Træningsidentitet

[LaMotta]

Jeg har flere gange i min træningstid tænkt over de to spørgsmål.

Den træning man udfører er den identitetsskabende for det enkelte individ, altså ville ens identitet være usammenhængende hvis ikke man trænede? Eller er ens træning en side ting i ens tilværelse som giver et frirum i en travl hverdag.

Det er et spørgsmål om hvor langt man har lyst til at drive sin træning. Skal studie/arbejde/venner/familie/etc stå i vejen for en træning eller skal træningen være af anden prioritet. Og hvis træningen bliver første prioritet, hvad opnår man så ved det - ift ens studie/arbejde/venner/familie/etc?

Lad os få nogle bud,

-LaMotta :4boxing:

Edited February 15, 2006 by LaMotta

[GoingBiG]

nej..?

[mKingo]

jeg forstår nu ikke umidelbart de 2 sætninger

[Comedian]

jeg forstår nu ikke umidelbart de 2 sætninger

[LaMotta]

nej..?

Har du lyst til at uddybe, og hvad er det for et spørgsmål du svarer på??

jeg forstår nu ikke umidelbart de 2 sætninger

Jeg træner derfor er jeg - Min identitet bygger på at jeg træner, uden min træning er jeg ikke den samme person.

Jeg er derfor træner jeg - Min træning kommer i anden række, ændrer ikke ved min person hvis jeg ikke træner.

Kort forklaret, der kunne skrives meget mere,

-LaMotta :4boxing:

[Edu]

Mit jeg er som det skal være. Efter min mening skaber vi hver især vores egen identitet, vores egen virkelighed. En fact som træning kan ikke ændre på det. Derimod kan den være et suplement, jeg træner primært fordi jeg nyder det. At være alene med sig selv, at udrette noget sundt for kroppen, samtidig med at man fordøjer dagens begivenheder.

Og så pga af det at jeg kan lide at være velplejet, jeg er glad for min krop, og derfor passer jeg på den.

Men igen, hvis jeg ikke har lyst til at træne, hvis jeg har andet og vigtigere for træner jeg ikke. At det så er meget sjældent jeg ikke har lyst til det? Betyder kun at det er det rigtige jeg gør. Den dag man skal tvinge sig ned til vægtene, den dag man træner kun for træningens skyld, og gør det uden lyst. Bør man efter min mening spørge sig selv om har gang i det rigtige? Vi kan trods alt bruge livet på lige hvad vi vil, og først og fremmest på hvad vi har lyst til.

[Guest Slettet bruger]

Jeg er, derfor træner jeg.

Dem der mener at træningen fylder for meget i deres hverdag, og mener at den koster for meget socialt - overvej hvad der sker hvis i stopper? Tror I at I får det bedre af den årsag? Nej, sandsynligvis ikke. Det er muligt, men hvis man er engageret nok (og med hvad det indebærer) så er det håbløst at stoppe. Man vil sandsynligivs prøve at passe ind i diverse sociale sammenhæng og spise deres mad og fortælle sig selv at "sådan bør det være", "det skal ikke tage overhånd". Men så går tiden, og så forstår man at det ikke er holdbart, for det er ikke dér man har det bedst. Man har det bedst, når man gør det, som man har lyst til og har langsigtede ambitioner med at gøre. Afvigelse fra denne kurs vil man efter lidt tid bare opfatte som en doomed afvigelse fra kursen og det er ikke optimalt for fremgangen. Så vil man fortryde at man ikke fulgte sin oprindelige plan og havde alle de fortrudte afvigelser.

For mit vedkommende er træningen blev en utrolig stor del af min identitet. Hvorfor? Her er nogle af årsagerne:

1.) Man får én chance i livet for at nå drømmeformen. Skal man spilde den chance for bare at være middelmådig?

2.) Det er tåbeligt at stoppe når man kun har gjort det halvt. Det svarer til at rydde halvt op i sin garage. Ja men er glad for det man har ordnet, men man vil nu meget gerne have gjort det færdigt før man er tilfreds!

3.) Den fysiske udfoldelse. Man bliver hooked af træning. Som Arnold har skrevet, "mennesket var skabt til at jage sabeltigere og gå 50 kilometer om dagen"

4.) Det helbredsmæssige aspekt. Træningen har så mange gevinster og modarbejder direkte forfald der følger med alderen.

