Hvornår bliver det sjovt?

[Phoebe]

Jeg har tidligere prøvet at gå i gang med at løbe, men stoppet igen efter kort tid, der jeg synes det er for kedelig!

Nu er jeg så startet igen, for et par måneder siden, men denne gang er det lykkedes at få min mand med på løberiet.

For det første irritere det mig grusomt, at selv om han ALDRIG har rørt en finger hvad motion angår, så kan har løbe både længere og hurtigere end mig. Vi løber en rute på ca. 3 km og egentlig forleden er det lykkedes mig for første gang at løbe ruten uden gåpauser. Jeg syntes det var forfærdeligt! Jeg fik godt nok lidt astma det sidste stykke, selv om jeg havde taget noget medicin forinden, jeg må se at igangsætte en længerevarig behandling.

Mit stor spørgsmål her er:

Hvornår bliver det sjovt at løbe? Hvis ikke min mand var med på vores løbeture, så ville jeg være stoppet for længe siden! Jeg synes det er kedeligt, og temmelig hårdt. Bliver det nogensinde sjovt? Jeg glæder mig til at opleve det, hvis det lykkedes nogensinde. Indtil videre er det smadderhårdt. Men er der lys forude?

Kom gerne med nogle gode tips til at holde det ud!!!

[xjyden]

Jeg vil desværre gætte lidt på, at det afhænger af ens kondition.

Sidst jeg med success startede på at løbe, da tog det 5-10 ture, før jeg følte mig flyvende, men nu tror jeg det ville være sværere.

Jeg har dok ikke været i så dårlig kondition, at jeg ikke kunne bestemme mig for at løbe 3 km før sidste mislykkede forsøg, hvor jeg kun løb ca. en kilometer, før jeg gav op og gik resten af vejen.

Jeg er lige startet igen 1,5 km med en gåpause.

Har du overvejet at prøve en kortere tur? Det kunne måske være en ide at løbe til du ikke kan mere, og så vende om og gå hjem? (Det der løb, det skal jo nok ikke være spurt, hvis det kniber med lungekapaciteten.)

[MaxPower]

Jeg løber af og til, men et eller andet tror jeg altid jeg vil se på løb som en slags vilje test - fordi det er så nemt at stoppe når som helst, det tager kun 2 skridt

Ting der kan gøre løberiet sjovere og bedre:

- Start i det små og tilrettelæg træningen så du får succesoplevelser.

- Det er en fin start at skifte mellem løb og gang, og så efterhånden gøre gang-perioderne kortere.

- Varier distancerne og tempoet (virker bedst når man er kommet lidt i form ).

- En makker er RIGTIG godt.

- Musik er også godt.

- Noter dine fremskridt og brug evt. pulsur for at få lidt hårde fakta om den enkelte tur.

- Sørg også for en god opvarmning (er jeg selv meget dårlig til). Det vænner kroppen til at den skal til at lave noget, så du ikke chokker den fuldstændigt med en puls i det røde felt efter 2 min.

[Bruno J]

Jamen, lad os da se det i øjnene: Det bliver aldrig sjovt at løbe.

Dine erfaringer med løberiet stemmer fint med mine. At løbe er simpelthen både hårdt, ubehageligt og røvkedeligt. Det kræver intet af hjernen at løbe, så selvfølgelig keder man sig. Og det giver en endeløs række slag og stød op gennem kroppen, som sandsynligvis ikke er sunde. Og i hvertfald er ubehagelige.

Så drop det primitive løberi og begynd at cykle istedet for. Her skal man bruge hjernen for at tilpasse sig til forholdene, og samtidig er cykling en meget bedre full-body træning end løb.

[Waits]

Jamen, lad os da se det i øjnene: Det bliver aldrig sjovt at løbe.

Dine erfaringer med løberiet stemmer fint med mine. At løbe er simpelthen både hårdt, ubehageligt og røvkedeligt. Det kræver intet af hjernen at løbe, så selvfølgelig keder man sig. Og det giver en endeløs række slag og stød op gennem kroppen, som sandsynligvis ikke er sunde. Og i hvertfald er ubehagelige.

