Endorfinjunkie på genoptræning

[CoqRouge]

Guard>Jeg kører kun racer - er ikke den stolte ejer af en MTB. Jeg har dog overvejet, at konens ATB med et par fede dæk på kunne gøre det ud for en MTB for mig, sådan rent stelmæssigt i hvert fald. Problemet er, at der ikke rigtig er nogle gode spor lige her omkring. Man bliver altså så træt af bare at suse op og ned ad Albertslundbjerget - guderne skal vide, at jeg i forvejen har løbet mange ture der. Det betyder ikke, at jeg ikke har kigget med en art misundelse på de MTB-folk, der gør stierne usikre i de større skove, men f.eks. Hareskoven ligger så tilpas langt væk, at jeg indtil videre holder mig til landevejen.

[CoqRouge]

Tirsdag stod den på tennis, og det startede med, at min faste makker brændte mig af! Ved et lykketræf var der imidlertid en anden god spiller til stede - ikke helt af samme klasse som den faste makker, men dog i klubbens top 6. Nuvel, det endte med, at jeg totalt afmonterede ham! Stilmæssigt ligger han godt for mig, men det helt afgørende var, at jeg bevægede mig det bedste, som jeg har gjort siden mit comeback for 2 år siden. Hvorfor ved jeg ikke, men det var en pragtfuld følelse - at se en yderlig bold, bevidstheden når at fortælle, at "den kan vi da vist ikke nå, men skidt - lad os bare prøve alligevel, vi har jo overskud nok" - og så pludselig stå der og få produceret en hæderlig returnering.

Onsdag gjorde arbejdet, at jeg først kom i gang med træningen, da klokken forlængst havde passeret de 22, og det gjorde, at såvel program som forventninger var noget reducerede. Det blev dog til:

Dimel dødløft

High pulls

Pistols

Military

Bedømmelsen må blive et 7-tal efter den gamle skala. En jævn præstation, der ligger lidt under middel. Til gengæld tildeler jeg mig en guldstjerne for overhovedet at få lavet noget ovenpå en hektisk dag med såvel faglige som repræsentative opgaver.

[CoqRouge]

Hmm, hvad har jeg nu fået trænet siden onsdag....

Torsdag var der fuldt program med Concept 2, power cleans, pistols, janda, pull-ups og alt det løse.

Fredag var der 3 gange Litvinov med power cleans/cykelsprint. Det blev til den sædvanlige nærdøds-oplevelse.

Lørdag var der tid til en time med blandede kettlebell-krumspring.

Søndag var det igen tid til Concept 2 (6 x billat 1-1) samt lidt pull-ups, woodchoppers samt nogle få power cleans.

Mandag - altså skrivende stund - er hviledag inden tirsdagens tennistime. Fodbold med ungerne er det dog blevet til.

Edited April 23, 2007 by CoqRouge

[CoqRouge]

Sidste tirsdag skrev jeg glad og fro om, hvor godt jeg havde bevæget mig på tennisbanen. I går var det tirsdag igen, og Nemesis havde meldt sin ankomst. Jeg vandt ganske vist klart over en god, men ude-af-form spiller, men jeg bevægede mig, som om jeg løb i vand til knæene, og heller ikke det mere finmotoriske - de små justeringer i fodstillingen, som gør forskellen mellem et godt slag og en fejl, når man i øvrigt er nået frem til bolden - fungerede tilfredsstillende. Utroligt, at der kan være så stor forskel, uden at jeg kan pege på en konkret og gennemskuelig årsag. Biorytmer?? Hvis jeg må låne lidt fra andres ordforråd, kan man sige, at jeg i dén grad manglede flooow!'

I dag har jeg sneget mig til en times koncentreret styrketræning:

power clean - tunge singles

pistols - tunge doubles

armhævninger

armstrækninger

woodchoppers

1-bens rumænsk dødløft

military

Det meste gik såmænd ganske rimeligt, men jeg var dog en del fra topformen i armhævninger og -strækninger. Det sidste kan vel forklares med, at øvelsen var lagt efter military.

Forleden var jeg hos Kaiser Sport for at få vurderet, om indlæg evt. kan hjælpe på mine akillessener, der tenderer mod det værre. Ikke overraskende mente man, at ja - det kunne hjælpe. Man er vel sælgere! Jeg er efterhånden så desperat, at jeg er et let bytte for alle, der kan stille en bedring i udsigt - så indlæggene forventes klar i midten af maj....!

