LaMotta

2011 - Year of Transition/Year of Triathlon!
2011 har været noget af en rutsjebane-tur for mig, og jeg har på både det personlige og sportslige niveau oplevet op og nedture. Jeg gik ind i året med bukket nakke, efter jeg havde afsluttet et langt forhold til en utrolig sød pige. Hun var dog ikke den jeg skulle tilbringe fremtiden med, og selvom det var hårdt at finde ud af, er jeg stadig den dag stadig sikker på at det var den rigtige beslutning! Det medførte dog en periode med manglende trænings-kontinuitet, og et par måneder hvor alkohol var en mere naturlig væske at indtage end energi-drik. Jeg fandt dog ud af i løbet af Marts måned, at træningen var mit holdepunkt, og det var det skulle få mig igennem den svære tid. Og pludselig var meget af den triste stemning forsvundet, og med de lysere tider vi gik i møde, kom træningen og lysten til at træne helt naturligt igen!
2011 havde jeg sat mig målet at jeg ville gennemføre Challenge Copenhagen, og indrømmet, vidste jeg overhovedet ikke hvilken størrelse det var jeg havde sagt ja til. Som under-mål, og mere en oplevelse havde jeg valgt at køre La Marmotte med min gode ven Thomas. Det var en fantastisk oplevelse, og processen frem mod La Marmotte var mindst ligeså stor en del af oplevelsen som selv løbet. Igen vidste jeg ikke hvad det var jeg havde gået ind til, og de sidste uger blev jeg for alvor nervøs da det gik op for mig hvad det var for en størrelse jeg var gået ind til her. Et par ture til Sverige og Hallandsåsen hjalp på troen, samt en weekend i Alsace hjalp til med at forberede benene til den mastodont jeg stod overfor. Selve dagen står meget klart for mig, og er beskrevet andet steds her i loggen, men kort fortalt var det ligeså uhyreligt som man kan forestille sig. Jeg havde en god dag på cyklen, og jeg hængte sammen mentalt hele vejen. Det var små 9timer med konstant fokus på smerte, og det at bide tænderne sammen fik en helt ny mening for mig da jeg ramte bunden af Alpe D'Huez sidst på eftermiddagen. Den slagmark jeg var vidne til da jeg kørte op vil stå printet i hukommelsen, og det at se hvordan folk lå i hvert sving som nedskudte soldater gjorde stort indtryk på mig! Det var med knyttet næve, og glæde jeg fik krydset målstregen!

Hjemme igen i DK, var det nu at se frem imod København, og pludselig var målet meget meget tæt på - omend tvivlen omkring egen formåen og muligheden for at gennemføre var langt væk. Jeg var blevet boostet af en god performance til Øresund Challenge ugen inden LaMarmotte, hvor jeg overraskede mig selv i en sådan grad jeg ikke havde regnet med. Ved sidelinien havde jeg fået hep fra en helt fantastisk person, Jannie, som gik ind i mig med træskoene på tidligt den morgen, mens jeg stod i toilet-køen og lige skulle have styr på de sidste nerver ! Oplevelsen af ØC var fantastisk, og jeg tror det her gik op for mig hvad Tri og Triathleter er for nogen personer!

