Arnes log - 5 udgave

[Blackmoore]

¨

2. Hvordan menneskeheden generelt, og de onde kapitalister specielt, hæmningsløst ødelagde vores allesammens verden ved at forurene, fælde skove, udrydde dyrearter i hobevis m.m.

der er så nogen der ville mene at detop DEN ikke helt er afblæst

[klausjensen]

¨

2. Hvordan menneskeheden generelt, og de onde kapitalister specielt, hæmningsløst ødelagde vores allesammens verden ved at forurene, fælde skove, udrydde dyrearter i hobevis m.m.

der er så nogen der ville mene at detop DEN ikke helt er afblæst

<{POST_SNAPBACK}>

Og derfor har vi onde kapitalister deporteret din slags til Læsø! :4thumbup:

[Spock]

Læsø = Alcatraz.dk

[Arne]

¨

2. Hvordan menneskeheden generelt, og de onde kapitalister specielt, hæmningsløst ødelagde vores allesammens verden ved at forurene, fælde skove, udrydde dyrearter i hobevis m.m.

der er så nogen der ville mene at detop DEN ikke helt er afblæst

<{POST_SNAPBACK}>

Og derfor har vi onde kapitalister deporteret din slags til Læsø! :4thumbup:

<{POST_SNAPBACK}>

Så er det jo godt at Blackmoores holdninger også er repræsenteret her i CPH!!

Træning i dag bliver hjemme inden sengetid - pga. maveproblemer ØV

[Arne]

Aften styrketræning hjemme

CAT Floorpres

8 x 3 x ca 40 kg

BB row:

5 x 8 x ca. 45 kg (max med mine skiver)

Miltary press

3 x 8 x ca 35 kg

Goodmornings

4 x 10 x ca. 40 kg (max jeg kan få sikker op og ned)

:banana:

[Arne]

Arnes 10. december epistel- Scener fra en opvågningstid

Dronningens Tværgade en aften i 1979 i en kælder hvor der i dag er hotelbar.

Jeg er til ”Fraktionsmøde”. Politiske fraktioner er ikke tilladt i DKU, nææ det er de kammerater der er aktive i LAK (Landssammenslutningen af kursusstuderende) der mødes, her en lille uge inden årsmødet. Det er et smule krisestemning. SUF (Socialistisk Uddannelses Forbund eller noget i den retning) er ved at blive stærke, heldigvis er DSU folkene til at negligere. Vi må regne med at SUF for valgt den ene dirigent – så den magt taber vi. I LOE var talerrækken stort set fastlagt en uge før, det kan vi ikke nu. Det kræver disciplin, at de rigtige kammerater melder sig på listen på de rigtige tidspunkter. Det vigtigste er at kontrollerer de uorganiserede, det er et arbejde der i høj grad forgår om aftenen og i forbindelse med måltider – der skal snakkes med dem, der skal roses og dirigeres i den rigtige retning. Det er spændende at være med i, men en lille klokke ringer stadig mere skingert i mit baghoved - men den er ikke så høj endnu – jeg nyder denne omgang skæg og blå briller….

Blågård seminarium søndagen efter.

Det er næsten skredet for os – men det gik – vi beholdt magte i forretningsudvalget og fik forhindret SUF i at få for meget igennem politisk – vi har vundet – vi har stadig magten og kan markere vores principielle synspunkter. Vi kan jo ikke have at SUF vinder frem – SUF vil jo tage udgangspunkt i den dagsorden der sættes lokalt i det enkelte elevråd, i de faktiske problemer lokalt og nationalt lige nu, i stedet for det langsigtede principielle. Tænk at ville noget så kaotisk og komplet ukontrollerbart! – Vi kan kun ryste på hovedet. Jeg stemmer som jeg skal – jeg udfylder min rolle, jeg får overtalt en køn pige fra Bornholm, som kunne være blevet valgt takket være en god politisk tale og personlig karisma, til ikke at stille op…… Jeg har det svært når jeg diskutere med SUF folk, jeg lyder skinger – det lyder forbandet fornuftigt det de siger….

