Multivitaminpille

[Hansen0109]

Har siddet og kigget på de forskellige multivitaminspiller, som man nu kan erhverve sig i. Men hvilken vil du/I synes er bedst? evt. pris kontra kvalitet

[Mr. Bond]

Tror det har været oppe at vende en million gange - Men personligt mener jeg, at man aldrig går helt fejl af Omnimin (Multi vitamin og miniralpræparat) ! Men der kan sikkert findes billigere og lige så gode løsninger !

Edited August 10, 2005 by Mr. Bond

[bobben]

Jeg ville også sige at Omnimin er et meget godt bud, det er ihvertfald dem jeg bruger til mit vitamin og miniraler. Men vil personligt købe noget c-vitamin ved siden af, så du kommer op på omkring de 1500 - 2000 mg c - vitamin ED!

[AGV]

Men vil personligt købe noget c-vitamin ved siden af

Er c-vitamin da det vigtigste vitamin for folk der træner med vægte?

[Goldendreams]

Jeg stemmer klart på Vitamun, men lad være med at købe dem i Matas! For der koster de en bondegård!

GD

[Till]

Tror det har været oppe at vende en million gange - Men personligt mener jeg, at man aldrig går helt fejl af Omnimin (Multi vitamin og miniralpræparat) ! Men der kan sikkert findes billigere og lige så gode løsninger !

<{POST_SNAPBACK}>

Omnimin er et godt bud. Desuden er priset sænket kraftigt på det sidste. 179 kr. gav jeg for 180 tabs. i Matas.

[bobben]

Jeg har også selv lige købt ind til det næste år...

Morgenmad

2 Omnimin Multivitamin

500 mg c-vitamin

2000 mg fiskeolie

Aften

1000 mg fiskeolie

500 mg C - vitamin

Inden sengetid

500 mg Magnesium

[JHM]

Jeg har også selv lige købt ind til det næste år...

Morgenmad

2 Omnimin Multivitamin

500 mg c-vitamin

2000 mg fiskeolie

Aften

1000 mg fiskeolie

500 mg C - vitamin

Inden sengetid

500 mg Magnesium

<{POST_SNAPBACK}>

Hvorfor ikke tage den ene omnimin morgen og den anden aften?

[Stubbe]

Køb en multipille med 100% af ADT, mærke har mindre eller ingen betydning, og pengene er bedre givet ud på ordentlig/nærende mad. For eksempel fås 200 stk multivitaminpiller ofte for ca 20 kr.

[-Matz-]

Til den der ønsker kvalitet kunne Vitamax eller vitaxtra fra vitaviva være en mulighed!

[Tind]

nevermind .. tanketorsk

Edited August 12, 2005 by Tind

[ptpoul]

Min forståelse er at de fleste vitaminpræparater kommer fra samme internationale producent. Selve forarbejdningen og fremstillingen af pillerne foregår så i de enkelte producenters fabrikker. Men selve aktivstofferne er fra samme leverandør.

Der er undtagelser ved nogen af designer produkterne. Men dokumentationen for deres overlegenhed er tvivlsom.

[heliotropen]

Køb en multipille med 100% af ADT, mærke har mindre eller ingen betydning, og pengene er bedre givet ud på ordentlig/nærende mad. For eksempel fås 200 stk multivitaminpiller ofte for ca 20 kr.

Hvis man vil anbefale sportsmænd/atleter/aktive at basere sin suplementering på forskning udført på gamle damer, forskning udført i ALT ALT for KORT tid; med en forsøgs protekol der påforhånd er specielt designet, så man får det svar man ønsker fastsat,(eller ihvertfald designet så vanvittigt så det ikke kan være noget tilfælde..),- selvfølgelig i vores bedste "Usundheds systems" ånd; så skal man selvfølgelig have lov til alt dette; Personligt tør jeg stadig give de anbefalinger som jeg altid har gjort; vælg et kvalitetsprodukt udformet netop til JERES behov, der kan splittes ud over flere måltider.

Ang. kommentaren; pengene er givet bedre ud på ordentligt mad; så kan ingen vel være uenige i den vigtigste del af dette; Jeg vil da osse gå så langt som til at priotere,- at kosten selvfølgelig er det absolut eccencielle, det børe være klart for en hver at hvis denne ikke er i orden, så er ALVERDENS tilskud selvfølgelig spild af penge, da de så bør invisteres i noget ordentligt fodder istedet.

M.V.H

Helio

[gazmend]

har læst inde på getbig.dk at folk som indtager 500 mg c-vitamin ikke har for godt af det.. men det er nok forskelligt alt efter hvordan ens krop er opbygget

men hvis i er i tvivl om noget om vitaminer så gå ind på www.netdoktor.dk og søg efter det vitamin eller mineral i er i tvivl om ;)

[Flexipecs]

Jeg er enig med Stubbe.. Dette vitamin-ræs er for langt de flestes vedkommende fuldstændig ude af propertioner.

Det er meget muligt at for top idrætsfolk er der behov for større mængder og doser end det der findes i en multivitamin fra Fakta - men hvor mange herinde er det liiiige der er top idrætsfolk, og hvor mange ønsker at de var det?

More is better er bestemt ikke en selvfølge når det kommer til vitaminer.

[Stubbe]

Hvis man vil anbefale sportsmænd/atleter/aktive at basere sin suplementering på forskning udført på gamle damer, forskning udført i ALT ALT for KORT tid; med en forsøgs protekol der påforhånd er specielt designet, så man får det svar man ønsker fastsat,(eller ihvertfald designet så vanvittigt så det ikke kan være noget tilfælde..),- selvfølgelig i vores bedste "Usundheds systems" ånd; så skal man selvfølgelig have lov til alt dette; Personligt tør jeg stadig give de anbefalinger som jeg altid har gjort; vælg et kvalitetsprodukt udformet netop til JERES behov, der kan splittes ud over flere måltider.

Jeg håber du ved det første du siger er sludder og det er derfor en trist diskutionsform du benytter. Dette har du også fået at vide, af andre, i andre tråde på det sidste.

Der er endnu meget dårlig/ingen evidens for at nogle vitaminer/mineraler har en præstationsfremmende effekt, hvis man spiser en sund kost i tilstrækkelig mængde suppleret med en multivitaminpille.

Ved fysisk aktivitet øges/forbedres kroppens antioxidant system og muligvis også ens udnyttelse af vitaminer/mineraler, derudover stiger ens energiindtag og derved fødevare indtag, så selvom man har et svagt øget behov for nogle vitaminer/mineraler dækkes dette fint ind alligevel.

For nogle vitaminer/mineraler kan det være en fordel, teoretisk, at indtage fordelt over dagen, mens det kan være en ulempe for andre. Praktisk har det næppe nogen betydning for raske personer som ikke er i mangel.

