Oksen fra Århus N

Jeg skriver det her i min egen log, idet jeg ikke vil have skyld for at spamme tråden med optursmomenter:
Hvor VAR det bare godt, at jeg fik den nye crosser! Det er næppe for meget sagt, at den har gjort mig til et lidt bedre menneske, forstået på den måde, at jeg har færre slemme nedture, og dermed flere og bedre mentale og menneskelige ressourcer. De personer, der er tæt på mig, kan også sagtens mærke det.
I dag skal jeg have omsat noget af weekendens flaske-høst. Det bliver nede i Rema1000.
En gang cykling skal jeg nok også få mig i dag.
I morgen skal jeg huske at ringe til min fys. Det er ikke længere nødvendigt med ugentlige behandlinger (og det er nok bl.a. takket være min træning), men der er visse ting, der skal holdes ved lige. Jeg vil jo gerne fortsat kunne give den max gas, både på arbejde og til træning.

Da jeg var færdig på jobbet, flød Nobelparken med flasker, så jeg tog en lille rundtur, og fik hurtigt fyldt tasken.
Derefter var det hjem til en lille opvask, inden turen gik til det næsten fyldte træningscenter.
Pga. at der var mange mennesker, kneb det lidt med at få bænk og håndvægte, men det gik da.
Til gengæld kom jeg de fleste af maskin-øvelserne igennem to gange. Ben og rows kørte bedst.
Dertil en masse wristrolls.
På vejen hjem var der drama:
På Jens Baggesensvej var en skovdue stærkt skadet, så jeg satte kursen efter den, for at få udfriet den af dens lidelser.
Det faldt en ung fyr for brystet, og han begyndte at whine over, at det kunne jeg ikke bare, og at man skulle ringe til Dyrenes Beskyttelse, der så ville afhente duen.
SÅ så man lige Oksen træde i karakter som en handlingens (jægers)mand:
Jeg fremdrog mit jagttegn, og sagde: Mit navn er Martin S., og dette dokument giver mig lov til at affange (sådan hedder det på jæger-latin) nødstedt vildt. Det agter jeg at gøre. Meld mig, hvis du vil! Falck skal ikke spilde tid på sådan noget pjat, sålænge, jeg er her.
Og i et snuptag greb jeg med den ene hånd om duens krop, og så fat med pege- og langfinger om dens hoved. RYK, og så havde fuglen fred. Duer har meget skrøbelige nakkehvirvler, så det gik nemt at foretage decapitering.
Hippien var heldigvis forduftet. Lige nu sidder han sikkert og forsøger at komme i bukserne på én eller anden radmager kost, ved at fortælle, at han ville være ååååh, så god ved det stakkels dyr, men at den skrækkelige vestjyske hitman forhindrede ham i det. :laugh:
NATUREN er barsk, og ingen skal tro, at en baggårdskat ville have været mere human, end jeg var. Og hvis ham bavianen havde tilkaldt Falck, så havde Falckmanden gjort præcis det samme, som jeg gjorde. Så havde duen bare fået lov at vente længere. Så det ville jo have været vældigt dyrevenligt!
Nej, livet er og bliver en kontakt-sport! Sådan en ung, fysisk habil gut burde selv have været mand for at ordne den sag, i stedet for at begynde med sin whining.
Nu vil jeg spise en portion skyr, og læse en god roman. Det ved man da, hvad er!

Da jeg var færdig på jobbet, flød Nobelparken med flasker, så jeg tog en lille rundtur, og fik hurtigt fyldt tasken.
Derefter var det hjem til en lille opvask, inden turen gik til det næsten fyldte træningscenter.
Pga. at der var mange mennesker, kneb det lidt med at få bænk og håndvægte, men det gik da.
Til gengæld kom jeg de fleste af maskin-øvelserne igennem to gange. Ben og rows kørte bedst.
Dertil en masse wristrolls.
På vejen hjem var der drama:
På Jens Baggesensvej var en skovdue stærkt skadet, så jeg satte kursen efter den, for at få udfriet den af dens lidelser.
Det faldt en ung fyr for brystet, og han begyndte at whine over, at det kunne jeg ikke bare, og at man skulle ringe til Dyrenes Beskyttelse, der så ville afhente duen.
SÅ så man lige Oksen træde i karakter som en handlingens (jægers)mand:
Jeg fremdrog mit jagttegn, og sagde: Mit navn er Martin S., og dette dokument giver mig lov til at affange (sådan hedder det på jæger-latin) nødstedt vildt. Det agter jeg at gøre. Meld mig, hvis du vil! Falck skal ikke spilde tid på sådan noget pjat, sålænge, jeg er her.
Og i et snuptag greb jeg med den ene hånd om duens krop, og så fat med pege- og langfinger om dens hoved. RYK, og så havde fuglen fred. Duer har meget skrøbelige nakkehvirvler, så det gik nemt at foretage decapitering.
Hippien var heldigvis forduftet. Lige nu sidder han sikkert og forsøger at komme i bukserne på én eller anden radmager kost, ved at fortælle, at han ville være ååååh, så god ved det stakkels dyr, men at den skrækkelige vestjyske hitman forhindrede ham i det. :laugh:
NATUREN er barsk, og ingen skal tro, at en baggårdskat ville have været mere human, end jeg var. Og hvis ham bavianen havde tilkaldt Falck, så havde Falckmanden gjort præcis det samme, som jeg gjorde. Så havde duen bare fået lov at vente længere. Så det ville jo have været vældigt dyrevenligt!
Nej, livet er og bliver en kontakt-sport! Sådan en ung, fysisk habil gut burde selv have været mand for at ordne den sag, i stedet for at begynde med sin whining.
Nu vil jeg spise en portion skyr, og læse en god roman. Det ved man da, hvad er!

