Arnes log - 5 udgave

[Arne]

Arne’s 16 december epistel

Jeg går rundt i et lejet cirkustelt, stillet op på græsplænen bag RUC, året er 1992 og det summer af aktivitet omkring mig – små 500 mennesker er i gang med finalen på 3 dages heftig aktivitet – de afslutter Fremtid 1992 – verdens største fremtidsværksted. Kun meget få af dem ved, at de er her fordi jeg sad en sen aften 1 år før og fik en vild ide.

Det er en betydningsfuld dag for mig af mange grunde. Betydningsfuld fordi projektet lykkedes, betydningsfuld fordi jeg opdager at det er ok at de ikke ved at det er mig der startede det her, det piller ikke ret meget ved fornøjelsen – nogle års stræben efter ydre bekræftelse er omsider ved at være slut, desværre skal jeg, hvad jeg ikke ved denne dag, lige igennem et dårligt Ph.d. forløb inden jeg for alvor begynder at finde min vej – men det ændre ikke på at denne dag er betydningsfuld – 1992 var et godt år! Der var det her projekt, jeg blev færdig med min uddannelse og jeg fandt ud af at undervisning er mig. Årets sluttede trist - men det skriver jeg om den 23.

Men hvad er det alle disse mennesker har lavet i 3 dage?

Et fremtidsværksted er en metode til at finde nye mål og opstille handleplaner, en metode til at finde de virkelige problemer og deres løsning. ”0-30 mennesker deltager i et værksted under ledelse af en værkfører hvis ord er lov. Værtstedet forgår i 3-4 faser. Man begynder med en ”Kritikfase”, fortsætter med en ”Fantasifase” og slutter med en ”Realitetsfase” – denne sidste kan være opdelt i 2, men lad det ligger her.

Inden starten på kritikfasen placere man deltagerne i en hestesko eller en rundkreds – uden borde. Som regel starter man med en eller anden fysisk øvelse for at varme lidt op. Så begynder man med runder – folk skal nævne et problem de ser – stort og småt – lige fra at der altid mangler blyanter til at ledelsen er lukket, eller hvad det nu kan være. Det er FORBUDT at kommentere på det andre siger – og alle er lige vigtige, den eneste chef er værkføreren. ALT skrives ned på plancher som så hænges op i rummet. Når man er færdig er der typisk 100-120 punkter – en god værkfører kan hente meget ud af folk. Via nogle teknikker det vil føre for vidt at komme ind på her, så arbejder man sig frem til en tematisering at kritikpunktern i 4-5 centrale problemfelter.

Fantasifasen starter med at værkfører varmer folk op til at lege. I fantasifasen er alt tilladt – undtagen kritik og negativitet. I grupper arbejder man med temaerne og den ideelle løsning. Der er ingen ressource problemer, ingen sure mennesker, kun muligheder – man skal løfte problemerne ud af hverdagen. Går det rigtigt godt – så for folk et kick, ja nærmeste en rus i denne fase. Fasen slutter med en fremlæggelse og med at de andre grupper byder ind med endnu flere ideer – man søger at gøre ideerne til alle ideer.

I realitetsfasen skal fantasi møde virkeligheden. Det er vigtigt at tage noget af rusen med over – men det går som regel helt af sig selv. På forskellig vis arbejder man sig hen mod en plan. Det kan være et nyt værdisæt og en plan for hvordan det skal bruges – det kan være en helt konkret handleplan eller en ny struktur. Det vigtige er at der kan arbejdes direkte videre med det og at det er forpligtigende for deltagerne – også for ledelsen. Der skal være datoer og deadlines på planen!

I de seneste 10 år har jeg lavt en del værksteder, men den gang i 1991 hvor jeg fik ideen til fremtid 92 havde jeg faktisk kun set resultatet af 1 værksted på mit eget institut. Der havde længe ulmet et ”fagligt studenteroprør” og et fagligt oprør fra nogle ansatte – men det var et fremtidsværksted der satte det på skinner og transformerede uddannelsen radikalt i form og indhold til det bedre. På den tid diskuterede vi meget at RUC havde tabt pusten, at projektarbejdsformen var stivnet og ikke blev udviklet…. En aften ved 23 tiden sad jeg og tænkte – hvis man kan gøre det på 1 af 8 institutter…. Så kan man sgu da gøre det med hele biksen!

Som så ofte når jeg fik en ide – så ringede jeg til Jesper – det gjorde jeg tit – i tidsrummet 06.30 til 24…. På en dag eller to havde jeg vundet ham for ideen. Så vandt vi Morten for ideen og så studenterrådet. Der blev etableret en projektgruppe. Planen blev at alt undervisning skulle suspenderes i 3 dag efter semesterstart i september og at vi skulle forsøge at få de små 3000 studerende til at deltage. Det ultimative succeskriteriet var vist 900. På ren entusiasme fik vi vundet flere og flere for ideen. Når vi gik død selv – så var der nogle af dem vi havde overbevist der fik sparket liv i os igen.

Jeg måtte trække mig fra projektet pga. af specialeskrivning – og fordi jeg havde givet projektet det jeg kunne, min sidste gerning var at overbevise rektor og konsistorium om at det skulle gennemføres – og at de skulle smide 100.000 i projektet. Der skulle jo bl.a. uddannes en masse værkførere. Det lykkedes! Ok der kom kun små 500 studerende og der kom resultater ud af det. Også uden for RUC.

Den aktionsgruppe der fik gennemført SU rabatten på offentlig transport begyndte med det værksted! At RUC i dag har et motionscenter og en daginstitution daterer sig også fra Fremtid 92. Fagligt er det ugennemskueligt hvad det betød – men det betød helt sikkert en masse for den uddannelse som alle involverede var i gang med og sætter sig således spor den dag i dag

Jeg glemmer aldrig følelsen af at gå rundt i det cirkustelt hvor værkstederne fremlagde deres planer og tænke – det her sker fordi du fik en ide og gik efter det. Det er det fedeste!!

[Arne]

Arnes 17. december epistel - Historier fra en vinstue - del 1

Som så ofte før i de år, vi taler om de sidste år af de dekadente 80´ere med trommemaskiner og sjovt hår, bar mine ben mig denne eftermiddag ned af Istedgade. Istedgade hvorom Steffensen i Tom Kristensens Hærværk siger at den er ”smuk fordi den er lang”. Istedgade var og er lang, men den gang var den endnu længere..

