Henrik S.

Det har mest været en løbeuge. Bare sådan lidt ufokuserede ture for at holde skankerne i gang. Havde lidt krise på turen lørdag eftermiddag, hvor jeg gik helt død og måtte gå lidt fra tid til anden. Jeg kunne virkelig ikke forstå det, men søndag var jeg på toppen igen. Jeg tror simpelthen, jeg blev lidt smådårlig i den trykkende varme. Vores hund var også helt bims. Plejer egentlig ikke at blive så påvirket af varmen, men lige præcis i lørdags var den godt nok slem. Sidste uge bød også på en udredning vedr. min lyskebrok. Fik jo en henvisning, og der gik godt nok ikke lang tid, før jeg fik en tid hos de flinke læger på dagkirurgisk ambulatorium på Bispebjerg. De kunne heldigvis bare konstatere, at min praktiserende læge havde 110 procent ret. Det er et beskedent brok af slagsen, og der skal intet ske, før det - eventuelt - bliver værre. De seneste uger har det da også været helt væk, så jeg satser på at holde det stangen. Har i øvrigt i et anfald af oprydningsfeber solgt den tunge Focus Cayo fra, så det nu kun er Storck'en, der står i stalden. Jeg syntes pludselig, det blev lidt meget med to cykler, så jeg dyppede tåen i vandet med annonce på DBA og FB. Det gik usædvanlig nemt at få den skudt af og endda til en pænt højere pris, end jeg skulle have for mobilen dengang, så det er lige før, det er en 'overskudsforretning'. Det er altid en 'spændende' oplevelse af have noget til salg på Facebook Marketplace. Der kommer seriøse henvendelser, men også virkelig mange mystiske fra folk overalt på kloden. Hvad deres scam går ud på, kan jeg ikke gennemskue, men det er godt nok en broget markedsplads. Gad vide, om ikke det er Danmarks største hælercentral, for der er godt meget nyt til salg, som man ikke lige har kvitteringen på ...

Sig til, hvis du skal have inspiration til et maratonprogram

Det har været en ganske fornuftig uge med lidt løb tirsdag, onsdag, torsdag, og så cykelture frem og tilbage til fritidshuset hhv. fredag og søndag. Kunne godt mærke, at der var gået 14 dage siden sidste gang på cyklen, så i sær fredag var sgu tung at komme igennem med varme, modvind hele vejen og virkelig meget ferietrafik. Jeg var træt i hovedet til sidst. Turen hjem i dag gik lidt bedre, selv om varmen klokken 14 til 17 også gjorde det til en udmarvende affære. Kan godt mærke, at det stadig er en lidt 'spinkel' cykelform, hvor jeg efter en pause på et par uger er tilbage ved start ... næsten ... for der er trods alt en lille smule mere power i benene end helt i starten.

Ja tak, det var sgu ikke for småbørn. Jeg troede, at det 'bare' var en hjernerystelse, men efter en scanning viste det sig at være en ordentlig væskeansamling bag venstre side af panden, der trykkede på hjernen. Da de opdagede det, gik det edderbankeme godt nok stærkt med at få sat en operation i sving med vinkelsliberen i hovedskallen, så jeg kunne komme af med væsken og trykket. Det lyder godt, at der er skruet op for informationsniveauet. Jeg tænker også, at en god og grundig information potentielt kan forebygge følgeskader og senfølger, hvis patienten ved, hvordan det er fat, og hvilke forholdsregler der er hensigtsmæssige. Nå, nok om sygdom. Der er snart Tour de France

Ja, jeg har også generelt gode erfaringer med læger, faktisk. Det slog mig bare i går, at hun var meget kommunikerende og forklarende. Men det er vel også en naturlig del af pakken som praktiserende læge, hvor man kan få alle former for patienter og diagnoser serveret og skal forklare sig ud af det. Går man den karrierevej, så er man måske også (og skal helst være) en 'people person'. I 1990'erne præsterede jeg to gange at foretage banale fald på cyklen, og anden gang fik jeg en væskeansamling i hjernen, som skulle opereres babu-babu. Det gik sådan set fint nok, men da undrede det mig, at jeg selv skulle bede om en forklaring fra 'systemet'. Efter en uge eller to fik jeg foretræde for en læge, som forklarede mig forløbet, men den skulle jeg faktisk selv bede om. Her tænker jeg, at patientorientering på hospitaler måske også bliver prioriteret højere i dag end dengang. Min operation foregik på neurokirurgisk på Riget, og det bliver jo ikke finere (iflg. Fru Drusse), men dengang sad man ikke sådan i rundkreds og gennemgik det hele, før man blev sendt hjem med dræn i hovedskallen og det hele. Da vi selv bad om en samtale, fik vi den, og lægen var faktisk vældig god til at forklare.