Fra midt Juli og frem til August var der kun en vej, og træningen hang sammen. Vi fandt sammen i en rigtig god gruppe af triatleter fra FDK, hvor jeg var kommet med på et 'potentials-hold'. Dette betød kvalificeret træning og hjælp, og pludselig var Tri en så stor og fokuseret del af mit liv, at alt andet virkede sekundært. Træningen holdt mig igang, og jeg kunne stå op hverdag med tanken på den træning jeg skulle lave. Om det var morgen-turerne til fantastiske solopgang ved Svanemølle-havn, strandvejsture med løbeskoenen på eller cykel-ture i nordsjælland, så gav det hele bare så meget mening i den tid. Og jeg vil altid huske den tid!
Som August nærmede sig og virkeligheden stod for døren, var det nu med en anden form for selvsikkerhed. Jeg blev stillet 'tids-spørgsmålet' gang på gang, og gik fra at 'ville omkring 12timer' til at komme tættere på 11 end 12 timer. Inderst inde vidste jeg, at jeg godt kunne mere, men ville heller ikke virke for høj-røvet omkring min tid, hvis nu jeg mislykkedes. Jeg var jo stadig meget usikker på hvordan benene ville reagere på at løbe mere end 21.1km. Den sidste uge op til Challenge var fantastisk og jeg brugte tiden på at være sammen med de andre triatleter. De sidste dage optil løbet fik jeg selvskab af Jannie, og vi fandt hurtigt ind i et makkerskab. Hun hjalp til og fik udstyret i top, samtidig med jeg kunne få lidt adspredelse fra triathlon og bare nyde den sidste tid frem mod dagen. Beskrivelsen af dagen står et andet sted i loggen - Men kort sagt var det mit livs oplevelse, og en dag der gik så forbandet hurtigt at jeg nu kun husker glæderne og de gode stunder fra dagen, og har glemt smerten. Men jeg ved at den var der!
En ting jeg var ufatteligt imponeret over var den støtte herinde fra, og tilkendegivelse fra folk jeg knapt har mødt IRL. At se Salt, MC og Clark stå ved knippelsbro var så stort og vigtigt et øjeblik, da det betød ekstra energi på et kritisk tidspunkt. Jeg manglede halvanden omgang, og mine ben var stive og tunge som fanden. Men et par smil og lidt BB! råb gjorde at jeg abstraherede fra smerten og kom videre. MarianneBB der fik snappet et genialet pic af mig i smertens vildeste øjeblik, og flere personas herindefra som stod et sted derude og var med på dagen.

Jeg var forberedt på at der ville komme en down-periode efter løbet, og blev da osse ramt af lidt post-IM blues. Dog fik vi hurtigt samlet penne op hvor vi slap, og kom videre i teksten. Jeg lavede lidt små-konkurrencer med et par af de andre Tri, og pludselig stod nye mål for dagen. Inden året var omme havde jeg allerede de næste konkurrencer på bordet, og det er nu dem jeg ser frem imod. 2012 bliver et år med forhåbentligt ligeså mange oplevelser som 2011, og jeg glæder mig som et barn til at komme igang med træningen.
Mål for 2012:
Abu Dhabi - 8timer (ish), Age Group Placering: Top 10
IronMan Lanzarote - Sub 12timer, Age Group Placering: Top 10
Øresund Challenge - 4t30min-4t40min
10Km - Sub 45min
5Km - Sub 20min
Deltagelse i flere små-løb (Sjælsø, 10Km Marathon test, etc, etc)
/Godt Nytår

Når du skal til Abu Dhabi, er det vigtigt med væskeindtaget.
Måske du skulle overveje en jog-strap
http://www.youtube.com/watch?v=Xp1jSxGOoJc