Er en multivitaminpille ikke ligeså god som "kvalitetsprodukter udviklet specielt til aktive folk"? På hvilke punkter er de ikke lige gode og hvilken praktisk betydning har det?

PS. Jeg går udfra at du også mener at Teamdanmark og lignende forbund/institutioner i andre lande, som American college of sports nutrition, også er nogle sludrehoveder og påvirket af vores "usundheds systems" ånd?

Edited August 14, 2005 by Stubbe

[Arnold schwarzenegger]

Jeg ville også sige at Omnimin er et meget godt bud, det er ihvertfald dem jeg bruger til mit vitamin og miniraler. Men vil personligt købe noget c-vitamin ved siden af, så du kommer op på omkring de 1500 - 2000 mg c - vitamin ED!

<{POST_SNAPBACK}>

hvad er iden, med 1500-2000 mg C vitamin om dagen

[wizz]

...

Edited December 4, 2011 by wizz

[TAZZ]

Det er bestemt ikke risikofrit at tage megadoser af vitaminer. Der er masser af eksempler på at der er ulemper/bivirkninger forbundet med det. F.eks. kunstigt tilskud af betakaroten kan øge krædtrisiko. E-vitamin kan muligvis nedsætte hjertekar sygdomme - tilgengæld øges blødningsrisikoen f.eks. hjerneblødninger hvis man har tendens til det osv.

PS Til evt. interesserede kan anbefales politikens bog om vitaminer - her gennemgås de befolkningsundersøgelser og kliniske forsøg der er fortaget.

<{POST_SNAPBACK}>

Korrekt. Hvis man er ryger og tager betacaroten alene og ikke sammen med andre vitaminer/mineraler!

[heliotropen]

Jeg håber du ved det første du siger er sludder og det er derfor en trist diskutionsform du benytter. Dette har du også fået at vide, af andre, i andre tråde på det sidste.

Selvfølgelig er det ikke sludder; MEN ang. min diskussionsform, så vil jeg selvfølgelig tage det du og andre siger op til revision; Indtil da er du i øvrigt velkommen til at forholde dig til DET jeg skriver, frem for måden jeg gør det på!

Ang. Resten så har vi været igennem diskussionen så tit, at jeg ikke ser nogen grund til at gentage ”succesen” endnu engang; Jeg vil langt hellere bruge tiden på at træne, blive sundere og sundere, så må andre sådan set gøre som de lyster; jeg gider bare ikke spilde min tid på ligegyldige diskussioner der ikke føre nogen vejne! Selvfølgelig kan det lokke, at gå ind i diskussionen, når du selv vrøvler løst om energiindtag osv. hvilket selvfølgelig er helt irrelevant i sammenhængen, men jeg tager mig som sagt lidt sammen, abstrahere og lader de åbenlyse stunts ligge denne gang!

Jeg kan dog lige gengive mit normale argument, ved at gengive følgede, der i dette tilfælde tager udgangspunkt i Vitamin-c, jeg mener dog problemet med den såkaldte "u-videnskab" omfatter mere end som så; men jeg er som sagt ikke ude på at skabe polemik igen igen, men vælger blot at opsumere "min" holdning, såfremt nogen skulle være i tvivl; Følgende er ikke skrevet af mig selv, men rammer meget godt mit syn:

I et læsebrev publiceret i tidsskriftet "Nature" d. 9.04.98, beskrives et forsøg, hvor 30 personer indtog 500 mg C-vitamin dagligt i 6 uger. Målinger af 2 reststoffer fra DNA-arveanlægget i blodprøver viste nedgang i den ene og stigning i den anden. De engelske forskeres foretrukne konklusion er: "Stigningen kan betyde at C-vitamin kan skade cellernes arveanlæg", men de nævner ikke den anden mulighed: - nemlig, at nedgangen i det andet DNA-reststof tyder på at C-vitamin forebygger skader i arveanlægget.

Hvordan det end forholder sig, kan man ikke lade være med at beundre hvordan et enkelt læsebrev har bragt verden i brand omkring C-vitamins påståede sundhedsfarlige egenskaber. Det videnskabelige arbejde blev foretaget i 1995 (eller tidligere) og er aldrig blevet publiceret som en rigtig artikel i en anerkendt tidsskrift. Man må konkludere at den det må være på grund af hvad professor Henrik Poulsen Poulsen fra Rigshospitalet har beskrevet som "mangler" og "fejl" i Leicesters undersøgelsesmetode. Professor Poulsen er den førende danske forsker på området og publicerede en lignende undersøgelse i 1997 med 142 tobaksrygende mænd, hvor der ikke kunne påvises nogen negativ virkning af C-vitamin på de menneskelige cellers arveanlæg. I den engelske artikel er der ingen omtale af det danske forsøg, hvilket er betænkeligt, når en nyhed som "C-vitamin fremkalder kræft" tillades at gå verden rundt.

Det som er beklageligt i den nuværende situation, er den unuancerede, sensationsprægede måde en afvigende, suspekt undersøgelse behandles på i mediet - i dette tilfælde dagbladet Politiken. Artiklerne har vakt uro i befolkningen og endda helt unødvendigt. En åben dialog er selvfølgelig vigtig, men Politikens overskrifter med påstanden om at "C-vitamin fremkalder kræft", er så nemme at modbevise ud fra almindelige, kemiske argumenter, at de aldrig burde have set dagens lys. Takket være deres usaglighed vil almindelige mennesker, der læser artiklerne, sandsynligvis lide skade, hvis de følger disse anbefalinger og gå glip af C-vitamins helbredende effekt på en lang række sygdomsprocesser.

I denne sammenhæng er det også nødvendigt at kritisere den énsidige faglige opinion i England og Danmark, som Politiken har valgt som rådgivere. Generelt repræsenterer de det ortodokse synspunkt, som følger "den gamle ernæringslære" om, at 60 mg C-vitamin er tilstrækkeligt for moderne mennesker, og at alt herover er helt unødvendigt. Når Politiken skriver: "...Der er ingen videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer, at et stort C-vitaminforbrug virker for noget som helst", ignorerer de den flodbølge af ny forskning i de sidste årtier, som taler om forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme med terapeutiske koncentrationer af C-vitamin, der overstiger de anbefalede dagsdoser. Et funktionsniveau på 60 mg C-vitamin vil f.eks. forebygge skørbug, en præ-dødelig tilstand, men hvis vi hæver niveauet til 2 gram dagligt kan asthma og høfeber behandles og blodprop forebygges; 3 gram dagligt kan få polypper i endetarmen til at skrumpe, 6 gram kan forbedre migræne, og 10 gram dagligt hos kræftpatienter vil give forbedret immunforsvar, overlevelsestid og livskvalitet.