[Hessel]

I forbindelse med min achillesenebetændelse fik jeg lavet en løbestilsanalyse og efterfølgende indlæg. Det er værd at undersøge om, man ønsker de faste såler (bandagister) eller dynamiske såler (fysioterapeuter). Jeg valgte et dynamisk indlæg og har været rigtigt godt tilfreds. Jeg fandt en forhandler af produktet Supersole. Nu skal du nok passe på med at lytte til mig jf. den mislykkede Shockwavebehandling.

[CoqRouge]

Hessel>Du har ikke noget tyngende ansvar for mine ESWT-erfaringer. Det måtte bare prøves, sådan er det.

Indlæggene vil blive den såkaldte dynamiske type. De tilpasses specielt til mig og jeg troede egentlig, at det var hele idéen, men det kan da godt være, at man kan finde nogle gode "færdigsyede", især hvis ens fødder ikke er alt for aparte.

Søndag var start på den udendørs tennissæson. Som altid var det en spøjs oplevelse at komme fra et hurtigt indendørs underlag til en blød og langsom grusbane, og jeg er såmænd blevet øm af en enkelt times relativt afslappet slagtræning. På en grusbane bevæger man sig på en anden måde, og det har haser og gluter prompte reageret på.

Mandag løb tiden fra mig, men jeg fandt dog tid til nogle 2-minutters intervaller med kettlebell snatches. På 2 minutter passer det fint med 48 reps. En kadence på 24 x 24 kg/minut passer altså fint. Det er sååå fristende at regne ud, at det svarer til 240 reps på 10-minutters testen, men at holde kadencen så længe er helt ude i hampen for mig. Men lidt tættere på kan jeg vel nok arbejde mig........!

I dag: Igen et "fleksibelt" aftenprogram, hvor jeg må finde tid til træning, når jeg kan.

[CoqRouge]

Som varslet blev tirsdagens træning en blandet landhandel. Tunge clean&presses med KB'erne, efterfulgt af noget fiflen rundt med støtteløft for de olympiske løft - high pulls, dip cleans, overhead squats, for nu at være lidt mere præcis. Til sidst janda sit-ups, hvor det såmænd blev til en PR. Egentlig har dynamiske maveøvelser (i modsætning til de statiske) altid været blandt mine "kernekompetencer" (bemærk den elegante vits ), men angående jandaerne har jeg haft lidt svært ved at knække koden. Det er nu lykkedes!

Mens jeg så CL, fik jeg igen et anfald af det, som jeg efterhånden har lært at genkende som "MOL-sygen". MS er det, som indtræffer, når man i ubevogtede øjeblikke kommer til at betragte træningen som målet i sig selv. Som jeg skrev forleden, er tennissæsonen nu i gang, og jeg kom til at filosofere over, at det betyder mindre af anden træning - dels fordi tennissen i sig selv tager tid, og dels fordi anden træning skal nedtrappes inden kampe - naturligvis især turneringskampe. Tankerne gik videre til, at det betyder, at målene om military med kropsvægt, 200 KB snatches på 10 minutter og hvad ved jeg må stilles i bero de næste 5 måneder - ja, standarden kan endog forudses at ville falde. Øv, nåede jeg at tænke - men så vågnede jeg!

Sagen er jo den, at de nævnte mål for mig slet ikke er "rigtige" mål! Jovist vil jeg da gerne nå dem - men det vigtigste er og bliver at være i generelt god form, herunder form defineret som evnen til at kunne fastholde en høj ydeevne over en lang tenniskamp. Alligevel bliver disse "sekundære" mål ved med at dukke op i min bevidsthed, og jeg spørger mig selv hvorfor?

Tilløb til et svar:

1. De er målelige
   
2. Jeg har nogen at sammenligne mig med, nemlig MOLs andre logbogsførere
   
3. Jeg kender muligvis ikke mine egne virkelige præferencer og prioriteter
   
4. Jeg kan håbe på fremgang - i modsætning til tennis, hvor det aldrig bliver det, som det var...
   

Jeg blev i virkeligheden ikke klogere af detteher - men det gjorde godt at skrive det.

Edited May 2, 2007 by CoqRouge

[Guest DBM]

Rigtig godt indlæg. Jeg har selv gjort mig en masse tanker omkring min træning og træningsmål. Det er selvfølgelig vigtigt at træne frem mod nogle konkrete mål - fx bedre ydeevne eller serv på tennisbanen. Især hvis man spiller på højt niveau. Jeg har selv tidl. trænet meget specifik mod at nå nogle mål inden for konkurrencesport....hvilket jeg var meget glad for dengang. Pt. forsøger jeg at nyde proccessen (hver enkelt træning) frem for målet - der kommer jo alligevel et nyt mål, når man når det gamle.