Ja det var også den gang en gade der forbandt Enghavevej med Reventlowsgade men der skete en del mere på de godt 1200 meter. Bevares, nogle enkelte pornobutikker forsøger stadig at opretholde gadens ry, narkomanerne hænger stadig ud ved Mariakirken, mændenes hjem er der stadig. Men alt er shinet op, spritterne kommer ikke mere på Enghave plads, luderne er fortrængt til andre gader, mændenes hjem stinker ikke mere helt ud på gaden – på Halmtorvet er der politistation i stedet for gadeludere…. I stedet er der smarte cafeer der forsøger at hive SU pengene op af de studerendes lommer – og har succes med det…

Den gang var det stadig anderledes, værtshusene var rå, selv den eneste lille yubicafe ”Den lille cafe” hvad udviklet sig til et lidt råt sted. Kom man udefra og gik ned af gaden – med flakkende nervøst eller nysgerrigt blik, så kunne man ikke gå mange meter mellem tilbudene om diverse ”serviceydelser” eller spændende ”produkter”. Det galt ikke mig denne dag, eller nogen anden dag. Jeg havde ”Vesterbroblikket” på – jeg hørte til og blev ikke antastet.

Som også så ofte før så gik min vej ind gennem hovedbanegården. Jeg er ikke så meget til Historicismen fra omkring 1900 – Christiansborg er bare for meget i sit stilmiks der forsøger at se gammelt ud – men hovedbanen – det er en anden historie. Fra barnsben har jeg været fascineret af det store rum – det store rum der er scenen for den store afsked, de store følelser og i sær tidligere var den nye københavners første møde med byen – alt på en baggrund af almindelig travlhed af folk der ikke ser op eller til siden på deres vej til og fra toget – så se dog op menneske! – Se på livet – de stor følelser man stadig ser over det hele og på rummet – engang det største frie spænd bygget i træ i Europa….

Jeg vandrede videre mod GL Kongevej – mod min ”dagligstue” (dengang) i nummer 90, ind i det lille lokale med røde træpaneler og de naive vægmalerier mod loftet, italienske eller spanske landskaber, ifølge myten malet af en teatermaler der engang i 20’ erne ikke kunne betale sin regning. Bordene var beklædt med grønt linoleum, og stolene med læder – og de var og er dejligt store – godt for en voksen mand som mig.

Jeg bestilte som altid en stor fad. På dette sted tager det præcis 12 minutter at skænke sådan en. Her bruges ikke almindelige fustager og tappeanlæg – fra 2 500 liters tanke i kælderen føres øllet igennem et tappesystem der køler og laver det til skum – der hældes lidt af gangen og der sluttes med en top, som vil gøre en hver softice forhandler stolt.

Mens jeg ventede pløjede jeg mig igennem frokost bladene, for at gå videre med lederne i Information når min øl kom på bordet. Sådan go 2-4 eftermiddage om ugen – og hvis min kammerat Anders eller ”Espen” kom forbi, så kunne det blive en lang eftermiddag. I den tid jeg kom der mest, var bartenderen ikke overasket hvis telefonen ringede og det var til mig. Jeg havde også min faste plads – et 2 mandsbord lige til venstre for baren og lige ved telefonboksen. Jeg hørte ikke til typen der nedstirrede en formastelig der havde indtaget MIT bord – men jeg fortrak ikke en mine når jeg kom ud fra telefonen eller toilettet og min øl og avis var flyttet af bartenderen hen på det rigtige bord – og den anden gæst sad med et undskyldende blik nogle borde længere ude i lokalet.

I 89 skrev jeg:

Gammel Kongevej 90

Sommeren 89

Der ligger den, uanselig?

ja det er Gl. Kongevej 90

men et tempel for øllets mænd og svende

der mødes for sammen her at dvæle

i glassets dybe tru

Jeg igennem døren går

på vej imod rusens port så stor

her jeg tappert kæmpe kan

imod sjælens trang til afgrundsdrift

og angstens magt og vælde

for hvem frygte kan på Gl. Kongevej halvfems?

En magisk dør det er!

der ude tiden går

mod undergang og død

herinde glæden bor

i gyldens skær den troner

for hvem kan græde ved et bord

på livets vej 90?

I et lille rødt lokale

ved grønt linoliumsbord

en urolig sjæl

en nar, en dum poet

er væk en tid - en stund

for drømme godt man kan

på Gl. Kongevej halvfems!

Drak jeg for meget i de år? joo – det gør man jo som studerende – men som regel så blev det bare til en fad eller 2 og dagens aviser – men ind imellem….

Flere historier fra 90 og omegn i morgen hvor jeg fortæller om netop denne eftermiddag/aften.

[Arne]

Arnes 18. december epistel

Underligt eventyr fra vinstuen 90

En hver lighed med faktiske begivenheder kan være tilsigtet eller det modsatte

Tid: Ca. 1990

Nu kimede telefonen igen

Den lille Jastrau(1) sad og så sløvt ud i lokalet – på bordet lå en ulæst avis og en notesblok – og den velskænkede fadøl han ikke kunne komme i gang med, havde jo sin plads der.

Han forsøgte at digte – men det ville ikke rigtigt komme til ham, en sølle strofe var det blevet til:

Byen sitrede af spændte buestrengs følelser

paniske vi kastede os ud i majsolen

vore kroppe var sat i gang

men mødte bare regn og Sarajevo

og vi er efterladte hver for sig

med skælvende ben og tomt i luften gribende hænder

Han tænkte på Josephine. Josephine om hvem han havde skrevet en nat

I et enkelt øjeblik

i et kort nu med evighedsglans

stråler du over alverden

som afklaringens smukke gesandt

Han tænkte på den lykkelige dag, tidligere den sommer, hvor de en lun nat gik ned af Frederiksbeg Alle – tæt omslynget - han havde haft hånden på hendes hofte – der hvor en kvindes hofte er konstrueret til at en hånd skal ligge. Han havde sunget mens de gik der – han havde sunget ”The old Polina” – en gammel skosk hvalfangersang som han havde lært af Paddy Doyles ”There is an old boat fleet of whalers, a sailing from Dundee, all manned by British sailor’s…..”…. Folk havde smilet eller stirret underligt på dem – på ham, men det havde været så lige meget, det var ham, hende og The old Polina! Bagefter – hjem til hende…

Telefonen kimede igen

Bartenderen Steffen tog den – det var til den lille Jastrau –. ”Den lille Jastrau her” sagde han i telefonrøret. ”Hvad siger du? Om jeg sidder her senere? Jooo det gør jeg jo nok.. ” Han stirrede op i loftet – øde som hans mangel på ideer og vision lige nu.

Det var Espen, Espen der lige som den lille Jastrau var faldet for en svigfuld men fantastisk kvinde – det ville blive en lang aften. De ville sidde og tale brage snak – de ville tale om studiekammeraterne, om deres projekter.. Senere ville de tale om deres drømme og håb og så ville de nå til det det handlede om – kvinder – disse fantastisk men dybt mystiske skabninger… erotikkens kvinder…..

