Henrik S.

Det giver måske meget god mening med sådan en finte.

Kan jeg sagtens følge dig i, men jeg har minimal fysisk aktivitet om morgenen og formiddagen. Og i forvejen spiser jeg aldrig noget efter klokken 20, så ændringen er faktisk minimal (og det er effekten så muligvis også).

Indtil videre er jeg forbløffet over, hvor nemt det er bare at springe morgenmaden over. Jeg drikker en kop te (uden sukker) og senere på formiddagen en kop kaffe (uden mælk), men ellers kommer der ikke noget om bord for klokken 12. Indimellem mærker jeg lidt sult, men det er ikke meget. Kan ikke rigtig mærke andet indtil videre, men har egentlig en god fornemmelse i kroppen.

Tillykke med dagen

Hvid, da, helt klart.

... i øvrigt er selve operationen foreløbig udskudt efter et par tandbehandlinger. Man skal åbenbart være fuldstændig 100 procent inflammationsfri i munden, før de går i gang med en hjerteoperation, så nu afventer vi grønt lys fra tandlægen. Jeg vidste godt, at tandhygiejne er vigtig, men at der er en direkte forbindelse til hjertet kommer alligevel som en overraskelse. Selv har jeg taget hul på et lille forsøg i dag med at faste/spise 16/8. Uafhængigt af hinanden har jeg læst flere interview med nogle forstandige fagpersoner, der omtaler 16/8 positivt, så nu skal det prøves. Jeg vælger så modellen, hvor jeg ikke spiser noget efter klokken 20 om aftenen (hvad jeg alligevel aldrig gør), og så først spiser klokken 12 næste dag. Så det er i realiteten bare morgenmaden, jeg springer over. Man kan drikke vand, te uden mælk og sukker og sort kaffe alt det, man vil. Så det er altså ikke det store afsavn. Spændt på at mærke efter, om det kan gøre noget.

Du har da en tidligere kollega, som åbenbart slet ikke kan få nok af at køre i tog https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/det-maa-vaere-rekord-tidligere-dsb-ansat-smidt-af-toget-454-gange/9941802

Busy, busy, busy. Håber du får sjælen med

Ja, jeg tager også kun løbeuret på, hvis jeg skal løbe nogle bestemte intervaller undervejs eller skal tage et tjek på tiden/formen. Ellers foregår det uden. Uden at være den rene hippie vil jeg godt forfægte det synspunkt, at teknikken kan skygge for lige at mærke efter, hvordan det egentlig kører for kroppen. Har fundet samme, enkle løsning for det med vægten. Den har vist ligget lidt højere efter ferien, og det kilo har jeg haft svært ved at smide igen. Det er også min erfaring, at vægten fra tid til anden kan variere, fordi kroppen holder lidt på væsken. Men løsningen ligger lige for: Hold op med at veje dig. Problem solved

Congrats!

Tak for hilsner. Vi er absolut fortrøstningsfulde, selv om vi helst ville have været balladen foruden.

Tror, der er mange skavanker, der opdages ved tilfældigheder. Det gælder fx mit eget, forhøjede blodtryk. Det var også en kvik læge, der fik en mistanke. Min gamle svigermor havde samme problemer med hjertet som min bedre halvdel. Det blev kun opdaget, at hendes hjerte 'hang i laser' i forbindelse med en hofteoperation, da hun var over 91(!). Så der er nok også noget arveligt i spil med den klap.

Tak. Vi er meget fortrøstningsfulde. Hun er faktisk med i et forsøg og får derfor VIP-behandling. Hun har nemlig nedsat funktion af en hjerteklap (opdaget ved et tilfælde!) og absolut ingen symptomer på noget som helst. Der er gang i et forsøg med at skifte klap, før man får symptomer for at vurdere, om det i længden i virkeligheden er det smarteste. Altså i stedet for at vente på, at det går ned ad bakke. Det er hun inviteret med i, og så får man altså en førsteklasses behandling og bliver båret på hænder og fødder. Hvorom alting er, så begynder vi jo at komme op i en alder, hvor der kan melde sig dens slags skavanker.