Så drop det primitive løberi og begynd at cykle istedet for. Her skal man bruge hjernen for at tilpasse sig til forholdene, og samtidig er cykling en meget bedre full-body træning end løb.

Man plejer at sige at en pessimist er en optimist med erfaring, men her tror jeg ikke den glæder, ihvertfald ikke for BrunoJ

Jeg vil derfor komme med mit indspark. Løb, særligt i starten, er hårdt! Ingen tvivl. Men når man først når over det stadie, hvor man er helt blå i hovedet og puster mere end en Kaskelothval, så kan det være det utroligt afslappende at være ude at løbe, tro det eller ej. Man kan få renset helt ud i ens hovede, stresser af og lader bekymringer og problemer blive efterladt langt væk (ihvertfald så længe man er ude at løbe).

Hvordan man når der til er allerede blevet skrevet meget præcist af Maxpower... Prøv at gøre som han anbefaler. Start i det små, og prøv at lade være med at koncentrere dig alt for meget om hvor hårdt det er og hvor hurtigt og langt du løber. Blot lad tankerne flyde bort :hippy: . Så vil du forhåbentlig pludselig opdage at det næste hjørne ikke er så langt væk og at du hurtigt er hjemme, ja på et tidspunkt for hurtigt, og så tager du måske en runde mere . Det kan være du bliver overhalet af folk med rolatore og barnevogne, men i det mindste er du begyndt at kunne lide at tage løbeskoene på og "løbe" en tur, trods det at du måske kunne gå næsten lige så hurtigt. Det handler om at ruten, skoene og det "at løbe" ikke er noget du forbinder med uoverskueligt ubehag. Derfra kan du så tage og sætte lidt mere fart på (hvor du så nok også skal koncentrere dig lidt mere og hastighed etc.).

Jeg bruger selv løb til at få stress-niveauet ned, og jeg kan kraftigt anbefale det, selvom det tager tid at lære og synes om (særligt interval løb som ikke ligefrem er afslappende).

Brug evt. motionsdagbogen.dk (som jeg selv kommer til ved at bruge linket i højre side af www.dourun.dk)

[gvp]

Nååh jaah. Det kommer jo an på hvordan man ser på det. Det er rigtigt at det ikke kræver meget af hjernen. Derfor kan man jo netop bruge tiden på at tænke eller "meditere". Jeg synes selv jeg slapper af i hovedet efter en løbetur. Nogle mennesker bliver sågar afhængige af at løbe. Det er meget induviduelt tror jeg, men en ting er sikkert: det er ikke specielt morsomt de første 10 gange, inden man er kommet ordentligt igang.

Selv synes jeg det handler sindsygt meget om rytme, og ikke helt så meget om kondi at løbe. Hvis jeg kommer ind i en super rytme kan jeg dobbelt så langt som dage jeg ikke kommer ind i rytmen.

[camillabruun]

Hejsa

Aller först, saa op med humöret. Man bliver ikke god til at löbe fra den ene dag til den anden. Og ja, mänd har en rigtig irriterende evne til at väre meget bedre til det der med at löbe end os af hunkön.

Jeg har väret samme sted som dig, hvor löbeturene var en sur pligt og jeg nästen ikke kunne overskue bare at tage töjet paa. Men jeg synes selv at det vendte da jeg kom op og kunne löbe ca 5 km uden pauser. Saa er det ligesom kroppen ikke modarbejder paa samme maade mere og der bliver overskud til at tänke paa andet end hvor ondt det gör, hvor kedeligt det er osv.

Mine raad er ikke at sammenligne dig med din mand. Pröv evt at lägge en rute som en rundtur hvor I evt löber hver jeres vej rundt. Saa kan I stadig holde hinanden op paa at I skal ud af dören uden at I behöver löbe i samme tempo.