Til sidst ville han vandre hjem og sætte sig til at skrive fortsættelsen på digtet der lå foran ham – med sin ene sølle strofe – det ville blive noget i retning af:

Sjoskende igennem byens bygepytter

på Istegades lange stræk

vandre poeten efter endnu en Whiskeynat

og forsøger at finde en kerne af ro

men endnu har han kun kaos i sig

på en overskyet sensommereftermidag

han mærker verden og føler sig lille

Endnu har han kun kaos i sig… det var det Nitzche havde skrevet om: ”I må endnu have kaos i jer for at kunne føde en dansende stjerne, jeg sig jer – i har kaos i jer”.. Gamle Tom K havde skrevet om det i ”Landet Atlantis” fra ”Fribytterdrømme”, 1920:

Sådan er længselens land Atlantis

hvor alle harmoniske fordomme svigter

Farverne sprænges og formerne sprænges

og skønheden skabes af grelle konfligter

I kaos jeg løfter min bøsse

mod skønhedens stjerne og sigter

Ville han nogen sinde kunne skrive sådan – var deres bragesnak ikke bare det – deres ungdoms vilde ideer, skabt i cafeer, var det andet en tomhed? Deres drømme om akademisk storhed hvad var det? Hvad var det i sammenligning med et eneste minut med hånden på Josephines hofte eller hendes pragtfulde..….

Nå det skulle nu alligevel blive godt at få snakket lidt over en kop øl…

Der var lidt krise i relationen til Steffen. Sidst han og Espen havde siddet her, var der sket noget. Ud på aftenen havde Steffen meddelt at der ikke var mere øl på fad – han viste ikke hvordan man skiftede tank. ”Hvad fanden Steffen” havde en af dem sagt – ””det kan du sgu da ikke mene…” de havde moppet ham længe. Lidt senere kom han hen til dem – Den lille Jastrau syntes at han så sår træt ud – hvad var der med ham?. ” Er I glade nu – nu er der øl igen”, sagde han – underligt småvred. ”Jo det er godt Steffen – men hvad er der nu med dig – du ser sgu så træt ud nu? Havde den lille Jastrau sagt…

Dagen efter var Steffen sur og utilnærmelig… Den lille Jastrau fik omsider taget sig sammen til at spørge hvad problemet var: ”Jeg syntes godt nok i var trælse i går – jeg gik jo ned og skiftede tank – men jeg har jo ikke gjort det før og fik ikke taget trykket af – og så står man der – indsøllet i øl – og så tager i pis på en og siger at man ”ser lidt træt ud” – I har nu jeres egen ”noble” måde at sige tak på!

I morgen: At være coach!

(1) Jastrau er ”tilfældigvis” også navnet på hovedpersonen i Tom Kristensens roman ”Hærværk”

[Arne]

Arnes 20 december epistel – min far

Jeg kan godt tælle – jeg ved godt at det her kun er det 19. Nummer 19 får I bare i stedet for den 25, så er der også noget at læse på en dag uden aviser!

Nedenstående har været skrevet længe – og skulle havet været ”på” den 23, et par dages dyk i produktionsevnen betyder at det bliver i dag i stedet for.

Min far 1

Min far levede et begivenhedsrigt liv. Han blev smidt ud af mellemskolen og stak så til søs som stor knægt i midten af 30´erne. Han var ude i verden da den gik af lave i 39 og kom til at sejle i atlantkonvojerne, på den tid hvor ubåds truslen var værst. Nogle enkelte gange, over en whisky i hans senere leve år, talte vi om det – oplevelsen af at se et skib flamme op og sakke agter ud, at blive overfløjet af en angribende tysk Focke Wulff bombemaskine…. Han fik æren af at havet skud en af dem ned med et maskingevær.

Det er svært at sætte sig ind i hvordan det var for en 18-19 års knægt fra Randers at opleve alt dette, men det var jo manges skæbne i de år…. Ingen sikkerhed for en morgendag og totalt magtesløs ombord på et handelsskib på måske 3-8.000 tons midt i det kolde Atlanterhav – med tyske U-både på konstant jagt…..

Efter den tyske invasion i Danmark besluttede han sig for at gå i engelsk krigstjeneste. Da der blev spurt til om nogen ville melde sig til særlig tjeneste sagde han ja, uden at ane noget om hvad han gik ind til. Han kom ind i SOE og blev uddannet til leder af sabotagehandlinger mv. I 42 dalede han så ned i en sø i Jylland og begyndte at arrangere nedkastninger og jernbanesabotage. Jeg vil ikke skrive så meget om det, det ville være at gå imod hans ønske, men nøjedes med at sige at han kunne være sin indsats bekendt, ind til han måtte til Sverige. Han kom tilbage til Danmark med den danske brigade.

Den danske stat havde en sjov måde at vise sin taknemmelighed på. Han blev indkaldt af hæren efter krigen med påstand om at havet unddraget sig værnepligt i 1939 – han henviste til at han stadig havde sin bestalling som ”Acting Captain” i den engelske hær – og så var den vist ikke længere. Senere var behandlingen heldigvis bedre.

Efter krigen tog han studentereksamen på kursus og læste til zoolog Eventyrene fortsatte, med ekspedition til Grønland som student – finansieret via en tjans som kok på ekspeditionsskibet, grunden til at vi har mange opskrifter med torsk i familien – ikke mindst nogle fremragende fiskefrikadeller!

Han fik en flot karriere som videnskabsmand. Den blev indledt med et årelang ophold sammen med min mor i USA hvor de tog på eventyr i en gammel Chevrolet og kørte tværs over kontinentet 2 gange – en meget anderledes oplevelse i midten af halvtredserne!

Om krigen talte han som sagt sjældent, men han var glad for min store interesse for det, jeg fortalt jo hvad jeg læste af historie. Man glemmer undertiden at det sjældent er dem der er midt i noget der har det største overblik –og jeg tror jeg hjalp ham.

Han døde pludselig men ikke overraskende i julen 1992 på denne dag. Jeg tog det flot og støttede min mor. Jeg var trist – men ikke overvældet.

Lige inden jeg rejste på gæsteforsker ophold i Newcastle i 1996, sad min søster, mor og jeg og læste de breve han sendte hjem fra søen fra midten af 30’erne og frem til krigens første år. Tanker om den spanske borgerkrig og om verden – det var som at læse de stile jeg skrev i hans alder! Den samme higen efter retfærdighed og rimelighed der fik mig til at blive aktivist i 80´erne drev også min far – men jeg har også altid fået at vide at jeg lignede ham. Vi fandt ud af at hans hjemhavn var Newcastle! Newcastle som i dag er min 3. hjemby – et sted jeg holder meget af at være. Domkirken har jeg dog stadig ikke fået set – selv om jeg har været der i timer….

En forårsdag i 96 gik jeg rundt på de få dele af havneområdet langs Tyne floden som stadig ligner havn. Jeg drev ind på et galleri som viste en udstilling om Newcastle i 30´erne – om byen liv som industrihavn… jeg så nysgerrigt på det hele – det var jo spændende. Jeg gik ind i Domkirken – der han et stort Dannebrog splitflag med rigsvåben i det ene sideskib… Hvad var det? Det var et mindesmærke for faldne danske søfolk – med en bog med alle navne – en bog min far kunne havet stået i…. Kirkerummet og indtrykkene fra de breve og min dag overvældede mig med den største følelse jeg har haft i mit liv. Sorgen kom op til overfladen for første gang, blandet med stolthed over ham og hans gerninger, men også sammen med en begyndende klarhed om, hvad hans oplevelser havde gjort for hans rolle som far og derved for og ved mig…. Jeg græd som pisket i 2 timer – det er det gode ved kirker – man må den slags og man får fred.