Super god log, du har.
Jeg har nu altid ment, at det skulle være legitimt at bruge en log til at fortælle om sine tanker og oplevelser, sideløbende med, at man fortæller om træning.

Da jeg var færdig på jobbet, flød Nobelparken med flasker, så jeg tog en lille rundtur, og fik hurtigt fyldt tasken.
Derefter var det hjem til en lille opvask, inden turen gik til det næsten fyldte træningscenter.
Pga. at der var mange mennesker, kneb det lidt med at få bænk og håndvægte, men det gik da.
Til gengæld kom jeg de fleste af maskin-øvelserne igennem to gange. Ben og rows kørte bedst.
Dertil en masse wristrolls.
På vejen hjem var der drama:
På Jens Baggesensvej var en skovdue stærkt skadet, så jeg satte kursen efter den, for at få udfriet den af dens lidelser.
Det faldt en ung fyr for brystet, og han begyndte at whine over, at det kunne jeg ikke bare, og at man skulle ringe til Dyrenes Beskyttelse, der så ville afhente duen.
SÅ så man lige Oksen træde i karakter som en handlingens (jægers)mand:
Jeg fremdrog mit jagttegn, og sagde: Mit navn er Martin S., og dette dokument giver mig lov til at affange (sådan hedder det på jæger-latin) nødstedt vildt. Det agter jeg at gøre. Meld mig, hvis du vil! Falck skal ikke spilde tid på sådan noget pjat, sålænge, jeg er her.
Og i et snuptag greb jeg med den ene hånd om duens krop, og så fat med pege- og langfinger om dens hoved. RYK, og så havde fuglen fred. Duer har meget skrøbelige nakkehvirvler, så det gik nemt at foretage decapitering.
Hippien var heldigvis forduftet. Lige nu sidder han sikkert og forsøger at komme i bukserne på én eller anden radmager kost, ved at fortælle, at han ville være ååååh, så god ved det stakkels dyr, men at den skrækkelige vestjyske hitman forhindrede ham i det. :laugh:
NATUREN er barsk, og ingen skal tro, at en baggårdskat ville have været mere human, end jeg var. Og hvis ham bavianen havde tilkaldt Falck, så havde Falckmanden gjort præcis det samme, som jeg gjorde. Så havde duen bare fået lov at vente længere. Så det ville jo have været vældigt dyrevenligt!
Nej, livet er og bliver en kontakt-sport! Sådan en ung, fysisk habil gut burde selv have været mand for at ordne den sag, i stedet for at begynde med sin whining.
Nu vil jeg spise en portion skyr, og læse en god roman. Det ved man da, hvad er!

Da jeg var færdig på jobbet, flød Nobelparken med flasker, så jeg tog en lille rundtur, og fik hurtigt fyldt tasken.
Derefter var det hjem til en lille opvask, inden turen gik til det næsten fyldte træningscenter.
Pga. at der var mange mennesker, kneb det lidt med at få bænk og håndvægte, men det gik da.
Til gengæld kom jeg de fleste af maskin-øvelserne igennem to gange. Ben og rows kørte bedst.
Dertil en masse wristrolls.
På vejen hjem var der drama:
På Jens Baggesensvej var en skovdue stærkt skadet, så jeg satte kursen efter den, for at få udfriet den af dens lidelser.
Det faldt en ung fyr for brystet, og han begyndte at whine over, at det kunne jeg ikke bare, og at man skulle ringe til Dyrenes Beskyttelse, der så ville afhente duen.
SÅ så man lige Oksen træde i karakter som en handlingens (jægers)mand:
Jeg fremdrog mit jagttegn, og sagde: Mit navn er Martin S., og dette dokument giver mig lov til at affange (sådan hedder det på jæger-latin) nødstedt vildt. Det agter jeg at gøre. Meld mig, hvis du vil! Falck skal ikke spilde tid på sådan noget pjat, sålænge, jeg er her.
Og i et snuptag greb jeg med den ene hånd om duens krop, og så fat med pege- og langfinger om dens hoved. RYK, og så havde fuglen fred. Duer har meget skrøbelige nakkehvirvler, så det gik nemt at foretage decapitering.
Hippien var heldigvis forduftet. Lige nu sidder han sikkert og forsøger at komme i bukserne på én eller anden radmager kost, ved at fortælle, at han ville være ååååh, så god ved det stakkels dyr, men at den skrækkelige vestjyske hitman forhindrede ham i det. :laugh:
NATUREN er barsk, og ingen skal tro, at en baggårdskat ville have været mere human, end jeg var. Og hvis ham bavianen havde tilkaldt Falck, så havde Falckmanden gjort præcis det samme, som jeg gjorde. Så havde duen bare fået lov at vente længere. Så det ville jo have været vældigt dyrevenligt!
Nej, livet er og bliver en kontakt-sport! Sådan en ung, fysisk habil gut burde selv have været mand for at ordne den sag, i stedet for at begynde med sin whining.
Nu vil jeg spise en portion skyr, og læse en god roman. Det ved man da, hvad er!

Jeg endte med at få cyklet 18 km i går.
Det gik ganske ok, selv om fugtig varme er noget af en dræber. Det er, som om man ikke kan komme af med sin sved. Men når jeg SKAL cykle, så bliver der cyklet! Og 5000 km´s jubilæet kom da også i hus. Hurra for det!
I dag: Styrke-pas.
I weekenden bliver der forhåbentlig en tur eller to downtown.

