Træningsidentitet

[-Elvirus-]

Jeg ville egentlig frem til, at det er foruroligende at folk kan finde på at vælge svarmuligheden - jeg træner, derfor er jeg. Personligt synes jeg det er en skræmmende livsindstilling at gå verden i møde med.

Selvfølgelig er vi som mennesker egoistiske væsner, men at udvikling går imod at blive mere og mere, ser jeg ikke som særlig sund.

[Mizzrasmussen]

LaMotta har stillet et supergodt og relevant spørgsmål

Er det foruroligende, hvis nogle former en meget stor del af deres identitet gennem træning? Ja måske. Men er det mere foruroligende end hvis man former en meget stor del af sin identitet gennem arbejde? Det ved jeg ikke - er det? Alle undersøgelser tyder på, at danskeres identitet er meget afhængige af arbejde, hvilket fx gør arbejdsløshed til en stor stressfaktor - fordi mange mennesker ikke ved hvem de er, hvis de ikke skal på arbejde hver morgen, fordi man ikke ved hvad man skal sige til andre, når det første spørgsmål altid er; "hvad laver du så?".

Er det mere egoistisk at skabe sin identitet gennem træning end gennem arbejde? - det er det vel ikke; begge dele drejer sig om en selv.

Det er altid et problem, hvis det, der er konstituerende for ens identitet bryder sammen; hvis man ikke kan træne, ikke kan arbejde eller familien bryder sammen som følge af skilsmisse. Men der findes jo ikke umiddelbart nogen faste og stabile størrelser, som man kan være sikker på ikke bryder sammen.

Personligt så udgør træning en stor del af min identitet, og jeg føler ikke nødvendigvis jeg går glip af noget, hvis jeg må tidligt hjem fra en fest, fordi jeg skal træne eller løbe marathon dagen efter. Det er bare et andet liv, og jeg hader kommentarer som 'få dig et liv'; hvad kan andre vide om, hvilket liv jeg gerne vil have? Jeg gør mig heller ikke klog på, hvad et liv kan være for andre.

[Tunen]

Siger ikke vi nødvendigvis skal blande os, synes bare det er foruroligende alt idag handler om mig, mig selv og MIG - altså den føromtalte egoistiske indstilling og de selvcentrerede interesser. Jeg mener i høj grad alt fitness træning hører ind under den katagori.

Det her er 00'erne ikke 60'erne... Det er ikke længere moderne at komme hinanden ved og kramme træer.

Edited February 16, 2006 by Tunen

[Guest Slettet bruger]

LaMotta har stillet et supergodt og relevant spørgsmål

Er det foruroligende, hvis nogle former en meget stor del af deres identitet gennem træning? Ja måske. Men er det mere foruroligende end hvis man former en meget stor del af sin identitet gennem arbejde? Det ved jeg ikke - er det? Alle undersøgelser tyder på, at danskeres identitet er meget afhængige af arbejde, hvilket fx gør arbejdsløshed til en stor stressfaktor - fordi mange mennesker ikke ved hvem de er, hvis de ikke skal på arbejde hver morgen, fordi man ikke ved hvad man skal sige til andre, når det første spørgsmål altid er; "hvad laver du så?".

Der er intet værre end når folks åbningsspørgsmål er "hvad laver du så". Jeg hader det og giver altid et provokerende svar tilbage. Intet er så intetsigende for ens personlighed som hvilket arbejde man bestrider; jeg arbejder for at leve og ikke omvendt. Og ligeså har jeg det med træning, og jeg må - for at være helt ærlig - sige at jeg finder det en smule sørgeligt, hvor meget folk åbenbart ligger i deres træning. Der er altså andet end vægte i livet folkens .

K

[Mizzrasmussen]

Der er intet værre end når folks åbningsspørgsmål er "hvad laver du så". Jeg hader det og giver altid et provokerende svar tilbage. Intet er så intetsigende for ens personlighed som hvilket arbejde man bestrider; jeg arbejder for at leve og ikke omvendt. Og ligeså har jeg det med træning, og jeg må - for at være helt ærlig - sige at jeg finder det en smule sørgeligt, hvor meget folk åbenbart ligger i deres træning. Der er altså andet end vægte i livet folkens .