Et andet raad er at holde gaa-pauser som tidligere nävnt. Men gör det inden du naar derud hvor du ikke kan mere. Tag evt et ur paa og sig til dig selv: nu löber jeg 7 min og gaar 3 min skiftevis. Paa den maade kom jeg i hvertfald videre fra kun at löbe 3 km.

Og saa bare klö paa. Det kan sagtens lade sig göre. Og jo, man kan godt blive höj og afhängig af at löbe.

-Camilla

[RunnersHigh]

Jeg tror på man skal træne det man synes er sjovt, så hvis du ikke ka' li' løb; så lav noget andet!

Der er rigtig mange måder at motionere på så det er bare at prøve sig frem.

[MaxPower]

[snip]

Så drop det primitive løberi og begynd at cykle istedet for. Her skal man bruge hjernen for at tilpasse sig til forholdene, og samtidig er cykling en meget bedre full-body træning end løb.

Say what?

Jeg er naturligvis enig i at hvis ikke skal dyrke en motionsform der hænger en langt ud af halsen, samtidig synes jeg dog man må give det en chance først.

Men hvordan kommer du frem til den sidste del af sætningen?

Min erfaring siger mig at jeg kan yde en højere gennemsnitsintensitet (og max) ved løb end ved cykling, og så siger min logik mig at hvis der er en væsentlig forskel, så må løb være det der bruger flest muskler, når det kan presse systemet (hjerte- og lunge-funktion) hårdere.

[Mizzrasmussen]

Det er noget pjat at løb ikke er sjovt! - løb er superfedt men i lighed med mange andre ting bliver man bedre til det, jo mere man øver sig De første 2-3 måneder tror jeg ikke man skal satse på at det er sjovt - især ikke hvis man ikke har en grundform at starte på. Det tager tid at opbygge kondition og løb er hårdt for led og sener, så den tilvænning tager også tid. Og nogen bliver aldrig glade for at løbe.

MEN hvis du bliver glad for at løbe (og det gør mange mennesker) så bliver du formentlig også afhængig af det Og du har en motionsform, der er fleksibel (du kan bare spænde skoene på og løbe når det passer dig) og som giver frisk luft og mulighed for at følge med i årstidernes skiften. Hvilket for mig klart er at foretrække frem for indelukkede motionscentre.

Bid tænderne sammen i starten og tro på at det! På et tidspunkt vil du være i god nok form til at få glæde af, at løb er en mulighed for at stresse af og tømme hjernen for 'ukrudt'. Du vil også opleve de dage, hvor benene bare flyver afsted og du uden at vide pludselig har løbet længere end du havde regnet med

[Xzebetz]

Jeg har oplevet det samme som dig.. Jeg har cyklet de sidste 5 år på motionsniveau(altså når solen skinner ), men for 2 år siden besluttede jeg mig for at løbe. Så jeg købte mig et par løbe sko og gik igang.. Men jeg fik simpelthen så ondt i mine skinneben og ankler.. Det dunkede når jeg løb.. Så mistede interessen. Og har siden misundt dem der løber jævnligt.

Jeg læste lidt op på det at løbe og kom til den konklusion at jeg startede for hårdt ud og ikke havde købt de korrekte sko.. Så for 2 måneder siden købte jeg et par nye sko der er rigtig gode til min løbestil og begyndte i det små. Løb 1.5-2km ad gangen og gik når det var værst.. Det er en langsommelig process, men jeg løber nu jævnligt 3 km og har reduceret mine smerter væsentligt hvis ikke helt.. Jeg har ikke bøvl med mit skinneben mere overhovedet og de små stikkende smerter i anklerne er også helt forsvundet.. Når jeg først er varm er de der ikke. Jeg syntes ikke det er kedeligt overhovedet, nu cykler jeg også og der sidder man også og glaner. Men jeg syntes det er utroligt dejligt at klare tankerne og stresse af ved løb og cykling.. Men pga. tidligere "skader" eller ihvertfald problemer ved løb har jeg valgt at starte meget langsomt ud og først forøge når jeg er 100% sikker på at jeg kan klare det uden at får smerter..