5.) Jeg kan ikke nu sidde og se en Arnold film uden at tænke "Sådan VIL jeg se ud, og det kommer jeg til". Jeg ved jo inderst inde at jeg ikke er tilfreds før jeg har nået det mål, og jeg ved, at hvis jeg afviger fra min kurs så bliver jeg skuffet og vred. Just do it.

Jeg har sagt jeg er, derfor træner jeg fordi faktum er at jeg ville fortsætte livet uden træning og tilpasse mig et liv uden træning, omend det ville ødelægge meget af min identitet og i den grad gå udover det jeg elsker at gøre.

[Guest Slettet bruger]

I tænker sgu for meget over jeres træning ..

For mig er det noget man gør i ny og næ fordi det føles godt at få smidt lidt vægte rundt

K

[LaMotta]

I tænker sgu for meget over jeres træning ..

For mig er det noget man gør i ny og næ fordi det føles godt at få smidt lidt vægte rundt

K

Ergo, du er derfor træner du! Forståeligt.

Nogen gange er det vigtigt lige at træde et skridt tilbage og se hvor er jeg, hvor har jeg været og hvor vil jeg gerne hen. I forbindelse med ens træning opnår man langt bedre resultater ved engang i mellem at gøre sig denne i agtagelse. Hvis jeg ved i hvilken grad min træning indvirker på min identitet, ved jeg også i hvilken retning jeg vil tage den og derved meget mere målrettet få tilrettelagt træningen så jeg opnår dette.

Har stemt, Jeg er derfor træner jeg!

[Guest Slettet bruger]

Tja, selv den sætning lyder en smule for fanatisk til mig . Jeg undrer mig tit over, hvorfor nogle mennesker gider bruge det meste af deres vågne hverdag på at træne og være påpasselig med kosten. Glemmer i ikke at leve livet mens i har det? Og lad nu være med at gå helt kold . Jeg stiller bare spørgsmålet og det kunne være dejligt med nogle konstruktive svar .

K

[Mikkel leicht]

Træner for at leve

[Guest Slettet bruger]

Tja, selv den sætning lyder en smule for fanatisk til mig . Jeg undrer mig tit over, hvorfor nogle mennesker gider bruge det meste af deres vågne hverdag på at træne og være påpasselig med kosten. Glemmer i ikke at leve livet mens i har det? Og lad nu være med at gå helt kold . Jeg stiller bare spørgsmålet og det kunne være dejligt med nogle konstruktive svar .

K

For mig og andre er det en del af livet. For mig er livet ikke junk food eller "almindelig" leverpostejsdansker-kost. Jeg ville ikke kunne holde det ud, og desuden gør jeg mit helbred en tjeneste. Jeg er tilhænger af at styrke kroppen og pleje sit tempel i modsætning til almindelige mennesker der begynder at forfalde allerede midt tyverne og frem... - sådan skal jeg ikke ende.

Hvis man har langsigtede ambitioner har man også kun ét shot for at nå sin drømmeform. Og sådan et mål tillader ikke megen slinger i valsen. At nå drømmeformen er for mange mere værd end at spise den pizza eller det slik.

[LaMotta]

Tja, selv den sætning lyder en smule for fanatisk til mig . Jeg undrer mig tit over, hvorfor nogle mennesker gider bruge det meste af deres vågne hverdag på at træne og være påpasselig med kosten. Glemmer i ikke at leve livet mens i har det? Og lad nu være med at gå helt kold . Jeg stiller bare spørgsmålet og det kunne være dejligt med nogle konstruktive svar .

K

Det er jeg da glad for du syntes. Men i alle aspekter af sit liv om det gælder studie/arbejde/træning/o.a skal man da engang i mellem lige standse op, se sig omkring og så fortsætte. Du opnår jo bedst dine mål hvis du er gået ud fra et stadie og gerne vil opnå et nyt stadie. Efter du er kommet afsted kan du så se dig tilbage og finde ud af om du har opnået en fremgang, tilbagegang eller stagnation.

Livet handler jo som DocH skriver, at gøre det man har lyst til. Hvis du har lyst til at spise popcorn og spille X-box i dine vågne timer, så gør det. Det er dit valg. Hvis en fra MOL vælger at dedikere sit liv til sin træning så gør han det, fordi han har lyst til det og kan se et mål med det. Jeg er ikke selv den type der 100% har styr på kost og træning, men jeg gør det i så høj grad at det tilfredsstiller min lyst. Hvis jeg på et tidspunkt driver det til et niveau hvor det ikke kan bære, så skal lysten automatisk nok sige stop!