K

Lad mig så stille spørgsmålet anderledes; hvad er de sigende og identitetsskabende ting i livet så for dig? Og der er ingen kritik i mit spørgsmål men bare interesse. Hvad lever du fx for?

[LaMotta]

LaMotta har stillet et supergodt og relevant spørgsmål

Er det foruroligende, hvis nogle former en meget stor del af deres identitet gennem træning? Ja måske. Men er det mere foruroligende end hvis man former en meget stor del af sin identitet gennem arbejde? Det ved jeg ikke - er det? Alle undersøgelser tyder på, at danskeres identitet er meget afhængige af arbejde, hvilket fx gør arbejdsløshed til en stor stressfaktor - fordi mange mennesker ikke ved hvem de er, hvis de ikke skal på arbejde hver morgen, fordi man ikke ved hvad man skal sige til andre, når det første spørgsmål altid er; "hvad laver du så?".

Er det mere egoistisk at skabe sin identitet gennem træning end gennem arbejde? - det er det vel ikke; begge dele drejer sig om en selv.

Det er altid et problem, hvis det, der er konstituerende for ens identitet bryder sammen; hvis man ikke kan træne, ikke kan arbejde eller familien bryder sammen som følge af skilsmisse. Men der findes jo ikke umiddelbart nogen faste og stabile størrelser, som man kan være sikker på ikke bryder sammen.

Personligt så udgør træning en stor del af min identitet, og jeg føler ikke nødvendigvis jeg går glip af noget, hvis jeg må tidligt hjem fra en fest, fordi jeg skal træne eller løbe marathon dagen efter. Det er bare et andet liv, og jeg hader kommentarer som 'få dig et liv'; hvad kan andre vide om, hvilket liv jeg gerne vil have? Jeg gør mig heller ikke klog på, hvad et liv kan være for andre.

Det er jeg da glad for du syntes ,

Du rammer meget godt hovedet på sømmet i forhold til problemstillingen. Og jeg kan ikke se et problem i at man definerer sin identitet udfra sin hobby i forhold til sit arbejde.

[RunnersHigh]

At folk går op i deres træning med liv og sjæl er vel ikke mere foruroligende end folk der ikke gør det.

[Yetti]

God debat - LaMotta og meget relevant emne!!

Man definere vel sin selvidentitet udfra de værdier, man vægter højt i livet....!!

Nu lever vi jo i et samfund med stor foranderlighed, så vi er hver især "nødsaget" til at putte indhold ind i vores liv, da ikke ret meget er givet af sociale relationer, (familie, religion mv.) som man så tidligere...

kroppen er blevet noget af det, vi kan gribe fat i, der er forholdsvis stabilt... det facts samt den medførte fokus og prestige, der ligger omkring kroppen, gør kroppen til et udmærket og ofte valgt emne for identitet..

Det ser jeg ikke som et større problem end arbejde mv. - hvis man hellere vel arbejde 60 timer på et kontor hver dag, så fint med mig... fordi man skal realisere sig selv gennem karriere og dyre biler!??

Vi har forskellige mål og værdier i livet, om dem lever vi efter.... Når vores valgte værdier bliver besættelser, er det jo et problem i en hver henseende, om det så er træning, spist flest burger konkurrencer etc.

Jeg definerer ikke mit liv udfra min idræt/træning, men jeg ville da være en anden person uden idræt...

Hygge; Jac

Edited February 16, 2006 by Jac

[Guest Slettet bruger]

At folk går op i deres træning med liv og sjæl er vel ikke mere foruroligende end folk der ikke gør det.

Utroligt godt sagt!

[mugge]

Det er vel udemærket at folk er dedikeret og engageret i et eller andet. Det kan være deres arbejde eller en hobby. En hobby kan være idræt eller idette tilfælde træning. Nogle folk går op i at renovere gamel biler, have en racehund der anvendes til udstillinger, spille i et amatørorkester, drive slægstsorskning, lysfiskeri, have et dyrt Hi-Fi-anlæg, andre igen samler på frimærker, ure eller gamle bøger.

