JannieSand

Søndags spol
Selvom jeg ikke rigtigt har mærket den ellers karakteristiske tunge fornemmelse i benene i dag, så besluttede jeg mig for at hoppe i cykeltøjet til en kort let rulletur. Det var faktisk rigtig skønt vejr - meget mildt i det og mere eller mindre vindstille.
Planen for turen blev eksekveret til perfektion, og det var faktisk ualmindelig skønt at cruise lidt i den sikre del af min komfortzone
Cykling - 42 km @ 29 km/t, 131 watt i avg.
Samlet set ender jeg på 460 km i denne uge og lige knap 15 timer. Ikke værst på denne tid af året!
Men bedst af alt, så har træningen i denne uge været af den slags som rykker formen, og det er en super fed fornemmelse!

DGI Gran Fondo Munkebjerg
Idag blev der sat nummer på trøjen og kørt lidt ræs Det er altid fedt, og så er det i øvrigt alle tiders form-booster, hvilket er præcis hvad jeg har brug for inden Transtramuntana 4500 om sølle 3 uger.
Før starten havde Michael og jeg aftalt at holde os lidt tilbage i feltet og lade spidsen køre, for så at finde vores eget jævne men høje pace. Lidt underlig taktik kan man mene, men ingen af os ville alligevel have kunne sidde med licensrytterne i fronten, og det vi var ude efter var egentlig mest af alt en god jævn omgang træning med et konstant højt wattniveau.
Vi startede derfor ud ca. 100 meter bag hovedfeltet, og indtog dermed den evigt jagtende rolle
Hovedfeltet var hurtigt væk godt anført af licensdrengene. Shit de kørte stærkt! Vores pace var nu heller ikke værst, og da jeg efter ca. 10 km nærmest ikke havde været under 220 watt, måtte jeg prikke til Michael og bede om at få tempoet bare en anelse ned. Det var for tidligt at syre til!
Det gav lidt luft og den første runde kom i hus i god stil. Videre, JA TAK!
Runde nummer to kørte som smurt! Benene var virkelig gode, og vi begyndte efterhånden med at få kørt en del ryttere ind, som ikke havde kunne holde hovedfeltets pace. Når jeg så på deres statur (læs: form), så kan jeg undre mig meget over at de overhovedet vælger at forsøge at sidde med. De har jo ikke en chance og ender blot med at køre dem selv helt i hegnet allerede tidligt i løbet......
Flere af rytterne forsøgte at hænge på os når vi kom blæsende forbi, men ikke en eneste lykkedes med projektet. Dertil var vores tempo for højt. Et kig på min wattmåler ca. halvvejs inde i løbet viste mig da også nogle pænt solide tal, så indsatsen fejlede bestemt ikke noget
Ud på sidste runde med fokus på at holde niveau. Jeg var på ingen måder flad på energi, men til gengæld begyndte benene så småt med at klage lidt. Det var dog ikke værre end at vi formåede at holde vores pace, og selvom der virkelig skulle fightes på sidste tur op over Munkebjerg samt på turen ned omkring Andkær Vig, så kunne jeg træde an op ad sidste bakke mod Brejning med en ualmindelig dejlig fornemmelse i kroppen.
Cykling - 3 timer 37 min, 33,7 km/t, 123 km, 182 watt i avg, 1250 højdemeter
Med min relativt beskedne vægt, så giver det et gennemsnit på ca. 3,5 watt pr. kg for løbet. Ikke værst distancen taget i betragtning. Michael endte med et snit på 265 watt, hvilket ikke er helt tosset for en gut på 77 kg. Jo jo, vi blev begge presset præcis derud hvor vi gerne ville, og et eller andet sted er det bare super fedt at vi kan gøre det sammen og få sådan cirka lige meget ud af det
P.S - Jeg kørte bedste tid blandt damerne. Ikke at der rigtigt var nogen nævneværdig konkurrence, men anyway....
Ja, det er sgu lidt ynkeligt!
Jeg endte med at bestille en SuperSix Evo Team Edition m. Campa Super Record. Den kommer i næste uge
Jeg er super glad for mit valg, for min nuværende Evo har tjent mig virkelig godt. Derudover synes jeg at Venge Vias bliver grimmere og grimmere jo flere gange jeg ser den. Især hvis man har spacers under styret. Det ligner simpelthen løgn!

DGI Gran Fondo Munkebjerg
Idag blev der sat nummer på trøjen og kørt lidt ræs Det er altid fedt, og så er det i øvrigt alle tiders form-booster, hvilket er præcis hvad jeg har brug for inden Transtramuntana 4500 om sølle 3 uger.
Før starten havde Michael og jeg aftalt at holde os lidt tilbage i feltet og lade spidsen køre, for så at finde vores eget jævne men høje pace. Lidt underlig taktik kan man mene, men ingen af os ville alligevel have kunne sidde med licensrytterne i fronten, og det vi var ude efter var egentlig mest af alt en god jævn omgang træning med et konstant højt wattniveau.
Vi startede derfor ud ca. 100 meter bag hovedfeltet, og indtog dermed den evigt jagtende rolle
Hovedfeltet var hurtigt væk godt anført af licensdrengene. Shit de kørte stærkt! Vores pace var nu heller ikke værst, og da jeg efter ca. 10 km nærmest ikke havde været under 220 watt, måtte jeg prikke til Michael og bede om at få tempoet bare en anelse ned. Det var for tidligt at syre til!
Det gav lidt luft og den første runde kom i hus i god stil. Videre, JA TAK!
Runde nummer to kørte som smurt! Benene var virkelig gode, og vi begyndte efterhånden med at få kørt en del ryttere ind, som ikke havde kunne holde hovedfeltets pace. Når jeg så på deres statur (læs: form), så kan jeg undre mig meget over at de overhovedet vælger at forsøge at sidde med. De har jo ikke en chance og ender blot med at køre dem selv helt i hegnet allerede tidligt i løbet......
Flere af rytterne forsøgte at hænge på os når vi kom blæsende forbi, men ikke en eneste lykkedes med projektet. Dertil var vores tempo for højt. Et kig på min wattmåler ca. halvvejs inde i løbet viste mig da også nogle pænt solide tal, så indsatsen fejlede bestemt ikke noget
Ud på sidste runde med fokus på at holde niveau. Jeg var på ingen måder flad på energi, men til gengæld begyndte benene så småt med at klage lidt. Det var dog ikke værre end at vi formåede at holde vores pace, og selvom der virkelig skulle fightes på sidste tur op over Munkebjerg samt på turen ned omkring Andkær Vig, så kunne jeg træde an op ad sidste bakke mod Brejning med en ualmindelig dejlig fornemmelse i kroppen.
Cykling - 3 timer 37 min, 33,7 km/t, 123 km, 182 watt i avg, 1250 højdemeter
Med min relativt beskedne vægt, så giver det et gennemsnit på ca. 3,5 watt pr. kg for løbet. Ikke værst distancen taget i betragtning. Michael endte med et snit på 265 watt, hvilket ikke er helt tosset for en gut på 77 kg. Jo jo, vi blev begge presset præcis derud hvor vi gerne ville, og et eller andet sted er det bare super fedt at vi kan gøre det sammen og få sådan cirka lige meget ud af det
P.S - Jeg kørte bedste tid blandt damerne. Ikke at der rigtigt var nogen nævneværdig konkurrence, men anyway....
Ja, det er sgu lidt ynkeligt!
Jeg endte med at bestille en SuperSix Evo Team Edition m. Campa Super Record. Den kommer i næste uge
Jeg er super glad for mit valg, for min nuværende Evo har tjent mig virkelig godt. Derudover synes jeg at Venge Vias bliver grimmere og grimmere jo flere gange jeg ser den. Især hvis man har spacers under styret. Det ligner simpelthen løgn!

Weekend-update
Det har været en dejlig lang weekend for mit vedkomne, eftersom jeg trak stikket allerede torsdag eftermiddag og første vendte tilbage til kontoret her til morgen.
Den forlængede weekend har været brugt i det Norditalienske, nærmere bestemt Cortina d´Ampezzo. Skønt skønt sted som jeg IKKE kan få nok af!
Køreturen syd over gik rigtig godt. Trafikken gled glat og vi slap for irriterende forsinkelser i form af vejarbejde og lign, så med en overnatning undervejs ankom vi friske og veludhvilede fredag formiddag.
Vi fik tjekket ind på hotellet og pakket cyklerne ud, og så var det ellers afsted på lågerne til en fornøjelig tur bestående af +3400 højdemetre.
5 stigninger var på programmet. Først op over Falzarego og Valparola, derefter videre over Passo Gardena, Passo Sella, Passo Pordoi, for så til sidst at klatre op af Falzarego igen. Helt igennem gedigne stigninger som konstant ligger på 6-9%, og hvor flow og godt underlag er kendetegnet hele vejen rundt. Ganske enkelt perfekt!
Alle stigninger overstiger trægrænsen, og måske mere relevant snegrænsen, så det var et vanvittigt syn der mødte os på toppen. Smukt som bare fanden! Og nå ja, også pænt koldt på de steder hvor solen ikke var fremme.
Jeg var på forhånd lidt bekymret for turens hårdhed, for nok er formen forsat ok, men de lange ture ligger efterhånden et par måneder tilbage. Det viste sig dog at der ikke var grund til nogen former for bekymringer, for både Michael og jeg kom mere end hæderligt igennem og var i stand til at holde et konstant pace rent wattmæssigt
Fredag - 5 timer og 35 min, 116 km, 3400 højdemeter
Efter en nat med en helt ubeskrivelig ringe nattesøvn, vågnede jeg op med tunge ben og tungt hoved lørdag morgen. Sengen på hotelværelset var så pivringe at den havde holdt mig vågen i adskillige timer, og derudover sad der en god portion træthed i kroppen efter fredagens lange tur. Det gav lidt dårlig moral i forhold til den forestående tur, men jeg fik gemt de negative vibes væk og gik ind til turen med masser af gå-på-mod.
Første stigning var igen de 15,5 km op mod toppen af Falzarego, og starten gik faktisk rigtig fint. Efter 10 km begyndte jeg dog at fornemme tungheden i benene, hvilket fik resten af turen til at forekomme uoverskuelig. Nedkørslen og op og ned turen frem mod foden af Pordoi var slem ved mig. Rigtig slem. Men heldigvis vendte tingene for mig da opkørslen for alvor tog fat, og jeg kom til tops i fin stil. Sådan forsatte turen og jeg kom rundt med et lille overskud, og det er jo altid en dejlig fornemmelse
Lørdag - 4 timer 15 min, 95 km, 2600 højdemeter
Natten til søndag var endnu en ussel nattesøvn, så da jeg kom til mig selv om morgenen var jeg helt væk og total smadret! Vejret var samtidigt skod, så vi pakkede bilen og kørte retur mod dk efter morgenmaden. Min tur startede med to timers søvn på passagersædet. Utroligt at man sover bedre på sædet i en Audi sammenlignet med hotellet
Vi havde på forhånd taget en fridag om mandagen, da vi egentlig ikke regnede med at komme hjem før om eftermiddagen engang. Men da vi endte med at være hjemme allerede søndag omkring midnat, havde vi pludselig en hel dag i det smukkeste danske efterårsvejr. Det skulle udnyttes, og eftersom jeg havde tilmeldt mig en Strava +120km challenge for september, så endte det med at blive dagen hvor den blev kørt i hus.
I solskin og næsten total vindstille vejr, fik vi kørt os en tur hvor vi så steder vi aldrig før har set før. Ruten gik omkring Bryrup og Vrads og videre over Østbirk og Lund. Det er områder vi meget sjældent kører i. Ja faktisk så godt som aldrig, så det var virkelig fedt at udforske nye områder.
Kendetegnet for turen blev mange højdemeter og aggressiv kørsel, så det endte med at blive en super hård tur med mange TSS point. Heldigvis var der power i stængerne, så selvom det endte med at holde hårdt, så nød jeg hårdheden fra ende til anden
Mandag - 126 km, 160 watt i avg, 33,6 km/t i avg.