Jeg har også altid syntes, at man (især som atlet) skulle kunne nævne et formål med de øvelser man laver. Hvis man ikke kan forklare, hvorfor man fx træner bænkpres, er der ingen grund til det (frit oversat fra Pavel). Jeg må dog indrømme, at jeg ikke selv kan det længere.....Jeg laver de ting, som giver mig lyst til at træne. De er heldigvis så brede/effektive, at jeg er ret overbevist om, at de nok skal smitte positivt af på de andre ting, jeg render og laver.

.... Og så er det jo meget sjovt at måle sig med resten af MOL-tosserne

[CoqRouge]

DBM>Jeg vil gerne kvittere og sige tak for et godt indlæg, der har hjulpet mig med at få nogle tanker på plads. Igen konstaterer jeg, at vore respektive træningsfilosofier har en hel del til fælles.

I virkeligheden er en stor del at min drivkraft i træningen, at jeg slet og ret godt kan lide at "give den gas". Konflikten opstår ved, at jeg er meget enig med superkapitalisten Pavel - hvis man ikke kan forklare, hvorfor man udfører en given øvelse, skal man lade være! Den konflikt har jeg undervejs løst ved at sætte mig nogle mål for den enkelte øvelse, men et af mine problemer er: Hvad så, når jeg har nået målet? Jeg satte mig det mål at genindløse mit medlemsskab til "Club 100" - altså bryststemme 100 kg+. Det mål nåede jeg for ca. 2 år siden. Siden da har jeg trænet BP siger og skriver én eneste gang! Samme sag med dødløft, hvor målet var 400 pund, altså 180 kg. Siden jeg nåede det, har jeg dødløftet max 1 gang i kvartalet. Hvis den trend holder, stopper jeg med military, når jeg har løftet kropsvægt og med KB snatches, når jeg har ramt de 200 stk på 10 minutter. Efterhånden løber jeg tør for øvelser! Der kommer ikke automatisk et nyt mål, når man har nået det gamle - ikke for mig.

Naturligvis var det en mulighed at gå rigtig ind i at spille individuelle turneringer igen. Så er der mål at sigte efter, hvor opfyldelsen af det første automatisk indebærer fastsættelsen af det næste. Top 10 for min aldersgruppe ligger såmænd ikke langt væk, og derefter - hvem ved? - men jeg er bange for at gå ind i den misbrugslignende tilstand, der dengang jeg var i tyverne kostede dyrt på andre fronter. Tennis gik simpelt hen forud for alt andet! - eller næsten.......

[CoqRouge]

Lyt til din krop..........

Ja, det bør alle gøre - men som problemet ofte har været for mig, kan kroppen godt finde på at sige noget, som jeg ikke er enig i. Således også i aften, hvor jeg efter en lang dag med mange møder først var klar til træningen kl. 22.50. Kroppen sagde højt og tydeligt LAD VÆRE, men jeg besluttede alligevel mig for et ganske enkelt træningspas: 210 KB snatches med 24'eren i et afslappet tempo. Hvorfor 210? Fordi det er mere end 200!

Det viste sig, at kroppen godt ku' li' det - troede jeg i hvert fald. Snatchene fungerede upåklageligt, men inden for de sidste 15 stk brillerede kroppen med fuldstændig tavshed, mens jeg flåede huden af på den hårde plet under langfingeren på begge hænder. Der ku' kroppen nu godt ha' advaret mig i tide! Nå, der er en betydelig sandsynlighed for, at jeg ville have fortsat, når jeg nu alligevel var så tæt på det planlagte antal.

Smerte er selvfølgelig kun forbigående, men jeg håber ikke, at den manglende hud vil influere negativt på ugens tennistræning - hvis vejrguderne altså i det hele taget tillader sådanne aktiviteter.

[CoqRouge]

Tennis er det så ikke blevet til de seneste dage, men en tur i FDK har bekræftet, at det er en god idé med hård hud på hænderne, når man skal løfte tunge ting op fra gulvet. Fy for den lede, hvor kan en power clean gøre ondt, når den mønstrede del af stangen forsøger at rotere mod et stykke råt kød!