Siden vendte jeg tilbage sammen med min mor og jeg græd lidt igen. Den krig satte sig mange spor og den sluttede ikke i 1945 – den har i høj grad gjort mig til den jeg er – på godt og på ondt – lige som (og via) min far.

[Arne]

Arnes 21 devember epistel Tid til at blive politisk igen

Diagnose af Danmark

Yders til højre marchere det nye højre – med krav om ”et rent Danmark” et nationalistisk Danmark. De er ved at være velorganiserede og de har erkendt at der skal satses på andet en vold og rå tale – de intellektualisere sig – de læser og studere, bliver sofistikerede

Den politiske mainstream er lige nu en uhellig alliance mellem 2 partier der begge vil indordne samfundet under en højere orden. Den ene er Venstre. Den anden Dansk Folke Parti.

Venstre vil det frie marked og globaliseringen, venstre vil være USA partner i deres aktive udenrigspolitik, de vil indordne Danmark under de frie markedskræfter. Venstre ønske er ikke så meget den frisindede globalisering – til pokker med den frie adgang til information, til pokker med den kulturelle pluralisme – det er mainstream kulturen der kaldes på – det er de rå markedskræfters stærke aktører der kaldes på – borte er det gamle frisind og højskolens venstre.

Dansk folkeparti vil indordne samfundet under en højere orden der kan kaldes ”den tabte oprindelighed – Danmark i den industrielle alder i 50’ erne og 6o’ erne – og det skal være Danmark for danskerne – et nationalistisk Danmark

Disse grupper burde være modstandere – globalisering og nationalisme er ikke naturlige alliancepartnere – men lige nu kan de bruge hinanden.

Politisk er denne alliance legal – og katastrofen begrænset – den indre modsætning sætter grænser for rækkevidden og man skal ikke falde for fristelsen til at dæmonisere dette. Det mere farlige ligger i at mainstream er rykket så lang over til højre og så langt i retning af det nationalistiske. Det åbner et gabende rum mellem de etablerede partier og Johnnys idioter i Greve – et rum der hastigt er ved at blive fyldt ud af et nyt selvbevist og langt mere intelligent højre. Dette højre er meget sammensat – fra ultra liberale omkring Liberator – til voldelige nationalister. Selv de sidste er mere sofistikerede i dag: Politiken har kørt en artikelserie hvor folk i disse miljøer fortæller at de har erkendt at man må intellektualiserer sig i højere grad. Dette er det farlige – muligheden skabt af den underlige alliance

De anstændige borgerlige gemmer sig i stedet for at råbe op – jeg ved at rigtigt mange klassiske venstre folk og konservative væmmes ved Dansk Folkeparti – væmmes ved hvad de høre til højre for DF – som nu fremstår som legale standpunkter – ikke som radikale standpunkter som alle vender sig imod. Lige nu har de borgerlige magten – og så må man åbenbart holde sin kæft.

Jeg appellerer til disse anstændige borgerlige – råb op, giv jeres mening til kende, for som en klog mand en gang sagde: ”sometimes all it takes for evil to triumf is that good men do nothing"

Hvad er der sket?

Gode gamle Brandes delte historien op i aktive og reaktive epoker. 60’ erne og 70’ erne var en periode hvor det kollektive var i centrum. Socialdemokratiet skabte velfærdsstaten – idealet var for Kragh da han skrev partiprogrammet efter krigen, var at skabe et land med fuld beskæftigelse, god skole og et samfund hvor der var et rækkehus med en bil uden for til alle familier. Senere blev det kollektive drevet helt ud i det ekstreme af venstrefløjen – her mistede det individuelle en hver berettigelse og legitimitet.

Reaktionen på denne periode var mangesidet i de reaktive 80´ere. Fra punkbevægelsen til yuppierne – det individuelle kom i højsædet – det borgerlige Danmark vandt selvtillid og turde formulere sig som Anders Fogh gjorde det i fra Socialstat til Minimaltstat.

Samtidigt var socialdemokratiet kørt fast: De havde ”sejret af helvede til” – men havde ikke noget projekt længere – de blev et vagtpostparti uden offensive svar.

Den skarpe borgerlige fremfærd, udflytningen af den danske industri til andre himmelstrøg – de store arbejdspladsers død, den tydelige globalisering og den stigende indvandring skabte Reaktionen Dansk Folkeparti. Et parti som peger bagud til før moderniteten – nu antagonisten til det ultraliberale – et sted hvor den danske arbejder og alle skræmte kunne søge tilflugt.

Et klart projekt – og et antiprojekt har nu fundet sammen. Grotesk er det når de 2 befolkningsgrupper de henter deres støtter fra er ved at blive helt skilt fra hinanden. De globaliserede højtuddannede med antennerne ud af på den ene side – og ”den lille dansker” som er angst for forandringen og stemmer på Dansk Folkeparti på den anden. Denne totale opsplitning er i sig selv betænklelig. Skel har der altid været – men der har i det mindste været kontakt og interaktion. I dag behøver disse grupper stort set ikke at interagere med hinanden – de deler ikke arbejdpladser eller ret meget andet.

Politisk må derfor på en hver måde være en yderst skrøbelig alliance – det er også derfor der ikke, trods alt, er sket større forandringer end der er. Sikkert en bevist strategi fra venstrefolkene – så længe kursen er den rigtige, så lever man med de lunser man må dele ud til DF – og helt kyniske er man i udlændingepolitikken.

Hvad så nu

For mig kommer håbet lige nu fra midten og højre. Lige nu er der ikke et alternativt projekt fra venstre – det må og skal skabes – men der er ikke engang et fundament. Håbet er en mobilisering af alle de anstændige borgerlige. Mimmi Jacobsen har stillet sig i front for denne kamp. Jeg er overbevist om at gruppen af socialliberale og anstændige konservative der slet ikke bryder sig om hvad de ser, er meget stor. De må op af sofaen og kalde på noget almindeligt anstændighed!!

Den langsigtede opgave for folk som mig selv og dem der kan meget mere end hvad jeg kan, er at opbygge et nyt alternativ. Et alternativ der står solidt plantet i modernismen grundlæggende menneskesyn, som formuleret i de sidste år af det 19 århundrede og de første år af det 20. Postmodernismens opgør med det rationelle og fornuften skal bare ikke glemmes – for det var rigtige indsigter. Historien er ikke lineær – mennesker og samfund er kaotiske og kan ikke sættes på formel – det var derfor at Kraghs projekt ikke indeholdt sin egen fortsættelse – kun sig egen stagnation.. Jeg tænker videre og kommer tilbage med tanker her om.

