Henrik S.

PPS: Har for øvrigt lige solgt Cervelo'en til det samme pris, som jeg gav for den. Så nu er banen fri for at vinternørde udstyr til min Storck Scenario. Jeg kunne godt hælde til at holde den tidstypiske stil med Dura Ace 7800, for så kan jeg bare beholde bremsekløer og bagskifter. Så kom jeg til at tænke på, at 7800 vist var sidste udgave med 'tørresnoren', hvor gearkablerne kommer ud på siden af bremsehåndtagene. Det er mindre fedt, men så kunne det måske kombineres med grebene fra 7900-serien. Uh, alle de overvejelser. PPPS: Det ser i hvert fald sådan ud:

Er for øvrigt ved lige at gentænke min egen træning for oktober og november. Dels synes jeg, at jeg har lidt for let ved at løbe mig til meget tunge ben. Og dels øffer det lidt nede over lænden, hvad det nogle gange gør, når jeg negligerer styrketræningen for længe. Så der er vist ingen vej uden om at forny mit medlemskab af FW og skrue op for styrketræningen 2-3 gange om ugen. Det plejer at få bugt med det. For det har åbenbart ikke været nok at stoppe ved de udendørs redskaber og lave nogle øvelser. Så jeg prioriterer nok lidt anderledes de næste to måneder indtil der er kommet lidt mere hold på biostilladset. Det er ikke nogen stor ømhed nede over lænden, men nok til, at jeg tænker, at jeg ALDRIG skal have seriøst bøvl med ryggen. PS: Ømheden har intet med løb som sådan at gøre. Det er et svagt punkt, jeg tidligere har bøvlet lidt med. Så jeg påtænker stadig at gøre søndagsturene længere, men sløjfer måske en tur eller to i løbet af ugen.

MARATON #2 – ESBJERG, NOVEMBER 1981 OM AT GÅ NED I FLAMMER På en solsveden campingplads på Korsika i maj 1981 tog jeg en beslutning: Det der løb skulle da have et skud mere, sådan for alvor. Trængslerne fra løbet i februar var for længst glemt, så jeg spændte snørebåndene på de grønne Karhu og startede træningen på stedet. Landevejene uden for Calvi var så varme, at de flimrede for øjnene, men beslutningen var taget, så hvorfor ikke bare komme i gang. Set i bakspejlet står det klart, at idéen ikke kom ud af det blå. Internationalt var Alberto Salazar & Co nærmeste blevet rockstjerner i atletikverdenen. I Danmark havde vi en gylden generation anført af Henrik Jørgensen, Allan Zachariassen m.fl. Og der begyndte at gå mode i store løb for bredden anført af Copenhagen Marathon, der som tidligere nævnt blev løbet første gang i 1980. Internet var der ikke meget af, så man måtte cykle ind til Hovedbanegårdens bladkiosk, købe Runner's World og så læse det, indtil det hang i laser. Den 25. oktober vandt Salazar i New York på 2:08, og alle hans mellemtider blev omhyggeligt studeret. Mindre fascinerende var efteråret og dagligdagen i Roskilde, hvor jeg ukritisk tog den newzealandske løbeguru Arthur Lydiards principper til mig. To gange om ugen stod den på gymnastik og styrketræning i Hellas IF, og alle dagene bød derudover på så meget løb som overhovedet muligt. Der var prestige i at sætte mange kilometer ind på bogen, og det var givet baggrunden for, at vi i de år havde en utrolig 'bred elite' i Danmark. September, oktober og november var sure at komme igennem, når der bare skulle tonses kilometer, og jeg skrev derfor Bikuben Marathon i Esbjerg den 29. november i kalenderen. Så var der i det mindste noget at arbejde hen imod. Nu tænker du, at det var et røvballeløb på vestkysten midt om vinteren, men så svarer jeg, at det blev vundet af Allan Zachariassen på 2:15:22. Så skulle den ged vist være barberet. Det var en anden tid – i mere end én forstand. Min egen deltagelse blev en klassiker. For det har sin egen skønhed at iagttage en rookie, der har overstået sit første maraton, har store tanker om sig selv og derefter går ned i flammer. Ruten var ud-hjem med vendepunkt ved Tjæreborg. Jeg løb rundt om keglen på 1:15, men kun 5-10 km længere henne af vejen stod manden med den helt store hammer og pandede mig og de store planer til jorden. Anden halvdel tog et kvarter længere, så uret viste 2:45:09 ved målstregen. Bedre end det første løb, men usigeligt hårdt de sidste 5 km og med plankestive ben som resultat. Tiden blev bare taget ad notam i løbeklubben, for i de år var den ikke rigtig noget at prale af. Og der var i øvrigt heller ingen sociale medier, hvor man kunne gøre det. Et par måneder senere skulle jeg lige prøve en gang mere, og det blev en diametralt modsat oplevelse, selv om tiden blev næsten den samme. LEKTIEN AF DETTE LØB? Respektér distancen. Uanset, hvordan man vender og drejer det – og uanset hvad ultraløberne siger – så er det altså en rigtig lang løbetur. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN Billedet viser Allan Zachariassen, der lige leverede en 2:15-maraton en novemberdag på gudsforladte landeveje i Vestjylland. Her tydeligvis et foto fra et sommerløb :)