2011 - Year of Transition/Year of Triathlon!
2011 har været noget af en rutsjebane-tur for mig, og jeg har på både det personlige og sportslige niveau oplevet op og nedture. Jeg gik ind i året med bukket nakke, efter jeg havde afsluttet et langt forhold til en utrolig sød pige. Hun var dog ikke den jeg skulle tilbringe fremtiden med, og selvom det var hårdt at finde ud af, er jeg stadig den dag stadig sikker på at det var den rigtige beslutning! Det medførte dog en periode med manglende trænings-kontinuitet, og et par måneder hvor alkohol var en mere naturlig væske at indtage end energi-drik. Jeg fandt dog ud af i løbet af Marts måned, at træningen var mit holdepunkt, og det var det skulle få mig igennem den svære tid. Og pludselig var meget af den triste stemning forsvundet, og med de lysere tider vi gik i møde, kom træningen og lysten til at træne helt naturligt igen!
2011 havde jeg sat mig målet at jeg ville gennemføre Challenge Copenhagen, og indrømmet, vidste jeg overhovedet ikke hvilken størrelse det var jeg havde sagt ja til. Som under-mål, og mere en oplevelse havde jeg valgt at køre La Marmotte med min gode ven Thomas. Det var en fantastisk oplevelse, og processen frem mod La Marmotte var mindst ligeså stor en del af oplevelsen som selv løbet. Igen vidste jeg ikke hvad det var jeg havde gået ind til, og de sidste uger blev jeg for alvor nervøs da det gik op for mig hvad det var for en størrelse jeg var gået ind til her. Et par ture til Sverige og Hallandsåsen hjalp på troen, samt en weekend i Alsace hjalp til med at forberede benene til den mastodont jeg stod overfor. Selve dagen står meget klart for mig, og er beskrevet andet steds her i loggen, men kort fortalt var det ligeså uhyreligt som man kan forestille sig. Jeg havde en god dag på cyklen, og jeg hængte sammen mentalt hele vejen. Det var små 9timer med konstant fokus på smerte, og det at bide tænderne sammen fik en helt ny mening for mig da jeg ramte bunden af Alpe D'Huez sidst på eftermiddagen. Den slagmark jeg var vidne til da jeg kørte op vil stå printet i hukommelsen, og det at se hvordan folk lå i hvert sving som nedskudte soldater gjorde stort indtryk på mig! Det var med knyttet næve, og glæde jeg fik krydset målstregen!

Hjemme igen i DK, var det nu at se frem imod København, og pludselig var målet meget meget tæt på - omend tvivlen omkring egen formåen og muligheden for at gennemføre var langt væk. Jeg var blevet boostet af en god performance til Øresund Challenge ugen inden LaMarmotte, hvor jeg overraskede mig selv i en sådan grad jeg ikke havde regnet med. Ved sidelinien havde jeg fået hep fra en helt fantastisk person, Jannie, som gik ind i mig med træskoene på tidligt den morgen, mens jeg stod i toilet-køen og lige skulle have styr på de sidste nerver ! Oplevelsen af ØC var fantastisk, og jeg tror det her gik op for mig hvad Tri og Triathleter er for nogen personer!

Fra midt Juli og frem til August var der kun en vej, og træningen hang sammen. Vi fandt sammen i en rigtig god gruppe af triatleter fra FDK, hvor jeg var kommet med på et 'potentials-hold'. Dette betød kvalificeret træning og hjælp, og pludselig var Tri en så stor og fokuseret del af mit liv, at alt andet virkede sekundært. Træningen holdt mig igang, og jeg kunne stå op hverdag med tanken på den træning jeg skulle lave. Om det var morgen-turerne til fantastiske solopgang ved Svanemølle-havn, strandvejsture med løbeskoenen på eller cykel-ture i nordsjælland, så gav det hele bare så meget mening i den tid. Og jeg vil altid huske den tid!
Som August nærmede sig og virkeligheden stod for døren, var det nu med en anden form for selvsikkerhed. Jeg blev stillet 'tids-spørgsmålet' gang på gang, og gik fra at 'ville omkring 12timer' til at komme tættere på 11 end 12 timer. Inderst inde vidste jeg, at jeg godt kunne mere, men ville heller ikke virke for høj-røvet omkring min tid, hvis nu jeg mislykkedes. Jeg var jo stadig meget usikker på hvordan benene ville reagere på at løbe mere end 21.1km. Den sidste uge op til Challenge var fantastisk og jeg brugte tiden på at være sammen med de andre triatleter. De sidste dage optil løbet fik jeg selvskab af Jannie, og vi fandt hurtigt ind i et makkerskab. Hun hjalp til og fik udstyret i top, samtidig med jeg kunne få lidt adspredelse fra triathlon og bare nyde den sidste tid frem mod dagen. Beskrivelsen af dagen står et andet sted i loggen - Men kort sagt var det mit livs oplevelse, og en dag der gik så forbandet hurtigt at jeg nu kun husker glæderne og de gode stunder fra dagen, og har glemt smerten. Men jeg ved at den var der!
En ting jeg var ufatteligt imponeret over var den støtte herinde fra, og tilkendegivelse fra folk jeg knapt har mødt IRL. At se Salt, MC og Clark stå ved knippelsbro var så stort og vigtigt et øjeblik, da det betød ekstra energi på et kritisk tidspunkt. Jeg manglede halvanden omgang, og mine ben var stive og tunge som fanden. Men et par smil og lidt BB! råb gjorde at jeg abstraherede fra smerten og kom videre. MarianneBB der fik snappet et genialet pic af mig i smertens vildeste øjeblik, og flere personas herindefra som stod et sted derude og var med på dagen.