[Guest Slettet bruger]

Ja, jeg forstår jer ikke, men respekterer jeres valg . Men føler i aldrig, at i går glip af noget? Gutterne ringer og sprøger om i vil med i byen, men må takke nej fordi i skal være klar til næste dags træningspas... Jeg synes ikke, at det er det værd. Og nu er der jo ikke tale om et enten/eller scenarie. Man kan sagtens kombinere noget træning med en, i min bog, normal livsstil, hvor der ikke tælles kalorier o.l

Når 37-38 procent føler at de lever for deres træning, går det over min forstand. Hvad ville i gøre, hvis i får en skade og ikke kan træne?

K

Edited February 14, 2006 by Kalkunen

[Guest Slettet bruger]

Før man får for tralvt med at sige til sig selv at man skal gå mindre op i træningen og kosten skal man måske minde sig selv om, at det man af lyst gør hver evig eneste dag er det som måske 75% af voksne mænd ville ønske de også gjorde. Vi kender det jo alle sammen: Den travle forretningsmand, familiefaderen der jaloux betragter modelkroppe i diverse blade. Diss mænd har bare ikke lysten, viljestyrken, eller den indstilling.

Lysten er en gave, og den skal bruges. Vi har denne lyst, derfor kan vi ligeså godt drage 100% nytte af den og følge den, ganske som LaMotta siger.

[Guest Slettet bruger]

Ja, jeg forstår jer ikke, men respekterer jeres valg . Men føler i aldrig, at i går glip af noget? Gutterne ringer og sprøger om i vil med i byen, men må takke nej fordi i skal være klar til næste dags træningspas... Jeg synes ikke, at det er det værd. Og nu er der jo ikke tale om et enten/eller scenarie. Man kan sagtens kombinere noget træning med en, i min bog, normal livsstil, hvor der ikke tælles kalorier o.l

K

Jo, man går glip af noget. Det er der ingen tvivl om. Derfor har jeg også lavet et kompromis der tillader at jeg en gang imellem går i byen. Man kan også sagtens drikke så man bliver påvirket uden at være smadret næste dage og uden at der går totalt smadder i kalorieregnskabet.

Med lidt intelligent og gennemtænkt planlægning kan man nemt føre et godt socialliv udenfor. Det kommer du ind på sidst i indlægget.

Det er mere rejser og den slags der bliver problematiske.

[LaMotta]

Ja, jeg forstår jer ikke, men respekterer jeres valg . Men føler i aldrig, at i går glip af noget? Gutterne ringer og sprøger om i vil med i byen, men må takke nej fordi i skal være klar til næste dags træningspas... Jeg synes ikke, at det er det værd. Og nu er der jo ikke tale om et enten/eller scenarie. Man kan sagtens kombinere noget træning med en, i min bog, normal livsstil, hvor der ikke tælles kalorier o.l

K

Godt! Nej føler ikke jeg går glip af noget. At stå på Crazy Daisy klokken kvart i kvalm med en fesen rom og cola og skæve over til gutterne som slås om den sidste dåse på disko'en er ikke noget min lyst byder mig. Bevares jeg tager i byen, men ser det ikke som den "normale" livsstil at man skal gøre det. For at være ærlig uden at lyd ekliche agtig så er normal et begreb jeg ikke bryder mig om!

Og læg nu mærke til hvad du selv påpeger, "din bog" = normal livsstil? Det er noget af et udsagn at fyrer af. . Hvis du ser rundt i landet vil du så definere den normale livsstil som den du skriver?

Og man behøves ikke at tælle kalorier for at være seriøs. Det gælder om at kende sin krop og de ting den reagere på. Og så en gang i mellem smide en Roethlisburger ned eller æde sig fra sans og samling :4mewantfood: !

[Guest Slettet bruger]

Normal skulle have været i " " - det beklager jeg.

Men helt ærligt; er det ikke en anelse bekymrende, at en så stor procentdel åbenbart definerer sig selv ud fra træningen og ikke ville kunne leve uden? Træning bør være en del af en livsstil, aldrig selve livet.

K

[LaMotta]

Normal skulle have været i " " - det beklager jeg.

Men helt ærligt; er det ikke en anelse bekymrende, at en så stor procentdel åbenbart definerer sig selv ud fra træningen og ikke ville kunne leve uden? Træning bør være en del af en livsstil, aldrig selve livet.