Om man bruger tiden i en garage under en gammel Ford Anglia, eller render i et styrkecenter er i et eller andet omfang to sider af samme sag. I vor tid har mennesket fået mere og mere fritid og en større og større disponibel indkomst.

Tiden og pengene skal jo gå med et eller andet.

Hvis man ønsker at dyrke træning for at få en flot krop eller blive superstærk er det ikke anderledes end så meget andet. Det bliver man hverken et bedre eller dårligere menneske af. Det er først et problem, hvis det går ud over ens sociale relationer, for eksempel, hvis man ender i skilsmisse på grund af træningen, mister sit arbejde og /eller sine venner.

Min konklusion er, om man lever for at træne eller træner for at leve er ens eget valg og egentligt uproblematisk, sålænge man ikke ender i social isolation.

Edited February 16, 2006 by mugge

[kimweltz]

Rigtig godt spørgsmål.

Jeg kender et par stykker hvilkens hele identitet ligger i deres trænning. Har en ven som ikke siger hej, men "Hvad bænker du?" når han møder nye mennesker.. hehe

[Francis]

Jeg ville egentlig frem til, at det er foruroligende at folk kan finde på at vælge svarmuligheden - jeg træner, derfor er jeg. Personligt synes jeg det er en skræmmende livsindstilling at gå verden i møde med.

Selvfølgelig er vi som mennesker egoistiske væsner, men at udvikling går imod at blive mere og mere, ser jeg ikke som særlig sund.

Du stiller meget lighedstegn mellem træning og egocentrisk.. Den synes jeg ikke holder! Man kan sagtens gå meget højt op i sin træning og gøre den til ligeså stor en del af livet som ens arbejde og stadigvæk være lidt "medmenneskelig" som alle andre!

Edited February 16, 2006 by Francis

[essensen]

Det er et rigtig godt og relevant spørgsmål LaMotta, - og et som jeg selv har tænkt meget over! Jeg er lidt splittet angående spørgsmålet, - eftersom det vel er de færreste der vil indrømme deres identitetsgrundlag er bygget på noget forholdsvis 'overfladisk' og ikke mindst forgængeligt som træning! Et eller andet siger mig at jeg burde bygge min identitet på noget mere 'værdiladet' end træning! Men jeg kommer nok ikke uden om at, i hvert fald på nuværende tidspunkt, byggger størstedelen af min identitet, - måske lidt ufrivilligt, på træning! Det tager meget af min tid, - på mange forskellieg niveauer og i mange afskygninger, - i form af tanker, kost, disposition af tid osv!

Jeg har ofte tænkt på - er det dét værd, at bruge så meget tid og energi på træning! Og det personlige svar og ræsonnement jeg er kommet frem til, ligner meget det DocH også argumenterer for! Ville jeg få det bedre hvis ejg ikke trænede ? Hvad ville jeg lave hvis jeg ikke trænede ? Jeg er 99 % sikker på jeg egentlig bare ville forfalde i et dovent mønster (at dømme ud fra mine nuværende tendenser ) og føle en udefinerbar mangel i hverdagen !! Angående det at give afkald på nogle ting, pga. træningen, så synes jeg også om man burde overveje om de 'gængse normer' for unge er hvad man egentlig selv har lyst til? Og den gængse norm blandt unge er jo at drikke hjernen ud ... og ligesom DocH har jeg også indgået et slags kompromis, - da jeg selv gerne ville kunne gå i byen og drikke, - og det kan sagtens gøres så man har det sjovt uden at det smadrer træningen! Men at gå på druk hver eneste weekend, er ikke noget jeg kunne tænke mig, - nok heller ikk hvis jeg ikke trænede! Jeg går nu også i byen forholdsvis ofte, - bare uden at drikke, og har det sjovt Så synes egentlig ikke jeg giver afkald på det helt store på den front! Så jeg er lidt tvivl ? Træningen fylder utvivlsomt rigtig meget i mit liv, - så jeg veksler måske lidt mellem de to ting ? Jeg synes ikk jeg er helt afklaret med det endnu! Men, som flere ganske fornuftigt påpeger, er træning vel ligeså sund ting, og ikke meget mere anderledes, at bygge sin identitet på som en anden hobby, eller sit arbejde! Slutteligt er jeg også meget enig med Mugge ... at man brænder for træningen er vel uproblematisk, så længe man netop ikke ender i social isolation!