Jeg var forberedt på at der ville komme en down-periode efter løbet, og blev da osse ramt af lidt post-IM blues. Dog fik vi hurtigt samlet penne op hvor vi slap, og kom videre i teksten. Jeg lavede lidt små-konkurrencer med et par af de andre Tri, og pludselig stod nye mål for dagen. Inden året var omme havde jeg allerede de næste konkurrencer på bordet, og det er nu dem jeg ser frem imod. 2012 bliver et år med forhåbentligt ligeså mange oplevelser som 2011, og jeg glæder mig som et barn til at komme igang med træningen.
Mål for 2012:
Abu Dhabi - 8timer (ish), Age Group Placering: Top 10
IronMan Lanzarote - Sub 12timer, Age Group Placering: Top 10
Øresund Challenge - 4t30min-4t40min
10Km - Sub 45min
5Km - Sub 20min
Deltagelse i flere små-løb (Sjælsø, 10Km Marathon test, etc, etc)
/Godt Nytår

Orbicon Nytårscup!
39:02 siger den officielle tid, og jeg er super tilfreds. Jeg løb i negativ split, så det kunne ikke være bedre.
Nu skal nytåret fejres. Jeg har gået med nogle tanker om næste sæson, som nok vil komme på skrift en af de følgende dage...

Et lille sneak-preview på et projekt Jannie og jeg har sat op - dem der følger med her skal selvfølgelig være nogen af de første der får lov at kigge med.
Triholics
/Motta

Et lille sneak-preview på et projekt Jannie og jeg har sat op - dem der følger med her skal selvfølgelig være nogen af de første der får lov at kigge med.
Triholics
/Motta