[Bruno J]

Hvis der er nogen, som har imponerende hjerte- og lungekapacitet, så er det cykelryttere. Jeg har ingen tal for det, men jeg er overbevist om, at en cykelrytter på et vist niveau til enhver tid vil overgå en løber på samme niveau m.h.t. hjerte- og lungekapacitet.

Det er muligt, at din logik siger dig, at løb træner hele kroppen lige så meget som cykling, men så stiller jeg spørgsmålstegn ved kvaliteten af din logik. Når man cykler, anvender man ikke kun benene, men også hænder, arme, skuldre, ryg, mave o.s.v. som dele i en aktiv bevægelse, der handler om at overføre kraft til pedalerne.

Når man løber, skal man naturligvis også holde sig oprejst, og det er sikkert heller ikke hensigtsmæssigt, hvis armene bare hænger og slasker, så en eller anden form for arbejde ydes der vel for at holde armene på plads, og kroppen oprejst. Men det er stabiliserende arbejde og slet ikke noget, som kan sammenlignes med det aktive arbejde fra et fast greb om styret og et ekstra hårdt tråd i pedalerne.

Ah...jeg kan næsten mærke den friske luft i ansigtet, mens jeg suser forbi alle de hostende og svedende løbere...

Say what?

Jeg er naturligvis enig i at hvis ikke skal dyrke en motionsform der hænger en langt ud af halsen, samtidig synes jeg dog man må give det en chance først.

Men hvordan kommer du frem til den sidste del af sætningen?

Min erfaring siger mig at jeg kan yde en højere gennemsnitsintensitet (og max) ved løb end ved cykling, og så siger min logik mig at hvis der er en væsentlig forskel, så må løb være det der bruger flest muskler, når det kan presse systemet (hjerte- og lunge-funktion) hårdere.

[MaxPower]

bruno -> Det beviser jo ingenting, hverken til den ene eller anden side. For selvfølgelig har cykelryttere supergod hjerte- og lungekapacitet, men hverken du eller jeg har vel nogen ide om hvordan de ligger ift løbere (lad os sige langdistance for sammenligningens skyld). For mig lyder det som om du har en løst funderet overbevisning, og ikke meget andet - lidt farligt at komme med så direkte udmeldinger på det grundlag.

I øvrigt, hvis jeg ikke tager helt fejl, så vil en cykelrytter under "normale" omstændigheder (dvs ikke spurt eller stejl bjergklatring) sidde så roligt med overkroppen som muligt og lade underkroppen gøre arbejdet. Jeg tillader mig her at tro at den grundlæggende teknik på en spinningcykel ikke er ekstremt forskellig fra landevejscykling.

[Bruno J]

Hmmm...cyklisten mod løberen. Ok, så lad os kalde det uafgjort p.g.a. manglende beviser fra begge sider

bruno -> Det beviser jo ingenting, hverken til den ene eller anden side. For selvfølgelig har cykelryttere supergod hjerte- og lungekapacitet, men hverken du eller jeg har vel nogen ide om hvordan de ligger ift løbere (lad os sige langdistance for sammenligningens skyld). For mig lyder det som om du har en løst funderet overbevisning, og ikke meget andet - lidt farligt at komme med så direkte udmeldinger på det grundlag.

I øvrigt, hvis jeg ikke tager helt fejl, så vil en cykelrytter under "normale" omstændigheder (dvs ikke spurt eller stejl bjergklatring) sidde så roligt med overkroppen som muligt og lade underkroppen gøre arbejdet. Jeg tillader mig her at tro at den grundlæggende teknik på en spinningcykel ikke er ekstremt forskellig fra landevejscykling.

[Guest DBM]

Hmmm...cyklisten mod løberen. Ok, så lad os kalde det uafgjort p.g.a. manglende beviser fra begge sider

Ikke uafgjort! En måling af internationale eliteidrætsudøvere viser, at den maximale iltoptagelse målt i ml O2/min./kg er større hos langdistanceløbere end landevejscykkelryttere - begge grupper dog overgået af langrendsløbere!

