Henrik S.

Medlemmer
  • Posts

    5,897
  • Joined

  • Last visited

  • Days Won

    302

Everything posted by Henrik S.

  1. Tilbage i hamsterhjulet efter 14 dages ferie. I forrige uge blev det til en løbetur mandag og søndag. Indimellem var vi i Norge og fik taget et par små vandreture i Bergens byfjelde. Det var første ferietur til Norge og dermed et lille 'prøvebesøg' i landet, og det er da ikke sidste gang. Der er jo fantastisk smukt, og sikke en natur. Tilmed tørvejr i Bergen, som ellers kan prale af over 200 regnvejrsdage om året. Men et godt råd er at sætte rigelig tid af til kørsel. Det foregår på snoede landeveje og med mellem 60 og 80 km/t max. Sidste uge bød på ferie i fritidshuset, og her fik jeg faktisk løbet lidt hver dag. Hverken langt eller hurtigt, men dog en god uge til at holde benene i gang. Læg dertil de lange ture med hunden, og så bliver det alligevel til god smøring af de gamle ben og knæ.
  2. Godt at høre. Jeg har ingen aktier i foretagendet, og konceptet er sikkert omdiskuteret blandt læger og deslige, MEN jeg har tidligere - for efterhånden mange år siden - haft stor glæde af at få nogle Body-SDS-behandlinger i forbindelse med nogle skavanker. Det er jo ikke utænkeligt, at du har nogle ubalancer eller skævheder, som måske kunne trænge til lidt knæk og bræk. De kan nogle gange bringe en på sporet af ting, der måske er i klemme eller lidt off på den ene eller den anden måde.
  3. ... som de er inde på, var Jonas Vingegaard 5 procent bedre end nummer to. Det er godt nok vildt.
  4. Sjovt at følge Armstrong & Co og deres podcast om touren. Jeg synes faktisk, Lance er ret god i sine kælderkolde analyser af, hvad der sker foran og bagved kulisserne (hvis man lige spoler forbi reklameindslagene). Han er tilpas kynisk og har af gode grunde ikke klaphatten trukket helt ned over øjnene. Alligevel er han nærmest mundlam over Vingegaards enkeltstart tirsdag. Det var også en præstation af den anden verden og i sin suverænitet også en lille smule mystisk. Tror nu ikke, Pogacar opgiver så let, så der må komme noget fyrværkeri i dag og på lørdag.
  5. God bedring - og god tur.
  6. Det har mest været en løbeuge. Bare sådan lidt ufokuserede ture for at holde skankerne i gang. Havde lidt krise på turen lørdag eftermiddag, hvor jeg gik helt død og måtte gå lidt fra tid til anden. Jeg kunne virkelig ikke forstå det, men søndag var jeg på toppen igen. Jeg tror simpelthen, jeg blev lidt smådårlig i den trykkende varme. Vores hund var også helt bims. Plejer egentlig ikke at blive så påvirket af varmen, men lige præcis i lørdags var den godt nok slem. Sidste uge bød også på en udredning vedr. min lyskebrok. Fik jo en henvisning, og der gik godt nok ikke lang tid, før jeg fik en tid hos de flinke læger på dagkirurgisk ambulatorium på Bispebjerg. De kunne heldigvis bare konstatere, at min praktiserende læge havde 110 procent ret. Det er et beskedent brok af slagsen, og der skal intet ske, før det - eventuelt - bliver værre. De seneste uger har det da også været helt væk, så jeg satser på at holde det stangen. Har i øvrigt i et anfald af oprydningsfeber solgt den tunge Focus Cayo fra, så det nu kun er Storck'en, der står i stalden. Jeg syntes pludselig, det blev lidt meget med to cykler, så jeg dyppede tåen i vandet med annonce på DBA og FB. Det gik usædvanlig nemt at få den skudt af og endda til en pænt højere pris, end jeg skulle have for mobilen dengang, så det er lige før, det er en 'overskudsforretning'. Det er altid en 'spændende' oplevelse af have noget til salg på Facebook Marketplace. Der kommer seriøse henvendelser, men også virkelig mange mystiske fra folk overalt på kloden. Hvad deres scam går ud på, kan jeg ikke gennemskue, men det er godt nok en broget markedsplads. Gad vide, om ikke det er Danmarks største hælercentral, for der er godt meget nyt til salg, som man ikke lige har kvitteringen på ...
  7. Sig til, hvis du skal have inspiration til et maratonprogram
  8. Det har været en ganske fornuftig uge med lidt løb tirsdag, onsdag, torsdag, og så cykelture frem og tilbage til fritidshuset hhv. fredag og søndag. Kunne godt mærke, at der var gået 14 dage siden sidste gang på cyklen, så i sær fredag var sgu tung at komme igennem med varme, modvind hele vejen og virkelig meget ferietrafik. Jeg var træt i hovedet til sidst. Turen hjem i dag gik lidt bedre, selv om varmen klokken 14 til 17 også gjorde det til en udmarvende affære. Kan godt mærke, at det stadig er en lidt 'spinkel' cykelform, hvor jeg efter en pause på et par uger er tilbage ved start ... næsten ... for der er trods alt en lille smule mere power i benene end helt i starten.