Strategien er for tiden den, at jeg forsøger at holde fast i træningsfrekvens, træningsøvelser og træningsvægte, men skærer så tilpas meget ned på antal sæt og antal reps, at jeg aldrig bliver mere træt, end at jeg er parat til at rykke ud med ketcheren i hånden, hvis muligheden skulle opstå. Det fungerer OK indtil videre, men jeg forlader let træningslokalet med en smule dårlig samvittighed, fordi jeg - ganske i overensstemmelse med hensigten - ikke har arbejdet mig træt.

Ved seneste besøg i FDK forsøgte jeg mig med tabata-træning på Concept2'eren (I øvrigt den nye model med PM4 og større højde). Når man træner med en computer foran sig, får man ubarmhjertigt udstillet sine imperfektioner - og jeg måtte til min overraskelse konstatere, at min watt-ydelse ved tabata er lavere i arbejdsintervallerne, end den er ved 6 x billat 1+1. Det synes jeg egentlig taler lidt imod effektiviteten af tabata. Jovist får man trænet under omstændigheder, hvor man er syret til, men på den anden side yder man ganske enkelt mindre og over kortere tid, end tilfældet er ved de længere intervaller med tilhørende længere pauser.

Edited May 10, 2007 by CoqRouge

[CoqRouge]

Så har jeg fået mine antiakillessenesmerteskoindlæg. (kunne ikke modstå fristelsen til at skrive det ord!) Jeg har til og med afprøvet dem ved et ganske kort træningspas - under skyldig hensyntagen til min arbejdsgivers forventninger. Jeg kan konstatere, at de virkede - omend ikke af den tilsigtede årsag. Da jeg havde haft skoene (mine tennissko) på i nogle få minutter, fik jeg simpelt hen så ondt alle mulige andre steder i fødderne, at jeg glemte alt om smerter i akillessenerne!

Nå, jeg var blevet advaret om, at tilvænningen kan tage et stykke tid, så det det får mig ikke til at opgive håbet om bedring. Opdatering følger.

[CoqRouge]

Dagens træning har simpelt hen været "nok en almindelig dag på kontoret". En lille løbetur, hvor akillessener + indlæg artede sig nogenlunde, efterfulgt af diverse fantasifulde combos med mine kettlebells. Gående swings, clean and press, windmills og hvad ved jeg! Hårdt var det, og her til aften protesterer mine "gorillamuskler" over behandlingen. Det sku' helst ikke gi' sig udslag i hypertrofi - lidt større muskler her, og min hals ophører med at eksistere. Det vil muligvis glæde en skjortefabrikant eller to - men min kassekredit og jeg vil blive en kende misfornøjede.

[Guest DBM]

Dagens træning har simpelt hen været "nok en almindelig dag på kontoret". En lille løbetur, hvor akillessener + indlæg artede sig nogenlunde, efterfulgt af diverse fantasifulde combos med mine kettlebells. Gående swings, clean and press, windmills og hvad ved jeg! Hårdt var det, og her til aften protesterer mine "gorillamuskler" over behandlingen. Det sku' helst ikke gi' sig udslag i hypertrofi - lidt større muskler her, og min hals ophører med at eksistere. Det vil muligvis glæde en skjortefabrikant eller to - men min kassekredit og jeg vil blive en kende misfornøjede.

Effektiv dag på kontoret! Hvis du nu vågne med markant større gorillamuskler i morgen, kan du jo evt. overveje at droppe skjorterne og troppe op på kontoret i JBS undertrøje

[CoqRouge]

DBM>Den der med gorillamusklerne var affødt af, at jeg jævnligt har trænet power shrugs og lignende uden at blive øm det pågældende sted - og så pludselig bliver jeg øm af en gang "almindelig" KB-træning. Gådefuldt!

Angående min kontorpåklædning er jeg bange for, at resultatet ville blive en stor personaleudskiftning, såfremt jeg fulgte dit forslag.

Træningen i går bestod af nok en variant over temaet: "Øv dig i at kunne arbejde koordineret, også selv om du er forpustet". 6 stk. 1-minutters intervaller på min indendørs cykel, hvor de 5 pauser blev udfyldt med dødløft singles og armhævninger (doubles). Ikke hårdt og voldsomt med tunge vægte - men alligevel ganske udfordrende, når man i forvejen gisper efter vejret efter cykelintervallet.

Så har jeg afsluttet konstruktionen af min træningssandsæk. 1 stk. køjesæk, fyldt med 20 stk. dobbelte plastikposer med 1 kg sand i hver. Jeg greb chancen til at lege med sand i køkkenet, nu da mit livs lys er ude at rejse. Jeg har været lidt i tvivl om, hvilken totalvægt jeg skulle satse på, men valgte altså 20 kg som en slags kompromis. Selve køjesækken er ret glat. Jeg kunne ikke finde en mere ru kanvassæk, og jeg trøster mig med, at det glattere kunststof er mere udfordrende for grebet.