Edited October 6, 2005 by DBM

[Phoebe]

Først og fremmest tak for de mange gode svar, det ser ud som om der er håb forude, jeg må bare klø på og se om ikke det snart bliver sjovt eller bare sjovere!!

Ang. debatten løb versus cykling, så synes jeg personligt, at når man ser cykelryttere på landeveje, får jeg dårlige nerver over, hvor farligt det er at bevæge sig i traffikken med så stor en fart og være så sårbar.

Jeg cykler selv til arbejde indimellem (10 km), og selv om det ikke er med den store fart, håber alligevel at det giver lidt på hverdagens motionskonto...

Derudover har jeg fået at vide (citat fra Chris McDonald fra SATS teamet), at cykling mangler én ting, og det er styrkning af knogler. Ligesom svømning, mangler cykling modstanden der giver knogler styrken.

Når man som kvinde (i slutning af 30'erne) dyrker motion, er det også vigtigt at tænke på knogleafkalkning, derfor bilder jeg mig selv ind at løb nok er bedst. Samtidigt med, at det er nemt bare at hoppe i skoene og så deruda...

[Roadrunner]

Selv nu, da jeg er blevet en rimelig habil løber, er der stadig én ting der kan smadre min motivation, nemlig fokus på fysisk ubehag. Det behøver ikke at være specielt meget, fx den første kilometer på en regnvejrsdag, men begynder jeg at fokusere på at jeg hiver efter vejret, mine muskler er stive, at jeg er tung i kroppen (eller endnu værre: tænker på det hjemmefra...!) kan det fjerne min løbelyst fuldstændig...

MEN!! Det der får mig ud alligevel er de positive sider/oplevelser ved løb; at jeg bliver bedre, flow-fornemmelsen når jeg er igang, den superfede følelse af at have løbet etc. Som nævnt et par steder i tråden kræver måske lidt tid før man når sine succesoplevelser, men de ligger der!

Jeg synes foriøvrigt at Runnershigh har en vigtig pointe: Hvorfor løber du? Det er min erfaring, at træning/idræt udelukkende baseret på at "komme i form", eller "at tabe sig" hurtigt bliver surt og hører op, hvorimod det kræver en eller anden form for fascination at holde sig til en bestemt form for træning/sport...

[Mizzrasmussen]

Selv nu, da jeg er blevet en rimelig habil løber, er der stadig én ting der kan smadre min motivation, nemlig fokus på fysisk ubehag. Det behøver ikke at være specielt meget, fx den første kilometer på en regnvejrsdag, men begynder jeg at fokusere på at jeg hiver efter vejret, mine muskler er stive, at jeg er tung i kroppen (eller endnu værre: tænker på det hjemmefra...!) kan det fjerne min løbelyst fuldstændig...

MEN!! Det der får mig ud alligevel er de positive sider/oplevelser ved løb; at jeg bliver bedre, flow-fornemmelsen når jeg er igang, den superfede følelse af at have løbet etc. Som nævnt et par steder i tråden kræver måske lidt tid før man når sine succesoplevelser, men de ligger der!

Jeg synes foriøvrigt at Runnershigh har en vigtig pointe: Hvorfor løber du? Det er min erfaring, at træning/idræt udelukkende baseret på at "komme i form", eller "at tabe sig" hurtigt bliver surt og hører op, hvorimod det kræver en eller anden form for fascination at holde sig til en bestemt form for træning/sport...

Jeg er ikke nødvendigvis enig i din (og Runnershigh's) sidste pointe. Jeg var ikke specielt glad for at løbe, da jeg startede. Jeg begyndte at løbe, fordi jeg var løbet sur i en andet motionsform og gerne ville holde mig i form men ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gå igang med. Løb var nemt - bare købe sko og så komme afsted. Men jeg blev først glad for det og senere afhængig Og nu er løb faktisk næsten det eneste drug jeg ikke kan undvære

[RunnersHigh]

Det er min erfaring, at træning/idræt udelukkende baseret på at "komme i form", eller "at tabe sig" hurtigt bliver surt og hører op, hvorimod det kræver en eller anden form for fascination at holde sig til en bestemt form for træning/sport...

her er jeg fuldstændig enig..