December 1979

Telefonen ringer klokken 7.30 – jeg kaldes til møde på Dronningens Tværgade klokken 9. Hvad vi verden ved denne morgen er at Sovjet er gået ind i Afghanistan – vi kan ikke vide at det er begyndelsen på enden af den kolde krig - Sovjet kommer til at forbløde langsomt i de afghanske bjerge…. Jeg spørger stemmen om hvad vi skal…. Tavshed… ”Det er vigtigt at alle kammerater er klar til at få det rigtige budskab ud!” ”Hvad er det, spørger jeg…. Tavshed… ” du skal bare komme til mødet vi skal have styr på det her så vi kan fortælle hvad der er sket!” ”Hvad er der dog sket+” spørger jeg – hvad kan I fortælle om 2 timer som ikke er fremme allerede?” ”DU SKAL BARE KOMME!” – røret smækkes på…… Jeg kom ikke – orkede det ikke og jeg havde allerede 2 fraværs advarsler.

Marts 1980 – møde i ”Nej til atomvåben”

Jeg fremføre i gen og igen at det vigtigste, det vi kan gøre som danskere er at sige nej til Nato, nej til dobbeltbeslutningen (Arbejde for fjernelse af de russiske SS 20 raketter og gensidig nedrustning – samtidigt med at der opstilles mellemdistance raketter i Europa) og aktivt bekæmpe det amerikanske militær industrielle kompleks – og i øvrigt skal vi skabe en enheds fredsbevægelse. De ”ved” ikke at jeg er DKU mand de øvrige – jeg er der for at trække debatten i langdrag og for at få folk med over i samarbejdskomiteen….. Mødet slutter. En ældre radikal kvinde vil lige tale med mig. ”Arne jeg har nydt dine læserbreve i Dagbladet – men hvad er det du laver nu – du er alt for god en knægt og for begavet til det du går og laver…. Og mere i samme skuffe…. Det gør indtryk – jeg kan godt li hende – hendes engagement rummer menneskelig varme og plads til skuffelsen og det lange træk – der er ingen skingre overtoner….

Dagligdagen i organisationen

Så snart jeg kom ombord i DKU blev alt anderledes. Ikke mere feteren, ikke flere gratis øl når vi var ude – nu blev der stillet krav – ”Vi er en eliteorganisation – det kræver disciplin og arbejde”. Slut med at diskutere politik i offentligheden – først skulle jeg ”skoles” – kun uddannelsespolitik kunne jeg diskutere med andre. Det var ikke længere velset at jeg brugte tid på min sport og andre venner – livet skulle leves inden for rammerne af partiet. Der skulle sælges fremad, Land og Folk, klistermærker osv. Elevrådene skulle kontrolleres osv. Jeg fik at vide hvor jeg skulle være hvornår. Der blev set meget skævt hvis man ikke kunne deltage i en aktivitet. De politiske diskussioner jeg havde haft med flere af dem stoppede – nu galt det bare skolingen.

Kontigentet er billigt - men der forventes ekstrabetallinger - hvad man har ekstra giver man til partiet.

Man blev tildelt ”privilegier” og poster – man meldte sig ikke. En dag blev jeg trukket til side af Bo. Bo var formand for DGS og en rising star. Det var egentligt mig der havde sat ham i gang. I 8. var Bo en flippet lilleskoledreng der begyndt på min skole – jeg overtalte ham til at gå ind i elevrådet. På lejerskoletur i Holland (den skal jeg måske skrive om – hæhæ) havde vi drukket mange en øl sammen – nu var han en alvorlig og hård kommunist. ””Vi” har besluttet at du skal sidde i kredsens uddannelsesudvalg – altid det der med at trække til side… Jeg følte mig kvalt….

CODA

Jeg blev hvervet på en måde som også Moonbevægelsen og andre brugte. Jeg blev behandlet som om jeg var betydningsfuld og interessant. Blev hevet med i byen og til møder – uden at nogen talte om medlemskab. Jeg blev trukket tæt – jeg blev tilbudt svar på mine store spørgsmål, jeg blev tilbudt et formål og et vej. Jeg ville retfærdigheden og den store forandring NU. Jeg opdagede sent prisen, men jeg var dårligt kommet ind før min indre stemme skreg i protest. Jeg fik jævnligt besøg af ”kammerater” i foråret 1980 – men til sidst smed de mig ud igen – en lettelse. Bo og de andre nægtede at tale med mig eller hilse i de næste 2-3 år – jeg levede med det……

I dag vil jeg ikke den store ultimative forandring…. Det høre den spæde ungdom til – og jeg kunne ikke li det jeg så…..