Tak for bemærkninger. Nu, hvor jeg er begyndt, må jeg jo hellere køre hele striben igennem, selv om nogle har læst med på FB :) I dag har Kipchoge i øvrigt sat nye VR i Berlin med 2:01:09. Hvis han havde løbet to sekunder hurtigere pr. kilometer, havde han løbet under to timer. Det er surrealistisk hurtigt.

MARATON #1 – HUSUM, FEBRUAR 1981 LANGE AFTENER I GODT SELSKAB Hvis man i 1980 stoppede med cykelsport, var der ingen mellemvej. Der var ikke rigtig nogen motionsklubber eller hyggefællesskaber. Når man stoppede, blev man efterladt på perronen og kunne se toget forsvinde i det fjerne. Hele den motionsindustri, der i dag omsætter for millioner, når der investeres i kulfibercykler og lycra, eksisterede ikke. Så der skulle ske noget andet, efter at raceren var kørt i stald efter forårets løb i Esbjerg. Det blev ikke overraskende løb i byens atletikklub, HIF, som blandt andet bød på god, lang søndagstræning efter datidens skik og brug. Men ved et tilfælde fik jeg også kontakt med to lokale maratonløbere, Kesse og Bent K. De skulle løbe Husumer Wintermarathon i februar, og de havde hver deres dagsorden. Bent K. var jord- og betonarbejder på deltid og en af de bedste løbere herhjemme på distancen med en PB på 2:18. Han skulle til Husum og vinde, så han kunne blive udtaget til løb i udlandet. Kesse var bredt bygget med fuldskæg og drev sin egen gård i Simmersted. Han havde aldrig løbet maraton på over tre timer, og det her løb skulle ikke være det første. Husumer Wintermarathon var blevet afholdt siden 1972 og var en fast del af programmet for mange danske løbere. De tog til den lille nordtyske by for lige at pudse formen af, før den mere intensive træning begyndte frem mod foråret. Løbet var altid i februar, så der kunne være frost og fygesne, slagregn, storm fra vest og alt andet godt. Som tidligere nævnt: Der var ikke mange løb at vælge imellem for mere end 40 år siden. Kesse, Bent K. og jeg arbejdede jo alle, så vi mødtes hver fredag aften klokken 19 ved Haderslev-Hallen og løb 24 km i to store runder hhv. nord og syd for byen. Det var på kulsorte landeveje, hvor man var blind efter mødet med modkørende biler med langt lys. Vi havde 'ridelygter' spændt på armene, der lyste en smule hvidt fremad og rødt bagud, så vejen kunne de ikke lyse op, men på forunderlig vis brækkede vi ingen lemmer. Det forløb var guld værd! Det var en mesterklasse i staldtips og erfaringer. Og super hyggeligt. Fredag efter fredag kom tempoet i vejret (for Bent K. var det en 'let dag'). Fredagen ugen før løbet satte vi distancen op 32 km for at få tømt depoterne. Det var knagende frost, så Kesse havde gemt en termoflaske med varm hvidtøl omkring 24 km. Det lyder mærkeligt, men smagte overraskende godt. Undervejs gik snakken – meget om løb, men vi kom vidt omkring. Der var også en del at tale om. Det var den vinter, John Lennon blev skudt foran sin ejendom i New York, Reagan valgt som præsident, og Anker Jørgensen var i gang med sin sidste regeringsperiode. På dagen var vejret – selvfølgelig – frygteligt, men vi overlevede. Bent K. vandt i 2:26, Kesse kom under tre timer, og jeg kom i land med det yderste af neglene på 3:05. Det var desværre ikke under tre timer, men hey! vi vandt holdkonkurrencen. Det var et vinterhalvår, hvor solen sjældent viste sig, og alligevel er premiereløbet et meget, meget lyst minde. Det gav blod på tanden til at prøve kræfter med distancen igen, men næste gang skulle det resultere i en helt anden og mere hårdtslående lektion. LEKTIEN AF DETTE LØB? Træn med andre løbere. Navnlig, hvis det er dit første maratonløb. Det er hyggeligt og kan være en guldgrube af vigtig viden. BUD #1: TRÆN MED ANDRE Billedet er fra en vinterdag i Husum. Ruten gik ud på de øde landeveje i februar måned, der var ingen til at heppe og absolut ingen Instagram-værdige momenter.