Smid mig en PB med din mailadresse, så skal jeg sende lidt hometrainer programmer;-)

Onsdag d. 19/8
Vi var blevet lokket med til noget fællestræning med Lido igår. Det plejer at være en halvtynd omgang, så vi stak afsted i god tid for at få lidt ekstra km i benene. Det var i øvrigt en god disposition, for mine ben var tynge som bly og krævede en god mængde km før de løsnede op. Opvarmningen blev ikke noget vildt og voldsomt. Bare rul med støt stigende intensitet.
Da vi kom i Lido havde vi rundet 63 km.
Til vores store overraskelse var fremmødet i Lido noget større end vanligt, og niveauet blandt de fremmødte så samtidigt dejligt lovende ud. Instruktøren varslede bakketræning startende med en tur op ad Østengård - puha, var min første tanke, da benene forsat ikke var helt på toppen. Jeg valgte derfor også en rolig start op ad Østengård, selvom de fleste andre gav bundgas fra bunden. Heldigvis er min form pt. så god at jeg selv på 80% kan køre fra en del, så jeg kom hæderligt op uden at være i den tynde ende;-)
Derfra var det videre over til Gl. Hornstrupvej - endnu en led satan med procenter på +15%. Igen med op over uden at give alt for meget gas - denne gang dog med mere hul igennem. Dejlig fornemmelse:-)
Det betød så også at jeg var klar til de kommende bakker. Grejsbakken, Lerbæk Mølle, Hopballe, Jellingvej og Hoverbakken blev alle kørt med pænt meget damp på, og jeg lå konsekvent blandt de 3 første på toppen. Michael er og bliver den bedste på bakkerne, men lige bortset fra ham er der ikke mange andre der kan sidde med på mit hjul på de længere bakker. Men ok, når jeg med mine 52 kg træder omkring 300 watt i snit op ad en 1 km lang stigning, så kan I næsten selv regne ud hvor meget mere der skal trædes for en voksen mand på ca. 75-80 kg for at skyde samme fart.
Da vi havde lagt bakkerne bag os, gik der væddeløb i den ind igennem Grejsdalen. Vi lå på skift og trak og for hvert skift blev tempoet presset mere og mere. En efter en fald folk fra, og til sidst var vi blot en håndfuld ryttere. Med ca. 1 km ind til slutningen af Grejsdalen satte Michael sig forrest og trådte voldsomt an. Jeg nåede lige præcis at fange hans hjul, og måtte op og stå i en voldsom acceleration for at holde det. Det lykkes mig dog, og selvom mine lunger hængte halvvejs ude af halsen på mig, så holdte jeg fast og sad som den eneste på hans hjul da vi var ved vejs ende. Fed fed fornemmelse, især fordi ræs på flad vej ikke ligefrem er min spidskompetence;-)
Alt i alt var det en super fed tur med et overraskende højt træningsudbytte. Min TSS endte på 228 og det vel og mærket selvom langt den største del af træningen egentlig blot var rul i et moderat tempo. Ikke værst, og det tydeliggør også hvor meget intensiteten betyder for ens træningsudbytte;-)
Cykling - 126 km @ 31,1 km/t -> avg. watt 147 (NP 185)

Det er meget meget sjældent at jeg får mig forvildet til start i et MTB løb, for det er hvad jeg vil kalde "uden for min komfortzone". Rockgardens, drops og rødder i læssevis er ikke hverdagskost for en landevejsrytter, og med den beskedne mængde MTB jeg kører mangler der en god portion rutine og ikke mindst teknik til sådanne udfordringer. Skal jeg til start i et MTB løb, så er det klart marathon-distancerne der tiltaler mig, da den tekniske sværhedsgrad typisk ikke er så høj. Derfor havde jeg forvildet mig til start til gårsdagens 12 timers løb i Silkeborg sammen med min veninde Sandy.
Vi tilmeldte os allerede tilbage i marts, og jeg må indrømme at jeg dengang tænkte "den tid den sorg". Men tiden går som bekendt hurtigt, så før jeg fik set mig om var det race time.
Tro mig, jeg forsøgte at brygge 120 forskellige dårlige undskyldninger for at slippe for at deltage, men da det kom til stykket kunne jeg selvfølgelig ikke få mig selv til at svigte min makker.
Vi havde på forhånd aftalt at køre to omgange af gangen pr. skift på den 11,8 km lange runde, hvilket betød ca. 1 time og 25 min arbejde pr. skift. Sandy lagde ud, da vi vurderede det som værende klogest kva hendes relativ store race erfaring fra MTB, så jeg kunne starte løbet med en pause på sidelinjen.
Vi fik en god start og efter første skift lå vi på en 3. plads. Jeg overtog og satte afsted med forventninger om at tabe nogle placeringer, da jeg normalt lige skal have et par runder til at lure de tekniske passager af. Men stik imod forventning fik jeg skub i cyklen og kom godt igennem de tekniske passager. Derudover havde jeg godt med fart i benene på de få transportstykker der var på ruten, så da jeg rundede målstregen første gang havde jeg kørt en tid ca. 1 min hurtigere end Sandy. Meget overraskende men godt for selvtilliden:-) Anden runde kørte også som den skulle, så da jeg skiftede med Sandy var jeg virkelig glad og tilfreds. At vi tilmed havde lagt afstand til nr. 4 samt nærmet os nr. 2 gjorde det ikke værre.
Da jeg kommer ind efter at have kørt min 3. og 4. runde, kunne jeg mærke at trætheden begyndte at melde sig. To omgange på den hårde rute suger masser af energi, så jeg begyndte så småt med at overveje om en 1. rundes strategi måske var det klogeste at forsætte med. Via Sandy´s kæreste, som også var tilstede, får vi kommunikeret lidt sammen, og vi vælger at satse på en runde af gangen i håb om at kunne holde en lidt højere omgangsfart. På dette tidspunkt ligger vi nr. 2.
Vores nye strategi viser sig at give pote, og vi får rent faktisk fornøjelsen af at ligge på 1. pladsen i en enkelt runde. OK, godt nok mest af alt pga. defekt hos førerholdet (to super stærke licensryttere fra Viborg). Det er dog med meget lille margin - en sølle afstand på 33 sek ned til 3. pladsen.
På dette tidspunkt har trætheden meldt sig og det er efterhånden svært at vride ret meget mere ud af kroppen. Jeg er uheldig at styrte et par gange. En tur ud over styret på en nedkørsel samt et styrt på nogle rødder i et sving efterlader mig med en pænt forslået krop, men jeg prøver at fortrænge det og bare presse på. Knæet driller dog lidt, da det er hævet og blåt efter kontakten med underlaget, men jeg vurderede ikke at der var sket nogen alvorlig skade på det. Jeg forsætter da også løbet igennem med at køre bedre tider end Sandy, så overordnet set er jeg, og kan kun være, tilfreds med min præstation.
Før min sidste runde, som også er løbets sidste, ligger vi på 3. pladsen med 2 min og 30 sek op til nr. 2. Ikke nogen umulig opgave for mig, men bestemt heller ikke nem!
Afsted med mig, men allerede på første stigning nærmer jeg mig krampe-stadiet. Jeg må slække lidt vel vidende at det koster tid, men der er ikke så meget at gøre. Jeg får kørt en jævn runde og kører i mål på en sikker 3. plads. Afstanden til 2. pladsen var forsat 2 min og 30 sek.
Jeg var total smadret da jeg kom i mål. Mørbanket i hele kroppen efter at have fået massive tæsk af og på underlaget. Det er ikke små vibrationer man får op igennem kroppen i sådan et løb, og distancen gør selvfølgelig kun ondt værre. Mine underarme var fx så smadret at jeg knap kunne bremse på sidste runde, og min lænd og skuldre lader da også høre fra sig idag.
Ømheden til trods, så var det en helt unik oplevelse igår. Først og fremmest var en 3. plads langt over vores forventning til løbet, hvilket i sig selv er super tilfredsstillende, men derudover var det vitterligt en sand fornøjelse at dele sådan en oplevelse med en makker. Der var en helt speciel fællesskabsfølelse som er lidt svær at beskrive, men som var virkelig fed at prøve at opleve:-)
Min egen præstation har jeg også kun god grund til at være tilfreds med. Formen er god og jeg kan ligge ekstremt høj rent pulsmæssigt i lang tid af gangen uden at gå helt kold. Lidt nørde-data fra igår beretter således om 3 timer og 41 min i zone 4, som rent pulsmæssigt strækker sig fra 168-186 (85-95% af max HR). Det er vist meget godt klaret og giver da også en EPIC suffer score på STRAVA;-)
MTB - 5 timer 58 min - 102 km - avg. HR 167 BPM

Det er meget meget sjældent at jeg får mig forvildet til start i et MTB løb, for det er hvad jeg vil kalde "uden for min komfortzone". Rockgardens, drops og rødder i læssevis er ikke hverdagskost for en landevejsrytter, og med den beskedne mængde MTB jeg kører mangler der en god portion rutine og ikke mindst teknik til sådanne udfordringer. Skal jeg til start i et MTB løb, så er det klart marathon-distancerne der tiltaler mig, da den tekniske sværhedsgrad typisk ikke er så høj. Derfor havde jeg forvildet mig til start til gårsdagens 12 timers løb i Silkeborg sammen med min veninde Sandy.
Vi tilmeldte os allerede tilbage i marts, og jeg må indrømme at jeg dengang tænkte "den tid den sorg". Men tiden går som bekendt hurtigt, så før jeg fik set mig om var det race time.
Tro mig, jeg forsøgte at brygge 120 forskellige dårlige undskyldninger for at slippe for at deltage, men da det kom til stykket kunne jeg selvfølgelig ikke få mig selv til at svigte min makker.
Vi havde på forhånd aftalt at køre to omgange af gangen pr. skift på den 11,8 km lange runde, hvilket betød ca. 1 time og 25 min arbejde pr. skift. Sandy lagde ud, da vi vurderede det som værende klogest kva hendes relativ store race erfaring fra MTB, så jeg kunne starte løbet med en pause på sidelinjen.
Vi fik en god start og efter første skift lå vi på en 3. plads. Jeg overtog og satte afsted med forventninger om at tabe nogle placeringer, da jeg normalt lige skal have et par runder til at lure de tekniske passager af. Men stik imod forventning fik jeg skub i cyklen og kom godt igennem de tekniske passager. Derudover havde jeg godt med fart i benene på de få transportstykker der var på ruten, så da jeg rundede målstregen første gang havde jeg kørt en tid ca. 1 min hurtigere end Sandy. Meget overraskende men godt for selvtilliden:-) Anden runde kørte også som den skulle, så da jeg skiftede med Sandy var jeg virkelig glad og tilfreds. At vi tilmed havde lagt afstand til nr. 4 samt nærmet os nr. 2 gjorde det ikke værre.
Da jeg kommer ind efter at have kørt min 3. og 4. runde, kunne jeg mærke at trætheden begyndte at melde sig. To omgange på den hårde rute suger masser af energi, så jeg begyndte så småt med at overveje om en 1. rundes strategi måske var det klogeste at forsætte med. Via Sandy´s kæreste, som også var tilstede, får vi kommunikeret lidt sammen, og vi vælger at satse på en runde af gangen i håb om at kunne holde en lidt højere omgangsfart. På dette tidspunkt ligger vi nr. 2.
Vores nye strategi viser sig at give pote, og vi får rent faktisk fornøjelsen af at ligge på 1. pladsen i en enkelt runde. OK, godt nok mest af alt pga. defekt hos førerholdet (to super stærke licensryttere fra Viborg). Det er dog med meget lille margin - en sølle afstand på 33 sek ned til 3. pladsen.
På dette tidspunkt har trætheden meldt sig og det er efterhånden svært at vride ret meget mere ud af kroppen. Jeg er uheldig at styrte et par gange. En tur ud over styret på en nedkørsel samt et styrt på nogle rødder i et sving efterlader mig med en pænt forslået krop, men jeg prøver at fortrænge det og bare presse på. Knæet driller dog lidt, da det er hævet og blåt efter kontakten med underlaget, men jeg vurderede ikke at der var sket nogen alvorlig skade på det. Jeg forsætter da også løbet igennem med at køre bedre tider end Sandy, så overordnet set er jeg, og kan kun være, tilfreds med min præstation.
Før min sidste runde, som også er løbets sidste, ligger vi på 3. pladsen med 2 min og 30 sek op til nr. 2. Ikke nogen umulig opgave for mig, men bestemt heller ikke nem!
Afsted med mig, men allerede på første stigning nærmer jeg mig krampe-stadiet. Jeg må slække lidt vel vidende at det koster tid, men der er ikke så meget at gøre. Jeg får kørt en jævn runde og kører i mål på en sikker 3. plads. Afstanden til 2. pladsen var forsat 2 min og 30 sek.
Jeg var total smadret da jeg kom i mål. Mørbanket i hele kroppen efter at have fået massive tæsk af og på underlaget. Det er ikke små vibrationer man får op igennem kroppen i sådan et løb, og distancen gør selvfølgelig kun ondt værre. Mine underarme var fx så smadret at jeg knap kunne bremse på sidste runde, og min lænd og skuldre lader da også høre fra sig idag.
Ømheden til trods, så var det en helt unik oplevelse igår. Først og fremmest var en 3. plads langt over vores forventning til løbet, hvilket i sig selv er super tilfredsstillende, men derudover var det vitterligt en sand fornøjelse at dele sådan en oplevelse med en makker. Der var en helt speciel fællesskabsfølelse som er lidt svær at beskrive, men som var virkelig fed at prøve at opleve:-)
Min egen præstation har jeg også kun god grund til at være tilfreds med. Formen er god og jeg kan ligge ekstremt høj rent pulsmæssigt i lang tid af gangen uden at gå helt kold. Lidt nørde-data fra igår beretter således om 3 timer og 41 min i zone 4, som rent pulsmæssigt strækker sig fra 168-186 (85-95% af max HR). Det er vist meget godt klaret og giver da også en EPIC suffer score på STRAVA;-)
MTB - 5 timer 58 min - 102 km - avg. HR 167 BPM