.... hov, dobbelt post

Sidste uge bød på lidt løb stort set alle dage, men jeg kom aldrig af sted på cyklen. Nu hvor jeg alligevel er i en overgangsfase uden de store mål i sigte, og hvor løberiet føles lidt tungt, er jeg - igen, igen - gået tilbage til løb i de flade sutter. Ja, jeg har sågar luftet løbesandalerne et par gange. Det fungerer som sådan en nulstilling/tilbage til fabriksindstilling at gå tilbage til fladfodsløb, så det holder jeg foreløbig fast i. Det er også det mest skånsomme for resten af kroppen, og det fokuserer jeg på lige nu. For der er nyt fra sundhedsfronten! Med alderen skal jeg åbenbart have de mest almindelige skavanker, for efter et besøg hos lægen kan jeg konstatere, at jeg har lidt lyskebrok. Nu forestiller du dig sikkert en kæmpe ballon i lyskenområdet, men det er altså bare en lille, overskuelig udposning, navnlig ved anstrengelse. Lægen vurderer, at vi er langt fra en operation, jeg skal bare være opmærksom og holde øje. Og så skal jeg en tur omkring Bispebjerg for en scanning og vurdering efter sommerferien. Ligesom med mit blodtryk er der intet eksotisk ved lyskebrok hos modne herrer. Jeg har valgt to af de mest almindelige skavanker, man kan have, så der er ikke mange respektpoint i det Det er en god ide at undgå supertunge løft, men jeg kan heldigvis løbe og cykle som normalt. Med tiden kan et brokbælte være en god idé, men jeg sætter min lid til, at der er lang vej til et egentligt indgreb. Jo mindre de skal skære i mig, desto bedre. Og desuden er det på nuværende stadium en fuldstændig symptomfri skavank. I øvrigt kunne jeg konstatere, at min lægepraksis åbenbart har medvind, for nu er de ved at være fir eller fem læger, og der er run på. Jeg var hos den senest tilkomne, en ung, kvindelig læge, og hun var god og grundig. På briksen æltede hun i hvert fald dybt rundt i mine indvolde for lige at sikre sig, at der ikke var andet. Henvisningen var også klaret i løbet af nul komma niks, og hendes råd var gode og nede ved jorden. Generelt har jeg et godt indtryk af de unge læger, der har klinikken, de er altså gode til at kommunikere. Så ikke mere brok herfra

3 *** til det hotel. Godt valg.

Krydser fingre - og tæer

Er det egentlig fuldstændig-bombastisk-stensikkert-100 procent et faktum, at du ikke kan finde et andet sted at bo? Uden at være super sensitiv, ville jeg da blive idiot af at bo i din lejlighed, hvis der er bare tilnærmelsesvis de støjgener, du beskriver. Vi havde engang en stor lejlighed på Østerbrogade, hvor vi havde soveværelse to forskellige steder i den tid, vi boede der. Det ene værelse stødte op til nogle naboer, der jævnligt skændtes med hinanden. Og det andet var under et klubværelse, hvor beboeren kom hjem mellem 23 og 24, hvorefter han begyndte at skubbe samtlige møbler rundt i rummet (sådan lød det i hvert fald). Jeg er fuldstændig afhængig af at få min nattesøvn, og der var vitterligt lange perioder, hvor jeg lignede en hængt kat og slet ikke kunne hænge sammen. Vi flyttede fra lejligheden ud i et hus ved Utterslev Mose, hvor der var super stille, og det løftede trivslen markant. Det samme gælder, hvor vi bor nu på Frederiksberg og kan sove med åbne vinduer uden støjgener. Det er guld værd! Og derfor tænker jeg, om du ikke på en eller anden led kan kringle dig til en anden bolig. Du har ikke skolesøgende børn og kan - bogstavlig talt - hoppe på toget og tage på arbejde mange steder fra. Er det helt udelukket?