Har haft en OK løbeuge med det ekstra krydderi lørdag, at jeg for alvor fik indviet vores 'fritidsområde' ved at løbe Sorø Sø Rundt. Et super hyggeligt lille motionsløb på en af Danmarks smukkeste ruter, nemlig skovstien langs søbredden hele vejen rundt om søen. Den går lidt op og ned, men er ikke super udfordrende og er på omkring 8,5 km. Formen er ikke til rekordtempo, men jeg kan løbe sådan en tur på lige under 5:00/km uden at komme op i det røde felt, så det er egentlig fint nok. Det understreger, at min form ikke er helt væk, men at der skal arbejdes med at flytte benene lidt hurtigere. Der kommer dog lidt 'grus i maskineriet' fra midt-september til midt-oktober, hvor der mere eller mindre ryger en måned ud af træningsplanen. Min bedre halvdel skal have skiftet en hjerteklap, så der kommer en måned, hvor hundeluftning og ærinder bliver med yours truly only. Så det bliver nok yderst sporadisk med løb i den måned, men kan naturligvis ikke være anderledes. Overvejer i ramme alvor at begynde at løbe med hunden. Beagler har korte ben, men han er egentlig glad for at løbe, så måske kan han og jeg sammen holde en eller anden minimumsform ved lige

Spændende gennemgang, men hold da op, hvor er priserne oppe i nogle høje luftlag

De sidste meter sker på brøkdele af et sekund i en 400 meter, og jamaicaneren har virkelig troet, at 'den var hjemme'. Samtidig skal man vide, at en 400 meter er utrolig brutal. Det er så kort en distance, og der kan være så uendelig langt til målstregen, når syren banker på til allersidst. Hun går helt i stå med 20, 30, 40 meter igen og har formodentlig ikke kunnet flytte benene hurtigere. Samtidig får Bol et ufatteligt momentum af pludselig at se afstanden svinde ind. Der er meget psykologi med i spillet.

Prøv bare at se her. Alle er hurtigt overbeviste om, at den løber Jamaica med. Men løbet beviser to ting: 1) På 400 meter møder man en mur af mælkesyre på sidste 50-100 meter - det er super brutalt, og alle kan gå i stå. 2) Man skal aldrig, aldrig, aldrig! give op, før man er helt over stregen. https://youtu.be/vZlN1bMZKjs?si=jfGvIz4ZozRgT_vR

I øvrigt har VM i atletik været rasende god underholdning! Jeg ser altid gerne atletikstævner i tv, dels fordi jeg selv har dyrket det i tidernes morgen, og dels fordi det bare er super underholdende og afvekslende i forhold til rigtig meget andet sport (som jeg af samme grund sjældent ser på nær cykling, og der er det som regel kun afslutningerne). I dette VM har der været vildt mange dramaer med afgørelser, der har balanceret på en knivspids, og det har ærgret mig, at tiden kun har været til nogle enkelte afteners tv-sening. Så sent som i går aftes - i den allersidste disciplin, som var 4 x 400 meter for kvinder - forvandlede hollandske Femke Bol (verdensmester på 400 meter hæk) en stensikker jamaicansk guldmedalje til sølv på, ja, bogstavelig talt de sidste 10 meter. Og lad mig i den forbindelse komme med en tilståelse: Jeg følger ikke med i kvindernes Tour de France, ej heller i kvinders VM i fodbold. Beklager, jeg får det bare ikke gjort. Men i de store atletikstævner - VM, OL, Diamond League - bider jeg præcis lige så meget negle over kvinderne som mændene. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det.