Oksens årlige festival-beretning:
Torsdag, efter at jeg var færdig på jobbet, gik det af sted mod Silkeborg, Resten af dagen gik så med at komme i den rette stemning.
Fredag, over middag, var massevis af country-folk så klar til den officielle åbning på torvet. En lang, hvid Cadillac bragte festivallederen, samt 3 af Silkeborg bys spidser, frem til arrangementet. Og de blev naturligvis modtaget med saluttering fra de mange fremmødte gunslingers. Derefter spillede Johnny Cash Band (et kopi-band, eftersom Johnny Cash jo desværre er død) og Dark Horse, inden turen gik ud til Indelukket, til festivalens egentlige start.
The Nashvilles (DK) lagde ud i udmærket stil. Det var god, solid country, med en del kendte hits af den slags, som mange af gæsterne på festivalen kan lide.
Rio Grande (DK) spillede lidt mere up-tempo. Også det var ganske ok, selv om det var en noget anden stil end The Nashvilles. Jeg satte mig ud i Food Street, hvorfra jeg sagtens kunne høre musikken, og nød en frankfurter med fritter. En ældre cowboy var allerede nået til det stadium, hvor han faldt ned fra bænken. Men det tog både han og hans bros med godt humør.
Bibbi & Snif (DK) er bl.a. kendt fra Talent 2010 på TV2. Da jeg startede i country-miljøet, var Bibbi bare en lille tøs, og Snif var, ligesom alle os andre, en del yngre. I dag har Bibbi udviklet en fantastisk flot stemme, der bl.a. er glimrende til fortolkning af Dolly Parton-numre, og Snif er, som han altid har været, en fremragende bassist. Derfor kunne det heller ikke gå galt med deres show, og det gjorde det heller ikke. De leverede varen.
I pausen var jeg så oppe og høre Johnny Cash Band i Tuborg Teltet, hvor der var en herlig stemning. Folk skreg af grin, da forsangeren sagde: Nu skal vi et sted hen, hvortil vi alle venter på at komme!, og derefter stemte i med sangen om `San Quentin´.
The Mavericks (USA) var årets mega-satsning, og jeg må da sige, at pladsen var propfyldt. De kendte numre var da også gode, men af og til var der for meget larm. Deres scene-show var dog spektakulært. Så konklusionen må vel blive, at det var en drøm for Mavericks-fans, men at jeg bare ikke er nogen gigantisk Mavericks-fan.
Om natten skete der en sjov ting: En amerikansk musiker (The Mavericks havde temmelig mange med) skulle følges op til sit hotel, og det i buldermørke.
Amerikaneren: SECURITY! Someone´s stalking me!
Vagten kom springende, og skulle høre, hvad der var galt.
Amerikaneren (med en gysen): That sound!
Vagten (lytter) OH, STFU! Det er én af hotellets robot-plæneklippere! :laugh:
Næste `morgen´ kl. 14 gik danske Pete på Scenen. Han spillede gode, gedigne hits, og med afstikkere til de mere rockede sub-genrer. Men ok, det er i orden, at de yngre kunstnere får lov at vise, hvad de kan. Og hans fortid som guitarist i Memphis Boulevard bør være garanti for hans musikalske kvaliteter. Lad os bare høre mere til ham og hans band.
Så var turen kommet til Pam Mac Beth (USA). Hende har jeg oplevet en gang før. En KÆMPE sangstemme, gemt i en lille, sprød sydstats-blondines veltrænede krop. Pam kan det hele: Hun kan fyre et scene-show af, med en sådan energi, at man tror, det er løgn, og omvendt kan hun også synge dybtfølt, som en kvinde, der har levet livet, på godt og ondt. Hendes scene-show var genialt, og hendes fortid som danser og gymnast fornægter sig ikke. Hun formår at være sensuel, uden at komme til at virke slutty (modsat f.eks, Becky Hobbs, der ynder at smække stængerne op på keyboardet, så kun meget lidt overlades til fantasien). Pam lavede i stedet vejrmøller, iført stramme, sorte hotpants Jeg kan kun sige: WAY TO GO, PAM!
Så stod østrigske Tex Robinson for tur. Ham går man aldrig fejl af. Ikke noget tyroler-halløj her, kun gode, traditionelle country-hits, fremført med en stemme, der (næsten) er en mega-stjerne værdig. Super cool!
The Flying Burito Brothers (USA) startede lidt vildt ud, men musikken fandt hurtigt et fornuftigt leje, og så fik vi ellers serveret evigt unge, klassisk country-hits på stribe. Modsat mange andre bands kunne de nøjes med en guitar, en bas og et tromme-sæt. Tænk, mere behøver man ikke for at spille god country. Stor respekt for det, og lad os endelig høre The Flying Burito Brothers igen en anden gang.
Zydeco Annie & The Swampcats (D) var, imo, festivalens eneste deciderede fiasko. Eller også er jeg bare ikke til lynhurtige harmonika-rytmer og cajun-franske tekster. Det blev for ensformigt for mig.
Lørdagen sluttede med amerikanske Wendel Adkins, i selskab med Waylon Jennings´ gamle band, The Waylors. Desværre synes jeg, at bandet tog for meget over, så Wendels stemme ikke rigtig kunne slå igennem. Det var en skam, for han er en stor musiker. Men bevares, vi fik mange af Waylons gode, gamle numre. Dog ville jeg ønske, at Wendel ville holde igen med spritten. Der er næppe nogen tvivl om, at han var mindst middelsvært beruset, og at det gik ud over hans performance på scenen. What a shame! Dog tror jeg også, at han ville have været bedre med et andet band.
Hjem i campen til whisky og chips, og så i seng.
I `morges´ kl. 11 (det er nærmest nat, i country-kredse) spillede Tex Robinson igen, denne gang i Tuborg Teltet, og lidt senere var færøske The Reverends på den store scene. I erkendelse af, at mange havde tømmermænd, lagde bandet ud med `Sunday Morning Comin´ Down´. Let´s face it: Færingerne kan det der med country. Det var from the heart and down to earth. Sådan skal det lyde, drenge!
Mike Strauss voksede op i Berlin, hvor han lyttede til de radiostationer, der spillede for de udsendte amerikanske soldater. Så han har fået country ind med modermælken. Da SCCs ledelse mødte ham på country-messen i Berlin, var han straks fyr og flamme for at vende tilbage til Silkeborg, hvor han spillede for nogle år siden. Desværre manglede han et band!
Det viste sig dog, ikke at være noget problem, for på et øjeblik var han omringet af musikere, der gerne ville med. Atmosfæren og den gennemførte country-stil på festivalen er blevet kendt langt ud over Danmarks grænser. Sådan gik det til, at Mike Strauss stillede op med det, der blev kendt som The Family Band. Og jeg kan kun give min varmeste anbefaling! Tyskerne har et stærkt country-miljø, dels pga. de mange udstationerede amerikanere, og dels fordi Tysklands position som transit-land i Europa har givet grobund for et stort og kraftigt trucker-miljø. Mike Strauss vil jeg gerne høre igen en anden gang!
James Lann (USA) er blevet spået en stort fremtid i sit hjemland. Det tror jeg gerne, for hans musik var lige så karakterløs som meget af det andet, der pumpes ud fra Music Row nutildags. Ikke specielt dårligt, men bare hurtigt glemt. Penge og berømmelse skal han nok få, men min anerkendelse vil det knibe mere med. Om nogle år har vi ikke længere råd til at have ham på festivalen. Og for min skyld gør det ikke noget.
South Mountain (CAN) er vant til at lukke og slukke på festivalen. Og de gør det med manér! Steve Piticco er nok én af de bedste nulevende country-guitarister, og forsangeren ved, hvordan en stærk, enkel countrysang skal synges. Som noget nyt havde bandet den lille, søde Linsey Beckett med på violin. Hun gjorde en super god debut på festivalen.
Og så var tiden kommet, hvor alle tilstedeværende musikere skulle på scenen til den traditionelle afslutning med `Cotton Fields´. Og med både Mike Strauss, The Flying Burito Brothers og mange andre til stede, så blev det et brag af en afslutning.
Vejret var jo i top. For første gang i flere år havde jeg slet ikke regntøj med ind på pladsen. Tak, country-venlige vejrguder!
Alt i alt en super fed weekend, hvor jeg kunne lide ca. 90 % af musikken (man kan jo ikke synes lige godt om alt, og country er en bred genre), og hvor var masser af fest og farver. Ballade var der, som altid, intet nævneværdigt af. Vistnok to fulderikker blev bortvist, og det sørgede bl.a.én af mine gode gym buddies for. Men så kunne de bavianer jo bare lære det! Strømerne ser man stort set aldrig dernede. De ved godt, at der er nul ballade (og også nul tolerance fra vagterne, hvis nogen går for vidt).
Nu skal jeg have århundredet største bad, for jeg lugter ekstremt cowboy-agtigt!