Politikens interview med litteraturforsker Marianne Stidsen den 19/12 er en vigtig inspiration for denne tekst.

[CoqRouge]

Arne>Et tankevækkende indlæg. På det personlige plan synes jeg, at det tjener Socialdemokratiet til ære, at man i mange år overlod reaktionen til andre og selv forsøgte at positionere sig som et progressivt parti - men man må konstatere, at missionen ikke lykkedes. I de gode gamle dage var en stor del af reaktionen inddæmmet og dermed til dels uskadeliggjort i Socialdemokratiet - dels pga. mangel på et alternativ, dels pga. Socialdemokratiets (og LOs) bevidste appelleren til den selvsamme reaktion. Med Ankers afgang ophørte dette efterhånden, uden at Soc. havde held til at tiltrække de progressive for alvor. Man tabte på begge fronter, Dansk Folkeparti overtog de reaktionære, og i dag har man ikke meget andet at byde på end ynkelige forsøg på at slå DF på deres egen hjemmebane - et forsøg, der er dømt til at mislykkes.

Det er DFs mesterstykke, at man har formået at distancere sig fra såvel landsbytosserne som de ultraliberale og dermed er blevet et stuerent parti i vide kredse. Samtidig kvæler man ethvert tilløb til intellektualisering inden for egne rækker, vel vidende, at den slags skræmmer flere vælgere end det tiltrækker. I sidstnævnte udsagn ligger efter min mening i øvrigt den bedste garanti for, at de intellektuelle ekstremister aldrig vil blive rigtig farlige i Danmark.

Jeg tror ikke, at de globaliserede højtuddannede udgør nogen risiko for anstændigheden, dog med den tilføjelse, at de udgør en fare for solidariteten, som jo er en delmængde af anstændigheden. Det er bekymrende for mig, at det er tilladt - ja, endog lidt smart! - at sige, at man ikke er solidarisk med andre end sig selv og sine nærmeste. Til gengæld vil jeg forvente af gruppen, at man vil værne om demokratiet og den personlige frihed under ansvar. Husk bare det der med ansvaret!

Mit lille indlæg her har ikke og skal heller ikke have en rød tråd og en klar pointe. Jeg er med på at slå et slag for den anstændige borgerlige observans - og på at sige fra over for dem, der forsøger at kaste et intellektuelt skær over standpunkter, der burde fremstå som uanstændige.

[Blackmoore]

Arne... dine epistler bliver langsomt bedre og bedre... de to sidste her har været "spot on", både i afvægtning af emne og skrivestil!

[Arne]

Epistel 22 - Om at være coach – del 1 af 2 - Coach på bænken

Vig hallen 1987

Jeg sidder igen på en stol bag banden i en sportshal – inde på den anden side spilles der semifinal i pigerækken ved de danske ungdomsmesterskaber i bordtennis. Det er kulminationen på lang tids forberedelse der sker denne dag. Anette som er ”min” spiller, høre til de 3-4 spillere der kan vinde det hele i dag. I semifinalen møder hun en spiller der er yngre, men et kæmpe talent, klare hu den, så gælder det finalen mod Trine fra Ølstykke, Trine der har vundet stort set alt de seneste 2 år

I dag er jeg klubmand med hud og hår – jeg satser på Anette – vi har et super forhold, så godt som det kan blive mellem spiller og coach. Jeg kan godt kende forskel på i dag og de mange gange jeg som unionstræner har coachet Trine og de andre ved internationale stævner – det er måske bare meget at bede en 14-15 årig spiller om – og faktum er at selv om Trine acceptere det denne dag – så bliver vores forhold, som også har være et ideelt forhold mellem coach og spiller, aldrig det samme igen…. Loyalitet – den første og vigtigste faktor mellem coach og den der modtager – kan ikke undervurderes og det er skrøbeligt når vi taler om toppræstationer i idræt og andre steder.

Topsport forgår i hovedet. Tag de 200 bedste tennisspillere, forskellen mellem dem mht. teknisk niveau er små – måske finder man den bedste til træning som nummer 40. Det afgørende er at kunne ramme det rette spændingsniveau, have troen på sig selv, at turde vinde og kunne læse situationen klart. Ingen undgår at komme i tvivl, ingen undgår de perioder hvor det hele falder fra hinanden – kunsten er at komme igennem dem. Kunsten er også at klare når det hele falder i hak. For nogle år siden var en amerikansk golfspiller, Duval hed han vist, lige pludselig på toppen efter 2 major sejre – han red på en bølge, men var slet ikke klar – han begyndte at tvivle, han begyndte at være bange for at tabe – eller endnu værre bange for at vinde. Alt faldt fra hinanden og i dag er han langt langt fra toppen – han kan ikke længere sætte det sammen.

At sætte det sammen var ofte Anettes problem – hendes stort anlagte spil med en hammer af et forhåndsloop (topspin) og et hårdt og præcist kontra/ blokerings spil i baghånden , kunne falde helt fra hinanden. Vi lærte at forberedelse var ekstra vigtigt for hende. Ud og varme op fysisk i 10 min 45 minutter før kamp – og så en præcist gennemført spilopvarmning med klubkammeraten Karin i 30 minutter – slagene skulle rytmisk spilles ind, små korte kampsituationer gennemspilles mange gange – så en peptalk fra mig og 2 taktiske råd – ingen spiller skal nogen sinde gives flere og de skal kunne tro på dem – og så ind og spille.

Spillere er meget forskellige under kamp – nogle orientere sig meget mod bænken – har brug for bekræftende nik fra deres coach – små tegn og fagter – andre vil ikke forstyrres under sæt. Begge dele kan være noget der skal arbejdes med. For meget opmærksomhed kan handle om for megen uro, forkert spændingsniveau og for lav selvstændighed – det andet om mangel på tillid til andre, for høje forventninger til sig selv og andre ting begge dele kan også være helt ok. Jeg har set trænere der insisterede på at det skulle være på en bestemt måde – deres succes var begrænset, vi danser alle til hver vores tromme…

Anette var at typen der orienterede sig meget ud mod bænken – også for meget – derfor slog hun aldrig igennem som landsholdsspiller – her var ingen coach om var bare hendes – her var hun på et hold hvor hun skulle slå til og være selvstændig. Det kan være det sværeste i livet – at gøre det man er god til under andre betingelser.

I semifinalen går det som det skal – modstanderen spiller et åbent og aggressivt spil. Anette får en masse at arbejde med – det første hårde loop sidder som det skal og hendes skarpe blokeringsspil er dødeligt for modstanderen (Blokering – dvs. at man rammer en bold med topspin med lukket bat – næsten uden bevægelse og bruger modstanderes skru og fart til at lave en hård død eller skruet retur som kan være svær at læse og som kan placeres uden for rækkevidde eller i det svære område lige foran kroppen)

Kampen er underholdende og flere i hallen mener at det var den moralske finale…. Var finalen blevet spillet lige efter – så kunne det havet blevet en rigtig ”herrekamp” som Anette meget vel kunne vinde.