Tak for det. Jeg fortsætter lige med kapitel 0, for det var slet ikke noget officielt løb, da jeg første gang tilbagelagde distancen. MARATON #0 – HADERSLEV, NOVEMBER 1979 UDEN MAD OG DRIKKE I efteråret (november?) 1979 løb jeg maratondistancen sådan ud af det blå og uden mad og drikke. Så det tæller ikke rigtig med blandt de officielle løb, men siger måske alligevel lidt om, hvor fascineret jeg har været af udfordringen. På det tidspunkt kørte jeg cykelløb og her er det vigtigt at vide, at man har en skrue løs, når man kører cykelløb. Overliggeren for crazy ligger ret højt. Desuden kunne man dengang godt lade sig 'falde lidt ud af form', når sæsonen var slut, hvis man da ikke lige kørte cykelcross. Selv spillede jeg noget basketball, trillede lidt på vintercyklen og løb nogle ture, når det sidste cykelløb var kørt. Så eftersom jeg alligevel var i gang med at løbe, meldte tanken sig: Hvorfor ikke løbe et maraton. Hvor svært kan det være? Det kan umuligt være værre end at køre cykelløb. Det blå kort i 1:100.000 blev foldet ud på bordet, en rute på 42 km blev målt op med en passer (hey! det var 1979, og Anker Jørgensen var stadig statsminister), og så gik turen ellers ud vest for byen og retur i nogle ret tunge Hummel-løbesko, som havde knopper under og vist egentlig var beregnet til terrænløb. Det foregik uden mad og drikke, selv om jeg muligvis har stoppet ved nogle kirkegårde, hvor man som regel kan få frisk, koldt vand fra hanen. Jeg husker det simpelthen ikke. Tiden erindrer jeg heller ikke, men jeg kom igennem, selv om benene formentlig har været tykke som telefonpæle bagefter. Løbeturen tæller ikke rigtig som et maratonløb, men siger lidt om fascinationen af distancen og om tiden. På det tidspunkt var der kommet en topløber på distancen i vores naboby, som trak overskrifter. Der blev desuden etableret kondistier og Trim-ruter mange steder, og hele motionsbølgen var så småt ved at få vejgreb. Copenhagen Marathon havde premiere året efter, i 1980, men allerede op igennem 1970'erne var der begyndt at komme flere og flere officielle løb, så maratonløb var ved at lette (selv om vittige hoveder stadig råbte "kondi, kondi!" eller "de andre løber lige derhenne!", når nogen dristede sig til at jogge på offentlig vej). Mit første rigtige maratonløb var halvandet år senere langt ude på landet. Det skulle vise sig, at det ikke var selve løbet, men forberedelsen, der rummede den vigtigste lektie, da jeg første gang stod på startstregen med et nummer på maven. LEKTIEN AF DETTE LØB? Ingenting. Dels kan jeg dårligt huske noget fra turen, og dels gjorde jeg alt det, man ikke skal gøre. Det skyldtes udelukkende ungdommeligt overmod, at jeg overlevede. Billedet er fra landevejen, hvor jeg skulle forcere en bakke til sidst. Den er ikke stejl, men var rigeligt sej at komme igennem lige den dag.