Oksens årlige festival-beretning:
Torsdag, efter at jeg var færdig på jobbet, gik det af sted mod Silkeborg, Resten af dagen gik så med at komme i den rette stemning.
Fredag, over middag, var massevis af country-folk så klar til den officielle åbning på torvet. En lang, hvid Cadillac bragte festivallederen, samt 3 af Silkeborg bys spidser, frem til arrangementet. Og de blev naturligvis modtaget med saluttering fra de mange fremmødte gunslingers. Derefter spillede Johnny Cash Band (et kopi-band, eftersom Johnny Cash jo desværre er død) og Dark Horse, inden turen gik ud til Indelukket, til festivalens egentlige start.
The Nashvilles (DK) lagde ud i udmærket stil. Det var god, solid country, med en del kendte hits af den slags, som mange af gæsterne på festivalen kan lide.
Rio Grande (DK) spillede lidt mere up-tempo. Også det var ganske ok, selv om det var en noget anden stil end The Nashvilles. Jeg satte mig ud i Food Street, hvorfra jeg sagtens kunne høre musikken, og nød en frankfurter med fritter. En ældre cowboy var allerede nået til det stadium, hvor han faldt ned fra bænken. Men det tog både han og hans bros med godt humør.
Bibbi & Snif (DK) er bl.a. kendt fra Talent 2010 på TV2. Da jeg startede i country-miljøet, var Bibbi bare en lille tøs, og Snif var, ligesom alle os andre, en del yngre. I dag har Bibbi udviklet en fantastisk flot stemme, der bl.a. er glimrende til fortolkning af Dolly Parton-numre, og Snif er, som han altid har været, en fremragende bassist. Derfor kunne det heller ikke gå galt med deres show, og det gjorde det heller ikke. De leverede varen.
I pausen var jeg så oppe og høre Johnny Cash Band i Tuborg Teltet, hvor der var en herlig stemning. Folk skreg af grin, da forsangeren sagde: Nu skal vi et sted hen, hvortil vi alle venter på at komme!, og derefter stemte i med sangen om `San Quentin´.
The Mavericks (USA) var årets mega-satsning, og jeg må da sige, at pladsen var propfyldt. De kendte numre var da også gode, men af og til var der for meget larm. Deres scene-show var dog spektakulært. Så konklusionen må vel blive, at det var en drøm for Mavericks-fans, men at jeg bare ikke er nogen gigantisk Mavericks-fan.
Om natten skete der en sjov ting: En amerikansk musiker (The Mavericks havde temmelig mange med) skulle følges op til sit hotel, og det i buldermørke.
Amerikaneren: SECURITY! Someone´s stalking me!
Vagten kom springende, og skulle høre, hvad der var galt.
Amerikaneren (med en gysen): That sound!
Vagten (lytter) OH, STFU! Det er én af hotellets robot-plæneklippere! :laugh:
Næste `morgen´ kl. 14 gik danske Pete på Scenen. Han spillede gode, gedigne hits, og med afstikkere til de mere rockede sub-genrer. Men ok, det er i orden, at de yngre kunstnere får lov at vise, hvad de kan. Og hans fortid som guitarist i Memphis Boulevard bør være garanti for hans musikalske kvaliteter. Lad os bare høre mere til ham og hans band.
Så var turen kommet til Pam Mac Beth (USA). Hende har jeg oplevet en gang før. En KÆMPE sangstemme, gemt i en lille, sprød sydstats-blondines veltrænede krop. Pam kan det hele: Hun kan fyre et scene-show af, med en sådan energi, at man tror, det er løgn, og omvendt kan hun også synge dybtfølt, som en kvinde, der har levet livet, på godt og ondt. Hendes scene-show var genialt, og hendes fortid som danser og gymnast fornægter sig ikke. Hun formår at være sensuel, uden at komme til at virke slutty (modsat f.eks, Becky Hobbs, der ynder at smække stængerne op på keyboardet, så kun meget lidt overlades til fantasien). Pam lavede i stedet vejrmøller, iført stramme, sorte hotpants Jeg kan kun sige: WAY TO GO, PAM!
Så stod østrigske Tex Robinson for tur. Ham går man aldrig fejl af. Ikke noget tyroler-halløj her, kun gode, traditionelle country-hits, fremført med en stemme, der (næsten) er en mega-stjerne værdig. Super cool!
The Flying Burito Brothers (USA) startede lidt vildt ud, men musikken fandt hurtigt et fornuftigt leje, og så fik vi ellers serveret evigt unge, klassisk country-hits på stribe. Modsat mange andre bands kunne de nøjes med en guitar, en bas og et tromme-sæt. Tænk, mere behøver man ikke for at spille god country. Stor respekt for det, og lad os endelig høre The Flying Burito Brothers igen en anden gang.