Mon ikke der står kettlebellriveri og sandsæksmosleri på programmet i aften? Jeg tror det.........!

[CoqRouge]

Historien om en tenniskamp - med et efterfølgende (mini)marathonløb

Jeg har spillet turneringstennis i mere end 25 år - dog fraregnet de år, hvor jeg afstod, fordi jeg ikke kunne affinde mig med det fald i standard, der fulgte af kombinationen af alder og et minimum af træning. Det har jeg tidligere skrevet om i loggen, og det skal ikke gentages her. I dag vil jeg skrive om det, der foregår i forbindelse med en holdkamp afviklet lørdag 19/5 2007. Egentlig ville jeg på en normal lørdag have overvejet at træne HardCore med Richard - men nogle ting er ganske enkelt vigtigere end andre.

Kampene starter kl. 09.00. Det betyder, at jeg skal op 06.45., for jeg vil have spist 2 timer inden kampstart. Tiden indtil afgang fra hjemmet får jeg til at gå med at tjekke og pakke udstyr og lignende.

Hele tiden spørger jeg mig selv for Gud ved hvilken gang: Hvorfor gør du det her? Jeg er stresset, høj puls, givetvis højt blodtryk og har det generelt ikke godt. Det er egentlig ikke rart, men det vidste jeg jo mildt sagt godt i forvejen. Automatikken tager over - start kl. 9 betyder afgang hjemmefra 08.15, betyder tandbørstning kl. ? - I ved, hvad jeg mener! Følelsen er præcis den samme som inden en match inden for kampsport - men den (citat Vic Braden) ekstra tilføjelse, at i tennis risikerer man at tabe, mens man kun har ganske lidt tøj på! (Omgående upassende associationer til beachvolley)

Vel fremme hos modstanderne - der er tale om en udekamp - kigger jeg mig lidt omkring. Jeg ser navnet på min modstander - er han på de ophængte ranglister? Ja, det er han, og ganske højt placeret. Det tyder på en svær kamp. Lidt senere hilser jeg på ham. Kigger vurderende på ham. Han er minimum 10 år yngre end jeg, men klart muskelmæssigt mindre udviklet og lettere overvægtig. Allerede her aner jeg, hvad der venter mig: En teknisk velfunderet spiller (ellers ville han ikke ligge så højt på klubbens rangliste!), der på sin side ikke er i den bedste fysiske form. Stort set min modsætning - og den type spiller, som jeg i årenes løb har mødt igen og igen. Forbereder mig mentalt på at piske rundt og samle "umulige" bolde op.

Vi kommer ud på banen og varmer op sammen. Mit indtryk bekræftes. Han kan tydeligvis matche mig slag for slag. Vi trækker lod om serven og han vinder. Så går det løs!

Det står ret hurtigt klart, at han kan spille dybt i min baghånd og vinklet i min forhånd - kombineret med stopbolde i min forhåndsside, Det betyder, at jeg må bevæge mig på en diagonal fra den dybe baghånd til den korte forhånd. Fint nok - det gør jeg så, og vi får gang i mange lange dueller, hvor jeg hele tiden er i defensiven, men alligevel som oftest vinder, fordi jeg har det fysiske overskud. Jeg noterer mig, at han hiver efter vejret, mens jeg hele tiden er parat til nok en duel. Samtidig slår han dog mange vinderslag , hvor jeg ganske enkelt ikke kan nå ud til bolden.

Så rammer regnen os. Vi må indstille kampen. Jeg er inde i en god rytme, men på ingen måde sikker på sejren. Hver især opsøger vi holdkammeraterne for at få gode råd til de fortsatte stridigheder. Jeg overhører modstanderen sige til sine støtter, at "det sgu' er håbløst, for han løber det hele op!". Med omgående virkning føler jeg mig stærkere, for sådan havde jeg ikke oplevet det!

Regnen stopper og vi kommer igang igen. Mønsteret fra før fortsætter, Modstanderen satser og jeg samler op -men nu ved jeg, at det går ham på! På intet tidspunkt føler jeg , at sejren er sikker, men jeg vinder ikke desto mindre med de relativt klare cifre 6/2-6/2.