Kongeetapen d. 6/8
I forbindelse med vores sponsorat med Team TREFOR Bluewater, afholdte vi i forbindelse med Kongeetapen i Post Danmark Rundt et større kunde arrangement startende allerede onsdag aften.
26 kunder kom forbi firmaet efter fyraften medbringende deres cykler, og så stod den ellers på hygge, grill og masser af cykelsnak. Mens vi hyggede os, stod to af mekanikerne fra holdet og skruede i kundernes cykler, så de alle stod knivskarpe til udfordringen på Kongeetapen dagen efter. Det var helt genialt og virkelig en succes!
Det er sjældent at man får muligheden for at cykle i firmaets tjeneste, men det kan man vel reelt set godt sige at jeg gjorde i går. Jeg deltog nemlig også selv på Kongeetapen:-)
Jeg havde tilmeldt mig i den hurtigste gruppe sammen med Michael og 3 af vores kunder (de øvrige deltog i de langsommere grupper), så jeg vidste på forhånd at jeg ville få kamp til stregen i et felt bestående af virkelig skarpe ryttere. Jeg var faktisk noget overrasket over hvor skarpt feltet var - jeg tror ikke at jeg lyver, når jeg påstår at ca. halvdelen havde en rød chip på forgaflen.....
Det betød at de første 50 km blev en hård omgang elastikkørsel. Der var et utal af accelerationer i både sving og på bakker, og selvom jeg virkelig forsøgte kunne jeg ikke blive ved, så ude på bakken op fra Rosenvold måtte jeg slippe. Jeg faldt tilbage og fandt ind i en gruppe med bla. Michael og to af kunderne. Det var perfekt, for så var jeg i det mindste ikke ene om at tage vinden.
Vi fik da også god gang i cyklerne, og stille og roligt halede vi flere og flere fra vores oprindelige gruppe ind. Hvad er der lige med mænd og deres manglende evne til at vurdere egne evner og disponere derefter????
Op over Munkebjerg og så videre ud over Gl. Højen og mod Egtved. Vi havde god fart i cyklerne, og selvom lidt for mange bare sad på hjul gik det fint. Jeg havde en virkelig god fornemmelse i benene, og fik da også taget min andel i føringerne. I føringerne lå jeg et sted ml. 200-220 watt, og det føltes dejligt ubesværet. Det er ikke den værste indikation på dagsformen;-)
I Egtved var vi lynhurtigt i depot for at få fyldt flaskerne. Temperaturen var ved at være ok høj, så det var nødvendigt selvom jeg ikke var meget for at spilde tiden derinde. Meget godt sted for et depot i øvrigt, for umiddelbart efter ventede en håndfuld af de hårdere stigninger!
Egtved-bakkerne var nok nogle af dem jeg havde frygtet mest på forhånd. Ikke fordi de er uoverkommelige, for det er de bestemt ikke. Men med ca. 120-130 km i benene begynder man så småt med at være modtagelig for kramper, og så er det ikke nødvendigvis det mest skånsomme at udsætte sig selv for. Jeg valgte derfor at tackle bakkerne nogenlunde konservativt, og jeg kom igennem dem uden at føle mig yderligere mærket. Faktisk følte jeg mig tvært imod styrket på vejen ind mod Østengård og Gl. Kongevej, og det var en super god fornemmelse:-)
Østengård bakken var på forhånd frygtet. Det er en af dem man SKAL frygte! Men igen gik det forrygende op over. Så var det Gl. Kongevej og den sved! Fuck hvor er den lortebakke bare hård! Lang og hård! Men jeg kom op til trods for et kaos af langsommere ryttere omkring mig, som langt fra alle kunne overkomme bakken på cyklen.
Derfra var der blot bakkerne ude ved Hopballe og Nr. Vilstrup samt det sidste stik op ad Koldingvej og ikke mindst Kiddesvej. Hopbakke og Nr. Vilstrup er rigtige Jannie-bakker. Dvs. 6-9% stigninger på +1 km - altså ikke de små eksplosive med mange procenter. Jeg kom derfor over i sikker stil, dog efterhånden med en god portion prikken i musklerne;-)
Sidst jeg kørte Kongeetapen glemte jeg alt om turen op ad Koldingvej inden man vender om og kører ned igen til starten af Kiddesvej. Det gjorde jeg også i år, hvilket efterlod en lille hurdle at overkomme rent mentalt. Derudover var kramperne for alvor ved at melde sin ankomst i mine lægge, så jeg skulle virkelig holde igen for at holde dem stangen inden Kiddesvej.
Det lykkedes mig heldigvis, så jeg kunne cruise mig op ad Kiddesvej uden at forcere udnødvendigt. Noget der uden tvivl ville have fået kramperne til at bryde ud for fuld gas;-)
Fra toppen af Kiddesvej var der blot en ting at gøre - nemlig cruise i mål i sikker stil. Det var præcis hvad jeg gjorde:-)
173 km, 5 timer 17 min (159 watt i avg - NP 185 watt)
På forhånd havde jeg sat næsen op efter at køre bedste tid blandt kvinderne, så jeg var noget spændt på at se resultatlisten da jeg kom i mål. Der var dog ingen tvivl - jeg havde kørt klart bedste tid:-)

Kongeetapen d. 6/8
I forbindelse med vores sponsorat med Team TREFOR Bluewater, afholdte vi i forbindelse med Kongeetapen i Post Danmark Rundt et større kunde arrangement startende allerede onsdag aften.
26 kunder kom forbi firmaet efter fyraften medbringende deres cykler, og så stod den ellers på hygge, grill og masser af cykelsnak. Mens vi hyggede os, stod to af mekanikerne fra holdet og skruede i kundernes cykler, så de alle stod knivskarpe til udfordringen på Kongeetapen dagen efter. Det var helt genialt og virkelig en succes!
Det er sjældent at man får muligheden for at cykle i firmaets tjeneste, men det kan man vel reelt set godt sige at jeg gjorde i går. Jeg deltog nemlig også selv på Kongeetapen:-)
Jeg havde tilmeldt mig i den hurtigste gruppe sammen med Michael og 3 af vores kunder (de øvrige deltog i de langsommere grupper), så jeg vidste på forhånd at jeg ville få kamp til stregen i et felt bestående af virkelig skarpe ryttere. Jeg var faktisk noget overrasket over hvor skarpt feltet var - jeg tror ikke at jeg lyver, når jeg påstår at ca. halvdelen havde en rød chip på forgaflen.....
Det betød at de første 50 km blev en hård omgang elastikkørsel. Der var et utal af accelerationer i både sving og på bakker, og selvom jeg virkelig forsøgte kunne jeg ikke blive ved, så ude på bakken op fra Rosenvold måtte jeg slippe. Jeg faldt tilbage og fandt ind i en gruppe med bla. Michael og to af kunderne. Det var perfekt, for så var jeg i det mindste ikke ene om at tage vinden.
Vi fik da også god gang i cyklerne, og stille og roligt halede vi flere og flere fra vores oprindelige gruppe ind. Hvad er der lige med mænd og deres manglende evne til at vurdere egne evner og disponere derefter????
Op over Munkebjerg og så videre ud over Gl. Højen og mod Egtved. Vi havde god fart i cyklerne, og selvom lidt for mange bare sad på hjul gik det fint. Jeg havde en virkelig god fornemmelse i benene, og fik da også taget min andel i føringerne. I føringerne lå jeg et sted ml. 200-220 watt, og det føltes dejligt ubesværet. Det er ikke den værste indikation på dagsformen;-)
I Egtved var vi lynhurtigt i depot for at få fyldt flaskerne. Temperaturen var ved at være ok høj, så det var nødvendigt selvom jeg ikke var meget for at spilde tiden derinde. Meget godt sted for et depot i øvrigt, for umiddelbart efter ventede en håndfuld af de hårdere stigninger!
Egtved-bakkerne var nok nogle af dem jeg havde frygtet mest på forhånd. Ikke fordi de er uoverkommelige, for det er de bestemt ikke. Men med ca. 120-130 km i benene begynder man så småt med at være modtagelig for kramper, og så er det ikke nødvendigvis det mest skånsomme at udsætte sig selv for. Jeg valgte derfor at tackle bakkerne nogenlunde konservativt, og jeg kom igennem dem uden at føle mig yderligere mærket. Faktisk følte jeg mig tvært imod styrket på vejen ind mod Østengård og Gl. Kongevej, og det var en super god fornemmelse:-)
Østengård bakken var på forhånd frygtet. Det er en af dem man SKAL frygte! Men igen gik det forrygende op over. Så var det Gl. Kongevej og den sved! Fuck hvor er den lortebakke bare hård! Lang og hård! Men jeg kom op til trods for et kaos af langsommere ryttere omkring mig, som langt fra alle kunne overkomme bakken på cyklen.
Derfra var der blot bakkerne ude ved Hopballe og Nr. Vilstrup samt det sidste stik op ad Koldingvej og ikke mindst Kiddesvej. Hopbakke og Nr. Vilstrup er rigtige Jannie-bakker. Dvs. 6-9% stigninger på +1 km - altså ikke de små eksplosive med mange procenter. Jeg kom derfor over i sikker stil, dog efterhånden med en god portion prikken i musklerne;-)
Sidst jeg kørte Kongeetapen glemte jeg alt om turen op ad Koldingvej inden man vender om og kører ned igen til starten af Kiddesvej. Det gjorde jeg også i år, hvilket efterlod en lille hurdle at overkomme rent mentalt. Derudover var kramperne for alvor ved at melde sin ankomst i mine lægge, så jeg skulle virkelig holde igen for at holde dem stangen inden Kiddesvej.
Det lykkedes mig heldigvis, så jeg kunne cruise mig op ad Kiddesvej uden at forcere udnødvendigt. Noget der uden tvivl ville have fået kramperne til at bryde ud for fuld gas;-)
Fra toppen af Kiddesvej var der blot en ting at gøre - nemlig cruise i mål i sikker stil. Det var præcis hvad jeg gjorde:-)
173 km, 5 timer 17 min (159 watt i avg - NP 185 watt)
På forhånd havde jeg sat næsen op efter at køre bedste tid blandt kvinderne, så jeg var noget spændt på at se resultatlisten da jeg kom i mål. Der var dog ingen tvivl - jeg havde kørt klart bedste tid:-)