Zydeco Annie & The Swampcats (D) var, imo, festivalens eneste deciderede fiasko. Eller også er jeg bare ikke til lynhurtige harmonika-rytmer og cajun-franske tekster. Det blev for ensformigt for mig.
Lørdagen sluttede med amerikanske Wendel Adkins, i selskab med Waylon Jennings´ gamle band, The Waylors. Desværre synes jeg, at bandet tog for meget over, så Wendels stemme ikke rigtig kunne slå igennem. Det var en skam, for han er en stor musiker. Men bevares, vi fik mange af Waylons gode, gamle numre. Dog ville jeg ønske, at Wendel ville holde igen med spritten. Der er næppe nogen tvivl om, at han var mindst middelsvært beruset, og at det gik ud over hans performance på scenen. What a shame! Dog tror jeg også, at han ville have været bedre med et andet band.
Hjem i campen til whisky og chips, og så i seng.
I `morges´ kl. 11 (det er nærmest nat, i country-kredse) spillede Tex Robinson igen, denne gang i Tuborg Teltet, og lidt senere var færøske The Reverends på den store scene. I erkendelse af, at mange havde tømmermænd, lagde bandet ud med `Sunday Morning Comin´ Down´. Let´s face it: Færingerne kan det der med country. Det var from the heart and down to earth. Sådan skal det lyde, drenge!
Mike Strauss voksede op i Berlin, hvor han lyttede til de radiostationer, der spillede for de udsendte amerikanske soldater. Så han har fået country ind med modermælken. Da SCCs ledelse mødte ham på country-messen i Berlin, var han straks fyr og flamme for at vende tilbage til Silkeborg, hvor han spillede for nogle år siden. Desværre manglede han et band!
Det viste sig dog, ikke at være noget problem, for på et øjeblik var han omringet af musikere, der gerne ville med. Atmosfæren og den gennemførte country-stil på festivalen er blevet kendt langt ud over Danmarks grænser. Sådan gik det til, at Mike Strauss stillede op med det, der blev kendt som The Family Band. Og jeg kan kun give min varmeste anbefaling! Tyskerne har et stærkt country-miljø, dels pga. de mange udstationerede amerikanere, og dels fordi Tysklands position som transit-land i Europa har givet grobund for et stort og kraftigt trucker-miljø. Mike Strauss vil jeg gerne høre igen en anden gang!
James Lann (USA) er blevet spået en stort fremtid i sit hjemland. Det tror jeg gerne, for hans musik var lige så karakterløs som meget af det andet, der pumpes ud fra Music Row nutildags. Ikke specielt dårligt, men bare hurtigt glemt. Penge og berømmelse skal han nok få, men min anerkendelse vil det knibe mere med. Om nogle år har vi ikke længere råd til at have ham på festivalen. Og for min skyld gør det ikke noget.
South Mountain (CAN) er vant til at lukke og slukke på festivalen. Og de gør det med manér! Steve Piticco er nok én af de bedste nulevende country-guitarister, og forsangeren ved, hvordan en stærk, enkel countrysang skal synges. Som noget nyt havde bandet den lille, søde Linsey Beckett med på violin. Hun gjorde en super god debut på festivalen.
Og så var tiden kommet, hvor alle tilstedeværende musikere skulle på scenen til den traditionelle afslutning med `Cotton Fields´. Og med både Mike Strauss, The Flying Burito Brothers og mange andre til stede, så blev det et brag af en afslutning.
Vejret var jo i top. For første gang i flere år havde jeg slet ikke regntøj med ind på pladsen. Tak, country-venlige vejrguder!
Alt i alt en super fed weekend, hvor jeg kunne lide ca. 90 % af musikken (man kan jo ikke synes lige godt om alt, og country er en bred genre), og hvor var masser af fest og farver. Ballade var der, som altid, intet nævneværdigt af. Vistnok to fulderikker blev bortvist, og det sørgede bl.a.én af mine gode gym buddies for. Men så kunne de bavianer jo bare lære det! Strømerne ser man stort set aldrig dernede. De ved godt, at der er nul ballade (og også nul tolerance fra vagterne, hvis nogen går for vidt).
Nu skal jeg have århundredet største bad, for jeg lugter ekstremt cowboy-agtigt!