[Arne]

Fortsat maveproblemer og 38,5 - der bliver en kort træningspause

[Sputnik]

God bedring. Og spændende afsnit i "julekalenderen".

[tulle]

Hvaaaa Arne, er det ikke ved at være på tide at få juleavataren fundet frem? :xmas: :xmas: :xmas:

[Arne]

Hvaaaa Arne, er det ikke ved at være på tide at få juleavataren fundet frem?  :xmas:  :xmas:  :xmas:

<{POST_SNAPBACK}>

Jo den må hellere blive luftet i nogle dage igen

[Guest Slettet bruger]

Spændende læsning I en ellers ret deprimerende juletid...

Og det er en kreativ avatar der Arne :4thumbup:

[Arne]

Jo tak Doc

Fokus i jab/feb: styrke og masse

Jeg har besluttet at bruge jan/februar på en tillempet udgave af TJs hypertrofiprogram. Det kan ses nedenfor - kommentarer er MEGET velkomne!

[Arne]

Arnes 11. december epistel

Efteråret 2001

Det ruller for mig. Efter en hård start på mit projektlederjobbet i Xxxxxxxx Kommune køre det godt. Opgave er svær. Jeg skal få meget forskellige interesser til at mødes – og ikke alle spiller med i helt positiv ånd. 2 boligselskaber har ansat beboerbetalte socialrådgivere og deres indsats og kommunens skal bringes til at spille bedst muligt sammen, omkring ”de svageste, herunder psykisk syge og misbrugere, samtidigt med at de boligselskabs ansatte ikke mister deres uafhængighed. Politi, kirke, amt mv. er også interessenter. Der skal etableres et ”partnerskab” som den slags aktuelt hedder – man skal snakke sammen så meget som lovgivningen tillader og udnytte de styrker og muligheder som beboersocialrådgiverne, de frivillige i områderne, ejendomsfunktionærer, lokalpoliti, forvaltninger osv. har bedst muligt.

Vi går nye veje – som vi også skal efter projektbeskrivelsen. 3 varme septemberdage bliver brugt på Bornholm sammen med 30 rutinerede misbrugere. De nyder hvert et øjeblik. Normalt kommer de ikke nogen steder. De har et skur, som ikke er meget andet en nogle skærme med tag over hvor de tilbringer megen tid. Resten af boligområdet er kede af dem – for at sige det mildt. Socialrådgiveren savner ordentlig kontakt og det gør kommune også – derfor tager vi chancen og invitere dem med: de bestemmer selv hvem der skal med – vi får bare nogle navne på en lap papir

Vi bor på rigtig fin pension og de er ude og spise fint – det går overraskende godt – fordi de er benovede og nyder det. Jeg lære hvorfor de går med læderveste – der er lommer til 6 pilsnere. PÅ ”den lange gåtur” som de senere kaldte dem mellem Allinge og Sandvig rakte det lige til halvvejen, hvor der tankes op på en tank.

Om aftenen på Bornholm kommer de på skift hen og skal tale med Susanne, socialrådgiveren og den kommunale leder og jeg. Det er grusomme historier om familier ramt af misbrug og vold, om kriminalitet fra tidlig alder eller om social deroute.

Jeg må endnu engang beundre Susannes måde at tackle dem på. ”Bo” skal ind og spjælde den igen – han har så mange domme at han ryger ind for meget lidt. Denne gang har han stjålet tomme flasker på bagsiden af et supermarked. ”For pokker Bo, du kan da i det mindste være lidt professionel – du ved da at der er et kamera der” Sådan begynder hun samtalen, ikke at hun acceptere hans handling – men hun kommer hurtigt ind til Bo.