Har et par bøger af en spøjs, tysk aldersforsker, der hedder Sven Voelpel. Nu er det et stykke tid siden, men jeg kan huske, at hans anbefaling til morgenritual var åndedrætsøvelser. Måske ikke ligefrem meditation, men dog en form for meditative åndedrætsøvelser, hvor man fik åndedrættet helt ned i mavsen, før man sprang ud af sengen og startede hamsterhjulet. Det lyder - sådan rent intuitivt - fornuftigt.

En uge med lidt af hvert, og det er meget fint. Lidt løb mandag til torsdag, inklusive en dag med et besøg i Puregym, som jeg har sjoflet i alt for mange uger. Resultatet var, at selv en let omgang vægttræning i maskinerne kunne mærkes dagen derpå. Til gengæld har jeg sluttet af med to glimrende cykelture til fritidshuset og retur, som ikke har mærket kroppen meget, selv om sidste uge kun bød på en enkelt lille tur som alibi. Bruger stadig den tunge Focus som transportcykel, og det fungerer fint. På turen derned tvang jeg mig selv til at tage et stop undervejs og tanke op med sportsdrik og noget druesukker. Det gjorde fandens til forskel. Det er ikke min spidskompetence at tage pauser undervejs, men jeg kan godt se værdien i det, når jeg får det gjort. Regner med at få luftet Storck'en i den uge, der kommer nu.

Ikke meget at tilføje, ud over at jeg som lovet er begyndt på at blive lidt bedre til at holde fast i løberiet. Det er ikke superlangt og ikke så intensivt, at det gør noget, men nu har jeg sat frekvensen til stort set at få løbet lidt hver dag om muligt. Til gengæld bød sidste uge kun på en enkelt 30 km-tur på raceren, så det var ikke noget at prale af. Jeg valgte dog det tage sådan en symbolsk tur for lige at holde bagdelen klar til næste gang, turen går på cykel til fritidshuset, som godt kunne blive næste weekend allerede.

Det er sgu godt nok en solid tur

Jeg tror, at der sker noget med ens eget perspektiv, når 'vejbanerne' er så hjernedødt brede. Jeg mister i hvert fald den sædvanlige fartfornemmelse, og der er absolut intet til at afbøde vinden. Det er ligesom at løbe på en virkelig, virkelig bred strand. Man har ingen fornemmelse af farten.

Det er da et super godt sted at træne intervaller. Ligesom på en racerbane og helt uden forstyrrende elementer. Når jeg tidligere har brugt den, har jeg også undret mig over, hvor øde og tomt, der ofte er. Der kan være andre på cykel og speedskatere og den slags, men ellers har man den tit for sig selv, mere eller mindre. De år, jeg trænede med ABC Motion, øvede vi tit rulleskift derude, fordi man kunne koncentrere sig 100 procent om teknikken.

Ja, jeg ville nok nappe denne her: https://www.facebook.com/marketplace/item/518414410386508/?ref=search&referral_code=null&referral_story_type=post&tracking=browse_serp%3A0e852156-a053-47c5-92bc-d3433cdccfaa

Get well soon. Det lyder da, som om du har prioriteterne i orden. Når det virkelig bider, så handler det da i høj grad om at slå over på survival mode, hvor helbredet har førsteprioritet.

Ah, det forklarer sagen. Meget af det, du beskriver, har jeg stuvet i sådan en cykelflaske med fladt skruelåg til opbevaring. Den rummer en slange, dækjern og et multitool uden problemer. Så skal der bare nøgler, en ekstra slange, en lille pumpe og eventuelt en banan i baglommerne. Jeg skal jo højst bruge en enkelt cykelflaske med væske til de småture, jeg kører, så jeg har et flaskestativ til overs. Du kan se 'opbevaringsflasken' her:

Det er crazy!