Skriv nu noget i loggen, smukke drama-pige!

Skriv nu noget i loggen, smukke drama-pige!

Det blev et godt, intenst styrke-pas i går.
I DB curls var jeg liiige oppe og lege med de 14 kg. Det var lidt tungt, men det gik.
I rows er jeg igen oppe på 75 kg, og leg extensions ligger stabilt omkring de 85.
DB skulderpres kørte også fint.
Jeg har haft lidt bøvl med mit håndled, og det eneste, der hjælper, er en god gang wristrolls, så det fik jeg også lige. Det var med 30 kg på loading pin´en.
Så skulle jeg lige udsætte Peter Wood for lidt venskabelig mobning: Ud fra den velkendte devise om at `friends don´t let friends lift light!´, sagde jeg: `Lad nu være med at køre med sådan nogle tøse-vægte ( i pecdeck)! Imidlertid kom det til at lyde hårdere end tilsigtet, idet han troede, at jeg havde sagt: `bøsse-vægte´!
Nå, men han er heldigvis en rar og stilfærdig person, og andre bevidnede da også, at jeg ikke havde sagt `bøsse-vægte´.
Men det er nu rart med lidt træningscenter-humor. I forvejen er der ikke for mange steder, hvor jeg passer ind, rent socialt.
Nu må vi se, om jeg får mig en god cykel-etape i dag.
Alt i alt er jeg kommet godt i gang efter ferien. Skal bare sørge for, at5 der også er tid og energi til en forsvarlig mængde cykling, idet jeg helst ikke vil bulke for kraftigt. Har skåret ned på flere mindre sunde ting, såsom Nutella og øl.
For resten går jeg og overvejer, om jeg skal invitere mine forældre til Langtbortistan, eller hvor man nu rejser hen nutildags, engang til efteråret. Jeg havde jo ellers svoret på, at jeg var færdig med at rejse længere væk end ned efter sprut hos Calle i Süderlügum. Men hvis mine forældre gerne vil til De Kulinariske, så kan jeg jo sådan set godt gøre dem den glæde. Og ingen af os bliver jo yngre. Og jeg må da indrømme, at tanken om de kæmpestore, jade-grønne laguner nedenfor de store resorts i Arguineguin virker en smule tillokkende.

Jeg glemte i øvrigt en væsentlig detalje:
Jeg har nu rundet de 20 000 km i den tid, jeg har haft privat kondicykel!
Det er faktisk temmelig stort!

Jeg var i gang med cykladsen i god tid, inden solen for alvor nåede min altan.
Resultatet var en etape på 22 km, med 28,8 i snit. Det var ganske OK.
I går havde jeg en herlig tur downtown, og fik indsamlet en lille posefuld flasker.
Det kan ikke siges for tit: Det var nærmest et mirakel for mig, da jeg fik den nye crosser. Er også blevet noget mere udadvendt, end jeg typisk har været i de senere år.
Planen for den kommende uge er 3 styrke-pas, og så hjem til det vestjyske på fredag. Ferie er bare ikke min stil, men det skal jo fungere, ikke mindst for mine forældres skyld. Og en tur til Tyskland, med øl, currywurst, våben-butikker og toldfri sprut bliver det sikkert også til.
Nu skal der laves mad, og så må vi se, om jeg gider glo noget fjerner i aften. Ellers må e-readeren holde for, som så ofte før. Jeg gjorde ret i at købe den. Jeg MÅ bare ikke begynde på Brobyggerne, inden jeg har færdig-læst den bog, jeg er i gang med!

Super fed sang, som jeg vel nærmest er den første til at relatere til:
Flaskesamleren (3:44)
Tekst / musik : Benny Andersen
Hver eneste morgen præsis klokken 6,
Så ser man ham kører på sin Velo Solex,
Sidder i en stilling nærmest lidt på skrå.
Det er flaskesamler Kaj, der er på vej ud i det blå.
Omkvæd.
Jo det er Kaj, Kaj, Kaj
Man møder på sin vej,
Han har en god og sund moral,
Kender ej til pral.
Jo det er Kaj, Kaj, Kaj,
Hver aften er på vej,
Hjem til lillemor i huj og hast,
Med sin dyrebare last.
Hans øjne er rettet mod vejens rabat,
Han skubber op i panden sin mølædte hat,
Og hilser på folk med sit tandløse smil,
Mens han bapper på sin pibe og tar sig et hvil.
O.M.K. Jo det er Kaj Kaj, Kaj
Men så forleden aften, da Kaj han kom hjem,
Så kom hans kone springende og gav ham et klem,
Velkommen bette Kaj og så manne gang tillyk`
Mon du ved at du har samlet mindst 100000 stk.
O.M.K. Jo det er Kaj, Kaj, Kaj..
A har talt og sorteret, den sidste uges tid,
Og her er resultatet af din store, store flid,
For inde i garagen står en sort BMW,
Så ser du bette Kaj, det var en ganske god ide`.
O.M.K. Jo det er Kaj, Kaj, Kaj..
Det må a sige lillemor du er ik`så dum,
For tænk hva`vi ka`i sådan et stor bagagerum,
Nu ka`vi ta`ud og samle flasker begge to!
Ja, men hør nu bette Kaj, nu må du ta`den lidt med ro.
O.M.K: Jo det er Kaj Kaj Kaj..