Kongeetapen d. 6/8
I forbindelse med vores sponsorat med Team TREFOR Bluewater, afholdte vi i forbindelse med Kongeetapen i Post Danmark Rundt et større kunde arrangement startende allerede onsdag aften.
26 kunder kom forbi firmaet efter fyraften medbringende deres cykler, og så stod den ellers på hygge, grill og masser af cykelsnak. Mens vi hyggede os, stod to af mekanikerne fra holdet og skruede i kundernes cykler, så de alle stod knivskarpe til udfordringen på Kongeetapen dagen efter. Det var helt genialt og virkelig en succes!
Det er sjældent at man får muligheden for at cykle i firmaets tjeneste, men det kan man vel reelt set godt sige at jeg gjorde i går. Jeg deltog nemlig også selv på Kongeetapen:-)
Jeg havde tilmeldt mig i den hurtigste gruppe sammen med Michael og 3 af vores kunder (de øvrige deltog i de langsommere grupper), så jeg vidste på forhånd at jeg ville få kamp til stregen i et felt bestående af virkelig skarpe ryttere. Jeg var faktisk noget overrasket over hvor skarpt feltet var - jeg tror ikke at jeg lyver, når jeg påstår at ca. halvdelen havde en rød chip på forgaflen.....
Det betød at de første 50 km blev en hård omgang elastikkørsel. Der var et utal af accelerationer i både sving og på bakker, og selvom jeg virkelig forsøgte kunne jeg ikke blive ved, så ude på bakken op fra Rosenvold måtte jeg slippe. Jeg faldt tilbage og fandt ind i en gruppe med bla. Michael og to af kunderne. Det var perfekt, for så var jeg i det mindste ikke ene om at tage vinden.
Vi fik da også god gang i cyklerne, og stille og roligt halede vi flere og flere fra vores oprindelige gruppe ind. Hvad er der lige med mænd og deres manglende evne til at vurdere egne evner og disponere derefter????
Op over Munkebjerg og så videre ud over Gl. Højen og mod Egtved. Vi havde god fart i cyklerne, og selvom lidt for mange bare sad på hjul gik det fint. Jeg havde en virkelig god fornemmelse i benene, og fik da også taget min andel i føringerne. I føringerne lå jeg et sted ml. 200-220 watt, og det føltes dejligt ubesværet. Det er ikke den værste indikation på dagsformen;-)
I Egtved var vi lynhurtigt i depot for at få fyldt flaskerne. Temperaturen var ved at være ok høj, så det var nødvendigt selvom jeg ikke var meget for at spilde tiden derinde. Meget godt sted for et depot i øvrigt, for umiddelbart efter ventede en håndfuld af de hårdere stigninger!
Egtved-bakkerne var nok nogle af dem jeg havde frygtet mest på forhånd. Ikke fordi de er uoverkommelige, for det er de bestemt ikke. Men med ca. 120-130 km i benene begynder man så småt med at være modtagelig for kramper, og så er det ikke nødvendigvis det mest skånsomme at udsætte sig selv for. Jeg valgte derfor at tackle bakkerne nogenlunde konservativt, og jeg kom igennem dem uden at føle mig yderligere mærket. Faktisk følte jeg mig tvært imod styrket på vejen ind mod Østengård og Gl. Kongevej, og det var en super god fornemmelse:-)
Østengård bakken var på forhånd frygtet. Det er en af dem man SKAL frygte! Men igen gik det forrygende op over. Så var det Gl. Kongevej og den sved! Fuck hvor er den lortebakke bare hård! Lang og hård! Men jeg kom op til trods for et kaos af langsommere ryttere omkring mig, som langt fra alle kunne overkomme bakken på cyklen.
Derfra var der blot bakkerne ude ved Hopballe og Nr. Vilstrup samt det sidste stik op ad Koldingvej og ikke mindst Kiddesvej. Hopbakke og Nr. Vilstrup er rigtige Jannie-bakker. Dvs. 6-9% stigninger på +1 km - altså ikke de små eksplosive med mange procenter. Jeg kom derfor over i sikker stil, dog efterhånden med en god portion prikken i musklerne;-)
Sidst jeg kørte Kongeetapen glemte jeg alt om turen op ad Koldingvej inden man vender om og kører ned igen til starten af Kiddesvej. Det gjorde jeg også i år, hvilket efterlod en lille hurdle at overkomme rent mentalt. Derudover var kramperne for alvor ved at melde sin ankomst i mine lægge, så jeg skulle virkelig holde igen for at holde dem stangen inden Kiddesvej.
Det lykkedes mig heldigvis, så jeg kunne cruise mig op ad Kiddesvej uden at forcere udnødvendigt. Noget der uden tvivl ville have fået kramperne til at bryde ud for fuld gas;-)
Fra toppen af Kiddesvej var der blot en ting at gøre - nemlig cruise i mål i sikker stil. Det var præcis hvad jeg gjorde:-)
173 km, 5 timer 17 min (159 watt i avg - NP 185 watt)
På forhånd havde jeg sat næsen op efter at køre bedste tid blandt kvinderne, så jeg var noget spændt på at se resultatlisten da jeg kom i mål. Der var dog ingen tvivl - jeg havde kørt klart bedste tid:-)

Det er Tour tid og Tour tid betyder også at det er tid til at præsentere alt det nye udstyr. Touren er og bliver verdens bedste udstillingsvindue, for der findes vel ikke noget meget bedre kvalitetsstempel end at se ens cykelhelt vinde på det lækreste udstyr;-)
Jeg selv blev ramt af udstyrsfeberen allerede under Giro´en, da Specialized leakede deres nye Venge. Den gik relativt rent ind, så inden jeg drog mod Frankrig til La Marmotte, havde jeg da også nået at afgive en bestilling hos min cykelpusher.
Lidt chit chat med Kermit samt en masse ferie-reflektion fik mig dog til at tvivle på om mit valg nu også var det rigtige.
Er en aeroramme overhovedet noget for mig? Mit umiddelbare svar er nej!
Og hvorfor så det? Alle kan vel drage gavn af en aeroramme?! Dertil er svaret et klart ja, men sagen er den at jeg typisk falder mere på røven over en letvægts allrounder med fabelagtige køreegenskaber.
Jeg er en let rytter, der er ved at blæse af vejen når jeg sætter mine Zipp 404 på min EVO, og vinden blæser bare en moderat 4-6 m/s. Hvordan skulle jeg mon klare mig på en toptunet Venge med flade profiler på rammen og høje profiler på fælgene? Formodentligt ikke særlig godt;-) Det ville i hvert fald kræve noget tilvænning.
Derudover er jeg så priviligeret at have muligheden for at køre op til flere uger årligt i udlandet = bjerge, hvilket på ingen måder gør det oplagt at vælge en tung aeroramme. Det ville blot være et irritationsmoment for mig at vide, at jeg bærer rundt på unødvendig vægt;-)
Konklusionen er derfor -> Ingen Venge ViAS til Jannie!
Hvad så? Er planerne som ny cykel lagt på is? NEJ NEJ og atter NEJ;-)
Jeg har været i tænkeboks den seneste uges tid, ja faktisk så meget at jeg har drømt om det, og jeg tror efterhånden at jeg er nået til et punkt hvor jeg er klar til at træffe en beslutning. Det bliver endnu en Cannondale - den nye EVO team edition.
Rent visuelt minder den nye EVO måske en kende for meget om min nuværende cykel, men jeg har vitterligt heller aldrig været så glad og tilfreds med en cykel, som jeg har været for min EVO. Så hvorfor skifte retning bare for at prøve noget nyt og anderledes? Den nye EVO får i øvrigt også rigtig fine anmeldelser, og har fået en ret gennemgående opdatering, så mon ikke at det er en helt og aldeles fabelagtig cykel?!?:-)

Da Cannondale lancerede den nye EVO var jeg langt fra begejstret, men jeg må indrømme, at jo mere jeg kigger på den desto mere vinder den på mig. Black Inc rammen var den første jeg begyndte at rette blinket imod, men nej, den er sgu for kedelig. Skal det være en EVO, så skal det være Team udgaven. Den leveres belejligt nok også med Dura Ace DI2, hvorimod Black Inc leveres med DA9000, og elektronisk det skal det være i denne omgang:-)

Jeg er fuldstændig enig, Henrik:-)
Med til historien hører dog også, at jeg IKKE kørte hele løbet på gels. Langt fra faktisk. Jeg havde blot på forhånd vurderet at gels var det mest fordelagtige til Alpen, hvilket det vel egentlig også er i den optimale verden, men bare langt fra var på dagen. Et kilo Matadormix var uden tvivl faldet i bedre jord;-)

Dagen efter LM kørte vi videre til Gardasøen. Vi havde booket 6 overnatninger i Bardolino, og planen var en masse afslapning spædet op med lidt cykling.
Varmen lod til at flytte med os, for det var mindst ligeså varmt i Bardolino. Det gjorde at det forekom os knap så svært at holde os i ro de første par dage.....
Efter et par dage fik vi så småt gang i cyklen igen, hvilket meget belejligt passede med at temperaturen faldt nogle grader. Det var straks at mærke på mit power output der nu pludselig begyndte at nærme sig det forventede niveau.
I løbet af de dage hvor vi befandt os i Bardolino fik vi kørt ca. 300 km inkl et par test på stigningen op til San Zeno di Montagne. Jeg har kørt denne stigning et utal af gange igennem de seneste 10 år, men aldrig nogensinde hurtigere end i år. Dejlig fornemmelse! At Michael så trods det jævner mig og kører op 6 min hurtigere end jeg er en helt anden historie, men ok, det er trods alt federe at have en mand der er lynhurtig fremfor en stor tung klump;-)
Fra Bardolino gik turen videre mod Canazei, hvor stigninger som Sella, Pordoi, Fedaia, Falzarego, Gardena og Campalongo bla. blev kørt. Det er og bliver det mest fantastiske område at cykle i. Der findes ikke mange andre steder hvor bjergene ligger så tæt og passer mig så godt som i Dolomitterne.
Vi var der i 4 dage og fik kørt 320 km og 10.000 højdemeter. Ikke dumt:-)
Nu er vi så hjemme i dk igen og formen er forsat i top. Et par gode aggressive ture i weekenden bekræftede blot dette, så nu kværner tanker rundt i hovedet på mig om hvordan jeg kan udnytte og optimere på den. Licens er ikke umiddelbart en option, men der er så meget andet.
På fredag tager jeg dog til Club La Santa med min søster. Det bliver første tur til Lanza uden cykel, og selvom det stresser og irriterer mig lidt at jeg spilder god form i ugen dernede, så glæder jeg mig til en uge med varierende træning uden cykel. Når jeg kommer hjem er det på med arbejdshandskerne igen, så jeg kan få en god sidste halvdel af sæsonen 2015:-)