Store befolkningsundersøgelser af nyere dato har bekræftet, at de mængder af C-vitamin, som er nødvendige til at beskytte hjerte og kredsløb fra åreforkalknings ødelæggelser - angina pectoris, blodprop, slagtilfælde - er langt større end den anbefalede dagsdosis på 60 mg. Et dagligt tilskud af 1 - 2 gram er den mængde C-vitamin, de fleste af disse undersøgelser nævner i forbindelse med den opnåede effekt. Hos mennesker er C-vitamin en af de få forbindelser - hvad enten de er ernæringsmæssige eller ej - som påviseligt kan få forkalkningsgraden til at blive mindre. Allerede i 1954 blev det påvist, at vitamin C kan få åreforkalkning i benene til at formindskes. Ti patienter med kredsløbsforsnævringer i benene fik 1/2 gram C-vitamin 3 gange dagligt i 2-6 måneder, medens 6 lignende patienter ikke fik noget. Røntgen undersøgelser med kontraststof (arteriografi) af benene viste forbedring af forkalkningsgraden i 6 ud af de 10, som fik C-vitamin, hvorimod ingen forbedring kunne spores i de 6 ubehandlede patienter.

Et andet område, hvor C-vitamin forskning er under stærk udvikling, er i forbindelse med kræftsygdomme. I september 1990 afholdtes et symposium i en forstad til Washington sponsoreret af National Institute of Health, hvor videnskabsfolk fra hele verden (130 videnskabsfolk, 40 afhandlinger) fremlagde forskning vedrørende C-vitaminets funktioner i forhold til kræft. Blandt disse studier var der meddelelser om at C-vitamin (1) forebygger et stort antal af kræftsygdomme, (2) hæmmer tumorvækst i dyreforsøg og (3) forbedrer effekten ved forskellige former for kemoterapi.

En undersøgelse fra 1997 har understreget en side af C-vitamins kraftige immunstyrkende egenskaber. 55 patienter udsat for forgiftning med forskellige kemikalier blev behandlet med C-vitamin doser svarende til 60 mg gange legemsvægt i kilogram. Efter et døgn målte forskningsholdet en tidobbelt aktivitetsforhøjelse i immunsystemets NK ("naturlige dræber")-celler hos 43 af disse patienter!

Det er ikke overraskende, at folk bliver forvirrede, når fagfolk, der burde vide bedre, forplumrer diskussionen med uunderbyggede data og skræmmetaktiske udtalelser. De viser indirekte, at de er ligeglade - eller uvidende - med hensyn til C-vitamins gavnlige virkninger i forebyggelse og behandling af sygdomme. Der findes tusindvis af sider fra forskningen, der bekræfter de betydelige helbredsbevarende fordele ved at anvende C-vitamin som tilskud. Samtidigt er det også veldokumenteret, at receptpligtig medicin rutinemæssigt dræber 100.000 og skader 1 million mennesker om året i USA. Hvornår bliver en tilsvarende statistik tilgængelig i Danmark? Så vidt jeg ved, er der endnu ikke ét påviseligt dødsfald grundet indtagelse af C-vitamin i dets første 62 år.

I det følgende har jeg forsøgt at fremlægge nogle kendsgerninger om C-vitamin for påvise dets sande betydning for vort helbred:

Fact 1:

C-vitaminbehovet hos mennesker er langt højere end tidligere antaget.

Mennesket er én af de få dyrearter foruden aber, marsvin og visse arter af flagermus og indiske fuglearter, som ikke er i stand at fremstille C-vitamin i egen krop. Antropologer har beregnet, at der er sket en mutation hos mennesker for flere millioner år siden. Blandt de dyrearter der stadigvæk fremstiller C-vitamin er deres fysiologiske produktion langt højere end den officielle anbefalede dagsdosis på 60 mg for mennesker.

De fleste pattedyr - fx mus, katte, hunde, får, geder, køer osv - fremstiller C-vitamin i store mængder i deres lever. Dette C-vitamin er i gennemsnit 10 gram om dagen justerede til en 70 kg legemsvægt, og endnu mere under sygdom og stressforhold.1 Her må det understreges at hos pattedyr overføres C-vitamin direkte fra leveren til blodet. For at få en tilsvarende mængde ind i vort blod og væv, vil vi mennesker blive nødt til at indtage 20 gram dagligt.

Som det er nu kan man konkludere ud fra dyreforskning at: (1) Den anbefalede dagsdosis af 60 mg er ca. 1% af den mængde, mennesker ville have fremstillet, hvis vi stadigvæk havde evnen at producere C-vitamin i vores egen krop. (2) Hos dyr, der fremstiller C-vitamin, er produktionen proportional med legemsvægten. (3) Den optimale daglige indtagelse af ascorbinsyre for de fleste voksne mennesker ligger i området 2 gram til 6 gram!

Fact 2:

C-vitamin (ascorbinsyre) er en antioxidant som beskytter mod kræft.

Antioxidanter såsom C-vitamin, E-vitamin og selen er stoffer, der standser skadelige iltningsprocesser i celler, som kaldes "frie radikaler". Frie radikaler nedbryder cellen både indvendig og udvendig og kan føre til kræft på grund af ødelæggelser i cellens arveanlæg. C-vitamin vil altid beskytte mod kræft, fordi det uskadeliggør fri radikal reaktioner, som er den primære årsag til kræftens opståen. Fordi C-vitamin er én af de stærkeste antioxidanter der findes, er det særdeles vigtigt, at man får tilstrækkeligt af vitaminet til at beskytte sig mod de mangfoldige kilder til fri radikal påvirkninger, moderne mennesker udsættes for i form af miljøgiftige kemikalier, tungmetaller, elektromagnetiske stråler, tobaksrygning samt kroniske inflammationssygdomme såsom leddegigt og asthma.

Under fri radikal påvirkninger kan C-vitamin iltes (oxideres) og hermed omdannes til sin passive form. C-vitamin i sin passive, iltede form har ingen beskyttende effekt på cellernes arveanlæg og det er lige præcis denne tilstand den engelske undersøgelse omtaler. Man har vidst i næsten 20 år at "C-vitamin viser prooxidante egenskaber", som den engelske undersøgelses titel hævder, men indtagelse af E-vitamin og selen i kombination med C-vitamin vil sikre at C-vitamin bevares i sin gavnlige, antioxdante form.

Fact 3:

Der er solid dokumentation for, at det er både ufarligt og i mange tilfælde tilrådeligt at indtage C-vitamin i gram doser som dagligt tilskud.