[Tunen]

For det første er der da intet galt i at gå op i noget...

For det andet, er det jo spørgsmålet hvem der går glip af noget... Er det de folk der drikker hjernen ud konstant (black spots) og æder tarvelig mad eller dem der (by all means) forsøger at realisere et ideal? Jeg ved godt hvad jeg personligt mener

-for spilder man ikke sin tid på at gå i byen konstant? Der sker alligevel, mere eller mindre, altid det samme og man kan alligevel ikke huske hvad man har foretaget sig dagen efter

Jeg træner for at leve stærkere (subjektiv definition) længere

[LaMotta]

Det er et rigtig godt og relevant spørgsmål LaMotta, - og et som jeg selv har tænkt meget over! Jeg er lidt splittet angående spørgsmålet, - eftersom det vel er de færreste der vil indrømme deres identitetsgrundlag er bygget på noget forholdsvis 'overfladisk' og ikke mindst forgængeligt som træning! Et eller andet siger mig at jeg burde bygge min identitet på noget mere 'værdiladet' end træning! Men jeg kommer nok ikke uden om at, i hvert fald på nuværende tidspunkt, byggger størstedelen af min identitet, - måske lidt ufrivilligt, på træning! Det tager meget af min tid, - på mange forskellieg niveauer og i mange afskygninger, - i form af tanker, kost, disposition af tid osv!

Jeg har ofte tænkt på - er det dét værd, at bruge så meget tid og energi på træning! Og det personlige svar og ræsonnement jeg er kommet frem til, ligner meget det DocH også argumenterer for! Ville jeg få det bedre hvis ejg ikke trænede ? Hvad ville jeg lave hvis jeg ikke trænede ? Jeg er 99 % sikker på jeg egentlig bare ville forfalde i et dovent mønster (at dømme ud fra mine nuværende tendenser ) og føle en udefinerbar mangel i hverdagen !! Angående det at give afkald på nogle ting, pga. træningen, så synes jeg også om man burde overveje om de 'gængse normer' for unge er hvad man egentlig selv har lyst til? Og den gængse norm blandt unge er jo at drikke hjernen ud ... og ligesom DocH har jeg også indgået et slags kompromis, - da jeg selv gerne ville kunne gå i byen og drikke, - og det kan sagtens gøres så man har det sjovt uden at det smadrer træningen! Men at gå på druk hver eneste weekend, er ikke noget jeg kunne tænke mig, - nok heller ikk hvis jeg ikke trænede! Jeg går nu også i byen forholdsvis ofte, - bare uden at drikke, og har det sjovt Så synes egentlig ikke jeg giver afkald på det helt store på den front! Så jeg er lidt tvivl ? Træningen fylder utvivlsomt rigtig meget i mit liv, - så jeg veksler måske lidt mellem de to ting ? Jeg synes ikk jeg er helt afklaret med det endnu! Men, som flere ganske fornuftigt påpeger, er træning vel ligeså sund ting, og ikke meget mere anderledes, at bygge sin identitet på som en anden hobby, eller sit arbejde! Slutteligt er jeg også meget enig med Mugge ... at man brænder for træningen er vel uproblematisk, så længe man netop ikke ender i social isolation!

Tak! Glad for at der er respons på det .

Men der er ikke noget galt i at brænde for sin træning og søge at nå sine mål, med alt hvad det indebærer. Jeg havde selv en periode hvor jeg tog tidligt hjem, undgik fredagsbar, ikke tog i byen og holdt meget øje med søvn etc. I den periode havde jeg det ikke særlig godt, og fandt hurtigt ud af det ikke var løsningen. Nu har jeg fundet en middelvej, hvor jeg stadig kan fokusere på min træning, se resultater (tror det eller la vær ), gå i byen engang i mellem og være samme med venner og familie uden at jeg føler jeg skrumper.