En omgang Tour-kuller (og en opfordring fra Kermit) har fået mig tilbage til log-land. Om det bliver på fast basis eller blot med en enkelt update i ny og næ, det må tiden vise;-)
Første update bliver en lidt længere omgang, nemlig en catch up på sommerens træningsmæssige hændelser, og der er det nærliggende at starte i Bourg.
La Marmotte 2015
Med en god skarp målsætning om en sub 8 timers tid, drog Michael og jeg mod det franske søndag eftermiddag. Køreturen gik forrygende, så vi ankom allerede til campingpladsen i Bourg natten til mandag. Både mine og Michaels forældre var allerede dernede, og de havde sørget for at hytten stod klar til os, så det var en hurtig proces og vi lå derfor i sengen kort tid efter ankomst.
Mandag middag var vi på cyklerne for første gang. Køreturen var rystet ud af kroppen og vi følte os klar. Planen var at køre til toppen af Croix de Fer og så retur. En rimelig overkommelig tur, skulle man mene.
Varmen var dog ulidelig, min puls alt for høj og mine watt irriterende lave, så det blev en sej tur til toppen og en lidt skuffende oplevelse hvis vi snakker tal.
Tirsdag stak vi afsted igen med en forventning om at der nu ville være hul igennem. Kursen var sat imod Les 2 Alpes, så igen en tur af overkommelig karakter. Men Jannie var færdig! Ingen power, alt for mange fluer (ja, jeg havde været i bad) og bare generelt en noget modløs omgang, som gav mig alt for mange associationer til oplevelsen fra 2014. FUCK FUCK FUCK, var det eneste jeg tænkte......
What to do? Take a chill pill. Onsdag var derfor rest day.
Torsdag var vores sidste dag i sadlen inden løbet. Turen gik mod Allemont og op mod dæmningen for foden af Glandon. Derfra tog vi "bagvejen" op ad alpen. Ikke bagvejen i form af Col de Sarenne, men en noget mere spiselig tur op fra modsatte side. Det gik overordnet rigtig fint, selvom jeg endnu engang kunne mærke at min power stille og roligt forlod mig. Jeg var irriteret og bekymret for lørdagens løb, for jeg følte på ingen måder at jeg ramte mit niveau. Ja, det var møghamrende varmt, men kunne det virkelig have så stor effekt?!
Fredag brugte vi på at gennemkøre den nye LM rute i bil. Det blev en blandet fornøjelse der fik min mave til at opføre sig noget uroligt. Lidt nerver i forhold til løbet sådan generelt set, men derudover var jeg heller ikke begejstret for de nye stigninger og ikke mindst nedkørsler. Nedkørsler er ubetinget det jeg er bedst til, så at skulle køre med bremserne klodset ned ad bakke pga. dårlige veje passede mig på ingen måder. Well well, lige vilkår for alle.... Er det ikke det man siger???
Race day!
Efter en god nats søvn vågnede jeg frisk og veloplagt ca. 1,5 time før start. Jeg har ikke de store problemer med at indtage mad kørt tid før en start, så jeg valgte at tage en time ekstra på øjet i stedet for at stå tidligt op for at spise. Fin disposition.
Starten gik 7:28 - dvs. 2 minutter før den burde. Fint med mig, for jeg var klar!
Afsted det gik. Jeg går ikke ind for fedtspil på de første 10 km frem mod Allemont/Glandon, så jeg lagde mig godt ud til venstre og forsøgte at følge med uden at køre i rødt felt. Det gik helt fint så inden vi ramte Glandon havde jeg kørt mig godt frem i feltet.
På Glandon fandt jeg hurtigt mit pace og erfarede hvor overraskende nemt jeg kunne holde mine watt (ca. 190 watt). Jeg måtte konstant fortælle mig selv at holde lidt igen, for ellers havde jeg presset den langt hårdere. Luksusproblem! Toppen af Glandon blev nået efter 1,52 timer hvilket er spot on og jeg var dermed glad, tilfreds og ikke mindst fuld af forventninger:-)
Efter 5 min i depot på toppen af Glandon i neutral zone gik turen videre. Ingen problemer på nedkørslen, så videre mod Montvernier - den nye dreng i klassen. Varmen var nu markant og tung til trods for at det endnu blot var midt formiddag. Det skulle kun blive værre......
Montvernier var overstået i et snuptag. Jeg forsatte mit pace uden problemer, gav den godt med gas på nedkørslen og gjorde mig så småt mentalt klar på den lange Mollard/Croix de Fer combo. Transportstykket frem mod Mollard var dog noget længere og hårdere end forventet, og igen bliver jeg nød til at fremhæve varmen (ikke sidste gang i dette indlæg), for den var virkelig tung i den stillestående dal. Det betød at jeg var relativ flad og udkogt da Mollard tog fat, og det blev derfor en laaaang tur op hvor jeg havde flere seriøse samtaler med mig selv. Samtidigt var jeg sur og irriteret over at jeg nu formøblede mit ellers fine udlæg. Hmpf!
På toppen af Mollard var jeg en smut i depot. Lidt vingummier, sandkage og en håndfuld gels blev proppet i hovedet og lommerne. Det hjalp lidt om end det var kortvarrigt!
Nedkørslen af Mollard frem mod Croix de Fer var ikke i verdens bedste stand, men velvidende at jeg typisk kan indhente en del på nedkørslerne fik jeg sat godt med fart på cyklen. Det gik fint og jeg kom sikkert ned.
Croix de Fer var næste delmål. En 15 km lang opkørsel som bare bliver hårdere og hårdere.
De første 8 km gik ok. Det var varmt og mine watt var lave, men det til trods så fik jeg overhalet en del. God og vel halvvejs oppe af stigningen går jeg mere eller mindre kold! Benene vil ikke mere, hovedet er kogt og modet og viljen er et sted hvor jeg ikke umiddelbart kan finde det. Tanken om Alpe d´Huez er så overskuelig at jeg tillader mig selv at blot drømme om Bourg, DNF og en hurtig returnering til campingpladsen. Jeg er rent ud sagt total ligeglad med løb, gennemførelse og ikke mindst tid - jeg er simpelthen for smadret til at gide at tænke på det.
En 15 min. pause på en café med 6 km til toppen redder mig. 2 colaer bundes, lidt gels indtages og jeg er klar til at forsætte igen.
Med et forsigtigt tråd er jeg atter i sadlen, og efter ca. 6 timer passerer jeg toppen af Croix de Fer. Alt taget i betragtning, så er det faktisk ikke nogen helt dum mellemtid og det giver mig da også modet tilbage.
Fuld gas ned ad Glandon! Forbi Svedbaronen - jeg var heldigvis noget mere flyvende end ham;-)
Da jeg når ned i dalen kan jeg konstatere, at ikke en eneste har taget mig på nogle af de tællende nedkørsler. En god bekræftelse på at mine evner lige netop der er bedre end langt de flestes:-)
Turen igennem dalen frem mod Alpen er VARM! Så varm at jeg føler at jeg stille og roligt kvæles. Fra at have overskud hænger jeg nu igen i en tynd tråd - jeg har ingen energi, jeg er skidt tilpas - ja, det hele er bare noget gedigen lort!
500 m oppe ad Alpen står nogle af vores venner i skyggen med mit eget helt private depot. Jeg havde på forhånd tænkt at væske var vejen frem. Væske og masser af gels. Men på dette tidspunkt er det eneste jeg har lyst til fast føde. Jeg har allerede indtaget ALT for mange gels, og kvalmen er ved at kvæle mig ved tanken om flere. Husk lige den til næste gang Jannie.....
Da jeg står af cyklen er jeg i øvrigt ved at gå omkuld. Benene forsvinder ganske enkelt under mig, og kun en hurtig reaktion fra en ven undgår at jeg falder. Det siger lidt om min tilstand på dette tidspunkt.
De sidste godt 14 km er total uoverskuelige! Jeg er færdig på alle måder. Også i løbet. Jeg er så klar på at vende cyklen og køre ned på campingpladsen, for der er alt for langt til toppen. Jeg begynder med at trække. Så er man fucked! At trække fungere ikke. Op på cyklen og træde. Det fungerer heller ikke, så jeg lægger mig ude i vejkanten. Sølle og udkogt. Sådan forsætter jeg de næste 3 km og det tager en evighed! Det hele falder fra hinanden.
Michael fortæller senere at jeg på et tidspunkt smed mig med hovedet ude på vejbanen uden at ænse trafikken af biler på vej ned af Alpen. Han måtte slæbe mig indtil siden før en bil ellers havde ramt mig. Jeg husker ikke rigtigt denne situation.... Skræmmende!
Jeg får med nød og næppe klemt to gels ned, skyllet en Red Bull jeg havde proppet i baglommen og hældt en dunk ud over mig selv, og så sidder jeg ellers lidt mere og har super ondt af mig selv. En gut vælter lige foran mig og må bæres ud til siden af nogle tilskuere. Han kan ikke selv stå på benene....
Mit vendepunkt kommer da en dansk pige overhaler mig. No way, tænker jeg. Op på cyklen og afsted, og det går faktisk ok. Jeg er ikke flyvende, langt fra faktisk, men nu kan jeg i det mindste holde gang i cyklen. Jeg overhaler en del. Igen ikke fordi jeg kører stærkt, men fordi de andre kører uvirkelig langsomt.
De sidste km mod toppen husker jeg knap nok. Kun brudstykker. Hvad jeg husker er dog at min svigerfar står i sidste sving og hepper på mig. Det var en weird oplevelse der på dette tidspunkt nærmest fik mig til at græde. Come on Jannie.... Han skulle i øvrigt selv have kørt løbet, men styrtede ned ad Alpen med 70 km/t og brækkede kravebenet få dage forinden. Pisse ærgerligt!
Da jeg passerer målstregen er jeg tom for følelser. Tiden siger 9,08 timer og min første reaktion er skuffelse. Jeg kom til Bourg i mit livs form, og en tid under 8 timer var vitterligt inden for rækkevidde, men alligevel failer jeg med alt for mange minutter. Skuffende!
MEN så alligevel ikke! Turen i bil ned ad Alpen får mig til at se tingene i et andet perspektiv, for det var 3. verdenskrig som afspillede sig omkring mig. Aldrig nogensinde har jeg set et kaos af forpinte og udtømte mennesker. Cykler overalt, folk der kastede op, besvimede og gav op. Pludselig følte jeg ikke andet end stolthed over min præstation:-)
La Marmotte 2015 var noget ud over det sædvanlige. Ikke blot var ruten hårdere end normalt, men vejrforholdene var simpelthen ikke for hvide mennesker. At løbet fik lov til at køre til ende uden indgriben fra læger og samaritter er mig en gåde. Havde det været et Ironman stævne var den aldrig gået. Jeg mener ikke at løbet skulle være afblæst, slet ikke. Men jeg mener bestemt at der burde have været langt mere og bedre opsyn med deltagerne. Husk på at vi ikke er proffer med servicebiler og oceaner af vandflasker ved hånden. Langt de fleste aner ikke noget om electrolytter, salte og hvilken mængde væske der skal til, når man udsætter kroppen for sådanne ekstremer. Det kan i værste fald være livsfarligt!
Årets løb blev derfor heller ikke en fair konkurrence målt på form. I såfald havde mit resultat, og sikkert også Svedbaronens, været et helt andet. Men sådan er gamet og det er i bund og grund også en del af charmen ved løbet:-)