Forbistrede avekatte, der ikke kan finde ud af at lave sankthansbål!
Fuld af forventning drog jeg afsted til uni-parken. Da klokken nærmede sig ni, kom en gut med en fakkel, og jeg knappede min medbragte porter op.
FAIL!
Bålet ville ikke futte.
Man forsøgte fra den anden side.
FAIL!
Man pøsede brændbar væske på, og tændte så igen.
POOOOOOF!
Og derefter:
FAIL!
Så snart, væsken var futtet aw, døde ilden igen.
Dette gentog sig flere gange. Man fik højest en gang kvalmende røg ud af det.
Og som om selv vejrguderne morede sig over denne farce, så begyndte det at småregne.
SÅ var vi mange, der skred.
At man ikke har de mest kompetente bål-mestre blandt de folk, der laver bål i uni-parken, har jeg før erfaret, men dette skraber bunden.
Forhenværende frivillig slangetæmmer Ox fortæller om ILDENS TREKANT:
For at ild kan opstå, kræves følgende:
1: Ilt.
2. Brændbart materiale.
3: En tilstrækkeligt høj temperatur.
Vil man lave bål, er det derfor en god idé at lave rigeligt med `optændingspinde´, dvs. mindre stykker træ, der er absolut tørre. Disse anbringes strategisk i udkanten af bålet, og antændes vha. avispapir (der evt. kan fugtes med brændbare væsker. Selv foretrækker jeg sprit, men diesel kan også bruges). På den måde får man lavet en god temperatur, der giver basis for, at ilden kan brede sig til de øvrige materialer.
Klamphuggeren vil alt for ofte bare tage nogle helt friske grene, med grønne blade og det hele, smide dem i en bunke, og derefter overhælde dem med brændbare væsker. Resultatet bliver, at væsken alt for hurtigt brændes af, så temperaturen bliver for lav til at holde liv i ilden.
Read and learn, I svumpukler!
/Ranting off!

De vil hellere ud i den prollede Bilka.

Mandag 28. Maj - Drama Update
Jeg har valgt ikke længere at samarbejde med min træner, af flere årsager. Jeg har gennem det sidste stykke tid, virkelig tænkt meget over tingene. Det største problem for mig, er alt det drama omkring the juice. Alle i mit team inkl. træner, var på, eller havde tænkt sig, at være on. For ca. en mdr. siden, tog jeg mig selv i, at sidde og google bivirkninger på noget juice, som jeg havde fået at vide, var noget som "alle tager" og det skulle være "noget af det mildeste på markedet". Jeg havde virkelig svært ved at sove den nat, fordi jeg hele tiden tænkte på, hvordan jeg skulle kunne se folk i øjnene, hvis jeg tog det? Jeg er aldrig blevet presset til noget som helst, men jeg har fundet ud af, at jeg har en meget stærk holdning overfor juice, og jeg kan på ingen måde forene mit liv eller min livsstil med det. Uanset, hvordan jeg gerne vil se ud.
Jeg vidste godt fra starten af, at jeg ikke rigtig passede ind i det miljø, og min Mor har hele tiden været stor modstander af det. Jeg ser ikke migselv som værende bedre end andre, men jeg har ikke kunne skabe en følelse af samhørighed, hos folk der er på A-kasse og langtidssygemeldte, og hvis største motivation er at omgå systemet, så man kan undgå at komme i arbejde, og dermed få mere tid til at træne. Folk, der ikke kan forstå, at man tager telefonen hvis de ringer fra arbejde, selvom man er midt i et sæt...
Som så mange andre ting, er det et spørgsmål om prioritering, og jeg prioriterer til enhver tid, mit arbejde højest. Jeg elsker at træne, og vil gøre det resten af mit liv, men jeg vil aldrig, og har pligt til, ikke at gøre noget, som kan give min arbejdsplads et dårligt omdømme. Så for at der aldrig skal blive tvivl om noget somhelst, så valgte jeg at droppe det samarbejde. Så, lige nu, ved jeg ikke rigtig mht. det at stille op i år...
Nu skrev jeg det som det var, og forhåbentlig på den mest Google tolerante måde ;-))
Cardio
7,5K with friends <3

I går kunne man se Oksen, iført Adidas-bukser, hvid undertrøje, solbriller samt FBI cap, og med en tysk-indkøbt Harboe dåse-pils i hånden.
Prol-faktoren blev i nogen grad modvirket af, at jeg sad og læste på e-reader. Ægte proller læser nemlig ikke ret meget, tror jeg da ikke. Og da slet ikke på noget så hi-tech som en e-reader. I øvrigt kan jeg konstatere, at e-reader er det helt rigtige, hvis man vil læse udendørs, i stærkt solskin. Modsat siderne i en bog er skærmen ikke kridhvid, og den noget mørkere nuance modvirker reflekser fra sollyset. Polaroid-solbriller påvirker tilsyneladende ikke læse-oplevelsen i negativ retning.
Om aftenen tog jeg en lille tur downtown. Hvor er det dog skønt med en tur hen gennem kære, gamle Mejlgade, der, om noget, er memory lane for mig. Der har jeg godt nok haft mange skønne timer, i selskab med en masse herlige slyngler og dejlige kvinder. Da jeg kom her til byen, var gaden endnu ikke blevet helt så fancy-pansy, som den er i dag. Den legendariske Tattoo-Jim nåede jeg desværre ikke at møde.
Da jeg var kommet hjem, følte jeg en stille glæde, som jeg troede, var død i mig. Hvor ER det bare cool, at jeg er blevet kørende igen!