K

Okay forståeligt nok ,

Syntes ikke det er bekymrende. Er det bekymrende at man gør sin sport til sin livsstil? Er det bekymrende at man følge sin lyst og søger sin lykke igennem ens sport? Det tror jeg ikke. Andre individer søger deres livsstil og identitet gennem deres arbejde eller deres familie.

Hvis du igennem din sport opnår en anerkendelse du ikke kan opnå andre steder, er det så så slemt? Vi snakker jo om folk der gør det i deres egen interesse, og ikke skader nogen. De er hvem de er pga deres træningen og det er jo reelt nok.

[-Elvirus-]

Synes ikke helt din sammenligning med sport og kropsdyrkelse holder LaMotta. Det er efter min mening 2 vidt forskellige begreber.

Det kropssyn bodybuilderen forsøger at efterleve, føler jeg er i høj grad er præget af en narcissisme og en individualisme, der er ret skræmmende.

Det bliver den evige søgen mod at tilstræbe et slank og medieskabt udseende, og bliver vi nogensinde tilfredse? Nej, det gør vi ikke. Vi forsøger hele tiden at sammenligne os samt spejle os idealbillederne med håb om, at opnå en social accept og derigennem en følelse af at høre til. Fint nok at undskyldningen bliver at der er en fysisk sidegevinst, men at forsøge bilde sig selv ind, at det er hovedårsagen, er selvbedrag efter min mening.

Det bliver selvfølgelig en generalisering af en stor gruppe mennesker, hvilket det nødvendigvis ofte må bliver i den slags diskussioner.

[R0mme1]

Put lige nogle kommaer i de 2 sætninger tak!

[LaMotta]

Synes ikke helt din sammenligning med sport og kropsdyrkelse holder LaMotta. Det er efter min mening 2 vidt forskellige begreber.

Det kropssyn bodybuilderen forsøger at efterleve, føler jeg er i høj grad er præget af en narcissisme og en individualisme, der er ret skræmmende.

Det bliver den evige søgen mod at tilstræbe et slank og medieskabt udseende, og bliver vi nogensinde tilfredse? Nej, det gør vi ikke. Vi forsøger hele tiden at sammenligne os samt spejle os idealbillederne med håb om, at opnå en social accept og derigennem en følelse af at høre til. Fint nok at undskyldningen bliver at der er en fysisk sidegevinst, men at forsøge bilde sig selv ind, at det er hovedårsagen, er selvbedrag efter min mening.

Det bliver selvfølgelig en generalisering af en stor gruppe mennesker, hvilket det nødvendigvis ofte må bliver i den slags diskussioner.

Jeg syntes stadig den holder.

Jeg snakker ikke om BB'er generelt. Det er ligeså meget styrkeløftere, vægtløftere, løbere, motionister etc.

Jeg giver dig ret i at der er en gruppe af BB'er ligesom der er en gruppe af anorexikere der har et helt forskruet virkelighedsbillede af hvordan kroppen skal se ud og de opnår aldrig deres mål, for det er uopnåeligt. Og det er selvbedrag for de individer, som søger et uopnåeligt stadie. Men så igen, skal "vi" virkelig blande os i det? Hvis de har fundet en niche hvor de oplever en selvtilfredsstillelse er det så vores opgave at dømme dem, og sige "det er ikke normalt"?

[-Elvirus-]

Siger ikke vi nødvendigvis skal blande os, synes bare det er foruroligende alt idag handler om mig, mig selv og MIG - altså den føromtalte egoistiske indstilling og de selvcentrerede interesser. Jeg mener i høj grad alt fitness træning hører ind under den katagori.

[p1kz0r]

Når 37-38 procent føler at de lever for deres træning, går det over min forstand. Hvad ville i gøre, hvis i får en skade og ikke kan træne?

Træne udenom

[LaMotta]

Siger ikke vi nødvendigvis skal blande os, synes bare det er foruroligende alt idag handler om mig, mig selv og MIG - altså den føromtalte egoistiske indstilling og de selvcentrerede interesser. Jeg mener i høj grad alt fitness træning hører ind under den katagori.

Er lidt i tvivl om hvad du egentligt vil frem til ,

Men mennesket er egoistiske væsner. Når du vågner om morgnen hvem tænker du så først på, højest sandssynligt dig selv. Vi vil hvad der er bedst for vores egen krop, i de fleste tilfælde.