Hos mennesker, som indtager "lave" koncentrationer (100-1000 mg), vil C-vitamin stort set altid fungere som antioxidant, men som ny forskning har påvist, vil lave koncentrationer af C-vitamin hurtigere blive brugt op, hvis der er store mængder af giftige metaller i kroppen, som øger dens fri radikal belastning. Derimod vil indtagelse af C-vitamin i "gram" doser (fx 2 - 6 gram), bevare C-vitamin i sin aktive form på trods af en stor fri radikal belastning. 2 I denne sammehæng må det understreges, at alle de store oversigtsrapporter, som har vurderet C-vitamins sikkerhed gennem årene, énstemmigt konkluderer: "Der er intet der viser, at C-vitamin i store doser er skadeligt."3

Samlet betragtet er budskabet klart. C-vitamins virkninger foregår på et helt grundlæggende biologisk niveau, og styrker herved kroppens egne formidable evne til at helbrede sig selv gennem forbedret immunfunktion, ødelæggelse af frie radikaler, afgiftning af talrige giftstoffer, bekæmpelse af virus og bakterier, forebyggelse af hjerte-kar lidelser, reparation og styrkelse af kroppens væv, m.m. Denne biokemiske forskellighed er baggrunden for dette vitamins enorme alsidighed inden for klinisk medicin. Med de ovennævnte "facts" kan man undgå at blive forvirret i forbindelse med ny information om C-vitamin, uanset hvad den internationale videnskab måtte byde på i nye undersøgelser.

Ang. diskussionen omkring Immunologien, så tror jeg tværtimod ikke det er noget VI har haft oppe og vende før: Nu har jeg aldrig læst klinisk Immunologi, men det overordnede syn du der udgiver, kan det vel ikke overraske nogen at jeg ikke deler:

Her er uddraget omkring Immunologi / virologi (set i forhold til aktivitet) fra sundhedsstyrelsens rapport ’Fysisk aktivitet og sundhed’, JEG tolker den ikke som om der er konsensus omkring de ting du nævner, ret mig venligst hvis du mener jeg tager fejl:

Fysisk aktivitet inducerer omfattende ændringer i immunsystemet. I forbindelse med akut fysisk aktivitet (såvel moderat som hård fysisk aktivitet) rekrutteres leukocytter til blod banen, hvilket opfattes som en ”styrkelse” af immunforsvaret. Hvis det fysiske arbejde har været langvarigt (mere end 1 time) og hårdt (mere end 75% af VO2max), vil man i timer til dage efter finde tegn på immunsvækkelse. Efter hårdt fysisk arbejde findes således nedsat lymfocyt koncentration i blodet, og lymfocytternes evne til (in vitro) at proliferere og udøve drab af virus-inficerede og maligne celler er nedsat. In vivo immunologiske metoder i mennesker og dyremodeller bekræfter disse fund (Pedersen and Hoffman-Goetz 2000).

En række dyreeksperimentelle forsøg understøtter antagelsen om, at den immunsvækkelse, man finder efter hårdt fysisk arbejde, er af klinisk betydning. I dyre-eksperimentelle infektionsmodeller finder man generelt, at en given mikroorganisme er mere invasiv, hvis forsøgsdyret er fysisk aktiv under inkubationsperioden. Dette er vist bl.a. for polio virus og coxsackie B virus (Pedersen and Hoffman-Goetz 2000).

De fleste undersøgelser viser, at trænede forsøgspersoner har et bedre uspecifikt immunforsvar i hvile ved sammenligning med utrænede kontrolgrupper (Natural killer celle aktivitet og produktion af sekretorisk IgA). Dyreforsøg viser overbevisende, at træning styrker immunsystemet, målt i hvile. Dyreeksperimentelle forsøg har vist, at trænede dyr har øget overlevelse, når de inficeres i hvile med Salmonella thyphimurium og Influenza virus (Pedersen and Hoffman- Goetz 2000).

De fleste undersøgelser vedr. fysisk aktivitet og infektionstendens hos mennesker er baseret på epidemiologiske undersøgelser, hvor forsøgspersoner selvrapporterer symptomer på øvre luftvejsinfektioner. Der findes ca.10 undersøgelser, hvor maratonløbere har rapporteret øvre luftvejsinfektionssymptomer i ugen efter et maratonløb (Nieman 1994). Alle undersøgelser viser, at løbere sammenholdt med kontrolgrupper, rapporterer infektionssymptomer hyppigere i ugen efter et maratonløb. Det største epidemiologiske studium omfattede 2311 maratonløbere, der deltog i Los Angeles Maratonløbet i 1987 (Nieman et al. 1990). 12.9% af løberne rapporterede infektioner i ugen efter, sammenlignet med 2.2% af kontrollerne. Efter et 56 km løb rapporterede op til 47% blandt de, der løb hurtigst, at de havde symptomer på øvre luftvejsinfektion (Peters and Bateman 1983).

I perioden 1979-1992 var der 16 tilfælde af pludselig død blandt svenske orienteringsløbere. Myokarditis var det hyppigste histopatologiske fund, kun fem personer havde haft forudgående hjerte-symptomer i form af besvimelse under anstrengelse, takykardi eller brystsmerter, 14 tilfælde var associeret med fysisk aktivitet. Der er ikke med sikkerhed rapporteret en årsag, om end Chlamydia pneumoniae har været mistænkt (Wesslen and et al. 1996). Linde undersøgte 44 eliteorienteringsløbere og fandt, at de havde 2.5 tilfælde af øvre luftvejsinfektioner på et år, mod 1.7 i kontrolgruppen (Linde 1987). Kun tre undersøgelser har undersøgt selvrapporterede symptomer hos personer, der har gennemført moderat træning. Alle undersøgelser finder nedsat sygelighed som konsekvens af træning (Pedersen and Hoffman-Goetz 2000, Nieman 1994).

Interventionsstudier har undersøgt, om det var muligt at nedsætte immunsvækkelsen efter hårdt fysisk arbejde. Stort indtag af carbohydrat medfører, at immunændringerne ved fysisk aktivitet mindskes, men den kliniske betydning er ikke fastslået. Kontrollerede undersøgelser har foreløbigt ikke dokumenteret effekt af behandling med hverken glutamin, n-3 lipider eller anti-oxidante vitaminer (Pedersen et al. 1999). Der findes mange undersøgelser vedrørende mekanismer, der kan forklare immunændringer som følge af fysisk aktivitet og træning, hvorimod der ikke er gennemført mange undersøgelser vedrørende den kliniske betydning. Trods dette synes det rimeligt at foreslå guidelines for personer med infektioner.