Så et lidt teoretisk spørgsmål, vil man kunne se forskel på en fritids BB'er med samme forudsætninger genetisk for det utrænede øje:

A)Går meget op i sin træning, kost, døgnrytme etc

B)En der går op i sin træning, spiser fornuftigt og lever "almindeligt" ved siden af

Det kan man højest sandsynligt ikke, de vil begge for det utrænede øje have en god form og se godt ud og løfte noget nær det samme.

Bare man ikke ender som et afstumpet asocialt individ der kun tænker på DB'er og procenter.

[Mizzrasmussen]

Problemet med forholdet mellem træning og identitet, arbejde og identitet el.lign. opstår vel når en bestemt komponent bliver altafgørende for ens identitet. Sociologerne har jo lært os, at de faste værdier er på retur og at alt derfor er midlertidigt; job, familie - intet er i princippet for evigt. Hvis man er sit arbejde og så bliver fyret (hvilket jo er en realistisk risiko for alle) er problemet ikke længere bare, at man ikke har penge, men at man ikke ved, hvem man er - eller om man overhovedet er noget. Det samme gælder for træning, hvis man bliver skadet og ikke kan træne.

Det synes dog at være mere socialt acceptabelt at realisere sig selv gennem job og karriere end gennem træning, fordi vi til dels hænger i fast i forestillingen om 'at blive til noget'. Hvilket 'noget' kunne man spørge? Jeg elsker når folk spørger, hvorfor jeg gider løbe marathon (eller måske mest hvorfor jeg gider træne til det ) Gider? Spørgsmålet er forkert stillet; det drejer sig ikke om at gide men om at ville. Jeg er aldrig blevet spurgt, hvorfor jeg gider starte virksomhed...jeg tror heller ikke nogen ville spørge, hvorfor jeg gad, hvis jeg ville være administrerende direktør.

Det kunne være vi skulle skrive et lille sociologisk skrift om sammenhæng mellem træning og identitetsdannelse...forfatterne ville være et anonymt kollektiv af MOL-brugere - se det ville være en interessant identitetsform

[essensen]

For det første er der da intet galt i at gå op i noget...

For det andet, er det jo spørgsmålet hvem der går glip af noget... Er det de folk der drikker hjernen ud konstant (black spots) og æder tarvelig mad eller dem der (by all means) forsøger at realisere et ideal? Jeg ved godt hvad jeg personligt mener

-for spilder man ikke sin tid på at gå i byen konstant? Der sker alligevel, mere eller mindre, altid det samme og man kan alligevel ikke huske hvad man har foretaget sig dagen efter

Jeg træner for at leve stærkere (subjektiv definition) længere

Nu ved jeg ikke om din post er henvendt til mig ? Hvis det er tilfældet synes jeg ikke det fremgår af mit svar, at jeg synes det er noget galt i at gå meget op i noget (underforstået træning) ? Det gør jeg jo selv Angående dit punkt nr. 2 - så er det vel temmelig subjektivt ? Der vil altid være mennesker, - også ikke-trænende individer, der bare ikk synes det er sjovt at tage i byen hver weekend! Så der hvor jeg først synes der skabes en problemstilling, er hvis man ikke tager i byen pga. træning, - selvom man har lyst til det !!? Jeg tager ikke i byen, fordi jeg er bange for at falde uden for den gængse 'ungdoms-norm', eller lignende, - men fordi jeg som regel synes det er sjovt Hvis jeg ikke har lyst, finder jeg skam bare på noget andet ! Så der ender jeg nok på samme side i bogen som La Motta, - hvor jeg har fundet en behagelig middelvej ! Og af ren nysgerrighed - træner du så kun med bagtanke, at du kommer til at leve længere ? Altså, - er det hele motivet og motivationen bag din træning, og hvorfor du startede ?