Som det var, så fik hun tid, tid til at blive rigtigt godt tilfreds med at være i finalen, til at blive klar over at hun skulle møde Trine – Trine som hun næsten aldrig havde slået – Trine den dominerende gennem 2 år….

Det er ikke punch nok på da jeg ser ind til opvarmningen – Anette er for tilfreds – eller har overbevist sig selv om det – det er hårdt at skulle ud i en kamp mod sværere ods – man risikere at blive skuffet hvis man taber…….

Første sæt er ingen fornøjelse – Anette rammer ingen ting -ser hele tiden tvivlende ud på mig…

I den slags situationer må man lede efter NØGLEN. Anette gjorde 15 ting forkert – men det kan man ikke sige på 1 minut i en sætpause – man må søge efter hvad er det der får korthuset til at falde og om der er en simpel ting der kan bygge det op igen. Analysen af de 15 ting er min – Anette leder efter noget hun kan gøre..

Jeg kan ikke bede Anette om at loope mere – hun tror ikke på det. I stedet fokusere jeg på første retur og første blokering – på spilstarten uden at snakke om resten – jeg må satse på at hvis Anette får flere chancer for at bruge favorit våben – så vil hun ramme nogle af dem og bygge selvtilliden op derfra… (Tænk over dette i relation til jeres hverdag også – inden i gør tingene vanskelige – på arbejde og i de tætte relationer…. Find roden til problemet i stedet for de 15 symptomer og spørg jer selv – hvad kan jeg gøre ved det helt simpelt - Bare en tanke fra Dr. Arne…. )

Det lykkes – næsten. Anette spiller sig op fra 3-7 til 17-13. (den gang spillede man til 21) Men så viser Trine at hun er en vinder – hun ændre en smule og hun giver ikke op. Senere fortæller hun mig, at noget af det hun tager fat i er sig skuffelse over mig – det ”loyalitetsbrud” som jeg begår ved at heppe så aktivt på Anette – Trine acceptere det er sådan – men hun har en irationel skuffelse - som hun hiver frem som ressource – ”han skal ikke få mig ned med nakken” - Trine var en vinder den dag – hun finder noget hun kan bruge og gør det!

Anette vinder sølv og er stolt – heldigvis.

Fortsættes…..

[Arne]

De sidste epistler

Diverse arreangamenter, gaveindkøb og spinning events levner ikke tid nok til at skrive ordentligt - det i går kunne ikke ½ af hvad jeg ville med det - hatværk er lastværk. De sidste juleepistler "udkommer" derfor 25-27 - og så tror jeg egentligt jeg fortsætter året ud til gengæld.

[Arne]

23 epistel del 1 af 2

Mod en ny politisk konstruktion – fra ”Hvad partier til ”Hvordan partier”

Jeg holder for ”sandt” at de idealer omkring personlig frihed der har været dominerende i den vestlige verden de seneste 2-3 hundrede år fortsat er det sunde grundlag at bygge på. Jeg tror på ytringsfriheden og på retten til frugten af eget arbejde. Jeg tror også på solidariteten og på at vi har ansvar over for hinanden. Personlig frihed og ansvar for helheden er for mig lige vigtige og det er helt centralt hvordan vi balancere imellem dem.

I min første tekst om ”det politiske” analyserede jeg hvad det er der ligger bag vores nuværende regering og jeg var inde på hvorfor socialdemokratiet ikke har meget at byde på – deres gamle projekt indeholdt ikke nogen fortsættelse ud over virkeliggørelsen af de oprindelige mål.

I denne, det sidste af de planlagte, vil jeg stikke spaden en tand dybere. Jeg vil se på hvorfor jeg mener at vores nuværende partisystem er dømt til at fejle mht. til noget meget vigtigt – sin legitimitet hos de mennesker som det politiske system styre for .

Før jeg kommer til det – så vil jeg se på hvordan vores måde at tænke på formes – hvordan vi når frem til vores standpunkter. Grundige og tålmodige læsere af Coq Rouges log vil nikke genkendende til det nærmest følgende.

Hvordan vores livsstrategi og politiske standpunkt formes

Min måde at tænke det på – som jeg har fra bl.a. fra argentineren Ernesto Laclau, er at vi hver i sær har et billede af os selv i verden – det som vi også kalder identitet. Vi har det bedst når det billede af hvad vi er, hvem vi er ”passer”. Hver i sær har vi en strategi for hvordan vi opretholder den identitet. Det skal ikke forstås som at det er en fint formuleret strategi som vi præcist kan redegøre for – vi er meget beviste om nogen ting – men i høj grad så har vi nogle praksisser som vi følger.

Disse praksisser er i høj grad bestemt af vores omgivelser, vores egen vide og hvilke såkaldte sociale praksisser vi behersker. Vi er alle indskrevet i diskurser som er med til at sætte grænser og definere hvad der er gangbart eller ej. Jeg vil lave en illustration af dette ud fra noget vi alle kender godt. Diskussionsforummet på Motion-online. Først og fremmest er der en struktur i form af hvilke forummer som Morten Z har valgt at diskussionerne skal forgå i. altså ”Maksimal styrkevækst” osv. der er også nogle spilleregler og nogle moderatorer der kontrollere. MOL har også nogle bestemte sociale praksiser. Hvis det man skriver skal accepteres umiddelbart, så kan man ikke skrive på en hvilken som helst måde hvis man vil tages alvorligt eller overhovedet have et svar på det man skriver. Hvis man behersker disse praksisser så opnår man succes i sin færden på MOL.

Hvis vi så for et øjeblik gør MOL til hele hvor verden – så kan vi sige at jeg har et billede af mig på MOL – jeg har en identitet der er defineret af hvilken rolle og position jeg har på MOL – om jeg oplever at jeg har succes osv. Mol har en både fysisk og social struktur der betyder at jeg ikke kan gøre hvad som helst – faktisk er der mange ting jeg end ikke overvejer at gøre. MOL som diskurs betyder at jeg kun ”ser” bestemte muligheder for handlen. Det betyder ikke at der ikke findes andre muligheder for handlen uden for MOL – uden for diskursen - det giver bare ikke mening at tale om dem. Laclau taler om at vi indtager det han kalder en subjet-position i diskursen. Dvs. vi skabes af diskursen på en bestemt måde..

Jeg kan allerede høre protesterne. Hvad med den frie vilje, hvad med vores egne ideer osv. Men bare rolig – de er der også.

MOL (vi lader stadig som om MOL er hele verden) er jo ikke uforanderlig. Strukturen forsøger ganske vist at styre os – men det kan den aldrig helt. Der opstår altid modsætninger (antagonismer i mit oprindelige indlæg). Jeg har et billede af mig på MOL – en identitet (det er ikke helt det samme – men ok det fungere her) men den bliver konstant modsagt. Mit billede af mig på Mol er også et bestemt billede af MOL – men det er jo ikke alle andres billede af MOL. For at opretgolde et billede af mig på MOL som jeg kan leve godt med, så er jeg nød til at handle. Jeg må lige blive lidt tricky igen. Laclau siger at min frie vilje bare er det at jeg er tvunget til at handle for at opretholde et billede af mig på MOL – fordi jeg hele tiden modsiges af andre – eller af at strukturen forandre sig.