Det tilrådes at afstå fra fysisk aktivitet, hvis man føler sig syg. Dette kan modificeres, hvis symptomerne har varet et par dage og udelukkende omfatter symptomer over halsniveau (tæt eller rindende næse, nysen, vandige øjne, ondt i halsen og ingen feber). Hvis symptomerne derimod er under halsniveau (hoste, kvalme, diarre, myalgier, samt feber), er det rimeligt at fraråde træning. Hos patienter med mononucleose tilrådes det at afstå fra hård fysisk aktivitet eller fysisk aktivitet med kropskontakt så længe milten er forstørret (risiko for miltruptur). Fysisk aktivitet i forbindelse med hepatitis forværrer ikke sygdomsforløbet. Gastroenteritis er ledsaget af væsketab og hård fysisk aktivitet er derfor ikke tilrådeligt. Hos patienter med hudinfektioner må rekommendationer individualiseres, kontaktsport bør dog undgås ved herpes infektioner, indtil ”blister” stadiet er overstået.

Der er ingen restriktioner til patienter med asymptomatisk HIV-infektion. Patienter med symptomgivende AIDS, rheumatoid arthritis og cancer kan oftest med fordel udføre i hvert fald moderat træning. Det tilrådes at rekommendationer individualiseres.

Alt i alt tolker jeg det, som om at der er MEGET stor forskel på de imunelle påvirkninger i forhold til BLA. den mængde aktivitet man udøver (noget osse passer overens med alt andet jeg har læst.), jeg tolker heller ikke disse som jo mere aktivitet, jo fære negative imune påvirkninger vs. bedre samlet "imun forsvar" som vel dybest set er det du påstår? (igen ret mig venligst hvis jeg tager fejl.)!;

Ang. konklussionen om behandling med "anti-oxidante vitaminer"(hvordan den så end præcist skal forståes.) så deler jeg som sagt ikke dansk(?)konsensus, (hvilket jeg herhjemme iøvrigt bakkes op omkring bla. af Dr M.D Bruce Phillip Kyle, og alle øvrige der samarbejder omkring Aarhus Privatklinik, hvis nogen er i tvivl er den kære doktor ekspert i immuno-biologisk medicin har bla. fået tildelt Diplomat graden af ACAM (American College for the Advancement of Medicine) og International Board of Chelation Therapy; han er medlem af; Den Almindelige Danske Lægeforening (DADL), Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

, International Academy of Oral Medicine & Toxicology (IAOMT), American College for Advancement in Medicine (ACAM), American Board of Chelation Therapy (ABCT), Scandinavian Board of Chelation Therapy (SBCT), Dansk Selskab for Ortomolekylær Medicin (DSOM), dette samt kendskab til manden, hans effaring og viden, er nok til at jeg i det mindste gider lytte til hvad han har at sige.)

Jeg mener altså undersøgelserne omkring det specifikke er forællede (og ikke nok med det, de slet ikke er udført i tilfredsstillende karrakter.)

Nu har jeg som sagt aldrig læst klinisk Immunologi, men jeg er ret sikker på; at man i dag med avanceret monoklonal antistofteknologi og laserteknik kan man kortlægning hele immunsystemet. Ud fra immuncellernes kvantitative sammensætning og funktionelle forskydninger kan der ses i en samlet immunprofil; sammensat med simpelt "blood work", har jeg svært ved at se hvordan det kan lade sig gøre at snakke om ikke dokumenteret effekter; især når man internt høre om disse undersøgelser non-stop; undersøgelser hvor af alle jeg har hørt om viser det samme.

Men nu rammer vi så igen ind i den diskussion vi har haft SÅ tit; og jeg vil lade være med at gå videre, nu kom det hele trods alt en del længere end egentlig beregnet, da jeg havde planlagt max at skrive to linjer...!

Hygge og god træning til alle ;)

Det er bestemt ikke risikofrit at tage megadoser af vitaminer. Der er masser af eksempler på at der er ulemper/bivirkninger forbundet med det. F.eks. kunstigt tilskud af betakaroten kan øge krædtrisiko. E-vitamin kan muligvis nedsætte hjertekar sygdomme - tilgengæld øges blødningsrisikoen f.eks. hjerneblødninger hvis man har tendens til det osv.

Det kan aldrig anbefales tanke tomt at tage megadoser af noget som helst!

Ang. snakken omkring betakaroten så summeres det meget godt op her:

Betacaroten, Kræft, og Medierne

 

Artiklen publiceredes i "Mit Helbred" (1996, nr.4) og "Tidslerne" (Juni 1996, nr. 19)

Den 20 januar 1996 udbrød en heftig diskussion i radio, TV og aviser i forbindelse med pressemeddelser angående to amerikanske undersøgelser, som formodentlig havde påvist, at forhøjede doseringer af betacaroten og A-vitamin kunne øge risikoen for storrygere til at udvikle lungekræft.

To aftener i træk viste både DR TV og TV2 dramatiske filmreportager med tømning af betacaroten fra hylderne i supermarkedskæderne. Hos almindelige personer har massemediets overdramatiserede nyhedsdækning haft den bizarre effekt, at mange nu går og tror, at betacaroten giver kræft.

Budskabet er misvisende og forkert, fordi forskningsresultater gennem to årtier har vist det modsatte, - nemlig at betacaroten har veldokumenterede anti-cancer egenskaber.

Hele sagen rejser spørgsmålet om mediernes ansvar i sundhedsdebatten, og om pålideligheden af befolkningens informationskanaler, når det angår nye behandlingsmuligheder, specielt når de nye behandlingsmuligheder ligger udenfor de "politisk korrekte" synspunkter, som præsenteres af bureaukratiske sundhedsorganer, medicinalfirmaer og det lægelige hospitalsmiljø.

Som sagen står nu, er meddelserne kun blevet offentliggjort gennem pressemeddelser, og vi befinder os stadigvæk i en situation, hvor de to undersøgelser er upublicerede. En mere detaljeret vurdering af deres design og fremgangsmåde må vente på, at der optages en artikel herom i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift.

Derimod er én ting sikker. Når et lægehold fører sig frem med et sådant hastværk, som omfatter pressekonferencer og stor offentlig omtale, inden selve artiklerne er publiceret, er det næsten givet, at formålet er politisk, - d.v.s. til fordel for en person eller organisation. Uden en publiceret rapport er faglig debat yderst vanskelig, for ikke at sige umulig. Herudover vil tendensen være, at desto længere tiden strækker sig mellem påstanden og den aktuelle publicering, desto mere og mere accepteret vil påstanden fra den meddelende forskningsgruppe eller organisation blive.

Da jeg selv som læge hører til blandt de, som behandler kræftpatienter med bivirkningsfrie næringsstoffer, såsom betacaroten, med henblik på at styrke patientens naturlige immunforsvar, må jeg understrege min skepsis over for den panikagtige stemning, massemedierne har skabt i forbindelse med de to amerikanske undersøgelser.