Tak! Glad for at der er respons på det .

Men der er ikke noget galt i at brænde for sin træning og søge at nå sine mål, med alt hvad det indebærer. Jeg havde selv en periode hvor jeg tog tidligt hjem, undgik fredagsbar, ikke tog i byen og holdt meget øje med søvn etc. I den periode havde jeg det ikke særlig godt, og fandt hurtigt ud af det ikke var løsningen. Nu har jeg fundet en middelvej, hvor jeg stadig kan fokusere på min træning, se resultater (tror det eller la vær ), gå i byen engang i mellem og være samme med venner og familie uden at jeg føler jeg skrumper.

Så et lidt teoretisk spørgsmål, vil man kunne se forskel på en fritids BB'er med samme forudsætninger genetisk for det utrænede øje:

A)Går meget op i sin træning, kost, døgnrytme etc

B)En der går op i sin træning, spiser fornuftigt og lever "almindeligt" ved siden af

Det kan man højest sandsynligt ikke, de vil begge for det utrænede øje have en god form og se godt ud og løfte noget nær det samme.

Bare man ikke ender som et afstumpet asocialt individ der kun tænker på DB'er og procenter.

Så lidt

Meget interessant hypotese ... men synes egentlig en mere relevant problemstilling ville være, - hvorledes det ville påvirke det samme individ rent mentalt ? En ting er hvordan andre ser én, - noget andet er ens selvopfattelse! Og det 'at leve almindeligt', kunne måske godt trænge til en konkret definition, i denne kontekst.

[LaMotta]

Meget interessant hypotese ... men synes egentlig en mere relevant problemstilling ville være, - hvorledes det ville påvirke det samme individ rent mentalt ? En ting er hvordan andre ser én, - noget andet er ens selvopfattelse! Og det 'at leve almindeligt', kunne måske godt trænge til en konkret definition, i denne kontekst.

Helt sikkert, det ville være meget interessant at se hvorledes det ville påvirke individet mentalt. Det er jeg selv lidt inde på i mit eget tilfælde. Og personligt var det ikke "lykken" for mig.

Vidste godt jeg ikke skulle bruge et udtryk som "leve almindeligt" for det er et definitionsspørgsmål. Men et liv hvor man kun til en hvis grad tager hensyn til sin træning og hvor træningen ikke er en styrende faktor for ens dag. Altså man godt kan springe en træning over hvis der kommer noget andet op.

[Francis]

Men der er ikke noget galt i at brænde for sin træning og søge at nå sine mål, med alt hvad det indebærer. Jeg havde selv en periode hvor jeg tog tidligt hjem, undgik fredagsbar, ikke tog i byen og holdt meget øje med søvn etc. I den periode havde jeg det ikke særlig godt, og fandt hurtigt ud af det ikke var løsningen. Nu har jeg fundet en middelvej, hvor jeg stadig kan fokusere på min træning, se resultater (tror det eller la vær ), gå i byen engang i mellem og være samme med venner og familie uden at jeg føler jeg skrumper.

Så et lidt teoretisk spørgsmål, vil man kunne se forskel på en fritids BB'er med samme forudsætninger genetisk for det utrænede øje:

A)Går meget op i sin træning, kost, døgnrytme etc

B)En der går op i sin træning, spiser fornuftigt og lever "almindeligt" ved siden af

Det kan man højest sandsynligt ikke, de vil begge for det utrænede øje have en god form og se godt ud og løfte noget nær det samme.

Er meget enig i det her.. og er ca hvor jeg selv ligger!

Der vil nok opstå en egentlig forskel mellem A og B med tiden, men ikke en forskel man nok ikke kunne leve med.. Som sagt, alt i livet er jo en form for regnskab. Jeg ville hellere slå mig til tåls med en andenplads og samtidig have tid til at "leve" (lyder klamt, I know) end at kæmpe så hårdt for førstepladsen at alt andet må vige.. Hvilken nok også til dels forklarer at jeg ikke er kommet længere end jeg er

[Guest Slettet bruger]

Bare man ikke ender som et afstumpet asocialt individ der kun tænker på DB'er og procenter.