[sakset fra min Facebook:] MARATON – DEN FANDENS FASCINATION POWERPOINT-PRÆSENTATION PÅ VEJ :) Havde egentlig svoret, at jeg havde løbet mit sidste maratonløb. Nu pønser jeg alligevel på, om jeg skal give mig i kast med et mere til foråret. Er ikke helt afklaret med det endnu, men hvis det skal ske, er det ved at være høje tid at indstille sigtekornet og få nogle flere kilometer i benene. Har ikke skænket det mange tanker siden mit sidste maraton, men åbenbart er fascinationen intakt, og jeg ved endda, hvor den stammer fra: Engang i 1970'erne gennemførte en meget ung fyr i mit hjemby et maratonløb som en af de yngste nogensinde herhjemme, og det satte noget i gang, der har varet ved. Efter nogle ungdomsår med cykelsport var min fascination intakt, og det siger noget om dens kraft. Det er måske til at forstå, når man spoler filmen fire-fem årtier tilbage, hvor distancen stadig var ret eksotisk, og der var ganske få maratonløb herhjemme om året. Sådan er det som bekendt – mildest talt! – ikke mere Er i øvrigt langt fra specialist på området og er absolut ikke 'født' til distancen. Har faktisk kun løbet 10 af slagsen gennem årene, og de har været hårde at komme igennem – på nær tre af dem! Nu tænker jeg på, om jeg måske kan gå mere systematisk til værks og lære af de foregående løb. Måske kan jeg ligefrem lave mine egne 10 bud? Måske kan jeg udlede noget mere generelt ud fra erfaringerne, som andre kunne have glæde af? Det må være missionen. Med andre ord: Jeg kan mærke, at der er en forelæsningsrække på vej. En lille føljeton, der skal munde ud i mine 10 bedste bud på, hvordan man slipper bedst fra et maraton. Jeg er allerede begyndt at forberede en ordentlig røvfuld PowerPoint-slides, og det bliver måske lidt løbenørdet. Alle, der anser løb som komplet tidsspilde, kan bare passere gaden ;) I øvrigt var mit første forsøg på distancen slet ikke et officielt maratonløb. Det kan første lektion passende handle om. Billedet viser på trods af min fremskredne alder i øvrigt ikke mig, men den overraskende vinder af Boston Marathon i 1926, canadieren John C. Miles, der løb imponerende 2:25:40

Nå ja, da jeg nu allerede har skrevet teksterne om mine tidligere maratonløb, kan jeg lige så godt lægge dem herind, så eventuelt interesserede kan læse med. Det er lidt nørdet og 'ananas i egen juice', men så kan man jo heldigvis bare hoppe videre

Fortsætter fremad og holder fortsat fast i løberiet. Ligger stadig på 50-55 km/ugen, og det har jeg mere eller mindre gjort siden juli. Løb for sjov skyld en Cooper lørdag, som bød på et lillebitte løft med 2680 meter og kunne søndag løbe en 18 km i pænt tempo uden ødelagte ben. Det tyder på, at jeg er ved at få en pæn grundform, der kan bygges videre på. Hvis jeg skal have nogen som helst mulighed for en maraton ultimo marts, skal jeg til at løfte volumen lidt mere snart - primært gennem en endnu længere tur søndag, som helst skal lande på 25-30 km i løbet af vinteren. Og så skal jeg fortsætte med at lægge lidt tempointervaller, bakker og lignende ind hen over ugen, som jeg også gør nu. Så det er egentlig bare 'mere af det samme'. Så må vi se, hvor langt det kan bære.

Pakken fra buycycle.com (eller rettere en af deres brugere) er for øvrigt allerede landet - en Storck Scenario CD 1.0 i usædvanlig flot stand. Der er Ksyrium SL på, der kan bruges, og Dura Ace 7800 bremser, der muligvis også kan bruges. Men triple-kranksættet skal naturligvis erstattes, og det skal den mikroskopiske frempind også. Men alt det har jeg det meste af vinteren til. Jeg lurer på, om jeg skal finde den samtidige Dura Ace 7800-gruppe komplet til den (cyklen er fra 2005), om jeg skal gå op til Dura Ace 7900 (som faktisk er super flot), eller om der skal ske noget helt tredje. Det bliver spændende. Under alle omstændigheder står rammen virkelig flot, og jeg har overgivet mig til, at jeg åbenbart altid skal have noget cykel at rode med :)

Jamen, hold da kæft, det ER jo lige om lidt. Gisp. Har sommerfuglene meldt sig i mavsen?