En omgang Tour-kuller (og en opfordring fra Kermit) har fået mig tilbage til log-land. Om det bliver på fast basis eller blot med en enkelt update i ny og næ, det må tiden vise;-)
Første update bliver en lidt længere omgang, nemlig en catch up på sommerens træningsmæssige hændelser, og der er det nærliggende at starte i Bourg.
La Marmotte 2015
Med en god skarp målsætning om en sub 8 timers tid, drog Michael og jeg mod det franske søndag eftermiddag. Køreturen gik forrygende, så vi ankom allerede til campingpladsen i Bourg natten til mandag. Både mine og Michaels forældre var allerede dernede, og de havde sørget for at hytten stod klar til os, så det var en hurtig proces og vi lå derfor i sengen kort tid efter ankomst.
Mandag middag var vi på cyklerne for første gang. Køreturen var rystet ud af kroppen og vi følte os klar. Planen var at køre til toppen af Croix de Fer og så retur. En rimelig overkommelig tur, skulle man mene.
Varmen var dog ulidelig, min puls alt for høj og mine watt irriterende lave, så det blev en sej tur til toppen og en lidt skuffende oplevelse hvis vi snakker tal.
Tirsdag stak vi afsted igen med en forventning om at der nu ville være hul igennem. Kursen var sat imod Les 2 Alpes, så igen en tur af overkommelig karakter. Men Jannie var færdig! Ingen power, alt for mange fluer (ja, jeg havde været i bad) og bare generelt en noget modløs omgang, som gav mig alt for mange associationer til oplevelsen fra 2014. FUCK FUCK FUCK, var det eneste jeg tænkte......
What to do? Take a chill pill. Onsdag var derfor rest day.
Torsdag var vores sidste dag i sadlen inden løbet. Turen gik mod Allemont og op mod dæmningen for foden af Glandon. Derfra tog vi "bagvejen" op ad alpen. Ikke bagvejen i form af Col de Sarenne, men en noget mere spiselig tur op fra modsatte side. Det gik overordnet rigtig fint, selvom jeg endnu engang kunne mærke at min power stille og roligt forlod mig. Jeg var irriteret og bekymret for lørdagens løb, for jeg følte på ingen måder at jeg ramte mit niveau. Ja, det var møghamrende varmt, men kunne det virkelig have så stor effekt?!
Fredag brugte vi på at gennemkøre den nye LM rute i bil. Det blev en blandet fornøjelse der fik min mave til at opføre sig noget uroligt. Lidt nerver i forhold til løbet sådan generelt set, men derudover var jeg heller ikke begejstret for de nye stigninger og ikke mindst nedkørsler. Nedkørsler er ubetinget det jeg er bedst til, så at skulle køre med bremserne klodset ned ad bakke pga. dårlige veje passede mig på ingen måder. Well well, lige vilkår for alle.... Er det ikke det man siger???
Race day!
Efter en god nats søvn vågnede jeg frisk og veloplagt ca. 1,5 time før start. Jeg har ikke de store problemer med at indtage mad kørt tid før en start, så jeg valgte at tage en time ekstra på øjet i stedet for at stå tidligt op for at spise. Fin disposition.
Starten gik 7:28 - dvs. 2 minutter før den burde. Fint med mig, for jeg var klar!
Afsted det gik. Jeg går ikke ind for fedtspil på de første 10 km frem mod Allemont/Glandon, så jeg lagde mig godt ud til venstre og forsøgte at følge med uden at køre i rødt felt. Det gik helt fint så inden vi ramte Glandon havde jeg kørt mig godt frem i feltet.
På Glandon fandt jeg hurtigt mit pace og erfarede hvor overraskende nemt jeg kunne holde mine watt (ca. 190 watt). Jeg måtte konstant fortælle mig selv at holde lidt igen, for ellers havde jeg presset den langt hårdere. Luksusproblem! Toppen af Glandon blev nået efter 1,52 timer hvilket er spot on og jeg var dermed glad, tilfreds og ikke mindst fuld af forventninger:-)
Efter 5 min i depot på toppen af Glandon i neutral zone gik turen videre. Ingen problemer på nedkørslen, så videre mod Montvernier - den nye dreng i klassen. Varmen var nu markant og tung til trods for at det endnu blot var midt formiddag. Det skulle kun blive værre......
Montvernier var overstået i et snuptag. Jeg forsatte mit pace uden problemer, gav den godt med gas på nedkørslen og gjorde mig så småt mentalt klar på den lange Mollard/Croix de Fer combo. Transportstykket frem mod Mollard var dog noget længere og hårdere end forventet, og igen bliver jeg nød til at fremhæve varmen (ikke sidste gang i dette indlæg), for den var virkelig tung i den stillestående dal. Det betød at jeg var relativ flad og udkogt da Mollard tog fat, og det blev derfor en laaaang tur op hvor jeg havde flere seriøse samtaler med mig selv. Samtidigt var jeg sur og irriteret over at jeg nu formøblede mit ellers fine udlæg. Hmpf!
På toppen af Mollard var jeg en smut i depot. Lidt vingummier, sandkage og en håndfuld gels blev proppet i hovedet og lommerne. Det hjalp lidt om end det var kortvarrigt!
Nedkørslen af Mollard frem mod Croix de Fer var ikke i verdens bedste stand, men velvidende at jeg typisk kan indhente en del på nedkørslerne fik jeg sat godt med fart på cyklen. Det gik fint og jeg kom sikkert ned.
Croix de Fer var næste delmål. En 15 km lang opkørsel som bare bliver hårdere og hårdere.
De første 8 km gik ok. Det var varmt og mine watt var lave, men det til trods så fik jeg overhalet en del. God og vel halvvejs oppe af stigningen går jeg mere eller mindre kold! Benene vil ikke mere, hovedet er kogt og modet og viljen er et sted hvor jeg ikke umiddelbart kan finde det. Tanken om Alpe d´Huez er så overskuelig at jeg tillader mig selv at blot drømme om Bourg, DNF og en hurtig returnering til campingpladsen. Jeg er rent ud sagt total ligeglad med løb, gennemførelse og ikke mindst tid - jeg er simpelthen for smadret til at gide at tænke på det.
En 15 min. pause på en café med 6 km til toppen redder mig. 2 colaer bundes, lidt gels indtages og jeg er klar til at forsætte igen.
Med et forsigtigt tråd er jeg atter i sadlen, og efter ca. 6 timer passerer jeg toppen af Croix de Fer. Alt taget i betragtning, så er det faktisk ikke nogen helt dum mellemtid og det giver mig da også modet tilbage.
Fuld gas ned ad Glandon! Forbi Svedbaronen - jeg var heldigvis noget mere flyvende end ham;-)
Da jeg når ned i dalen kan jeg konstatere, at ikke en eneste har taget mig på nogle af de tællende nedkørsler. En god bekræftelse på at mine evner lige netop der er bedre end langt de flestes:-)
Turen igennem dalen frem mod Alpen er VARM! Så varm at jeg føler at jeg stille og roligt kvæles. Fra at have overskud hænger jeg nu igen i en tynd tråd - jeg har ingen energi, jeg er skidt tilpas - ja, det hele er bare noget gedigen lort!
500 m oppe ad Alpen står nogle af vores venner i skyggen med mit eget helt private depot. Jeg havde på forhånd tænkt at væske var vejen frem. Væske og masser af gels. Men på dette tidspunkt er det eneste jeg har lyst til fast føde. Jeg har allerede indtaget ALT for mange gels, og kvalmen er ved at kvæle mig ved tanken om flere. Husk lige den til næste gang Jannie.....
Da jeg står af cyklen er jeg i øvrigt ved at gå omkuld. Benene forsvinder ganske enkelt under mig, og kun en hurtig reaktion fra en ven undgår at jeg falder. Det siger lidt om min tilstand på dette tidspunkt.
De sidste godt 14 km er total uoverskuelige! Jeg er færdig på alle måder. Også i løbet. Jeg er så klar på at vende cyklen og køre ned på campingpladsen, for der er alt for langt til toppen. Jeg begynder med at trække. Så er man fucked! At trække fungere ikke. Op på cyklen og træde. Det fungerer heller ikke, så jeg lægger mig ude i vejkanten. Sølle og udkogt. Sådan forsætter jeg de næste 3 km og det tager en evighed! Det hele falder fra hinanden.
Michael fortæller senere at jeg på et tidspunkt smed mig med hovedet ude på vejbanen uden at ænse trafikken af biler på vej ned af Alpen. Han måtte slæbe mig indtil siden før en bil ellers havde ramt mig. Jeg husker ikke rigtigt denne situation.... Skræmmende!
Jeg får med nød og næppe klemt to gels ned, skyllet en Red Bull jeg havde proppet i baglommen og hældt en dunk ud over mig selv, og så sidder jeg ellers lidt mere og har super ondt af mig selv. En gut vælter lige foran mig og må bæres ud til siden af nogle tilskuere. Han kan ikke selv stå på benene....
Mit vendepunkt kommer da en dansk pige overhaler mig. No way, tænker jeg. Op på cyklen og afsted, og det går faktisk ok. Jeg er ikke flyvende, langt fra faktisk, men nu kan jeg i det mindste holde gang i cyklen. Jeg overhaler en del. Igen ikke fordi jeg kører stærkt, men fordi de andre kører uvirkelig langsomt.
De sidste km mod toppen husker jeg knap nok. Kun brudstykker. Hvad jeg husker er dog at min svigerfar står i sidste sving og hepper på mig. Det var en weird oplevelse der på dette tidspunkt nærmest fik mig til at græde. Come on Jannie.... Han skulle i øvrigt selv have kørt løbet, men styrtede ned ad Alpen med 70 km/t og brækkede kravebenet få dage forinden. Pisse ærgerligt!
Da jeg passerer målstregen er jeg tom for følelser. Tiden siger 9,08 timer og min første reaktion er skuffelse. Jeg kom til Bourg i mit livs form, og en tid under 8 timer var vitterligt inden for rækkevidde, men alligevel failer jeg med alt for mange minutter. Skuffende!
MEN så alligevel ikke! Turen i bil ned ad Alpen får mig til at se tingene i et andet perspektiv, for det var 3. verdenskrig som afspillede sig omkring mig. Aldrig nogensinde har jeg set et kaos af forpinte og udtømte mennesker. Cykler overalt, folk der kastede op, besvimede og gav op. Pludselig følte jeg ikke andet end stolthed over min præstation:-)
La Marmotte 2015 var noget ud over det sædvanlige. Ikke blot var ruten hårdere end normalt, men vejrforholdene var simpelthen ikke for hvide mennesker. At løbet fik lov til at køre til ende uden indgriben fra læger og samaritter er mig en gåde. Havde det været et Ironman stævne var den aldrig gået. Jeg mener ikke at løbet skulle være afblæst, slet ikke. Men jeg mener bestemt at der burde have været langt mere og bedre opsyn med deltagerne. Husk på at vi ikke er proffer med servicebiler og oceaner af vandflasker ved hånden. Langt de fleste aner ikke noget om electrolytter, salte og hvilken mængde væske der skal til, når man udsætter kroppen for sådanne ekstremer. Det kan i værste fald være livsfarligt!
Årets løb blev derfor heller ikke en fair konkurrence målt på form. I såfald havde mit resultat, og sikkert også Svedbaronens, været et helt andet. Men sådan er gamet og det er i bund og grund også en del af charmen ved løbet:-)