Hjemme igen er kontakten etableret. De begynder i fast lægekontrol så de kan tage den nødvendige måned lange pause når leveren er for belastet – og måske kan komme på afvænning: De kommer nu i det almindelige beboerværested om formiddagen, nogenlunde ædru og på kommunen er de blevet meget nemmere at have med at gøre. En af de kommunale topledere var med på turen og Socialdirektøren bruger en time i skuret. Meget bliver bedre og nemmere – for en indsats på 35.000. En kæmpe succes. Også projektets andre elementer køre godt

Jeg lærer meget om samfundets skyggeside i de 3 år jeg er leder af projektet. Jeg har talt med ensomme ældre, men skingrende vandvittige psykotiske personer, med demente ældre med fluer i hele lejligheden, med narkomaner der havde domme for drabsforsøg mod deres børn. Jeg lærer at beundre dem der dagligt har med disse mennesker at gøre – og overaskes over hvilke typer jeg kan komme til at, jeg vil ikke sige holde af, men at bekymre sig for og acceptere. Nogle af dem er bare smask iriterende og øretæveindbydende.

I det andet af boligområderne har Per Fly lavet sin research til ”Bænken” i det værested og hos den socialrådgiver som er ansat i projektets begyndelse. Hun er en dame i 60´erne – en myte i dansk socialpolitik. Denne ”Hellerup kone” har i 18 år kæmpet 15 timer i døgnet for sine beboere. Hun er tung at danse med som alle ildsjæle – men jeg kommer til at holde meget af hende. Det samme kan ikke siges om hendes afløser – men lad det ligge. Jeg har set ”Bænken” 3 gange – og jeg holder aldrig op med at imponeres over den præcision som Per Fly har ramt de mennesker med: Det ER sådan på bænken. Jeg har hørt disse fantast samtaler så mange gange – samtaler der minder om den gang jeg i børnehaven sammen med 3 andre havde en fantasi kørende om at vi kørte rundt på godstoge hver nat, fantasier der hver gang afbrydes af en af de andre- ”Hold da kæææææft hvor er I dumme at høre på”….

Flere gange deltager jeg i spisninger – jeg bliver efterhånden accepteret og efterhånden begynder jeg at hygge mig rigtigt godt deres selskab – og bliver opråber til bingo, og går udklædt som Kejseren i de nye klæder (Har en hvid særk på) ved deres årlige karneval. Jeg savner faktisk disse timer derude.

Ikke alt er lige morsomt. Jeg møder konstant ”Dansk folkeparti Danmark”. Mennesker der er angst for verden, intolerante bange mennesker der vil have at alt skal være som altid. Mange af dem kan man såmænd alligevel godt holde af, de hænger bare ikke rigtigt på verden – det kræver tålmodighed og fingerspidsfornemmelse.

De forskellige lokale konger og paver er et andet problem. Som en person, der skal forblive anonym, sagde til mig ved min ansættelse: ” Arne jeg håber at din tro på demokratiet er stærk – for nu skal du møde beboerdemokratiet i den almenyttige sektor.”. I det ene boligområde taler de 3 afdelingsbestyrelser ikke sammen – og de bliver konstant væltet med påstande om svindel. Området har deres egen liste i kommunalbestyrelsen og de vil gerne have magten over projektet men er i total strid med kommunens borgmester og ikke elsket i forvaltningen….. Interessant felt at navigere i!

Vi har mange penge i projektet – og mange har ”fine ideer” om hvad de kan bruges til og forstår ikke hvad det hele går ud på. De vil lave ting her og nu – beboerferier osv. Det er disse slagsmål som efterhånden tære godt på mig og da nogle nøgle personer bliver skiftet ud med små mennesker, så bliver det for alvor svært – men jeg er stadig stolt af det projekt – for det lykkedes faktisk at etablere et nyt og permanent partnerskab der stadig fungere. Jeg kom ikke til at slutte det af selv – men om det i et andet kapitel – måske.

Også i mit personlige liv køre det i olie i efteråret 2001. Jeg taber mig og når min bedste form i 25 år. Den kommunale leder der var med på ture og jeg får et godt øje til hinanden og det efter år og vinter bliver rigtigt interessant. Lidet kunne jeg vide at jeg stod over for et af mit livs værste kriser – en krise som i den sidste ende skulle føre til noget godt – nemlig der hvor jeg er nu.

Fortsættes…..

[Arne]

Møg spinning og god styrketræning, lørdag den 11/12

Anette Berg kørte en fin III, men jeg var ikke rigtigt med. Min fod drillede for meget, selv om jeg sad ned - så jeg kunne kun køre med 45 minutter - men jeg fik da noget god TUNG træning ud af det.