Lungekræft er naturligvis en yderst alvorlig sag. Alligevel har man i dette tilfælde "smidt barnet ud med badevandet", når man forskrækker folk med ideen om, at "tilskud med betacaroten er kræftfremkaldende".

Resultatet af de to amerikanske undersøgelser er i modstrid med en lang række andre undersøgelser, som har bekræftet betacarotens værdi som ét af de stærkeste immunstimulerende stoffer der findes.

Ronald Watson, forskingsprofessor i relationen mellem kost, immunfunktion og kræft ved Arizona Universitet i USA, og én af verdens førende eksperter i A-vitamin og betacaroten, har påvist gennem to årtiers arbejde, at betacaroten, foruden at stimulere forskellige led i vores immunforsvar, samtidig kan have en direkte svulsthæmmende virkning.

I september 1995 var jeg i Tampa Florida for at deltage i det 3. internationale symposium om Klinisk Ernæring i Kræftbehandling, hvor en række nye forskningsresultater blev fremlagt af lægelige eksperter fra hele verden.

Betacarotens positive betydning blev behandlet af flere foredragsholdere. Der var fx én forsker fra Harvard Universitet, som fortalte, at betacaroten i kombination med to næringsstoffer - E-vitamin og glutathion - kunne få kræftsvulster til at forsvinde hos forsøgsdyr.

Det, man ikke kunne opnå, når man behandlede med de enkelte næringsstoffer som isoleret tilskud, opnåede man, når man behandlede med dem i kombination.

Kombinationseffekten er også eksemplificeret i to andre store undersøgelser, som startedes i 1980`erne og afsluttedes i henholdsvis 1993 og 1994:

- Den kinesiske "Linxian undersøgelse", hvor 29.584 personer blev supplementeret med betacaroten (15 mg), E-vitamin (30 mg) og selen (50 mcg), og hvor både rygere og ikke-rygere havde signifikant færre tilfælde af kræft;

 

- samt den finske ATBC-undersøgelse, hvor 29.133 rygere blev supplementeret med betacaroten (20 mg) og E-vitamin (50 mg), med det resultat at gruppen, som fik både betacaroten og E-vitamin, ikke blev udsat for en forøget kræftrisiko, hvorimod de rygere, som fik betacaroten alene, fremviste en svag stigning i antallet af lungekræfttilfælde.

Hvis vi ser lidt nærmere på de to amerikanske betacaroten undersøgelser, som lige har fået så megen opmærksomhed, finder vi at den ene undersøgelse (Physicans Health Study) omfattede 22.071 læger, hvoraf 11% var rygere, der fik 50 mg (83.000 IE) betacaroten som isoleret tilskud hver anden dag i 12 år. Det viste ikke nogen effekt, hverken positiv eller negativ.

Den anden undersøgelse (CARET-undersøgelsen) omfattede 4.060 særligt udsatte asbestarbejdere samt 14.254 nuværende og tidligere storrygere - d.v.s. personer med et gennemsnitligt forbrug på 50 "pack years" - d.v.s. to pakker á 20 cigaretter dagligt i 25 år, eller én pakke á 20 cigaretter i 50 år. Disse 18.314 højrisiko forsøgspersoner fik 30 mg (50.000 IE) betacaroten og 25.000 IE A-vitamin dagligt i 4 år. Resultaterne fra CARET-undersøgelsen viste en overdødelighed på 17% og en 28% risiko for lungekræft målt i forhold til placebogruppen.

Dette resultat var ikke statistisk signifikant - d.v.s. ikke betydningsfuldt ifølge beregningsmetoden - men undersøgelsen blev afsluttet før tiden på grund af muligheden for en negativ interaktion mellem tobak og betacaroten/A-vitamin tilskud.

En interessant detalje ved CARET var, at tidligere rygere viste en forbedring med betacaroten/A-vitamin tilskud. Der var en 20% mindre forekomst af lungekræft end i placebogruppen, men hellere ikke her var resultatet statistisk signifikant.

En gennemgang af den videnskabelige literatur vil vise, at betacarotener ikke toksiske

. Betacaroten-tilskud har aldrig produceret forgiftningsreaktioner eller bivirkninger i studier foretaget på mennesker. Indtager man for meget, vil huden begynde at blive orangefarvet. Dette er en harmløs tilstand, som iøvrigt kan anvendes positivt - som meddelse om, at vedkommende har oversteget optimal anti-cancer beskyttelse i kroppens hud og cellehinder. Den påståede negative effekt hos storrygere i den finske ATBC og amerikanske CARET-undersøgelser er en speciel situation, hvor interaktionen mellem et kunstigt fremstillet betacaroten/A-vitamin tilskud og tobaksforvoldte celleskader tilsyneladende har forværret den i forvejen kendte kræftfremkaldende effekt fra tobaksrøg, tjære og og nikotin.

Cigaretterøg indeholder hundredvis af såkaldte frie radikale forbindelser, - d.v.s. højt reaktive iltforbindelser, som nedbryder cellens substans, og som kan føre til kræft på grund af ødelæggelser i cellens arveanlæg. Det er alment kendt, at frie iltradikaler, der iøvrigt kan opstå i forbindelse med pesticider, medicinrester (som f. eks. i kødfedt), tungmetaller og andre former for miljøgifte, er én af de vigtigste årsager til udvikling af kræftceller.

Betacaroten vil normalt forhindre disse ændringer, fordi det er en kraftig antioxidant - et stof som forhindrer iltning - med sin evne til at knytte sig til iltradikaler og uskadeliggøre dem.

Alligevel er betacaroten, som nyere forskning har påvist, ligesom A-vitamin meget sårbart, når det gælder fri radikal skade i forbindelse med rygning eller alkoholmisbrug, specielt når andre antioxidante faktorer - fx C-vitamin, E- og selen - ikke er til stede til at beskytte det fra frie radikalers ødelæggende effekt.

Her må det tilføjes, at ingen ansvarlig behandler, som har sine patienters bedste interesser på hjerte, vil tillade sig at give et isoleret antioxidant-tilskud i en situation, hvor patienten drukner i giftig, fri-radikaldannende røg.

Forudsætningen for en god behandlingseffekt med betacaroten er, at man sørger for, at patienten får hele spektret af naturlige karotenoider og antioxidante næringsstoffer gennem en sund kost og en balanceret tilskudsbehandling.