Jeg søger hele tiden en strategi der har noget at tilbyde mig. Der kan lave 1 million forskellige strategier – alt er muligt – men alt er ikke muligt for mig. Jeg ser de muligheder som tilbyder mig noget. Det kan være noget der skabes af andre – eller en strategi jeg selv formulere – men det er den konkrete modsigelse jeg hele tiden reagere på. Og det er denne modsætning der gør at virkeligheden ikke er statisk – at vi ikke 100 % defineres af strukturen.

Laclau siger – omskrevet - at MOL forsøger at gøre mig til objekt. Objekt skal forstås som en fast størrelse som MOL kan definere. Men det formår MOL ikke pga. der hele tiden opstår modsætninger mellem min egen oplevelse af min identitet og så de andre personer eller grupper (Aktører også kaldet) handlinger i forhold til mig. Jeg må altså handle – og mine handlinger ændre også strukturen en smule – og gør også at andres strategier og identiteter modsiges.

Jeg samler op. Nej vi kan ikke vælge en hver position. Der er en struktur der indvirker på os – men vi er ikke låst. De konstante modsætninger gør at MOL (verden) er under evig forandring – og at vores egen identitet hele tiden er under dannelse. Vi vil helst have et fikseret billede af os på MOL – men det formår vi ikke – MOL forsøger som struktur at være statisk – men det formår den heller ikke. Vi er altid uafsluttede men også altid begrænset af den diskurs vi indgår i (altså vores viden, vores historie og de dominerende måder som tingene omkring gøres på (sociale praksisser) – de dominerende projekter og strategier der forsøger at bestemme hvordan MOL skal se ud.)

Jeg synes at Laclaus måde at se verden på er frugtbar. Den forklare hvorfor vores verden, vores identiteter ikke er totalt kaos – men heller ikke komplet orden – og hans model tilbyder en god forklaring på hvorfor vi handler og på hvordan en ”virkelighed” som MOL udvikler sig.

Det politiske

I ovenstående tekst kan man i stedet for ”MOL” indsætte ”verden” ”Danmark” eller ”det politiske system” ind.

Lad os prøve at se lidt på det.

Vi er altså alle på udkig efter bud på strategier der tilbyder os en mulig fremtid vi kan identificere os med – og som giver os mulighed for at danne et billede af os selv i verden som vi kan leve med.

De ”gamle” politiske parti system levede i høj grad op til dette. Var man industriarbejder, så tilbød fagbevægelsen og socialdemokratiet svar og løsninger på de meste centrale spørgsmål i ens liv. Der var et klart modsætningsforhold og afhængighedsforhold mellem arbejder og arbejdsgiver – et problem som begge parter løste kollektivt igennem organisationer og hver sine politiske partier. Tilsvarende kunne landmanden identificere sig med de strategier om en mulig fremtid som partiet Venstre tilbød. Vi havde i de første 70 år af det 20 århundrede et politisk system som i høj grad blev opfattet som legitimt og som det var muligt for de fleste at identificere sig med. Dette er n meget simpel opstilling – og kan komme til at lyde som myten om ”den tabte oprindelighed”. Selvsagt var der massere af konflikter og problemer - men billedet holder nogenlunde.

Det gør det ikke mere. Mange ting er sket. Socialdemokratiet begyndte med udgangen af 60´erne at miste kontakten med sine vælgere. EU projektet var et af de områder hvor det begyndte at gå galt – men mest af alt havde man sejret af helvede til – den gamle 1973 valget var en klar indikation af opbrud.

I morgen vil jeg se på hvad der gik galt – og komme med et bud på hvordan jeg tror den politiske verden kan/burde udvikle sig på hvis legitimiteten og den helt nødvendige identifikation hos med de politiske system skal opretholdes/genetableres.

[Blackmoore]

hej Arne

utroligt hyggeligt at mødes med dig idag

Glæder mig til næste del...

[Arne]

hej Arne

utroligt hyggeligt at mødes med dig idag 

Glæder mig til næste del...

<{POST_SNAPBACK}>

Tak i lige måde!

2 del byder mig på store problemer - tror ikke den kommer før en gang i løbet af mandagen

[MRB]

2 del byder mig på store problemer - tror ikke den kommer før en gang i løbet af mandagen

<{POST_SNAPBACK}>

Kom så med den! Jeg sidder her på arbejdet og venter med så megen spænding, at jeg næsten ikke får lavet noget.

Det har jo været nogle fantastiske historier indtil videre! :4thumbup:

[Arne]

2 del byder mig på store problemer - tror ikke den kommer før en gang i løbet af mandagen

<{POST_SNAPBACK}>

Kom så med den! Jeg sidder her på arbejdet og venter med så megen spænding, at jeg næsten ikke får lavet noget.

Det har jo været nogle fantastiske historier indtil videre! :4thumbup:

<{POST_SNAPBACK}>

Tak for roserne - mit fokus har bare været et andet sted i nogle dage - men jeg skal nok!

[Arne]

Fortsættelsen på denne log finder ind til videre sted i min Blog: som du finder HER

[Arne]

Tilbage til loggen

Jeg vender hermed tilbage til min log. Måske vil jeg bruge blogen til noget igen senere – jeg ved det ikke.

Status ved årsskiftet – og træning og mål i 2005

Lige nu har jeg ikke den store lyst til at dvæle ved fortiden – heller ikke den nærmeste. Mine, stadig ufuldendte epistler var sjove og gode at skrive, men nu skal jeg videre – derfor er den bagud skuende del i denne status kort..

Status på 2004

Træning: Fornuftig det meste af året. I gennemsnit har jeg trænet 8-9 timer om ugen i effektiv træningstid. Min forbrændingsulykke i september var eneste større setback.

Jeg fik cyklet for lidt – men spindingen kørte forrygende det meste af året. Styrketræningen har svinget – jeg gider det ikke om sommeren – men det har været ok – jeg er blevet en del stærkere og nåede for nylig et delmål med 75 kg i bænk. Mod slutningen af året fik jeg varieret min cardiotræning noget mere, med brug af bl.a. løbebånd – og så fik jeg lavet den spæde start på svømmetræningen.

Betydningen af træningen: Træningen er det der forhindre mig i at tage på og det er træningen der holder mig mentalt oppe – min medicin er vigtig – men træningen vedbliver med at være helt central for mig.

Min vej til målet: Min vej er blevet kortere – i og med at jeg i første omgang går efter at blive en veltrænet glad mand på 120 kg,

Målet har flyttet sig længere væk i og med at jeg har taget på. Status lige nu er 148 kg. 32 kg mindre end udgangspunktet og 20 kg fra da jeg var kommet længst.