Morgenens stress og ubehag er glemt - tennis er min sport - jeg er næsten verdensmester - og livet er skønt. Ikke desto mindre ved jeg, at om en uge er det forfra igen. Jeg hader det - og jeg elsker det!!

Efter matchen og efter sidste holdkammerat er færdig, stresser jeg afsted til minimarathon i fælledparken. Kommer netop i tide til at se den 6-årige (hende med de 7 armhævninger!) løbe i mål i tiden 4.45 på 1 km. Ikke en vindertid, men vel OK for en pige, der løber sådan cirka én gang om året!

Lige fra hjertet - Eders CoqRouge!

Edited May 19, 2007 by CoqRouge

[Guest DBM]

Spændende beretning...... som jeg godt kan nikke genkendende til. Tillykke med sejeren!

[Guest Slettet bruger]

Spændende beretning...... som jeg godt kan nikke genkendende til. Tillykke med sejeren!

Helt enig X 2 :hippy:

Jeg laver de ting, som giver mig lyst til at træne. De er heldigvis så brede/effektive, at jeg er ret overbevist om, at de nok skal smitte positivt af på de andre ting, jeg render og laver.

Amen :hippy:

Hvis jeg må låne lidt fra andres ordforråd, kan man sige, at jeg i dén grad manglede flooow!'

:hippy: Så lad gå da ..... der er vist alligevel ikke tale om monopol eller copyright.... sikker på, at der i forvejen er masser af flow fyldte pas i vente til dig og os dine læsere her i loggen :hippy:

Keep up the good work hilsen fra Århus :hippy:

[CoqRouge]

DBM og Spinningsilden>Jeg takker for de pæne ord. Apropos bjerge, som I taler om andetsteds: Rigtige bjerge har asfalt på siderne og ligger i Alperne, Appenninerne eller Pyrenæerne. Jeg håber ikke, at I tænker på sådan nogen med mudderstier i stedet for rigtige veje, vel?

I dag prøvede jeg noget nyt: Jeg rykkede mine kettlebells samt sandsækken ud i haven og trænede der. Hækken er efterhånden nogenlunde tæt.............

Det var faktisk rart med noget frisk luft også til træning af denne art. Selve træningen var en mere blandet oplevelse. De styrkebetonede øvelser gik faktisk godt, mens de mere højreppede - læs: Snatches! - ikke rigtig spillede. Udholdenheden var desværre midlertidigt bortrejst.

Rundede af med en halv times fodbold med ungerne og kastede mig så ind foran fjerneren, hvor Federer omsider fik ram på Nadal. Nadal vandt første, hvor Federer spillede mindre godt. Helt ukarakteristisk begyndte Nadal at lave fejl i andet sæt, og Federer sagde pænt tak ved at vinde dette uden at brillere. I tredje sæt fortsatte Nadal med de ukarakteristiske fejl, og nu kørte Federer-ekspressen pludselig, og verdensetteren demonstrerede, hvorfor det er ham og ikke nogen anden, der topper ranglisten.

[CoqRouge]

Jeg havde egentlig planlagt, at den ugentlige hviledag skulle falde på fredag, men skæbnen ville, at én af mine inviterede gæster til CL-kiggeri onsdag dukkede op halvanden time før forventet, og da jeg grundlæggende er et høfligt menneske, mente jeg ikke, at jeg kunne være bekendt at bede ham om at passe sig selv, mens jeg trænede. Ja, jeg ved det godt - jeg kom til at sætte mine egne behov i baggrunden. Alle de fine assertionskurser er spildt!

Træningen de seneste dage har ellers bestået af dels intervaltræning på Concept2'eren, dels noget blandet kettlebell- og sandsækriveri. Endvidere har jeg ganske sensationelt dødløftet en smule. Hvis det bliver alvor med Tactical Strength Challenge, går det jo ikke an at møde op helt uden at have dødløftet i hele og halve år. Jeg kunne konstatere, at 10 singler med 65 % af min PR var totalt uproblematisk - men sådan skulle det vel helst også være.