Hedder det ikke sympatisk (udholdenhedsatleter) og parasympatisk (kraftatleter) overtræning? https://www.physio-pedia.com/Overtraining_Syndrome

HOV! Tillykke med fødselsdagen. Si8kke mange gode folk, der har fødselsdag primo september

Uha, jeg har skrevet en lille historie om hvert af mine 10 maratonløb, og hvad jeg har lært af dem. Det resulterede i 10 forbavsende brugbare gode bud. Jeg skal jo skrive, før jeg kan tænke, og der var i hvert fald nogle af tingene, der først dæmrede for mig undervejs. Det kan være, jeg også poster dem herinde.

Jeg tror i øvrigt, at jeg er kommet til at købe en cykel mere. Jeg har budt ind på den samme Storck som den allerførste Storck, jeg havde. Nu venter jeg bare på at få konfirmeret, om den (ret lave) pris er gået igennem. Det er inde på det her sted: https://buycycle.com/en som ser ud til at være en ret velfungerende markedsplads.

Tillykke med dagen :)

When in doubt: Just do it.

Jeg kom helskindet igennem min fødselsdag og kan notere mig, at der er ved at være lidt mere konsistens i træningen igen. Har i snart lang tid ligger på over 50 km løb om ugen og nu omkring 55 km. Det skal gerne højere op, hvis jeg skal gøre alvor af mine planer om at genbesøge maratondistancen til foråret, men her og nu gælder det konsistens og uge efter uge uden de store udfald. Tempoet er egentlig også okay, så jeg tænker, jeg er ved at nærme mig en fornuftig grundform. På min Facebook-side har jeg lige lavet en lille føljeton med beretninger fra mine - indtil videre - 10 maratonløb for at blive lidt klogere på, hvad jeg har gjort rigtigt og forkert. Det kan være, jeg skal kopiere dem herind, så andre kan få glæde af dem. Der er i hvert fald et par ting, der er dæmret for mig undervejs. Ellers er det bare med at nyde sensommervejret, så længe det varer. Som sædvanlig byder september på perfekte træningstemperaturer. Det har altid været min favoritmåned.

Thanks :)

1000 tak. Jeg leverede naturligvis en smuk dag :)

Uha, jeg har fra tid til anden forsøgt mig med skyr, men det bliver ALDRIG mig. Det føles altså bare mærkeligt i munden på en eller anden måde, men er nok en tilvænningssag. Det skulle jo være sprængfyldt med protein. Ellers spændende at følge med. Ved ikke, hvordan du bedømmer din indsats set 'indefra', men set 'udefra' virker det altså vanvittigt disciplineret. Den der bette gåtur i nogle bakker skal sgu nok blive godt.

Lasse Zäll? Var han ikke en af de allerførste sportscoaches og mentaltrænere herhjemme? Han må egentlig være oppe i årene efterhånden. Lyder spændende, det der Stifiner.

Bliver det alligevel så langt? Du ved godt, at ABC Motions mødested er Mosehuset ved starten af Hillerødmotorvejen?

Nå ja, det er lidt af en dealbreaker i længden. Øv. Jeg havde knap 7 km ud til mødestedet herfra, hvor vi bor nu. Det var også træls bykørsel, men kunne til nød fungere som op- og nedvarmning. Det skulle nok heller ikke have været så meget længere, før jeg havde fundet andre alternativer.

Hmmm, er det nu også så slemt? Jeg kan sagtens forstå bekymringen, men de par år, hvor jeg trænede med ABC Motion, synes jeg egentlig ikke, det var så galt. Man kan jo også sagtens selv bakke lidt af på snævre veje, ved rundkørsler og uoverskuelige sektioner. Det kan hurtigt trædes ind igen. Selvfølgelig opstår der flere situationer, der kræver opmærksomhed, når man cykler (i forhold til at løbe). Det siger sig selv. Men så man lige hænge lidt på bagsmækken og se situationen an. I øvrigt delte vi i ABC Motion os næsten altid op i små grupper, når der skulle køres intervaller, rulleskift etc. Hvis der skulle køres et 'lille gadeløb', forgik det i et forladt industrikvarter i Allerød, hvor der ikke var en sjæl. Du kan jo også selv påvirke træningen positivt ved at lægge en fornuftig linje. Lur mig, om der ikke er flere, der gerne vil træne uden at risikere liv og lemmer :)