Mental status: 2004 bød på en depression der var længe om at slippe sit greb. Jeg var nød til at melde mig helt ud af den almindelige kontakt med venner osv. Træningen var det eneste jeg holdt fast i at jeg skulle. Jeg er ude af den nu og fungere bedre mentalt end i 25 år. Den mentale stress som følge af fortsat arbejdsløshed og svære økonomiske problemer trækker dog ned og giver mig fortsat stor lyst til at spise meget – jeg vil sige at kampen mellem mig og den trang stadig raser og det er en udfordring for 2005 at vinde den – og den bedste løsning er at løse mine konkrete problemer. Jeg er fortsat privilegeret mht. til støtte fra familie, venner og molfolk.

Mål og metode i 2005

Vægt per 13/12-2005: 130 kg - et vægtab på 18 kg

Vo2 Max per 13/12 2005: 4,3 l/min = kondital 33 - høje kondital er svære at nå for en tyk mand - ved min formode "normalvægt på 90 kg svare det til 47 - hvilket er net uden at være prangende for en mand på 43

Styrkemål: Bænk 100 kg, Squat 125 kg, dødløft 175 kg

Helbred: En stabil psyke, fortsat ingen problemer med min diabetes og en stabilisering af blodtrykket under 150/95 uden medicin.

Metoder:

Træning dagligt - 8-12 pass om ugen

Varieret cardioarbejde, hovedsageligt spinning og cykling, men suppleret 1-2 gang ugentligt af svømning, løbebånd. crostriner eller andet

Styrketræning 2-4 gange ugentligt - frievægte suppleret af fornuftige maskiner

Kost: Skal stabiliseres og forandres. Jeg har en ambition om forsigtigt at bevæge mig ind på kødspisningsområdet for første gang i 39 år - dette for at kunne spise proteinrigt lidt billigere og mere varieret. Nok i virkelighedenmit mest ambitiøse mål.

Træning i uge 1-8

Mandag morgen: Bænkdag i TJs alternative hypertrofiprogram

Mandag eftermiddag/aften: spinning medium indsats

Tirsdag: Squatdag

Onsdag: Morgensvømning

Torsdag: Morgen: Military press dag. Aften spinning eller andeet cardio

Fredag: Morgensvømning og eventult spinning eftermiddag

Lørdag: Dødløftdag

Søndag: fri

Dette er grundprogrammet - styrketræningen ligger fast - svømningen ligger også ret fast, hvor i mod spinningen skal være efter dagsform og motivation - det skal dog køres mindste 1 time per uge.

I marts skal der køres mere spinning, så jeg er godt forberedt på at komme på raceren igen midt i april - hvis vejret vil det.

[Vivsen]

Jeg vender hermed tilbage til min log.

Hurrah! og velkommen "hjem"

- og pøj pøj med målene for 2005, Arne!

husk nu.. variation i din træning, så du ikke kører træt i det hele

kh

Vivs

[Arne]

Tak Vivsn

Her er styrkeprogrammet for januar-februar i detaljer: det køres 10 singler + 5 x5 hver gang i dagens øvelse, og 3 x 8 i de andre øvelser:

[b_skaal]

halløj chef

massage onsdag eller fredag formiddag?

sidste chance før min eksamen, uha uha, så får vi at vide om det virker

hej fra husfyssen

[Arne]

Øvøv øv øv

TJ - 4 dages program, uge 1, dag 1

Bænkpres:

10 x 1 x 56 kg

5 x 5 x 46 kg - en let start

Stående DB skulderpres:

3 x 8 x 9 kg - endnu lettere

Assisteret dips:

3 x 3 x hele stakken - maksarbejde

Mavemaskine: 4 x 8 x 35 kg

Den del var fin nok og til 2 x

Forsøg på spinning II

Jeg forsøgte - men første gang jeg ville op og stå gjorde min venstre ankel ondt - det var enkeltaktsarbejde. Jeg forsøgte en gang mere i tempo med lav belastning - men det gjorde endnu mere ondt, hvorefter jeg stoppede træningen efter 22 minutter.

Jeg skal selvfølgelig talke med min læge - men jeg tror at der er 2 faktorer her. 1. Min krop begynder at være slidt pga. vægten. 2. Løbebåndstræningen var en dårlig ide der har slidt formeget på mine led. Så den står på svømning og crostrainer i et stykke tid. Derfor overskriften.... Spinning 0 x

[Arne]

Tanke i forlængelse af ovenstående:

SÅ SKAL DER ALTSÅ SMIDES NOGET VÆGT!!!!!!!!!

[Arne]

Som Chris ville sige det: Time to get out of the comfortzone. Jeg skal havet gjort noget ved at få en spinningcykel eller motionscykel hjem - det jeg tabte mig ved første gang var 2 x cykling hjemme per dag samt styrketræning og madkontrol. Nu vil jeg gerne tilføje svømning og cykling ude. Jeg har nogle lånetilbud på cykler - så det skulle kunne lade sig gøre. Men først og fremmest, væk med alle "de gode forklaring er og undskyldninger"SNAP OUT OF THAT COMFORTZONE!

[Guest Slettet bruger]

Det vigtigste er, Arne....det kan sagtens lykkes!

Hvis jeg var dig ville jeg jeg adoptere en ultra-Spartansk livsstil vedr. mad.

Tillad ikke den mindste afvigelse. Ikke ét bolche, én karamel. Kun 100% fastlagt kost der jo naturligvis går ud på negativt energiindtag. Før i tiden, før jeg opdagede mol, var det tit sådan: "i dag gider jeg ikke i sats...springer over...det går nok". Så sagde jeg, nej fandme nej. Hver gang skal jeg afsted! Hver gang! Hver -evig - eneste - gamg. Ingen undskyldninger. Synes du skulle gøre det samme vedr. kost.

Læg en plan, og følg den 100% - og bid i dig når det gør ondt. Ligegyldigt hvor smertefuld det virker, så sig til dig selv - Ingen, ingen afvigelse.

Jeg er klar over at det er sjovest at køre efter fastlagt program i træningen. Og det her er *kun* en tanke - men hvad med bare at have målet at forbrænde så meget som overhovedet muligt med vægtene? Bare hold dig en god volumen og koncentrer dig om at køre hårdt.

Jeg kan ikke lige huske hvad dit mål for vægten er. Men at komme under de 100 kg, lad os kalde det et delmål. For så er der eddermame sket ting og sager

Hvis din vægt lige nu er 130 kg ville du på ét år, bare ét år, være kommet sindssygt langt.

Edited January 3, 2005 by DocHolliday

[Niske]

Hej Arne,

Du siger bare til, så dukker jeg op med en spinningcykel.

Niske

[Krumborg]

You go girl ! Ud og eliminere fordommen om, at overvægtige mennesker i høj grad er havnet i deres situation pga. manglende ryggrad og mangelfuld viden.

Ikke en eneste MOL'er der ikke ved at begrebet "Arne" ikke magter det

Edited January 7, 2005 by Krumborg