  9. Ja tak, det var sgu ikke for småbørn. Jeg troede, at det 'bare' var en hjernerystelse, men efter en scanning viste det sig at være en ordentlig væskeansamling bag venstre side af panden, der trykkede på hjernen. Da de opdagede det, gik det edderbankeme godt nok stærkt med at få sat en operation i sving med vinkelsliberen i hovedskallen, så jeg kunne komme af med væsken og trykket. Det lyder godt, at der er skruet op for informationsniveauet. Jeg tænker også, at en god og grundig information potentielt kan forebygge følgeskader og senfølger, hvis patienten ved, hvordan det er fat, og hvilke forholdsregler der er hensigtsmæssige. Nå, nok om sygdom. Der er snart Tour de France
  10. Ja, jeg har også generelt gode erfaringer med læger, faktisk. Det slog mig bare i går, at hun var meget kommunikerende og forklarende. Men det er vel også en naturlig del af pakken som praktiserende læge, hvor man kan få alle former for patienter og diagnoser serveret og skal forklare sig ud af det. Går man den karrierevej, så er man måske også (og skal helst være) en 'people person'. I 1990'erne præsterede jeg to gange at foretage banale fald på cyklen, og anden gang fik jeg en væskeansamling i hjernen, som skulle opereres babu-babu. Det gik sådan set fint nok, men da undrede det mig, at jeg selv skulle bede om en forklaring fra 'systemet'. Efter en uge eller to fik jeg foretræde for en læge, som forklarede mig forløbet, men den skulle jeg faktisk selv bede om. Her tænker jeg, at patientorientering på hospitaler måske også bliver prioriteret højere i dag end dengang. Min operation foregik på neurokirurgisk på Riget, og det bliver jo ikke finere (iflg. Fru Drusse), men dengang sad man ikke sådan i rundkreds og gennemgik det hele, før man blev sendt hjem med dræn i hovedskallen og det hele. Da vi selv bad om en samtale, fik vi den, og lægen var faktisk vældig god til at forklare.
  11. Sidste uge bød på lidt løb stort set alle dage, men jeg kom aldrig af sted på cyklen. Nu hvor jeg alligevel er i en overgangsfase uden de store mål i sigte, og hvor løberiet føles lidt tungt, er jeg - igen, igen - gået tilbage til løb i de flade sutter. Ja, jeg har sågar luftet løbesandalerne et par gange. Det fungerer som sådan en nulstilling/tilbage til fabriksindstilling at gå tilbage til fladfodsløb, så det holder jeg foreløbig fast i. Det er også det mest skånsomme for resten af kroppen, og det fokuserer jeg på lige nu. For der er nyt fra sundhedsfronten! Med alderen skal jeg åbenbart have de mest almindelige skavanker, for efter et besøg hos lægen kan jeg konstatere, at jeg har lidt lyskebrok. Nu forestiller du dig sikkert en kæmpe ballon i lyskenområdet, men det er altså bare en lille, overskuelig udposning, navnlig ved anstrengelse. Lægen vurderer, at vi er langt fra en operation, jeg skal bare være opmærksom og holde øje. Og så skal jeg en tur omkring Bispebjerg for en scanning og vurdering efter sommerferien. Ligesom med mit blodtryk er der intet eksotisk ved lyskebrok hos modne herrer. Jeg har valgt to af de mest almindelige skavanker, man kan have, så der er ikke mange respektpoint i det Det er en god ide at undgå supertunge løft, men jeg kan heldigvis løbe og cykle som normalt. Med tiden kan et brokbælte være en god idé, men jeg sætter min lid til, at der er lang vej til et egentligt indgreb. Jo mindre de skal skære i mig, desto bedre. Og desuden er det på nuværende stadium en fuldstændig symptomfri skavank. I øvrigt kunne jeg konstatere, at min lægepraksis åbenbart har medvind, for nu er de ved at være fir eller fem læger, og der er run på. Jeg var hos den senest tilkomne, en ung, kvindelig læge, og hun var god og grundig. På briksen æltede hun i hvert fald dybt rundt i mine indvolde for lige at sikre sig, at der ikke var andet. Henvisningen var også klaret i løbet af nul komma niks, og hendes råd var gode og nede ved jorden. Generelt har jeg et godt indtryk af de unge læger, der har klinikken, de er altså gode til at kommunikere. Så ikke mere brok herfra