Derefter:

Bænkpres:

2 x 3 x 51 kg.

2 x 2 x 61 kg.

1 x 2 x 66 kg.

4 x 2 x 71 kg. 2 rep PR Tydelig makering på brystet af alle reps - herligt

3 x 1 x 71 kg.

Benpres:

4 x 5 x 240 kg

1 arm machine rows:

3 x 5 x 30 kg

DB incline press:

3 x 5 x 22 kg

Spinning:

Styrke: :banana: :banana3:

[Spock]

Så puster du mig altså i nakken for alvor i den bænk, det bliver jo værre og værre!!!

Ej seriøst det er virkelig en fed fremgang du har haft i bænken, de 100kg ligger og lurer fælt i horisonten, det er jeg VIS på

[clayman]

Hej Arne.

Jeg kigger almindeligvis bare forbi din log i ny og næ, men nu har du altså reddet dig en fast læser. Jeg er virkelig faldet for dine epistler - de er både intelligente og velskrevne.

Nu er jeg nået igennem de første 11, og jeg glæder mig til resten

Med venlig hilsen

clayman

[Arne]

Hej Arne.

Jeg kigger almindeligvis bare forbi din log i ny og næ, men nu har du altså reddet dig en fast læser. Jeg er virkelig faldet for dine epistler - de er både intelligente og velskrevne.

Nu er jeg nået igennem de første 11, og jeg glæder mig til resten 

Med venlig hilsen

clayman

<{POST_SNAPBACK}>

Det glæder mig at du kan bruge dem

[Blackmoore]

Arne.. det er altså labert med din Bænk..

Hvis du holder fast i noget af det vi snakkede om, altså mere fokus på opspænd, mere teknik /CAT træning og mere styrke i triceps så tror jeg virkelig at de 100 kg er tættere på end du går og tror

[Guest Slettet bruger]

Selvfølgelig får du de 100. Hvis jeg med mine sørgelige, elendige træningsgener kan få 100 kan du også.

[Arne]

Ingen træning i dag pga familije arrangement

Arnes 12 december epistel

Så kom jeg til halvejen og det her har udviklet sig anderledes end jeg havde regnet med. Jeg har en del fiktionshistorier "på lager som halvfabrikata", men det levede liv har trængt sig mere på end det forstillede. Sådan bliver det sikkert også de 12 dage der er tilbage, det meste er allerede fastlagt i mit hoved - kun ved jeg ikke hvad jeg skal skrive om den 24 - forslag modtages.

Fortsættelsen fra i går får vente lidt - også fodi jeg ikke lige har fundet måden at skrive den på - meget af det har jeg skrevet i loggen før... Men det kommer.

I dag kan I få lov til at grine lidt over en af min ungdoms ubehjælpsomme skriblerrier:

Naivt morgensigt II – Skrevet i 1989

Vi kan

Vi kan

Vi kan drikke og drømme

være dumme og dunkle

drukne og dø

men også være drilske og drømmende

Vi kan sleske og sladre

være sløsede og slemme

sjælfulde og søde

og pluselig kan det være slut

Vi kan udmaves og udkøres

være usikre og usædelige

udstødes og udslettes

men også uselviske og usædvanlige

Vi kan handle og holde ud

holde oppe og holde nede

hade og halte efter

holde af og holdes af

Vi kan manipuleres og gøres medgørlige

være maniske og magiske

manende og mandige

bedst er det at være menneske og menneskelige..

[Arne]

December epistlerne 1-12 kan nu ses samlet i min blog - jeg laver en opsamling igen senere i blogen.

[Arne]

Arnes 13 december epistel

Fortsættelse på epistel 11

Jeg har været meget i tvivl om hvordan jeg skulle fortsætte efter nummer 11. Min cliffhanger var ikke bare det, det var også mig der fik malet mig selv op i hjørnet.

Det er gået op for mig at disse epistler i høj grad for mig selv er en måde at klargøre hvor jeg er, hvad der har betydning, hvilket livssyn jeg har nu. De store kriser fra ”i går” har jeg i vidt omfang lagt bag mig – jeg har endda skrevet lidt om dem i loggen før og har ikke brug for at vende dem igen.