Antioxidanter såsom C-vitamin, E-, selen, og betacaroten arbejder sammen og beskytter hinanden mod fri radikal skader. Derfor, at studere den beskyttende effekt i syntetisk betacaroten som isoleret tilskud i forhold til høj risiko grupper, pesticider, medicinrester (som fx i kødfedt), tungmetaller og andre former for miljøgifte rygning, alkohol eller udsættelse for asbest, er ikke det samme, som at vurdere betacaroten på den måde, man har fundet den, når kombinationseffekten er gældende.

Som sagt, udover sin antioxidante virkning er betacaroten én af naturens vigtigste immunfremmende forbindelser og en del af de indbyggede kontrolsystemer, der findes i plante- og dyreriget samt hos mennesker, til at forebygge kræft.

Betacaroten findes i frugt og grøntsager, og i Danmark er de bedste kilder gulerødder, broccoli, grønkål, hvidkål, spinat og tomater. Over 20 publicerede studier har påvist, at en kost med et højt indhold af betacaroten vil reducere risikoen for at udvikle kræft.

Betacaroten forebygger beskadigelser i cellen, specielt i de celler, der findes som tynde vævshinder - såkaldte epiteliale celler - i fx hud, mund, fordøjelseskanal, lunge, livmoderhals, urinveje, og som statistiskt omfatter 90% af alle kræfttilfælde.

Der er dokumentation for, at betacaroten kan få forstadier til kræft i livmoderhalsen og mundhulen til at vende tilbage til normale tilstande. Dertil er der ti forskellige studier, som viser, at kvinder med lavt blod-betacaroten og/eller lavt kostindtag har signifikant højere risiko for at få præmaligne celleforandringer og kræft i livmoderhalsen. Én undersøgelse viste, at kvinder med de højeste betacaroten niveauer havde 80% mindre risiko for at udvikle livmoderhalskræft.

Her er vi inde på et vigtigt aspekt i den medicinsk-holistiske praksis - d.v.s. den form for lægekunst, hvor den helbredende effekt opnåes ved frigørelse af kroppens egne muligheder for at helbrede sig selv ved hjælp af kost, tilskud, afgiftning, ændringer i livsstil, etc.

Midler, der forebygger en sygdom, er ofte de, man anvender til at behandle den samme sygdom. Årsag og og kur er forbundet. Således kunne Dr. Dean Ornish, en amerikansk hjertekirurg, konstatere i 1980`erne, at lægevidenskab med utvetydige data havde påvist, at en fedtfattig kost, kombineret med aerobisk motion og stresskontrol, dramatisk ville nedsætte risikoen for hjerte-karlidelser. Hans egen kliniske undersøgelse i 1990 bekræftede, at brystsmerter forsvandte og funktionsniveauet blev forbedret på en måde, der videnskabeligt kunne måles, når patienten blev behandlet med ovennævnte faktorer. Årsag og kur var ens.

Hvis betacarotenmangel på grund af fejlernæring er en medvirkende årsag til kræftens opståen, som talrige undersøgelser tyder på, så er det meget logisk at forvente, at betacaroten også kan yde en helbredende effekt.

Den helbredende mulighed er bekræftet i studier, hvor forstadier til kræftlignende celleforandringer igen er blevet til normale celler, og betacaroten givet i kombination med andre antioxidanter har fået svulster til at forsvinde. I denne sammenhæng er det ligeledes essentielt at understrege, at den ansvarlige kræftbehandling er mere end bare at fjerne de tilstedeværende kræftceller. Det er lige så vigtigt at forhindre deres genkomst.

Det er derfor, at betacaroten er et absolut tilrådeligt behandlingsmiddel til patienter, hvor kræftsvulsten er forsvundet - evt. med hjælp af kemo- eller stråleterapi - men hvor man nødvendigvis er bekymret over muligheden for, at der udvikles nye svulster. Iøvrigt bør man også bede sin patient om at standse sin cigaretterygning.

PS Til evt. interesserede kan anbefales politikens bog om vitaminer - her gennemgås de befolkningsundersøgelser og kliniske forsøg der er fortaget.

Jeg har selv den nævnte bog, og er ikke videre begejstret for den, der findes bedre; osse hvis man vil undgå Colgan helt!

Mann J, Truswell AS. Essentials of human nutrition. er en af dem jeg vil anbefale, Hagerup L. Naturens vitaminer og mineraler. 7 en anden;

Human ernæring af Gustav Nedergaard, er osse næsten et grundlæggende must.

Nu skal det heller ikke forståes som om at Arne Astrup med evidensbaserede udtagelser (?) ( ) som :

læger er heller ikke opmærksomme på at få med i en journal, hvilke kosttilskud personen tager, fordi ofte kan det være det, der giver sygdomssymptomer eller ligefrem kan være dødsårsagen

ikke har skrevet noget ok, på trods af de åbenlyse bommerter,- selv jeg bryder mig bare kun selv om "Spis Igennem", "Spis dig sund og slank", "Den Danske Fedmeepidemi " og "Menneskets Ernæring"; af de jeg selv har stiftet bekendt skab med, er det dem jeg stadig husker og det er det sandsynligvis en grundtil, selv "farverne" tager i betragtning!

Goldsby, Kindt, Osborne, Kuby, Immunology, 5th Edition; kan nok osse nævnes i konteksten.

Korrekt. Hvis man er ryger og tager betacaroten alene og ikke sammen med andre vitaminer/mineraler!

Hvis man ryger, er sådanne rissikoer iøvrigt nok det sidste man skal bekymre sig om ;)

M.V.H

Helio

Edited August 15, 2005 by heliotropen

[Stubbe]

Der findes efterhånden mange studier vedrørende mikronæringsstoffer og fysisk aktivitet. Deriblandt gode studier foretaget på mange forskellige slags atleter, varende i op til en del år og med ganske gode forsøgsprotokoller - derfor sludder. Som jeg sagde tidligere:

Der er endnu meget dårlig/ingen evidens for at nogle vitaminer/mineraler har en præstationsfremmende effekt, hvis man spiser en sund kost i tilstrækkelig mængde suppleret med en multivitaminpille.

Det er vel i bund og grund det tråden handler om, så det interessante er om du kan modbevise dette?

Jeg ved ikke om andre synes din holdning er interessant, men jeg gør ikke når det er i en faglig diskution.

Jeg omtalte ikke kroppens immunologi, men derimod kroppens antioxidant forsvar. Det kan eventuelt læses om i "Exercise physiology" af McArdle, Katch og Katch.

Med hensyn til det refererede stykke vedrørende immunologi er det vel konsensus at immunforsvaret er nedsat efterfølgende fysisk aktivitet og jo højere aktivitet des mere. Trods denne akutte negative effekt er det samlede udbytte af fysisk aktivitet, indenfor en rimelig mængde, en positiv kronisk effekt. Dette ses tydeligt ved de positive effekter fysisk aktiviteter har på kroniske sygdomme hvor immunforsvaret er indblandet, hvilket kan læses om i samme matriale. Overdreven aktivitet som marathonløb, ironman og lignende resulterer i overdreven stress på kroppen som ikke er sund.