Back in the cold
Efter 7 dage i 20 graders varme, er jeg atter retur i kulden i kære DK. Det føles underligt at julen pludselig står så nær, for julestemning var der ikke meget af på Lanzarote. Julegaver er da der heller ikke blevet indkøbt endnu, men et par timers ihærdighed kan sikkert gøre meget ved det.
Turen til Club La Santa var på mange måder helt fantastisk. Træningsforholdene var så tæt på perfekte som man kunne ønske sig, vejret langt over dansk standard og derudover blev turen krydret godt med super kompetente trænere, som virkelig gjorde et stort stykke arbejde for at udvikle på alle os håbefulde triatleter som deltog.
Der var allerede inden afg. fra DK lavet et ugeprogram som kunne tage pusten fra selv den bedste. Ud fra alle de programsatte træninger kunne man selvfølgelig vælge frit mellem passene, og dermed sætte fokus på den ønskede disciplin(er).
Min 2012 sæson taget i betragtning, så jeg ikke rigtigt nogen grund til at presse alt for hårdt. Mine mål ligger så langt ude i fremtiden, så idéen med at forcere træningen voldsomt i en enkelt uge, for derefter at falde tilbage i den vanlige gænge, giver ikke rigtigt mening i min optik. Jeg valgte derfor at give svømningen det største fokus og derudover spæde til med cykling og løb efter behag.
Min uge kom til at bestå af følgende mængder:
Svømning: 20 km
Cykling: 365 km
Løb: 21 km
Især min svømmemængde må siges at være iøjnefaldende Ca, 75% af mængden bestod tilmed af teknik øvelser i den olympiske pool, så jeg har virkelig fået sat fokus på min tekniske kunnen. Undervejs havde jeg også en video session med Mark Vogel, som resulterede i et A4 ark med masser af konstruktive pointers, som gør at jeg nu virkelig har noget at arbejde videre med
Udover tekniktræning i poolen blev det også til lidt open water svømning i våddragt. Her må jeg nok erkende at der er lidt at arbejde på, og vel egentlig mest på det mentale plan. Noget blokerer nemlig når jeg får hovedet ned i det meget salte vand og samtidigt ikke kan se en meter
Jeg fik heldigvis lidt bedre styr på det i løbet af ugen, så mon ikke at det kommer med tiden når der kommer flere pas under bæltet.
Rent svømmemæssigt fik jeg også bevist overfor mig selv at det ikke ser helt skidt ud i vandet. Sammenlignet med flere af de andre 2. års triatleter er min speed i hvert fald ganske udemærket, så det kan jeg kun være tilfreds med - selvom jeg stadigvæk er sulten efter yderligere forbedringer
På cyklen gik det vel mere eller mindre som forventet. Jeg havde super gode ben på de første 3-4 ture, men derefter begyndte overskuddet med at være dalende. Årstiden og den pludselige øgede mængde taget i betragtning er det nok ikke så underligt, så jeg valgte at geare lidt ned undervejs og springe de helt lange ture over. At dømme ud fra den nuværende form, så er der dog grundlag for en god 2012 sæson, så når foråret først melder sig er jeg på banen igen.
Men uh ha da da, hvor blæser der da bare en heftig vind på Lanzarote. 20 m/sek er hverdagskost dernede, hvilket ikke helt hamonerede med mit valg af hjul. Jeg fik mig derfor nogle syge rusketure på vej ned af stigningerne, og jeg endte da også med at låne mig til et andet forhjul på ugens sidste tur Et frækt alu hjul med reflekser i egerne og hele pivtøjet
Løbet var helt klart den del som blev forsømt, men det var en ganske bevist valg. Jeg har nemlig masser af tid til den del, og eftersom vejret ikke fordrer til cykling i DK, valgte jeg at opprioriterer det fremfor løbet, som jo er lettere tilgængeligt i DK på denne tid af året.
Helt glemt blev det dog ikke, og jeg fik bla. fyret et ret hårdt intervalpas af i selskab med Espen Hovgaard og de andre FitnessDK folks. 8 x 800 m med start hver 5. minut. Gosh, hvor var det da bare hårdt
Fredag aften gik turen tilbage til DK til kulde og julestemning. Som altid er det rart at komme hjem, men jeg ville nu alligevel lyve, hvis jeg ikke meldte mig klar til endnu en tur Ovenpå et dyrt tandlægebesøg i dag er der dog meget der tyder på at jeg må vente lidt.....
Ellers kan jeg kun sige at det har været en super fed tur, hvor jeg har lært mange nye og super søde mennesker at kende. Jeg tror helt sikkert at der grundlag for lidt fremtidig networking og om ikke andet, så en masse highfives til Challenge d. 12/8

Bro, du baserer din SSO på en bog skrevet af Arnold og interviews med bodybuildere. Come on.

