsen af ØC var fantastisk, og jeg tror det her gik op for mig hvad Tri og Triathleter er for nogen personer!

Fra midt Juli og frem til August var der kun en vej, og træningen hang sammen. Vi fandt sammen i en rigtig god gruppe af triatleter fra FDK, hvor jeg var kommet med på et 'potentials-hold'. Dette betød kvalificeret træning og hjælp, og pludselig var Tri en så stor og fokuseret del af mit liv, at alt andet virkede sekundært. Træningen holdt mig igang, og jeg kunne stå op hverdag med tanken på den træning jeg skulle lave. Om det var morgen-turerne til fantastiske solopgang ved Svanemølle-havn, strandvejsture med løbeskoenen på eller cykel-ture i nordsjælland, så gav det hele bare så meget mening i den tid. Og jeg vil altid huske den tid!
Som August nærmede sig og virkeligheden stod for døren, var det nu med en anden form for selvsikkerhed. Jeg blev stillet 'tids-spørgsmålet' gang på gang, og gik fra at 'ville omkring 12timer' til at komme tættere på 11 end 12 timer. Inderst inde vidste jeg, at jeg godt kunne mere, men ville heller ikke virke for høj-røvet omkring min tid, hvis nu jeg mislykkedes. Jeg var jo stadig meget usikker på hvordan benene ville reagere på at løbe mere end 21.1km. Den sidste uge op til Challenge var fantastisk og jeg brugte tiden på at være sammen med de andre triatleter. De sidste dage optil løbet fik jeg selvskab af Jannie, og vi fandt hurtigt ind i et makkerskab. Hun hjalp til og fik udstyret i top, samtidig med jeg kunne få lidt adspredelse fra triathlon og bare nyde den sidste tid frem mod dagen. Beskrivelsen af dagen står et andet sted i loggen - Men kort sagt var det mit livs oplevelse, og en dag der gik så forbandet hurtigt at jeg nu kun husker glæderne og de gode stunder fra dagen, og har glemt smerten. Men jeg ved at den var der!
En ting jeg var ufatteligt imponeret over var den støtte herinde fra, og tilkendegivelse fra folk jeg knapt har mødt IRL. At se Salt, MC og Clark stå ved knippelsbro var så stort og vigtigt et øjeblik, da det betød ekstra energi på et kritisk tidspunkt. Jeg manglede halvanden omgang, og mine ben var stive og tunge som fanden. Men et par smil og lidt BB! råb gjorde at jeg abstraherede fra smerten og kom videre. MarianneBB der fik snappet et genialet pic af mig i smertens vildeste øjeblik, og flere personas herindefra som stod et sted derude og var med på dagen.

Jeg var forberedt på at der ville komme en down-periode efter løbet, og blev da osse ramt af lidt post-IM blues. Dog fik vi hurtigt samlet penne op hvor vi slap, og kom videre i teksten. Jeg lavede lidt små-konkurrencer med et par af de andre Tri, og pludselig stod nye mål for dagen. Inden året var omme havde jeg allerede de næste konkurrencer på bordet, og det er nu dem jeg ser frem imod. 2012 bliver et år med forhåbentligt ligeså mange oplevelser som 2011, og jeg glæder mig som et barn til at komme igang med træningen.
Mål for 2012:
Abu Dhabi - 8timer (ish), Age Group Placering: Top 10
IronMan Lanzarote - Sub 12timer, Age Group Placering: Top 10
Øresund Challenge - 4t30min-4t40min
10Km - Sub 45min
5Km - Sub 20min
Deltagelse i flere små-løb (Sjælsø, 10Km Marathon test, etc, etc)
/Godt Nytår