Man skal finde det der driver en; motivationen; for det er det der skal holde toget kørende i det lange løb.

Vi er alle ens, men vi er også forskellige, så det gælder om at finde den motionsform der driver én der hvor man er lige nu.

Bemærk for øvrigt at opvarmning inden løb kan gøre en verden til forskel i løbeglæde og nedsat skadesrisiko.

Og til sidst, for at svare på det oprindelige spørgsmål, "Hvornår bliver det sjovt?":

Det blir det når du får din 3. luft, du flyver afsted, himmel og jord går i et, du er fuldstændig lykkelig og suset og energien strømmer rundt i din krop...

SÅ blir det rigtig sjovt!

[Roadrunner]

Jeg er ikke nødvendigvis enig i din (og Runnershigh's) sidste pointe. Jeg var ikke specielt glad for at løbe, da jeg startede. Jeg begyndte at løbe, fordi jeg var løbet sur i en andet motionsform og gerne ville holde mig i form men ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gå igang med. Løb var nemt - bare købe sko og så komme afsted. Men jeg blev først glad for det og senere afhængig Og nu er løb faktisk næsten det eneste drug jeg ikke kan undvære

Jeg mente heller ikke at man skal være besat fra en start, og som jeg skriver mener jeg også at flere og flere positive sider af løb hurtigt viser sig efter hånden som man bliver bedre. Min pointe er, at synes man virkelig det er surt, så skal der som oftest mere end et fjernt vægttab til at holde motivationen.

[Schroinx]

Hvorfor løbe? Tjaaa, uanset den tidligere diskussion er det nok en af de mest intensive træningsformer (bortset fra langrend) og i en travl hverdag får man en mest muligt ud af den afsatte tid.

Hvornår bliver det sjovt? Først og fremmest er det vigtigt at starte ud på en fornuftig måde. Indkøb af løbesko, der sidder som de skal og som passer til ens løbestil. De fleste seriøse sportsbutikker kan fortælle de hvilke der passer til din. Da løb er en meget hård form for træning stilles der store krav til muskler, sener, knogler og selvfølgelig konditionen. Det som de fleste gør forkert i starten (inklusive mig selv) er at starte for hårdt ud. Kroppen kan simpelhen ikke nå at restituere og dermed vende sig til den pludselige belastning, som løb er. Det tager tid at få stærkere bevægeapparat, specielt hvis man starter helt fra bunden. Så start langsom ud, vend langsomt kroppen til belastningen. Der er et udemærket begynder program inde på dourun.dk. Tag tid (og evt. puls) og glæd dig over hver gang du har nået næste mål, en km længere eller et minut hurtigere eller hvad du har sat som mål. Lad ikke din mand irritere dig. Du er ikke bygget som ham, og kan derfor ikke præstere som ham (løb evt. sammen med nogle veninder, det motiverer at være flere og sikrer at man kommer afsted). Det handler om at disciplinere sig selv, og blive glad når man overgår sig selv, eller bare når man har løbet de tre gange på en uge som man har sat som mål. Ud fra min begrænsede evne til at vurdere hvor lang tid der går inden det bliver sjovt at løbe, så vil jeg sige mellem 3-6 måneder afhængig af udgangspunkt. Men inden da vil du opleve at nogle dage løber benene af sig selv (når man falder ind i rytmen, eller hvad man nu kalder det) og man kan blive ved og ved, mens andre dage er hvert skridt en kamp. Men uanset hvordan selve turen går, så læg mærke til hvor godt du har det bagefter. Jeg vil vove den påstand at man sover bedre om natten

Det vigtigste er at du er i gang. Rom blev ikke bygget på en dag (den blev derfor bygget om natten) og det gør din form heller ikke, så sæt forventningerne ned og noter dine sejre. Det vil motivere dig til at fortsætte. En sidste ting jeg kan komme i tanke om, er at blive gal i skralden: Bid tænderne samme, rynk øjenbrynene og sig hele turen rundt: JEG VIL! JEG VIL! Det er lang mere effektivt end at henfalde til selvmelidenhed, selvom det sidste er lang nemmere.