En omgang Tour-kuller (og en opfordring fra Kermit) har fået mig tilbage til log-land. Om det bliver på fast basis eller blot med en enkelt update i ny og næ, det må tiden vise;-)
Første update bliver en lidt længere omgang, nemlig en catch up på sommerens træningsmæssige hændelser, og der er det nærliggende at starte i Bourg.
La Marmotte 2015
Med en god skarp målsætning om en sub 8 timers tid, drog Michael og jeg mod det franske søndag eftermiddag. Køreturen gik forrygende, så vi ankom allerede til campingpladsen i Bourg natten til mandag. Både mine og Michaels forældre var allerede dernede, og de havde sørget for at hytten stod klar til os, så det var en hurtig proces og vi lå derfor i sengen kort tid efter ankomst.
Mandag middag var vi på cyklerne for første gang. Køreturen var rystet ud af kroppen og vi følte os klar. Planen var at køre til toppen af Croix de Fer og så retur. En rimelig overkommelig tur, skulle man mene.
Varmen var dog ulidelig, min puls alt for høj og mine watt irriterende lave, så det blev en sej tur til toppen og en lidt skuffende oplevelse hvis vi snakker tal.
Tirsdag stak vi afsted igen med en forventning om at der nu ville være hul igennem. Kursen var sat imod Les 2 Alpes, så igen en tur af overkommelig karakter. Men Jannie var færdig! Ingen power, alt for mange fluer (ja, jeg havde været i bad) og bare generelt en noget modløs omgang, som gav mig alt for mange associationer til oplevelsen fra 2014. FUCK FUCK FUCK, var det eneste jeg tænkte......
What to do? Take a chill pill. Onsdag var derfor rest day.
Torsdag var vores sidste dag i sadlen inden løbet. Turen gik mod Allemont og op mod dæmningen for foden af Glandon. Derfra tog vi "bagvejen" op ad alpen. Ikke bagvejen i form af Col de Sarenne, men en noget mere spiselig tur op fra modsatte side. Det gik overordnet rigtig fint, selvom jeg endnu engang kunne mærke at min power stille og roligt forlod mig. Jeg var irriteret og bekymret for lørdagens løb, for jeg følte på ingen måder at jeg ramte mit niveau. Ja, det var møghamrende varmt, men kunne det virkelig have så stor effekt?!
Fredag brugte vi på at gennemkøre den nye LM rute i bil. Det blev en blandet fornøjelse der fik min mave til at opføre sig noget uroligt. Lidt nerver i forhold til løbet sådan generelt set, men derudover var jeg heller ikke begejstret for de nye stigninger og ikke mindst nedkørsler. Nedkørsler er ubetinget det jeg er bedst til, så at skulle køre med bremserne klodset ned ad bakke pga. dårlige veje passede mig på ingen måder. Well well, lige vilkår for alle.... Er det ikke det man siger???
Race day!
Efter en god nats søvn vågnede jeg frisk og veloplagt ca. 1,5 time før start. Jeg har ikke de store problemer med at indtage mad kørt tid før en start, så jeg valgte at tage en time ekstra på øjet i stedet for at stå tidligt op for at spise. Fin disposition.
Starten gik 7:28 - dvs. 2 minutter før den burde. Fint med mig, for jeg var klar!
Afsted det gik. Jeg går ikke ind for fedtspil på de første 10 km frem mod Allemont/Glandon, så jeg lagde mig godt ud til venstre og forsøgte at følge med uden at køre i rødt felt. Det gik helt fint så inden vi ramte Glandon havde jeg kørt mig godt frem i feltet.
På Glandon fandt jeg hurtigt mit pace og erfarede hvor overraskende nemt jeg kunne holde mine watt (ca. 190 watt). Jeg måtte konstant fortælle mig selv at holde lidt igen, for ellers havde jeg presset den langt hårdere. Luksusproblem! Toppen af Glandon blev nået efter 1,52 timer hvilket er spot on og jeg var dermed glad, tilfreds og ikke mindst fuld af forventninger:-)
Efter 5 min i depot på toppen af Glandon i neutral zone gik turen videre. Ingen problemer på nedkørslen, så videre mod Montvernier - den nye dreng i klassen. Varmen var nu markant og tung til trods for at det endnu blot var midt formiddag. Det skulle kun blive værre......
Montvernier var overstået i et snuptag. Jeg forsatte mit pace uden problemer, gav den godt med gas på nedkørslen og gjorde mig så småt mentalt klar på den lange Mollard/Croix de Fer combo. Transportstykket frem mod Mollard var dog noget længere og hårdere end forventet, og igen bliver jeg nød til at fremhæve varmen (ikke sidste gang i dette indlæg), for den var virkelig tung i den stillestående dal. Det betød at jeg var relativ flad og udkogt da Mollard tog fat, og det blev derfor en laaaang tur op hvor jeg havde flere seriøse samtaler med mig selv. Samtidigt var jeg sur og irriteret over at jeg nu formøblede mit ellers fine udlæg. Hmpf!
På toppen af Mollard var jeg en smut i depot. Lidt vingummier, sandkage og en håndfuld gels blev proppet i hovedet og lommerne. Det hjalp lidt om end det var kortvarrigt!
Nedkørslen af Mollard frem mod Croix de Fer var ikke i verdens bedste stand, men velvidende at jeg typisk kan indhente en del på nedkørslerne fik jeg sat godt med fart på cyklen. Det gik fint og jeg kom sikkert ned.
Croix de Fer var næste delmål. En 15 km lang opkørsel som bare bliver hårdere og hårdere.
De første 8 km gik ok. Det var varmt og mine watt var lave, men det til trods så fik jeg overhalet en del. God og vel halvvejs oppe af stigningen går jeg mere eller mindre kold! Benene vil ikke mere, hovedet er kogt og modet og viljen er et sted hvor jeg ikke umiddelbart kan finde det. Tanken om Alpe d´Huez er så overskuelig at jeg tillader mig selv at blot drømme om Bourg, DNF og en hurtig returnering til campingpladsen. Jeg er rent ud sagt total ligeglad med løb, gennemførelse og ikke mindst tid - jeg er simpelthen for smadret til at gide at tænke på det.
En 15 min. pause på en café med 6 km til toppen redder mig. 2 colaer bundes, lidt gels indtages og jeg er klar til at forsætte igen.
Med et forsigtigt tråd er jeg atter i sadlen, og efter ca. 6 timer passerer jeg toppen af Croix de Fer. Alt taget i betragtning, så er det faktisk ikke nogen helt dum mellemtid og det giver mig da også modet tilbage.
Fuld gas ned ad Glandon! Forbi Svedbaronen - jeg var heldigvis noget mere flyvende end ham;-)
Da jeg når ned i dalen kan jeg konstatere, at ikke en eneste har taget mig på nogle af de tællende nedkørsler. En god bekræftelse på at mine evner lige netop der er bedre end langt de flestes:-)
Turen igennem dalen frem mod Alpen er VARM! Så varm at jeg føler at jeg stille og roligt kvæles. Fra at have overskud hænger jeg nu igen i en tynd tråd - jeg har ingen energi, jeg er skidt tilpas - ja, det hele er bare noget gedigen lort!
500 m oppe ad Alpen står nogle af vores venner i skyggen med mit eget helt private depot. Jeg havde på forhånd tænkt at væske var vejen frem. Væske og masser af gels. Men på dette tidspunkt er det eneste jeg har lyst til fast føde. Jeg har allerede indtaget ALT for mange gels, og kvalmen er ved at kvæle mig ved tanken om flere. Husk lige den til næste gang Jannie.....
Da jeg står af cyklen er jeg i øvrigt ved at gå omkuld. Benene forsvinder ganske enkelt under mig, og kun en hurtig reaktion fra en ven undgår at jeg falder. Det siger lidt om min tilstand på dette tidspunkt.
De sidste godt 14 km er total uoverskuelige! Jeg er færdig på alle måder. Også i løbet. Jeg er så klar på at vende cyklen og køre ned på campingpladsen, for der er alt for langt til toppen. Jeg begynder med at trække. Så er man fucked! At trække fungere ikke. Op på cyklen og træde. Det fungerer heller ikke, så jeg lægger mig ude i vejkanten. Sølle og udkogt. Sådan forsætter jeg de næste 3 km og det tager en evighed! Det hele falder fra hinanden.
Michael fortæller senere at jeg på et tidspunkt smed mig med hovedet ude på vejbanen uden at ænse trafikken af biler på vej ned af Alpen. Han måtte slæbe mig indtil siden før en bil ellers havde ramt mig. Jeg husker ikke rigtigt denne situation.... Skræmmende!
Jeg får med nød og næppe klemt to gels ned, skyllet en Red Bull jeg havde proppet i baglommen og hældt en dunk ud over mig selv, og så sidder jeg ellers lidt mere og har super ondt af mig selv. En gut vælter lige foran mig og må bæres ud til siden af nogle tilskuere. Han kan ikke selv stå på benene....
Mit vendepunkt kommer da en dansk pige overhaler mig. No way, tænker jeg. Op på cyklen og afsted, og det går faktisk ok. Jeg er ikke flyvende, langt fra faktisk, men nu kan jeg i det mindste holde gang i cyklen. Jeg overhaler en del. Igen ikke fordi jeg kører stærkt, men fordi de andre kører uvirkelig langsomt.
De sidste km mod toppen husker jeg knap nok. Kun brudstykker. Hvad jeg husker er dog at min svigerfar står i sidste sving og hepper på mig. Det var en weird oplevelse der på dette tidspunkt nærmest fik mig til at græde. Come on Jannie.... Han skulle i øvrigt selv have kørt løbet, men styrtede ned ad Alpen med 70 km/t og brækkede kravebenet få dage forinden. Pisse ærgerligt!
Da jeg passerer målstregen er jeg tom for følelser. Tiden siger 9,08 timer og min første reaktion er skuffelse. Jeg kom til Bourg i mit livs form, og en tid under 8 timer var vitterligt inden for rækkevidde, men alligevel failer jeg med alt for mange minutter. Skuffende!
MEN så alligevel ikke! Turen i bil ned ad Alpen får mig til at se tingene i et andet perspektiv, for det var 3. verdenskrig som afspillede sig omkring mig. Aldrig nogensinde har jeg set et kaos af forpinte og udtømte mennesker. Cykler overalt, folk der kastede op, besvimede og gav op. Pludselig følte jeg ikke andet end stolthed over min præstation:-)
La Marmotte 2015 var noget ud over det sædvanlige. Ikke blot var ruten hårdere end normalt, men vejrforholdene var simpelthen ikke for hvide mennesker. At løbet fik lov til at køre til ende uden indgriben fra læger og samaritter er mig en gåde. Havde det været et Ironman stævne var den aldrig gået. Jeg mener ikke at løbet skulle være afblæst, slet ikke. Men jeg mener bestemt at der burde have været langt mere og bedre opsyn med deltagerne. Husk på at vi ikke er proffer med servicebiler og oceaner af vandflasker ved hånden. Langt de fleste aner ikke noget om electrolytter, salte og hvilken mængde væske der skal til, når man udsætter kroppen for sådanne ekstremer. Det kan i værste fald være livsfarligt!
Årets løb blev derfor heller ikke en fair konkurrence målt på form. I såfald havde mit resultat, og sikkert også Svedbaronens, været et helt andet. Men sådan er gamet og det er i bund og grund også en del af charmen ved løbet:-)

Nu har jeg efterhånden kigget på billedet mindst 50 gange, og den vinder mere og mere på mig! Jeg kunne lide den allerede ved første øjekast, så nu minder det nærmest om kærlighed;-)
Farverne spiller dog ikke så godt til dit klubtøj, men så må du jo bare skifte klub..... Til gengæld passer den genialt til dine Jawbreakers, og dit klubtøj er grimt så jeg tillægger solbrillerne størst betydning

Det gik mig ok. Jeg led rigtig meget undervejs startende med opkørslen til Mollard. Der var sgu langt hjem derude fra, og jeg må indrømme at jeg af flere omgange blot havde Bourg som mål. Jeg troede ærlig talt ikke at jeg ville komme længere. Et kvarter i skyggen på en restaurant på vejen op ad Croix de Fer gjorde mig godt. De par colaer jeg fik sippet der bekom mig vel. Derfra og ned til bunden af Glandon var alt ok, men så slog varmen i dalen mig noget ud af kurs. Jeg var nær besvimet, da jeg stod af cyklen i depotet for foden af alpen - så smadret var jeg. Det blev derfor også en afskyelig grim kamp at nå toppen (det tog mig 2 timer), men det blev en kamp jeg vandt. Jeg kom i mål på 9 timer og 8 min. En tid jeg først var skuffet over, men da jeg efterfølgende kørte ned ad alpen i bil blev tingene sat i perspektiv, for det var voldsomme sager vi fik set. Folk faldt om, andre lå i skyggen, de færreste var at finde i sadlen. Shit det var vildt! Set i det lys er jeg rigtig glad og stolt over min tid, selvom jeg havde håbet på sub 8 timer.
Men helt ærligt, så havde årets løb ikke noget med form at gøre. Det blev en lang kamp mod varmen, en balancegang med at holde igen og presse på alt efter hvilket stadie man befandt sig på og ikke en skid med FTP niveau og lign at gøre. Selv de mindste fejl blev straffet grundet varmen, men det ved du jo allerede bedre end jeg gør;-)

Det gik mig ok. Jeg led rigtig meget undervejs startende med opkørslen til Mollard. Der var sgu langt hjem derude fra, og jeg må indrømme at jeg af flere omgange blot havde Bourg som mål. Jeg troede ærlig talt ikke at jeg ville komme længere. Et kvarter i skyggen på en restaurant på vejen op ad Croix de Fer gjorde mig godt. De par colaer jeg fik sippet der bekom mig vel. Derfra og ned til bunden af Glandon var alt ok, men så slog varmen i dalen mig noget ud af kurs. Jeg var nær besvimet, da jeg stod af cyklen i depotet for foden af alpen - så smadret var jeg. Det blev derfor også en afskyelig grim kamp at nå toppen (det tog mig 2 timer), men det blev en kamp jeg vandt. Jeg kom i mål på 9 timer og 8 min. En tid jeg først var skuffet over, men da jeg efterfølgende kørte ned ad alpen i bil blev tingene sat i perspektiv, for det var voldsomme sager vi fik set. Folk faldt om, andre lå i skyggen, de færreste var at finde i sadlen. Shit det var vildt! Set i det lys er jeg rigtig glad og stolt over min tid, selvom jeg havde håbet på sub 8 timer.
Men helt ærligt, så havde årets løb ikke noget med form at gøre. Det blev en lang kamp mod varmen, en balancegang med at holde igen og presse på alt efter hvilket stadie man befandt sig på og ikke en skid med FTP niveau og lign at gøre. Selv de mindste fejl blev straffet grundet varmen, men det ved du jo allerede bedre end jeg gør;-)

Weekend update
En massiv træningsweekend i selskab med Team TREFOR Bluewater er overstået, og efter at have hvilet stængerne en dags tid er jeg ved at være klar til at tage fat igen. Det var på alle måder en helt fantastisk weekend, hvor vi var helt tæt på rytterne, lærte dem at kende og fik indblik i hvordan et kontinental hold fungerer i praksis. En super fed oplevelse som jeg er virkelig glad for at have fået med på vejen
Kort fortalt om weekendens træning:
Fredag:
Afg. fra Grejs lige nord for Vejle med kurs mod Hotel Nyborg Strand, hvor træningsweekenden skulle foregå. Vi cyklede i samlet flok med et pænt tempo, og jeg må da også indrømme at jeg var mere end almindeligt presset af flere omgange Især bakkerne samt diverse lydskryds (og der var en del) tog ekstrem hårdt på mig, så jeg skulle bide tænderne sammen for at følge med. Når det gik lige ud var der dog ingen problemer, for der kunne jeg sidde pænt isoleret i gruppen. Det var nice!
Cykling - 128 km @ 140 watt i avg (NP 167 watt, hvilket nok er noget mere retvisende i forhold til følelsen)
Lørdag:
I skodvejr var vi en smut rundt på den sydlige del af Fyn. Vi fulgtes ud af Nyborg sammen med rytterne, men da de skulle køre intervaller valgte vi at lade dem køre efter ca. 20 km. Jeg kunne ganske enkelt ikke følge med så snart de gjorde antrit til at bare skrue en lille smule op.....
Det betød at vi kørte det meste af turen i selskab med Jacob Nielsen - manden der har rekorden i flest gennemførte Post DK Rundt - og som i øvrigt forsat træder en pænt god mølle. Vejrforholdene til trods blev det en rigtig fin tur, men jeg må indrømme at jeg var pænt flad da vi nåede Nyborg. På alle måder faktisk, for da jeg var færdig med at gøre min cykel ren kunne jeg konstatere at bagdækket var fladt. God timing
Cykling - 118 km @ 142 watt i avg (NP 152)
Søndag:
Hjemturen fra Nyborg mod Grejs tog Michael og jeg i ensom majestæt, da rytterne skulle ud på noget omvejshalløj. Det gjorde os egentlig heller ikke så meget, for selvom vi ville kunne finde læ i den hårde vind, så var der ingen af os der havde ben til at køre et alt for ujævnt pace. Så hellere finde rytmen alene.
Og det var præcis hvad vi gjorde - i stiv modvind HELE vejen vel og mærket! Det var hårdt, men det hjalp at vi rent mentalt var forberedt på opgaven, og at vi vidste at der kun var en vej hjem uden genveje. Derudover var det en god gulerod at slide lidt ekstra for at undgå at blive indhentet af rytterne, som vi vidste ville være tæt på derude et sted
Cykling - 120 km @ 148 watt (NP 155)
Overordnet set, så er jeg ualmindelig godt tilfreds med min indsats i weekenden. Mængden er vist i øvrigt heller ikke helt dum! Kan jeg holde fast i motivationen og indsatsen som der pt. bliver lagt i træningen, så tror jeg at det bliver alle tiders sæson
Og mon ikke at jeg kan det? D. 26/2 ryger vi i hvert fald afsted til Calpe på en uges træningslejr med holdet, for umiddelbart efter at følge det op med en uges ferie i San Francisco hvor cyklerne selvfølgelig også skal med, så det burde alt andet lige danne et ret solidt grundlag for en yderligere formfremgang