Det er folks eget valg jo Nogle finder ingen glæde i det sociale, og afstumpet - tja, afstumpet ift. hvad?

Jeg kan sagtens følge din tankegang hvis eksemplet også inkluderer at personen senere fortryder og åbner øjnene for en anden livsstil, men ellers jeg er ikke enig.

[Henning Friis]

Jeg er, derfor træner jeg

Processen med at blive stærkere og større(Ja ja, ikke kun dunken... ) føltes godt. Det tiltaler mit ego og gør mig glad. Det ser jeg intet galt i.

Jeg prøver så vidt muligt at tænke i helhedsløsninger i stedet for at vælge mellem A og B.

Tilbringe tid sammen med vennerne eller træne? Hvorfor ikke gøre begge dele? Dem jeg træner sammen med regelmæssigt betragter jeg også som mine venner og træningstid tæller for mig som social samvær. Derfor tager jeg mig gerne den ekstra tid det tager for hvert træningpas når nu man skal snakke med folk.

[Rommel]

Der vil nok opstå en egentlig forskel mellem A og B med tiden, men ikke en forskel man nok ikke kunne leve med.. Som sagt, alt i livet er jo en form for regnskab. Jeg ville hellere slå mig til tåls med en andenplads og samtidig have tid til at "leve" (lyder klamt, I know) end at kæmpe så hårdt for førstepladsen at alt andet må vige.. Hvilken nok også til dels forklarer at jeg ikke er kommet længere end jeg er

Dybt enig. Min kærste blev engang lidt mopset på mig da hun snakkede noget om karriere og jeg så spurgte: "Karriere? Hvad er det? Et krydderi?"

Rommel

[Francis]

hehe.. har det på samme måde! Et par af mine kammerater arbejder 7/7 - dvs syv dage 12 timer om dagen og så fri en uge og tjener gevaldigt på det. Og kan simpelthen ikke forstå at jeg ikke vil, når nu jeg har fået jobbet tilbudt flere gange.. Men gider sgu ikke arbejde en helt uge væk uden træning eller noget, og så have en uges "ferie" med masser af fritid, som bare skal bruges.. Hellere et ok arbejde med fast rytme, så man kan få det hele passet ind (og jo især træningen )

[LaMotta]

Det er folks eget valg jo Nogle finder ingen glæde i det sociale, og afstumpet - tja, afstumpet ift. hvad?

Jeg kan sagtens følge din tankegang hvis eksemplet også inkluderer at personen senere fortryder og åbner øjnene for en anden livsstil, men ellers jeg er ikke enig.

Ja, det er folks eget valg og jeg skal heller ikke gøre mig til smagsdommer. Men her snakker vi om et ydertilfælde, hvor personen træner hver dag og ikke ser andet i sin hver dag. For hvad er det for et mål den person søger efter? Hans træning er blevet hans identitet i så høj grad at han ikke kan falde tilbage på noget andet, og har afskåret sig selv fra den omgivende verden. Det grænser til det sygelige og ja, afstumpet.

Om personen senere hen fortryder sit valg tror jeg ikke. For at fortyde sit valg skal han komme til en indsigt og en overvejelse af sit liv, hvilket han ikke gør i det han ser det som den normale levemåde - og retfærdiggør sin tilværelse gennem denne.

[LaMotta]

Tilbringe tid sammen med vennerne eller træne? Hvorfor ikke gøre begge dele? Dem jeg træner sammen med regelmæssigt betragter jeg også som mine venner og træningstid tæller for mig som social samvær. Derfor tager jeg mig gerne den ekstra tid det tager for hvert træningpas når nu man skal snakke med folk.

Selvfølgelig og det er da også en kæmpe fordel for ens træning og ens sociale aspekt at træne med vennerne. Men hvad med de venner man har gennem studiet/arbejdet/gymnasiet etc? Skal man bare afskære sig fra dem fordi de ikke træner? For så er ens træning netop blevet ens identitet.