Træningsidentitet

[Guest Slettet bruger]

Ja, det er folks eget valg og jeg skal heller ikke gøre mig til smagsdommer. Men her snakker vi om et ydertilfælde, hvor personen træner hver dag og ikke ser andet i sin hver dag. For hvad er det for et mål den person søger efter? Hans træning er blevet hans identitet i så høj grad at han ikke kan falde tilbage på noget andet, og har afskåret sig selv fra den omgivende verden. Det grænser til det sygelige og ja, afstumpet.

Om personen senere hen fortryder sit valg tror jeg ikke. For at fortyde sit valg skal han komme til en indsigt og en overvejelse af sit liv, hvilket han ikke gør i det han ser det som den normale levemåde - og retfærdiggør sin tilværelse gennem denne.

Du gør dig desværre til smagsdommer i det afsnit jeg har kursiveret For nogle er det lykken at leve sådan, og sålænge de ikke føler eller opdager at de går glip af noget så er det jo fint.

[Garrish]

Træner for at leve

Total enig.

Til debatten om det egoistiske i at bruge sit liv på träning, så ligger der sku mere i det for mig. Det også et spörgsmål om at mine 2 dötre skal ha' deres far så länge så muligt og gerne en far der kan väre aktivt sammen med dem og ikke bare sidder og puster små-fed og slap i sofaen. For mig var det at blive far en opvågning og en ny start...Träningen er også blevet min medicin mod hverdagens stress, jeg bliver en anelse urolig og rastlös hvis jeg ikke kan slippe afsted t träning og det tager jeg som et godt tegn... så snart jeg har tränet er afslappet og tam som lam .

vi har sku kun en krop og der er sku ingen reservedele med i pakken så vi har bare at passe godt på den.

My body my temple

This temple it tells

"Step into the house that Jack built"

[Henning Friis]

Selvfølgelig og det er da også en kæmpe fordel for ens træning og ens sociale aspekt at træne med vennerne. Men hvad med de venner man har gennem studiet/arbejdet/gymnasiet etc? Skal man bare afskære sig fra dem fordi de ikke træner? For så er ens træning netop blevet ens identitet.

Det gør jeg alligevel, træning eller ej. Jeg har meget svært ved at bevare et venskab uden for kontekst. Af samme grund ser jeg intet til de venner jeg har haft i folkeskolen, gymnasiet eller min værnepligt. Det siger mig simpelhen ingenting.

Men jeg kan da sagtens udveksle et par ord med folk når jeg render ind i dem igen, men det er så også det.

[Mizzrasmussen]

Det gør jeg alligevel, træning eller ej. Jeg har meget svært ved at bevare et venskab uden for kontekst. Af samme grund ser jeg intet til de venner jeg har haft i folkeskolen, gymnasiet eller min værnepligt. Det siger mig simpelhen ingenting.

Men jeg kan da sagtens udveksle et par ord med folk når jeg render ind i dem igen, men det er så også det.

Selvfølgelig og det er da også en kæmpe fordel for ens træning og ens sociale aspekt at træne med vennerne. Men hvad med de venner man har gennem studiet/arbejdet/gymnasiet etc? Skal man bare afskære sig fra dem fordi de ikke træner? For så er ens træning netop blevet ens identitet.

Det afhænger vel også meget af om man søger venner, der ligner en selv eller venner, der er forskellige fra en selv. Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng med identitet, men sammenhæng med behov for input fra noget andet (hvilket måske ved nærmere eftertanke også har sammenhæng med identitet - omend det er en anden sammenhæng ). Jeg har aldrig helt koncentreret mig om mine træningsvenner, for jeg kan ikke holde ud fortrinsvis at have venner, der minder om mig selv. Jeg skal også have venner, der laver noget andet end mig, og som forstår noget andet end jeg forstår

Som jeg ser det har det mere sammenhæng med behov for andet input eller tolerance overfor andre former for liv end med træningsidentitet.

[LeCerveau]

Hejsa Mine Damer og Herrer

Jeg vil da egentlig godt lige give et bidrag til denne gode debat.

Jeg er ikke helt sikker på om det jeg skriver bare er en repost, for jeg har kun læst nogle af svarene.

1. Jeg forstår slet ikke man skal vælge mellem sit sociale liv og træning? Det er da rigtigt at der er mange som går op i træning med liv og sjæl og ikke lige gider gå i byen. Men uden at træde nogle over tæerne så tror jeg at den del som siger sådan, er dem som ikke er så gamle endnu. Jeg er selv kun 24år men jeg er forlængst blevet træt af musik på 140Db hvor man ikke kan fører en fornuftig samtale alligevel.

Man kan sagtens have et socialt netværk, samtidigt med at man går 100% op i sin træning.

2. Lidt som 1, men. hvis ens "venner" ikke kan/vil accepterer at man ikke har den store lyst til at gå i byen hver og hver anden dag fordi man hellere vil passe sin træning. Hvor meget venner er de så??