Jeg træner ganske ofte derhjemme, hvor jeg har en masse godt udstyr - men en Concept2 har jeg dog ikke plads til, og blandt andet af denne grund har jeg investeret i et medlemsskab af FDK, som jeg også har skrevet lidt om tidligere. Bortset fra denne nye tilmelding er det længe siden, at jeg har haft min gang i et center. Måske er der tale om indbildning, men jeg har en fornemmelse af, at man taler meget mindre sammen i et center end tidligere. Naturligvis er der mange, der træner sammen, og de taler selvfølgelig - men samtaler eller blot kortere ordvekslinger mellem andre trænende er der ikke mange af. Blandt andet har jeg noteret mig, at grupper, der står og venter på at komme ind til spinning eller en anden holdaktivitet, ofte er ganske tavse - folk opfører sig, som om de aldrig har set hinanden før, men jeg kan konstatere, at det er de samme, som stod der sammen ugen før. Hvorfor er det sådan? Som jeg erindrer det, var det at man havde en fælles interesse i at træne tidligere et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at småsludre. Jeg køber ikke en forklaring med, at det skyldes, at man er super koncentreret og i gang med sin opladning. Men hvad er det så? Er det hele bare så surt??

[CoqRouge]

Mine dødløft-singler blev som sagt gennemført tirsdag, onsdag blev hviledag og torsdag stod den på en times tennis. Dødløftene var helt uproblematiske, ømhed var der ikke noget af, men i løbet af tennistimen følte jeg helt klart, at "noget" havde taget toppen af min hurtighed og eksplosivitet - og "noget" kan næsten kun være dødløfteriet. Ikke for første gang ser jeg demonstreret, at man skal tænke sig overordentlig godt om i træningstilrettelæggelsen, hvis man skal være vaks ved havelågen, når og hvis chancen til seriøst boldflytteri melder sig.

Som sagt var der bare tale om træning - men træningen bestod bl.a. i at spille et enkelt sæt, og modstanderen er en spiller, der også betræder come back-ruten og givetvis gerne vil markere sig i forhold til mig, så der var alvor i legen. Det blev igen tydeligt, hvor meget psykologien spiller ind i tennis. De første 2 partier var lange og helt lige og med en hel del fordele til begge. Det kunne faktisk udmærket have stået 2-0 til min modstander efter det første kvarter - men skæbnen ville, at det i stedet stod 2-0 til mig, og så gik det, som det ofte går i den slags situationer: Han "foldede" fulstændig og ydede kun symbolsk modstand fra det punkt af. Forunderligt!

I dag planlægges Tabata med KB-snatches. Jeg glæder mig og frygter det samtidig.

[Guest DBM]

Ingen tvivl om, at dødløft er en kanon øvelse...... men jeg tror aldrig, at jeg har oplevet en øvelse med mere 'negativ' kortsigtet effekt på resten af min træning. Som du selv skrive, skal man være omhyggelig med planlægningen - evt. holde sig til dødløfteri i off-season!?

[CoqRouge]

DBM>Faktisk synes jeg, at squat - specielt backsquat - er meget værre end dødløft med hensyn til den negative kortsigtede effekt. Det skyldes ikke kiloene, for som jeg nu engang er skruet sammen, laver jeg eksplosive dødløft med den vægt, som er mit absolutte squat-maksimum. Hvis jeg træner nogenlunde igennem med squat ved 2 træningspas om ugen, er der i realiteten ikke en eneste dag tilbage, hvor mine ben er nogenlunde "normale". Derfor squatter jeg stort set ikke i sæsonen - og når jeg gør, så er det kun pistols, der af uransagelige årsager ikke har helt den samme kortfristede negative virkning.

Tennistræningen er stort set regnet væk, så jeg har siden sidst rent faktisk dødløftet igen. 2 gange på 10 dage, hvad sker der? Lysten til tungt arbejde med almindelige vægte har derudover ikke været den største, så jeg har kombineret et par ture på Concept 2'eren med diverse sandsæk- og kettlebellriveri.

Yngste datter - den 6-årige med armhævningerne - gik såmænd hen og blev nr. 4 blandt pigerne i aldersgruppen til minimaraton, hvilket er ganske flot, taget i betragtning, at der var mange med, at hun ikke løbetræner og ikke officielt dyrker noget mere konditionsgivende end spring-/rytmegymnastik. Hvis hun bliver sådan ved, tager hun snart flere armhævninger end faderen og løber fra moderen på mellemdistancerne!

[CoqRouge]

Som så mange andre træner jeg blandt andet for at være godt rustet til civilisationens undergang. Jeg kan kun opfordre flere til at gøre noget lignende. Her til morgen har jeg nemlig observeret flere truende tegn på, at enden er nær.

Radioavisen kunne bringe den foruroligende nyhed, at Hjem-Is strejker i Esbjerg og omegn. Det kan betyde enden for det vestlige demokrati, som vi kender det. Hvis diverse socialistiske ballademagere - uanset politisk observans, Anders Fogh! - ikke længere respekterer en så kritisk samfundsfunktion, kan det kun være tegn på, at vi må være beredte.