Arhhh, ikke helt. OK, jeg bruger da godt nok kompressionsstrømper, men kun i forbindelse med løb. Jeg vil dog ikke afvise, at jeg bliver at finde på landevejene iført nogle übertjekkede power-tubes
Jeg så i øvrigt godt den lille fold, men jeg valgte at stikke lidt til dig ved at kalde det for power-tubes LOL

Jeg synes hellere, at du skulle kommentere på de fine power tubes som han har iført sig. Det er tilsynelandende ikke kun triatleter der er så nørdede at bruge kompressionsgear

Tvivler på, Motta havde et spejl med i lommen

Fælles træning
Efter en dag med max dovenskab på sofaen, fik jeg mig med nød og næppe mandet op til at komme afsted til svømning med tri klubben. Jeg orkede på ingen måder, og så sent som ude på p-pladsen foran svømmeren, overvejede jeg at smide tasken i bilen igen og køre hjem til sofaen inden den blev kold igen.
Men sjovt som det altid går på disse dage..... Det endte nemlig med at blive et fedt svømmepas :4thumbup:
400 m opvarmning
400 m finner
200 m fri
400 m blandet teknik - fokus på lange tag og høje albuer
200 m teknik - fokus på højere benfrekvens
400 m fri
I første halvdel af passet havde jeg en super vandfornemmelse. Den fadede en anelse ud undervejs i takt med at trætheden meldte sig, men ikke nok til at ændre på det samlede indtryk af træningen = TOP :4thumbup:

Jeg håber jeg en dag kan blive ligeså god til at løbe som dig!

Jeg er sgu imponeret over, at du overhovedet er i stand til at træne med tømmermænd! Hatten af for det..... At det så nok var smartere at lade være med det (altså drikke), er en helt anden sag

Plus du får din arm ført lidt længere tilbage - formentligt det du mener med effektivitet. Når man er træt har man tendens til at tage armen op for tidligt, så trækket bliver forkortet og ineffektivt.

Skal til fest på min skole imorgen - der er maske/hatte tema!

Jeg skal ha SÅ meget fisse!

En diæt stagnerer ofte fordi folk konsekvent underernærer sig selv, med det resultat at metabolismen lyn hurtigt adapterer til det nye lave indtag af energi.
Meget ofte er svaret at opregulere indtaget af kcal, ved alt lige fra ét måltid til adskillige dage, for derefter at vende tilbage til et lavere indtag af energi.
Ydermere begår mange den fejl at de fra første dag på deres slankekur sænker energiindtaget så voldsomt, at de efter ganske kort tid ikke har flere muligheder for at progrediere yderligere ind i vægttabsprocessen.
Personligt (med min nuværende fedtprocent) stagnere mit vægttab typisk efter 3-4 dage på et lavt indtag af kulhydrater (80-120). Øger jeg herefter mit kcal indtag med omkring 1000 kcal om dagen, over 1-3 dage, og efterfølgende sænker indtaget af kcal igen, smider jeg atter igen vægt.

Tak - Tror jeg
På skrift ser det også ret hæftigt ud, men sandheden er vist at træningen bare har kørt og jeg har følt mig klar. Denne uge vi går ind i bliver mindre intens træningsmæssigt, da jeg skal på 3-dages konference ons-fredag, og jeg samtidig kan mærke kroppen har brug for et hvil. Især løbeturen igår har sat sine spor, og min nattesøvn var særdeles dårlig ovenpå den med mange opvågninger og ømhed overalt. Benene har det dog fint idag, og bortset fra de småskavanker jeg altid render rundt med, så er der ikke noget galt .
Jeg har tidligere skriblet lidt om tanker og planer - At komme til Hawaii er en stor drøm og ligenu vist kun en drøm. At kvalificere mig næste år er vidst tæt på en umulighed, da jeg så skal lave Lanzarote på 9t50min, hvilket kun bliver min anden full-distance IM. Men Lanzarote og 2012 bliver et år hvor jeg vil stabilisere mig på Tri-fronten og prøve mig ad med forskellige konkurrencer - nok mest de lange som jeg har haft det godt med so far.
Sæsonen 2012 starter tidligt for mig, og er nok en af grundene til at jeg allerede nu har skruet træningsmængden op. Jeg kører meget på gefühl og lyst, hvilket for mig er to parametre der er enormt vigtige i træningen. Selvfølgelig skal der struktur på, og der er også en hvis plan med træningen, dog er der også plads til indskydelser, såsom løbeturen igår.
Min sæsonplan for 2012 er:
3. Marts - Abu Dhabi Long Distance Triathlon
19. Maj - IM Lanzarote
17. Juni - Challenge Aarhus (1/2 IM)
12. August - Challenge Copenhagen
/Motta

Smid dine ben i gibs et par måneder. Få den evt. amputeret for at nå målet hurtigere. Og lad grundstenen i din kost være sveskegrød og blommejuice.