Jeg har som bekendt dyrket sport i to perioder - først som cykelrytter i knap seks sæsoner og så som løber i knap to sæsoner. Det var i den yngre stenalder, så stort set intet er dokumenteret med tal og fine grafer. Det var jo heller ikke det, det drejede sig om. Det handlede om konkurrencer og om at banke de andre, før man selv blev banket. Gennemsnitsfarten i et cykelløb eller i en konkurrence på atletikbanen var inderligt ligegyldig, for det var placeringen på målstregen, der betød noget. Min træning som motionist er mange gange bedre dokumenteret takke være løbeure og cykelcomputere Når det er sagt, så førte man som løber to regnskaber: et i forhold til de andre til stævnerne og så et tidsregnskab i forhold til, hvor man lå henne på distancerne. Så selv om dokumentationen og registreringen dengang var ret mangelfuld, så er der nogle tider, der trods alt har bidt sig fast. Jeg har fx to tider med i en jubilæumsbog for min daværende løbeklub, så dem har jeg bevaret. Den ene af dem er min bedste tid på 1 mile. som var 4:25:5. Det vil sige, at jeg var 26 sekunder fra en drømmemil. Det lyder ikke af meget, men det er altså forskellen på en Skoda Fabia og en Formel 1-racer på atletikbanen. Hæderligt, men lysår fra at være rigtig hurtigt. Lørdag aften til Diamond League i Paris satte norske Jakob Ingebrigtsen (22 år) VR på distancen 2 miles. Nok ikke den mest eftertragtede rekord, for det er en lidt under 'skæv' distance, men han løb altså ikke alene en drømmemil på 3:57, men to af dem i træk, da han trykkede verdensrekorden med 4 sekunder ned på 7:54 for 2 miles. Det er så ubegribelig hurtigt, at det ikke er til at forstå. Han lå en halv langside foran konkurrenterne fra bl.a. flere afrikanske løbernationer, da han kom i mål. Han har potentialet til at rydde bordet for mellemdistancerekorderne (som han ellerede har gjort det for diverse aldersgrupper i de foregående år). Rekorden er noget, der ligner 2:27/km eller over 24 km/t i knap 8 minutter. Vildt.

God bedring. Lyder som en god beslutning. Det var nok blevet en meget lang dag på kontoret - og så med en krop i underskud bagefter.

Den er sgu sjov

Hold da op, det er da lidt af en cliffhanger med det halvmaraton Det er jo kun dig selv, der kan mærke på dagen, om det er OK at løbe eller giver bedre mening at springe over. Jeg er sikker på, at du vil være super glad for at have gennemført, men jeg er sjovt præcis lige så sikker på, at verden ikke går under, hvis du vurderer, at det er bedre at skippe det. Jeg tror - og her gætter jeg bare - at der nok skal komme andre halvmaratonløb i fremtiden. Som altid er vejen derhen lige så vigtig som målet.

Har godt nok sjoflet træningen i denne her uge. Ikke på grund af for meget arbejde, men snarere på grund af for lidt. Som selvstændig freelancer bliver jeg altid lidt ufokuseret, når der er lavvande i ordrebogen, og så kan det sagtens gå ud over træningen. Men efter tre dage uden andet end lidt transportcykling mandag til onsdag, fik jeg da endelig løbet en OK tur i dag. Generelt er løbetræningen temmelig tung, mens cykelturene egentlig er gået ganske godt, alt taget i betragtning. Så nu har jeg besluttet mig til lige at stramme ballerne lidt og holde fast i løbetræningen i stedet for at springe dage over. Man har det jo bare så meget bedre, når man kommer af sted, og hvis jeg holder fast i nogle kortere ture med lidt mere intensitet strøet ud over turene, så må det da give bonus på et tidspunkt. Ellers er der styr på tingene helbredsmæssigt, så jeg kan ikke skyde skylden på andet end dovenskab og mangel på fokus. Blodtrykket ligger fint og endda nogle dage pænt langt under grænseværdierne. Der kan være en enkelt dag, hvor det er >135 over >85, men det er outliers, for generelt er der 100 procent styr på det. Det samme med vægten. Den ligger meget stabilt omkring 76,5 kg plus/minus 300 g. Sjofler jeg træningen og giver den lidt ekstra gas med søde sager, sniger den sig op på 77,5 kg. Har jeg haft nogle meget lange træningsseancer og holdt meget igen med måltiderne, kan den lige smutte ned i 75-komma-et-eller-andet, men det er også de udsving, der er. Jeg har da luret på at tage en periode, hvor jeg holder meget igen for at komme fast ned på 75 kg (det er et dejlig halvrundt tal, men jeg er sgu usikker på, om det vil være godt for noget. Jeg tror, kroppen er god til at finde en balance og gider ikke gå efter et tal uden lige at mærke efter, om det er godt for kroppen. En anden sjov ting ved at følge vægt og blodtryk er, at der også for mænd kan være sådan nogle cykliske udsving. Uden at ændre på nogle variable kan vægten godt pludselig snige sig lidt op i en periode for senere at falde igen. Eller falde for dernæst at stige igen. Det virker som om, der indimellem bare er lidt mere væske i kroppen. Det var mange ord, der kan opsummeres i, at jeg vist ikke rigtig har noget at klage over - på nær kløende øjne pga. græspollen.