I dag kunne det blive til 20 km cykling.
Har kørt en del rundt, og nydt det nogenlunde acceptable vejr. Det er skønt, igen at køre på et køretøj, som jeg føler, at jeg kan have tillid til.
Kan også mærke, at det har gavnet mit generelle humør. Egentlig ville jeg have lagt vejen forbi en grill, men grillen var ikke åben. Nå, men så fik jeg da ikke hældt junkfood indenbords i dag.
Imens vi venter på, at Mikkel Kessler får så mange tæsk, at vi ikke kan se forskel på ham og hans prol-dronning af en storesøster, fortæller Ox lige en historie:
S var én af mine bedsteforældres naboer. Han var bl.a. murerarbejdsmand, og arbejdede i perioder sammen med min far. Tidligere havde S sejlet som harpun-skytte på en kutter, der fiskede tun i Nordsøen. Denne `karriere´ stoppede dog, da S, ved et tragisk uheld, sendte en harpun gennem skipperens ene hånd.
S var et naturmenneske af den slags, man ikke længere ser mange af. Udover at være ivrig jæger (onde tunger sagde, at han ikke tog det så tungt, hvor hans eget revier endte, og statsskoven begyndte), var han i besiddelse af en helt utrolig viden om dyr og natur. Et af hans talenter var at fange husmårer. Det er meget sky og listige dyr, som det kræver stor dygtighed og tålmodighed at lokke ind i kasse-fælden. S og min far var engang med til at bygge en idrætshal. Når håndværkerne skulle have en bajer, gik de tit hen i en lille, nærliggende plantage. En dag sagde S: Her er der mårer!
Hvordan kan du se det?, spurgte de andre, og S viste dem, at træstammerne havde mærker efter mårens kløer. S fik fundet hullet, hvor måren boede, og anbragte et æg ved indgangen. Efter nogle dage var ægget væk. Der gik endnu nogle dage, før S sagde: Jeg skal lige op til hullet, og i dag går jeg alene!
Da S kom tilbage, havde han den afsjælede mår med. Han havde sat fælden, uden at nogen havde vidst det.
Ved en anden lejlighed kom en bondemand hjem til S.
Bonden: Du, S, jeg tror sgu, der er en mår hjemme ved min gård. Tror du, du kan fange den for mig?
S: Tag du roligt hjem igen. Der er ingen mår.
Bonden: Joooo, det tror jeg nu, der er!
S: Når jeg siger, at der ingen mår er, så passer det. Basta!
Bonden: Jamen, hvordan kan du være så sikker på, at måren ikke er der?
S gjorde en mindre kunstpause:
FORDI JEG FANGEDE DEN I MORGES! :laugh:
Det skete, at S tog ud og malede byen rød. Det kunne godt tage flere dage. I starten af 60´erne, da min far og mor datede, købte min far en gammel VW-boble. Det var stort for en murerlærling dengang. En aften var mine forældre på vej hjem fra et besøg hos mine bedsteforældre. Det var vinter, og bælgmørkt.
Brems! Der ligger noget på vejen!, udbrød min mor.
Min far: Det er bare noget gammelt affald!
BRRRRRREEEEEEEEEMS! NUUUUUUUUUUU!, skreg min mor, på grænsen til panik.
Med hvinende bremser blev den grønne folke-potte bragt til standsning.
Den kvikke læser har allerede gættet det: Det var såmænd S, der lå og sov brandert ud, midt på vejen. Det var et mirakel, at det ikke gik grueligt galt.
S døde en ganske udramatisk død engang i firserne.

I går:
22 km cykling.
I dag 21 km.
Det går ganske pænt med cyklingen, synes jeg. Forsøger, ikke at gå under de 20 km alt for ofte.
Da de jo lover godt tørvejr i morgen, tager jeg nok en rundtur på crosseren, og lægger vejen forbi Ny Helse til et styrke-pas. Skal også lige have lokaliseret Sinners Ink tattoo-shoppen (selv om den ikke er åben i morgen). Er ved at være godt `nåle-liderlig´, må jeg tilstå. Men hvis/når jeg skal have lavet noget, så finder jeg nok et eller andet western-motiv. Jeg ved med sikkerhed, at min indre cowboy aldrig dør. Derfor vil western-relaterede tattoos være blandt de sikre valg for mig.
Og jeg får ikke lavet noget, der ikke kan skjules med en T-shirt. Er jo ikke ude på at fucke mine fremtidige job-muligheder op, ved at puste til folks evt. fordomme.
Min mor er jo af sømandsslægt, så hun er ikke vildt sensitiv mht. tatoveringer.
Lidt i forlængelse her af kan vi lige tage en sang med nu afdøde Fisker Thomas.

Han var sgu en stærk personlighed.
En plade-producer: Thomas, du afviger fra teksten!
Thomas: Sådan har jeg sgu sunget den sang i 40 år, og det bliver jeg ved med!
En journalist: Thomas, hvorfor gik du ind i modstandsarbejde under krigen?
Thomas: Fordi jeg sateme var gal på dem (nazi-tyskerne)!
Han var ikke én, der pakkede tingene ind.
Jeg oplevede ham live engang, og på et tidspunkt var jeg simpelt hen ved at komme til at græde. Det handlede om, at jeg ikke havde fået grædt ud over tabet af min bedstefar (der var gammel sømand). Thomas´ sange bragte simpelt hen så mange følelser frem i mig, at filmen knækkede. Men det var en stor aften.

ZE BIKE HAS BEEN DELIVERED!

ZE BIKE HAS BEEN DELIVERED!

Morgenvægt: 81,3 kg (- 4 kg so far)
Jeg har fundet den hemmelige vægttabsfinte og det er i grunden meget simpelt, viser det sig!
Først venter man 11 år med at gå til tandlæge (denne del kan med fordel udelades, hvis man ønsker et hurtigere vægttab) indtil man får smerter i en tand og tandlægen forsøger at rodbehandle tanden 8 gange og til sidst må henvise til en specialist. Når man så har pantsat hus og bil for at kunne finansiere tandlægens nye yacht og sommerhus i Nice, så tygger man rigelige mængder af den hårdeste fødevare, man kan finde, indtil tanden knækker.. og sørger for at gøre det lige op til vinterferien, hvor tandlægen står på ski i Aspen

Carsten Vagn-Hansen har altid været fuld af bullshit. EOD!