Flere medier - blandt andet tidligere omtalte Radioavis - kunne også berette, at "den tidligere mandlige håndboldlandsholdsspiller Claus F. indstiller karrieren". Hvor er vi henne, hvis selve indbegrebet af maskulinitet - hanboldlandsholdet! - i al hemmelighed har været under kniven? Jeg mener - er der garanti for, at Claus F. er den eneste? Jeg frygter det værste!

Endelig kunne jeg i Politiken i en af dagens dødsannoncer læse, at et uden tvivl udmærket menneske var død "efter alvorlig sygdom". Nu er jeg selvfølgelig helt på det rene med, at folk kaster sig ud fra højhuse, påkøres af lastvogne eller kommer i vejen for en kniv i nattelivet - men det er trods alt undtagelserne. Langt de fleste af os må forvente at afgå ved døden "efter alvorlig sygdom" - eller sådan troede jeg, at det forholdt sig. Det virker derfor ildevarslende, at man i annoncen har fundet det nødvendigt at fremhæve, at personen er død efter alvorlig sygdom. Det kunne jo tyde på, at civilisationens sammenbrud er så vidt fremskredet, at folk er begyndt at dø også af mindre alvorlige sygdomme.

Med sådanne udviklingstendenser er jeg glad for, at jeg fik fyret et rigtig godt træningspas af i går. Jeg var underligt træt inden, men da jeg først kom i gang, fløj kettlebells og sandsække omkring mig i højt tempo, og ikke mindst overhead-arbejdet gik fint. Prøvede at lave windmills med en sandsæk - det var en uventet modbydelig øvelse, så det må jeg prøve igen, hvis jeg kan nå det, inden civilisationen slår flere revner.

[CoqRouge]

Weekendens tennisholdkamp blev en blandet landhandel. For det første mødet jeg i min single en gammel arvefjende, som jeg har haft mange dyster med i mit tidligere tennisliv. Jeg vil tro, at jeg har vundet ca. 2/3 af disse - men i lørdags fik modstanderen rettet lidt op på denne statistik. Jeg kunne af én eller anden grund ikke få den fornødne længde på mine grundslag - og det vil som regel være afgørende mellem to i øvrigt nogenlunde jævnbyrdige spillere, og således også her.

Det var så første gang, at jeg spillede en længere match (2 timer) med mine antiakillessenesmerteindlæg - og det kom til at give bagslag i den efterfølgende herredouble. OK, vi vandt, men det skulle vi også - forskellen var ganske enkelt for stor - men undervejs havde jeg konstant "næsten-krampe" 4 steder - venstre baglæg, højre baglæg, højre forlæg/skinnebensmuskel og de midterste tæer på højre fod. Det er aldrig sket for mig før, og da jeg hverken var træt eller dehydreret, kan forklaringen i min verden kun være de famøse indlæg, som tvinger fødderne til uvante bevægelsesmønstre. Ét eller andet sted er dette vel også meningen - men konsekvenser i form af krampe kan jeg kun vanskeligt acceptere, når smerterne i akillessenerne forekommer at være uforandrede.

Nå, nok om det.

På Elite Fitness' hjemmeside kan man læse en ny artikel om kaosteori i træningen. Selve artiklen er ret så håbløst skrevet, men forfatteren har ikke desto mindre fat i noget spændende. Et citat, der rekapitulerer idéen:

A small random change is introduced into a system, it causes a ripple effect that can overwhelm and change the long term behavior of the system. Henri Poincare further determined that unless these initial changes could be defined and measured, the outcome or deviation caused by these ripples could never be predicted.

Når man deltager i og træner med henblik på idrætsgrene, der indeholder enten en direkte modstander eller en bold eller - oh, rædsel! - begge dele, så kommer man konstant ud for "small, random changes". Modstanderen, omgivelserne og rekvisitterne agerer på måder, der ikke fuldstændig kan forudses. Det store spørgsmål bliver så: Hvordan træner man på en måde, der gør at man bliver i stand til at reagere hensigtsmæssigt på ydre, uforudsigelige stimuli? Den traditionelle måde at se tingene på - man træner nogle generelle egenskaber (f.eks. max VO2) og nogle specifikke færdigheder (f.eks. slagteknik) - er ikke forkert, men set i denne sammenhæng ganske klart utilstrækkelig.

I virkeligheden er det måske endnu et eksempel på, at det er bedst at tilrettelægge sin træning med henblik på at være godt rustet, når civilisationen bryder sammen.........