Jeg har også grænser for disse fortællinger – ikke så megen egen blufærdighed som det at dette er et offentligt medie og man derfor anstændigvis skal behandle andre mennesker pænt!

Jeg har derfor valgt at lave nogle nedslag i tid om den sidste tid i Hvidovre og skrive lidt om hvor jeg så stod – fortsættelse på anden vis, måske i senere epistler.

Efteråret 2001

Det køre ok for mig, om end de første krisetegn er på vej. Nogle nøglepersoner i projektet er skiftet ud –ikke i forvaltningen men i boligområderne hvor den ene rådgiver er skiftet ud med en person der kun ser projektet som en pengekasse, og den anden boligsocialrådgiver har problemer med sit boligselskab og er i det hele taget meget stresset. Meget af min tid går med at slukke brande.

Processen illustrerer også min personlighed. Jeg er god til at arbejde med processer og med entusiastiske mennesker, men jeg er meget sårbar over for folk med skjulte dagsordner – eller meget manipulerende mennesker – jeg er nemlig blød som smør og er en integratortype der tendere til at gå for langt for fredens skyld. Ikke at jeg ikke har temperament – uha da det har jeg – men jeg har det på dette tidspunkt for svært med at befinde mig i konfliktfyldt rum – det skal min senere terapi komme til at handle meget om.

Jeg bliver forelsket på Bornholm. Jeg har længe haft et godt øje til en kollega: det er egentligt begyndt med et fantastisk samarbejde. Hun er min vigtigste samarbejdspartner på rådhuset ved siden at min, i øvrigt fantastiske chef (Socialdirektøren) og er en fremragende faglig sparringspartner. En bådtur til Christians Ø i varmt eftersommervejr bliver ”skæbnesvanger”. Jeg gør for første gang i mange år stormkur. Det er ikke ukompliceret – hun er lige stoppet med et andet forhold og eks’ en bor stadig i et hjørne af hendes hus – men i løbet af november bliver vi kærester og jeg er en meget glad mand!

Julen 2001 – februar 2002

Vi har nogle fantastiske dage i december. Men jeg har det faktisk ikke godt – jeg vil ikke gå dybere ind i det – men blot konstatere at vores forhold bliver en voldsom ”rollercoster” med voldsomme op og nedture. Den 23 slutter vi forholdet og jeg har mit livs mest forfærdelige periode mellem da og 3/1. Den 3/1 begynder vi forholdet igen og har nogle superdage – men det ender med at jeg går min vej fra det ikke mange dage efter. Der er mange problemer – jeg bliver for angst for at miste -. Og det er gift for en relation, hun der ikke selv har problemer med min størrelse i vores egen relation, har ”sociale problemer med den” – og det kan jeg slet ikke ha. Nuff said. I hele denne periode fra oktober til februar går min træning i stå og forløbet med hende og problemerne i projektet trigger en heftig depression for mig

Marts 2002 – april 2003

Jeg begynder hos psykolog i januar – og det er det bedste jeg nogen sinde har gjort. Jeg vil ikke gå i detaljer – så bliver det alligevel for privat. Jeg vi i stedet skrive om hvad det har gjort for mig –og det kan gøres ret kort. Jeg er blevet glad for mig selv og mit liv, jeg tør stå ved hvem jeg er og jeg har ikke lig i lasten fra tidligere. Jeg konfrontere meget mere problemer i stedet for at arbejde mig uden om eller gemme mig.

Jeg giver mig selv kredit for det jeg kan og er god til – i stedet for at forsøge at blive til noget andet. I stedet for at respektere mig selv som en god underviser på RUC, så trak jeg på skulderen af det og forsøgte at blive forsker – det dummeste jeg kunne gøre. Ikke at jeg mangler begavelsen eller ideerne – men jeg duer ikke til langstrakt ensomt arbejde – jeg er et processmenneske der trives som underviser, seminarleder og den slags – jeg er en positivt rastløs person – ikke en mosavler. Hvis forskningen var bygget op omkring dynamiske samarbejdsprocesser, så var jeg på – og jeg kunne sagtens se en samfundsforskning der var bygget helt anderledes op bl.a. omkring nogle af de processværktøjer man bruger til samarbejdsudvikling og ideudvikling i organisationer - kombineret med dynamiske skriveprocesser. Men som det er nu er forskningen alt for meget den enkeltes langsommelige slid i ophøjet isolation – og det er døden for mig.

Jeg har i mange år været begunstiget af en god og stor vennekreds. Jeg er nu bedre til selv at bruge den – i stedet for bare at lytte til og hjælpe andre – og det har ikke gjort relationerne ringere.

Nogen dans på roser er denne periode dog ikke kun. Arbejdet med tunge ting i terapien udløser en sorg reaktion og en ny depression – en depression der, med nogle pauser, først for alvor slipper mig i november 2004.

Jeg ved ikke om jeg vil skrive mere om dette, det bliver så noget om depressionens væsen, ikke så meget om mig selv. Jeg ser hele det her forløb som noget egentligt positivt. Jeg er groet som person, jeg er kommet igennem nogle ting jeg skulle komme igennem hvis jeg nogen sinde skulle lære at være en glad mand på de 120 jeg forhåbentligt når senest i 2006. Jeg er stadig i gang med at rydde op. Deprimerede mennesker har ikke styr på tingene og jeg roder pt. med et økonomisk kaos som det kommer til at tage tid at slippe ud af.

Træningen

Uden træningen var det aldrig gået!!!! Træningen har være terapi, træningen har holdt mig sund, træningen har betydet at jeg ikke igen er tæt på de 200 kg!

Jeg har ikke nået mine mål mht. vægt – men jeg er tæt på at havet nået de ”mål” der er udgangspunktet for at nå det vægttmål. Målet har også flyttet sig. Nu vil jeg veje 120 og så se hvor stærk, udholdende og hurtig på cykel jeg så kan blive der!

Mere om dette i et senere epistel!

[Arne]

Jeg har besluttet at skifte til blogsystemet. denne log er derfor lukket.

Min blog finder du HER

[Arne]

Svar til flere: Ja epistlerne fortsætter i min Blog HER - den for i dag er også at læse der

[Arne]

Nogen der ikke normalt er på MOL har bedt mig om også placere resten af de 24 epistler her - det gøre jeg så - men ellers forgår det i min nye blog - også kommentarer til epistlerne kan postes der

Arnes 15. december epistel

Om at trampe stier og i skraldespande

Jeg ved ikke hvad det er med arkitekter og kommunale forvaltninger. De synes at mene at stier der skal føre folk fra A til B skal sno sig af sære omveje. Sådan var det også med stien mellem Trekroner Station og RUC da stationen åbnede i 1988. I stedet for at føre stien op over en lille bakke – og af den direkte kurs ned mod universitetet, så skulle man nu først gå 75 meter i den gale retning og i en bue der mindst kostede 50 meter ekstra.

Nu kan vi sidde her i fællesskab, som de sikkert også har gjort det i Roskilde kommune, og sige – herregud – hvad betyder det. Men forstil jer 1-2000 mennesker der hver morgen ankommer til stationen, med den ventende kaffemaskine som deres centrale fokuspunkt og som hver eftermiddag/aften, lige kommer 2 min for sent ud af døren…

Jep du gættede rigtigt, de vandrende horder begynder at trampe stier. På få dage var busker og meterhøjt græs trampet fladt, på 1 måned var den nye sti forvandlet til en vegetationsløs jordsti på 1 meter bredde.

Den slags er jo et uvæsen, så nogle gange forsøgte ”man” at pløje stien op og tvinge de vandrende masser til at følge den slagne vej. Det var, som det har måttet erkendes så mange gange før, komplet halsløs gerning. Straks blev en ny sti trampet!

Til sidst overgav ”man” sig – der blev bygget en trappe op af det første stejle stykke og smidt nogle tons træflis resten af vejen – stien var nu offeciel!

Inden da nåede denne jordsti at skabe en god historie, med mig som helt og deles ufrivillig hovedperson.

Efter en ferie på 6 dage oven på min afsluttende eksamen på RUC, blev jeg i oktober 1992 ansat som timelærer på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse. Jeg blev ansat i samme hus som min projektmakker gennem 3 år Jesper. Jesper og jeg havde lavet mange ting sammen, vi havde lavet oprørsk instiutublad, vi havde været sammen i studenterpolitik, vi havde omdannet RUC til verdens største ”Fremtidsværksted” (senere epistel) vi havde… mange ting. Så vi var lidt kendt som et par. Vi var i basishuset i godt 14 dage inden vi skulle præsenteres på et husmøde – så de nye studerende havde godt bemærket at vi ”hang lidt sammen” - da dirigenten ikke kunne huske vores navne, så havde hun bare skrevet på tavlen: ”Præsentation af Ib og Ib”. Jesper og jeg havde talt om at vi gerne ville bryde dette mønster lidt – så det ville jeg understrege, altsåp at vi var 2 ret forskellige mennesker….. Som begyndelse på et indlæg der ikke kan kaldes mit retoriske højdepunkt, fik jeg startet med en sætning der vakte en hvis jubel – helt på min bekostning: ”VI heder ikke Ib…..” – jeg tror jeg forsøgte at være ironisk…. Men men… Vi var hermed Ib og Ib – sådan var det… Det skulle blive værre – om end først året efter da huset var blevet et 2. års hus.

En morgen var jeg på vej ned for at møde en projektgruppe som ville skrive om miljøforhold i Bhutan. Det var et ret varieret udbud af emner der blev arbejdet. Samtidigt havde jeg en gruppe der beskæftigede sig med valutapolitik i EU, en om konflikten i Nordirland, en om nærdemokrati osv. Men nu var det Bhutangruppen vi kom fra….

På dette tidspunkt var jordstien stadig netop det – altså ingen træflis og trappe. Denne dag var ikke nogen smuk og solrig septemberdag – det var tværtimod en blæsende og regnfuld møgvejrsdag.

På vej op af den lille bakke, gled min ene fod – jeg røg ned på knæ og fik plantet min attachemappe i mudderet på den ene side….. det var bare begyndelsen…. Jeg rejste mig op og fremsatte samtidigt en højlydt og aldeles indiskret ed.. Folk spurte bekymret til mig, med et underligt smil om læben samtidigt. Jeg kunne forsikre alle om at jeg var ok – men forbandet sur…

Jeg begyndte at gå igen – jeg havde ikke gået mange skridt før mit perspektiv på verden brat blev forandret. Pludselig var jordstien blevet lodret – det eneste jeg kunne se var mudder…

Kort og godt var jeg faldet forover og landet med næsen god begravet i mudderet!!!!

Nu var jeg på det tidspunkt en adræt person på 184 kg – så det at komme på benene igen indebar mange skift i position – så det var, da jeg endelig var oppe igen, ret svært at finde noget sted på mig hvor mit tøj havde den tilsigtede farve!!! Grundig som jeg var, så havde jeg også sikret mig at min mappe var totalt indsmurt…..

Uden yderligere uheld kom jeg endelig frem til RUC. Efter et aldeles ikke succesfyldt forsøg på at slippe af med min nye dekoration, gik jeg ind for at møde Bhutangruppen. Nogle af de studernede kendte mig udmærket – bl.a. min nu meget gode veninde Nanja – som er udrustet med denne verdens mindst diskrete latter, hvilket jeg første gang havde lagt mærke til året før under Ib og Ib episoden. En af de nye, Jesper, fik med det samme demonstreret at han på latterområdet var Nanjas perfekte partner…. Dejlig for en underviser at hans ankomst vækker så megen jubel.

Nå vi afviklede seancen med mig stående nær døren. Klimakset på historien kom da jeg ø’nskede at trække mig tilbage. Jeg kom ikke diskret ud af døren – jeg snublede ud af døren – og kunne høre en metalisk støj samtidigt. Jeg bruger sko størrelse 45½ - senere empiriske forsøg har vist at denne skostørrelse lige netop, med udvisning af den største motoriske kontrol, kan passere lodret ned i åbningen på en skraldespand af standard RUC model, uden at ramme kanten. Dette var lykkedes for mig! Så da jeg ville trække mig diskret tilbage så var denne skraldespand, hvor i min højre fod var placeret, ikke helt indstillet på denne diskretion……

Det år modtog jeg til årsfesten ”den gyldne kaffekande” som årets vejleder. Bl.a. Bhutan gruppen havde indstillet mig – og havde i deres indstilling medtaget ovennævnte historie… af en eller anden grund var det netop denne indstilling der blev læst højt til årsfesten…..