OK, Calpe-området er det fedeste sted til en træningslejr! Færdig slut! Af alle de steder jeg efterhånden har haft medbragt min cykel, så går Calpe direkte ind i min top 3 over de mest komplette destinationer. Geniale veje, hensynsfulde billister, fede stigninger men samtidigt også muligheden for relativt flade ture, gør at det ikke er svært at forstå hvorfor så mange proffer har Calpe som deres favorit vintertræningsdestination.
Vi var desværre ikke super heldige med vejret, da en mindre storm hærgede området i netop de dage hvor vi var der. Det fik vi en smagsprøve på allerede under indflyvningen til Alicante lufthavn, hvor det gik så vildt for sig at jeg var meget tæt på at måtte ofre mig i papirspose
Vinden til trods, så var vi fast besluttede på at klø på med træningen - det var ligesom formålet med vores noget impulsive tur! Som sagt så gjort, selvom det til tider var både skræmmende og noget af en udfordring at styre cyklen i den vilde vind
Det var faktisk også ved at gå alvorligt galt et par gange, hvor hårde vindpust flyttede os mere end en hel vejbane. Heldigvis var trafikken beskeden, så ingen skade sket. Dele af nedkørslerne var heller ikke den samme fornøjelse, som jeg normalt synes at en nedkørsel er, men det var vilkårene og dem måtte vi forholde os til.
Lørdag blev det til en god lang tur, hvor spisesedlen bla. bestod af 3 længere stigninger samt en masse mindre ups and downs.
Jeg fik ikke verdens bedste start og kunne ikke rigtigt få det til at rulle de første par timer, men som så mange gange før ændrede det sig gradvist i takt med at vi fik lagt nogle km bag os, og det endte faktisk med at blive en rigtig hæderlig tur.
Cykling - 6 timer og 35 min, 164 km - 3124 højdemeter @ 140 watt i avg (NP 152 watt)
140 watt i avg. lyder måske ikke at meget, men med til historien hører et par svære nedkørsler hvor vinden virkelig rev i os, og hvor vi derfor måtte rulle stille og roligt nedad for at undgå uheld. Det gav selvsagt en del km hvor jeg slet ikke ydede nogen watt, og som derfor også trak gevaldigt ned i avg.
Lørdag aften var jeg virkelig smadret! Min skuldre og nakke var kvæstet efter så mange timer i sadlen - tro mig, jeg kunne godt mærke at min frempind er skiftet fra 110 mm til 130 mm samtidigt med at styret er sænket med 15 mm Det kræver altså bare lidt tilvænning når der ændres på positionen!
Søndag blæste det om muligt endnu mere end dagen forinden, og skal jeg være helt ærlig, så tog det modet lidt fra os. Jeg er normal ikke pivet i forhold til vind og rusk, men der er grænser for hvad en 53 kg tung (let) rytter kan modstå hvis det samtidigt skal være bare nogenlunde forsvarligt.
Den planlagte tur blev derfor skrottet, da lysten til at køre op i højderne ganske enkelt ikke var til stedet. I stedet blev det til en vaske ægte coffee ride op langs kysten og retur igen, hvor vi af et par omgange fandt en lille café i læ for vinden så vi kunne nyde det ellers meget fine solrige vejr. Skide hyggeligt faktisk
Cykling - 2 timer og 30 min, 62 km - 780 højdemeter @ 145 watt i avg.
Mandag var det tid til hjemrejse igen, og typisk nok også vindstille Vi kunne desværre ikke nå en cykeltur før vi skulle i lufthavnen, men til gengæld blev det til en god omgang i hotellets gym. Benene fik en god omgang, så jeg vraltede rent ud sagt ind i flyet
Denne uge har været lidt tynd rent træningsmæssigt da helbreddet ikke har været helt i top. Jeg har haft hovedpine og været uoplagt, så det var først igår jeg kom lidt igang igen. En røvfuld 15/45 intervaller på kondicyklen efterfulgt af en times træning med coach Lotte gjorde mig godt, og jeg føler mig nu fit for fight til en god træningsweekend på cyklen i selskab med hele Team TREFOR Bluewater.
Vi mødes med holdet hos deres Service Course her i Vejle kl. 11:30, og cykler derfra til Hotel Nyborg Strand som danner rammer for denne weekends holdsamling. Imorgen viser Alex Rasmussen os en tur rundt på fyn og søndag cykler vi så retur mod udgangspunktet i Vejle igen. Det er første gang at hele 2015 holdet samles, og det er samtidigt også idag at de får udleveret deres nye team cykler, så det bliver spændende at prøve at være en del af sådan et setup Jeg er selvfølgelig også noget spændt, og en kende nervøs for, om jeg kan sidde med på turene. Nok er der tale om basetræning for rytterne, men hvor hurtigt går det mon på kontinental niveau??? Jeg prøver at trøste mig selv med at Allan Johansen nok næppe havde inviteret os med, hvis han ikke regnede med at vi kunne sidde med på hjul. Han kender jo vores niveau

OK, Calpe-området er det fedeste sted til en træningslejr! Færdig slut! Af alle de steder jeg efterhånden har haft medbragt min cykel, så går Calpe direkte ind i min top 3 over de mest komplette destinationer. Geniale veje, hensynsfulde billister, fede stigninger men samtidigt også muligheden for relativt flade ture, gør at det ikke er svært at forstå hvorfor så mange proffer har Calpe som deres favorit vintertræningsdestination.
Vi var desværre ikke super heldige med vejret, da en mindre storm hærgede området i netop de dage hvor vi var der. Det fik vi en smagsprøve på allerede under indflyvningen til Alicante lufthavn, hvor det gik så vildt for sig at jeg var meget tæt på at måtte ofre mig i papirspose
Vinden til trods, så var vi fast besluttede på at klø på med træningen - det var ligesom formålet med vores noget impulsive tur! Som sagt så gjort, selvom det til tider var både skræmmende og noget af en udfordring at styre cyklen i den vilde vind
Det var faktisk også ved at gå alvorligt galt et par gange, hvor hårde vindpust flyttede os mere end en hel vejbane. Heldigvis var trafikken beskeden, så ingen skade sket. Dele af nedkørslerne var heller ikke den samme fornøjelse, som jeg normalt synes at en nedkørsel er, men det var vilkårene og dem måtte vi forholde os til.
Lørdag blev det til en god lang tur, hvor spisesedlen bla. bestod af 3 længere stigninger samt en masse mindre ups and downs.
Jeg fik ikke verdens bedste start og kunne ikke rigtigt få det til at rulle de første par timer, men som så mange gange før ændrede det sig gradvist i takt med at vi fik lagt nogle km bag os, og det endte faktisk med at blive en rigtig hæderlig tur.
Cykling - 6 timer og 35 min, 164 km - 3124 højdemeter @ 140 watt i avg (NP 152 watt)
140 watt i avg. lyder måske ikke at meget, men med til historien hører et par svære nedkørsler hvor vinden virkelig rev i os, og hvor vi derfor måtte rulle stille og roligt nedad for at undgå uheld. Det gav selvsagt en del km hvor jeg slet ikke ydede nogen watt, og som derfor også trak gevaldigt ned i avg.
Lørdag aften var jeg virkelig smadret! Min skuldre og nakke var kvæstet efter så mange timer i sadlen - tro mig, jeg kunne godt mærke at min frempind er skiftet fra 110 mm til 130 mm samtidigt med at styret er sænket med 15 mm Det kræver altså bare lidt tilvænning når der ændres på positionen!
Søndag blæste det om muligt endnu mere end dagen forinden, og skal jeg være helt ærlig, så tog det modet lidt fra os. Jeg er normal ikke pivet i forhold til vind og rusk, men der er grænser for hvad en 53 kg tung (let) rytter kan modstå hvis det samtidigt skal være bare nogenlunde forsvarligt.
Den planlagte tur blev derfor skrottet, da lysten til at køre op i højderne ganske enkelt ikke var til stedet. I stedet blev det til en vaske ægte coffee ride op langs kysten og retur igen, hvor vi af et par omgange fandt en lille café i læ for vinden så vi kunne nyde det ellers meget fine solrige vejr. Skide hyggeligt faktisk
Cykling - 2 timer og 30 min, 62 km - 780 højdemeter @ 145 watt i avg.
Mandag var det tid til hjemrejse igen, og typisk nok også vindstille Vi kunne desværre ikke nå en cykeltur før vi skulle i lufthavnen, men til gengæld blev det til en god omgang i hotellets gym. Benene fik en god omgang, så jeg vraltede rent ud sagt ind i flyet
Denne uge har været lidt tynd rent træningsmæssigt da helbreddet ikke har været helt i top. Jeg har haft hovedpine og været uoplagt, så det var først igår jeg kom lidt igang igen. En røvfuld 15/45 intervaller på kondicyklen efterfulgt af en times træning med coach Lotte gjorde mig godt, og jeg føler mig nu fit for fight til en god træningsweekend på cyklen i selskab med hele Team TREFOR Bluewater.
Vi mødes med holdet hos deres Service Course her i Vejle kl. 11:30, og cykler derfra til Hotel Nyborg Strand som danner rammer for denne weekends holdsamling. Imorgen viser Alex Rasmussen os en tur rundt på fyn og søndag cykler vi så retur mod udgangspunktet i Vejle igen. Det er første gang at hele 2015 holdet samles, og det er samtidigt også idag at de får udleveret deres nye team cykler, så det bliver spændende at prøve at være en del af sådan et setup Jeg er selvfølgelig også noget spændt, og en kende nervøs for, om jeg kan sidde med på turene. Nok er der tale om basetræning for rytterne, men hvor hurtigt går det mon på kontinental niveau??? Jeg prøver at trøste mig selv med at Allan Johansen nok næppe havde inviteret os med, hvis han ikke regnede med at vi kunne sidde med på hjul. Han kender jo vores niveau

Sådan et slag på tasken, hvor mange par løbesko har du så? Det må kræve en del ekstra m2 i den nye bolig eller bliver der i stedet skåret ned på fruens garderobeplads?

Mandag d. 19/1
Som vanligt stod mandagen på en session med coach Lotte, hvilket sjældent plejer at gå roligt for sig. Således blev gårdagens træning noget nær det hårdeste jeg har prøvet uden at en cykel var involveret!
Vores WO så således ud:
30 min på kondicykel inkl. 10 x 15/45 intervaller (15 pres -> 45 roligt)
Derefter følgende 10 runder:
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
20 lunges m. 10 kg sandsæk
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
20 lunges m. 10 kg sandsæk
10 burpees
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
20 lunges m. 10 kg sandsæk
10 burpees
10 armbøjninger
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
20 lunges m. 10 kg sandsæk
10 burpees
10 armbøjninger
10 triceps armbøjninger
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
20 lunges m. 10 kg sandsæk
10 burpees
10 armbøjninger
10 triceps armbøjninger
10 biceps curl m. 6 kg (begge arme på samme tid)
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
20 lunges m. 10 kg sandsæk
10 burpees
10 armbøjninger
10 triceps armbøjninger
10 biceps db curl m. 6 kg (begge arme på samme tid)
10 db triceps press liggende
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
20 lunges m. 10 kg sandsæk
10 burpees
10 armbøjninger
10 triceps armbøjninger
10 biceps db curl m. 6 kg (begge arme på samme tid)
10 db triceps press liggende
10 situps
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
20 lunges m. 10 kg sandsæk
10 burpees
10 armbøjninger
10 triceps armbøjninger
10 biceps db curl m. 6 kg (begge arme på samme tid)
10 db triceps press liggende
10 situps
20 situps (skrå)
500 m romaskine
10 squat m. 10 kg sandsæk
20 lunges m. 10 kg sandsæk
10 burpees
10 armbøjninger
10 triceps armbøjninger
10 biceps db curl m. 6 kg (begge arme på samme tid)
10 db triceps press liggende
10 situps
20 situps (skrå)
1 min planke
Nu havde jeg ikke pulsbælte på, men min fornemmelse siger mig at pulsen konstant lå et sted m. 85-90% af max. Det kombineret med muskler der stille og roligt syrede til, gjorde det til en helt enorm hård omgang!
Når det så er sagt, så er det nok noget nær den fedeste træning jeg har haft i et træningscenter:-)
De ti runder tog i øvrigt ca. 65 min at gennemføre med en enkelt lille pause (2 min) efter 5 runder.