Apropos puls i en høj alder, så fortsatte jeg i den forgangne med at begynde at flytte benene (lidt) hurtigere. Tiden tillod ikke hverken cykelture og styrketræning, og jeg har faktisk også haft to træningsfri dage. Men de fem træningsdage har til gengæld suppleret hinanden meget godt. To af dagene har bare været joggingdage. Tirsdag greb jeg tilbage til et gammelt trick i bogen, nemlig en tur med 2 x 7 minutter undervejs med 15/15-løb, det vil 15 sekunders ryk (bliver til sprint en dag) og 15 sekunders jog. Det er en god måde at få lidt fart på, hvor man ikke rigtig syrer til. Derfor kunne jeg løbe en tur onsdag på 9-10 km med 4 x 1 km-tempointervaller, hvor benene var klar til det uden at være bustede fra om tirsdagen. Lørdag blev det til ikke mindre end 14 km med 4 x 2 km-tempointervaller strøet ind undervejs. Så ugen har dækket en fin, bred vifte. Gad vide, om jeg ikke fortsætter med at blande kortene på den måde en rum tid endnu. Det går ikke ligefrem vanvittigt hurtigt, men så dårlig er formen så heller ikke. Lige nu synes jeg egentlig også, det er mere underholdende at have sådan en lille 'plan' for hver enkelt løbetur, så der sker noget nyt.

Det er vist almenmenneskeligt, at man gør sig tanker om 'bagefter'. Tilbage i 60'erne blev debatten om nærdødsoplevelser boostet af amerikanske Raymond Moody, der interviewede mennesker, der havde været klinisk døde i et stykke tid. Han fandt et mønster i deres oplevelser, der pegede i retning af en tilbagevenden til en anden form for fælles, kosmisk bevidsthed, og han prøvede at dele overgangen op i nogle faser. Jeg ved ikke, om hans studier kan stå for en nærmere granskning, eller om der var tale om en form for 'cherry-picking', hvor han har taget afsæt i de beretninger, der passede bedst til hans agenda. MEN hans bøger er faktisk læseværdige og ikke som sådan gennemsyret af traditionel religion. Undr alle omstændigheder sætter de masser af tanker i gang. Det samme gør denne radioudsendelse (hvor de også kommer ind på Moodys studier). Altså, jeg er egentlig ikke den store Huxi Bach-fan, men lige dette her afsnit kommer godt op at flyve, og jeg synes egentlig, at de nærmer sig en eller anden løs skitse til en kontur af 'efterlivet'. Det er jo - i sagens natur - et område, hvor det er svært at finde uigendrivelige beviser for noget som helst, men igen: det sætter tanker i gang. Det er et lyt værd: https://www.dr.dk/lyd/special-radio/ubegribeligt/ubegribeligt-24

Jeg burde tage procenter! Men ja, det er faktisk en rigtig god bog, hvor Friel tager afsæt i sin egen alder og dykker godt og grundigt ned i, hvad man egentlig kan sige om, hvordan man bevarer formen, når man kommer op i alderen. Han opdager, at der ikke findes voldsomt mange studier, der tager netop dette op, men som jeg husker det, bruger han det, han kan finde, kombinerer det med sine egne indsigter og kommer frem til nogle gode konklusioner. Det gælder fx vigtigheden af at fortsætte træningen af både udholdenhed, styrke og balance. Det gælder også vigtigheden af at få banket pulsen regelmæssigt i vejret - uanset alder! Det er simpelthen ikke nok fx at trille en hyggetur på cyklen, hvis man vil undgå, at formen stagnerer. Det går måske nok lidt langsommere ned ad bakke end for den rendyrkede sofakartoffel, men hvis man for alvor skal holde formen og mobiliteten stangen, så skal man svede og mærke hjertet banke, også i tresserne, halvfjerdserne og firserne. Den gode nyhed: Selv den ældre krop kan sagtens holde til det. Der er sikkert mange andre pointer, men det var, hvad jeg lige umiddelbart kunne huske.

Det er faktisk ikke helt urealistisk

Hvis livet var en Hollywood-film, ville jeg her sige: Don't tempt me, gå all in på projektet og sætte nye Master-rekorder efter et år eller to med hårdt slid. Men det kommer ikke til at ske :) Jeg har det ikke rigtig i benene mere. MEN det er gået op for mig, at jeg - trods alt - skal huske at presse mig selv lidt mere. Jeg har lidt for nemt ved at falde i komfortgryden. Og jeg ved - bl.a. fra Fast After 50 af Joe Friel, at pulsen skal have bank, uanset hvor gammel man er.

Er bange for, den chance er kommet og gået. Prøvede for nogle år siden og kom vist ned på 20:15, men mere var der ikke at skyde med.

Flot, tillykke!