Håber du holder den kørende. Det skal nok komme, hvis bare du er stædig nok!

VH

/Schroinx

[Astrid]

Det bliver sjovt når du tager noget musik med og bare jogger derudaf og nyder musikken. Skidt med hastighed og distance, bare nyd turen. Stop op og kig hvis du ser noget smukt eller spændende. Gør løbeturen til dit mentale frikvarter.

[Diddley]

Det er helt afgørende at få startet rigtigt. Sørg for at sko og tøj er i orden. Der er ikke noget værre end at være kold og våd på en løbetur. Samtidig kan dårlige sko ødelægge en god løbeoplevelse i løbet af ingen tid.

Dernæst gælder det om at finde et fornuftigt program, der starter roligt men har løbende progression. Hvis du følger dem slavisk vil du efter 1-2 måneder begynde at være i en situation, hvor du ikke skal tvinge dig selv til at tage afsted. Efter lidt yderligere tid kan du slet ikke undvære løberiet.

Jeg startede for 3 år siden med ganske små ture. I dag løber jeg 3-5 gange om ugen, og sjældent under 10km. Jeg føler det absolut ikke som værende hårdt, tværtimod er det en dejlig fornemmelse blot at lade benene løbe afsted af sig selv og så få klaret hjernen.

Hvis der går mere end nogle få dage uden en løbetur bliver jeg rastløs.

Held og lykke med det. Hvis du kommer over den første svære periode så venter der nogle pragfulde oplevelser.

[caNInen]

Jeg er overbevist om at det er VIGTIGT at den motionsform man vælger er sjovt samtidigt, hvis det føles som en sur pligt, er det den forkerte motionsform.

Om ikke andet kan man jo sige - Der er INGEN grund til ikke at finde en motionsform der er sjov. Der findes så mange motionsformer, så det må være muligt?

Badminton, svømning, dans, yoga, stikbold, fodbold, håndbold jeg kunne skrive 1000 vis af motionsformer ....... brug fantasien, det der er allerbedst ved nogle motionsformer, er at man kan finde nye venner med samme underlige interesse .. f.eks. stikbold :-)

PRØV dig frem, indtil du finder noget du kan li'!

For mig blev det spinner, og nu også racercykel. Det havde jeg ikke svaret, hvis du spurgte for 4 år siden - Ved et tilfælde prøvede jeg er spinner, og det var PERFEKT til mig!

HELD og LYKKE, og ja jeg syntes også LØB er røvsygt ;-)

Edited October 19, 2005 by caNInen

[Mizzrasmussen]

Jeg mente heller ikke at man skal være besat fra en start, og som jeg skriver mener jeg også at flere og flere positive sider af løb hurtigt viser sig efter hånden som man bliver bedre. Min pointe er, at synes man virkelig det er surt, så skal der som oftest mere end et fjernt vægttab til at holde motivationen.

Helt enig - hvis man ikke inden for en overskuelig tid kan finde motivationen til at løbe i løbet, men kun finder motivationen i fx et fremtidigt vægttab, som jo kunne opnås på mange andre måder end ved at løbe, bliver det nok hurtigt surt at løbe. Men hvis man starter i dårlig form er al træning jo næsten surt, og så skal det nok have lidt tid, før motivationen indfinder sig. En fordel kan dog være, at man hurtigt kan spore fremgang fra dårlig form til lidt bedre - des bedre form des langsommere går det (desværre) med framgangen. Så i virkeligheden tror jeg man kan vinde meget ved at fokusere på den fremgang, der er i løbet i starten, frem for at det (igen) var hårdt, da man var ude.