PS. Dette er ment som positiv kritik:

Du kunne med fordel linke til dine referencer i stedet for at gøre dit indlæg stort og uoverskueligt. Ligeledes er der meget udenomssnak som er irrelevant for tråden og vores diskution, som igen gør dit indlæg stort og uoverskueligt.

Edited August 15, 2005 by Stubbe

[heliotropen]

Der er endnu meget dårlig/ingen evidens for at nogle vitaminer/mineraler har en præstationsfremmende effekt, hvis man spiser en sund kost i tilstrækkelig mængde suppleret med en multivitaminpille.

Jeg snakker ikke kun om præstationsfremmende effekt, jeg snakker primært om sundhedsfremmende/sundhedsbevarende effekt!

Og igen er problemet det samme som altid, ikke om der forelægger en sådan effekt (ifølge mig selv selvfølgelig.), men derimod hvad det kræver før "man" "tør"/vil/kan fastslå en sådan effekt. – Du er selvfølgelig uenig, og det har du selvfølgelig også lov til at være. ;)

Jeg kunne komme på flere tilgange til at prøve at modbevise det omtalte; men jeg ser ikke rigtig nogen grund til det, da du med sikkerhed vil afkaste alt jeg siger alligevel, du kender jo allerede begge sider af sagen, det er ikke fordi det er en ny diskussion,- og det er tydeligt at vi repræsentere hver sin, det kan jeg osse leve med! Dertil gider jeg ærlig talt ikke (og det har ikke noget med dig at gøre overhovedet, det har mere noget at gøre med priotering af tid.).

Jeg omtalte ikke kroppens immunologi, men derimod kroppens antioxidant forsvar. Det kan eventuelt læses om i "Exercise physiology" af McArdle, Katch og Katch

Jeg har bogen tak, om end det ikke er nyeste edition; jeg husker den da osse som ganske udemærkedet; Jeg skal se om jeg kan få bladret det igennem snarrest,- jeg fik den året efter den kom ud,- så det er jo ved, at være et par år siden den har været støvet af sidst. Jeg kender lidt til emnet, og skal prøve at huske at komme ind på det en anden gang; Der står trodsalt osse en lille smugle om dette emne i de værker jeg nævnte på sidste side.

Med hensyn til det refererede stykke vedrørende immunologi er det vel konsensus at immunforsvaret er nedsat efterfølgende fysisk aktivitet og jo højere aktivitet des mere.

Der er vi i det mindste enige!

Trods denne akutte negative effekt er det samlede udbytte af fysisk aktivitet, indenfor en rimelig mængde, en positiv kronisk effekt.

Det kan jo så netop diskuteres, alt efter hvilken side man vælger at se sagen fra; Udbyttet over tid er ikke altid intressant i disse sammenhænge, da det er rent logik, at mange af sådanne "skader" vil være øjeblikkelige og ireverseble, om end de først ses år eller årtier efter. Omvendt kan det selvfølgelig osse gælde visa versus.

Jeg ved ikke om andre synes din holdning er interessant, men jeg gør ikke når det er i en faglig diskution.

Det kan jeg leve med, og jeg vil vælge ikke at tage det personligt, medmindre det er ment somså!

M.V.H

Helio

Edited August 15, 2005 by heliotropen

[ptpoul]

Det sjove er at hvis man laver simple søgninger på pubmed på f.eks., c-vitamin og oxidativt stress i forb med motion, eller doms, nedsat kraftudvikling etc. er det umuligt at opdrive studier der viser en positiv effekt.

Mht. den negative effekt af især cardiovaskulær træning på immunforsvaret, så er det så vidt jeg ved 2 ting der kan afhjælpe dette:

Glutamin lige efter løb og højt kulhydrat indtag efter træning (kodeord insulin respons og kulhydrat så hurtigt ud i cellerne som muligt).

Vitaminer af forskellig art skulle ikke være nødvendigt.

At nogle individer kan have andre emperiske betragtninger er ganske fint, men det er svært (læs: i praksis umuligt) at finde evidens for at vitmin tilskud forlænger livet/øger præstationen/nedsætter hyppigheden af sygdomme hos mennesker med en rigtigt sammensat kost.

Hos dem der ikke spiser ordentligt vil vitaminerne kunne fungere som et "plaster på et blødende sår". Men den egentlige reaktion bør være kostændring. Vitaminpiller indeholder ikke fytokemikalier, endnu ikke opdagede vitaminer og minersaler og mange andre gavnlige micronæringsstoffer som findes i sunde fødevarer.

Mvh Polle

[Jan Projekt Smørhul]

Hej.

Først vil jeg lige sige, at jeg ikke har forstand på ernæring til folk, der dyrker "intens" sport.

Diskussionen om for og imod tilskud af vitaminer, mineraler og antioxidanter er jo gammel. F.eks har du og jeg, Heliotrop, haft nogle spændende diskussioner om dette i et andet debat-forum.

Efter min mening bør alle kostvejledere indrømme, at de ikke ved, hvad de optimale mængder af visse vitaminer, mineraler og antioxidanter er. Derfor kan man heller ikke vide, om det er bedst helt at undgå tilskud, at tage en almindelig multi-vitamin/mineral-pille med 100 % ADT ( Anbefalet Daglig Tilførsel) eller et tilskud med store mængder antioxidanter.

På den baggrund har jeg valgt ikke at tage Omnimin. Måske er Omnimin bedst, men det er ihvertfald ikke bevist endnu.

Folk, der vil læse mere om det, som "tilskuds-tilhængerne" står for, bør gå ind på Vitalrådets hjemmeside.

Personligt er jeg ved at "ideudvile" det, som jeg vil kalde "LIGHT"-princippet. Det er et lidt misvisende begreb, da det intet har at gøre med fedt, sukker, kalorier eller energi. Men jeg synes alligevel, at det er meget rammende, da det henviser til MINDRE mængder af vitaminer, mineraler og antioxidanter.

Kort og godt anbefaler jeg tilskud:

Ca. 50 % af ADT af de fleste vitaminer og mineraler

100-200 % af antioxidanterne E- og C-vitamin

Små mængder af andre stoffer. Det kan være en enkelt kapsel med fiskeolie eller måske grøn the fremfor flere kapsler.

Mit "LIGHT"-princip er ikke nødvendigvis bedre end større mængder. Men det er ihvertfald en mulighed.

[wizz]

...

Edited December 4, 2011 by wizz