:hippy: :hippy:
Hvad der end er på færde så tanker om bedring fra Århus

Loggen er åbnet.
Mvh
MOD

Lørdag 01/10/2011, Bjergetape i det svenske
Richard Virenque tog sit toptunede tøj på og smuttede ud på Hallandsåsen med sin Onkel Peter. Målet var de ~50 km., som vi har kørt et par gange før. Jeg var lidt urolig for formen, da mine ben har været lidt off oven på dødstræningen i mandags og den større omgang wakebord end sædvanligt. Det gik dog generelt godt.
Første stigning efter ca. 10 km. gav jeg den godt med gas og det viste sig, at det var lidt over the top. Var lidt mærket efterfølgende og brugte nogle km. til at restituere. Da vi kommer hen til den igen efter ~20 km., men fra den anden side, går det dog helt fint og jeg kan holde et godt tråd.
Derefter går der lidt tid hvor det går helt fint frem til ca. 40 km. hvor opstigningen til himlen går i gang. Det er en tretrinsstigning, hvor de to første trin ligger næsten lige efter hinanden, kun adskilt af et kort mellemstykke, hvor det stadig går op ad, men dog kun i svag grad. Første trin gik fint, men rev en del energi ud af mig, så fokus på mellemstykket var at finde et let tråd helt uden sejtræk. Det gik fint og det gik også fint over næste trin, selvom det var hårdt.
Onkel Peter var sat allerede på første stigning, men fik kæmpet sig lidt nærmere inden anden stigning.
Efter anden stigning er der et lidt længere stykke hvor det både går lidt op og ned, men samtidigt er ret let at holde en god fart hele vejen. Jeg beslutter mig for at køre mig helt ud resten af vejen og holder et højt tempo. Onkel får ikke mulighed for at lukke hullet og jeg får øget forspringet kraftigt. Jeg når tredje trin og tamper igennem alt hvad jeg kan. Fra start til slut af tredje trin kan man se hele stigningen og først tænker man at det ikke ser så slemt ud. Det er dog kun lige indtil man kommer i gang og finder ud af at den egentligt er ok stejl.
Det hele bliver dog værre når man kommer til den sidste fjerdedel, der føles som om den er 50 % stejlere end de første tre fjerdedele. Der river den godt og det var kun muligt for mig at blive i første gear.
Op kom jeg dog og det var uden at have kørt mig helt død, så jeg kunne hurtigt finde et godt tråd igen og køre det sidste stykke vej, der kun byder på få stigninger indtil det går kraftigt ned, næsten lige ind i sommerhuset. Min onkel ramte 58 km/t. på det sidste stykke nedad.
Jeg kværner 2 protbarer under vejs og næsten 1 liter vand. Det virkede meget passende.
Dagens tal:
Længde: 48,72 km.
Tid: 1:57 timer.
Gennemsnitsfart: 24,9 km/t.
Der kommer lidt stemningsbilleder senere.

Dette er et glimrende spørgsmål.
Aperol er rigtig god at bruge i cocktails hvor den skal spilles op ad "svage" ingredienser som f.eks. vodka. Hvis man har lyst til noget let (alkoholprocenten i Aperol er ret lav) så er en klassisk sour på Aperol virkelig godt. En perfekt opstartsdrink til en grillfest eller lignende.
Desuden tjener Aperol det fine og ædle formål at omvende folks smagsløg til Campari. Det er en Formel 3000 bil