  12. Er det egentlig fuldstændig-bombastisk-stensikkert-100 procent et faktum, at du ikke kan finde et andet sted at bo? Uden at være super sensitiv, ville jeg da blive idiot af at bo i din lejlighed, hvis der er bare tilnærmelsesvis de støjgener, du beskriver. Vi havde engang en stor lejlighed på Østerbrogade, hvor vi havde soveværelse to forskellige steder i den tid, vi boede der. Det ene værelse stødte op til nogle naboer, der jævnligt skændtes med hinanden. Og det andet var under et klubværelse, hvor beboeren kom hjem mellem 23 og 24, hvorefter han begyndte at skubbe samtlige møbler rundt i rummet (sådan lød det i hvert fald). Jeg er fuldstændig afhængig af at få min nattesøvn, og der var vitterligt lange perioder, hvor jeg lignede en hængt kat og slet ikke kunne hænge sammen. Vi flyttede fra lejligheden ud i et hus ved Utterslev Mose, hvor der var super stille, og det løftede trivslen markant. Det samme gælder, hvor vi bor nu på Frederiksberg og kan sove med åbne vinduer uden støjgener. Det er guld værd! Og derfor tænker jeg, om du ikke på en eller anden led kan kringle dig til en anden bolig. Du har ikke skolesøgende børn og kan - bogstavlig talt - hoppe på toget og tage på arbejde mange steder fra. Er det helt udelukket?
  13. Har et par bøger af en spøjs, tysk aldersforsker, der hedder Sven Voelpel. Nu er det et stykke tid siden, men jeg kan huske, at hans anbefaling til morgenritual var åndedrætsøvelser. Måske ikke ligefrem meditation, men dog en form for meditative åndedrætsøvelser, hvor man fik åndedrættet helt ned i mavsen, før man sprang ud af sengen og startede hamsterhjulet. Det lyder - sådan rent intuitivt - fornuftigt.
  14. En uge med lidt af hvert, og det er meget fint. Lidt løb mandag til torsdag, inklusive en dag med et besøg i Puregym, som jeg har sjoflet i alt for mange uger. Resultatet var, at selv en let omgang vægttræning i maskinerne kunne mærkes dagen derpå. Til gengæld har jeg sluttet af med to glimrende cykelture til fritidshuset og retur, som ikke har mærket kroppen meget, selv om sidste uge kun bød på en enkelt lille tur som alibi. Bruger stadig den tunge Focus som transportcykel, og det fungerer fint. På turen derned tvang jeg mig selv til at tage et stop undervejs og tanke op med sportsdrik og noget druesukker. Det gjorde fandens til forskel. Det er ikke min spidskompetence at tage pauser undervejs, men jeg kan godt se værdien i det, når jeg får det gjort. Regner med at få luftet Storck'en i den uge, der kommer nu.
  15. Ikke meget at tilføje, ud over at jeg som lovet er begyndt på at blive lidt bedre til at holde fast i løberiet. Det er ikke superlangt og ikke så intensivt, at det gør noget, men nu har jeg sat frekvensen til stort set at få løbet lidt hver dag om muligt. Til gengæld bød sidste uge kun på en enkelt 30 km-tur på raceren, så det var ikke noget at prale af. Jeg valgte dog det tage sådan en symbolsk tur for lige at holde bagdelen klar til næste gang, turen går på cykel til fritidshuset, som godt kunne blive næste weekend allerede.
  16. Det er sgu godt nok en solid tur
  17. Jeg tror, at der sker noget med ens eget perspektiv, når 'vejbanerne' er så hjernedødt brede. Jeg mister i hvert fald den sædvanlige fartfornemmelse, og der er absolut intet til at afbøde vinden. Det er ligesom at løbe på en virkelig, virkelig bred strand. Man har ingen fornemmelse af farten.
  18. Det er da et super godt sted at træne intervaller. Ligesom på en racerbane og helt uden forstyrrende elementer. Når jeg tidligere har brugt den, har jeg også undret mig over, hvor øde og tomt, der ofte er. Der kan være andre på cykel og speedskatere og den slags, men ellers har man den tit for sig selv, mere eller mindre. De år, jeg trænede med ABC Motion, øvede vi tit rulleskift derude, fordi man kunne koncentrere sig 100 procent om teknikken.
  19. Ja, jeg ville nok nappe denne her: https://www.facebook.com/marketplace/item/518414410386508/?ref=search&referral_code=null&referral_story_type=post&tracking=browse_serp%3A0e852156-a053-47c5-92bc-d3433cdccfaa
  20. Get well soon. Det lyder da, som om du har prioriteterne i orden. Når det virkelig bider, så handler det da i høj grad om at slå over på survival mode, hvor helbredet har førsteprioritet.
  21. Ah, det forklarer sagen. Meget af det, du beskriver, har jeg stuvet i sådan en cykelflaske med fladt skruelåg til opbevaring. Den rummer en slange, dækjern og et multitool uden problemer. Så skal der bare nøgler, en ekstra slange, en lille pumpe og eventuelt en banan i baglommerne. Jeg skal jo højst bruge en enkelt cykelflaske med væske til de småture, jeg kører, så jeg har et flaskestativ til overs. Du kan se 'opbevaringsflasken' her: