Arnes log - 5 udgave

[Blackmoore]

Fornemt .. Arne.. husk det bogprojekt, ikke

[Arne]

Arnes december episteler - kapitel 2 af 24

Verden har aldrig hverken før eller siden set så perfekt en vandbombe, foldet i avispapir og vel med rum til en lille kvart liter.

Heller ej har verden set så perfekt et kast på 15 meters afstand – lige midt i klumpen af drenge fra 6 klasse, som vi i 5 intensivt bekrigede.

Jeg vendte rundt i triumf for at se anerkendelsen i ansigterne på Torkel, HC og Søren – gruppen af kammerater jeg havde fundet på min nye skole det år….

Det var Snekkersten skole – en lille skole med 2 spor fra 1 til 7 klasse. Hyggelig og gammeldags – på den gode måde, som jeg skal vende tilbage til. Jeg kom fra en skole i down town Helsingør, en rå arbejderskole hvor det mildest talt var gået ad helvede til. Jeg kom til min nye skole, vandt til at være i forsvars mode, med et hidsigt temperament der dagligt var vant til at blive udfordret til udbrud…

Det første der skete var at Torkel kom mig venligt i møde: ” du må være den nye – jeg tænkte at du måske ikke vidste hvor gymnastik salen ligger” – ikke lige det jeg forventede…. Vi blev budies i løbet af det første år hvor jeg skulle tilpasse mig og indhente klassen fagligt – os 4 gutter. Vi blev det skrappe hold der kæmpede med Christina, Pia og Helle om at være de dygtige – og hvad vi nu ellers kæmpede om – også internt om tøsernes gunst!

Torkel med mange drømme der for nogen tid siden tonede frem på TV skærmen, som advokat for en kendt udlandsdansker fra London – en udlandsdansker af tvang som engang kørte et skibsværft i sænk og som nu ville købe FL Smith, Søren med moren der vaskede de hvide trapper hver dag i det smagsløse statushjem på Strandvejen, som arkitektstuderende tegnede han et kunstmuseum som blev bygget og nu slår han sine folder i Tivoli og med egen tegnestue – og så HC. HC der var håbløs med piger, men som alligevel tidligt fandt sig en sød kone og i dag har 2 store døtre…. Og så mig – og mig kender I jo.

Vi fantaserede, vi diskuterede, spillede fodbold, læste populær videnskabelig litteratur, gik på stranden om sommeren og hvad man ellers gjorde den gang en computer var noget meget fjernt og det mest hidsige man kunne få af teknologi til hverdagen var en Texas Instruments lommeregner der kunne programmeres i 55 trin.

HC gik jeg også i 8 og 9 med, men ellers har jeg ikke set nogen af dem siden vi sluttede med 7. Søren og Torkel skulle på privatskole – men vi betød alt for hinanden i 3 år – og så kastede vi med de der vandbomber…

Da jeg drejede rundt var Torkel, HC og Søren ikke at se nogen steder, faktisk var der INGEN at se… mystisk. Nå klokken ringede i det samme og det var ind til time. De stirrede nervøst ned på mig de andre – der var en underlig stilhed… 10 minutter inde i timen bankede det på. Vores dansklærer hr. Agård gik hen til døren og åbnede på klem, der blev visket lidt. Han kiggede næsten medlidende på mig: ” Arne du skal gå op til Elkjær… Dommedag! Elkjær, den klassiske inspektør der hver morgen samlede eleverne der skulle møde klokken 8, klassevis foran hovedbygningen og sagde nogle borgerlige ord, inden dem der stod roligst fik lov til at gå først… Inspektør Elkjær i det altid ulastelige grå jakkesæt, hvid skjorte og butterfly, samt cigar. Elkjær der kun tillod at der var en telefon på skolen - på hans kontor! Elkjær den frygtede…..

Turen over skolegården var lang, vejen op ad trappen var lang. Jeg ved ikke hvad jeg frygtede, men der var bare en aura af autoritet omkring Elkjær….

Jeg bankede på med puls 230 og modtog et brysk ”kom ind”. De første ord: ”Arne vi kan ikke have at eleverne her kaster med vand efter lærerne!” Jeg tror aldrig jeg har set så bestyrtet og forskrækket ud – så det var forklaringen!! Bare det ikke var ” frk. Møller – den hadede” .

”Ja den ramte jo lige ned i frk. Møllers håndtaske!”

Jeg var lammet, totalt lammet…. ”Det vidste du ikke?” N. n. nej fik jeg fremstammet…. Jeg kastede jo bare efter drengene fra 6!

Lang pause hvor Inspektøren kiggede vurderende på mig – pausen tog mindst 10 sekunder! ”Ja nu er det ikke fordi jeg kan bifalde at I kaster med vand efter hinanden, det forstår du nok, men jeg er da glad for at det ikke var efter en af vores lærere – det havde jo været en kedelig sag….”

”Vi har jo snakket sammen før du og jeg om ting, men jeg høre at det gå rigtigt godt efterhånden, men når du alligevel er her, så vil jeg gerne høre lidt mere om hvad der egentligt var fat med dig og Lundegade skole” Det blev sagt i et oprigtigt og venligt tone fald, jeg var noget forvirret men begyndte at snakke. Det tog vel en 30-40 minutters tid med flere spørgsmål fra ham.

”Nå det lader jo til at du er kommet på rette hylde men jeg skal lige spørge dig, hvad vil du gøre nu?”

Jeg må vist hellere sige undskyld til frk. Møller fremstammede jeg. ”Godt og mon ikke jeg kan regne med at du selv fortæller dette her til dine forældre?” Jo jo sagde jeg, og det gjorde jeg sørme også – Inspektøren var ikke en man brød aftaler med….

Jeg gik lettet og glad tilbage over skolegården. Klassen var lige gået i gang med næste time – de kiggede nysgerigt på mig og var vist lidt forvirrede over hvor glad jeg så ud.

Året efter fik jeg Elkjær som lære i engelsk – timerne kørte uden slinger – men vi fik talt en masse på sproget og jeg skylder Elkjær mange roser for at jeg er helt hæderlig på det sprog……

Det år ramte en tragedie Inspektør Elkjær. Han skulle til Grønland som censor – det var en livsdrøm for ham at komme derop…. Dagen før afrejsen faldt han hjemme og brækkede benet… han var tæt på pensionen og det var sidste chance. Der var ikke en klasse der ikke samlede ind og sendte blomster og chokolade. Når det kom til stykket så knuselskede vi ham alle sammen…… Ham der skabte en skole, hvor man som noget naturligt tog i mod en ny elev ved indgangen, en skole med fast feture uge hvert år, med en årsfest der var et højdepunkt og en god skole på alle måder…..

Jeg tænker ofte på ham – han må være død nu – ellers ville jeg gerne smutte forbi og sige tak.

Moralen i historien? Den er op til dig selv!

[Blackmoore]

Når Julen sniger sig i København

Tager Arne byen i sin favn

Men hvem er han, manden bag sit tastatur

Den rare Mod? Eller barsk og sur?

Den røde ayatolla?..eller rund og mild?

Glad julenisse med spinningsild?

Cardiofreak med bænkpressplaner?

Spinning-svin til fem bananer?

Overvægtens overmand?

Livslang leder i Arne-land?

Måske lidt det hele, og hvem ved hvad der hænder

Næste dag i hans julekalender?

[TranceT]

Når Julen sniger sig i København

Tager Arne byen i sin favn

Men hvem er han, manden bag sit tastatur

Den rare Mod? Eller barsk og sur?

Den røde ayatolla?..eller rund og mild?

Glad julenisse med spinningsild?

Cardiofreak med bænkpressplaner?

Spinning-svin til fem bananer?

Overvægtens overmand?

Livslang leder i Arne-land?

Måske lidt det hele, og hvem ved hvad der hænder

Næste dag i hans julekalender?

<{POST_SNAPBACK}>

Shit, du er jo vildt poetisk for tiden Blackmoore

Sorry for spam Arne

Forresten er det god stil med en lille julekalender til MOL :4thumbup: titter ind og læser med når jeg husker det

[Arne]

Når Julen sniger sig i København

Tager Arne byen i sin favn

Men hvem er han, manden bag sit tastatur

Den rare Mod? Eller barsk og sur?

Den røde ayatolla?..eller rund og mild?

Glad julenisse med spinningsild?

Cardiofreak med bænkpressplaner?

Spinning-svin til fem bananer?

Overvægtens overmand?

Livslang leder i Arne-land?

Måske lidt det hele, og hvem ved hvad der hænder

Næste dag i hans julekalender?

<{POST_SNAPBACK}>

Blackmoore Jeg er beæret over at være blevet genstand for din digterkunst

Kig endelig forbi A_R

[Arne]

Jeg kom ikke i centret i går men fik lavet lidt hjemme:

Floorpres CAT

8 x 3 x 40 kg

Military press:

5 x 5 x ca 35 kg

BB row:

3 x 10 x 45 kg - har ikke flere skiver pt...

Uden for MUBSVET

Senere på aftenen kom der en masse sjove hizz lyde fra min skærm, det lugtede af brændt palstic og skærmen gik i sort. Jeg håber at få fat på en skærm senere i dag så jeg kan få 3 kapitel af mine epsistler "ud af maskinen"

[Arne]

Ingen træning i dag af flere grunde - den vender jeg tilbage til - men her er:

Arnes december epistler – kapitel 3

”Jeg har et problem” Sådan begyndte det altid når jeg ringede til Søren. Søren var dengang en ung gut på 16-17 år og en ikke specielt talentfuld spiller i Helsingør Bordtennis klub. Han var begyndt som leder og træner, han kunne virke en smule træg i det, så der var måske ikke mange der spåede ham nogen stor fremtid.

Søren havde en vigtigt kvalitet, han ville gerne, han ville hjælpe og han var villig til at bruge tid og kræfter på det. Så når jeg havde et problem, f. eks når jeg manglede en til at tage med Drenge D 3 mandsholdet til Smørum tirsdag aften, ja så kunne jeg altid ringe til Søren…

Efterhånden blev det et ritual, noget vi senere kom til at grine meget af. ”Jeg har et problem…..”

Søren lærte efterhånden tog og bustider på Sjælland og senere også Lolland og Falster udenad – der var ikke nogen ”Rejseplanen”. Det blev lettere for mig hele tiden og Søren nød det vist også. Det at få et ansvar, først for transporten og at der var en nogenlunde voksen til stede

Senere blev de problemer som Søren løste nogle andre, Han groede med opgaverne og begyndte at skabe ting – han sad ikke længere og ventede på ”Jeg har et problem”. Han begyndte også at arbejde med spilleren, han begyndte at coache. Det skete stille og roligt men han begyndte at blive rigtigt god.

Jeg skal ikke tage æren for det – vi var gavnlige for hinanden, måske fordi jeg havde været samme tur igennem og lært nogle ting. Som dengang, det har jeg skrevet om før, hvor jeg fik vendt moralen på et drenge A sjællandsserie hold, så de blev et vinderhold – for så at få taget det fra mig da det ”blev vigtigt” – holdet gik ned og jeg var såret. Det udsatte jeg ikke Søren for – jeg havde lært lektien.

Da jeg skiftede fokus fra klubarbejde til unionsarbejde, så tog jeg min problemknuser med i det. Det kom nu ikke til at vare længe. Lige pludselig så havde Søren ansvaret for træneruddannelsen i Sjællands Bordtennisunion – aldrig er der sket så meget på den front som i den periode han havde det ansvar – nu læste han også idræt på Universitetet – væk var den lidt sindige buttede fyr på 16 år.

Jeg tabte kontakten med ham da jeg forlod sporten i begyndelsen af halvfemserne, men jeg hørte om ham alligevel, han blev breddekonsulent i forbundet. Idrætten som han i første instans ikke virkede som noget han havde flair for, var blevet hans job, det var idrætten at han, som jeg selv, groede mentalt indtil han en dag for alle, fremstod som en svane og ikke en grim ælling. Det skete fordi han fik lov, ikke efter en masterplan, men han var så heldig at være et sted hvor der var drive i en masse folk, men også rummelighed – det blev det træ vi begge klatrede op ad – det er noget jeg tænker tilbage på med glæde.

Jeg kom til at tænke på den her historie for 10 dage siden i den lokale Netto. En knejt på ca. 10 år stod pludselig foran mig – jeg fik et chok – det var jo Søren som han så ud første gang han kom i klubben!!!! Et øjeblik efter hørte jeg et ”Hej Arne har du et problem haha?” der stod Søren i kassekøen ved siden af mig, sammen med sin kæreste – og knejten, det var hans søn. Nu bor han 500 meter væk her på Østerbro.

Det er ikke længere Bordtennissporten han henter sit udkomme i – det er motorsporten – men opgaverne er af samme slags – Søren løser problemer og skaber aktivitet, det viste sig at være hans, fremragende, evne i livet!

[Arne]

Træningen i dag røg primært pga afhentning af computerskærm i Roskilde, sekundært pga den forkølelse der har luret i mange dage.Jeg er temmelig slap i dag - og da jeg ikke heder "spock the body destoyer" - vælger jeg at tage det med ro. Vågner jeg i morgen og har det ok, så snupper jeg en formiddagstime sammen med Fast, som er tilbage i København for en bemærkning "snøft". Styrketræne SKAL jeg i morgen.

God aften!

[Arne]

Spinning III (Feturing Fast!) og styrketræning, den 4/12

Peter Alminde havde ladt sig afløse af Anette Berg i dag - og det skal ingen af dem høre for - Anette køre nemmelig tungt - guf for mig

Før i tiden tænkte jeg ellers på Anette som en instruktør der kørte meget i stående tempo - men det var den gang jeg syntes at jeg skulle køre med på alt, også under opvarmningen, Under opvarmningen køre Anette meget stående tempo - med det resultat at jeg altid døde under opvarmningen. Nukøre jeg mest siddende under opvarmningen - og så er reultatet et andet

Efter 12-13 min opvarmning kørte vi - alt arbejde i enkelttakt ca 60 rpm - angreb i 80 rpm:

2 min tilpasning til skala 8 stående

1 min siddende skala 8

1 min stående skala 8,5-9

1 min siddende skala 8

1 min stående skala 8,5-9

1 min siddende skala 8

1 min stående angreb

2 min aktiv pause - tempo i ben

1 min stående tilpasning til skala 8

2 min stående skala 8

2 min siddende skala 9

2 min stående skala 8

2 min siddende skala 9

2 min stående skala 8

2 min siddende angreb skala 9-10

2 min aktiv pause - tempo i ben

1 min stående tilpasning til skala 8

2 min siddende skala 8

2 min stående skala 9

2 min siddende skala 8

2 min stående skala 9

2 min siddende skala 8

2 min stående angreb skala 10

SUPER program - super hårdt. En barsk start for Fast efter 14 dage uden træning - men hun kørte flot. Selv var jeg yderst tilfreds!

Efter en pause til tøjskifte og lidt ATP genopbygning, fik jeg da lavet en smule styrketræning. Det skulle egentligt havet været før spinning - men jeg havde lidt for meget succes med "lige 1 time mere" efter at jeg havde været oppe mellem 6 og 7....

Bænkpres:

Vægtilpassning: 2 x 3 x 51 kg 2 x 2 x 60 kg

Workset

4 x 2 x 66 kg

4 x 2 x 68,5 kg - (burde havte forsøgt med 8 x 2 x 68,5)

Goodmornings

1 x 6 x 50 kg

3 x 5 x 65 kg

Træk til bryst

3 x 8 x 65 kg

:banana: for den omgang

Kapitel 4 af epistlerne senere i dag - jeg vil meget gerne høre om der er nogen der læser dem og synes det er sjovt eller spændende

[anita1974]

Hej Arne :-)

Jo jo...læser din julekalender :-)

:4thumbup:

KH A

[Fast]

Du ved det allerede, men det var altså super hyggeligt at træne med dig Bare ærgerligt jeg kom lidt forsent og ikke nåede at snakke så meget med dig

SUPER program - super hårdt. En barsk start for Fast efter 14 dage uden træning - men hun kørte flot. Selv var jeg yderst tilfreds!

Ja, det var sgu hårdt og mange tak for den positive bemærkning, som jeg self. ikke fortjener

Ha' en ræti go' lørdag - vi tales ved

[Ulrik1973]

Kapitel 4 af epistlerne senere i dag - jeg vil meget gerne høre om der er nogen der læser dem og synes det er sjovt eller spændende

<{POST_SNAPBACK}>

Naarjjj......vi læser SLET ikke din julekalender eller din logbog...

[Arne]

Kapitel 4 af epistlerne senere i dag - jeg vil meget gerne høre om der er nogen der læser dem og synes det er sjovt eller spændende

<{POST_SNAPBACK}>

Naarjjj......vi læser SLET ikke din julekalender eller din logbog...

<{POST_SNAPBACK}>

Man kan sgu altid regne med dig Ulrik :4thumbup:

[Arne]

Arnes decemberepistler kapitel 4

Jeg sad engang i et motionscenter på det trendy og moderne Vesterbro og skrålede ”Sådan er kapitalismen”…

Jeg glemmer aldrig min første dag i et motionscenter. Det var i begyndelsen af september for nu lidt over 27 måneder og mange mange spinningtimer siden.

¨Det var klokken 7 om morgenen på Vermlandsvej på Amager. Jeg vidste at jeg ville blive taget i mod på gaden – af en person jeg aldrig havde mødt, men kun kendt via Mol og udveksling af en del PMs over nogle måneder. Hun havde taget mig på ordet – jeg havde skrevet at jeg ville til spinding, men intet var sket. Så fik jeg den der PM – du kan vælge mellem klokken 7 tirsdag morgen på Amager og fredag eftermiddag på Vesterbro – jeg skaffer gæstebillet og tager pænt imod”…. Då var der ingen vej uden om – så jeg satte mig på cyklen tirsdag morgen….

Uden for ventede en umådelig køn lyshåret pige på mig og tog imod med et kram – det var Mette – dengang meget aktiv Molbo under navnet B_skaal. Mette der selv har prøvet at tabe 30 kg og ved hvad det handler om. Mette der i dag er en kær ven – mange gode ting sker når man griber chancen, og den her chance var jo en ren foræring.

Jeg vi lejet cykelsko – havde ikke lige nogen med de rigtige klamper og kom ned i cykelsalen. – lidet anede jeg at jeg nu skulle i gang med det der endte med at blive til en passion – ja ind imellem er blevet til en afhængigheds drevet skæbne.

Starten var ikke prangende. Jeg tror jeg højst stod op i 20 sekunder af gangen – jeg havde ikke stået op på cykel i 15 år eller der omkring – så det var nyt for musklerne. Timen blev kørt med et gennemsnit på 167 – i de kommende uger havde jeg flere timer med over 170 i gennemsnit. Jeg kørte stort set uden modstand på og der blev kørt meget i højt tempo.

Det var perfekt, Mette var sjov og hyggelig – som hun altid er det og musikken med glad pop fra tiden, samt Birte Kjær passede mig bedre en jeg ville være ved – jeg havde aldrig overlevet en Lasse Traff time med selvhøjtidelig snak og fransk loungemusik, eller en Gregers Techno time den gang…

Multisport på Amager og på Vesterbro er noget jeg tænker på tilbage med mest glæde. Ok de fleste instruktører var ikke fagligt fremragende, vægtudstyret ikke for super og en dårlig vedligeholdt spinningcykel har sat sig permanente spor på mit venstre ben. Men der var hyggeligt, instruktør og deltager sad næsten altid og hyggede en ½ times tid efter timen og der var afslappet.

Den største oplevelse var at køre spinding i Tivoli. Vi sad/stod 20 mand/kvinde på trappen foran koncertsalen og kørte 5 opvisnings ”timer” a 45 minutter i løbet af en dag.

Det var ikke fordi der var vildt mange mennesker – men pænt besøg dog.

Det skelsættende for mig var at gøre det – uanset publikum. 2 år før gjorde jeg hvad jeg kunne for at skjule min fysiske eksistens og enhver form for bevægelse offentligt, endsige at vise sig frem i cykelbukser var helt utænkeligt for mig. Nu var jeg her midt i Tivoli og kørte spinding – og nød hvert eneste sekund – det gad jeg godt gøre igen!! Blomsterne rundt søen stod i fuld flor og solen skinnede. Det var også det at det var vigtigt for centret at jeg kom med – man ville vise at ”her kommer alle” – ikke som SATS der havde opvisning på Plænen med et udvalg af instruktører og udvalgte, smukke, mennesker….. Hvad mon sagde folk mest denne dag, som var led i kampagnen om 30 min motion om dagen? Hurra for små hyggelige centre som Multisport!

Jeg har å også fået 2 gode venner ud af det, ud over Mette også Comrade Gregers som afløste Mette i Multisport da hun flyttede vestpå. Desværre anede de ikke hvor god han var og behandlede ham ikke helt ordentligt, den side var de ikke så gode til, så nu køre Gregers i SATS – og det er jeg d glad for i dag..

Jeg har tit tænkt på Multisport i forbindelse med Motion på recept – stemningen er perfekt – men desværre er instruktørerne for dårlige – men måske betyder det ikke så meget? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg ALDRIG var kommet ind af døren til SATS i september 2002 – følelsen ville havet været, som at komme op ad den røde løber til royalt bryllup i beskidt mekaniker kedeldragt.

I dag passer det mig godt at være i SATS – jeg trives med de supergode og engagerede spinninginstruktører – så jeg har været heldig med mit forløb – heldig fordi Mette gav mig en chance og jeg greb den – sådan er det jo ofte med held, det er sjældent noget man snubler tilfældigt ind i…..

Og så var der den med ”Sådan er kapitalismen” Jeg har siddet mangen en eftermiddag og sludret med ”Bangs” som er bedste ven og medhjælp for stedets ejer. En hyggelig fyr omkring de 50 som kørt nogle berygtede og vilde spinningtimer – fagligt ikke godt – men der var intensitet og begejstring. Han lever af at købe og sælge dødsboer og hænger ellers ud i Multisport.

En eftermiddag sad vi og sludrede over en kop chokomælk, sammen med forretningsføren Lene. Jeg fortalte om en festsang jeg havde været med til at lave på den melodi og pludselig sad vi 3 og skrålede alle vers af den sang…. Det var nok aldrig sket i SATS….men hvor var det sjovt og hyggeligt. Jeg lavede et lille comeback for nogle måneder siden, det holdt ikke – det var hyggeligt bestemt, men timerne…Men det for mig nu ikke til at være mindre glad for min tid der!

[Panda]

Hej Arne,

endnu en hemmelig læser afsløret . Jeg læser med stor fornøjelse dine december-epistler hver dag. Og for øvrigt din log i det hele taget. Altid tankevækkende .

Panda

[Milter]

Kapitel 4 af epistlerne senere i dag - jeg vil meget gerne høre om der er nogen der læser dem og synes det er sjovt eller spændende

<{POST_SNAPBACK}>

Jo vist læser jeg dem med stor fornøjelse. Så nu hænger du på den: kan du holde dampen oppe helt til den 24. med en afsluttende juleprædiken?

[Arne]

Kapitel 4 af epistlerne senere i dag - jeg vil meget gerne høre om der er nogen der læser dem og synes det er sjovt eller spændende

<{POST_SNAPBACK}>

Jo vist læser jeg dem med stor fornøjelse. Så nu hænger du på den: kan du holde dampen oppe helt til den 24. med en afsluttende juleprædiken?

<{POST_SNAPBACK}>

Tak Milter - det meste er skrevet - men endnu ikke den 24 hæhæ

[Milter]

Det skelsættende for mig var at gøre det – uanset publikum. 2 år før gjorde jeg hvad jeg kunne for at skjule min fysiske eksistens og enhver form for bevægelse offentligt, endsige at vise sig frem i cykelbukser var helt utænkeligt for mig.

En lille kommentar:

Ja, der bliver hugget nogle ordentlige lunser af vores blufærdighed.

At møde op i et center første gang er virkelig noget af en overvindelse.Vi har et firmatræningscenter, hvor jeg startede med lidt styrketræning i sin tid. Jeg dukkede aldrig op før kl. 22, så var jeg sikker på, at der ikke ville være andre.

Også det med cykelbukserne er en overvindelse for mange, tror jeg. Selv kvinder, som en gammel hallunk som jeg uden videre vil karakterisere som meget smukke, kan da finde på at møde op til spinning i lange bukser og med en trøje med ærmene bundet om livet – det er ikke nødvendigvis alene, fordi de synes, det ser smart ud. Nogle af mine kolleger var da også temmelig overraskede, da jeg stolt viste dem billedet fra oktober i Ulrik1973s log: ’Vil det sige, at du fører dig frem på nettet i cykelbukser!!!’. Sådan har vi alle vore grænser. Jeg er faktisk heller ikke særlig kry, hvis der er gået koks i tøjvasken, og jeg må møde op i min ærmeløse nødbluse størrelse small, som jeg engang købte, da jeg havde glemt mit sædvanlige tøj. Den sidder som malet på, og enhver hudfold (og dem er der mange af på en person, der har tabt sig 40 kg) er særdeles tydelig. Min datter finder den piinlig og kalder den min bø… (det må jeg hellere lade være med at skrive, hvis hun ser det her, vil hun finde det endnu mere piinligt).

[tulle]

”Ja den ramte jo lige ned i frk. Møllers håndtaske!”

Fantastiske historier, keep ´em coming :4thumbup:

[Mr.Freeze]

Ja selvfølgelig følger vi med herude

[Arne]

Ja selvfølgelig følger vi med herude

<{POST_SNAPBACK}>

Tak, tak mr. Freeze - af en eller anden grund så tror jeg du taler sandt

Tak til jer andre også - interessant indlæg Milter

[therealhurra]

boomshakalakka du er lee

[Vivsen]

Hejsa Arne

Totalt dejligt at følge din log pt.... :4thumbup:

God ide med dine "små" historier fra det virkelige liv

kh

vivs

[Spock]

Jeg mener det samme som ham der Ulrik.....

[Arne]

Tak alle - selv dig spock

Arnes decemberepistler – kapitel 5

Jeg boede engang på Vesterbro – i Københavns grimmeste hus. I stueetagen var der en Aldi og en Prima. På første sal en del af den kommunale forvaltning. Oven på denne etage rejste der sig to huse på 4 etager mere. På hver etage var der så 16 etværelses lejligheder på 35-40 m2. Man kom ind via en midtergang, malet i ”institutionsgul med prikker” – på hver side af gangen var der så 8 døre til ”cellerne”. Der var dørtelefon på gaden og igen på etagen. Det rungede på gangen og døren til gangen smækkede med et brag. Lyden af folks nøgler gjorde illusionen perfekt – nogle venner kaldte konsekvent bygningen for Alcatraz. Jeg havde 5 m2 altan, med udsigt til det andet hus og en betonbelagt ”gård”. Heldigvis blev den ikke brugt til sit formål – parkering – det havde man stoppe pga. støjgenerne.

Næsten hele den ene ende af lejligheden var et stort vindue samt døre til altanen – fra vindueskarm højde og op – i så godt som hele stuens bredde. Min nabo have muret sit til indefra med farvede glassten – det lignede en dårlig kirkemosaik. Han var en sær snegl – lang år og skindbukser og hippietrøjer – ultra tynd og en nervøs gang – alt signalerede misbruger. Der blev gjort mange forretninger fra hans lejlighed – de glassten var ikke kun fordi han ikke tålte lyset i konkret forstand. Ud over diverse pulvere og væsker var der også en stor trafik af folk med pakker, poser og æsker – han ”gensolgte” varer, hvis herkomst var tvivlsom….. Det hente ikke sjældent at der var politi på gangen men ham besøgte de ikke så tit…..

Nogle gange var det yderst ”interessant” at komme hjem. Også en anden ”nobel proffesion” var repræsenteret på gangen. Når jeg kom ned af gangen, var der mere end en gang varierende sorte eller asiatiske piger der stod i døren til en lejlighed på den anden side af gangen og ”præsenterede sig” – der blev vist lår, baller og bryster. De havde ikke rigtigt held med mig, jeg har aldrig fattet hvordan mænd kan gøre det. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke har driften, så langt fra – men jeg ville ikke kunne gøre det, på den måde, om det så var mig der fik pengene for det.

I netop de år fra 1990 til 94, kulminerede mit årelange ”forhold” til ”Josefine”. Den lejlighed og Josefine hænger meget sammen i mit hoved – jeg havde mange af mit livs største følelsesmæssige udsving inden for de mure pga. den relation.

Jeg mødte hende på RUC da jeg havde været studerende i 2 timer – efter 10 min vidste jeg at jeg for første gang i 14 år var sådan rigtigt forelsket. Rigtige officielle kærester blev vi aldrig. Det var der mange grunde til som jeg ikke vil komme ind på her – men blot antyde, at monogam var hun ikke – nogen gange ville jeg det, og hun ikke – andre gange ville hun det og jeg ikke, være ”rigtige kærester”. Vi kunne nu ikke holde os fra hinanden, så selv om der skete andre ting for os begge, så varede relationen lige til hun blev monogam med sit barns far. Vi sårede hinanden på alle de måder man næsten kan – jeg havde mine måder og ingen af hos havde rigtigt magten over det – der var fantastiske stunder og meget drama – drama kan vi mennesker nogen gange komme til at forveksle med ”at være i live” – og det gjorde jeg i stor stil i de år... Venskabet, som det blev til efterhånden, men uden at ”undertonen” nogen sinde forsvandt, sluttede endeligt for 2 år siden da jeg sagde helt stop. Der er tab vi bare må bære.

Ville jeg havet undværet det? Aner det ikke – sådan kan man ikke stille det op – det har præget mig for meget på godt og ondt til, at jeg kan sige ”hvem jeg ellers ville havet været” – havde det ikke været for den relation. Vi skabes som mennesker af, at vores relationer udfordre os – flytter grunden under os – tvinger os til forandring – vores frie vilje kan forstås som nødvendigheden af at handle for at bevare et sammenhængende billede af ”Mig i verden”. Det har jeg skrevet et langt indlæg om i Coqrouges log for nylig.

På et tidspunkt besluttede jeg mig for at jeg havde boet længe nok i Københavns grimmeste hus. Det var hverken hæleren eller bordellet der fik mig til at tage den beslutning, det var heller ikke den institutionsgule farve eller Alcatraz stemningen – alle disse ting bidrog – men nej grunden var at jeg var ved at brække mig over de mennesker der styrede vores ejerforening (ja den var ejerboliger – utroligt nok – min far have foræret mig den)

Ingen klagede over bordellet eller hæleren – den slags var accepteret på Vesterbro – og fred være med det – nej det var den tyrkiske familie der boede i etagens eneste lejlighed på 2 værelser – som der skulle klages over.. Der var 3 voksne og 3 børn. Nogle herlige glade unger fra 4 til 11 år. Jeg talte tit med de unger – med det resultat at de altid kom ud og åbnede døren for mig hvis de så mig… De voksne var også flinke og fredelige mennesker. Man kunne høre de børn – selvfølgelig kunne man det – men ikke anderledes end hvis de havde været danske.

En dag i 94 ringede det på min dør. Det var viceværten der ville have min underskrift på en klage over den familie. ”Vi kan jo ikke have den slags boende blandt ordentlige mennesker” – ordentlige mennesker!!!! Her boede luderer hælere osv. – dem klagede man ikke over…. Jeg nærmest jagede ham ud af etagen – jeg var ubeskriveligt vred! Familien bad mig om ikke at gøre noget – de havde anden bolig på hånden – men jeg var også færdig med det sted.

Det skulle vise sig interessant at få den lejlighed solgt. ” ejendomsmæglere ville ikke forsøge. Den ene havde haft en til salg i ejendommen i 2 år – til en pris der ville være en katastrofe for min mor der stod som ejer. Den ene (2v) ville ”påtage sig at leje den ud – med tab for os hver måned…. De andre ejendomsmæglere på Vesterbro ville ikke tale med mig – fordi jeg kom til at nævne at jeg havde talt med kollegaerne, står det mig efterfølgende klart – man skal jo passe på med at konkurrere – det kan jo koste fortjeneste.

Til sidste gik jeg til en velkendt ejendomsmægler på Frederiksberg. Han solgte den på 7 dage, til en pris på 75.000 over den pris som lejligheden magen til havde været annonceret til i 2 år… Det var om fredagen – jeg havde 1 måned til at finde noget andet…. Mandag dumpede brevet ind fra den andelsboligforening jeg nu bor i – livet havde tilsmilet mig!

I morgen går turen til Newcastle Upon Tyne